Take me away ~ Stephen

Endelig kom dagen hvor spændningen skulle udløses.
Hun havde ventet i en evighed, en meget lang een af slagsen.Sådan føltes det i hvertfald.
De sidste 12 dage havde hun gennemgået mangt og meget, og det meste havde været forfærdeligt.
Stephen havde stået for de gode indlæg i den tid...og havde det ikke været for ham, ville hendes flag været gået helt ned.
Men nu kunne de endelig ligge det bag sig, og det føltes bare så forbandet godt.
Politiet havde stadig ikke nok materiale i deres lille irriterende ' Millicent Cooper' sags mappe, så de have ( igen) ikke kunne gøre andet end at hælde trusler ned i hovedet på hende.
Og hun var fri...og uden politiet til at jage hende,
Så nu skulle spændningen udløses..
Stephen havde lovet hende at tage hende væk...i en hel uge! Hvor herligt var det ikke bare.
Ingen politi, ingen arbejde, ingen sorte skyer på hendes himmel....kun Stephen og hende i en dejlig lang uge.
Millicent glædede sig sindsygt meget - og egenlig var det helt foruden betydning, hvor det lille sommerhus ville ligge, hun var bare så glad over de skulle afsted.
Så nu stod hun klar her....iført hendes sorte stramme bukser, de høje og langskærftet støvler og en hvid skjorte bluse.
Hun vidste at Stephen kunne lide bukserne og støvlerne, så det var faktisk mest for ham , at hun havde valgt netop det.
Håret var hapset op i en høj hestehale og den sorte jakke lå henslængt over hendes tasker.
Ally, havde de dagen forinden sat i familie pleje hos Nicholas...og Millicent vidste at killingen ville have det godt der.
Nu manglede hun bare Stephen.Hun havde givet ham en nøgle, så han bare kunne låse sig ind....det havde været praktisk med politi, kat og ting der skulle pakkes i den turbulente periode de netop havde gennemlevet.

Det var på grænsen til det sygelige, så omhyggeligt havde Stephen valgt deres rejsemål. Det skulle jo gerne være perfekt, lidt ligesom når man skulle forføre en kvinde, den eneste forskel der var, var at han faktisk skulle forføre Millicent selvom det måske ikke var hovedmålet med den lille ferietur. Den stod på afslapning og hygge i solen, men dernæst kunne det andet sikkert få plads. Derfor var det hele også blevet dyrere end planlagt, men så længe han fik det ønsket ud af pengene som han ville, var han tilfreds og når alt kom til alt, så var han ikke på ferie hvert år, langt fra.
Efter at have låst bilen, gik turen op i Millicents lejlighed hvor han låste sig ind. Han havde kort overvejet om hun overhoved var hjemme, for ærligt måtte han indrømme at han fandt det underligt at hun låste døren selv når hun var hjemme, men var hun begyndt at blive paranoid? Det kunne man aldrig rigtig afgøre før man fik en læge til at se på det og hvis der var nogle der ikke var læge, så var det Stephen. "Er du klar?" Blev hans hilsen da han så hende.

Hun sad på sofa bordet ifærd med at tjekke sine sms beskeder, da nøglen blev sat i døren.
Automatisk sprang hun op, parat til at gribe i Ally og løbe ud på toilettet med den dryppende kat, men huskede så at den ikke var hjemme.
Hun gik derfor ud i entreen og mødte Stephen der.." Hey..." sagde hun og gav han et stort smil.
" Ja...jeg er fuldkommen klar..og jeg glæder mig bare så meget til at tage afsted" svarede hun oprigtigt.Ingen grund til at spille kostbar, lige hvad det angik.
Faktisk havde hun aldrig brudt sig om piger der gjore det...spillede kostbare...man var som man var, og selv om Millicent måske var noget reserveret - eller forsigtig på nogle områder, var det jo ikke et bevidst valg...eller et spil fra hendes side, nææ...det var jo bare sådan hun var.
Hun gik ind i stuen igen og lod sine øjne glide hen over rummet, en sidste gang inden de ville forlade den.Alt så ud til at være lukket og slukket...glimrende!
Det havde også været dejligt igen at kunne få fingrene i al sit tøj ...så taskerne var spækket med lidt af hvert...og de var ret så store.
" Øhm...vil du tage den ene...de er måske en smule tunge" svarede hun og menet ikke selv det kunne havde været gjort anderledes, det var jo trods alt en uge de skulle være væk, ik.
Hun kastede et skjult blik efter Stephen...hmmm...han så rigtig godt ud i dag..hun havde savnet ham.

