Take me away ~ Stephen

Der blev nikket ivrigt. Jo, han havde rigtignok forstået det og tanken var sød, men det var ikke helt, det der fyldte hans tanker mest. Det var stadig parfumen som han ikke havde den ringeste idé om hvor var henne. Stephen ville helst bare synke ned og væk i sædet, for han fandt det dybt pinligt. Gaver fra en vigtig person var noget man skulle huske, i hvert fald i følge hvad han havde lært, så det var bestemt ikke godt at have glemt gaven.
Hvis ikke Millicent brød ind, ville Stephen sidde en stund i tavshed og komme sig over parfume problemet. Det var godt nok ikke noget stort og farligt, men det var alligevel nok til at sætte en masse tanker i gang. Først og fremmest hvorfor han bare havde glemt den. Han havde ikke badeværelset fyldt med farvestrålende flasker i forskellige former, så et sted burde han have tænkt mere over det. Pludselig havde han så to flasker til at pryde på det sterile badeværelse, hvis han vel og mærket kunne finde den anden, men det var han meget sikker på han kunne.

Hans tavshed var støjende, og Millicent fik den fejlfortolket.
Hun mente gaven havde været et fejlskud og slet ikke have gjort ham glad som hensigtet havde været.Æv...hvorfor gik ting aldrig som planlagt?
Hendes tanker begyndre at vandre...var hun det man kaldte en ulykkesfugl? Måske var hun slet ikke skabt til nære relationer, men mere...sådan lidt...ja, hun vidste sku ikke helt hvad hun var skabt til, for hvis ikke hun kunne finde ud at et parforhold, hvad var så meningen med det hele?
Det var i hvert fald ikke at skyde model billeder,det var da helt sikkert! Hun var faktisk stadig nærmest flov, når nogen spurgte hende havd hun lavede....ikke at der var noget galt med at være model, det var bare så langt fra hendes natur.Sjovt...som hun altid havnede i situationer der, ikke lige var nemme.Ulykkesfugl?!
Clotilda vendte tilbage, og havde udelukket øjenkontakt til Stephen, da hun tilbød..." Mr.Samson...er de interesseret i at komme ud og se.....cockpittet?"

En velkendt stemme trak Stephen tilbage fra sine parfume problemer. Han kiggede op i de klare blå øjne der var indrammet af brunt hår og skulle lige have et sekund eller to til at finde navnet i sit kartotek. Han overvejede det kort, før han vendte sig om imod Millicent. "Vil du ud at se det?" Hun havde ikke virket som en frem flyver, hverken i armene på ham eller i en metalbunke, så måske ville hun finde det interessant? Stephens svar ville afhænge af Millicents. Han ville gerne selv, men det var et lille fly og derfor var det sikkert ikke nær så imponerende som hvis han fløj med en af de store drenge. Han var meget sikker på at han en dag nok skulle se et imponerende et af slagsen, så at hoppe over denne gang havde han det fint med. Cockpittet måtte altså vente hvis lysten ved hans ledsager ikke lige var der. "Clotilda, jeg vil bede dem om at kalde mig Stephen. Det er mit navn og det jeg fortrækker at bruge." Et kort øjeblik blev både blik og smil sendt til brunetten, før han igen vendte begge dele imod Millicent.

Millicent der hverken havde interesse i tekniske dipedutter eller i et instrumentbræt, var ikke I tvivl om hendes manglende interesse.Hellere ville hun da blive i sit sæde, så avede hun ingen ulykker så længe."Ikke mig nej....men vil du ikke godt gå med? Det er vel mere en ' drengeting' " sagde hun og så mildt på Stephen.Han så ud til gerne at ville, og så ville hun da ikke stå i vejen for det.
Clotilda nikkede og indskød " Sandt....der er ikke mange kvinder der gider der, hvor derimod...mænd...finder det spændende" sagde hun og kiggede ind i Stephens chokoladefarvet øjne.
Da hun fik lov at kalde ham ved fornavn, lagde hun fortroligt sin hånd på hans og trak forsigtigt" Okay Stephen....så taher vi cockpittet" smilede hun.

