Take me away ~ Stephen

Hun ville slet ikke have kysset ham der...eller rettere nærmere nu.
Hun var stadig småmopset over trunten der så uforskammet havet lagt an på Stephen, og gud nåde trøste den pige, hvis hun skulle med flyen hjem....så villle Millicent fandme tape hende fast til toilettet, ja.For når chokket aftog, var hun normalt hverken mundlam eller handlingssvag.
Lidt enstridigt lod hun ham kysse sig,men måtte meget hurtigt give sig over til ham.
Stephens læber var varme ,bløde og kyssede indbydende...så lokkende at hun smeltede i hans arme.Hun kradsede meget blidt oppe fra skuldre blade og ned af hans ryg, imens hun nød hans læber og den følelse de satte igang i hende.
" Mmmm ja ja.." måtte hun mumle, da det vare så klart,at han havde vundet det hende over.

En ny triumf var i hus. Stephen strålede som en lille sol, både ud af øjne og mund der var formet i et smil der næsten delte hans ansigt i to. "Skønt!" Der var ingen tvivl om at han var oprigtig glad for hendes tilgivelse. Han havde frygtet at de skulle gå i anspændthed den kommende uge, noget han slet ikke ville kunne holde ud i længden. Så heller tigge om forladelse på knæ eller hvad der nu muligvis havde været nødvendigt. Men. Det var overhoved ikke aktuelt, så han var bare glad og tilfreds. Så var det hele alligevel blevet lidt godt. "Men tænker vi bliver her og spiser i aften, så kan der ikke komme nogle og spolere vores aften, med mindre folk går fredagstur her ude." Fortsatte han, med smilet der ville ende med at gøre ondt i mundvigene, hvis han fortsatte med at smile så meget. "Men hvis du brænder for at komme ud, så skal vi nok finde et sted med blinde tjener." Selv syntes han den var vældig god, men undlod at hyle og grine.

Hun gned sin snude mod hans og smilede.
Han var så efterhivende når det kom til hendes luner, hvilke der nok var behov for...men hun var nu ikke i tvivl om han havde kanter og grænser.Hun huskede hvordan han nægtede t lukke hende ud efter hendes mobil, for nogen dage siden.Den lille slyngel.
" hmmm...naa, vi bliver bare her..jeg har slet ikke behov for at komme ud, bare at hygge os her, vil være skønt " tilstod hun tamt...meeen en lille flamme dumkede dog op, da Stephen var ekstremt morsom med hans blinde tjenere.... Jamen, han kunne da få igen..ja, det kunne han og det ville han.
" Naturligvis,..skat.." sagde hun i en kælen lyd.." For det kan da kun være dit ydre der lokker...din personlighed er ...helt...off" sagde hun frækt - og stillede sig og gned sin hage, som betragtede hun ham på en meget proffersor agtig måde.

Killingen ville lege og Stephen var ikke sen til at hoppe med på den. "Jamen selvfølgelig er jeg så lækker at folk bare falder pladask for mig. Nej, jeg ville faktisk have sagt mænd først, et sted kun med mænd, men så kom jeg i tanke om at det ikke ville være godt og sagde derfor blinde. Så kan vi holde fast i hinanden." Selv syntes han det var intet mindre end gennemtænkt og smart ned til mindste detalje, men var han den eneste til det eller forstod Millicent den også? Det måtte tiden svare på.
Efter at have sluppet sit greb i Millicent, lod han sig falde ned i bølgen blå og svømmede et par tag baglæns, før han stoppede og lod sig synke ned under overfladen, før han skubbede af og drejede rundt i vandet så han kunne komme til at ligge korrekt og svømme ind mod land. Selv når hun var vred var hun betænksom. Håndklæder! smart tænkt. Han snuppede det ene og begyndte først at tørre kroppen og så håret så det lignede en fin høstak.

