Take me away ~ Stephen

" alle tre" peb hun og rystede på hovedet.Nu måtte hun lige lege voksen her....en baby , for pokker da.
Stephen mindede hende på man ikke behøvede ta få barnet.Og hun mærkede en snurren i hendes kinder.Var det en meget pæn måde at bede hende overveje abort? Hendes hænder lagde sig på beskyttende vis , hen over hendes fuldkommen flade mave.
Han behøvede ikke få et barn...ikke hvis han ikke ønskede det, hun kunne....hun kunne selv...
Hun sank...og så væk.Hvad kunne hun selv? Lege mor?
Det var hendes og Stephens barn....og det her kunne kun lykkes, hun kunne kun lykkes som mor...hvis han blev hos dem.Hun ønskede ikke at blive mor....men hun ønskede at sætte Stephens barn i verden og blive en familie.
Ja...hun havde da virkeligt gerne ventet et par år,det var da ingen hemlighed....men... Nu var Virus altsåe her...deres baby...og den var klar til at lege familie....så var spørgsmålet....var de?
" Hvad...øhm....Stephen? Skal vi lige sove på det her...inden vi beslutter noget? Eller...hvad ønsker du vi skal...gøre!" Spurgte hun fattet og med rolig stemme.Noget ved ved at falde på plads inden i hende.

Hvis de beholdte barnet og det blev en pige, skulle den hedde Venus, som lå op af Virus og så kunne Stephen fortælle den, at da den lå inde i dens mors mave, så blev den kaldt for virus. Uhaha, den var sjovt. Det var det ikke, men alligevel fik det ham til at smile for det ville faktisk være en lille bitte smugle. Ikke meget, men sikkert bare lidt. Ellers så ville han fyre en joke af bagefter og så håbe de kunne grine af den og så skulle han nok få det manipuleret til at ungen hylede af grin over det med Venus og Virus. Millicent trak ham tilbage til den virkelige verden, ved at spørge hvordan han havde det med børn og alt det andet. "Det kommer an på hvad du ønsker, så længe du er glad, er jeg også, men." Han overvejede kort hvordan han skulle sætte ordne sammen. "Jeg vil have du er sikker på dit valg, hvis du ikke vil have barnet skal du være sikker på det og hvis du vil have det, skal du også være sikker på det. Intet er jo smertefrit for alle." Han følte sig helt myndig og klog. "Jeg lover at jeg nok skal hjælpe dig både på det økonomiske og praktiske og at du kommer til at se mine forældre inden barnet er født, hvis du lover mig ikke at fyre den af i hoved på min mor så snart vi kommer ind af døren, for så er du fraskilt på stedet." Hvis Millicent sagde det til hans mor, ville man kunne få strøm nok til hele New York, så elektrisk og glad ville hun blive, det var Stephen overbevist om.

Men...det var el ikke bare hendes valg at tage? Det var fint nok han gerne ville havde hende glad...men det var jo ikke et ' hvad ønsker du dig til jul' de drøftede...det var et barn.
" Ja....vi skulle gerne begge være glade" fik hun tilføjet og kiggede lidt graskende på ham.
Men så blev hun slået...hårdt....var han ikke selv klar over det....eller var det en klar besked han gav hende lige der? " Du skal nok hjælpe mig ...med penge ? Og med det praktiske? Som hvad Stephen?.., vil du komme forbi hver weekend og hænge hylder op eller bære tunge flasker ned for mig?" Spurgte hun såret.
Hvad fanden bildte han sig ind....' Møde mine forældre inden den bliver født' hun følte sig som en prostitueret der skulle installeres i en lejlighed og nu fortalte han så lige om reglerne først.
" glem det...du ....du....bliver ikke en del af ..noget" begyndte hun snøftende.
Hvor dum og ufølsom kunne en mand være?
Hjælpe hende med penge?! Måske skulle hun lige for god ordens skyld fortælle hvad han kunne gøre med sine penge, hvor han skulle stikke dem op.
Hun begyndte at dirre.