Stephen blev ligt lang i næbet da han så de kæmpe tasker der næsten truede med at tage pippet fra senge bene. "Det tror jeg ikke jeg han, desværre." Alligevel tog han den ene taske for at løfte den ud i bilen, men i samme øjeblik den var væk fra sengen var den ved at slå ham i gulvet. Andenæbet blev til et storkenæb. Han gjorde endnu et forsøg på at få den op på skulderen, hvilke lykkes. Derefter gik det i fuld firspring ned i bilen efter en del mumlen med kvinder og tøj. Der var ingen høflig venten ude i gangen som han ellers plejede at ynde.
Da begge tasker med mursten - hvilke var hvad Stephen mistænkte Millicent for at have lagt i dem - satte han sig ind bag rettet og ventede tålmodigt på hende. "Jeg håber ikke du har taget for meget varmt tøj med, for vi skal bestemt ikke på skiferie." Forklarede han og startede bilen. Efter en lille halv time var de endt ude i lufthavnen. Det var muligt at køre til deres mål, men fly var både lettere og billigere, især når man målte det med benzinbriser, selvom de amerikanske priser ikke var svimlende høje som de var i f.eks europa.
I samme øjeblik han steg ud af bilen, gik Stephen ud efter en vogn til deres tasker. Han ville dø hvis han skulle bære de tunge tasker helt op til sikkerhenskodtrolden. "Er du sikker på du ikke vil lade noget ligge i bilen, vi skal ned hvor det ikke bliver under tyve grader." Han sendte et skævt blik til de to tasker og derefter sin egen rullekuffert der godt nok var af større størrelse, men ikke skræmmende stor som Millicents to tasker.

For dælen, hvorfor havde hun dog ikke snuppet et billed med mobilen, i det sekund Stephen løftede på tasken.Det ville kunne vinde en foto konkurence for sure! Hans udtryk var simpelthen priceless.
" Tak skat" sagde hun drillende , da han begyndte at slæbe afsted.
Hun fik selv låst af, og satte kursen efter Stephen, imen hun småsang..' fly me to the moon' .
På plads i bilen , blev hun mere og mere nysgerrig, da de nærmese sig ...lufthavnen?
Det var sku da mere end almindelig held at hun havde taget sit pas med, for hun havde da regnet med at de skulle til et sommerhus...et eller andet sted i lokal området, men...skulle de flyve indrigs eller hvad ?? Pokkers Stephen var ikke til at lokke til at afsløre noget.
Da han standsede bilen, var hun hurtigt over ham,slog armene omkring halsen på ham og kyssede ham på halsen.." Kom nuuuu Stephen...hvor skal vi hen" forsøgte hun, men det eneste han sagde var at der ville være lunt og ingen ski!
Ehm...så skulle hun nok efterlade den ene taske...der var bukser og langærmet i...og hendes toilet ting.Men kunne hun få det i den anden taske, så var baggagen halveret!
" tyve grader, siger du....lige to sekunder.." hun fik hurtigt ordnet taskerne, og meget stolt sagde hun.." Nu har jeg halveret min oppakning, må jeg så få et vide hvor vi tager hen?"

Imens Millicent pakkede om, stod Stephen utålmodigt og kiggede på sit mobilur. "Du har taget pas med?" Det blev muligvis nødvendigt, men måske ikke. Det var et lille fly de skulle med, et fly der mest blev brugt til folk der næsten til hverdag rejste med ruten, så der var en chance for at de ikke behøvede vise at de faktisk kom fra landet, men man kunne bestemt aldrig vide sig sikker med de mennesker. "Hvor flot skat." Han gav hende en belønning i form af et kys, men mere fik Millicent ikke. Han trådte ind i lufthavnen og gik hen til den skranke hvor passagerene til Florida skulle aflevere deres bagage.
Selvom vinteren knap var begyndt, var Stephen allerede blevet godt træt af den og ville derfor ikke nyde noget af en ferie i det endnu ikke helt kolde Aterswell. Han var sikker på det nok skulle blive hyggeligt med varme nede i solen og kvinder var også normalt så vilde med det. "Vi har et hus der ligger lige ud til stranden." Det var med sikkerhed en overdrivelse at sige hus, for det var nærmere en hytte, men det var sikkert det samme et eller andet sted.

