Take me away ~ Stephen

Selv ikke Stephens manglende begejstring , kunne pille hende ned.Hun følte sig lidt som Rambo...i en ekstrem female version...og selv syntes hun det var både meget meget besynderligt - men også skægt at hun kunne det.Og det gav en ( falsk ) fornemmelse af at hun kunne tage vare på sig selv, hvilke hun ikke tilnærmelsesvis havde ret i.
" jeg ved ikke helt hvorfor jeg kan....jeg havde en trænings session med Thomas, i hans træningssal....og der fandt vi ud af det. og så har jeg vet lidt på egen hånd" svarede hun smilende, og nu hvor hun havde afledt ham fra det andet...håbede hun... Forsøgte hun igen at slynge armene omkring hans hals, efter at have lagt kniven ved sin side,

Kvinden ville kunne lave selvforsvar, det var efterhånden også forståeligt med alle de ulykker hun kastede sig ud i. "Så du tror at hvis du viser lidt tricks med den kniv, så skræmmer du andre væk?" Tanken morede Stephen, der tog imod Millicent. Bare tanken lød så håbløs at den passede til hende, for det ville ikke ham hvis hun faktisk troede det ville virke, men selvfølgelig ville han ikke punktere hendes glæde. Der var med sikkerhed også nogle idioter der sprang på den med begge ben og måske også mere.
Som var hun en anden dukke, placerede Stephen Millicent på sit lår med fronten mod sig selv, så han også selv fik lidt glæde af hendes pludselige omfavnelse. Hendes hænder behøvede for hans skyld ikke at flytte sig, men vigtigst af alt var at hun ikke flyttede røven længere væk end han stadig kunne nå hende ... fysik. Hvis det var mentalt, ville det kunne være alle steder, man at pille og røre, det var lige noget han kunne lide også uden det skulle misfortolkes.

Glad over hans interesse , steg hendes humør et par takter.
Hun havde efterhånden lært, at selv om det på overfladen så ud til at Stephen lod hende slippe afsted med stort set alt, og at det så ud til hun ( næsten) altid fik sin vilje, så var det langt fra sådan det hang sammen.
Jo - han kunne være meget eftergivende, når det galdt hende- men man skulle ikke tage fejl....han havde sin helt egen måde at styre både hende- og slagets gang på. Og det sjove ved det var....at han behøvede faktisk ikke store armbevægelser for at gøre det....med meget små bevægelser og direktioner, satte han hende på plads lidt efter lidt- og ret ofte hvis man så godt efter.
Og hun mærkede det...hver gang, fangede hun det.
Så nu fandt hun det tilfredsstillende at han halede hende op, og selv om hun vidste det ikke ville vare længe...ville hun nyde de fem minutter, hun måske kunne stjæle denne gang.
Så.....hun lænede sig frem og bøjede nakken ned over Stephen, for at kysse ham så lange omme i hans nakke, som hun kunne nå...imens hun skubbede sig en smule tætterer på.

Uanset om det var rigtigt eller ej, ville Stephen benægte Millicents påstande til sin død. Enten fordi han ikke mente de var rige, han kunne umuligt opdrage på hende hele tiden, eller så fordi han faktisk godt vidste det men ikke ville indrømme det over for sin egen stolthed, der til tider fyldt lidt mere end han egentligt ville indrømme. Der var alt i alt meget han ikke ville indrømme, hvis han kunne komme udenom det, men sådan var det ikke altid. Nogle ting behøvede han -heldigvis - heller ikke at skjule.
En kysse akt var for det meste noget der blev hilst velkommen, men Stephen var endnu gladere for det denne gang, af sine egne grunde, som han ikke ville fortælle. Måske på grund af sin stolthed, han havde ikke helt besluttet sig. Der kun sikkert også være meget andet, det mente han bestemt, så han havde det helt fint med sin lille stolthed og sin kæreste. Glædeligt omfavnede han hendes kærtegn og ville gerne have givet tilbage på en bestemt måde, men kom fra det, da det med sikkerhed ville føre til flere søde akter end hvad han syntes var godt.

