Take me away ~ Stephen

" Desværre...jeg tror faktisk de har mere presserende ting at tage sig til, end at finde en håndklæderøver " himlede hun løs og næd synet af Stephen, sålænge det lid sig gøre, før han var væk....og i næste øjeblik påklædt også.
" Naa, jeg er ikke øvet i at klæde andre af end mig selv...det er dine reflekser der er rustne Stephen....måske du skal smørres lidt i dine led ?"
Dette gav hende en ide, og hun fandt starak sin toilettaske frem, og ud af den blev en lille olie halet op- og dernæst lagt i den taske hun havde tænkt sig tage med til deres lille overnatning.
Inden hun lagde den ned, læftede hun på låget og med en forsigtighed af en anden verden, snusede hun...bare for at tjekke at den lugt ikke også var kommet på NO GO listen, men den var stadig ok.
" Mon ikke vi burde pakke noget mad og drikkelse ?" Hendes tanken gik på vin....et pat falsker, når nu der hverken var vægge eller tag.

Stephen gryntede fornærmet og trampede demonstrativt væk fra Millicent. "Du kan ikke mene det er helt harmløst at trække tøjet af en mand." Han lod sig dumpe ned i den nærmeste lænestol og betragtede Millicent, der var i gang med at pille ved små flasker og tasker. Det så vældig sjovt ud, men han ville ikke vise at det morede ham, nu var han sur! "Vi skal jo ikke ligge fem kilometer væk fra huset, det er bare lige her udenfor." Han gjorde en gestus mod døren, stadig meget opsat på at holde et surt udtryk, selvom det allerede var ved at glide ud mellem fingrende på ham.
Telttur og ud i det fri, var ikke noget der tiltrak Stephen normalt, men når det var lige udenfor huset, i sandet og det ikke krævede særlig meget, så kunne han lige klare det. Det krævede ikke en masse klargøring og hvis vejret alligevel skulle vende til det dårlige, ville der være mulighed for at komme ind i tørvejr og varme.

" jooo da... Do it like all of the time, og ingen har fortalt mig d skulle være noget galt i at faklæde mænd...." Hun fik et eftertænksomt udtryk..." Lad mig nu se....i klubben var der Alias, Dean, Lennon, Mitch, Dennis og frank.Hmm og his Lavender der hiver jeg jævnligt tøjet af Heath, Michael, Miles, Lucas og Niall....og så er der jo selvfølgelig alle de løse...dem jeg ikke gør det med regelmæssigt"
Millicent kom til at le...for Stephen så faktisk en smule sur ud, han var vel klar over at hun aldrig havde trukket noget som helst af nogen mand, før hun mødte ham.
William havde selv trukket sin bluse af...det var ikke hende...og hun...gjore ikke noget ved ham, overhovedet...der havde hun været så ude af balance, så det hele var så....underligt...og lige nu ville hun helst bare glemme at hun overhovedet var kommet langt som at sidde i undertøj i mandens seng.Hele episoden, som hun havde fået tavet kontrol over og stoppet, havde efterladt et stort sår i hjertet....og givet hende et kæmpe hak i tilliden til mænd og deres ord om hvad de vil og ikke vil.
Hun havde meget imod sin vilje , fået lukket Stephen ind....han var på en måde selv fundet vej ind af bagdøren, og det havde været meget svært at tage imod ham...men nu....nu kunne slet ikke forstille sig at være uden ham....hun ville ikke engang overveje muligheden.
Hun havde kastet sin kærlighed på ham, hvor flosset den så end måtte være i kanten....så var den kun hans nu.

" ok..så bare lidt gulerødder"
Hun fik hurtigt stoppet nogle ned i en pose og i tasken, da der var et helt bjerg der allerede var renset.
" Kom nu skat...ikke surmule" sagde hun blidt og rakte en hånd frem mod ham, for at ' hjælpe' ham op.

