Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Uden at tænke ver tingende, red hun bare på bølgen af begær og nød hvad han tilbød.
Somewhere along the way, ændrede hun en smule stilling, og satte hænderne ved hans skuldre,og var mere fremadlænet, hvilke resulterede i hun blev halet ned til Stephen og begavet med slik og kys.
Millicent gav sig og peb en smule, men der var vist ingen tvivl om det var ren og skær hengivenhed og lyst,der stod bag.
Rytmen varierede en smule, alt efter...kys og stilling, for da han slap hende fri, kyssede hun Stephen hele vejen ned af halsen,hen over hans bryst..til hun kunne nappe ham i brystvorten og lade tunge lege rundt der.
Millicent kunne smage ham...genkende ham nu, og det var en berusende oplevelse.
I takt med hun bevægeðe sig op og ned og roterede mildt med hofterne...truede en bølge af ekstase med at skylle igennem hende og gennemryste hende krop.

En sød pirrende følelse løb igennem Stephen, da Millicent sendte sin 'hær' af kys ned over ham og frembragte et smil. Trods hun var gravid, var hun alligevel ganske smidig eller også kunne hun bare flere ting på en gang, hvilke ville sige at holde takten og kysse. Imponerende. Han tvivlede på om han overhoved selv kunne gøre det. At demonstrere/bevise det, ville han helst undgå og der blev heldigvis heller ingen mulighed for det, denne omgang.
Efter udløsningen, greb Stephen fat i sin partner, trak hende ned og drejede dem omkring, så han kunne komme ud og samtidig vikle en dyne omkring deres nøgne kroppe, for en ridetur ville sikkert ikke ændre på Millicents evige behov for at være dækket af enten det ene eller det anden. Han turde knap tænke på hvordan hun bar sig ad når hun var i en offentlig svømmehal. Det måtte være et helved for hende.

Trikset ved at kunne holde en rytme og kysse samtidig, var at slå tankerne fra.
Hvis man først begyndte at tænke for meget over det, var det komplet umuligt.
Lidt som med orgasmer....h is man vel og mærket var af det kvindelige køn.
Det hele handlede om at lade sig opsluge, og slå hjernen fra....hvilke Millicent af en eller anden besynderlig årsag, meget let kunne med Stephen.
Ikke højt, men dog til at høre...kom små lyde da bølgen skyllede over hende, og hun ikke behøvede mange flere bevægelser, før Stephen var lige efter hende.
Hun lagde villigt sine arme om hans hals, og knuede sig ind til ham, da han trillede dem om.
En tavs tåre løb stille ned af hendes kind...efterfulgt af en enkelt mere.
Hun holdte så meget af ham, af at tilbringe tid med ham.Hun kunne næsten ikke tro på hun ville få lov at blive ved...ved med at have ham for sig selv.
Ja...for sig selv, med et par tvillinger ...og en kat...og et musik band.
Millicent hjalp ham med at få dynen på plads og møvede sig ind, så hun lå i hans arme...uden at spørge om lov.
" Du er dejlig" mumlede hun, med et rosa strejf over kinder og næseryg.
" Jeg er en heldig pige..." Indrømmede hun og gned sin næse mod hans.

Et lille smil sneg sig op på Stephens læber, mens han rode rundt for at ligge godt. "Jeg føler mig også dejlig." Gav han igen og endte med at ligge med hoved på Millicents skuldre. Han slap et tilfreds suk ud og lukkede efterfølgende øjne. "Du er ikke den eneste der sidder i held så. Hvilke mand i det enogtyvende århundrede vil ikke ønske at det var dem der skulle giftes med en model?" Han strakte halsen for at nå hendes kæbe, som han plantede et kort kys på.
Derefter lage han hoved tilrette igen og lukkede øjne, mens han slog armene om hende, som var hun en bamse. "Men jeg må også være født under en heldig stjerne når jeg kan lave to børn på én gang." Et kort kækt grin brød ud. Det måtte bestemt være et eller andet godt, selvom han aldrig ville bruge den som scorereplik. Bare at tænke på en scene vor det blev brugt, fik ham til at krumme tær. "Eller er det dig der er god?" Hvis man skulle sige lægerne havde ret, så var det ham, men man kunne altid sætte spørgsmåltegn.