" Ja ja.... Blinde,døve, og foruden lugtesand....hvilke vil sige at vi skal spise et sted hvor totalt underfrankeret handicappet multidysfunktionelle multihandicappet udviklingshæmmede skulle serviserer os? På med plastik hagesmækken siger jeg bare, så vi ikke ender med spaghettien i håret..." hun lo....det væreste var at hun formentlig ville gå ind og spise sådan et sted, h is det støttede et formål.
" Jeg tror det er fint vi bliver her...så jeg kan holde øje med dig.....og toilettet" drillede hun.
" Var der et supermarked i nærheden?" spurgte hun...måske hun kunne gå derned og være lidt behjælpelig.
Hun lod sig vælte bagover og falde i vandet og plaskede lidt legende ind til strandbreden.

Hun tørrede sit ansigt og vred vandet ud af sit hår, så meget som hendes hænder kunne klare at vride det forholdsvise tykke og ret lange hår.
Håndklædet blev hapset fast om hendes hofter og hun gik op til huset..

Da de kom op i huset, smuttede Stephen i noget tøj tjekkede at hans pung lå i baglommen. "Jeg giver første aften, ved lige hvad middagen skal stå på." Han sendte et hemmelighedsfuldt smil til Millicent og smuttede så ud af døren i fuld firspring, så hun ikke kunne nå at stoppe ham. Han var væk i et en halv time og kom tilbage med to godt opfyldte poser. I den ene var der diverse overlevelse til den søde tand, mens den anden indeholdte den egentligt mad. "Smut ud og tag noget sol, så laver jeg lige noget mad." Stephen viftede Millicent ud af huset og gik så selv i gang med æg og mel. Efter endnu en halv time satte han maden i køleskabet og gjorde bordet rent. "Så er der næsten klar til aftensmad." Lød han ligefrem stolt og stak hoved ud af døren. Der kunne endnu ikke luftes nogle form for mad - endnu - hvilke han selv syntes var vældig smart tænkt. Den havde hun vist ikke set.

Det var jo forbandet svært at gøre indsigelser, når han nu havde det hele så fint planlagt.
Så naturligvis , fik han lov til at suse afsted, og Millicent benyttede lejligheden for at pakke lidt ud, og også tage et brusebad .Et fint lille sæt undertøj og en hvis sommerkjole med små stropper og et X i ryggen , hoppede hun i .Det lyse hår fik lov at lufttørre og hun stod ren og velduftende, da Stephen hjemvendte med poser fyldt til randen.
" Hej igen....jamen skal jeg ikke.." begyndte hun , men blev manet ud.
En dejlig sol stol med et tyk hvid hynde, blev hendes mål ...men inden hun landede der fik hun fundet et glas mouserende vin...eller en flaske,men hun nøjedes med at tage et glas med sig...lidt pli havde hun da.
Hun havde tømt glasset..og små slumret, hold da op hvor var hun dejlig afslappet.Det var fantastisk ikke at skulle spekulerer på politi...lige nu.
" Uh...det lyder dejligt Stephen..." hun kom hurtigt ind til ham...og så sig forvirret omkring...
" Øh...har du måtte ringe efter pizza eller?" spurgte hun mere end lidt forvirret.
Et eller andet var da gået galt for den stakkels fyr...underligt han så så tilfreds ud, egenlig?
" Skal vi spise i strandkanten...vi kan tage bordet lige udenfor helt ned til kanten og sidde med fødderne i vandet?" forslog hun...hvorfor ikke nyde den smukke natur de havde lige ved hånden...eller foden.