Hun lavede en lille grimasse...han kunne godt have afsløret mere, mente hun bestemt.
Men hun tog sin taske selv nu, og slæbte afsted efter Stephen,der synes at have en tidsplan der skulle holdes.Millicent lyste op, da han gik til Florida skranken, og trak inhans ærme..
" Florida...skal vi til Florida?! " årh gud...det håbede hun...der var de fedeste strande, havde hun set på youtube.Hun havde kun været i Townsville,den lille landsby...og så Aterswell....så Florida ville være heaven!
Hun var ved at sprænges, på en total overstadig barnlig måde...af glæde.
" Et hus..lige ned til stranden ? .det er perfekt Stephen...helt perfekt" jublede hun og strakte hals...det ville være deres tur til at tjekke ind...lige om lidt.
Hun var noget overrasket over hans valg...men på en udelukekt god måde.
De trængte ved gud også til lidt hygeg og afslapning.

Ikke underligt smittede Millicents glæde af på Stephen. Han gav hende et stort smil, som forblev på hans læber mens han tjekkede ind og deres tasker blev sendt af sted. Derefter trak han sin overlykkelige ledsager med hen til sikkerhedstjekken hvor de ville komme smertefrit igennem, med mindre Millicent havde knive og krudt i håndtasken. "Dejligt at høre du glæder dig." Da de kom ind på den anden side slog Stephen sig ned på en stol og lod Millicent, hvis lysten var der, glo i butikker. Hendes kommende uge vil være lang væk fra butikker. Der ville ikke være andet end et enormt supermarked med mad og andre nødvendigheder. Intet tøj, mærketøj eller andet briller kvinder holdte af. Kun ham. Hvis hun ville snakke med rotter og mus var det også en mulighed, hvis der overhoved var nogle. "Dæk dit behov i de butikker, du kommer ikke til at se noget ligne før om en uge."

Hun lo en smule af hans ide om at alle kvinder måtte være shopaholics.
Tja..måske havde han lidt ret, men Millicents arbejde dækkede et stor stykke af det behov, og hun fik ofte lov at beholde kollektions prøverne, efter endte fotoshoots, så hun manglede ikke noget...jo en hvis kjole til hendes fjerøreringe, men den tvivlede hun på at finde her.
Dog var der en ting hun gerne ville have, en ny dagcream da den gamle var ved vejs ende.
" Ved du hvad...så suser jeg lige en hurtig omgang, og skal vi afsted..så ringer du bare på mobilen...den er på lyd"
Millicent fandt hurtigt et parfumeria og for vild i den smukke velduftende jungle den var.
Efter en lind tid, kom hun ud med en pose hvor både en parfume, en øjenskygge, en makeupfjerner, en ankelkæde , en lipgloss, en peelingscream, en gave til Stephen senere på turen....og ja, en dagcream var repræsenteret.
Hun skyndte sig over til Stephen igen, og forsøgte se ud som der ikke var sket noget...
" Så er creamen i hus" sagde hun og forsøgte se lydig ud.

Stephen sendte et skævt blik til Millicents pose. "Den var da godt nok stor og mange kantet." Han trak en smugle på smilebåndet og kiggede derefter op på uret. "Det passer også med at vi kan komme af sted nu." Han greb Millicents håndtaske, stak den i hånden på hende og ledte derefter ud af butiksområdet for at finde deres gate hvor der allerede var et par stykker der stod og ventede. Op af brystlommen fremdrog Stephen beletterne som han viste til damen og fik derefter lov til at passere igennem med den købevilde kvinde på slæb. De sad forrest i det lille fly og havde derfor godt med benplads. "Hvad har du egentligt købt ud over din ..." Han kunne ikke huske hvad det var hun skulle have, så han lavede en let gestus af en eller anden krølle, der skulle betyde hvad det nu hun købe ville.
Efter et kvarter i tomgang, gjorde flyet klar til at lette. Turen ville ikke tage så lang tid, så der var ingen mad om bord, men det betød ikke flyselvskabet havde opgivet at lokke penge ud af deres kunder. Næsten i samme øjeblik de var oppe i rette luftlag kom der en drinksvogn igennem kabinen.