Afslappet og med dovne bevægelser lod Millicent sine finger spidser tegne små cirkler og ottetaller ned over Stephens skulderblad og ryg.
Endestarionen var det mørke hår , hvis de hyggede sig fint .
Hun vrængede på næsen ved hans ' giftes med en model' for selv om der var run på den del af karrieren , ville hun hundrede gange heller tænkes på som møbel designer! Det var hun jo så bare ikke ... Endnu. "Argh ...jeg er ret sikker på det ikke kun er min flade mave du er ude efter , i så fald vil du snart blive skuffet, når den bulner ud. " hun klappede ham på hovedet og smilede ud i rummet , for sig selv.
Et kys... Og hans arme omkring sig , og hun befandt sig et sted i himmelen med sin engel.
" oh... Så DU snupper al æren der? Hvis jeg skal være helt ærlig så tror jeg at jeg kommer at gøre det mest prisværdige job, skal vi sige at... Udvikle .. Dine unger og bære rundt på dem. " Millicent trak ham anklagede i håret , men slap så pg puffede lidt til ham , så hun kunne sætte sig op. Hun strøg det lange lidt ulede hår , om bag sig øre og hviskede " shyyy... H-hva var det? Er der nogen ved døren ?" Store nervøse øjne så på Stephen og Millicent glemte alt om den dejlige tilstand hun havde været i for bare et minut siden.

Uden for hendes dør, sad Maria på knæ. Hun var i færd med af trække en kat... En død kat... en killing der til forveksling kunne ligne Ally, men den havde mere Hvidt på ryggen , op af hendes taske.
Og med et grimt ondt smil og hendes norske blå øjne lukket i -forsøgte hun nu at stoppe den ind igennem brevkassens og der skulle da godt nok presses til.
Hendes finger var måske en smule blodige,en da bombet afslørede at dyret nu var kommet helt igennem, slog Maria øjnene op og smilede.

Stephen lavede en dybt utilfreds lyd, da han blev puffet ned fra Millicent, der syntes - til hans endnu større misfornøjelse - ignorerede helt og aldeles. Først syntes han absolut ikke at kunne høre noget, så han skulle netop til at trække Millicent ned til sig igen, da der kom et bump der var noget svært at overhører. Det fik også ham til at sætte sig op og gribe ud efter sit tøj.
"bliv her, så smutter jeg ud og ser hvad det er." med de ord smuttede han ud i entreen.
Først kunne han ikke se hvad der var i posen, men efter at have studeret det lidt, sås tydeligt afsky i hans ansigt. "Hvor har du gjort af Ally?"
Stephen havde svært ved at tro at netop denne kat var Millicents, da de var i hendes lejlighed og han mente lige at have set dyret, inden deres anden, eller tredje, akt.

Hun spejdede nervøst efter ham.
Lyde ved døren var aldrig godt, heller ikke selv om hun havde fået sat en masse ekstra låse på, da der var risiko for Marcs morder kom efter hans eneste vidne.
"Vær forsigtig " hviskede huserer ham, men han var ikke væk mange sekunder før hun med dynen omkring sig var på vej ud af senge .
Hvis der var en løve, ville hun ikke sende Stephen i dens gab helt alene.
Så hendes stemme lød nok tættere på end forventet, da hun stod i dørkarmen , omklamrede sin dune gomes flakkende øje. " i sin kurv vel? Aner det ikke... Hvorfor Stephen?' Hendes øjne fandt posen i hans hånd ,og hun blokerer sin første indskydelse.
Der var no Way der var en kat i denise der?!
" Hvorfor?" Gentog hun uroligt og en meget kedelig kulde synes at brede sig.

"Gider du ikke lige tjekke efter, bare så vi er sikker på at det ikke er den der ligger her." Millicent havde set posen, så der var ingen grund til at hun ikke skulle vide det. Uanset om det endte 'godt' eller dårligt, så skulle hun nok finde ud af hvad det handlede om. Stephen havde endnu ikke helt afgjort med sig selv om han skulle kigge ned i posen, for han kunne godt se kroppen fra katten, bare endnu ikke farverne hvilke måtte være det afgørende. Det var sådan med katte at de til alt held havde forskelligfarvet pels, så han ville kunne genkende den hvis den så helt forkert ud, men med de samme farver, ville det sikkert knibe.

