Take me away ~ Stephen

Millicent lagde en hånd over hans hjerte.
Hun var glad...nej ...hun var heldig og meget lykkelig over at have mødt Stephen...men hun vidste deres liv ikke ville blive let.
Hvodan kunne det det ? Hun blev ældre for hver dag der gik....Stephen blev ikke.
Hvorlang tid kunne de være sammen? Inden hun vr for gammel? Millicent lukkede øjnene , da han strøh hende over kinden...hun nød det. Meget....selvom det næsten brændte på hendes kind.
Mon Stephen havde tænkt over problemet ved at vælge en menneske kæreste? Hun havde ikke noget valg, hun måtte tale med Thomas....ikke at hun ville være vampyr...men ...de måtte finde en eleksir.En der forhindrede at hun blev ældre.
Hun slig øjnene op, og håbede hendes tanker forblev usynlige." Er du ikke træt Stephen?" Spurgte hun stille og puttede sig ind til ham.Han var varm...fast...hård..bløs og ubeskrivelig dejlig.

"Jeg bliver aldrig træt af at se på dig." Stephen valgte bevidst at forvrænge hendes ord. Da Millicent klemte sig længere ind mod ham, lage han ubevidst armen omkring hende og trak hende tætter på sig. "Men nej, ikke rigtig, men du skal bare sove, du har jo din lille virus på besøg." Han lage sig bedre til rette langs hendes side og trak dynen helt op under deres næser selvom det hele kun blev varmere og det ellers var varmt nok. "Skal jeg spille en godnat melodi på min fløjte?" Han kunne ikke lade være med at drille med det. Den var oplagt og var pakket godt og grundigt ind i vat, så hun ville nok hverken blive sur eller vred, selvom man aldrig vidste med sådan et kvindemenneske.
Netop det at hun var menneske, tænkte Stephen ikke så meget over. Mennesker skiftede kærester tit og hvis de alligevel skulle hænge sammen i så mange år at det ville begynde at blive problematisk, så skulle de nok finde på noget. Det var han sikker på, meget.

" sikkert!" Smilede hun træt til ham.
Kvalmen var helt væk, den havde faktisk været så godt som væk hele aftenen, i forhold til morgen og formiddag der havde været horrible.
" Ja...den har i hvert fald gjort mig træt som et alderdomshjem" indrømmede hun, for den ville ikke rigtig slippe hende...trætheden.
Det var muligt det var en joke, men Millicent syntes det ville være skønt...en drøm...at ligge og falde i søvn til noget blid musik.Så selv om Stephen havde puttet dem noget så fint- og mageligt, så mumlede hun.." vil du?.... Jeg vil gerne have det "

Det kom som en overraskelse at Millicent gerne ville, men nu havde han sagt det, så han kravlede ned for at finde fløjten frem. Efter at have spillet et par toner, kom han igen op i sengen, hvor han satte sig op af væggen i skraderstilling og satte fløjten for læberne. Efter at have kørt nummeret igennem i hoved, begyndte han at puste på en blid søvndyssende melodi, der var halvt improviseret, halvt inspireret fra forskellige godnatsange han havde hørt og selv havde fået den gang han var lille, helt lille og ikke mente han var for stor til at få sunget den slags pjank om aftenen. Det var årtier siden, men han kunne alligevel huske dem, efter at have rodet lidt rundt i hukommelsen, der var lidt flosset i siderne.

Hun gabte og strakte sig, da Stephen satte afsted efter fløjten.
Puderne blev rystet og et vindue sat på klem.
Og så var hun tilbage på madresserne.Da Stephen satte sig i skrædderstilling, var hun hurtig til at lægge en pude i hans skød og dernæst sig selv.
Hun lyttede....tonerne han tryllede frem var bløde, lokkende, fortryllende og....lidt søvndyssende.
Hendes øjen låg bleb tunge, og selv om hun egenlig helst ville være vågen med Stephen, gik der ikke længe før hun sov."Fantastisk....du er så god Skat" hviskede hun, lige i stadiet mellem søvn og bevidsthed.