Kvindepres! Det var lige hvad det var! Gruppekvindepres! Stephen havde næsten lyst til at fnyse irriteret af dem, men fjernede alligevel sikkerhedsbæltet og fulgte med ud i cockpittet der viste sig at mere trang end hvad godt var. Som pilot måtte man tydeligvis ikke lide af klaustrofobi. Hans blik vandrede interesseret rundt og betragtede det hele, efter han havde hilst høfligt på piloten. Det lignede måske ikke en af de store, men det så i modsætning vældig hyggeligt og klassisk ud. Stedet levede helt op til det klassiske fortællinger man fandt i historier omkring privatfly. Super spionen der kastede sig ud for at overtage styringen efter den døde pilot. Men i dette fly var piloten lyslevende og Stephen var ingen super spion der skulle rede verden. Heldigvis også for det.

Kaptajnen var vældig flink og forklarede glædeligt om alle de forskellige knapper og også en smule om procedure for nødlandning, imens copiloten smuttede ud efter kaffe.
Clotilda holdte sig pænt i baggrunden, og overlod snakken til mændene.
Det var herligt med gæster fra tid til anden, og især dem som Stephen , der udviste interesse for arbejdet.
Da touren var slut, skulle de ud igennem den lille smalle gang, hvor også toilettet lå, inden de kom ind i selve ' passager delen'.
Clotilda lod Stephen gå først, og netop da de passerede toliettet, puffede hun hårdt til ham så han røg derind og hun fulgte selv efter og fik døren låst bag dem.
Hun fugtede sine læber...det var tydeligt hun var nervøs og ved at tage en stor chance nu.
" Stephen.." mumlede hun og lod sine hænder glide op af hans bryst og til hans skuldre.
Pladsen var meget trang og det var umuligt andet end at stå fuldkommen tæt...nærmest at gnide sig op af hinanden.
" Kender du til Mile High Club?" hviskede hun til ham og pressede sig blidt op imod hans faste og hårde krop.

Det hele viste sig at være langt mere interessant end hvad Stephen først havde troet. Han sugede viden til sig som en svamp og blev enig med sig selv ikke at fortælle det til Millicent. Han ville gerne, men hun ville ligge dø for hans fødder før han nåde så langt som bare halvvejs. Høflig som det var påkrævet i de højre luftlag, blev der takket for rundvisningen, hvor efter han kastede sig ud i endnu en ny høflighedsfrase med Clotilda som ville have han skulle gå først. Efter at have været tilpasstædig, gjorde Stephen som han blev bedt om og nåde knap to skridt før han fløj sidelæns ind på de endnu mindre toilet.
Med hænderne stemt imod væggen, lykkes det ham at holde sig oppe at stå, men halvt lænet ind over toilettet. "Nej, det gør jeg ikke." Fik han tydeligvis forvirret frem, mens han forsøgte at finde en vej. Det arbejdede den venstre hjernedel på, mens den højre fortrød at han var gået med kvinden. Han kunne bestemt ikke lide sin nye fan, selvom hun nok ikke var helt så ny. "Jeg skal ikke lige på toilettet og jeg har ikke lyst til at holde dig med selvskab. Må jeg komme ud?" Med direkte brutalitet kunne han forøge sine chancer for at komme ud, men hvis han skulle undgå ligefrem at bruge vold og magt i sit forsøg på at komme ud, blev han nød til at have tilladelse fra Clotilda. Sindsforvirret kvinde.

" Den gik i baglås" sagde hun og hentydede til døren.
Hendes hænder fandt kanten af Stephens bluse og hun fik enda hænderne inden for.
" Mile High Club...er noget helt særligt,...det er for dem der har ...gjort det oppe i luften....og det er tyyyssss bagefter, man taler ikke om det...det glemmes" forklarede hun og med et pres på Stephens skuldre ville hun have han skulle sætte sig på det lille toilet.
Clotilda ville sætte sig overskrævs på Stephen og sætte et meget lille og prøvende kys på musikerens hals.
Imellemtiden undrede Millicent sig over et syn hun havde haft.
Nede fra hendes plads så det grangiveligt ud til at Stephen og Clotildatrunten var gået på toilettet sammen. Det var selvfølgelig en fejl...at tro det...hun havde helt sikkert set forkert, en da han ikke var vendt tilbage, besluttede hun at berolige sig selv istedet.