Hun stirrede på posen i hans hånd.Hvad var det Stephen lige havde bedt hende om? At tjekke det ikke var Ally der var i....posen? ...men....posen var helt ubevægelig.
Hun sank en ekstragang og nikkede en smule mekanisk til ham, drejede om og forsvandt ud af Stephens synsfeldt.
Først ledte hun i kurven...så i læne stolen og endelig fandt hun killingen nede under hendes seng, hvor den lå og sov sødt.
" Hun er her!" Råbte Millicent og bakkede rumpetten ud fra under sengen, og skyndte sig ud til Stephen i gangen.
Hun var en smule bleg....og stirrede igen på posen.
" Er det der en død kat? I min lejlighed!" Spurgte hun en smule dumt og skingert, da det var ved at dæmre at noget havde siddet og mast en død kat ind af hendes brevkasse.

Lettelse skyllede ind over Stephan, da han fik at vide katten var i god behold. Så var der bare at finde ud af hvorfor der var kommet en død kat ind af brevsprækken, selvom det var åbenlyst når man tænke nærmere over det. Så var spørgsmålet: Hvem havde gjort det? Det var knap så nemt at svare på, men hvis han ikke tog meget fejl, havde han en idé. Noget som ikke gjorde ham glad på nogle måde.
"Hvad skal vi gøre at dyret? Er der en container nede i gården?" Hvis der var en han kunne bruge, ville han smutte ned og aflægge posen, for han havde ingen vild og voldsom lyst til at blive stående med liget der i følge Stephen begyndte at lugte. Men inden han kom så lang, formanede han Millicent til at låse døren og først åbne op når han ringede og sagde han var på den anden side, for man kunne aldrig vide om Maria stadig luskede rundt i buksene udenfor lejligheden.

Hun nikkede bare.. Og holdte en hånd op foran munden.Det var vel ikke unaturligt at kvalmen væltede frem nu, og truede med at tvinge hende ud på toilettet.
Hun skubbede døren i, da Stephen forlod lejligheden, men nåede ikke at låse og sætte kæder for, da mavens indhold med et pressede sig på.Millicent spænede ud på badeværelset, knælede forsn toilettet og forsøgte at holde sit hår væk, da hun måtte overgive sig .

Imens gik døren op...og en kvinde trådte inden for.De blå øjne undersøgte misfornøjet og modvilligt alt de faldt over på deres vej.
I den ene hånd, havde hun en pistol i den anden sin taske.
Hun trådte ud på badeværelset...hun havde hørt den ynkelige lyd af en svag Millicent.Slet ikke en egnet kæreste til Stephen, efter hendes bedste overbevisning.Han skulle have en pige med ben i næsen.
Et klik lød, da hun tog sigte på Millicent, nu med en skyde klar pistol.
" Tør det svineri op...og kom med mig" lød det komplet følelsesløst,fra kvinden.Maria.

Millicent stivnede og hendes puls blev tre dobblet, da hun hørte stemmen.Uden at kunne se hvem det var, så vidste hun det helt instinktivt....og så grundet den norske accent naturligvis.
Et hårdt greb i Millicents hår, og hun blev halet med....ind på sengen, hvor hun blev sat ned og fik trykket pistolen imod sit baghoved.
Maria tyssede på en lidt panisk Millicent ,der lignede en død så bleg hun var nu.
" Nu venter vi på Stephen...og imens så drikker du det her..." Hun rakte Millicent den lille flaske...og gjorde det HELT klart, at drak hun ikke nu....så ville hun trykke pistolen af.
Millicent havde ikke andet valg....hun drak af den bitre flaske, og begyndte at græde imens hun både kæmpede mod at brække sig, synke og spytte det væk.....i et stort rod.

Katten blev sendt ned til det andet ildelugtende og så blev låget forsvarligt lukket. Derpå vendte Stephen snuden tilbage til lejligheden, hvor han forventede Millicent havde lukket døren inden hun gik ud på toilettet. Det vidste sig at hun ikke havde gjort det og allerede i opgangen kunne han lugte at døren til toilettet heller ikke var lukket. Først da han kom ind og så den åbne dør, fik han en dårlig smag i munden.
At smide skoende var der ikke tid til, før han var henne ved toilettet som var tomt og ildelugtende. Derefter drejede han rundt og kiggede i de rum han kom forbi, før han endte ved soveværelset. Det syn der mødte ham, var uden tvivl ikke noget der behagede Stephen, som kiggede lidt i mellem de to kvinder.
"Hvad laver du her?" Hans blik var heftet mod først pistolen, så Millicent og til sidst Maria.

