Take me away ~ Stephen

Hvis Stephen på noget tidspunkt havde kendt til Millicents tanker, ville han sikkert have gloet øjne ud af deres huler. Det handlede for ham ikke noget om at hans far havde haft gang i noget med nogle af Stephens partenere, den tvivl ville også hurtigt blive fjernet når han mødte manden, som var næsten sygeligt ordenligt. Han var typen der legede med sine børn, passede sit arbejde og fornøjede sin kone lørdag aften, når rasten af huset stod tomt, for så kunne der ikke sættes en finger på ham. Konen ville ikke gå fra ham fordi han var kedeligt hverken med børne, økonomisk eller i sengen og et eller andet sted var det sikkert også godt, men Stephen ville aldrig kunne holde sig selv ud hvis han endte sådan, hvilke han desværre frygtede. Han følte allerede han var godt på vej til det.
Ingen betjente til stede? Nej, ingen ud over hans mor, der også var et ordens menneske, der i symbiose med Stephens far, virkede helt perfekt. En rigtig husmor, med arbejde, kokke evne og alt hvad der skulle bruges. Alt for perfekt familie, der ordenligt og formelt inviterede naboen på besøg med jævne mellemrum og trimmede både hæg og græsplæne.
"Nej, det er der heldigvis ikke, i hvert fald ikke en i uniform." Sukkede han og gav et lille smil. "Men jeg er sikker på du vil elske dem, de er det perfekte billed på en familie." Netop derfor var sønnike løbet væk da han havde muligheden.

Hun blev for alvor bekymret lige der.
Hvis de var så kærlige og helt almindelige gode mennesker...hvad var så hans problem.
En smerte bredte sig fra hendes hjerte og helt ned i maven.
Hun var...hun var problemet.
Han ønskede på ingen måde at præsenterer hende...eller måske bare slet ikke en kæreste for dem.* hvorfor...hvorfor ikke* snuplede bekymringerne over hinanden , da de løb forvirret rundt.
Millicent trak sig væk.
Troede han at hun var i en iver for at lege far, mor og barn? Hun...hun ville dårligt være i et fast forhold ! Men...men han syntes hun pressede på, og han ønskede ikke de ting her...det gik for stærkt.Hun fandt sig selv pludselig stående op...og en smule svimmel.
Alligevel fik hun tvunget et smil frem, omend lidt spagt, da hun sagde....jeg tror jeg dypper benene i vandet lidt...hvorpå hun snurrede omkring og satte kurs ud i vandet ,helt ud til hoften.

Selvom Millicent ikke gav lyd fra sig omkring det, kunne Stephen mærke der var noget galt. Måske, meget muligt, fordi hun ikke gav en lyd fra sig. Noget der straks satte gang i alarmklokkerne hos ham. Han kunne umuligt gætte hvad der var problemet, men der var et, det tvivlede han ikke på. Da hun rejste sig, for at smutte ned til vandet, fik hun et lagt spørgende blik i nakken. Han kunne vælge at gå med eller blive liggende, svaret var åbenlyst for ham. Knap var hun kommet ned til vandkanten, før Stephen var på bene og i fuld firspring efter hende. "Hvad er der galt?" Han sneg en arm omkring hendes skuldre, for så at stoppe hende inden hun fik stukket fødderne i vandet.
Hvis hun fik den fjollet idé at forsøge at slippe væk, ville Stephen forsøge at bruge sit nogen lunde fast greb om hendes skuldre, til at stoppe hende længe nok til at gribe fat omkring hendes håndled så hun blev. Det med at piske rundt på stranden havde han prøvet. Ikke mere af den slags sjov.

Hun blev helt forskrækket da hans arm pludselig nåede hende.Havde hun virkelig været så optaget af sine tanker, så hun ikke havde hørt ham komme efter sig? Det lod det til.
Hun trak sig ud...ikke voldsomt, men hårdt nok til det lykkedes, imens hun svarede" ingenting...jeg er tilbage om lidt" hun kunne mærke at jorden ligesom....rystede...ellers var det himlen der snorrede...meget mærkeligt, hun ville gå videre ud i vandet, men hendes håndled blev låst fast, af hans hånd.
Da hun var fyldt op af....mærkelige tanker...og jorden synes at være i bevægelse så hun svimlede en smule, havde hun ikke overskud til at være raffineret.
Så hun så ham ind i øjnene og sagde , temmeligt køligt.
" undskyld...men vil du venligst slippe mit håndled?!" Hendes blik faldt til deres hænder og hun blinkede et par gange.