Et meget fornærmet udtryk kom til syne hos Stephen da han hørte Millicent snakke om pizza. "Har jeg nogle sinde serveret pizza for dig?" Brummede han små fornærmet med næsen i sky og korslagte arme. Han vendte rundt på hælen med en så stor utilfredshed at det umuligt kunne være andet end dril. Hvis han virkelig var fornærmet ville han absolut ikke vise det på samme måde. Millicents forslag med vandkanten lød som en god idé, så for at få noget andet at bestille, fandt han service i et af skabene og stak det i hånden på hende. "Jeg tager bordet." Han måtte have sin stolthed tilbage i en fart! Måske var han ikke fem stjernet kok, men pizza var alligevel under hans standart når han havde sagt han ville lave mad. Stadig snot fornærmet fandt han et bord der kunne flyttes og satte det næsten i vandet. To kurvestole fra terrassen fulgte efter og blev placeret så det var muligt at stikke fødderne i vandet hvis man enten havde meget lange ben eller vandet kom højt op. Der var ingen grund til at ødelægge husets inventar, ikke på førstedagen.
Det hus Stephen havde valgt, var ikke på grund af havudsigten - det lå i hvert fald som nummer 1,5 på listen. På førstepladsen lå en hems man kunne bruge. Den lå over et badeværelse der var større end det på flyet og det Stephen havde der hjemme. Perfekt sted til to brede madrasser. Som et lille barn glædede han sig, men han sagde selvfølgelig ikke noget om det.

" ak ak...jeg har fået selveste Mr. jamie Oliver med på Ferie...nogen kunne jo godt have advaret mig om det!" løftede hun dramatisk hænderne over hovedet, da Stephen lavede ' en scene ' over hun troede der var ringet efter pizza." Nej...det har du ikke fodret mig med...men vi har jo også ferie" sagde hun drillende...og fik service og bestik i hænderne.
Da Stephen havde bakset bordet på plads og hentede stolene, dækkede Millcent bordet og gik og små nynnede.Hun havde næsten bare lyst til at danse...eller noget...hun snusede dybt ind gennem næsen...alt var så dejligt her.
Hun hentede et glas til Stephen, og hvad han nu havde sat frem at drikke, tog hun med ud.
" Er der noget jeg kan hjælpe med...eller skal jeg bare sætte mig og vente på dig?" spurgte hun parat til at give et nap med.

Vin selvfølgelig. Der var hele tre flasker sødlandsk vin i posen til den søde tand. De var nærmere i vesten frem for syden, men for Stephen betød det ikke så meget. Det var vin og det ville sikkert gøre Millicent glad, hvilke var hensigten. Hun virkede allerede meget mere glad, men man kunne altid gøre sig lidt ekstra fedtende for at være på den sikre side. Tanken summede lidt rundt i hoved på ham, mens han kiggede ud over vandet. Et lydløst suk forlod ham, næsten opgivende, før han vendte sig imod sin ledsager. "Sæt du dig bare her og søb til vinen, så vil jeg gå ind og ordne maden og d vover på at komme ind før jeg kommer ud." Beordrede han strengt og gik ind for at trække i arbejdshandskerne.
Efter hvad der måske for Millicent var en evighed, vendte Stephen tilbage med en bakke med alt hvad der skulle til maden, plus en meget omhyggelig lavet stak pandekager der stadig dampede let, med magi fra ovnen. Han placerede bakken på bordet og lod 'gæsten' tage for sig. Der var måske ikke så meget mad i det, men de skulle nok blive mætte, det tvivlede han ikke på for der var mindst hundrede til dem hver. Der skulle jo være nok.

Hun ville nu gerne have hjulpet, men måtte minde sig selv om de skulle være her en uge, så mon ikke det ville lykkes hende at finde et par dage , hvor hun kunne gøre gengæld og varte Stephen lidt op?
" Okay...jeg bliver her og holder udkig efter hajer...og delfiner" sagde hun og strakte sig mageligt.Hun syntes nok der gik lidt tid, men det betød bar hun kunne nå...både at ride lidt i sine tanker , og få ryddet dem pænt op igen, inden han kom ud.
" Pandekager" udbrød hun fornøjet...og måtte smile stort.Det var en total faborit, men hun havde ikke kunne gætte der ville komme det.
De kunne dog spises døgnet rundt, varme og kolde...så hun nød synet af kæmpestakken og tog sin gaffel og snuppede strak en.
" Fuld af overraskelser Mr.Samson hva?"

