En lun sommer aften - Stephen

Lyden af Stephens sko, stopper brat op, da han opdager hvor han befinder sig. Et tvetydig brummen stiger op fra hans hals, mens han hurtigt fjerner de høretelefoner han bærer i ørerne. Nu stod han midt i det resultat musik og hans egen tankeverden gav ham. Hvor var det dog kønt, elevernes slaveby i en eller anden underjordisk by som tilhørte sortelverne. Han burde få lettet røven og komme af sted, men uanset hvor gerne han vil, ville muligheden for at flyve være udelukket. Han fortsætter til fods med sine sanser på stilke. Selvom han er bærer af en sjettesans der gør ham det muligt at mærke magi, er den ikke nogle stor hjælp, for uanset hvor han vender og drejer sig om, mærker han den. Selv fra det mest efterladte og faldefærdige hus. Selvom han ikke troede at hans evne var til nogle hjælp, kommer den alligevel til hans assistance da han mærker end helt anden form for magi. Ikke den elverne bære rundt på sig, men den en af nattens møgunger bærer rundt med.

OOC: Beklager eventuelle nutid- datidsfejl. Plejer at skrive i datid, så skal lige øve mig i nutid.

Lushessi betragtede den fremmede med sine iris blå øjne, som var smukt om rammet af en fangende mørk make-up der fik hendes øjne til at se større og mere indbydende ud.
Hun tog så forsigtigt et skridt nærmer denne fremmed, og trak vejret kort ind gennem næsen, hele hans duft fyldte hendes lunger op og hun ånede forskrækket ud. Hvem var han? Hvad var han? Hun kiggede forvirret op og over på ham, kunne det bare være en meget stærk perfume? Nej det kunne ikke passe, ikke når det kunne få hendes krop til reagere så voldsomt.. hendes hals stod i flammer, og hun lænede sig forsigtigt frem på tærene for at indånde mere af denne utrolig tiltrækkende duft. Hun sukkede langsomt ud og kunne mærke hvordan hendes tandkød begyndte at vibrere let, hun prøvede at holde tørsten tilbage af alle kræfter, men det betød bare den voksede hurtigere inde i hende, det var umuligt at gemme den væk, og hun ville til sidst blive nød til bare at give efter for sin tørst. Hun blinkede fortvivlet, imens hendes krop trak hende nærmer denne fremmed. Til sidst stod hun ikke langt fra ham, få meter tilbage, men hun turde ikke gå længere nu, hun var bange for at tørsten ville tage overhånd.. hun ville jo ikke slå ham ihjel.. i ihvertfald ikke før hun havde fundet ud af hvem.. eller hvad han var.
Hun hævede øjenbrynene og så betænksomt på ham, "Godaften" lød hendes sukker søde indbydene stemme, som en blid hvisken i den stille nat.

// Undskyld det var mig der lavede en fejl, jeg plejer også at skrive i datid, men jeg er ny så jeg blander det lidt sammen nogen gange, men vi kan bare fortsætte i datid. Undskyld ^^ //

Det var sikkert alt det ukendte der gjorde Stephen nervøs og meget let opfarende, for da en blød indsmigrende stemme pludselig lød bag ham, var han lige ved at springe flere meter op i luften af ren og skær forskrækkelse. Han snurrede rundt og betragtede en smuk ung kvinde. Alle alarmklokker i ham begyndte at ringe med fuld styrke. Sådan et smukt væsen ville altid kun kunne være en vampyr, et væsen der betød døden, men selvom han burde kunne lugte det, var det kun hans øjne der var fuldt funktionelle. De mildt sagt sugede kvindens fortryllende udseende til sig. Først efter at have givet hende et åbenlyst imponeret blik, kom han i tanke om hilsnen. "Godaften." Han nikkede kort og kiggede op mod hendes ansigt, som han slugte lige så meget som med rasten af kroppen. Kvindens skønhed havde fået slået Stephen helt ud af kurs hvilke sjældent skete, selv for en vampyr. Han var altid påpasselig med ikke at lade sig indfange i vampyrens charmerende og forførende net af skønhed, men det var ikke lykkes ham denne aften.
Det var soleklart for en hver med lidt omtanke i hoved, at Stephen var fuldstændig fortabt i kvindens skønhed, som havde taget ham på sengen. Der havde været så mange andre ting der fyldte hans hoved, at han ikke havde tænkt yderlig over at der ville komme en vampyr. At han havde været vareskoet om det, havde tydeligvis ikke haft nogle effekt. Det eneste rigtige håb for englen var at der enten kom en og kunne redde ham på en eller anden måde, eller også at der skete et mirakel. Hvilke af mulighederne der var mindst chance for var ikke lige til at sige, ud over at ingen af delene syntes at være nogle rigtig mulighed.