Stephen greb ud efter Millicents hånd, men ikke for at få sig selv trukket op. Med et hårdt ryk, trak han hende ned til sig og låste sine arme omkring hende. "Ikke surmule!" Gryntede han højrystet og kiggede på hende. "Hvad forventer du jeg skal sige, når du går og flår tøjet af alle de mænd du møder?" Selvom han forsøgte at lyde alvorlig, var der alligevel både smil og glimt i øjet. Bevidst sneg han sin hånd op af hendes lår, mens han med den anden holdte Millicent fast ind mod in krop.
"Husk spanden, vi skal ikke have os til at løbe frem og tilbage mellem vores soveplads og toilettet hele natten" Stephen klappede hende på skulderen, hvor hans anden hånd lå, for så at slippe hende. Efter at have puffet Millicent ned af sig, gik Stephen hen for at hente et tæppe de kunne sidde på.

Millicent havnde på Stephens skød, hvilke synes at ændre stillingen, også på magt fronten.
Med et var det ham der var manegens mester og styrede slagets gang.
Han var ikke sur..havde smil i øjnene, selv om han brokkede sig, så hun kunne godt spille lidt videre.." Ja? Det har du ...da aldrigt sagt... direkte at ...jeg ikke må" prøvede hun med blev kraftig afledt af Stephens hånd der havde lagt sig...og nu var på tur op af hendes lår, hvor den trak en trang efter Stephen efter sig.
Fast besluttet på han ikke skulle vinde..fik hun lige sagt " Stephen.." Men fik så bare et husk spanden og et puf ned af ham i svar.
Okay okay...se nu ud som det ikke påvirkede en disse...hans hånd...den åndssvage unge...skændte hun på ham i tankerne, og fulgte efter ham, med sin taske over skulderen .
Hun gik uden for, vejret var smukt og det samme var himlen.
Der så roligt ud, så langt øjet kunne række.
Hmm måske skulle hun overraske Stephen...give ham lidt massage, men ellers holde sig væk fra ham...fysisk.

Efter tæppet var taget fra sofaen, forlod Stephen huset men huskede at låse døren. Det var meget vigtigt hele tiden at gøre det, for tænk nu hvis der kom nogle fremmed onde mennesker, med onde ønsker og tanker. Efter at have brugt et par minutter på at dramatisere det hele, stoppede han op og bredte tæppet ud på et sted hvor der var læ og fin udsigt ud til havet. "Her kommer vi til at sove i nat." Besluttede han sig så for og dumpede ned på tæppet, hvor han bredte sig ud med arme og ben. "Tilfreds? Ellers må du trække mig af sted." Han gav tydelige tegn på velbehag og ingen interesse i at flytte sin røv eller bare andre dele af sin krop. Den lå og havde det så godt.

Millicent satte sig oppakning fra sig, hvilke ville sige hendes taske og....sin spand.
Gud , hvor hun følte sig dum.Hun var ret så sikker på der ikke kom mere..ballade med virus, den var gået i seng for i aften.
Hun indtog sin plads ved Stephens side, og hev et lille forvildet siv, op af sandet.
" luk øjnene.." Befalede hun og lod sivet glide hen over hans kæbe og ned af halsen.
Hvor kilden mon Stephen var? Aprppos kilden, så ville hun finde en kjole, hvis hun kunne, hvor hendes øreringe fra Stephen ville se smukke ud til.Og så ville hun havde det på til festen, når de kom hjem.
Hun gik også med dem om dagen, hendes fjer...men det var mest når hun var væk fra Stephen...når de var sammen, og ikke til fest..så spade hun lidt på dem, kunne man vel sige.

Uden at stille spørgsmålstegn ved Millicents tænker, lukkede Stephen øjne for at vente på hvad hun havde i ærmet. Ved kæpen fremkaldte det ikke nogle nyttig reaktion, ikke ud over en let næsten irriterende føle, men da det kom ned til hans hals kunne han bedre mærke det. "Hvis du forsøger at påpege at jeg burde få barberet mig, gider du så ikke sige det? Det der med bare at prikke eller kaste op er jeg ikke van til." Han snuppede hendes strå og vippede det mellem fingrene. "Skal du ikke ligge og være meget optaget af at blive brun? Sådan er kvinder altid." han lavede et par himmelvendte øjne, mens han lod sin finger glide hen over den glatte side af sivet.
Efter at have kørt fingeren hen over siden utallige gange, smed Stephen det væk og trak sig op på albuerne. Efter at have mærket efter i hvilke lomme dimsen befandt sig i, fremdrog han sin mobil, som rigtig nok havde fået et svar fra Nico.