Et bank lød på døren ud til den lille toilet.
" Undskyld....forstyrrer jeg " lød det fra Millicent der næsten stod med øret mod døren.

På en eller anden måde kom det ikke bag på ham. Hvad skulle Clotilda ellers ville lave på toilettet? "Vi skal overhoved ikke noget her ude." Vrissede han en smugle irriteret og greb fat i hendes hænder, for at stoppe dem i sin vandring, hvilke resulterede i at han ikke kunne holde fast i væggen og derfor endte på det lille toilettet. Da hun forsøgte et nyt skridt måtte han igen afvise hende, ved at presse sine hænder mod hendes mave for at holde hende væk. "Jeg har ingen planer om noget i luften med dig." Hun forstod åbenbart ikke høflige forklaringer af han ikke var interesseret. I samme øjeblik han så sit snit til det, ville han skubbe Clotilda væk så han kunne komme op, lige i samme øjeblik som Millicent bankede på. "Nej, bestemt ikke." Udbrød Stephen og skubbede sig videre forbi kvinden og hen til døren han forsøgte at få op. Han havde aldrig troet på at døren var gået i baglås. Hvis hun ikke formåede at stope hans heftige forsøg på at komme ud, ville han skubbe døren op og vælte ud i Millicent.

Clotilda var ikke en dårlig person, hun var bare ret så vild med Stephen, og ville nok aldrig igen få en chance som nu...så selv da han pressede for at få hende væk forsøgte hun at kysse ham på munden, hvilke lykkedes delvist.
Der var lidt tumult på det lille toilet, og Millicent blev noget forundret da døren blev flået åben, og Stephen tronede frem, men blusen i uorden...og Clotilda bagved der stod og trak ned i sin nederdel...
" Øh....u-undskyld" fik hun fremstammet og drejede omkring og tog flugten tilbage ril sit sæde, og forsøgte at forstå hvad hendes øjne netop havde set.
Clotilda greb fat i Stephens arm..." Hvis du fortryder....så sig til" sagde hun stille og mente det.
Hun ville meget gerne tage sig kærligt af ham, selv ude på det lille wc.

Stephen trak sin arm til sig uden at svare hende og rettede kort på tøjet før han satte sig ned ved siden af Millicent uden at sige et ord, men med blikket rettet mod hende. De kunne ikke indlede en højrystet snak i flyet, det kunne de ikke rigtig byde de andre gæster, så han blev stille siddende, tavs, men koncentrerede sig fuldt ud om hende og ville ignorere alt omkring ham hvis han kunne komme af sted med det.
Da flyet endelig landede, ventede Stephen pænt til at Millicent gjorde mine til at rejse sig op. Deres ferie startede da fantastisk. Han ville ikke tage kampen op før de kom ud, væk fra lufthavnen og ud i varmen der omkapslede lufthavnen.

Hun sagde intet.Der var ingen erfaring at trække på, og hvordan forventedes det egenlig at hun skulle reagerer? selv vidste hun det ikke. i princippet kunne Stephen gå på..toilettet...med hvem han ville, men var det helt ærligt ikke liiige lveligt meget at gøre det på deres ferie sammen.
Årh herre gud...de var kun lige kommet op i flyet?!
Hun havde lidt svært ved at se ham i øjnene, og søgte efter ordene, men det blev kun til enkelte lidt stive høfligheds fraser.Og Clotilda...hun skulle slet ikke tale til Millicent lige nu.
Havde hun bare været lidt uhøflig, skulle Millicent nok give igen....men de var kommet ud af Toilettet samtidig, men tøjet i uorden... Og ja....det havde rippet Millicent for alle smarte bemærkninger.

Psykologvejen havde Stephen forsøgt sig med en gang, men var sikker på at det ikke var mere end en døgnflue. Han måtte finde på noget andet, men han var tom for idéer imens de sad i flyet, hentede deres tasker og til sidst stod udenfor. Det havde jo været hensigten at det skulle være en god ferie, så før de rigtig tog hul på den, besluttede han sig for at forsøge at at smelte lidt af isen. Det valgte han at gøre på sin anderledes direkte underlige facon. Uden at kigge på hende, ja uden overhoved at vende sig om mod hende, stirrede han ud i luften mens han spurgte hende om hun ville tro ham hvis han sagde noget andet end hvad hendes øjne havde set eller om han lige så godt kunne stoppe med at forsøge at ændre på det hendes øjne havde set.

