Take me away ~ Stephen

Mere behøvede Millice ikke spørge eller bede om, for næsten før hun var færdig med at sige sætningen, havde han lagt sig op af hende, med en arm omkring hende men omhyggelig med ikke at ligge den på hendes mave. "Sov, det hjælper sikkert og ellers skal jeg nok hente nogle smertestillende, hvis du tror det hjælper." Om piller var godt med et barn i maven, vidste han ikke, men han havde aldrig hørt at det skulle have nogle virkning på fosteret af nogle art, så derfor tilbød han det.
Forsigtigt, bange for at flytte på hende, strakte Stephen hals, så han kunne ligge et kys ind i hendes nakke. Kort, let og forsigtigt. "Vi tager dig til lægen hvis det fortsætter." Fortsatte han med at tænke højt, selvom tanken måske ikke ligefrem var velkommen hos hans partner. Det hjælp ikke noget, mente han, for det var vigtigt hun havde det godt, også selvom han skulle gå og passe og pleje hende som en glasfigur.

Hun skubbede sig bagud mod ham, ikke i en erotisk gestus, selvom hun var afklædt, det var udelukkende en trøstende og tryghedssøgende handling.Hun sukkede af tilfredshed da han lagde en arm omkring hende og kyssede hende i nakken.
* ja....sove...hun skulle bare sove.! Så ville det ele være okay* hun mumlede.." ja..jeg sover...bare lidt ik." - og sådan trådte hun udmattet og afklædt ind i drømmenes tåger.

----------- halv anden timers tid senere----------

Da hun vågnede var hendes krop afslappet , musklerne sitrede ikke og der var hverken tegn på kramper eller smerter, af nogen art.
Stephen lå stadig ved hende....og der var lunt under dynen.
Hun lod en hånd glide ned til sin mave, og hen over den...hun trykkede let ned.
Der bar ingen smerter og alt syntes...normalt. det havde nok bare været mavekramper , måske af stress....efteralt var det her med at vente barn hverken planlagt eller gledet helt stress frit.
Hun vente sig langsomt om og lod to fingrer glide ned af Stephens hals og ud over hans ene skulder." hey....time to get up" hviskede hun og puttede sig ind til ham.

Afslørende viste det sig at Stephen var død træt og næsten i samme øjeblik han kunne høre Millicent sov, lukkede han også selv øjne og flød væk. Det var godt at få sovet og han kunne godt have brugt mere end han fik, det var for tidligt Millicent vækkede ham, men da det skete tvang han sig selv til at vågne. "Hvordan har du det?" Var hans første ord, mens han trak sig op og rodede rundt i håret. Han var stadig træt og ville helst sove videre, men det var der ikke tid til, ikke med en gravid kæreste.
"Er du sulten ... og din te!" Han sprang op og havde nær slået hoved mod loftet, hvis han ikke allerede på det tidspunkt var på vej ned af trapperne og ud i køkkenet, hvor han satte kog i vandet igen. "Jeg tager mig noget at spise, vil du have noget bestemt?" At spise var en dejlig ting og Stephen kunne godt spise store middage hver gang han spiste, hvis han fik lov, men sådan var hans verden desværre ikke skruet sammen. Ofte blev det en meget lille middag.

" Fint...har har det fint" kurrede hun ind imod ham og blev noget forundret ,da han pludselig for op som trold af en æske, og råbte op om te og mad...." pas på" fik hun sagt og i næste øjeblik var han væk.Æv...hun ville hellere have ligget og....ja ! Eller a puttet med ham.
Nå...nu kunne hun så godt stå op og følge efter ham neden under, så hun kunne gafle sit tøj .
Det lå nok stadig ude på badeværelset?
Millicent stod op, viklede sig ind i en dyne, og lignede en meget blod udgave af michelin manden, da hun tumlede ned af trappestigen, ned til Stephen.
" Jeg skal lige i tøjet" meddelte hun og gled derind.
Efter nogle minutters tid, kom hun tilbage påklædt i bluse og nederdel, nogle hyggesokker og sit hår pænt redet igennem, så der ikke længede var dømt høstak.
" Her dufter af te?" Hun fik ud i køkkenet og slog armene omkring Stephen, bagfra.

