Take me away ~ Stephen

Helt nye billeder skød op på Stephens nethinde, da Millicent åbnede sig op og forklarede. Det hele lød ikke så tosset og præcist ligesom en hver anden person der havde drømt om at have en kæreste. Det var en stor hemmelighed at han også en gang for mange år siden selv havde haft det lidt på samme måde. Kæreste var ukendt land for Stephen da han var lille og ikke før han kom op på de tyve og han stoppede med at vokse, fandt han sin nordiske kæreste, hvilke blev et mærkværdigt forhold, især i den sidste akt. "Men hvad vil jeg så ikke bryde mig om?" Spurgte han halvt drillende halvt alvorligt. Han ville gerne vide hvad hun havde i tankerne, men havde heller ikke tænkt sig at holde hende som en hund i stram snor hele aftenen. Det ville næsten blive sørgeligt for hende og hvis det var hendes første gang ville han gøre sit yderste for at det blev en mindeværdig aften.
Der kom et mindre udbrud fra en misfornøjet Stephen, da Millicent skubbede ham ned, men det blev kort efter erstattet med et tilfreds suk, helt ned i lungerne, da hun satte sine læber for hans og druknede ham i hår. Måske var det sidste ikke nær så fantastisk som det første, men der var alligevel noget specielt ved det, noget han sikker altid ville huske som noget Millicent gjorde. Langt blondt hår i en flod lige ned i ansigtet. Det var et minde der var værd at gemme på, det var det meste. Som altid, som næsten var blevet rutine for ham, slog Stephen armene om hende og trak hende ind til sig, for at få mere ud af kysset og hende. "Så håber jeg at kunne gøre dit første bal med en kæreste til et minde du sent vil glemme." Noget så romantisk havde han nok ikke sagt de sidste par timer. Bortset fra det 'jeg elsker dig' han havde fået indført før, kunne han ikke huske det siden sit sidste forhold, som var ved at gå i glemmebogen. Heldigvis. Det var ikke noget rigtig at mindes, for det havde langt fra været nær så romantisk.
"Men skal vi så også have matchende tøj eller behøver vi ikke at gå helt så langt?" Hvis Millicent ville have det, skulle han nok gøre det, men ellers havde han selv et fint jakkesæt i skabet, der var sort, så han ikke brød sig for meget ud i mængden af mennesker og hvad der ellers ville befinde sig til festen.

Hun gav ham mere, mere af sig selv, mere af hendes kys og mere af sin tunge der listede ind i hans mund og slikkede ham hen over hans tunge.Følelsen tændte hende, selv om hun ikke viste det...kun måske ved at trykke sig lidt mere ind til ham.
" hvad du ikke vil bryde dig om? Jaa altsår...hvis nogen vil kysse og kæle?" Hun huskede sidste bal, som Marcs blikfang...det havde ikke forhindret William i at ville have hans fem minutter, og Millicent var faldet i...og havde eftergivet dem.
Det ville hun ikke gøre igen, nu havde hun Stephen, og hørte til hos ham....og hvis nigen forsøgte noget, ville hun fortælle dem det.
" Bare at følges med dig...gør det særligt" svarede hun og jo jo...det kunne godt lyde lidt lyserødt, men for pokker...han havde fået sådan et solidt tag i hende, hvorfor dog lyve om det?
Hun glædede sig ti gange så meget, fordi de var sammen nu...rigtigt.
" nej...du gode gud....vi skal da ikke sykroniserer vores tøj....hvor er spontaniteten så? Vi er jo eller ikke 99 år...eller jeg er ikke" drillede hun ham.
" jeg finder en fin kjole og sætter håret pænt op...og du tager noget...pænt på, så bliver vi perfekte"
Hun var ret så sikker på at Stephen ville ligne en million, uanset hvad han trak i.
Selv almindelige bukser og tshirt, var for lækkre på ham.