Stephen frydede sig over Millicents glæde. Han satte sig ned foran hende og gaflede sig selv en pandekager og gjorde den klar. "Selvfølgelig! Nu har jeg jo muligheden for det." Han var hurtig til at få den gjort klar, men spiste den meget omhyggeligt langsomt. Han ville ikke have proppet sin mave når der var så meget man kunne fortærer. Lidt grisk måtte man godt være når man fik muligheden for det. Imellem hans omhyggelig spist og udskårret bidder kiggede han op på Millicent. Han var snart meget sikker på at der ikke var noget galt, ikke noget alemerende længere, men man kunne aldrig vide sig sikker. Det skete fra tid til anden at der alligevel var noget under overfladen, eller også var det hele bare en undskyldning for at glo på hende. Hverken stranden, vandet eller varmen interesserede ham så frygtelig meget.

Om det var selvskabet og omgivelserne var nok ikke til at sige, men det var de bedste pandekager hun nogensinde havde smagt.
Hun var hurtigere end Stephen til at gafle nummer to, og drysse den med sukker.
Imens hun 'ordnede den' begyndte hunbat små sludre..og løst og fast.
" Tror du mobilen dækker normalt her?" ...det var jo ikke fordi de var i Gambia, men alligevel..det var lidt isoleret herude, på den udelukkende gode måde.
" Stephen... Du kigger sådan...er der noget galt?" spurgte hun lidt mere forsigtig, mere...ja..det var jo ikke til at vide hvad en mande hjerne rummede, når den altsår fra tid til anden ligefrem tænkte en tanke der var ' påklædt'- hun smilede muntret ved sin egen tanke.

Stephen sad lidt og tænkte over den, før han nikkede. "Ja, supermarket ligger bare på den anden side af træerne og så en lille kilometer ind. Vi er ikke på Lars Tyndskids Marker." Han mente i hvert fald det fungerede fint, selvom han ikke havde prøvet det endnu. Ingen bemærkninger med rød tekst omkring huset og Florida var jo stadig en del af amerika. Der hvor man altid boede tæt på en telefonmast. Da han blev taget i at glo på hende, stoppede Stephen med at tygge og begyndte at smile fjoet og underligt, før han til sidst rettede sig op og derefter slog blikket ned, som var han fanget med fingrene i kagedåsen. "Nej, der er ikke noget galt." Han skyndte sig at få gaflet et stykke rullet pandekage på gaflen. Pludselig var det meget spændende at se hvordan siruppen gled ned af gaflens glatte overflade og næsten reflekterede i solens stråler.

Ja ja...hvad vidste hun om telefon master, hun havde da aldrig talt dem..men i hendes egen lille landsby var der en skod dækning, og derfor al for ofte udfald på frekvensen.
" Jamen det jo fint...mere hvis der bliver noget med Ally, du ved .." sagde hun og smilede lidr forlegent.Nicholas var jo ikke vant til...katte og kæl.
Hun kiggede lidt i smug på Stephen...han...der var noegt med ham, var der ikke? Det der grin...ellers var det bare hende der var ved at få solstik.Det kunne sku da ligne hende ret så godt, på den første dag enda!
Hun smed gaflen og lagde hænderne i sit skød..." Okay...den køber jeg så ikke..hvad er der med dig?" spurgte hun nysgerrigt...

Æv. Øv. ÆV! Den gik ikke, men han ville ikke bare give op. "Ikke noget! Må jeg ikke længere kigge på dig?" Han ville absolut kæmpe til sidste mand, selvom var sidste mand, men så sidste åndedræt! Det handlede i bund og grund bare om at han godt kunne lide at kigge på hende, hun var jo pæn og det vældig forkert, så han ville aldrig indrømme det over for hende. Det var rigeligt med aldersforskellen der på den anden side heller ikke var så slem igen. "Spis nu bare videre, din pandekage bliver kold." Forsøgte han sig med og gaflede selv et stykke op i munden og gumlede på det. Det gav ham en idé om at hvis han blev ved med at spise, kunne han jo ikke sige noget. Derfor var bidden knap slugt, før en ny blev stukket i munden og omhyggeligt gennemrykket.