Jorden begyndte pludselig at ryste og brænde under Stephen. Han følte pludselig han gik på en meget tynd line hvor han ikke engang måtte læne sig lidt for meget til højre eller venstre, for så faldt han ned og blev bidt af diverse ondsindet dyr. Han slog blikket ned og brugte et par sekunder på at tænke før Millicent gjorde klar til at græde. Lyn hurtigt satte sig hen til Millicent og greb blidt i hendes ansigt for at få hende til at kigge på ham. "Det handler ikke om at jeg kun vil hjælpe dig på andre steder." Han vidste ikke hvad han skulle sige. Hans hånd gled ned af hendes nakke, hvor han stadig kunne have fat på hende, men uden at tvinge hende til at se på sig. "Hvis du vil beholde barnet, skal jeg nok stille op som far på alle de leder jeg kan og du ønsker." En længere vejrtrækning. "Du er kvinde, du har et gen for at være mor, jeg aner intet om at at være far eller noget i den stilling. Du bliver nød til at hjælpe mig og bære lidt over med mine fejl." Det kunne godt være han var lækker, men han var absolut ikke perfekt lækker inden i.

Hun så på ham med store blanke øjne..." hvad handler det så om Stephen...fortæl mig det!"
forsøgte hun at samtale uden at bryde sammen.det ville ikke gavne nogen af dem.
Desuden havde hun engang læst at baby følte morens sindstilstand, så oprørthed og tristhed var ikke sundt for Virus.
Så snart hans hånd gled ned af hendes nakke slog hun blikket ned...og lyttede.
Igen...hvis hun ville beholde barnet , ville han stille op som far? Det læd ikek videre redebyggeagtigt og ikke særligt familiehyggeagtigt, gjore det ? Det løs ....høfligt ,praktisk...ja!
Og han havde mere...." Et moder gen?....hvad ævler du om.JEG ER ATTEN OG HAR HAFT SEX TO- TRE GANGE,HVOR FANDEN SKULLE JEG GEMME ET MODER GEN?" Hun var ved at blive desperat...ønskede han et barn med hende eller ej....ville han have et livslangt forhold til hendes eller ej...? De svar manglede...og var det et ja, kunne han begå alle de fejl han ville....men hans kærlighed måtte ikke være ...en fejl...og heller ikke barnet.

Det var ligefør Stephen blev blæst ned fra sofaen, da Milllicent trak vejret og hylede op så man næsten kunne se håret blæse tilbage. Han forsøgte endnu en gang at skabe noget i hoved, sætte ord på det han ville have hun skulle vide, men selvom han kunne finde mange fine ord inden for det ordforråd han kendte, så syntes der alligevel ikke at være nogle der slog til, så til sidst opgav han og lod sig synke ind i ryglænet. "Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det." Udbrød han tydeligvis frustreret. Hans blik søgte derefter et tilfældigt sted i luften, som han satte sig til at stirre på, uden at se det eller tænke på noget. Den første tanke der endelig nåde frem, var spørgsmålet om det overhoved havde været en god idé at tage på den ferie. Problemerne syntes at vælte ned over dem, selv lige fra starten af. Det var en skam, for det havde været hyggeligt i de gode stunder, men de syntes næsten ligefrem at blive sjældent. Stephen følte sig ikke i tvivl om at det var rigtigt med et par forhold med Millicent, for han elskede hende, men han kunne godt spørge sig selv om det overhoved var meningen eller om de havde skulle vente, men han havde ventet længe nok! Han havde været utålmodig og det kunne umuligt være et level op i deres forhold, der fik det hele til at vælte.

Det var ikke lige sådan her hun havde forstillet sig det skulle være, når den store dag kom h os hun fandt ud af hun ventede barn.
Hun havde forstillet sig glæde,jubel og kys i meter vis.Hygge i sofaen,snak om fremtiden og al det dejlige der skulle ske.
Hun havde bestemt ikke tænkt sig tilbud om finansiel bistand og støtte eller at savne et svar på om barnet skulle være en abort eller et kærlighedsbarn.
Hendes tårer begyndte at rende ned af de blege kinder, og hun rejste sig....hun ville pakke og ville hjem nu.Til sig selv....alene.
Han rev hendes hjerte ud....og han forstod det ikke.
Det var så simpelt...ville han være en familie med hende og babyen...eller ville han ikke?
Hun kendte svaret...hans opførelse havde givet hende det...og hun var trist.
Hvad hun ikke vidste var...kunne hun gøre dette på en anden måde..kunne hun få et barn med ham....bo alene med Virus og have et kæresteforhold til sit barns far? Ville hendes hjerte kunne holde til det? Hun tvivlede.
" jeg vil gerne hjem....jeg tager en taxa til lufthavnen,du skal ikke køre mig" sagde hun med monoton stemme.