Hun vidtede afværgende emd hånden og sagde med et stort smil " Moderne design!" som om det forklarede alt omkring de mange kanter posen havde.
" Super..så lad os endelig ikke komme for sent" sagde hun i en let tone og fulgte afsted med Stephen.Efterhånden som de nærmede sig gaten for check ind, kunne hun godt mærke spændningen stige.Hun havde kun fløjet med Stephen...og hun vidste at han aldrig ville lade hende falde ned..men denne bunke af jern tvivlede hun nu lidt på , den havde jo tydeligvis ikke det samme nære relation til hende , som Stephen.Millicent sagde dog intet, og de boardede og fik sat sig ned.Hun kunne stort set strække benenen helt ud, hvilke var dejligt.Hun åbnede sin håndtaske, for at stoppe posen med indkøb ned i, og den fangede igen Stephens blik.
" Øhm...bare en smule fornødenhedder...du ved de tilbud man bare ikke har råd til at sige nej til" forklade hun, og fik med lynets hast lynet tasken i - og stoppet den under sit sæde.
Da flyet startede, greb hun ud efter Stephens hånd med hendes venstre og den anden stak hun omkring hans overarm og holde fast der.Det kunne være en gestus af flyskræk men også bare en kærlig en af slagsen.Godt nok skulle de ikke flyve i hundrede timer, men der gik alligevel lidt tid, så Millicent syntes at de skulle have lidt til ganen.
" Hvad vil du drikke Stephen?" spurgte hun...og efter hans svar ville hun bestille til ham og en gin og tonic til hende selv, når den yndige lille stewardesse ville vimse deres vej.
Og da hun gjore, fik den mørkhåret pige med meget smukke blå øjne et stort smil på, da hun bemærkede Stephen.
" Mr Samson!..., sikke en ære at kunne byde dem velkommen som vor gæst" udbrød hun spontant.
" Jeg må sige at jeg er en meget stor fan ..... Hvor er det fantastisk at møde dem.
Ja....jeg er jo bare mig selv, så jeg tænkte om jeg måtte ulejlighede dem med en autograf?" spurgte hun så høfligt hun kunne - og skubbede en tusch og en blok hen forsn Stephen.
Millicent sad og kiggede lidt....
Hmmm, så han var så kendt at se ligefrem ville have autografer nu.?

Der blev sendt et par mistænksomme blikke imod tasken der blev skubbet ud af Stephens synsfelt. Moderne design. Han måtte enten være langt bagefter eller også var det Millicent havde købt mere end hvad hun lod afslør. Der blev sat en masse spørgsmålstegn ved hvorfor hun ikke ville afsløre det, men nu var det væk og altså ude af verdenen for en stund. "En Coca Cola." At drikke sig beruset allerede i flyveren var ikke noget positivt, men Millicent måtte have øvet sig på alt det vin hun satte til livs. Stephen ville have protesteret. Hun skulle ikke købe det til ham, mens han pung fik det hvide flag til himmels og påmindet ham om at hvis de også skulle have noget at spise de følgende dage, måtte den sikkert hellere blive nede i varmen.
At skrive autografer var normalt ikke noget han gjorde sig i. Han kunne ikke se det fangende ved at have en underskrift hængende på væggen, men han gav pigen et smil og skrev på hendes papir. "Det glæder mig at høre du kan lide min musik." En smugle mere fornærmet end hvad godt var, men hvad skulle han lige stille op med det?
Efter den korte dialog med den muligvis endnu ikke forsvundet kvinde, kiggede Stephen på den lidt betuttet Millicent. Hun lignede en der ikke helt vidste hvad ben hun skulle stå på. Måske skulle hun bare sætte sig ned?