Millicent så helst a Stephen var hundredelysår væk fra Maria lige nu.
På ingen måde ønskede hun ham nær hende.At et eller andet var slået klik for den ellers så smukke og kærlige norske pige, var jo sole klart... Men hvor langt hun var parat til at gå, vidste ingen..undtaget Maria, måske.
Millicent forsøgte ...tavst med øjnene at bede ham løbe væk, men dialogen var allerede sat i spil, mellem dem.
" Stephen elsklin'.. Jeg har budt din kjærste på en lille drink" sagde hun en smule udtrukstløst.
" Deet er noget man bruger i Norge.... til at determinerer en graviditet.." Hendes øjne skinnede imod Stephens.Hvis han troede for et sekund, at hun ville overrække ham på et sølvfad til Millicent, så tog han fejl.Og når han ikke længere var forpligtet til at tage sig af den dumme gås...når hun ikke længere ventede hans barn, sååå havde hun igen sin chance, mente hun.

Millicent begyndte at gispe en smule efter vejret, og om det var informationen...frygt og pres eller om det faktisk var det hun havde drukket der var begyndte at virke, anede hun ikke.Det blev bare mere svært....at trække vejret, og tårene piskede ned.
" Stephen" gispede hun og var begyndt at ryste.
Maria grinede og selv om pistolen var taget fra Millicents baghoved nu, havde hun den stadig i sin hånd, klar til at pege og trykke af.

Det var først da Maria nævnte det, at Stephen opdagede at Millicent lå og drak et eller andet, hvilke straks fik mistænksomheden og frygten til at vokse og da den blev bekræftet var han tom for ord eller idéer til hvad han skulle gøre. "Det var dig der fik nok." endte han med at snerre, før han sprang over i sengen til Millicent, der var begyndt og hoste foruroligende.
Pistolen havde han glemt alt om, delvist. Han gik ikke ud fra at Maria ville skyde ham, men man man kunne aldrig vide. "Stik fingeren i halsen." Lød det mere som en ordre end en opfordring fra en letter panisk Stephen, der havde flået flasken ud af hånden på Millicent og hvis hun ikke selv ville gøre det, skulle han nok gøre det.
Efterfølgende, drejede han overkroppen, så han over skulderen kunne se på Maria. "Hvad er det du vil have?" Forlangte han at vide, med øjne der slog gnister. Det hjalp hende på ingen måde at fjerne børne, det var hun sikkert klar over, men hvorfor hun så gjorde det, var for Stephen en gåde.

" D- det kan jeg ikke....kan ikke få luft" gispede hun, bange for at blokerer den sidste luft passage med en omgang opkast.
Hendes hænder blev ført op til halsen ,beskyttende...og lige nu så det næsten ud til at hun satte sig selv over børnene....men omvendt...hvis hun ikke overlevede var der med garanti ingen børn, de var jo ikke andet end store fostre endnu, eller meget underudviklet børn.Hun sad stille...selv om hun med hvert en fiber i hendes krop, skreg efter at kravle op på Stephens skød og klamrer sig ind til ham, og på barnlig vis tigge ham om at få det hele til at gå væk.
Men hun sad stille....og kæmpede med sin vejrtrækning, der nu havde lyd som et asthma tilfælde.

" Jeg fortrød....det VED du godt Stephen....kom med mig, nu...så lader jeg hende være"
Marias kolde maske faldt et øjeblik, og hun lignede en ung forelsket og meget meget forvirret kvinde." vil du ikke nok Steph'. " bønfaldte hun og viftede med pistolen.
Så kunne Millicent ligger her....med eller uden hende børn og rådne op .
Hun var ligeglad, bare hun kunne være med Stephen igen.

Efter at have fået sit svar, vendte Stephen sig op i mod Millicent, som han kiggede på med bekymrende øjne. Han satte sig hen over hendes ben, for både at kunne tage hendes ansigt i mellem hænderne og beskytte hende imod Maria som kunne stå med sit ansigt så længe hun ville. Stephen så det ikke. "Træk vejret roligt, helt ned i lungerne." Forsøgte han sig med, selvom han også selv kunne bruge lidt terapi eller hvad det nu var han var i gang med at give Millicent.