"Det er da overraskende." Han greb ud efter to krus og hældte op fra te-kanden. "Gulerødder eller chokolade?" Han rakte ud og fandt den skål gulerødder fra før, greb en og stak den i munden, hvor den flittigt blev gumlet på, før den forsvandt. Mens han tykkede løs, vendte han sig om i hendes arme og lage sine hænder omkring hendes nakke. "Er der noget du vil sige eller hvad, siden du ikke blev liggende der oppe." Han lage hoved på sned og lod undersøgende blikket glide over hendes ansigt, til han var sikker på der ikke var spor af noget forkert i hendes ansigt. Hun så ikke tip top frisk ud, men det skulle nok komme med tiden. "Nu jeg husker det, så indføre vi en ny regel her i huset." Han trak vejret dybt og kastede et blik på badeværelses døren. "Jeg har fjernet nøglen og du får den ikke, for den dør bliver ikke låst før vi er smuttet."

Hun trak på skuldrene...bare lettet over der ingen smerter var .." jeg var nok bare træt,sweetie"
hun følte sig glad og klar til at omfavne verdenen ...og ham.
Hun stak hænderne ned i hans baglomme på bukserne og kneb ham meget blidt.
Hun så lidt på gulerødderne...uhm..." Yes..dem! Og lige lidt chokolade"
" Jo..ser du...jeg tænkte at det va en god ide at være påklædt når jeg skulle til te selvskab?" Drillede hun lidt og sendte ham et ligedan blik.
Så fik hun godt nok store øjne..." Du har HVAD ! Helt ærlig!!" Hun glanede dumt på ham.
" Ej for fanden,det mener du ik Stephen?" Og så grinede hun.Hun skulle nok få lusket den nøgle ud af ham, men at dømme på hans blik skulle hun nok ikke forsøge lige nu.
" Jeg lukkede dig jo ind.. Til sidst" klagdede hun og smøg sig ud af hans favn, efter at have givet ham et lille dask i bagdelen.
" te her..eller ovenpå...eller uden for?" Hun skænkede op i to krus og ville sætte kurs hvortil hendes komanderende kæreste ønskede.

Det var de altså to om at bestemme! Det var ham med nøglen. Stephen gryntede utilfreds og pegede udenfor, da Millicent ville vide hvor de skulle drikke te henne. "Jeg skal ikke have dig til at forbløde eller sådan noget ude på det toilet." Han kunne lige forstille sig hvordan det ville lyde. Han trak selv en smugle i smilebåndet og fulgte efter hende ud, hvor han tog sit krus og begyndte at drikke.
"Det er ikke fordi jeg vil bryde ind imens du laver det helt slemme vel, kun når du skriger på din elsket prins." Han fandt det ikke så morsom i sig selv, men han kunne lige så godt tænke på det positivt og Millicent ville ikke have han gik og pakkede hende ind i dyner og fjer. Det skulle han nok alligevel før eller siden, men hvis han ikke skulle dø i baby butikker, måtte han på sin egen måde betale om hun så ville bemærke det eller ej.
"Er du sikker på at du kan leve af bare gulerødder og chokolade? Det er sundt, det ene i hvert fald, men tror du ikke også du skal have noget andet, du ved godt man kan få gul hud af for mange gulerødder ikke?" Om den påstand var helt korrekt var han ikke sikker på, men Stephen havde hørt det og han ville gerne høre hvad Millicent havde at sige til det.

" fint så " vrængede hun en smule , men kunne ikke helt holde et lille smil væk, da hun tilføjede " men ikke imens jeg bader Stephen!"
De satte sig, og hun lid sine øjne suge udsigten til sig.Ærgeligt ikke at have udsigt til vandet i en dagligdag, det var så smukt.
Men på den anden side, når en lille tumling skulle til at spæne omkring , var det al for farligt hvis ikke man havde øjne på den lille pode...konstant.
" hmm..det er carotenen der giver farve...den er ikke gul men mere en gylden brun farve...hvis jeg spiser gulerøder hver dag, vil Virus også have kulør når han bliver født.." Smilede hun og forsøgte at forstille sig at få lagt et lille barn i armene...Stephens barn....deres baby! Wow..
Det var vildt...hun var 18 år og igang med hendes første forelskelse.I en engel! Og nu ventede hun barn.
" Jeg er nok nød til også at spise noget andet, ellers bliver jeg skin og ben....ved du, Virus spiser først nu...han tager hvad han skal bruge til at vokse og udvikle sig....og jeg får resterne"