Lushessi bed tænderne hårdt sammen, og kæmpede som en gal, hun knyttede næverne, så hårdt sammen at hendes knoer blev helt hvide, hun træk vejret hurtigt og prøvede at tæmme sin lyst, prøvede ihærdigt at slappe af i skuldrene. Hun kiggede undersøgende på fyren og prøvede at læse hans ansigtstræk.
hun sendte ham et udfordrende blik og gav ham et skævt smil, så rystede hun sit hår væk fra hendes ansigt, hendes kul sorte hår, slog om hendes hoved som flammer, hun gik langsomt forbi ham, mens hun fast holdte hans blik, alt ved ham var så umådeligt tiltrækkende, hans duft føltes så sød... hun vendte sig helt om, og forsatte sin gang ned af gaden, hun håbede at han ville sige noget, standse hende, sige noget til hende, der ville tvinge hende til at stoppe op. eftersom han nu ikke kunne se hendes ansigt mere smilede hun for sig selv og mærkede nu næsten ikke tørsten. hun rette sig op og følte sig mere selvsikker, det var hendes rette element hun var og blev en vampyr, og hun var stolt af det, hun hvilede i sig selv, og turde kun håbe på at hendes plan virkede. Hun elskede at lege

Nogle væsner havde en underlig opførsel, og denne kvinde var tydeligt en af dem. Der stod hun og hilste og knap havde man svaret, før hun vendte en ryggen. Stephen anede først ikke rigtig hvad han skulle stille op med den kønne kvinde, der syntes at stråle som en sol i mørket, selvom det ikke var helt så mørkt igen. På grund af gadelamperne var det muligt for Stephen at se, men uden dem ville han være som en muldvarp i sollys. Han tøvede kort, mens han lod mulighederne glide igennem hoved. Han kunne fortsatte hvor han var, hvilke ville være det han havde valgt i alle andre situationer end, men der var alligevel noget der trak mere mod den anden idé. At følge med kvinden. Han satte hurtig ideerne op mod hinanden og besluttede sig så til sidst at efterkomme sit ønske, selvom han nok ville være bedre sat hvis han havde fulgt sin plan.
Hurtigt snurrede Stephen om på hælen for at følge efter kvinden der havde retning mod det sted han netop var kommet fra. "Plejer du bare at hilse og så gå?" Spurgte han med en let spøg gemt i stemmen, da han hurtigt kom op på siden af kvinden med lange sikre skridt. Det var ikke særlig tit, hvis det overhoved var sket før at han jagtede kvinder, men før eller sener skulle det holdes ved lige.

Hun stoppede op og kiggede lige på, hendes iris blå øjne, var svære at få blikket væk fra, de var så dybe og hemmelighedsfulde. Hun tænkte for sig selv *han var faktisk smuk, sådan naturlig smuk* Hun kunne ikke lade være med at glæde sig over han alligevel havde fuldt efter hende, hun havde tydeligt hørt hans selvsikre fodtrin lige bag hende... og det havde givet et sug i maven.
"kun hvis jeg vidste, at personen ville komme springene bagefter" gav hun igen. hun bed sig i underlæben og lagde hovedet let på skrå...
"du kunne også lade være med at dufte så fandens godt!" sagde hun med et glimt i øjet. Hun vidste ikke hvad der var med ham, men han formåede at fange hendes opmærksomhed, han virkede speciel... speciel nok til, at hun gad lege rundt med ham. hun hævede det ene øjenbryn og overvejede sit næste træk... alt imens hun studerede ham nøje, lod sit blik glide hen over hans krop.

Stephen stønnede men gjorde ellers ingen bemærkning til hendes nedlagende kommentar, eller hvordan hun ønskede han skulle tolke den. "Lugte?" Den information trak ham ud på et sidespor, men ikke helt nok ud, til at de ihærdige klokker der forsøgte at få ham til at indse faren, kunne nå ham. Kort overvejede Stephen om han skulle udpensle spørgsmålet endnu mere, men hun havde sikkert forstået hans hentydning. Hun virkede ikke til at være dum, men nærmere kvik og smart, men ikke af samme støbning som hans anden kvindeligebeskendtskab. Det slog ham pludselig hvor meget forskel der kunne være på folk, ud over deres udseende. Han studerede tanken nærmere, alt i mens han samtidig forsøgte at hitte på noget han kunne udfylde det tavse tomrum mellem dem med.
Kvindens ord omkring hans duft, spøgte stadig et sted i hans hoved. Parfume havde aldrig været hans kop the, lige så lidt lavendel duft shampoo, men så heller det sidste frem for en dårlig kropslugt, men han havde åbenbart en god en. Han skulle netop til at åbne munden for at give hende komplementet tilbage, men hendes duft sled ham i næsen, ikke synderligt behageligt. At lyve var sikkert en dårlig idé, det sagde alle folk og det ville ende med at blive tyndt, hvis han bare smed det samme tilbage i hoved på hende.