Hendes hænder lagde sig desperate omkring Stephens håndled, og de vandfyldte øjne forsøgte at fokuserer på ham...hun nikkede og prøvede...prøvede alt hun kunne at tage et par dybe indåndninger...men det gjore ondt.I hendes bryst og i maven.Begge steder havde hun ondt, og det kunne sikkert ses i hendes ansigt, hver gang et jag af smerte ramte.
Tilsidst måtte hun opgive at bruge kræfter på at få vejret, og i en hurtig bevægelse der kostede Stephen hans plads...rullede hun over på siden og krampagtigt trak sig sammen i foster stilling.
" auw....arrgghh...." Klagede og gav hun sig, hendes øjne var klemt i nu, og ikke engang Maria kunne hun holde øje med.

Maria fnøs da Stephen sprang til Millicents hjælp.Helt ærlig...kunne han slet ikke se hvordan hun udnyttede ham, hvordan hun mente at han kunne være en god fangst...hun elskede ham jo ikke,...slet ikke som Maria gjorde, nej.
" For Gods sake...lad hende dog være" hun rejste sig og pegede sin pistol mod Stephen.
" Nu går vi...du har leget prins længe nok...kom så Stephen" hun kastede et nik i dørens retning.

Stephen ville mere end gerne have givet sin hjælp til Millicent, men Maria var hurtigere. Han drejede rundt og kiggede trodsigt på hende, som var en dreng der ikke fik hvad han ville. "Hvad vil du få ud af at skyde mig?" Trods hans ord, var hans øjne alligevel fæstnet ved pistolen selvom han var mere end ivrig for at kunne vende sig rundt og hjælpe Millicent.
Selv kunne Stephen ikke se fordelen i det. Maria ville sikkert fortrække at få ham levende frem for død, men igen kunne man ikke lige udregne sådanne ting med hende. Måske handlede det for hende bare om at få dem adskilt og det kunne døden i den grad sikre. Hvis det var tilfælde, skulle Stephen nok komme op at stå i en fart.

Maria sukkede tydelig irriteret.
" Hvis du får pistolen...følger du så med mig?" Prøvede hun igen.
Lige nu måtte hun bare have ham ved sig, og sålænge de var i nærheden af....den anden, så ville han trække sig.Kunne hun dog bare få lidt alene tid med ham!.
" Nej....stik...a " hviskede Millicent forpint, hun ville ikke have han var nær den skøre madamme.
Hendes aura var skringede sindsyg,den glimtrede og skiftede farve hele tiden, som et advarende neon skildt.
De måtte se at få ringet til politi eller en ambulance , på en eller anden måde, tænkte Millicent og gav igen efter for et smerte jag, denne gang ulideligt stort....og hun kunne mærke hendes lår blev fugtige....hun troede hun havde tisset...af bar smerter eller skræk, men den nyopstået røde plet på sengetøjet havde en anden historie at berette.
Selv Marias øjne blev store...måske var fantasi langt mere tiltrækkende end virkelighed?

Stephen var ved at tabe underkæben, men holdte den fast ved at presse tænderne sammen, før han vendte sig i mod Millicent. Uden rigtig at vide hvad han skulle stille op med sig selv eller nogle anden lod han en finger glide kærtegne hen over hendes kind. Først efter adskillige minutter, kom han i tanke om at ringe efter en ambulance, så hvis ikke Maria var til at sende et par kugler i ryggen på Millicent, ville han springe op som havde han ild i røven og løbe ud i stuen for at finde hendes telefon. Hvis den ikke var der, ville han forsøge i køkkenet eller ud i entreen for at finde sin egen, hvis han ikke blev stoppet inden han kom så langt.
Hvis han fik lov til at komme så langt, ville han ringe til 119 og med en noget hektisk stemme forklare hvor de var og hvad der skete, mens alverdens scenarier flimrede rundt i hans hoved og viste den ene skrækscene efter den anden.

Hun dornemmede der var noget galt, men bare ikke helt hvad det egenlig var.
Maria havde ' tabt' pistolen ned langs siden og bakkede en smule baglæns, uden at sige noget.
Millicent hev efter vejret, da hun hørte Stephen pile rundt og fik ringet efter en ambulance.
Da hun selv så den røde plet...der langsomt blev større og større, skyllede en helt anden reaktion over hende, og med smerter, blodigt tøj og en voldsom vrede, fløj Millicent efter Maria og knaldede hende en på siden af hovedet.
Maria havde fået fat på hendes arm og kradsede den til blods, hele vejen ned, og bagefter forsøgte hun skrælle hud af Millicents kind, med sine lange negle.
Hvis Stephen kom tilbage, ville han finde de to piger i fuld kamp mod hinanden.