Som havde Millicent læst hans tanker, svarede hun på dem. De burde ikke være taget af sted. Stephen lukkede kort øjne, i tvivl om han turde kigge på hende, men gjorde det til sidst. "Jeg har heller ikke nogle bil her, så jeg kan ikke." Stephen ville frygtelig gerne have lov til at forklare sig, men det gik tydeligvis ikke godt for ham, så han ville ikke forsøge og han kunne heller ikke se nogle grund til at stoppe hende i at tage hjem. Når hun sagde at han ikke skulle køre hende, så skulle han nok heller ikke tage med hende, så han kunne lige så godt blive i huset ugen ud. "Men." Han flyttede kort sit blik fra det nye punkt, hen til et nyt. "Hvis du vil ind i bilen og hente dine tasker." Endnu lidt tavshed, før Stephen rejste sig op og gik ind til sin kuffert, for at hente sine bilnøgler, som han rakte frem til Millicent uden at sige et ord. Han burde sikkert have sagt noget, men vidste ikke hvad han skulle sige og det ville sikkert ikke hjælpe.

Det var det...ingen salgstale om at beholde barnet..., ingen lad os sove på det skat...ingen du ved jeg elsker dig, vi finder ud af det her.
Han ønskede hende...væk.
Hun fumlede med sin mobil for at ringe efter en vogn...men hun var for frustreret til at koncentrerer sig lige nu...hun ville ringe når hun kom lidt væk fra huset.
Hun tog hans nøgler, og hun vidste ikke helt hvad hun gjore, andet end søge afløb for hendes knuste hjerte der nu truede med st eksploderer, da hun stak ham en lussing..." tak....for ingenting...du ødelægger jo...alt" hikstede hun og drejede om for at gå.
Hun var så ligeglad med hun ikke havde alt pakket, hun havde mobil,pas og visa...det var alt hun behøvede...og så sin spand.

Det var en meget besynderlig måde at sige tak på, men det overraskede sikkert ingen, hvis de havde set det sure opstød. Mens Stephens kærlighed trampede ud af døren, stod han selv og overvejede om han skulle forsøge at redde sit forhold, som stadig dirrede på en knivspids. Til sidst udnyttede han at husets indgang vente mod havet og ikke mod den klynge træer man skulle igennem for at komme ud til vejen. Køkken vinduet var stort nok til at han kunne spring ud af det, efter at have åbnet det helt, så det gjorde han. Det gav ham et forspring på et par sekunder, hvor han kunne nå at smække vinduet i, inden han rejste sig og slog hoved op i kanten.
Da Millicent kom rundt om hjørnet, for at gå over mod stien, stod Stephen klar til at gribe fat i hende for at stoppe hende inden hun nåde helt hen til skoven. "Jeg vil gerne have barnet." Udbrød han meget spontant og højlydt. Hvis der var nogle der var i nærheden ville de ikke være i tvivl om hvad der skete. "Men det vigtigste for mig er dig." Denne gang var det mere gennemtænkt og mere lavt, mens han kiggede på hende med et mere eller mindre desperat udtryk og pressede hende op af husmuren så hun ikke kunne få lov til at løbe nogle steder. "Vi kan få et barn senere hvis du ikke vil nu, det skal ikke være det der skal fungere som lim." Endnu en sætning taget i luften.