Millicent satte sine læber til hans og som altid var det en strålende farveblandning at kysse ham.
Hun fandt tryghed ved at være tæt på ham, ved at vide hun var hans og så var der den lille fine bølgende følelse af begær , der altid skyllede igennem hende , når hun måtte kysse ham som nu, hvor hendes tunge gled ind mellem hans læber og pressede sin vej videre ind i hans mund, hvor hun smagte på ham..
Hun var forberedt på hans afvisning, ikke at hun ønskede den eller forstod den, men hun måtte prøve ikke at lade sig slå ud af den.
Selvom det var lidt svært, fordi... Tvivlen altid nagede i hende... Gjore hun noget forkert ?

Stephen tog imod Millicent med åbne arme, men lod som altid hende styre slagets gang. Ikke fordi han ikke selv ville, men fordi hun tydeligvis var langt hurtigere på aftrækkeren, når det handlede om at komme ind og smage. Ellers ville han da gerne, men der var ikke rigtig plads. Han følte sig gammel og langsom, men han fik en masse ud af det. Han kunne koncentrere sig om at holde deres kroppe sammen, mens hun fik ordnet det andet, det syntes han var vældig smart! Det var ligesom at slå to fluer med et smæk og det blev gjort ordenligt for hvis man både skulle kysse og holde i hånden blev det sikkert meget besværligt.
Inden Stephen drev for langt væk på dén tømmerflåde, kastede han sig over hende, næsten bogstavligt. Efter at have fået flyttet rundt på dem, skubbede han Millicent ned på ryggen og sig selv ovenover, hvor han hang i armene og kunne ikke undlade at give hende øgenavnet som sugemalle.

Hun nød det også.
Det var lidt som at få 'fri leg' på verdens bedste legeplads.
Og hun kunne tilbringe evigheder med at smage,slikke og kysse på ham....jaaa fordi det gav en dejlig kriblen i hendes krop, men ....mest af alt fordi det var Stephen, g hun ville lære slt omkring ham at kende....og meget gerne gøre sig fortjent til ham.
Et par gisp var tegn på, hun lige mistede lidt luft, da Stephen en smule hårdhåndet fik dem i en helt anden position, og hun nu kunne op...og ind i hans øjne.
Måske hendes egne havde et lille sløret skær på dettte tidspunkt, men så holdte hun udelukket Stephen ansvarlig for dette.Ham...og hans krop.
Hun lagde hænderne på hans lænd og dryssede sine nusserier udover ham.
" du er så dejlig " mumlede hun op i de brune øjne...inden hun lukkede hans mund med endnu et kys.

Stephen diskuterede i for lang tid med sig selv, om han skulle tilbagevende komplimentet. Millicent lukkede hans mund og så kunne han bare hænge der med en sugemalle i næbet. Noget han altid havde drømt om og nu skete det! Pænt begyndte han igen at trække sine tanker i land og gemme dem væk. Der var i følge hans hoved andre mere interessante sager at forholde sig til. "Forsøger du at kysse mine læber ømme eller hvad hedder dit projekt helt præcist?" Han vippede hoved på sned og betragtede indgående Millicent. Det kunne lige line hende at gøre det, selvom han ikke troede på det, modsigende, men i hans hoved gav det mening.

Hun standsede sin nussen på hans lænd, ved hans ord og kiggede lidt søgende på ham.
Årh, hun havde så svært ved at læse den mand..hvorfor mon det var? Enten var hun bare blottet for mande talent, ellers var Stephen ganske simpelt vanskelig at kigge ind i.Det var svært at vide, da hun ikke lige spadserede rundt og forsøgte nærlæse andre mænd.
" J- jeg....ville egenlig bare kysse dig..lidt" lød det undskyldene fra hende.
Ømme læber....hun havde da en rigtig god læbepromade han kunne låne...hodt nok i coral farvet, men hey.....alt klæder en engel.
" Er der noget galt?" Spurgte hun og mærkede et stik i sit bryst...som hun på ingen måde havde tænkt sig at blotte...altsår ikke brystet med viden om det lille stik.