Stephen smilede svagt under Millicent. "Selvfølgelig vil jeg slet ikke tillade det, kun med mig" Mumlede han mod hendes læber og gav hende et let klem. Han blev endnu mere glad, da hun sagde at han ikke behøvede at klemme sig ned noget hvidt eller blåt. Så kunne han godt lege anonym mens Millicent var skønheden i det vilde skrud. Det lettede lidt på det hele. "Godt, jeg kommer bare i mit klassiske, så kan du klæde dig så vildt ud som du vil." Så var de på plads, så kom de ikke iklædt nord og øst. Så var både tøj og titel klargjort, så mente Stephen ikke der var mere de kunne gøre. De de lige havde aftal var selvfølgelig heller ikke en nødvendighed, men det havde nu været sjovt at aftale.
Hvis Millicent var færdig med at kæle og kysse, ville Stephen gøre et nyt forsøg på at få sit hoved op på hendes mave, ved at dreje rundt efter at have placeret hende i sin ønsket position. Efter det, ville han så ligge sit hoved på hendes mave, men hvis hun ikke ville have det, ville han slukøret blev nikkende og gøre et stort nummer ud af at lave et mut udtryk.

" Det ville da også være et lidt spøjst forhold, hvis du var på det rene med sin kæreste stod og kæledeed en anden , godt nok er det vældig moderne i tiden at... Dele... Men jeg tror ikke lige det er ... Ja, det er I hvertfald ikke noget for mig " konkluderede hun imens hun grublede over hvad der fik par til at besøge swingerklubber ? De var vældig populære og der opstod flere og flere af dem, men Millicent mente at man nok ikke var ret meget forelsket hvisken slæbte sin kæreste med, for at skubbe ham eller hende i armene på en anden ?
Hun nikkede til Stephen " jep, men Stephen ... Jeg kommer nu ikke i noget .. Vildt , jeg skal mol finde noget pænt men jeg vil ikke tiltrække unødvendig opmærksomhed, hvis det er okay ?"
Det kunne jo rent faktisk være at han håbede en model kæreste ville gå tøjamok og få alle til at stirre , men ikke lige hende, hvis det kunne undgåes.
Hun lod ham ligge sig på hendes mave , det gav en dejlig rolig fornemmelse og med et smil på læberne, nussede hun igen i hans hår.

En tilfreds lyd, slap ud fra Stephen, da han fik lov til at ligge sig på Millicents mave og hun begyndte at klø rundt i hans 'pæls'. Det gav en behagelig følelse, selvom han stadig skulle vende sig til at hun konstant stak hånden op i hans hår. Det ville der sikkert gå lang tid til, men han kunne lige så godt begynde, for før eller senere ville det nok lykkes ham. Ligesom alle andre dyr der bare så det som en selvfølge. En vane. "Bare du kommer, så kan du komme i dit malertøj eller morgenkåbe, det betyder ikke noget for mig. Hvornår skal jeg egentligt hente dig?" Det gjorde man vel. Manden hentede kvinden, sådan var det altid på film og lige dér, var det sikkert ikke så meget anderledes fra den virkelige verden, med mindre der ikke var nogle bil at køer i. "Vi kan selvfølgelig også mødes på stedet, hvis du finder det bedre." Fortsatte han med halvt lukket øjne.

Hun kiggede op og missede med øjnene mod himlen.
Mon Stephen altid planlage alt så god tid i forvejen?
" hvad tid du skal hente mig? Well...jeg vil sige det er meget afhænig af hvad tid vi skal være der...og hvor langt det ligger? " hvad havde han lige forventet hun skulle svare, hun havde jo ikke selv set invitationen.
" jo tak, du må meget gerne hente mig...det er langt mere hyggeligt, og dejligt hvis det skulle regne, det ville jo ødelægge både hår og kjole.og ville være ret typisk for hendes manglende held, nu hun tænkte over det.
" hvor stort et selvskab er det? Kommer der mange?"