Hendes første reaktion var slet ikke at ville høre på ham...hun ville fortrænge det...skubbe det ubehageligt langt væk, dække sig ind så det ikke kunne gøre ondt...men ...det lykkedes ikke så godt, vel.
Den næste reaktion der bankede på, var at indlede en diskution...for helt ærlig...havde man hørt noget så åndsvagt...ville han nu forsøge t tsle sig ud af at det hun havde set...ikke var rigtigt, eller hvad?
En anden mulighed var at lytte til ham, da han som udgangspunkt ikke havde til vane at lyve, men den var alligevel...ikke rar...den fik hende til at føle sit udsat og sårbar, ved at skulle stole på ham...på hans ord...når hendes øjne havde set noget andet.
Men hun huskede episoden med Andy, hvordan det havde måtte se ud i Stephens øjne, med Andys hænder all over Millicent....og selv om forklaringen havde været vild....havde Stephen slet ikke sat spørgsmålstegn ved Millicents udgave.
Hun ville komme til at synke den kamel her...hun skyldte ham det....hun anede bare ikke hvordan? hvordan skulle hun få billedet væk fra hendes nethinde?
" Du kan fortælle mig hvorfor i begge havde jeres tøj i uorden?" sagde hun stille og ønskede slet ikke øjenkontakt med ham, da hun havde det....underligt.

Hun ville faktisk lytte på ham! Det i sig selv overraskede ham. Stephen tænkte sig om, grundigt, for det handlede om at gå forsigtigt. Vælge et hvert ord med omhu, men det lød også som noget der bare ville blive fortolket forkert, så han valgte at forklare hende sandheden som den nu faldt i ord i hans mund. "Efter vi havde været ude at se cockpittet, gik vi forbi toilettet hvor hun skubbede mig ind og snakkede om en klub for folk der havde haft sex i en flyver. Jeg svarede jeg ikke kendte den. Mere skete der ikke verbalt. Hvad hun forsøgte på var ret åbentlyst. Hun ville gerne ind på den klub." Mere var der ikke at sige, hvis der var kunne han ikke huske det, hvilke var slemt nok i sig selv. Han betragtede Millicent med et undersøgende blik, men forlangte ikke hun skulle se tilbage. Det kunne hun gøre når hun syntes han havde lidt nok eller hvad hendes idé helt præcist gik ud på. Selv var Stephen ikke helt med på den, men der var åbenlyst noget med at være stædig, det troede han.

Hun krummede sig sammen indvendig.Så hun ville have sex med ham...med Stephen?!
Ja...der var da ingen grundt til at spilde tiden.Hun havde selv...bare..ja, de to gange med Stephen, så for hende var det ikke en rutine ting.Hun var helt med på at Stephen var 10 år ældre og havde været lidt mere omkring end ' to gange'...men alligevel.
Da hun ikke anede hvad der blev forventet hun skulle sige, og hun måske nok mest havde lyst til at råbe hvad fanden han bildte sig ind at gå med ud på et toilet og få sex...også selv om de ikke nåede mere, da Millicent kom gåog afbrød klubhyggen, åbenbart, forsøgte hun istedet at se komplet ligeglad ud da hun svarede " nåå....var det bare det hun ville"
Forsøgte var her kodeordet, for ingen tvivl om at det skar og hun ikke havde brudt sig synderligt om synet.