//jeg sidder ned...faktisk har du været så sød at give mig vinduespladsen ! //

Millicent anede ikke hvad hun skulle sige , hun havde jo luret at han var en etableret kunstner, men ikke en popartist som Andy hun havde mødt, eller Benjamin Logan som hun kaldte ham da han fuldkommen lignede tvbingo værten.Så det var alligevel en underlig følelse at date en...kendt. Millicents øjne blev endnu mere betuttet, da den lille søde Stewardesse nu præsenterede sig som Clotilda, og trak voldsomt meget ned i hendes hvide bluse, efter at have knappet den blå cardigan op, og der blottede hun et halvt bryst til colaen....og bad indtrængende Stephen om også lige at signerer dér.
Millicent lagde armene over kors...spændt på hvad Stephen ville gøre.
Det var jo næsten bedre end en soap tv serie.

OOC: Det ved jeg godt!
Inde i sit eget lille hoved morede Stephen sig over Millicent udtryk. Hun var ligesom et lille barn der ikke fik hvad hun mente var i hendes ret til at få. "Hyggeligt at møde dig Clotilda." Han håbede virkelig han havde udtalt det korrekt. Hvem med hjertet på det rette sted kunne kalde sit barn sådan noget, det var jo langt ude i hampen. Da kvinden med det umulige navn pludselig ville have det på brystet, måtte Stephen bakke ud for at være sikker på at have livet i behold når de landede på jorden igen. Han havde heller ingen interesse i at skrive på hendes barm. "Beklager, jeg fortrækker på papir og ikke kroppen. Det er ikke sundt for den og du skal jo helst kunne komme i bad de næste par dage." Selvfølgelig var det ikke undgået hans næse at høre helt ekstreme tilfælde af folk der ikke gik i bad på grund af en autograf fra deres idol og det lød som en fin undskyldning for ikke at skrive på kvinden. For at fuldføre det hele, gav han et lille beklagende smil.

Millicent spidsede læberne og så på Clotilde.Pigen fik et klart ærgeligt udtryk , men inden hun mistedet modet havde en ny ide meldte sig under fanerne.
" Jeg kan forsikre dem om Mr.Samson at hver en del af min krop er...meget sund...men hvis de fortrækker noget mere..økologisk...så kunne vi måske ersatte krops autografen med et kys...bare på din kind?" forsøgte hun sig, og kostede Millicent et fejlsynk af sin gin og tonic, selv om hun forsøgte at lade som om hun var optaget af skyerne der lignede vat, ude foran hendes vindue.
Clotilde smilede til Stephen, det var jo ikke fordi hun var en særling...eller noget...hun kunne bare ikke lade muligheden gå ra sig...helt ærligt, det var jo Stephen Samson og hun var vild med ham.Trunten ved hans side vidste hun tilgængæld ikke hvem var.Måske en tilfældig sidekammarat...who careed.

Stephen måtte indrømme han var imponeret over kvindemenneskets stædighed, men der var ingen grund til at blive sur og muggen over at hun nu ville have et kys. "Beklager at måtte afslå igen, men jeg forsøger ihærdigt at vinde en andens hjerte, men jeg kan godt sige dig, det er meget svært for hun flygter altid fra mig eller måske er det politiet?" Han nikkede med store overbevisende øjne til kvinden før han gav hende endnu et smil. "Men skal du ikke også hjælpe de andre passagere? Vi løber af gode grunde ingen veje." Smilet som var fastholdt på hans læber, begyndte at blive en smugle flosset ude i kanten. Kunne hun ikke snart gå. Han vile gerne vide hvad der var i Millicents taske og sikre sig at turen blev god. Der skulle ikke mange kunstfærdigheder til, for at vide at Millicent ikke jublede af begejstring. Hun virkede derimod lettere irriteret, muligvis på skyerne eller det der var på hendes anden side.
Stephen tvivlede ikke på at Clotildes krop ikke var sund, han havde bare ingen lyst til at kysse på den eller nogle andens krop fordi han spillede musik. Det var ikke rigtig idéen med det. Det var et vise en verden af musik for andre, ikke for selv at se en ny krop.