Hvis ikke Millicent i første ombæring havde bragt emnet på banen, så ville Stephen sikkert heller ikke have fortsat, men de kunne lige så godt få det ud af verdenen nu, for så at glemme det og kunne snakke om de samme igen på vej hjem i flyet. På den måde havde de det samme samtale emne to gange, vældig smart i følge Stephen, hvis han nogen sinde havde tænkt over det, men hans hoved var fyldt med noget andet. "Jeg tror cirka vi bliver et par hundrede stykker, det svinger meget." forklarede han og strakte sig mageligt. "Det er en fest som hyldest for forskellige ikke helt så kendte musikgrupper. Altså som en slags støtte, tror jeg. Er ikke helt sikker på det, vi plejer bare at kalde det bal, uden faktisk at være klar over hvad det egentligt er." Han grinede lidt ved tanken og lukkede så øjne. "Jeg henter dig klokken halv syv, vi middagen starter klokken syv, hvor efter der er musik og dans for rasten af pengene og sikkert også et glas eller to af et eller andet dyrt stads." Sådan var det altid. Skræmmende formelt, men meget hyggeligt når man havde nogle at være sammen med, noget Stephen ikke skulle bekymre sig om dette år.

Hun syntes det lød fantastisk.Det hele enda.
" det lyder skønt....det er hermed en aftale"
Hmm nu når de alligevel snakkede så godt, var der en lille enkelt ting, hun skulle have fortslt Stephen.Måske han ville være okay med det? Ikke at hun var det selv....helt...men hun var også så stædig.
" Du...Stephen..skat...der er noget jeg lige vil fortælle....du ved Thomas hjælper mig med at undersøge min fortid....og ja...vi havde brug for en tjeneste fra en fyr....en stor tjeneste...og "
Hun nussede ham lidt ned af halsen...måske han blev ved med at være rolig...." Thomas skulle betale noget profit af et eller andet...og jeg....jeg skal stille op til nogle tests....60 timer tror jeg det var...det er omkring min evne til at se aura" forklarede hun nærmest som en undskyldning.

Stephen blev straks mistænksom, da Millicent begyndte at fiske rundt i andedammen. Han lyttede efter og endte ud med ikke at forstå noget som helst. "Hvad mener du? Jeg forstår Thomas hjælper dig med din fortid og så stod jeg af for rasten." Tanken om at skulle måske være vågen i 60 timer lød helt urimeligt og bestemt også trættene. Bare tanken fik ham næsten til at falde i søvn, men det kunne da umuligt passe. Så lang tid kunne heller ikke være sundt og det var ingen søvn test. "Gider du forklare med lidt flere ord." Bad han, stadig med lukket øjne men ørerne på stilke. Var det pludselig blevet en jobsamtale han var kommet til og hvad skulle de bruge denne 'fyr' til? Kunne de ikke bare gå ud i skoven og hygge et fyr-træ? Tanken blev tænkt med et usynlig smil, mens han spændt ventede på svar.

Millicent tog en dyb vejrtrækning... " jo...vi skulle bruge en dyr maskine...meget dyr...en der kan måle magiske ting...den skulle afsløre om der var sådan noget involveret i branden..."
Det var vigtigt at Stephen forstod at der var en grund...en god grund...til hun var havnet i Hadrians kløer.
" det er ikke ud i et...alle de timer, naturligvis ikke, men Hadrian har på en måde råderet over mig...kan tilkalde mig når han vil...til sine små tests...der er dog to klausuler...det ene er at det ikke må støde sammen med mit job, han skal planlægge uden om det....det andet er at testene ikke må bestå af nåle og skalpeller"
Det hele lød jo...grumt...og for st lette lidt på det...tilføjede hun " Han sender en bil og kører mig frem og tilbage"