Millicent lyttede, men lod sig på ingen måde overbevise, hvad Stephen først havde troet, men det var sikkert også en alt for naiv tanke. "Jeg vil gerne have det her skal være en god tur for os begge, med os begge, men jeg ved også godt at mennesket stoler næsten blindt på deres øjne fordi det er der 70% af jeres, vores, sanseindtryk kommer ind ..." Han gik i stå og begyndte at spørge sig selv om hvorfor han havde sagt det. Det gav absolut ingen mening. "Jeg havde og har heller ingen intentioner om at have noget med hende." Fortsatte han så i et forsøg på at komme tilbage på spordet. De havde aldrig eksisteret og de få ord han forsøgte at sætte sammen lykkes ikke og han var, når sandheden skulle frem, for bange til at røre hende. Ikke så meget i frygt for at hun ville slå ham, for Stephen tvivlede ikke så meget på hun ville gøre det, det var nærmere en afvisning han frygtede. Hvordan Millicent ville bære sig ad, vidste han ikke, men han ville uanset hvad ikke kunne lide det, det var han ret sikker på.

Hun ville gerne...forkaste den følelse hun var efterladt tilbage med, at noget var sket ude på det toilet.Men små kulørte glimt af Clotildas nederdel der var kravlet op og Stephens bluse det samme, blev ved med at liste sig frem. Hun var så bange for at miste...hun havde mistet alt for meget allerede.
Hun havde mistet sin mor,sin far...sit barndomshjem...alle sine egendele...hell, seks år af hendes liv...og hun klynkede ikke nej.Faktisk talte hun sjældent om det overhovede.Hun var bare så helt ufattelig utrolig bange for at homde af noget igen, for at miste og for at ende op...snydt...uden ingenting, når man selv havde givet alt.
" Nej...det havde du vel ikke....Du kunne nok ikke få hende væk fordi hun var så stærk" sagde Millcent tørt.
Så sukkede hun og tilføjede .." Selvfølgelig skal vi have en god ferie" imens hun funderede lidt over det med de 70% procent....var det dårligt eller godt, eller hva...?

Stephen gjorde mine til at protestere, men opgav. Han kunne have valgt at skubbe hende væk i samme øjeblik hun prøvede, men det havde åbenbart vist sig at være for naivt at tro hun ville reagere på ord. Hun havde heller ikke vist tegn på det før, så det burde ikke være overraskende. "Jamen så lad os finde en taxa." Hvis Millicent virkelig var indsillet på en ferie, hvorfor så ikke komme ud til det pokkers hus. Der var ingen grund til at dvæle ved det skete, så hellere flygte fra det.
Efter at have vinket en taxa hen til dem, smed Stephen deres tasker ind i bilen, gav han chaufføren adressen og satte sig ind i bilen efter Millicent. Han vendte blikket imod hende for igen at sætte sig til at undsøge hendes ansigt for tegn på noget af den ene eller anden støbning.

Hun forsøgte at holde gode miner til slet spil.
Og da de efter lidt tid sad på bagsædet af taxaen, faldt hun lidt i staver, imens hun så på omgivelserne de susede forbi.Eller...faktisk så hun ikke meget af det, det var mere en slags sløret masse , og de eneste skarpe images der poppede frem, var Stephens hænder på Clotilda og omvendt.Det kostede hende en lille fin rynken på næsen og en del tanker som hun før eller siden nok blev nød til at forholde sig til ...måske.
Da hun blev så forskrækket over de tanke, besluttede hun lægge det hele bag dem for nu....det var næsten den eneste måde hun ikke behøvede konfronterer sig selv med, helt precist hvorfor og hvad det gjore ved hende at opleve Stephen ' med en anden'.
Chaufføren holdte ind til siden...og sagde med dyb stemme..." Så er vi fremme"

Som om han havde siddet på brændende kul, sprang Stephen ud af bilen, da taxaen stod stille. Nogle mønter og sedler blev givet til chaufføren da taskerne var taget ud af bilen. Efter den var kørt, stod de alene på en to sporet vej, med en nedtrådt sti ind i mellem nogle træer og palmer der fungerede som et hegn. Efter at være kommet forbi naturhegnet ville de komme til en træfarvet hytte med fordør tyve meter fra vandkanten og terrasse lige ud til en kridhvid sandstrand med helt fin sand der pev når man trådte i det.
Efter at have sat tingende ind i huset, stoppede Stephen op, tydeligvis rådvillig om hvad han så skulle stille op med sig selv. Han havde ikke noget på programmet, det havde han ikke hele ugen, så hvis Millicent ønskede andet end at lege stilleleg, så var han sikkert med på den.