At være oversensitiv kunne man roligt kalde Millicent, det mente Stephen, der små grinte over hendes spørgsmål. "Nej, på ingen måde, fortsæt bare." Men han så også sit eget snit til at vende rutinen om, så han strakte sig ned efter hendes læber. Så håbede han at han fortsat kunne være den øvre del, gæsten. Han sikrede sig, eller forsøgte, at gøre det klart for Millicent, at hun endelig ikke skulle tro at han ikke ville kysse hende. Han ville kysses hele tiden når det galt hende, men det var en der lå inde i den meget store jeg-er-for-stolt-til-at-indrømme-det-skål. Det var nok mere en balje eller en stor spand, men idéen forblev der og det var det vigtigste. "Du skal ikke lyde som om du gør noget forkert, jeg skal nok sige det hvis du gør."

Hun håbede hun kunne regne med hans ord, og hun strakte lydigt sin mund til ham.
Igen den her mikstudvafet flemmehav der antændtes, og et skib der kom sikkert og tryg i havn...hvor forudroligende at han kunne have denne effekt på hende.
Hun kyssede ham et par gange...let og luftigt og lod hænderne finde ind under hans tshirt, men bare på ryggen, hvor hun dovent trak spidserne af fingrene lidt op og ned.
" lov mig det!.....lov mig at sige det...eller rette på mig, eller hvad der nu skal..til" sagde hun med lidt skrøbelig stemme.Ja....oversensitiv....eller bare meget opmærksom på diverse vibrationer...af nysgerighed, af usikkerhed og af begæret og kærlgheden til ham.

"Det lover jeg højt." Det var tydeligt at Stephen ikke tog det nær så alvorligt som Millicent gjorde, ikke tilnærmelsesvis, men han kunne heller ikke se grund til det. Han havde det godt hvor han var og skulle nok trykke på den røde knap hvis der var noget, hvilke han ikke forventede ville ske inden for de kommende mange dage eller uger. Det var muligvis optimistisk, men hvordan skulle man ellers klare sig igennem nat og dag? "Ellers kan du jo se på min aura." Gryntede han pludselig ikke helt så livlig mere. Den huskede han og ville ikke mene noget andet om hendes evne, før det modsatte var bevist. Det var sikkert også godt det bare fortsatte sådan, for Stephen ville ikke have Millicent ud i noget farligt, det havde hun prøvet, men han vidste det ville ske før eller siden. Hun var normalt selv meget god til at opsøge problemerne og de var ikke ligefrem små. Dem ville han, i hans egen hjemmelavet skala, kalde meget store og næsten katastrofale.

Hun beklagede sig...dog med smil i øjnene.." stephen...du sender blandede budskaber...og du skal holde op med at drille mig.Jeg hr en virus i kroppen og du skal være sød" fightede hun meget unfair tilbage.
Hun kyssede hans kind og legede med en hårlok der faldt frem, ned i panden på ham..
" Jeg bestemmer ikke selv hvornår jeg ser auraen...den kommer i glimt.det er noget af det jeg også træner med Thomas...jeg har lånt en kæde , og med den på ser jeg aura med det samme nu, men kæden er jo magisk...og jeg får symptomer som hovedpine og en mærkelig krop når jeg bærer den forlænge.
Hvad ville din aura afsløre om dig...lige nu...hvis jeg trak den frem!" Spurgte hun nysgerrigt og nappede efter en øre flip.