Om han måtte kigge på hende? Hvad skulle hun svare til det? Det var da ikke fordi han ikke måtte ligefrem, men det var bare...når han gjore det så åbenlyst så blev hun en smule genert.
På arbejdet var hun altid i centrum og folk pillede ved hende hår,tøj og ændrede stilling på hendes krop konstant, men hun vidste de ikke så ' hende' ...den unge kvinden Millicent...de så 'et billed der skulle i kassen' ,de så et bestemt udtryk eller en stemning...de så et arbejdsredskab- så selv om hun også der blev udfordret når tøjet mere eller mindre røg af - og folk havde deres øjne på hende- så blev hun langt mere genert når det var ham..Stephen.
" Jov..eh.. det må du da...regner jeg med" smålo hun.Hvis ikke han skulle måtte , hvem så?
Millicent dykknede ned i sin pandekage og snuppede endnu en mundfuld.
Sandheden var at hun ville kunne sidde og bare glane dumt på Stephen, hvis hun kunne slippe afsted med det, uden at blive opdaget, hans ansigt var til at fortabe sig i og hans krop en indbydende legeplads....helt uden mangler og knaster.
" Sålænge du ikke trækker en kikkert frem eller begynder at falde i svime, så går det nok" forsatte hun lidt mere fornøjet.
" Og sålænge det ikke forringer din appetit, så burde jeg vel være tilfreds" drillede hun videre.
Det ville jo have været forfærdeligt, hvis appetiten forsvandt eller han ligefrem røg på kvalme holdet alene ved synet af hende.Hun så lidt drillende på ham og spurgte " Kan du lide mig nu?" hendes finger have smurt solbærsyltetøj rundt på læberne, da hun ikke lige havde kunne finde noget at stikke op mellem tænderne.Det havde ellers været hendes første ide.

Tilladelse, men med en del forbehold. "Mine øjne fungere fint, så jeg tror ikke det bliver nødvendigt." En kikkert var måske lige i overkanten. Måske et par briller, men hans øjne var fuldt ud funktionelle, så det ville ikke blive nødvendig. Millicent stod klart og tydeligt frem foran ham, sådan så det i hvert fald ud. "Min appetit er skam intakt, jeg syntes stadig mine pandekager smager himmelsk!" Han var bevidst over hvad hun talte om, eller det håbede han, men valgte med vilje at snakke om det andet. Det var lige til højerbenet og hvis han havde fået fat i det korrekt, så ville det glæde ham endnu mere.
Først forstod Stephen ikke hvad Millicent mente om 'han kunne lide hende', men da han bemærkede hvad hun havde gjort på læberne begyndte han at grine. "Ja, det ser meget fint ud, men jeg vil helst frabede et kys, vil hellere have røde læbestiftslæber på min kind, ikke fra marmelade." Han burde næsten tage billedet, men havde ikke et kamera med sig. Mobiltelefonen var en mulighed, men han kunne også altid bede hende gør det igen senere. En hel uge sammen, de blev jo nød til at gemme lidt til sidst.

Hun fangede sin serviet og fik omhyggeligt tørret sine læber og mund, fri fra den mørke solbærmarmelade.
Hun var en smule tosset fra tid til anden, men hun havde engang set en film med Skuespilleren Jim Carry, som hun syntes var så skæg, og han have stoppet noget selleri , på flere centimeters længde , mellem sine tænder og vendt sog om og spurgt ' undskyld, men jeg har vel ikke noget mellem tænderne' .Ja...hun havde da grint så tårende trillede.Men igen....hun var let at more...let at please...men desværre lige så let at gøre sur og trist.Men Stephen syntes at have fundet en god måde, en god foremmelse for hvornår han skulle give hende line og lade hende løbe lidt frit- og hvornår han skulle kalde hende til sig og udstede lidt små ordre for at få ' hende til at gå pænt' .
Endnu en pandekage blev gaflet, og en mætheds fornemmelse var ikke så langt væk nu...men den her fik lidt syltetøj, og kunne sagtens nydes.
" Her er skønt" sagde hun og spejdede ud over vandet.