Millicents fantastiske evne til at udtrykke sig på, fik Stephen til at grine. "Er det nu jeg skal have ondt af dig og skynde mig og hente noget chokolade?" Han blev ved med at grine af det i flere minutter bagefter, mere diskret i form af et bredt smil men det var der stadig og ville ikke lige forsvinde før der var gået lidt tid. Imens fik han mere af teen ned og til sidst var hans krus tom. "Jeg er sikker på at du nok skal få nok mad, vi tager ud og spiser en dag og så spiser vi på buffet, så kan du spise alt hvad i overhoved kan få ned." Det lød underligt at tiltale hende som flere personer, men de næste ni måneder skulle han det nok alligevel, så hvorfor ikke starte tidligt?
"Jeg går ind og laver noget mad, du kan bare blive her ude." Med sit krus i hånden, gik Stephen ind i køkkenet og begyndte at lave maden til dem. Millicetns menu var hurtig færdig. En bunke gulerødder og chokolade samt et æble der lige havde sniget sig med. Til ham selv gik han i gang med en sandwich med fuld belægning på, men da den syntes at være lidt lille lavede han endnu en, bare for at være sikker. Hvis Millicent stadig sad ude, ville han gå ud til hende og servere maden med mælk, lidt til knoglerne.

" ja...man må da håbe at han levner noget til mig...før eller siden"
Hun lænede sig konspiratorisk fremover bordet og sagde , med et alvorligt udtryk...
" hans far...jeg siger dig, dén mand kan virkelig spise, hvis nu Virus tager efter ham....du gode, så bliver jeg en streg i luften" hun rettede sig op og lo.
" Det lyder dejligt Stephen" indrømmede hun, da han tilbød at lave maden.
Hun rendte dog inden for og fandt sin ipod og tape ørene til med den...skruede op for Lanas, Never let me go...og for så ned i strand kanten, hvor hun meget omhyggeligt , kastede sig over et lille projekt.
Hun for rundt...og fik tegnet et giga kæmpe hjerte i det fugtige sand.
Inden i Stod der Stephen & Millicent og neden under var endnu et hjerte, mindre, hvori der stod Virus
Omkring begge hjerter , tegnede hun en blomster ranke, der tog en evighed...så hun havde såmæn kun lige sat sig, da Stephen vendte tilbage til bordet.

"Hvad har du lavet? Du er fyldt med sand." Påpegede han og kastede et blik på Millicent. Nogle ville måske mene han var for overvåben på nogle områder og det ville Stephen give dem ret i, for det var han når det kom til hende. Han hang som en høg over alle hendes bevægelser, selv mente han bare han var ekstra opmærksom på hende. "Nå, men så er der serveret mad, spis." Selv satte han sig på den anden side af bordet og kastede sig over sin mand, som optog alt hans opmærksomhed. Så intet til hverken hjertet eller blomsterranken.
Da begge brød med indhold var sat til livs, suttede Stephen omhyggeligt sine fingre og rettede sig op i stolen. "Jeg håber du bliver mæt, ellers skal jeg nok finde noget mere." Derpå lod han blikket vandre ud mod havet, hvor han kunne se fodspor fra Millicent. De var endt nede ved vandet, men han kunne ikke se hvad hun havde lavet ellers ville han have påpeget det og givet hende et smækkys.

" Årh....bare været nede ved vandet...intet andet" sagde hun lidt henkastet og koncentrerede sig om maden." Ja tak...jeg tror snart jeg må skylde dig omkring halvtreds måltider...tilberedte?!" Remsede hun op, og fangede an.
Hun havde ikke den store appetit, slet ikke som Stephen, men det hun spiste nød hun meget.
Og hun vidste at kroppen selv dikterede dens behov, så den skulle nok skrige når den skulle have kød eller brød.
Til sin egen overraskelse, nød hun mælken ,rigtig meget enda...det skulle hun nok drikke noget mere af fremover?
Da de var færdige begge to , slog hun sig på maven.." Total mæt...tak " og fik så hurtigt samlet sammen og båret ind.
Servicen kom i opvaskemaskinen, og hun stak i hendes gummisko og tog en trøje med lange ærmer på.
" Skal vi ikke gå en lille tur?" Forslog hun , og trak Stephen op af stolen.
" Først skal vi lige se på vandet" forslog hun og halede ham i retning af sit hjerte.