Den kølige næsten iskolde stemme, der pludselig lød fra Millicent, kom tydeligvis bag på Stephen, der straks slap sit tag i hendes håndled. Han forstod ikke hendes pludselige vrede og kunne ikke tolke det som andet. Han mente ikke at have sagt noget forkert, men tænkte alligevel deres dialog igennem. Efter at have finkæmmet hø stakken, gik han i gang med handlingerne, der heller ikke gav noget synligt resultat.
Hvis Millicent valgte at gå, ville Stephen blive stående, halvt fordybet i sine tanker og med den anden halvdel under den beslutning at hun sikkert nok helst selv ville gå og ikke have ham løbende efter sig, som en forvillet sugemalle, der forsøgte at finde et sted at suge sig fast på hende. Holde fast for at hun ikke skulle gå.

" Tak" sagde hun og smilte for så at bevæge sig ud i vandet.
Det var køligere end hun havde regnet med...men stadig okay.
Ud giik hun....helt ud til hoften.hun ville vende sig og se ind mod Stephen, da hun kunne mærke en smule dårlig samvittighed over at have afvist ham...egenlig var hun bare selv kedmaf, at det mest syntes som en pligt for ham...alt det med hende...og,ikke så meget af lyst.
Men måske vendte hun sig for hurtigt, for det hele snurrede rundt...og det sortnede for hende øjne.Det næste hun mærkede var havetsbund og vand der omsluttede hende, da benene forsvandt under hende og alt blev sort.

Et plask og et par sekunder til at vågne, før Stephen styrtede ud i vandet, som en ande tegneseriefigur. Han havde ikke nået at se så meget, men at Millicent var under vandet, havde han bemærket. Efter at have fået armene ind under hendes ben og ryk, trak han hende op af vandet og bar hende ind til bræden hvor hun ligesom hun var en skrøbelig dukke blev lagt ned. Man kunne jo aldrig vide om et sandkorn pludselig kunne være spids eller noget andet skadende. Efter at have sluppet hende, fløj Stephens hænder op til hendes hoved, som han løftede en smugle op og til siden, for at få eventuel vand ud. Hun havde ikke ligget så lang tid ude i vande, så der var ikke så store chancer for at der var kommet meget vand ned i lungerne og det ville også se mærkeligt ud, hvis han vendte hende på hoved.

Vandet rendte ud,stille sivende og bar vidne om at hun havde sunket en del alligevel, på ret kort tid.Vejrtrækningen var ligesom forhindret, som hun ventede på et host eller noget, for at få rigtig gang i den.Lidt som når man får noget i luftrøret,der burde havde været i spiserøret.

Pludselig begyndte hun at hoste...men hun var stadig ikke kontaktbar...det var nok mere en refleks hoste , udløst at en generende hals.
Langsomt....meget langsomt...kom hun tilbage.Hun gav sig lidt, da hun genfandt sin bevidsthed og begyndte at ryste...hun virkede forfærdelig kold og læberne havde en cyanotisk blålig farve.
" Stephen" peb hun, og famlede ud med armene efter ham.

Hele Stephens krop var spændt til det yderste, imens han ventede og fortvivlede over at han ikke vidste hvad han skulle stille op med sig selv. Han brændte efter at hjælpe hende af med vandet, men han kunne ikke give hende hjertemassage, da hun slet ikke var død - endnu - og han havde hørt at det kunne dræbe. Måske noget med at hjertet så selv ville stoppe. Det havde han ikke styr på. Idet Millicent begyndte at hoste, ånde Stephen næsten lettet op, men sad stadig passiv på langsiden og kiggede. Han ville ikke gøre noget der kunne skade mere end det gjorde gavn, så da hendes kolde hånd greb ud efter ham, kastede han sig på det nærmeste over hende. Det endte med at han stoppede sin bevægelse, for at rejse sig op og flyve af sted, mens han råbte noget om at han ville hente et tæppe.
Imens han styrtede af sted, kunne han ikke undlade at spørge sig selv om hvordan hun kunne være blevet så kold, på så kort tid. Efter at have fået fat i tæppet, løb han den anden vej, for at falde på knæ ved siden af Millicent. Efter at have skubbet hende op at sidde, lage han tæppet omkring hende for derefter at trække hendes våde tøj af, alt.