Hun gned sin næse imod hans kind..." Du er vist meget tilpas, vil jeg mene....og jo, jeg skal nok sige det til dig, hvis der er noget " grinede hun ..." Jeg synes ellers den med opkasten var en god måde...du ved, de fleste mænd gider ikke det med snak...og så tænkte jeg at dette var effektivt " plabrede hun løs.

Millicent rullede om på maven, og lå med fødderne strittende op mod himlen.
Hun overvejede om hun burde skifte tøj ? Stram nederdel og figursyet skjorte med ublu mange hægter foran, var ikke just strand outfit, men ...det gik da endnu.
Hun så ned på Stephen.." Ja? ...men jeg er så ikke som alle andre kvinder....du har virkelig fået en original på armen her" smilede hun....
Sandheden var at hun som de fleste piger, elskede solen...og at sole sig, men modelberauet fortrak Millicent med hendes lyse hud og ikke brun og fregnet, så derfor tog hun ikke som sådan solbad....men hun tog sig dog den frihed at være i solen når det passede hende!

Hun så nysgerrigt på Stephens mobil..." Anything wrong?"

Efter have læst beskeden igennem, stak Stephen telefonen hen til Millicent, så hun selv kunne læse. Der var intet alarmerende, men nærme meget beroligende. Nico roste Ally katten i store lange ord og var ikke bleg for at beskrive hvordan de hyggede sig om aftenen foran tv'et med madraster, især frisk, og popcorn når der var noget godt. Selv da han beskrev hvordan katten havde taget en tur med alle fire poter ned i hans familie pizza, var han glad. Ally fyldte det meste af Nicos besked, kun en linje blev ladt til overs til Millicents sangs projekt. "Det går godt med sangene, der er noget lovene."
Stephen syntes det var vældig sjovt at læse, især når man tænkte på den skæve fordeling mellem Ally og Millicent, hvilke selvfølgelig havde fremkaldt et godt smil, før han havde givet telefonen videre og selv lagt sig aldeles mageligt til rette, mens han ventede spændt på en reaktion fra Millicent, der nok ikke selv ville blive så vildt begejstret over sin egen rolle.

Millicent greb ud efter mobilen, og gav sig spændt til at læse.
Hun fik et lidt pudsigt udtryk, men få sekunder efter , begyndte hun at grine højt.
" Jeg skal love for at Ally har sneget sig ind på ham.Du gode...han lyder jo som en der taler om sit barn" klukkede hun og så glad over på Stephen.
" Din lille arbejdsnarkoman af en ven, har vist fået nye intesser" sagde hun med et smil.
Det var udelukkende dejligt at han virkede så glad for Ally, det var jo Millicents lille hjertesten, så hun ville være meget ked af hvis den var i vejen og til besvær, men det virkede til at Nico ligefrem nød at have hende der.
" Se...han kunne liiige klemme en enkelt bemærkning ind om mig og min musik."
Hun rystede opgivende på hovedet og ønskede at lyde alvorligt da hun sagde " Sorry Nico, der røg din billet til Stephens og min seng...ingen hed trekant der.."
Hun rakte Stephen hans mobil og sukkede vildt overdrevet..." hmmm, så ser det ud til jeg må nøjes med dig, engel"

Stephen blev lidt lang i ansigtet, da Millicent også begyndte at grine. Han ville selv have sendt et par bemærkninger til Nico, men nej, sådan var kvinder ikke indrettet. hun syntes bare det var godt og så nød afsenderen tydeligvis katten. "Men tro ikke jeg blive manipuleret af den lille hårbold!" Pustede han, mens han så yderst utilfreds ud. Han tog imod telefonen men valgte ikke at svare på den. Det så heller ikke ud til at manden havde til til at lege andet end katten efter musen eller Nico efter katten. "Ja, for katten kommer aldrig tilbage!" Udbrød Stephen straks meget kækt og friskt, da Millicent kom med sin lille sidebemærkning. "Desværre." Han forsøgte at påtage sig et meget bedrøvet udtryk, men det faldt helt fra hinanden. Ingen tvivl om at han fortrak hende frem for hårbolden. Nu skulle han bare redde Nico ud af dens klør.