Millicents sidste ord, fik frembragt et lille smil, men ingen videre respons, da Stephen fortsatte med at spille sin medley færdig, til han selv fandt det passende at stoppe. Det var adskillige minutter efter hun var faldet i søvn, men han havde bevidst sat lyden en smugle ned. Da sangen var færdig, blev fløjten lagt fra ham som var det et lille barn, før han langsomt krøb ned under dynen ved siden af Millicent, som han kort kyssede på panden. At kysse hende blev han aldrig træt af.
Overraskende hurtig lykkes det ham at falde i søvn. Så hurtig havde han ikke selv troet det.

Kender du følelsen af at ligge på en luftmadress ...enten i poolen eller i havet?
Det var den samme hun havde i sine drømme , en dejlig bølgende og afslappende fornemmelse helt igennem . Stephen havde ført hende sikkert til drømmeland, og det var et dejligt sted at være, måske fordi hun for en gangs skyld havde ro og harmoni inden i sig.

Så den efterfølgende morgen, da solen brød skyggerne i værelset, vågnede en afslappet og glad Millicent.Hun drejede omkring og fik øje på Stephen , der stadig lå og sov.
Hun strøg en finger over hans øje bryn - slap...og førte fingeren ned til hans overlæbe.
Hun ville sikkert vække ham, men det var tid at slå hul på dagen anyway....og hun kunne ikke lade vær....han var så... Indbydende.

Noget blødt ramte Stephens læber. Han kunne ikke helt placere det og kunne heller ikke koncentrere sig om det. Det fløj rundt et sted uden for hans rækkevide, så han sank hurtig ned i søvnen igen. I modsætning til Millicent, mente hans underbevidsthed ikke at han skulle vågne, for han havde det lige så godt. Under dynen med en kvindekrop klistret op af sig, det var ikke noget han ville klage over. Det ville også være aldeles latterligt, især når kroppen tilhørte en model.
Da det ikke helt lykkes Stephen at falde i søvn igen, efter det der underlige, besluttede han sig alligevel for at vågne, eller forsøge. Det tog ham en krig at få øjne en smugle op. Han kiggede ud igennem en sprække, før han kort smilede og lukkede dem igen. Millicent var der stadig, så var der ikke nogle grund til at vågne i hast.

Hun sukkede, men med det var nu mest af velvære da hun lænede sig ned, og lagde øret til Stephens bryst, i venstre side, så hans hjerteslag kunne høres tydeligt.
Hun kunne se hans kamp for at vågne , da hun kyssede ham på brystet og med en varm røst sagde " Mmm...god morgen " - og gav ham et lille kram.
Hun ville lige sik sig at han var rigtigt vågen og ikke faldt i søvn igen, så ville hun gå ned og lave morgenmad....og måske snuppe et bad?
Hun krattede lidt på hans bryst med sine negle...de var nu ikke lange...de var...helt almindelige, men derfor kunne det jo godt mærkes.

Stephen gav Millicent et meget vågent udtryk eller forsøgte, så da hun smuttede ned, kunne han ligge sig på maven, med hænderne under hoved og sove videre, for pludselig syntes søvnen at være klar på endnu en omgang med nattesøvn. Han brummede tilfreds og var hurtig væk igen, med dynen trukket næsten hele vejen op over hoved. Varme og en duft af Millicents shapoo eller hvad det var for noget hun havde haft på. Det duftede ikke som hendes krop, det virkede mere sødligt og kunstigt. Ikke at han ville beklage sig, men det mærkes nu stadig lidt underligt.
Hvis hun ikke kom op og vækkede ham, ville Stephen drømme sig med på Millicents arbejde, hvor han var ved at drukne i en masse parfumeflasker der absolut skulle afprøves og pludselig skiftede det hele til en eller anden ferie. Han kunne slet ikke følge med hvor de var henne, for da han endelig havde set Pyramiderne, skiftede scenen igen. Til en hel anden kvinde, et andet sted og helt andre lyde.