Så langt så godt, men der manglede endnu at blive svaret på nogle spørgsmål og Stephen var ikke sen til at tage fat i hvad han syntes var vigtigst. "Hvad vil denne maskine helt præcist gøre og hvilke test er det?" Det var to vigtige og derefter en knap så vigtig en, men alligevel noget der kunne ligge lidt flere brikker i spillet. "Hvad bliver min rolle nøjagtig i det her? Kan ikke se den." Der var en masse andre, men hvis det ikke skulle ende ud i et spørgeskema Millicent alligevel ikke kunne huske, valgte han at holde det nede på tre, for så at spørge om mere bagefter, men ... den tid sov og måske blev det slet ikke nødvendigt at spørge om alle de ting, simpelthen fordi svarerne var kommet. Om det blev en mulighed kunne kun svarene svare på.
Efter at have spurgt om alle spørgsmålene, havde Stephen åbnet øjne og rullet om på maven, for bedre at kunne se på Millicent. Det gjorde man når man snakkede sammen og jo mere alvorligt emnet var, jo vigtigere var det, eller var det bare en idé han selv havde fået? "Hvorfor ..." Han stoppede op og tøvede, før han besluttede sig for at droppe spørgsmålet. Svaret var åbenlyst.

Ja...nu var hun jo ikke en tøs for ingenting.Hun var ret sikker på at Thomas havde beskrevet det for hende, optil flere gange , hvordan maskinen virkede...men det var så teknisk, og hun var kun interesseret i resultatet.
" Ja...jeg kan ikke lige helt huske det, Stephen...men man trykker lidt på nogle knapper, og bupti....noget med auravision...et eller andet" smilede hun skråt, da han vendte sig om.
Og ja....en tøs...og en der ikke brød sig om smerte...hun var mest fokuseret på ikke at blive stukket eller skåret i..eller få væsker injiseret i sin krop.
" Alt der ikke gør ondt, vil jeg tro" svarede hun ærligt.
" jeg har ikke været til den første endnu, så jeg er selv en smule nervøs over hvad det er, men ...det burde være okay"
Personligt havde hun bare svært ved at forlige sig med at være forsøgskanin eller testperson...et objekt som andre skulle øve sig i at forstå.

Stephen så ikke ud til at tiljuble det nær så meget som Millicent, han lignede nærmere en der lå i den helt anden ende, hvilke han også gjorde. "Så min rolle er at benægte dig det?" Han var på ingen måde glad for 'så trykke de på nogle knapper, noget aura halløj og wupti ...' hvad så?! Han kunne nemt have fundet en spydig bemærkning, men undlod det. Der var ingen grund til at begynde en krig så tidligt i deres forhold, selvom det nok ville blive umuligt, med mindre han fik lidt mere information omkring disse test. Stephen havde ingen planer om at smide Millicent ind i nogle maskine af nogle art, om han så selv skulle binde hende fast til et eller andet sted. Så hellere lade det være i det ukendte. En ny næsten komisk tanke ramte ham. Nu var det mænd ... igen. Hvilke race mon det var denne gang, flere vampyrer? Han tvivlede på det, men man kunne aldrig vide med Millicents bekendtskaber, de var både til højre og venstre.

Millicent så helt fortabt ud...hvordan skulle hun sige det?
Der var ingen vej ud af det...hvis Stephen nægtede hende at gøre det, ville de med garanti tage hende med tvang.
" maskinen sender nogle stråler ud ...og gør et eller andet....men ikke med mig, Thomas kan i princippet styrer den alene, Stephen. Maskinen skal undersøge resterne af det nedbrændte hus...og især området omkring min seng"
Hun strøg ham over kinden... Det var også unfair, alt det møg hun bragte med sig.
Hun så lidt væk...og udover havet...." testene hos Hadrian er han pris for at låne os maskinen, han vil vide mere om min evne til at læse aura....det gode er at jeg får adgang til resultaterne...dem kan jeg jo selv bruge, ik?" Hun forsøgte virkelig.
Thomas vsr jo vampyr, hvilke betød de rendte rundt om natte , når de skulle undersøge stuff eller træne. Hadrian var bare en fyr....stor og mægtig, men stadig menneske.

Jaja, det kunne godt være, men Stephen brød sig stadig ikke om idéen. På ingen måde. At de skulle undersøge selve stedet generede ham ikke, de kunne undersøge alt hvad de ville, men problemet kom når de skulle bruge hende, Millicent. "Det er ikke os der skal låne den maskine, det er dig!" Udbrød han heftigt og trak sig op at sidde og kastede selv derefter et blik ud over havet. "Jeg vil ikke rodes ind i det her før jeg skal hive dig ud af det." Fortsatte han, fuldt overbevist om at det ikke ville hjælpe på nogle måde, det ville ikke give andet end skade og det ville han ikke tillade. Stephen havde ingen interesse i at være overbeskyttende, men heller ingen når det handlede om at få Millicent skadet. Hun skulle gerne holde en hel del år endnu, mange! Menneske eller ej, det havde hun bare at gøre.