Millicent burde måske have lært det efterhånden.Det havde da været anledninger nok, men stadig blev hun overrasket over hvor vanvittigt svært det var, bare at få liv at være en lille smule irriteret på Stephen.Han var simpelthen bare så... Sød.
Selv om hun ikke vendte sig om, men stadig kuggede ud af vinduet, smilede hun varmt ved hans ord...' forsøger at vinde en andens hjerte, ihærdigt' havde han enda sagt.
Hun rettede lidt på hestehalen.Hun måtte også se at tage sig lidt sammen.Hun var jo ikke i tvivl om noget som helst, når hun var sammen med ham, det var bare....det var jo det rod med William.Hun kunne ikke ligesom få det til at forsvinde...at gå væk, og sålænge der brændte flammer et eller andet sted, mente hun ikke man kunne indgå et rigtigt forhold.
Og hun havde ikke modet til at spørge Stephen om det....tænk hvis han reagerede ved at trække sig væk fra hende, hvis han vidste hun var rodet ud i noget med William.Hun var ret usikker på hvor meget han havde opfanget nemlig.
Nå...men denne tur skulle ikke være om William...så nu ville hun bare koncentrer sig om Stehen, og hun anede faktisk ikke om hun ngensinde ville kunne undvære ham.....og også det kunne bekymrer hende en smule.Alle blev vel forladt, gjore de ikke?

Clotilde følte sig en smule fortabt, da hun ikke fik et kys af Stephen, men samlede sig hurigt smmen, og blev professionel..." Naturlig vis Mr.Samson" sagde hun og smilede sødt til ham.
Flyveturen varede et stykke endnu, måske hun kunne finde på et eller andet.

Da Clortilde endelig havde flyttet sin røv væk fra deres sæde, vendte Stephen sig om mod Millicent. Ikke bare hoved men hele overkroppen. "Nå, men vi fik jo aldrig sagt skål." I en høflig gestus hævede han sin dåse for at flå den imod hendes glas, hvis hun da var med på legen. Et kort undersøgende blik gled hen over hendes ansigt, for at sikre sig at hun nu også var okay, som hun så ud til at være. Man kunne aldrig være helt sikker. Efter enten det vellykket øjeblik eller dybt akavet, satte Stephen sin dåse fra sig og vendte blikket ud af vinduet. Muligvis var han engel og kunne flyve, men han fløj aldrig så højt så han kunne komme op over skyerne, så det var den samme fantastiske vatopfyldte oplevelse hvergang. "Men fortæl mig nu hvad du har i den pose, du kan ikke fortsætte med et 'morderne design'." Brokkede han sig og ville selv række ned efter tasken hvis ikke selv Millicent gjorde noget for at afsløre det.

Endeligt dappede trunte af og ja....det var rart at have Stephen for sig selv igen.
Hun vendte sig mod ham, og klirrede sit glas mod hans.." Skål Mr. Samson" sagde hun let drillende, men der var kun sjov på den gode mpde i hendes stemme.
Hun lænede sig nogle centimeter frem og kyssede Stephen i mundvigen, bare fordi hun havde lyst." Det bliver en dejlig tur" sagde hun lidt drømmende, men blev så mindet om sin pose.
" Næææ...du ikke røre" formanede hun og daskede ud efter hans hænder, da de søgte tasken.
" Det er jo slet ikke noget der interesserer dig alligevel" smålo hun...." Det er bare lidt make up, Stephen... Så bare giv op" beordrede hun og fangede hans pegefinger som hun holdte fast i.
Måske var det bare hende....men det føltes altså lidt som om Clotildas øjne ret ofte brændte fast i nakken på dem?

Millicents afvisning til den sjove pose gav blot mere blod på tanden for Stephen, der vrikkede lidt med sin pegefinger der pludselig var blevet indfanget. "Alt hvad der har med dig at gøre interessere mig." Forsøgte han sig med og placerede et kys på hendes læber, før han gjorde et nyt forsøg på at få posen, denne gang med den anden hånd. At brunetten gloede på dem, var slet ikke nær Stephens bevidsthed. Han var alt for optaget af at forsøge at få tasken med det 'dyrebare' indhold. Selvom det bare var sminke ville han se det, men han ville sikkert blive en smugle skuffet.
"Hvis det bare er sminke, hvorfor prøver du så ihærdigt at skjule og gemme det?" Pressede han fortsat på og lænede sig ind over hoved irriterende tæt på hendes. Han ville på ingen måde give op og de havde en hel del tid endnu, før flyet ville lande og lade dem slippe ud. Indtil da, skulle de flyve rundt i en bunke metal mellem himmel og jord. Hvor betryggende. "Kom nu, det kan umuligt være så farligt."