Det måtte være spørgsmålet til en million kroner! Stephen skulle lige til at sætte sig i gang med en lang finurlig tankerække, da svaret kom som sendt fra himlen. "Jeg tror den ville være rød, rigtig lyserød af kærlighed." Det var ikke svaret på spørgsmålet, så det fiskede han også frem, selvom det stadig gav en endnu ikke helt kendt smag i munden. "Jeg tror den vil lade dig vide at jeg elsker dig." Store ord fra en lille mand, var det ikke sådan man sagde? Ordsprog var ikke altid Stephens stærke side, muligvis fordi han ikke fandt dem interessante. Han levede for musikken - og nu Millicent - det havde folk sagt og helt slemt var det blevet da verden burde være faldet sammen.
"Tror du det er rigtigt?" Stephen lage hoved på skrå og betragtede Spørgende Millicent. Hun burde være den af dem der vidste det bedst, selv skød han bare rundt i luften og håbede han ramte noget der ikke var det forkerte.

Hvis hun kunne smelte som chokolade over en lun flamme, ville hun blot være en meget tynd smattet klat der lå tilbage nu.
Hendes øjne glitrede på det nærmeste og hun halede Stephen ind til sig.
" Det lyder meget rigtigt" mumlede hun , uden at have tænkt sig at deltage i en længere dialog omkring aura farvesammensætnig, desuden havde hun aldrig set en aura der afslørede kærlighed for hende.Kun begær....ingen havde elsket hende, ikke før Stephen.
Jo...hendes forældre, men dengang kunne hun jo ikke læse aura.

Millicent kyssede ham, og havde lagt begge hænder på hans kinder.
Hun fangede hans øjne, og så et øjeblik bare ind i dem...inden hun fik sagt de ord der var ved at kvæle hende , ved st ophobe et rent følelseshav i hendes hals...
" Stephen...jeg elsker også dig... " Hendes øjne brændte i hans, og viste kun ærlighed og kærlighed til ham.
Millicent blev ramt af generthed, og rev sig ud at hans blik og gemte sig ansigt ved hans hals...med snuden presset derind..." Altid....for altid" hviskede hun om sin kærlighed til ham.

Underlige øjeblikke kom altid, men Stephen syntes dette var ekstra slemt. Tærkrummende. Det med at give en kærlighedsærklæring var stadig underligt og det blev ikke mindre, da Millicent holdte hans hoved fast og bare gloede uden at sige noget. Det var som en enorm spænding der blev forløst, da hun svarede ham og kort efter krøb ind til ham, så han ikke skulle blive ilde over hendes stirrende tavshed. At den ikke havde været spørgende og undrende, var værd at huske. Hvis Stephen havde troet det ikke kunne blive mere romantisk, måtte han indse at det kunne det, da Millicent tilføjede ord der hvor hvert bogstav næsten dryppede af lyserød glasur og slyngplanter med røde rose. Tolv langstilket roser.
Hendes nye stilling, gav Stephen mulighed til at ændre lidt på sine armes stilling, så de lå mere afslappet og omfavnede omkring hende, mens han pressede hende ind mod sig med blikket rettet mod havet, hvor blide bølger slog dovent mod kysten. Kedeligt og anonymt, ligesom i historierne.

Hun havde mest lyst til at blive der...lige der...resten af deres ferie, men det ville give...komplikationer.Lets face it...alene toiletbesøg ville blive meget kreativt, og hvad hvis virus vågnede? Og før eller siden ville sulten også melde sig, så nej....hun kunne ikke sidde hos Stephen resten af ferie.
Æv.
Hun kyssede ham en enkelt gang på halsen , men blev ellers hængende på bedste pandastyle, og sukkede tilfreds, da Stephen trykkede hende ind mod sig.
Ja...hun havde sagt ordene højt, de tre særlige ord.Og det føltes rart.Rigtigt.
Men kendte man hende ville man vide, at hun ikke ville sidde og viske dem til ham hver dag.
Ord som disse ville falme, ville miste farve og betydning- hvis de altid lå fremme i solen.
De skulle stråle og give en helt særlig smuk kulør, når man fra tid til anden, fandt at man ba måtte sige det...udrykke sin kærligehd, men ellers skulle man ikke gå og flashe med dem.