Hun mærkede en lettelse strømme igennem hende, da Stephen kunne mærkes, men den fik kun lov at vare kort, for han sled sig løs? " neeej" klynkede hun og forstod ikke helt hvad der fik ham til at forsvinde.Hun havde brug for ham.
Hun var stadig uklar og desorienteret...og frøs.Hun hørte am sige noget ...et tæppe??
Hun ville bare have ham.
Hendes mave føltes..underlig.
Endelig var han her, tilbage...men hvad skete der?... Hvorfor ...hey!! Hvad lavede han med hendes tøj?
" ikke...nuu.." Lød det grødet fra hende, da hendes tøj forsvandt lidt efter lidt.
Ville han virkelig have sex nu? Hun kunne dårligt se eller stå! " Stephen?" Men så gik det op for hende, at han havde puttet et varmt tæppe om hende, og fjernede tøjet for at hun ikke skulel være kold.
" oh!.. Sådan" mumlede hun en smule flov over at tro han var drevet af begær, når hun lå og sikkert lignede en død sild.
Tæppet begyndte at ligge en lun hinde over hendes krop og Millicents rysten aftog lige så stille.
Hun rakte ud efter Stephen og ville putte sig ind til ham, stadig lidt skræmt over hun kunne dejse sådan om i vandet.Ingen bade alene tid, ikke sålænge den....virus..var i hendes system.

Det var ligefør Stephen fandt det morsomt med Millicents små udbrud, men det var ikke tid til at ligge sig til at hyle af grin. Da det klæbrige tøj var lagt til side, lukkede han tæppet foran med en hånd og satte sig helt op af hende, så hun kunne ligge sig ind til ham hvis hun ønskede det, hvilke hun heldigvis gjorde. "Ja, sådan." Mumlede han lavt og lukkede sine arme fast omkring hendes krop. Han var ikke helt sikker på om hun stadig var voldsomt imod at komme på hospitalet, men uanset om hun var det eller ej, så skulle de have fat i en læge. Han ville ringe efter en når de kom tilbage til huset, når Millicent havde fået noget varme i kroppen.
At sidde i stilhed var ikke noget de gjorde tit, Millicent kunne altid finde på noget, men hvis hun alligevel ikke ville sige et pip, ville hun blive fuldt ud forstået. Det ville også give Stephen tid til at tænke over lidt af de seneste begivenheder, men være for bange for at bringe dem på banen.

Hun var tavs...tavs og forskrækket.Hun kunne gidt regne ud hun var besvimet og at Stephen havde halet hende i land.Men havde hun badet alene, eller Stephen havde været trådt af på naturens vegne, hvad så? Så havde det eventyr været slut.
Så hun lå stille...ind mod ham...og sugede af hans varme og hans ydre ro.
Efter noget tid , gav hun ham et kram, med så meget styrke hendes arme nu kunne rumme.
" Sikke et chok... Øhm...tak for hjælpen" fik hun sagt og vidste godt at ordene ikke rigtig matchede hans handling,helt.
" Stephen...kunne vi ikke få noget te, med et eller andet stærkt i?" Undersøgte hun, det ville være prikken over i , og hun ville være tilbage til normalen, mente hun selv.

Et lille noget mere diskret og let klem, kom tilbage til Millicent. "Noget te lyder godt, men tror du selv du kan gå nu?" Godt nok var hun ikke skadet, men hun virkede stadig præget af chokket, så man skulle ikke forvente sig for meget. "Ellers kan du hoppe op på min ryg. Bliv her." Efter at have sikret sig at hun ikke ville vælte bagover, når han rejste sig, gik han op for at hente hendes brækspand samt andet som muligvis ville være taget med. Da han kom tilbage, blev den brugt som kurv til det våde tøj. Det var sikkert ikke at spille efter de rigtige regler, men når de kom hjem ville Stephen ringe efter lægen, for så havde han Millicent et mere optimalt sted for en eventuel lægeundersøgelse. Han håbede at de kunne klare den over telefonforbindelsen, men han tvivlede voldsomt på det. "Skal du løftes eller kan du selv gå?"