Sløret af tårene der ubarmhjertigt piskede hendes kinder, og efterlod røde stribe...kunne hun ikke se meget, med da Stephens stemme rungede og brød stilheden, standsede hun brat op.
Hun blev ramt lige i hjertet af hans ord...han ville have barnet! Han ville virkelig havde barnet! Hun drejede sig imod lydens retning...og hans næste sætning...han havde ville beskytte hende, ikke presse på,men lade hende vælge- var det sådan?
Hendes hjerte gik midt i stå, da han greb fat, og trængte Millicent op imod husmuren...
" Men jeg...vil..gerne nu..Stephen..please..jeg...elsker dig...det er et stykke af dig inden i mig...jeg vil bare have ...at du skal ville have os...ingen lim...kun...kærlighed" gispede hun og lod armene glide om hans hals for at trække ham ind til hende.
En voldsom trang til ham,skyllede igennem hende...her og nu... Sikkert udladt af det nær var gået galt for dem...
Hans ord gav ekko inden o hendes sjæl og fyldte hende op med ubeskrivelig glæde...han ville havde barnet !
Hun trak ham ind til sig med den ene arm, imens den anden lynede hendes sweatshirt ned...og hun fik krænget den af..." please.....Stephen..elsk med mig...her...op af muren" bad hun...nej...tiggede hun ham imens hun begyndte at trække i hans bluse også.

Pludselig blev det hele en klump af ord, sætninger, og hænder der hev og sled i ham og til sidst var ved at trække tøjet af ham! Stephen fik pludselig en masse hyr med at beholde tøjet på selv, klæde Millicent på og få hende ind i huset igen. Det var ikke lige hvad han havde forventet, men det besvarede da hans spørgsmål fra før. De kunne sagtens hygge sig uden at tænke på hun var gravid. Hvor betryggende. "Lad os komme ind, sex må vente." Beordrede han og bar hende ind, hvis hun ikke selv ville gå. Han burde vist få ringet til lægen igen. Var det normalt at folk bad om at få en omgang op af muren, efter at have stukket vedkommende en lussing og sunget højt om lim og kærlighed?
Efter at have fået Millicent ind i huset, satte han hende i sofaen, hvor gav sig til at fjerne teen. Stephen kunne ikke bare sætte sig ned og slappe af, efter at have fået hendes tilbud smidt i hoved. Måske var der noget med sådan en virus, andet end et barn. Når alt kom til alt, fandt Stephen det yderst komisk. Alt det sørgelige var fejet af vejen og erstattet af. Han vidste ikke engang hvad han skulle kalde det, erotisk på højeste plan? Det var lige noget at grine af og det gjorde han da næsten også.

Den kolde mur i hendes ryg...og Stephen foran hende, virkede opstemmende..
Millicent havde brug for at mærke at han ikke ville smuldre væk, rende gennem fingrene på hende, hun havde jo netop troet at det hele var endt med et ordenligt knald ( for at blive i den terminalogi) og nu...nu ville hun bare være så tæt på ham , som fysisk muligt...mærke han var der og vide han var hendes.

Så det var under rimelig meget forvirring og frustration at tøjet kom på igen og ikke som ønsket af.
" Nej....Stephen" begyndte hun, og hans svar bestod i at vippe hende over hans skulder og transporterer hende ind i stuen, hvor han satte hende i sofaen.

Hun var simpelthen for udmattet, følelsesmæssigt , til at lave et stort drama over dette, selv om hun slet ikke kunne forstå hans afvisning.
Hele hendes krop sitrede, efter hans berøring, nå....men det kunne den så ikke få.hm.

Men surmule kunne man altid....og du gode gud, hun fyrede op for surmuleriet.
Stephen fik et stk forurettet surmulende pige i sofaen....ventende på hvad han ville.
" vente med sex....,fint...skal vi sige til 2013?.... Eeeeeeeller 2014?" Sagde hun tørt.
Men inden i hende boblede glæden stadig...han ville have barnet....og hende!
Hun var den heldigeste pige på jorden! Også selv om hun ikke måtte have hed sex op af husmuren med sin kæreste!

Da Stephen kom tilbage fra køkkenet, var det ikke lykkes ham at vaske smilet af. Det strålede endda meget mere end før, på grund af hendes sørgsmål om hvilke år hun ville blive tilfredsstillet. Millicent måtte være blevet meget glad for den tidsfordrivelse. Ville hun mon have flere børn på én gang? "Jeg troede ikke du kunne lide offentlig sex? Men vi kan da godt gå ud at gøre det op af husmuren, hvis det betyder så meget." Det ville ok kræve lidt overvindelse fra hans egen side og for lidt at understrege at han egentligti kke selv brændte så meget for det, satte han sig ned ved siden af hende. Inde i Stephens hoved, brugte han lidt tid på at surmule over at der ikke var nogle nederdel, det var langt nemmere at have med at gøre. "Men hvis du vipper mundvigerne op, kan det være det bliver inden jul!" Han satte to fingre i hendes nedadvendte smil og forsøgte at få dem til at vende den anden vej. "Smil skat, du skal have et barn med din super lækre kæreste."