Millicents smil stivnede lidt " hvad mener du med at den ikke kommer tilbage ?" Krævede hun en uddybning på." jeg har ikke tænkt mig at forære Nico min kat, ikke om han så vil gifte sig med den.Vi henter Ally i det øjeblik vi er hjemme igem, Stephen...så du skal ikke forsøge noget mr."
Hun puttede sig ind til ham og snusede.Nu duftede han godt...af ham selv.
Millicent tog en dyb vejrtrækning... " Stephen...hvad nu hvis...hvis det viser sig at jeg havde noget med brænden at gøre? Jeg mener.....hvis jeg har gjort noget ...slemt, hvad så? "

"at katten frivilligt gifter sig med Nico. Det er en kvinde ikke? Ellers må han være blevet homoseksuel i løbet af de sidste par dage." Det ville virkelig overraske Stephen hvis det var tilfælde, men han havde vel lov at håbe, for så kunne han få sit for sig selv og Nico kunne få en at spilde sit liv på de kommende år. Tanken var som sød musik for ham, men han ville aldrig indrømme det, ikke før sin død og når han indrømmede det ville han nok få flået hoved af kattens ejer. Millicent ville sikkert hyle og skrige op, om hvordan man kunne sige sådan noget om hendes lille baby.
I samme øjeblik Millicent krøb op til ham, slog Stephen armene om hende, som var hun hans bamse. "Så siger de nok du er sindsyg og skal du til læge under alle omstændigheder." Jokede han, fuldt ud bevidst om at det ikke var noget man skulle gøre, så han var hurtig med at forsøge at redde den i land igen. "Hvis det er tilfælde, så må der være sket et eller andet mere end et nedbrændt hus, for det burde man ikke få voldsomt hukommelsestab af." Han gav hende først et lille klem og så et kys.

" øj...jo din tosse, Ally er en pige...og åbenbart lige Nicos smag" små lo hun og rystede på hovedet.Hun havde da en tildens til at blive trukket ud i de mest mærkelige samtaler med Stephen, havde hun ikke?
Omkring det med brænden, kunne hun havde smidt en voldsom erklæring af kærlighed lige i hoved på Sephen.Hun elskede simpelthen hans måde at håndterer den slags på, helt stille og roligt, som da de flyvtede fra politiet. Han groundede Millicent og holdte hende fra at panikke...så meget.
" Jeg tror nu ikke jeg har gjort...noget...det bare...de insistereer og bruger så mange ressourcer på det, så man kommer jo helt i tvivl"
Hun kyssede ham...og sukkede bagefter.." Du vil virkelig gerne havde mig til en læge, ik?"

Hvis Stephen havde kendt til Millicents tanker, havde hans kæbe ligget ned i hendes skød og hans øjenhuler et eller andet sted på tæppet, store og chokeret. Muligvis ville han være helt død af chok, men det virkede alligevel også som så meget. "Politiet er ikke glade for at indrømme fejl, så selvfølgelig leder de til de har bare lidt i sagen, som kan feje det andet ind under gulvtæppet." Det vidste han ikke noget om, men det skulle ikke overraske ham, hvis det var rigtigt, især ikke når det galte amerikanske politi betjente. "Ja, det vil jeg, men selv om jeg lige havde besluttet mig for at tvinge dig af sted, vil jeg egentlig gerne have dig med af egen fri vilje, hvad tror du ikke lægerne tænker om mig, hvis jeg kommer slæbende mig dig skrigene over skulderen?" Han grinte kort ved tanken og betragtede lidt sin bamse med et næsten kærligt blik. "Nu venter vi også og ser hvad der sker."

Hun nikkede.." Jo..det er sandt nok...og så er der det fakum at min seng nærmest er det eneste i hele huset der ikke er brændt ned.Thomas tror den har været brandsikret på magisk vis- og hvis dette er korrekt....så er vi der spørgsmålet ..hvorfor? Hvem har ville udrydde mine forældre, men gjort en indsats for at skåne mig?.., og vil vedkommende opsøge mig?"
En lille skælven løb gennem hende, og hun klamrede sig til Stephen.
Sålænge der ikke skete noget med ham...så var alt andet ligegyldigt.
" hmm hør her...hvis den stadig er gal om et par dage, så vil jeg gå med...helt frivilligt, ik.Så slipper du for de bebrejdende blikke" sagde hun blidt- og regnede bestemt med det ikke ville blive aktuelt, på nogen måde.