Hvis Stephen var tankelæser - hvilke han heldigvis ikke var - ville han have rystet på hoved og sagt noget i dur med, at hvis bare det var den rigtige person der sagde det, så ville det være lige meget hvor mange gange de blev sagt, men han var ikke tankelæser. Hvis det alligevel var tilfælde, var han med sikkerhed en elendig en af slagsen. Det ville være en skam for tankelæser samfundet at have ham eller også skulle han under kraftig oplæring.
Med sin panda unge (eller sugemalle) klæbende op til sig, brugte Stephen på at fortsætte med at glo ud i luften eller ud over vandet med tankerne drivende rundt på en båd midt ude i middelhavet, hvor han lå i en lænestol og tænkte og filosoferede over alle verdens spørgsmål eller bare Stephens spørgsmål. Et af de mange spørgsmål, var hvad han havde set i sin forrige partner. Millicent syntes at passe næsten for godt, så enten måtte han smag have været skrækkelig dårlig eller også havde han bare fundet ud af at de der nordiske kvinder på ingen måde var ham. De drømte om varme lande og blive brune, men havde sæler og isbjørne i baghaven.

Hun snusede ind...og denne gang duftede han perfekt...igen...af ham selv.
Det var herligt...og kvalmen var væk...og Stephen elskede hende....hende!
Det kunne umuligt blive bedre end dette.
" Nå....hvornår må jeg så møde din familie?"
Det var et meget uplanlagt spørgsmål...et der nærmest stillede sig selv , inden det var tænkt igennem.Men..udsprunget af hendes underbevidsthed for naturligvis ville hun gerne hilse på dem...engang.
En lille flok af engle, det kunne da kun være hyggeligt, ik?
Hun trak sig en lille smule ud, bare nok til at genetablerer øjenkontakten med ham.
Han ville helt sikkert ikke finde ideen skide god...så hun måtte mørne ham langsomt op, startende nu.

Stephen skar en grimasse, da Millicent nævnte hans forældre. Han brød sig ikke om at de allerede skulle på banen og nævntes, de havde jo ikke været officielt været sammen mere end i en uge, så var det ikke at være lige hurtig nok på hesten? I hans forrige forhold, havde hun aldrig mødt hans forældre, men det var af andre vigtigere grunde. Det eneste Stephen denne gang kunne frygte, var at Millicent kastede sig i armene på hans far. Det eneste problem med en far der var cirka samme alder som en selv. "Okay, men hvis du skal møde dem, har jeg et krav." Han gjorde en dramatisk pause, før han fortsatte. "Du skal have bind for øjne, så er jeg sikker på at du ikke pludselig hopper i armene på ham." Med det sidste tilføjet, forventede Stephen at Millicent ville kunne gennemskue hans lille joke ... og ikke gav noget tilbage! Millicent skulle have lov til at se hans forældre, det kunne han ikke rigtig komme udenom. Desværre.

Millicent var henrykt.Tænk at Stephen indvilliget i det allerede, det var langt mere end hun lige havde turde håbe på.
Hun var derfor næsten parat til at imødekomme hvad end han måtte have af krav, men måtte alligevel hellere lige høre hvad det var...bare for god ordens skyld.
" Et krav..jamen dog, og hvad er så det?" Krævede lille nysgerrighed at få svar.
Og uanset om hun fik de første 100 gær, ville pointtavlen havde blevet ved at lyse på 0.
Millicent hævede brynene i forbløffelse.
" Bind på....kaste mig i armene på ham? Øøhh...er det din far du taler om?"
Hun så stadig noget forfjamsket ud.." Stephen, skat? ...jeg har lige fortalt jeg elsker dig....hvad skulle jeg så lave i en anden mands arme, og så enda din...far?"
Hun kom til at smile , og lagde sit hoved lidt på skrå .