Hun kunne godt mærke hvordan kræfterne havde forladt hendes krop, og hun følte sig svag i alle led og lemmer, men pokker tage hende om hun ville være hjælpeløs.
Hun kom på benene, imens Stephen samlede deres grej og selv om det gyngede lidt, sandet under hende, syntes hun at hun klarede det fint.
" Jeg går selv ...det er okay skat" sagde hun og stak dog en arm ind under hans, bare for at være sikker på hun ikke ville ligge og gumle sand om lidt.
De nåede huset og Millicent satte kurs mod sin kuffert...
" Jeg finder lige noget mere varmt tøj"
Og da hun vendte til tilbage havde hun sit sorte velour træningstøj, en grå bodystocking på og nogle store hyggesokker med grisling på. det våde hår, var både redt og flettet i to dele.
" Har du lavet te..eller skal jeg lige...?"

Da de kom ind af døren, haang Stephen Millicents tøj op i brusekabinen, før han gik i gang med teen i køkkenet. Da vandet var kogt og teposen var kommet på plads, gik han ud for at overtage toilettet, hvor han ville smide de klæberige bukser og erstatte dem med nye, for så at finde sin telefon. "Teen står i køkkenet, jeg kommer om to minutter." Sommerhuset syntes at være for lille til at kunne have en privat samtale, så Stephen gik udenfor, hvor han så ringede op til hospitalet. Da han fik en læge i røret, forklarede han problemet og vente spændt på at høre hvad der egentligt var galt. Om det rigtig nok bare var en virus eller om det var noget mere alvorligt.

OOC: Du får æren af at lege læge, da jeg ikke har nogle idé om hvad Virus er for noget.

// My pleasure//



Med et taknemmeligt smil gik hun ud i køkkenet.Hun spekulerede ikke på hvad Stephen skulle, men havde nok i baghovedet at han skulle hente flere af deres ting ude på strande.

Imens i Stephens anden ende af hans mobil, modtog Dr. Kent Stephens opkald.
Han lyttede...og stilleð et par uddybende spørgsmål og kom så med sin diagnose.
" Mr. Samson...efter min bedste overbevisning fejler Frk.Cooper ikke noget alvorligt.
De symptomer de beskriver...kvalme,opkast, ændrede spisevaner og enda kraftig reaktion på lugte...læg dem sammen med en lidt følsom humørsvingende periode og de har samt,ige tegn der tyder på ....at hun er svanger, altsår med barn."
Dr.Kent holdte en lille pause...så Stephen kunne trække vejret..og forsatte så..
" Selvfølge kan det først konstateres rigtigt når en læge har lavet en gynekologisk undersøgelse af frk.Cooper, men der er nu ingen tvivl i mit sind.Tag og køb en test...den vil med garanti være positiv og kontakt egen læge til et tjek, når ferien er forbi.Og pas på ikke at overanstrenge hende, der er formentlig derfor hun blev svimmel.....og ja...det giver sig selv, ingen alkohol....det er strengt forbudt og kan skade fostret.....held og lykke!"

Og så stod Stephen ' alene' tilbage med sin mobil....

Nej nej, intet alvorligt, hun er bare gravid, var Stephens første tanke, da han lage røret på og kunne ikke undlade at grine lidt over hvad manden havde sagt. Dr. Kent skulle sikkert lige en tur op til eksamen igen, for hvordan sagde han så ikke til folk at deres kære havde kræft og kunne dø hvert minut det skulle være? Efter at have tømt sit hoved nogenlunde, gik han tilbage til huset, men med mobilen gemt i lommen. Der var ingen grund til at vække vildt meget mistanke og hvis hun spurgte havde han en plan klar, selvom den nok ville vække noget mistanke. "Er teen stærk nok?" Han slog sig ned ved Millicent side og gjorde ihærdige forsøg på ikke at kigge på hendes mave. Mens de drak, var han meget tavs, for selvom Stephen havde troet tankerne var smidt for døren, så vendte de tilbage igen, meget hurtigt.