Stephen ånde lettet op. "Det glæder mig at høre, både det med at du ikke blev brændt og at du frivilligt vil tage med." Han gav hende endnu et klem, før han lage hoved tilbage og betragtede kort himlen, for så at kigge ned på Millicent igen. "Hvis branden har brændt uden om din seng, er jeg ret sikker på der har været noget magisk ved det og at der måske vil være en chance for at du kan få din hukommelse tilbage igen, hvis altså vedkommende der har taget den, har beholdt den." Tænkte han højt mens han fortsat kiggede uden rigtig at kigge.
Efter et par minutter var passeret, rettede han sig og blinkede et par gange. "Men før eller siden skal man nok finde svar på sine problemer." Stephen sendte Millicent et smil og væltede tilbage, så de kunne ligge ned i det bløde fine sand, men ovenpå tæppet. Sand kom ind i alle mulige sprækker og var kun til irritation i længden. "Men nu ikke alle de bekymringer. Først når vi er ved lægen, han plejer at høre sådan noget." Han gjorde sig fri af hende, men kun for at kunne ligge sit hoved på hendes mave og se op i den lyseblå himmel.

" ja...hvis alternativet er at jeg også var afgået ved døden, så byder jeg da også magien velkommen" sagde hun lidt filosoferende.Sådan en vinkel havde hun aldrig set det fra, og hun havde da ellers vendt og drejet det til hudløshed.
" godt...så siger vi læge.. Om et par dage" kastede hun det hen, og så snart Stephen ændrede stilling og lagde sit hoved på hendes mave, røg Millicents hænder ned i hans mørke hår og begyndte at nusse.
" vil du så præsenterer mig som din date eller din....kæreste til det bal dér " spurgte hun lidt nysgerrig.
Hun havde ikke selv vænnet sig til betegnelsen endnu, men det kom jo nok.
Det vigtigeste var jo også at det føltes godt....og det gjore det jo.

En tænksom grimasse gled over Stephens ansigt, før han kom med et svar. "Min forlovet tror jeg." Han kiggede fortsat op i luften. "Men hvis jeg ikke må det, så tror jeg det bliver kæreste, for vi er jo hoppet videre fra dating stadiet." Slog han fast og gjorde det dermed offentligt, op til himlen og de ikke eksisterende fugle. Han kunne ikke se nogle grund til ikke at fortælle folk hvad der skete i hans liv. Det var jo intet stort, ikke for alle andre end ham selv og han var glad for sit valg, mere end glad. Lykkelig. Han var absolut sikker i sit valg, men sådan havde han også været sidste gang, så han formanede sig hurtigt om ikke at blive alt for hellig, men derefter kom en ny formaning. Sådan fortsatte han med at diskutere med sig selv i en rum tid, før han endelig kom frem til at der ikke var nogle gavn i at gøre det. "Men fortrækker du en anden titel? Soul mates, Hr. og Fru. Samson eller Cooper?"

Et øjeblik lå fingrene mussestille i deres lille kælebunke af hår.
Millicent havde egenlig bare tænk på om hun ville blive præsenteret som Millicent Cooper, eller ' min kæreste Millicent Cooper' - og ikke noget med forlovet eller andet.
Hun genoptog stille sit nusseri da hun lige havde vendt den engang.." Mmmm...forlovet, er vi altsår ikke rigtig, og en manglende ring vil være meget iøjenfaldende"
Hun smilede og syntes selv hun havde sneget sig fint uden om den...men Stephen havde vist ikke helt hørt efter, ellers var han da i et vældigt humør..." Helt ærligt...hold nu op med det... Dét gør du bare ikke , så strangulereer jeg dig...også selv om du har engle gener" lo hun og puffede blidt til ham.
Hun prøvede at se det for sig...at ære Mrs.Sampson....stå og stråle ved Stephens side.
Det var jo ikke fordi det ligefrem ville være en belastning, men deres forhold var altsår stadig meget nyt....og det med at lege kæreste var det samme.Så tanken om ægteskab....eller børn...kunne skræmme livet ud af hende.
" Kæreste" fastholdte hun stædigt, men havde på fornemmelsen at Stephen godt kunne finde på at ændre den titel, bare for sjov, til ballet.