En forvirrende lyd kom fra soveværelset før Stephen blev færdig med samtalen, så han sprang ind for at se hvad der var galt. "Bare kom." Vrissede han irriteret til lægen i telefonen og smed den så fra sig for at få de to katte skilt fra hinanden. Det var svært ikke at få et par slag, men til sidst fik han fat i Marias hænder og trak dem væk, før hun skubbede hende ned på gulvet og greb fat i Millicent hvis hun skulle finde på at kaste sig efter Maria.
"Jeg syntes du skal gå nu Maria, har du ikke fået bare lidt af hvad du ville have?" Spurgte han tydeligvis vred og irriteret over hende. Alt andet ville også have været mærkeligt. Hvis hun ikke reagerede rimelig hurtigt, ville Stephen gribe fat i hende og trække hende med sig ud på gangen, hvor han bevidst skubbede hårdt nok til hende, så hu væltede og så han kunne nå at lukket og låst døren.
Derpå vendte han sig imod Millicent, som han greb fat i og lod en finger glide hen over de røde mærker samt mindre sår, så de til sidst forsvandt. "Der kommer forhåbentligt en ambulance lige om lidt."

Maria...kæmpede...men mod også Stephen havde hun jo ingen chancer.
" jo....for nu" bed hun af ham.
Da hun blev jaget ud, var hun næsten lettet, idet hun frygtede politi og alt muligt slemt, så et par skræmmer , efter at være halvt snuplet ned af trappen var fint....og hun stak herefter af.
Millicent havde lagt sig på sin seng og da Stephen kom , greb hun ud efter ham.
Hendes slørede øjne så, hvorledes skræmmer og knubs og rifter forsvandt efter hans berøring, og der gik ikke mange sekunder før hun tiggede ham.." Min mave....Stephen...min mave" tonen var desperat og bydene....hvorfor havde han ikke startet dér.... Med børnene?
" Der er noget galt med virus og...den anden.....fiks min mave" græd hun og bemærkede vagt, lyden af en sirene der nærmede sig, og bagefter er højlydt rumsteren ude på trappegange.

Stephen gjorde sig fri af Millicents hænder og greb en af hendes kjoler som han trak hende i. "Jeg ved ikke om jeg kan." Svarede han, mens han lod tøjet glide hen over hendes krop. Hun havde svært ved at være nøgen overfor ham, hvordan ville det så ikke være overfor andre læger. Hurtigt lod han en hånd glide hen over hendes mave, før han fløj ud til døren for at låse op for ambulance redderne. "Det kan godt være du får det dårligere og jeg ved ikke om det vil hjælpe."
Efter noget tid, kørte ambulancen af sted.Stephen havde sat sig ved siden af Millicent, hvis hånd han forsigtigt kærtegnede i mens lægerne var i fuld gang med alverdens ting. Da de ankom, forsvandt Stephen fra hendes side. Han fik ikke lov til at følge med, hvis han også havde det fint med. Han ville sikkert kun stå i vejen.
Ude i venteværelset, slog han sig ned med et blad, som han aldrig fik læst noget i, da hans tanker konstant løb væk, som vand mellem hans fingre.

Hun kunne ikke mærke noget...hverken en ændring til det bedre eller værre....hvilke alt i slt nok var ret uheldigt.For med al det blod, måtte noget være gået helt galt, efter Marias lille' tvangs gave' til Millicent.
Imens lægerne satte drop i hendes hånd, tog blodprøver fra og kontrollerede hendes værdier, forsøgte de igen, som også Stephen havde at få hende til at kaste op....og denne gang lykkedes det.Hun fik lidt sodavand at skylle efter med.
Hun kaldte efter ham....da de kørte hende væk, hun var bange og ...mere bange for det hele.
For undersøgelserne....helt ærlig hun var jo ikke ret gammel....og bange for om Maria ville dukke op med sin pistol, men mest af alt var hun bange for sine små børn i maven.
------

En time efter....
Millicent lå på en ene stue.Gardinerne var trukket for,efter hendes ønske.
En bakke med brød og nuice og en kande te,stod uberørt og Millicent selv, sad op i senge....udtryksløs,med sorte rander under øjnene.
Ventede...frygtede at Stephen ville komme.