Hun fik smil i øjnene, da han fyrede op for blusset.
" Nå...så det gør det hva....alt ...simpelthend alt? Jamen så kan jeg da love dig at vi har en del samtaler vi skal nå, der er bare så meget jeg skal fortælle dig om syklubben, om fotoshootet, og den nye tærteopskrift og om det supertørrende neglelak i turkis osv osv" drillede hun og fik sit kys på munden.ihh hvor manden plagede.
Det var jo mere det at hun havde købt niget til ham, og han skulle først have det senere, men han pressede på....og hun elskede at give gaver, så det løb var da ved at være kørt.
" Okay okay...så vent lige lidt....luk øjnene" mumlede hun og fik halet tasken ud.
Efter at have rumsteret lidt med posen , bad hun Stephen hulde sine ænder frem, og i dem lagde hun en lille cologne...den nye fra Boss, til mænd....den hen kort og godt" My angel" omkring selve flaconen,der var meget mørkblå, næsten sort....hang en kæde, en nøglering formet som en vinge ...hvor der stod ' Not to be refused' ....hun håbede han fangede ideen...budskabet, og hun følte sig med et lidt fjollet.

Et lille sejres hyl kom fra Stephen, imens han som et lille barn lukkede øjne og munden. Han lavede en skål med hænderne og ventede spændt på hvad der kom. Da han åbnede op sad han lidt og gloet på flasken som en anden idiot, før han begyndte at trække på smilebåndet. "Tak!" Udbrød han og betragtede flasken med tankerne et helt andet sted. Hun havde givet ham en før, en parfume, men hvor var den blevet af? Åh gud. Han kastede kort et blik op på Millicents ansigt. "Kunne du ikke tage den igen, jeg har ikke lige noget at have den i ..." ... og så er der en chance for at jeg husker den. Det sidste undlod han at sige, selvom Millicent sikkert havde fanget der var et eller andet der fik ham til at blive næsten helt pinlig berørt. Da hun overtog engle flasken igen, fik han travlt med at drikke og forsøge at huske den anden parfume hun havde givet ham. Han havde aldrig brugt den. Ups.
Den anden flaske, som han ikke engang kunne huske hvordan så ud, lå med sikkerhed et sted der hjemme, gemt væk under papir og kattepølser. Næste gang ville han bede hende om at købe noget nodepapir, det huskede han i det mindste at bruge. Han sank en smugle ned i stolen.

// har jeg givet dig en parafume?? Eh....hvornår?? Jeg lover dig, den næste gave du får vil du kunne huske og fornøje dig over....i mange mange år ....* smiler hemmelighedsfuldt*//

OOC: Det kan jeg ikke huske, men det har du, kom jeg i tanke om.

// hmmm .//

At det var den anden parfume hun havde købt til ham, kan man vist roligt sige slet ikke var i hendes tanker.
Det var mere titlen og budskabet, hun var faldet for ...og Jov Jov den duftede skønt også.
Millicent modtog flasken og pakkede den ned igen.
" Altsår...du har fanget hele ' my Angel' budskabet i dén, ik?" Spurgte hun med et smil, og skubbede tasken retur under sit sæde.
" Rent duftemæssigt behøver du ingen tilsætningsstoffer , du dufter...fremragende" smådrillede hun , og strakte sig lidt frem for at snuse lidt ved hans hals.
Uhm....han føltes lige nu som en tryg havn...en tryg favn ...en hun havde lyst til at gemme sig ved og undgå slle andre.Kunne man det? Var det muligt at cutte alle forbindelser...til alle...tjene penge ved at hjælpe med at synge på Stephens musik, opgive sin designer drøm og kun....kun være hos ham?
Millicent sukkede...hun ville drive Stephen sindsyg inden der var gået en uge, frygtede hun.