Hun havde smækket sig ned i sofaen ,med begge ben trukket op.
Kruset sad hun med i hånden og pustede på den dampende te, da Stephen kom ind.
Smilende så hun op på ham.Han virkede lidt blegnæbet, hun måtte have forskrækket ham før.
" Den er perfekt.her tag lidt" bød hun og lænede sig frem, for også at fylde hans kop.
Hun så på ham igen...han var meget tavs, ikke at det var banebrydende...men alligevel.
" Hey....dont worry..jeg er virkelig okay....jeg tror bare jeg var udmattet, du ved jeg har været så træt...selv om jeg sover og sover, kan jeg ikke helt ryste det af mig" hun ville ba gerne have han skulle stoppe med at bekymrer sig.
" Jeg er ikke helt skide god til det med frilufts liv, hva " spøgte hun for at prøve at sætte et smil på Stephens læber.

Stephen tog imod koppen med dampende væske og nippede lidt til den, før han sank tilbage i sofaen og kiggede på Millicents ansigt. "Det med friluftliv er godt! Jeg kan stadig ikke sætte telt op." Han trak som ønsket lidt i smilebånde, men uden helt at være overbevisende. "Men, næste gang, så kan vi jo tage på camping, det er jo ikke det samme." Det ville være en fin blanding af friluftliv og toilet det var muligt at brække sig i. Smilet forsvandt og blev erstattet af en tænksom mine. Han kunne ikke lege putte gemme leg, hvis hun ville have en abort. Han mente det var tolv uger og der var allerede gået en pæn del. Han besluttede sig derfor alligevel at kaste sig ud i det. "Jeg har lige haft ringet til lægen ..." Stephen gjorde en kort pause. "Han sagde vi skulle købe en gravlisitetstest og at der ikke står mere vin på menuen det næste stykke tid."

" ja, muligheder er mange...og vi kan da stadig nå at overnatte ude...nr kroppen her er stabiliseret igen" sagde hun muntret.Så mange var klokken jo ikke endnu.
Men så satte Stephen ellers det hele på pause, og Millicent gloede på ham.
Hvis Stephen ikke tog hendes krus, ville hun bare tabe det, og ikke engang bemærke det skold hede vand. Hendes stemme var hård...og choket stod skrevet med fed sprittusch i hendes ansigtsfolder.
" Du gjore hvad ! Sig det er løgn Stephen! Du har bare ikke ringet til nogen læge bag min ryg" knurrede hun...men da hun hørte hvad han ellers havde at sige, trak hun sig tilbage i sofaen og begyndte at grine.Det lød dog ikke særligt muntret, men mere....sarkastisk.
" En graviditets test.. Helt ærligt! Det er sku da en virus....prøv at hent nogle panodil i stedet"
Hun rejste sig op og begyndte at spadserer usammenhængende rundt på gulvet...
Der var kun en måde at slippe for det her galamatias, for alle vidste sku da hun ikke var gravid! Undtagen lægen og Stephen åbenbart.
" Fint...så lad os hente den, hvis det gør dig...glad" snappede hun af ham og angsten begyndte at liste sig ind på hende.
Hvad nu hvis det var sandt....hun skulede til Stephen.

Endnu en gang trak Stephen i helte kappen og kastede sig frem for at gribe Millicent te krus, hvilke resulterede i at en god del af vandet kom ud over hans egen hånd. Han stak i et hyl og fik sat koppen på bordet før han styrtede til den nærmeste håndvask for at skylle hånden. Da hånden syntes at fået livet tilbage, vendte han tilbage til kæresten og gav hende et kort smil, som svar på hendes skulende blik. "Så lad os komme af sted." Med en arm under hendes, trak han af sted med dem. Ud af døren og op til vejen hvor han vinkede en taxa til siden. "Det vil gøre mig meget glad." Tilføjede han i bilen, mens den kørte til det nærmeste apotek.
Det glædede Stephen mere end hvad hun nok troede. For med den kunne de få hvilke problem det så var, ud. Uanset om hun var gravid eller ej. Det gjorde ikke så meget endnu, men de stod foran et enormt problem - i følge Stephen - hvis det var hvad lægen havde sagt.