Da Millicent som en rigtig husmor tog af bordet, blev Stephen siddende og betragtede udsigten, selvom det ikke rigtig interesserede ham. Da hun vendte tilbage, kiggede han op og nikkede. "God idé, men først låse af." Han havde et eller andet med at låse hytten af. Efter at have gjort det, tog han Millicents hånd og fulgte efter hende ned på stranden, ned til vandet som hun så gerne ville have han skule se. Han forstod det ikke, for han kunne nemt se det fra huset og det blev sikkert ikke så meget anderledes af at stå lige foran.
Da de nåde kanten, bemærkede han at nogle havde tegnet noget. Hans blik sugede straks fast på det, for Millicents fodspor gled ind i en helt masse andre der også lignede hendes. Da Stephen så hvad hun havde tegnet, bredte et stort smil sig på hans læber, men for en gang skyld ikke fordi han syntes det var morsomt. "Du er rigtig indstillet på familie livet." Med et let træk i hendes hånd, greb 'trillede' han hende ind i sine arme, hvor han så stod bagved hende, med armene omkring hendes bryst. "Har du idéer til navne?"

Hun ventede tålmodigt på han fik låst af, fornuftig og ansvarlig som han var og så spadserede de afsted.
Hun beamede og lod sig rulle ind i hans favn, bagvendt.
" Ja...tanken er da ikke ikke helt tosset....tænk...vi skal virkelig have et barn,..en lille bitte baby" smilede ud og så ned på tegningen i sandet.
" Hvad?" Hun snød sig til en falsk overasket stemme " kan du ikke lide navnet Virus?"
Og så lo hun stille.aeh det var da et forfærdeligt navn.." jeg har ikke skænket det en tanke, indtil nu er han vist heldig at have et kælenavn" indrømmede hun.
" og nu skal vi finde til både ham og den....det er en stor mundfuld....hvilke navne kan du selv lide Stephen??" Hun håbede nok stadig at Stephen. Kunne - og ville nøjes med at skifte sit efternavn ud, men naturligvis var det mere vigtigt at han var sikker...end hvad han hed.

Selvom han ikke sagde det, forstod Stephen ikke noget af hvad Millicent lige havde sagt. Den store mundfuld. Var det ham? Det måtte det være, men det var ikke det det hele handlede om. "Hvem siger egentligt det bliver en ham, kunne det ikke lige så godt blive en hun eller den?" Han smilede kort og sneg sit hoved op ved siden af hendes. "Men hvis vi alligevel skal snakke om mig, så er der selvfølgelig også en anden udvej." Blikket var rettet mod hjertet, hjerterne. "Det vil kræve en hel del fra din side, men hvis du er interesseret i det, vil vi nok godt kunne lade det ske." Han vendte hoved og kiggede på hendes ansigt. "Men men, det kan jeg fortælle dig om senere." En dyb vejrtrækning ind igennem næsen, før han rettede sig op og slap Millicent, for at finde hendes hånd. "Skulle vi gå den der tur?"

"Om det bliver en dreng ? Sådan noget ved en mor bare" svarede hun med et glimt i øjnene. Det var så nok lidt af et postulat, taget i betragtning at for en dag siden vidste hun ikke engang at hun var gravid. Men that was Then , this was now!
Hun strakte sin kind op mod hans, for nærhedens skyld og lyttede interesseret.
Millicent kneb øjnene en anelse sammen, som reaktion på slet ikke at kunne gennemskue hvad han talte om. Måske mente han at flytte? Det havde været oppe at vende før.
Hun greb ud efter hans hånd, imenshendes tanker arbejdede videre på må og få.
" jo... Lad os gå en tur...her er skønt... ved vandet" hun gav hans hånd et lille klem.
" Stephen ... Du ved jo godt du er nød til at fortælle mig mere.. Ellers går jeg og spekulerer over det" hun holdte en pause og fightede så liiidt dirty.
" stress og spekulationer er meget usundt for din søn" drillede hun og afskar ham vejen, da hun gled ind foran ham.
"Træk mé.... Hvad mente du før?"