Hun greb fat i ham og forsøgte at hive lidt og vise ham hun ville have ham op til sig, da hun selv sad helt op nu.
" Ja...jov...det er mig" mumlede hun...og derfor var det også helt urimligt at Thomas måtte betale med en del af hans indtægt, for at hjælpe Millicent.Ham Hadrian gav ikke ved dørene, det var helt sikkert.
" Du behøver ikke redde mig....du skulle bare vide det, jeg vil ikke skjule noget for dig" sagde hun lavt og tænkte at det stort,set var sandt...med få enkelte undtagelser, men de var for hans egen skyld...hvis hendes mistanke viste sig at holde vand.Så måtte hun beskytte Stephen...og deres liv.Andet var der ikke at gøre, med den lille virus.

Efter ønske fra Millicent, satte Stephen sig hen til hende, men uden at gøre klar til at hun kunne ligge sig og gnuppe op af ham. Det var han slet ikke interesseret i gældende stund. "Du har slet ikke tænkt over hvad der ville ske, hvis der skete en fejl eller der kom nogle ubehagelige efterfølger?" Det var dér alle hans bekymringer lå. Måske ville nogle sige det var overdrivelser, men hvis man ikke kendte til det. Ofte var han frisk på at prøve nye sjove ting, men ikke når det kunne ende ud med noget man på ingen måde havde bare et billed af. "Hvad vil du gøre hvis jeg nægter dig at gøre dig?" Han ville sikkert tigge og bede hende om ikke at gøre det, nægte var lige i overkanten, når man tænkte på hendes alder, men man skulle aldrig sige aldrig og det gjorde Stephen så ikke. Han forstillede sig allerede de værste skrækscenarier.

Hun så en smule forskrækket ud.
Hvis han gjore det, ville der elt sikkert blive problemer, og han ville blive nød til at face Hadrian.
Thomas ville sikkert være helt lige glad, men ville også undlade at løfte en finger til hendes fordel, hvis hun selv valgte at bakke ud.Hun havde jo selv godkendt dealen.
" Stephen...baby..." Hun forsøgte virkelig al det hun kunne, og lod han hende ligge armene omkring ham, ville hun trække sig selv ind til ham.
" Hvis du nægter mig det....så tager de mig alligevel" sagde hun lidt flovt, pludselig lød aftalen så...dum.
" Men jeg tror altsår ikke det bliver farligt...Thomas ville gå med, ikke hver gang med ind i mellem" prøvede hun at bløde op for ham.

Ingen arm og ingen positiv respons af nogle form. "Hvorfor skulle de tage dig alligevel, kan de ikke bare finde en anden til at lege forsøgskanin?" Der var sikkert masser af andre der gerne ville vises ind i den overnaturlige verden med vampyrer og dæmoner. "Hvad så hvis jeg nægter dig det og derefter bortføre dig?" En let sitren fra et ufødt smil trak i Stephens mundvige, før det forsvandt. Han kunne hurtigt finde på steder at bortføre hende hen, men ville det virke? "Hvad ville du vælge, hvis du havde valget mellem mig og dem?" Det ville sikkert aldrig blive aktuelt, for han havde allerede afgjort med sig selv at hvis hun virkelig ville, så skulle hun også, ikke fordi han ville gøre det med sin gode vilje, men hun var ikke hans bamse. Desværre. Spørgsmålet var affødt i nysgerrighed for at se hvor langt hun egentligt ville gå, selvom det hele måske ikke fulgte reglerne, men hvilke regler var der?