Det var ligefør Stephen blev forlegen. "Nej, men hvis du syntes jeg er pæn, hvad tror du så ikke om min far?" Svaret var taget ud fra luften, fra en tilfældig reol, hylde og sted. Det var sikkert heller ikke interessant. Alle vidste at en del ting kom fra gener og så var der ikke nødvendighed i at vide så meget mere. "Du kunne ..." Han stoppede sig selv og blev hurtig enig med sig selv, hvis han allerede mente det hele var lidt små pinligt, så skulle han absolut ikke tilføje mere. Det ville kun gøre ham forlegen når det hele var kommet til slut.
"Men hvis du ikke fejler noget alvorligt, så ser jeg på det når vi kommer hjem og aftaler noget." Stephen kiggede på Millicent, ind i hendes øjne. "Vil du være glad for det?" Det ville sikkert betyde noget for hende, hun ville sikkert elske at få en svigermor der sikkert gerne ville lege mor for hende. Faktisk var Stephen meget sikker på det, noget han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige til.

" pæn? pæn ? ...." Hun begyndte at le..." Du tror jeg synes du er pæn? ?"
Millicent rystede på hovedet.For fanden da, hun syntes jo han var gudeskøn og ulovlig lækker, så meget at hun havde svært ved at tænke helt rationelt, selv når manden var påklædt.
" altsår Stephen, jeg syntes du er ...ulovlig lækker" indrømmede hun," men jeg kan ikke helt se at det skulle kunne drive mig i armene på din far.Desuden er han da al for gammel til mig" smilede hun og tænkte det hele lidt igennem.
" Jeg kunne..hvad ? " opfordrede hun til at han sluttede sin afbrudte sætning, og bagefter
nød hun en dukkert i hans brune mørke og fortvivlende smukke øjne.
" ja...det vil jeg være meget glad for" -Holdte hun sit svar simpelt.
Hun vidste godt at det var en håbløs romantisk drøm , der blev pustet en smule liv i- og ja....den eneste mulighed for at være en del af en familie- udover at skabe sin egen naturligvis.
Men om Stephen så var helt alene, uden familie og uden venner....og var steril, så ville hun ikke elske ham en centimeter mindre.

Ulovlig lækker, var der noget der hed det? Stephen sad kort og spekulerede over den ellers ligegyldige information, næsten ligegyldige. "Er du lækkerheds politiet?" Han kunne ikke lade være at grine lidt over det og give hende et lille klem omkring hendes nakke. "Du kunne ikke noget, du får dem at se og så ikke mere i det emne." Slog han fast. Han ville ikke have hun skulle grave videre i hans tanker. Det kunne hun forhåbentligt ikke med ord og selv med ord ville han heller ikke tillade det. Det ville blive for grænse overskriddende for ham.
For at give også en fysisk afslutning på emnet, gav Stephen Millicent et længere kys på munden. "Men jeg kan ikke love noget om hvornår." Tiden var sikkert det mindste problem, det største var sikkert ham selv, men det ville han ikke sige, men Millicent vidste det sikkert.

" ja...det er jeg faktisk..." Hun fik en sjov ide....og når de var kommet hjem igen...kunne hun udfører den, og drille ham lidt.Hun havde nemmelig ageret temmelig sexet betjent, på et af de efterhånden utallige fotoshoots...og for sjov havde hun beholdt det ..underholdende...outfit.
Så skulle hun vise ham ' lækkerheds politi'!

Millicent fornemmede hans alvor...hans modstand, og en tanke opstod.
Havde hans far engang haft noget kørende med en af Stephens damer? Tanken brød hun sig ikke om, ikke en eneste del af den.
Hun hviskede imod hans mund" Okay...sweetie...så er den ikke længer, jeg får dem at se..og så er det det" føjede hun ham og tog imod et kys.
Hendes tænder lukkede sig og bed sammen om hans underlæbe...og hun trak forsigtigt i den.
Skøre mand! Hvis han havde traumer, hvorfor lod han hende så ikke hjælpe sig?
" det skal nok gå Stephen....der vil trods alt være en betjent tilstede" drillede hun lidt.