Tankerne hvivlede rundt ...som biler i et lyskryds med atten rundkørsler..uden lyssignaler, det ville helt sikkert ende galt.
Hun satte sig i bilen med ham...og nikkede blot.
* gøre ham glad....hvilke et af resultaterne ? Der var sku ret stor forskel på A eller B lige i den test her.
Hendes mod krøllede sig sammen, og hun fik mavepine.
De hastede ind og fik købt hele tre test af forskellig slags og Millicent sad og krøllede den lille apotekerpose nervøst imellem hendes hænder...hele turen hjem.

" jeg vil gerne være alene på toilettet" bad hun og for,od han i stuen for at gå ud og tisse på strimlerne, helt nøjagtigt som vejledningen instruerede i.
Hun var så nervøs at hendes knæ rystede, og da hun var færdig, skulle de ligge i ti minutter, før man skulle aflæse dem.

Fælles var at en streg betød ,at der ingen baby var.
To streger betød, tillykke du skal være forældre.

Hun gik bleg ud til Stephen....og søgte ind i hans favn.
" Hvad er det vi laver?" Mumlede hun og puttede hovedet ind til ham.

Efter 10 minutter....hviskede hun..." Please...gå ud og læs...og fortæl mig hvad de siger"

Da de kom hjem, gik Stephen ud i køkkenet og undersøgte sin hånd, der ikke længere syntes at ligne en kogt kylling. Efter at have sikret sig at den havde det fint, satte han sig ind i stuen for at vente på at hun kom ud, med eller uden resultater. Da hun kom ud, var han ikke sen til at fange hende ind i sin favn og trække hende helt ind til sig. "Vi laver ikke noget, vi venter." Et let kys blev plantet på kinden, mens de sad og ventede. At glemme det var umuligt, men alligevel følte Stephen det gik utrolig hurtigt, da Millicent pludselig bad ham gå ud og tjekke de forskellige prøver. Efter at have kigget prøverne igennem op til flere gange, vendte han tilbage for at slå sig ned ved siden af hende. "Du må se langt efter dine vin flasker det næste stykke tid, hvis du vælger at beholde barnet ..." Stephen der i længere tid havde tænkt på det med børn, havde selv besluttet at uanset hvad Millicent ønskede, så skulle han nok give fuld opbakning.

" tak" hviskede hun til hans ryg , da han forlod hende og gik ud til prøverne, der lå som afgørende skæbne guides , til deres liv.
Millicent syntes det varede en evighed , men da han kom ind, skete det hele for hurtigt og hun følte h
un deltog i en spilefilm, hvor hun havde glemt sine replikker og alle ventede på hende.
Hun så skræmt på Stephen og hele hendes korthus faldt sammen, da han gav hende resultatet.
" et barn ? ... Jeg er gravid?" Mumlede hun smilede af hans overskud til at pjatte med vinen.
" der er ikke .. Fejl? Var det alle tre tests ?" Spurgte hun imens hun forsøgte at forstå.
En flamme begyndte at brænde og lune inden i, men hendes tanker var alt for forvirrede, til at bemærke den spirende varme følelse.
Det var for tidligt? Var det ikke?
" du gode Gud, Stephen ... Vi skal have en baby " sagde hun stadig i chok og forsøgte lede efter tegn på om han var ved at dø en smertefuld død?

"Alle tre test." Bekræftede Stephen, der ikke rigtig helt vidste hvilke ben han skulle stå på. "Der er jo ingen der siger at vi skal have det barn, der er ingen tvang." Han ville nødig fremstå som en der ville have barnet, der skulle være muligheder for hende, det var vigtigt, men hvis hun var indstillet på det, hvilke det lød som, skulle hun have sit barn. Ingen tvivl om det. Han skulle nok få det hele til at passe og klappe før eller siden. En pludselig meget besynderlig tanke ramte Stephen, mens han fortsat stod op. Bare den lille flig af tanken han havde fået, var nok for ham, til at skynde sig at gemme den væk og smække sin røv ned ved siden af Millicent. "Lad os bare kalde det et barn, for ligesom med dyr, fortsætter det jo ikke med at være lille." Tilfældige ord, fra en panisk mand. Tankerne skulle ikke fortsætte og han var endnu ikke ved at dø ved tanken om barn. Heldigvis.