Millicent lavede himmelvendte øjne, da Stephen kastede med muddder om offentlig sex.
" Helt ærligt...der er jo ikke en sjæl i nærheden" slog hun tilbage...og smilede så sarkastisk.." Bare rolig,det var bare et øjebliks forvirring...glem det" hissede hun stadig surmulende tilbage.
Stephen satte sig og hun kuggede nysgerrigt op på ham...hvad humør betegnede ham nu?
Oh! Han var da rigtig smart, hva...for gennem hendes tanker, da han med fingerne trak i hendes mundvige og hun til sin egen irritation , smilede stort.
" Virkelig...inden jul? ....." Jublede hun og sendte ham et skævt smil.
Han legede med hende, hun vidste det udmærket...så hun greb hurtigt om hans ene arm og hals, for at vælte ham ned over sig imens hun sukkede på bedste oscar maner" ja...min lækre kyske kæreste....hvordan det overhoved er lukkes dig at lave et barn på mig, må guderne vide" drillede hun og hendes øjne skinnede glade op til ham.

Stephen faldt på plads over Millicent, med en arm på hver side. "Det er da nemt nok, ligesom en masse andre." Svarede han igen og lænede sig ind over hende, for at placere et langtrukket kys. Lige hvad man kunne bruge, efter deres sure opstød, der nær havde kostet hus og hund. Da læberne havde fået sin dosis, fandt hans hænder frem til lynlåsen i hendes sweatshirt. "Måske skulle jeg prøve at vise hvad jeg mener?" Han gav hende et stort smil, før han begyndte at kysse sig vej op af hendes hals, op til hendes læber, som han pænt blev væk fra. "Men næste gang tager du ikke så meget tøj på!" Det værste ved kvindetøj var at der var så meget. På bukser sad lynlåsen foran, for det meste, og i nederdele i siden. Kjoler var det omme på ryggen og nogle gange slet ikke nogle eller endda med knapper! Frustrerende. "Kunne du ikke holde dig til en form for tøj." Brokkede han videre, før han kørte ned af sit kyssespor.

Kysset i sig selv, satte ikke tanker i gang hos Millicent, hun var for optaget af bare at nyde hans munde , endelig.
Hun lod ham selv bestemme hvorlænge og hvordan, og mærkede blot tilfredsstillelses genfinde sig ved at have ham lidt tæt på.
Men da hans frække mund begyndte at tale, og blev....ja, fræk...og hans hænder trak i blusens lynlås, begyndte pulsen at danse.
Årh...ja, hun havde lyst til han skulle vise hende helt præsis hvad han mente, men hun øjnene også muligheden for lidt payback.
Hun fandt sig nikkende opmuntrende, til hans smil og strakte sig i nydelse da hans kys begyndte at ramme hende op af halsen.
Åhh....payback, måtte lige sidde den her dans over, så kunne hun altid svinge den omkring....lidt senere.
Hun spilede øjnene op..." Var det en ordre Mr.Samson?" Spurgte hun og vred sig lidt under ham..." men naturligvis...hvilken type ønsker herren?" Spillede hun med på hans lille leg, som hun regnede med var en leg, men når det kom til Stephen- ja, så kunne man jo aldrig heeelt vide sig sikker, vel?

Stephen nikkede og trak sig op i armene, men han overvejede hendes spørgsmål. "En rød sommerkjole." Udspecificerede han og nikkede for at bekræfte. Så kunne han trække både over- og underdelen af på samme tid og få en næsten nøgen Millicent. Smart, praktisk og hurtigt. "Så vil du ud og skifte før vi går videre i forstillingen eller venter vi med det til næste gang?" Det ville imponere ham hvis hun faktisk ville, men han fandt det ikke nødvendigt, nu lå de begge lige så godt, forsonet efter deres lille krig og kunne nu skabe alliance. Det lød både smukt og fredeligt, næsten for meget.
Hvis Millicent tillod det, ville Stephen igen kaste sig over hendes læber, denne gang mere ivrig. Det med at kysse mente han aldrig man kunne blive træt af. Det var altid lige fantastisk hver gang, han havde i hvert fald ikke prøvet andet, så han havde ikke noget at måle det med. Perspektivere det til, hvis man skulle bruge et fint ord.