Øjnene fik et skær af lidt tristhed , da Stephen bestemt ikke var i humør til knus . Han var slet ikke færdig med at presse citronen , og måske var det første gang hun så ham direkte påvirket af situationen ? Ihvertfald gav den lille sitren indtryk af at han var meget anspændt.
Hvis hun dog bare måtte røre ham og bringe ham til ro.
" Hadrian kan ikke bruge andre, det er fordi jeg kan læse aura .. Og kun derfor at han har interesse i mig. og faktisk er din aura meget mørk lige nu.... Det behøver den ikke at være " sagde hun stille. Den mørke aura viste tydeligt at Stephen var ophidset , på den meget lidt kærlige måde, selvom han forsøgte ligge låg på det og beherske sig.
" bortføre mig ?" Millicent kunne ikke lade vær med at smile " imod min vilje eller ...?" Hun forsøgte at række ud efter ham igen og denne gang trængte hun selv til at mærke ham. Hun brød sig ikke om den drejning tingene tog, men hun vidste ikke hvordan hun skulle skifte retning.
Så kom hans ultimative spørgsmål, og hun skælvede næsten ved alene hans ord. Ville han stille hende for sådan et valg ? Tvinge hende til enten eller?
Han måtte være godt frustreret eller mene det var farligt, hvis han stillede hende et ultimatum.
Hun så ind i hans øjne og i baggrunden af hendes hoved kørte
tekst og melodi :

' It's you, it's you, it's all for you
Everything I do
I tell you all the time
Heaven is a place on earth with you
Tell me all the things you want to dó'

Millicent sukkede og svarede " Stephen, please dont.... Det er jo ikke et spørgsmål om dig eller dem, vel ? Det er et spørgsmål om jeg havlit ord. Og ja... Det var nok ikke så velovervejet , men jeg havde ikke andet at byde ind med i stedet for. "
Hun så ned i sit skød og mumlede bag de lyse lokker der faldt for hendes ansigt " Dig... Jeg ville vælge dig, altid... Uanset !"

Men det betød ikke det ville ske uden protest eller konflikt, hun var jo ikke altid helt ... nem.

Dagen var reddet - næsten. Stephen var glad for hendes valg, andet ville også være underligt, men hun lød stadig ikke til at ville droppe sin plan. Desværre. Han trak vejret dybt og betragtede Millicent et kort øjeblik, før han kiggede ud på havet. "Jeg hader allerede din evne." Brummede han og fulgte en måge, der kiggede efter fisk. Efter at have sendt endnu et par forbandelser efter evnen, vendte han sig om mod Millicent for at kigge på hende igen. "Men bare husk, hvis du alligevel kunne tænke dig at blive bortført, så skriver du bare." Han trak let i smilebåndet og trillede omkuld, for til sidst at ende på ryggen med blikket rettet mod himlen. Blikket løb mod himlen for at finde mågen, der var forsvundet ud af hans synsvinkel. "Du skriver bare." Tilføjede han lidt efter. Det var sikkert overflødigt, men hvis hun ville, var han skulle han nok få stablet noget på bene meget hurtigt.

Millicent lod ham få sin plads, selv om hun havde en ubændig trang til at hænge over ham nu...fysisk, så var det et egoistisk behov og ikke et af hans.
Istedet varmede hun sig ved hans lyst til at hjælpe og beskytte hende, for at det var hans inspiration for at ' bortføre hende' , tvivlede hun slet ikke på.
" du...hader...da ikke min evne Stephen....du er bare ..sur...på den lige nu.Når den en dag advarer mig mod en der vil angribe, og jeg kan nå at forsvare mig på grund af den, sååå vil du elske den" mente hun bestemt.
Hun smilede af hans tilbud om bortførelse, det var jo på en måde både tiltalende og lidt romantisk.Meget kærligt tilbud.
Men ....hun var jo lige ved at få opbygget et liv i Aterswell, og enda et sammen med Stephen.hvor skulle de dog tage hen h is de skulle stikke af? Og hvad med deres arbejde?
Nej....det virkede som de igen skulle leve på flugt, og det ville hun ikke byde ham.
Hun måtte simpelthen udholde de timer hun havde lovet Hadrian, og enten fik hun dem overstået selv...og hvis han ville...kunne Stephen komme med og se for sig selv, hvad det hele handlede om.Den beslutning ville være hans.
" Det er jeg glad for, men jeg tror nu ikke det bliver nødvendigt."sagde hun og kastede sig rasteløst ned ved siden af hendes kæreste, der lignede en der stadig spekulerede, lidt.