Stephen kunne ikke huske om Millicent ikke allerede havde nævnt det før, det lød det som, men han var ikke sikker og valgte derfor ikke kommentere det. Han vidste heller ikke hvad han skulle svare, så endnu en grund kunne føjes til listen over grunde til ikke at svare. At han med sikkerhed snart ville byde det med sig selv, tvivlede han ikke på, men han kunne lige så godt øve sig.
Stakken med pande-kager blev en kage mindre da han fiskede sig en i hus. Sulten stod ikke længere på spring udenfor hoveddøren, men var endnu ikke jaget på flugt, i følge Stephens mave, der åbnede op til endnu mere. Efter sukker og marmelade, blev det rullet sammen og skåret omhyggeligt op derefter. "Som altid, har jeg ikke noget på programmet, men faktisk har jeg et par idéer, med mindre du gerne bare vil sidde her og drikke vin og hygge aftnen lang." At han havde et par idéer kom ikke fra at han havde fundet på nogle, men fordi det umuligt kunne passe at han aldrig kunne finde på noget. "Jeg har en plan om at lærer dig at spille fløjte." Det ville med sikkerhed have været lettere med et klaver, men en fløjte kunne komme ned i kufferten og kunne en spille masse kendte sange hvis man bare håndterede fløjten rigtig.

Hun måtte lige ligge gaflen fra sig..et lille øjeblik.
" Ahva har du?" spurgte hun selvom hun havde hørt det første gang.
Hun havde da aldrig nogen sinde udtrykt en lyst til at spille på fløjte, var manden syg?
Hun kløede sig lidt i håret og forsøgte at hive posen med de rigtige ord frem...det stod lidt sløjt til med det." Eh....fløjte sige du...ja....jov...det er da fint." hun rakte ud efter sin vin og tog en tår..imens hun lurede på Stephen over glassets kant.
Altså...det var jo ikke fordi hun ikke kunne lide en fløjte, elller noget...det ar bare en lidt..ny...ide.
" Jeg håber virkelig du taler om et instrument nu" begyndte hun at grine...for uanset hvad, var det hele en smule...sjovt.
Hun kom til at tænke på Edward og Bella...Bella ville have sex, efter at have prøvet det en enkelt gang med ham, med Edward var bange for at gøre hende fortræd med hans vampyr kræfter, og da han så de blå mærker fra første gang, så nægtede han at gøre det igen.....så for at prøve at undgå fristelsen...så udfyldte han Bellas og hans dage og aftener..på deres ferie...med spil og vand ture, fra morgen til aften...så når de endelig var hjemme, gik pigen ud som et lys.
" Her sidder vi....første aften i vores hus ...første aften i vores ferie....alene i et lille paradis....og du vil bruge tiden på at lære mig at spille...fløjte?" drillede hun.
" ved du hvad....udfordringen er accepteret, sweetie" hun sendte ham et drilsk smil.

Efter Stephen havde set Millicents udtryk, lå Stephen flad af grin og var efterfølgende ved at få sin pandekage galt i halsen. Tårerne sprang næsten mens han kæmprede for at blive på sædet, som truede med at vælte bagover. Efter han var færdig med at grine, rettede han sig op og skyllede latteren ned med vin. "Du behøver ikke se sådan ud. En fløjte kan sagtens være sjov at spille." Han trak vejret dybt og lage så sit ansigt i alvorlige folder. "Men hvis du ikke vil, er der ingen tvang, men du skal overleve at jeg nok bruger natten på den dims." Han satte sig tilfreds tilbage og gaflede noget pandekage op i munden. At det ikke stod øverst på hit listen var ikke kommet som nogle overraskelse. Det var de færreste der egentligt brød sig om fløjter, de havde aldrig fundet ud af hvad det smukke var ved dem, en skam. Det var præcist ligesom med rotter. Ingen kunne lide dem, kun nogle få havde fundet ud af det fantastiske ved dem.