Stephen kunne ikke undlade at små grine ved Millicents svar. "Fint fint, så siger vi kærester." Han havde heller ikke så meget imod at de 'bare' var kærester, for han var jo stadig ung når man kiggede på en engleskala. Hvis det var i følge mennesket, så skulle han helst gerne have en fast partner. Muligvis ikke gift, men tæt på, men så travlt havde han heldigvis ikke og heller ikke Millicent - forhåbentligt.
Med hoved et mageligt sted, kunne Stephen frit lukke øjne og forhåbentligt uden at blive angrebet af et siv. "Hvorfor spurgte du egentligt, er det ikke meget åbenlyst?" Nysgerrighed fik verden til at dreje rundt, men det kom alligevel som en lille overraskelse. De havde jo aftalt det og selvom det måske ikke var offentlig i følge teenager verden for mennesker, så var det offentligt i følge Stephen.

Bare kærester....ville hun nu aldrig sige.
For hende bandt det dem sammen...de havde lovet hinanden troskab, kunne man sige.
Hvad forskellen så var på det....og at være forlovet for endeligt at blive gift? Ja, øh...det havde hun ikke helt styr på- endnu.
Forlovet...var noget alle kunne se...det indebar en ring, den symboliserede kærlighed...og samhørighed...gjore det synligt og viste at man tog det alvorligt...fordi man skulle giftes, på et tidspunkt.
Ingen af dem havde talt om at blive forlovet? De var kun netop blevet kærester, ik.
Alligevel...fik hans snak hende til at drømme sig afsted.
Hun var vel kun en pige...en romantisk en af slagsen...selv om hun havde..kanter.
" hvorfor jeg spurgte? ..øhh..deeet ved jeg ikke rigtigt.Tror bare jeg ville være...forberedt" svarede hun imens hun for sit indre, så Stephen præsenterer Millicent Cooper, hans forlovede, for et halvt hundrede mopsede kvinder...deriblandt en stewardese.

Stephen var ikke helst sikker på hvor landfast hendes påstand var, men kommenterede den ikke yderlig. Der var ingen grund til at ødelægge den gode stemning og det havde heller ingen nogle afgørende effekt på noget. "Jamen så kan jeg lige så godt sige dig, at du skal være forberedt på det værste." Han ville ikke love noget. Det hele skulle nok blive sjovt også selv med Andy, for nu var Millicent hans og Andy var sat ud af spillet, hvis han nogensinde havde været med. Bare tanken gjorde Stephen godt tilfreds.
Normalt ville han ikke mene han var hævntørstig eller bar nag, men han havde svært ved at glemme episoden og var ikke så lidt tilfreds med at han stadig havde hende. Hun var ikke skremt fra land og rige, hvilke han mente var imponerende. Men. Millicent havde også klaret at blive vist ind i en ny fantastisk verden med magi og farlige væsner, så måske var episoden med Andy bare en lille ting, kontra hvad hun ellers havde prøvet.

" forberedt på det værste...iih jeg glæder mig allerede" sagde hun ironisk men med masser af humor tilsat.
" okay...okay...jeg indrømmer...jeg er en smule spændt.Jeg har faktisk aldrig været til en fest, et bal eller anden sammenkomst som nogens kæreste...og jeg kan godt lide tanken." Hun vidste at hun blottede sig selv, ved at fortælle disse ting...men sådan var det nu engang, så hun kunne ligeså godt tage næste vers med..." Jeg glæder mig...til at kunne sige...desværre, det vil min kæreste ikke bryde sig om" lo hun ...og fik møvet sig rundt..skubbet ham af...så hun kunne nå hans læber.Millicent lænede sig over ham, og druknede ham i det lange hår...hun kyssede ham , og slikkede ham med sin tunge...og hviskede så..." Jeg glæder mig til at kunne sige....Stephen er min kæreste...og jeg tilhører...ham" hun nappede blidt i hans underlæbe.