"Hvad nu hvis jeg gerne vil have du skal tænke over det?" Det havde Stephen ikke lige tænkt videre ovre, men da Millicent gav ham tanken, greb han den straks og ville gerne udnytte den til fulde. "Måske vil jeg gerne have at du selv kunne tænke over idéer." Han gav hende et kryptisk smil og trådte frem mod hende, så de kunne komme videre på deres gå tur. De kunne uden problemer gå og snakke på samme tid, det burde en kvinde vide for de ævlede hele tiden.
"Mine tanke ved jeg ikke om overhoved vil være aktuel, den skal lige gennemtænkes lidt mere. Jeg vil jo ikke ældres og vi vil slå en masse fluer med et smæk, hvis vi kunne finde en måde hvorpå jeg ikke behøver at skifte navn på." Uddybe hende og ville skubbe til Millicent, hvis hun ikke selv var begyndt at gå.

Hun så op på ham og lagde udmærket mærke til hans kryptiske smil.
Millicent tænkte på højtryk og ideen om at flytte var den eneste der meldte sig.
" det kan godt være du vil have mig til at tænke , men.. det eneste der popper op er... Flytning?? " endte sætningen ud i et spørgsmål.
Hun blev fejet til siden og de forsatte med at gå. Stranden var øde og kun havmågerne blandede sig i deres snak, med et skrig i ny og næ, imens de kredsede efter fisk over vandet.
Om hun var parat til at flytte ? Helst ville hun undgå, men detbigtigeste var at hun var smen med ham, så hvis det krævede en flytning - og hun selv havde indset set var den bedste løsning, Bille hun gøre det for ham... For dem.
" du er ikke så meddelsom " sagde hun let anklagede og billede sig for at samle en håndfuld sten.

"Ikke nødvendigvis flytning, selvom det klart ville være nemmest lige nu og her." Stephen gloede lidt på mågerne som kun syntes at have øje for deres mad, ligesom ham selv når han spiste. "Nej, men det er fordi jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige." De kunne sætte diverse sener op for samfundet, men ville det overhoved have effekt og var der ikke lettere måder at forsvinde på? Han kunne flytte ned til et eller andet farligt land og forsvinde og så kunne han være der i noget tid, men det ville på ingen måde være optimalt med et barn. "Men lad os det ligge til senere."
Han listede en arm omkring hendes skuldre, da Millicent havde fået sig sine sten. "Men hvis det så bliver en dreng, som du siger, hvad skal han så hedde?" Han lage hoved på sned og betragtede hende indgående, for at finde et svar og fordi han kunne og vil. Det var sjovt at se hendes reaktioner, for de var nogle gange uhyggelig voldsomme og andre gange sjove.

Han gav så forskellige meldninger...ikke nødvendigvis flytning, men hvad så? Og samtidig sagde han det ville være nemmest. Hun rynkede næsen lidt..." du ved godt din sikkerhed kommer fær alt...før alt andet, intet er da vigtigere end den Stephen.Hvis det kræver en flytning, så flytter vi alle.Men ..måske din mor og far kan nogle fif?" Hun synes det var ret så overvældene og hvis hun skulle være helt ærlig, meget at fordøje.Hun var efteralt bare et helt almindeligt menneske.Sådan næsten da.
" oh....du er virkelig ude efter et navn til den baby, hva..?" Lo hun og tog en svømme tur i hans al for smukke mørke øjne.
" hmm...Miles, Simon, jay.....eller måske ...Samuel? Jeg ved det ikke, Stephen...det skal gennemtænkes " hun satte et kys på hans hånd,der lå på skulderen af hende, og standsede så igen...denne gang for at slå smut med stenene ud i vandet.

Stephen klemte et lidt anstrengt grin ud og slog blikket i ned i jorden, da hun begyndte at kaste med sten. "Er bare nysgerrig." Der var ikke rigtig så mange andre grunde til det, ud over at han gerne ville skifte emne for selvom han selv havde bragt det på banen var han ikke så interesseret i at grave for meget i det. "Det handler ikke om min sikkerhed, men om du gerne vil have jeg skifter navn." Stene trak et stirrende blik efter sig, da hun kastede dem ud i vander. "Begge mine forældre er van til det, men det vil du nok aldrig blive og jeg skal gøre det flere gange imens ... du er der." Ikke just de bedste ord at bruge, men han forventede at de blev sammen, det håbede han.