Hun steg ud og samlede deres pakkenilliker sammen og fik kigget sig lidt omkring, imens Stephen klarede betalingen.
Der var smukt...huset lå smukt.Det var som en lille ferie hytte, lige i paradis.
" Stephen...her er skønt" indrømmede hun og så for første gang på ham, rigtigt, siden Clotilda episoden.
Det nyttede jo ikke at blive sur på ham nu vel? Det var hende han havde taget med på ferie, ikke Clotilda,mindede hun sig selv om.
Men den lille stemme havde travle med at støbe kugler og sende dem afsted til Millicent, den knævrede løs...' jaaa..men det var Clotilda han hyggede sig på toilettet,...og havde han kendte hende længere, så,var det måske ikke dig'
Millicent ignorerede stemmen, så godt det lod sig gøre.. Og smed sko og strømper lige ude foran deres lille hus.

Millicent var ikke af mange ord, så Stephen undlod at komme med et forsøg på at starte en samtale. Han fulgte hendes eksempel, med bortset fra at han smed alt tøjet for at hoppe i et par badeshorts. "Vil du med ud i vandet eller skal du først klare hudfarven?" Det blev til et lille smil og selvom han ellers for få minutter siden havde sagt han ikke ville, så var det et eller andet sted også et forsøg på at få hendes kæber lidt på gled. Uanset hvad Millicent selv valgte, ville Stephen gå ned mod vandet og hoppe i de ikke eksisterende bølger. Ikke end vind rørte sig, hvilke sikkert var derfor temperaturen var oppe nær midten af tyverne trods årstiden, men det skulle absolut nydes.
Vandet føltes afkølende men ikke direkte koldt. På ingen måde. Det var næsten badekar temperatur når man gik i det, men som ved alt andet lykkes det ham at vende sig til det. Imens han dykkede ned under overfladen begyndte han at fylde hoved med hvor de skulle spise om aftenen. Huset blev den endelige beslutning efter han havde brudt vandoverfladen igen. Ikke flere fremmed mennesker for den dag.

En lille del af hende havde ba lyst til at rive ham med en dum bemærkning, men hun undlod.
Hun vidste at jalouxi var ganske uklædelig...det var bare..nogle gange eksploderede det...og andre gange lykkedes det at tæmme det...i dag var det vel det sidste, trods alt.
Hun havde da hverken råbt eller skreget- ikke endnu.
Millicent kiggede ud over det smukke vand og der var jo kun et svar..." Ja...ja det vil jeg da...jeg skal liiige finde mit bade tøj" lød det en smule mere ivrigt fra hende.
Og hun slæbte tasken ind, og begyndte sin søgning.Hun gik ind i soveværelset og fik skiftet tøj.
En sød lille solskindsgul bikine, med turkis kanter, måtte udgøre hendes bade outfit, da badedragten havde forputtet sig.Hun tog et par store håndklæder med, og løb næsten ud, og ned til Stephen.
Hun var nok lidt langsommere end han til at komme i, men hold da op hvor var havet dog skønt.
Vandet var så klart at man tydeligt kunne se sine egne fødder.
Hun dukkede sig engang og lod sig gennembløde...så dykkede hun ned og op igen, helt foran Stephen. " Det er muligt vi kun dater....men ingen andre damer, ikke når jeg er nær....forstår du det?" spurgte hun og slog srmene om livet på ham.

Efter at have fundet fodfæste, kom Stephen op at stå, så han kunne betragte Millicent imens hun svømmede en smugle rundt, for så til sidst at komme hen til ham. Det var en yderst velkommen følelse der kom, da hun slog sine våde arme omkring ham. Han var ikke sen til at følge trop. "Nej." Bekræftede han hende i og da han i samme snit så sin chance for at få sig et kys, med god chance for ikke at få en på kassen samtidig, bukkede han sig frem over Millicent og pressede deres læber sammen hvis hun ikke gjorde direkte modstand. Hvis han fik lov, ville Stephen holde det i så lang tid som det var muligt, men stoppede før det begyndte at blive akavet lang tid, for hvis der var noget der var slemt, så var det når noget var akavet. "Har jeg fået Coopers tilgivelse?"