Hun kæmpede her, kæmpede så hårdt for ikke at miste fodfæstet helt.
" Du..eh...du harctænkt dig at bruge hele natten på..den der..." ...uhh...hun havde nogle forventninger..eller rettere nogle håb, der skulle i den grad fin justeres, for ikke nok med hele natten skulle gå med ...det....så ville han da skulle sove hele dagen?! Og det efterlod hende, alene!.
" Jamen jeg tvivler skam ikke på det gode ved en fløjte..det ..mere..det..at." årh...hun gik istå.
Hun havde på ingen måde tænkt sig at udpensle hvad der var galt med at skulle spille fløjte hele natten..det ..nægtede hun bare.Hun måtte tage sig sammen..og det var NU.
Måske hun havde fået det hele lidt forkert i halsen....efter alt...var de faktisk kkek rigtigt kærester...som sådan...og hun havde ingen grund til at tro at natten skulle tilbringes med hende..når der var en...fløjte.
Millicent havde nok aldrig prøvet at se sådan ud i , aldrig have et så betuttet,forvirret og lidt nedslået udtryk blandet sig med et lad som ingen ting, tag dig sammen, det er helt okay udtryk....og hvad resultatet så blev var nok ... Millicent total på glatbane,første gang bag et rat med bind for øjnene.Hun anede ikke hvad hun lavede.

Det blev pludseligt meget svært at tolke Millicents ansigt, der dansede mellem en masse forskellige udtryk der var sammen sat med en masser plusser og endte ud med et lighedstegn og et X. Inden det fortsætte for lang tid, skyndte Stephen sig at rejse sig op og gå om bag hende, hvor han greb fat i hendes stoleryggen og trak tilbage så han kunne bukke sig ned over hende. "Lad være med at se sådan ud, jeg skal nok tilbringe hele natten sammen med dig uden min fløjte." Han kyssede hende let på munden, hvilke endte ud i en underlig følelse, da deres læber ikke længere på samme måde passede sammen."Det er slet ikke nødvendigt." Han gav hende endnu et kort kys, før han gik hen og satte sig ved sin pandekage som han gik ombord i, men før han begyndte, kiggede han op og tjekkede at Millicent nu også var okay. Hun havde lignet en skræmt Grisling der stod ansigt til ansigt med selveste Haffelaffen!

Hvad skulle han nu? Hente fløjten eller hva?
Hun kiggede efter ham, men behøvede ikke mange sekunder før det gik op for hende, at han det ikke var fløjten han var efter.
Stolen bevægede sig og hun kiggede op på ham, men store fortabte øjne.
Hvordan kunne det ske? Hvordan var det dog sket, at han havde overtaget sådan her? Det var gået ned af bakke for hende da han overtog maden...i morgen der skulle hun fandme lave mad, uanset hvad, magten lå åbenbart der, i skjul et sted hun ikke lige havde opdaget- endnu.
Årh...det var så pinligt, han havde jo læst hende..fuldstændig...han kunne se hun var skuffet og havde håbet han heller ville dedikerer sin tid til hende.Hun ville modsige ham, men et kys forseglede hendes mund...og selv om det var ' omvendt' og kort...fik det hendes hjerte op i tempo.Hvad pokker skete der med hende? Hun var jo helt.... Ihh, det var da også ham.Stephen!
Han hyldede hende ud af den, alene ved sit nærvær.
Et lille kys mere....og hun ledte febrilsk efter at sige noget klogt, og bekæmpe trangen til at gonge hovedet ned i bordet, det var så flovt at være blevet afsløret, var det ikke.
Hun kunne ligeså godt indrømme det...han vidste det jo allerede alligevel....og hun svor en hævn af en eller anden slags, for at sætte hende til at indrømme sådanne ting.
" Tak....det ville jeg være glad for... Hvis vi kunne bruge den sammen...natten ..altså...bare sove..eller noget af tiden, du ved"
Ej, nu stoppede hun....det gik jo ikke helt som planlagt,det hun skulle sige.
Måske hun skulle skfte emne, inden det endte med et selvmord for åben skærm?
" Ja..da jeg var lille havde jeg et trommesæt" kastede hun ud i luften, som var det bådé relevant og fuldstændigt på sin plads attrække ind her.
Hendes kinder var begyndt at brænde, over alle de ting....de ting der lå usagte...lige under hendes overflade.