"imens jeg er der..?! en kulegysning løb hende helt ned af ryggen, og hun frøs ind til til marven.Det ....ville jo aldrig gå....hun ville blive ældre og ældre for hver dag der gik...for så endelig at dø, imens han....han levede videre og..
Hun tog en dyb indåndning, og holdt vejret lidt inde.Alt andet han havde sagt , havde allerede forladt hendes hukommelse igen...og kun de ord sad fast.
Hun så ikke på ham, men hendes øjne var vrede...og det var et tykt lag,der med garanti havde til formål at undertrykke måske den største sorg og frygt hendes lille krop kunne rumme, nemlig at deres forhold ikke ville gå, at de ikke var...kompatible.
" J-jeg finder en vej....der må være en måde!" Som nødløsning kunne hun bede Thomas forvandle hende, men hun ville meget gerne kunne leve et liv med Stephen og sit barn, og ikke kun stå og glo på dem når de sov.
Så den var og blev en nødløsning.Hun måtte vende hver en sten og søge alle steder....nogen måtte kunne hjælpe med det her!

Som Stephen havde forventet, kom der intet godt ud af hvad han havde sagt. Det var også naivt at tro det. Forsigtigt lage han sine arme omkring hende og trådte helt hen til hende så han uden at Millicent behøvede at flytte sig, kunne give hendes arme et klem, knus. "Hvad nu hvis du ikke er interesseret i mig om fem år, så er du kun treogtyve år." Han pressede sin næse ind mod hendes hovedbund og kiggede ud over vandet, mens hans hænder fiskede efter en sten som hun muligvis havde ladt være i hånden. "Hvem siger at jeg overhoved lever om to år, bare fordi jeg er en engel, kan jeg dø lige så nemt som dig og alle andre." Det der med at være tryghedsgivende gik ikke just så godt. Han smed bare mere brænde på ilden, men de kunne lige så godt se sandheden i øjne nu og så bare lade den synke ind for før eller siden ville den komme til syne.
"og hvis du levede for evigt, ja, så fik vi nogle hundrede år mere, men jeg er ikke udødelig."

Hun næsten klamrede sig ind til ham." Stop....Stephen stop,det der...jeg kan ikke holde ud at høre det" hendes fortvivelse brændte sig ind...direkte ind i hjertet.Hvad var det dog for en snak?
Og hvorfor blev det ene problem afløst af det andet.Det var som stod de i kø, for at komme til, og selv om hun ekspiderede så hurtigt som hun kunne, så voksede køen bare.
" Stephen...tror du jeg står her og har sagt ja til at havde dit barn...for at forlade dig om fem år? jeg elsker dig" forsøgte hun sige alvorligt, men det var nok mere en klynkende omgang, h is man skulle se nøgternt på det.
" Og hvorfor taler du om at dø..? Du skal da ikke dø...jeg ved godt du ikke er udødelig, jeg....jeg tænkte at vi måske kunne finde noget der kunne udskyde eller sænke min aldring..." Hun så på på ham, og hendes øjne tiggede om han sagde det nok skulle kunne lade sig gøre, at de nok skulle finde ud af noget, men selv om der var fortvivelse og bøn deri, ville hun kunne se, hvis han løj.

1-0 til hende. Millicent havde en pointe der, men på den anden side. "Der er millioner af par der har sagt ja til hinanden, sagt at de elsker hinanden, men de fleste af dem er også gået fra hinanden igen, lige så hurtigt." Hvad Stephens taktik helt gik ud på, vidste han ikke og begyndte også at tvivle på om han overhoved havde nogle, havde han nogensinde haft en? Han fortsatte med at kigge ud på bølgerne og mågerne, der fortsatte med at gøre det samme igen og igen. Først da hun flyttede hoved for at vende sit blik mod ham, gjorde han det samme.
"Måske, jeg ved det ikke, jeg er engel og kan genoplive døde, ikke udskyde det." Stephen trak let på skuldrene og sneg sin hånd ind i Millicents for at trække hende videre. Der var sikkert et sted hvor det ville være muligt, et sted hvor de kunne finde en kur eller hvad man ønskede at kalde det, men det kostede sikkert noget og hvad var så vigtigst? "Du skal hele livet igennem vælge valg og jeg vil hellere have dig end at skulle betale for kun at have dig halvt."