Hun tirrede på ham..som en myg ved en flamme...søgte i hans øjne efter grine, men der var ingen....hvorfor var der ingen? " En rød sommer kjole? Javel sir" mumlede hun og tænkte at det måtte være en joke, han måtte være flad af grin indvendig, hvis hun hoppede på den her.
Men hvorfor var der så ikke latter i hans øjne?
" Hvis jeg må vente til...næste gang?" Mumlede hun lidt forvirret over den samtale de havde.
Han kunne virkelig....virkelig vende op og ned på hende og på alt i deres omgivelser...med så få ord..det dreve hende vanvittig - og det var en af årsagerne til hun elskede ham og fandt ham facinerende og fantastisk.Een af grundend...en anden var foreksempel hans ro....den var unik...han kunne få hende helt ud i torvene og gøre hun følte sig tryg, på en og samme tid, sikke en mikstur.
Hun åbnede sin mund for ham, da hans kys blev mere ivrige og Millicent listede hænderne ind under hans bluse, imens hun halvt om halvt forventede en skideballe over at røre ham, uden tilladelse.
Hun nussede og gav små opmuntrende klem ved hans skuldre og ned af hans brede ,stærke ryg...den ryg hun lige havde hængt ned af....fanden tage den mand.Hun kradsede med neglene ned af ryggen på ham, som tak.

Millicent måtte se langt efter en skideballe, for den ville nok aldrig komme. Hendes berøringer var i topklasse hvis man spurgte Stephen, selv hendes irriterende negle, som hun flittigt brugte så man til sidst lignede en der havde været i krig med en kat. "Hvis det absolut skal vente." Han sukkede dramatisk for så at ligge sig godt til rette oven på hende. Om det ar brysterne eller at Millicent generelt bare var for lille for ham at ligge på vidste han ikke, men det var voldsomt svært at ligge stille på hende, så til sidst lage han hænderne ned på siden af hende for at holde sig oppe, uden at skulle have tungen stikkende ud af munden.
En pludselig tanke ramte Stephen og efter et par gange at have tænkt det igennem, begynde han at grine og kom med en masse undskyldninger for at have tænkt den. "Hvis du skal have barn, så skal du jo have mælk til ungen ..." Han stoppede kort med at grine, mens han så meget uskyldigt på Millicent, før han trak sig en smugle op. "Måske bliver de så store at du skal skifte størrelse!" Hylede han og fandt det overkodylt morsomt. Kort efter kunne man høre hans grin i hele hytten.

Hun kunne godt lide det....hans vægt oven på hendes krop, og det at han lå lidt uroligt var kun ...rart.
Men hans humør, var slet ikek til at blive klog på, og Millicent overvejede kraftigt om hun faktisk skulle give ham lidt gas, og gå ind og skifte det ucharmerende sweatsæt ud , med den meget søde og noget mere pikante røde sommerkjole, hendes kuffert gemte på.
Bare for at drille...og hvis han så kunne lide den...hvis den gav ham lyst til at pille og klæde hende af, hvis den hjalp ham til at blive nysgerrig på hvilke fine blonder der gemte sig under...så ville han ikke få lov! Ikke det mindste.Han havde jo kun få et ' yes sir' til at hun skulle gå med røde kjoler...ikke til at han måtte trække dem af.
Hun kørte en hånd langsomt gennem hans mørke hår , en gestus fuld af kærlighed...og så begyndte han at tale om mælk...til ungen og Millicents bryn røg forfærdet op i panden, da hun lyttede.
Så begyndte hun at skubbe til ham, da Stephen begyndte at voldgrine...
" DÉT sagde du så meget bare ikke! ...Ej du er SÅ for meget Stephen...årh...hvor...ja, det kunne du lide hvad!" Hissede hun, på ingen måde underholdt af hans tanker.
Hun havde knap slugt nyheden om at hun havde et barn i maven...og for ti minuttersiden, var de ved at tabe alt på jorden....og nu...nu tænkte han bare på store bryster...
" argh....du er så meget mand!" Snappede hun og fik nærmest ordet mand til at lyde som et fælt skældsord.
Hun ville puffe ham af sig og rejse sig op....