Det havde Stephen uden tvivl håbet på, et liv på flugt ville ikke genere ham for han var sikker på det alligevel ville komme. Han ville ikke blive ved med at kunne gå ubemærket rundt, med samme alder i et samfund fyldt til randen med mennesker, der blev ældre dag for dag. "Få mig til at tænke på noget andet." Beordrede han, efter at have vadet rundt i den samme suppe i hvad der føltes som evigheder af ren elendighed. Det ville blive en lang ferie hvis han skulle gå og bekymre sig om det og så helt til jul, så nye mere positive tanker ville være kærkommende, meget.
Stephen drejede hoved rundt, så han kunne se på Millicent. "Måske et dumt spørgsmål, eller det ved jeg at det er, men hvorfor er det så vigtigt for dig at finde ud af hvad der er sket? Du ville meget muligt være overlevet med det, hvis du ikke kendte til noget af det overnaturlige." Det lød helt forkert at sige 'noget af det overnaturlige' men han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Der var masser ord, men det ville sikkert alt sammen lyde både dumt og kedeligt.

Hun ville gerne...ændre hans tankers kurs, men skulle lige finde ud af hvordan.
Normalt ville hun sikkert havde tyet til det lidt primitive , nemelig at begynde kæle for ham, da det både var dejligt og normalt virkede, nogen lunde..men han havde vist flere gange nu, at hun ikke måtte røre ham, så hun måtte komme op med noget andet.

Først svarede hun dog ham, på hans spørgsmål..for det var et let et.
" For at føle mig hel....og fordi jeg håber at få de 7 års hukommelse tilbage....mine forældre er væk for evigt ,Stephen...jeg vil egenlig gerne kunne huske mit liv med dem...kan du forstå det?" Sagde hun lidt spidst, som om der ikke var meget han egenlig forstod....hvilke nok var lidt unfair, men han skurede på et meget ømt sår med branden og de manglende år.

Nu havde hun en ide til hvad hun kunne vise ham...efter Thomas havde fundet ud af at hun var god til at angribe , med en kniv....havde hun øvet sig.
Og nu kunne hun få den til at løbe hen over hendes knoer, og spinne rundt på hendes finger, lge som på film.Ikke at hun kunne bruge det til spor...men det var sejt at kunne.

Hun dykkede ned i sin taske, og hev en lille butterfly kniv op, og slog den ud.
" Se her" pralede hun....og lod den se magisk ud da hun viste sine talenter.

Stephen ville aldrig selv i den vidste drøm have troet at Millicents underholdning bestod i kunstner med knive. Han gloede dumt på kniven og så kun endnu mere dum ud, da hun begyndte at trylle rundt med den. Først efter et par måbende sekunder, fik han styr på sin udstråling, der ikke lyste af intelligens. "Aha ..." Brummede han først og for at gøre ondt værre, kløede han sig derefter i nakken. Efter endnu en stund, en længere tænkepause, kom der liv i ham. "Hvor har du lært det henne og nu du kan lege med den, kan du så også bruge den?" Muligt lød han lidt skeptisk, men han undlod, eller forsøge, at lade det skinne igennem for meget. Han var ikke interesseret i at Millicent skulle mene at ham Stephen bare var en sur gammel smølf, der ikke kunne finde ud af hvad der var sjovt og positivt. Det ville han for alt i verden ikke have siddende på sig!
Hvis han havde haft bare den mindste forstand på knive, ville han måske have taget et kig på våbnet, men hans viden omkring det, var lige så stor som hans viden inden for modelbranchen. Der var et kamera, en fotograf og en køn model i noget tøj der var passede som støbt til modellen. Mere vidste han ikke.