Til trods for at Millicent var meget sur, syntes Stephen stadig det hele var hyle morsomt. Han kom op at sidde og gjorde et ihærdigt forsøg på at stoppe, men det gik ikke så godt for ham. "Undskyld, men du havde lige bedt mig om sex, så hvorfor skulle mine tanker være andre steder?" Fik han sagt ind i mellem sine små latter udbrud, der ikke syntes at ville stoppe. Først da han var helt udmattet af at grin stoppede han og kunne næsten tørre sveden af sin pande. "Det var bare en lille tanke." Fortsatte han med at undskylde og satte sig til rette i sofaen. "Kom her ned, så lover jeg at gøre det godt igen." Stephen hænderne ud til Millicent, i et forsøg på at lokke hende hen til sig, så han kunne puste og sætte plaster på hendes såret. Så kunne de alle være glade.

Hun så småsur på ham og rystede på hovedet.
" Du er fuldkommen håbløs.....for det første...jeg beder ikke lm sex, ikke mere da" mumlede hun og rejste sig..." Jeg troede vi var igang med...noget..men din snak om unger og mælk og storebryster...kvalte det" bed hun af ham.
Millicent gik mod rummet, med hendes kuffert.." leg med dig selv, så går,jeg ind og ser mine bryster gro" sukkede hun og forlod stuen.
Han skulle ikke tro han kunne tænde og slukke for hende på den måde, hun ville ikke være med til det.Stephen var sååå strid, og nu ville hun give ham lidt røg tilbage.
Hun fandt det yndigeste meget sensuelle lille sæt blonde undertøj..i rødt...og den søde røde sommerkjole, med stropper og en meget bar ryg med et lille X.
Skoene var dog sorte...og høje.
Hurtigt fik hun skiftet og lod også en børste løbe igennem håret, så det så pænt ud.
Make up var unødvendigt, både kinder og læber havde helt naturlig kulør lige nu, og hendes øjne skinnede.
Hun gik tilbage, uden at ytre et ord...og gik ud i køkkenet og flåede noget frugt frem, som hun begyndte at skære ud.

Stephen måtte side slukøret tilbage og glo efter Millicent da hun smuttede ind for at glo på sine voksende bryster. Han syntes stadig den var lidt sjov, men kunne ikke få sig selv til at sige det, i frygt for mere vrede ved hans partner, som pludselig havde skiftet tøj. Normalt ville han ikke glo så åbenlyst, men han mente han havde nok med undskyldninger til at gøre det. Først og fremmest så hun meget køn ud, for at sige det beskedet og så havde hun jo taget en rød kjole på! Hun var lige til at sætte tænderne i og det ville han da også gøre, hvis det ikke var fordi han følte sig dybt ignoreret da hun uden at værdige ham et blik, skred forbi og ud i køkkenet.
I et par minutter sad Stephen om muligt endnu mere bedrøvet og trillede tommelfinger, til han valgte at tage kampen op. Hun skulle ikke tro at hun kunne slippe godt med det, nej hun skulle ikke. Han smuttede ud i køkkenet til Millicent, hvor han lage en hånd på hver side af hende, så han stod lænet op af køkkenbordet og legede hegn for Millicent. "Skal vi noget i aften?" Besynderlig start på en samtale, men han vidste ikke hvad han ellers skulle bide og gribe i.

Hun holdte en pause, med snitteriet, da Stephen endelig kom derud.
Det havde han været længe om.
" Naaa....jeg tror ikke du skal,men jeg skal muligvis ud" sagde hun og smilede ud i luften.
Hun lagde kniven væk, og hapsede et stykke æble mellem to fingre før hun drejede om, og stod ansigt til ansigt med Stephen.
" Vil du ha?" Hun viftede med æblebåden og sendte et meget uskyldigt smil.
Hans spørgsmål om de skulle noget,,havde ændret lidt på hendes payback....
" Du vil da ikke have noget imod, hvis jeg lige tjekker den nye klub ud, vel? Vi søger location til en del shoots, og well...måske var den noget...der skulle være helt specielt dejligt"
Hun rettede en smule på stropperne og glippede lidt med øjnene...
" Du kan jo spille lidt på din fløjte imens"