Millicent besluttede sig for badet først, og da det var klaret stod hun i duft af lavendel..og ristede toast.Hun var hoppet i en rød skjorte med en masse hægter foran, og en sort tæt nederdel, med et par røde sko til.
Juice, te og nogle rensede gulerødder var også på plads, da hun slæbte bakken op og lidt fast fik sat den fra sig, da hun så Stephen stadig sov.
Hmm....denne gang, nogen midre nænsom, sprang hun over ham og rystede let i hans skulder.
" Hey....Mr.Samson...jeg har mad med til dig....vågn nu op"
Hun kyssede ham på skulderen, og hendes lange fugtige hår faldt ned over hans arm.

Stephens øjne sprang op, som en dårlig syning, da Millicent landede på ham og fik ham effektivt vækket. Han forsøgte at vende sig rundt og sætte sig op på samtidig, mens han med den ene hånd, som han ikke støttede sig til, gned søvn ud af øjne. "Skønt." Derefter et højlydt langt gab og derefter kunne han igen se noget. "Godmorgen smukke, hvad står menuen på i dag?" Han vippede hoved på sned og betragtede hendes beklædning meget åbenlyst. Skjorte, ren og uden rynker, ergo: strøget. "Du må have et strygejern der hjemme, kan du ikke også stryge mine skjorter?" Stephen havde altid brokket sig højlydt over at stryge skjorter, men var glad for at han ikke skulle stryge kvindelige, for der var der tit form og plads til brysterne. Noget han ikke selv behøvede at tænke over.
"Flere gulerødder. Tænk du ikke er træt af dem endnu." var hans første kommentar, da han bemærkede maden, før han så sendte et par lange blikke til de lune toast. "Har de en toast maskine!" Man kunne næsten se julelysende i hans øjne. Hans ferie var reddet!

" God morgen"
Hun sendte ham et stort smil og skubbede bakken nærmere.
Millicent hadede at stryge...og også at lege tjener...men alligevel kunne hun høre sig selv sige " Jo...jeg vil da gerne stryge dine skjorter, Putte."
Hun studsede liiige et sekund over sit eget svar, for helvede han måtte have krammet på hende!
" Der er marmelade og ost...og smør naturligvis"
Hun rakte ud efter en gulerod, og begyndte at gnaske den i sig..." ej....jeg er helt syg efter dem...ved ik lige hvorfor, men de smager jo fantastisk.
At hun også begyndte at have kvalme igen, det bille hun bare slet ikke nævne...hvis hun var fast besluttet på at ignorerer det, så skrubbede den lille irriterende virus vel af ?.
" Har du sovet godt?.... Det lignede at du drømte lige før?" Sagde hun med en gulerod lagt oven på en ristet toast, og et lykkeligt udtryk i øjnene.

Stephen kunne ikke undlade at glo på Millicent, som var han faldet ned fra månen. "Vil du?!" Udbrød han derefter lykkeligt og hoppede næsten af iver, før han endnu gladere end før, greb ud efter en anden toast og begyndte at spise. Efter et par mundfulde, stoppede han op for at få et par ord ud. "Det er udmattet at drømme, men ja, det gjorde jeg, en hel masse endda." Sætningen blev stoppet af mere mad. Endnu et par bidder kom ned, før han så igen var ved en ny pause station. "Men har du planer for i dag, du ligner en der skal ud at feste eller noget." Han gjorde en gestus til hendes tøj og bed så igen til.
imens han spiste videre, tænkte han over hvordan Millicent kunne vide han havde drømt. Var det en del af hendes aura ting og hvad gjorde det overhovedet?! Han havde helt glemt det i farten. Det måtte gøre et eller andet, men hvad gjorde det? Fortalte om følelser, tanker, humør?

Hun fik teen skænket op, til dem begge og rykkede lidt rundt på en pude i ryggen, så hun sad bedre.
" Ja...dine skjorter vil jeg stryge, men ingen andres" lo hun sagte...efter alt Stephen havðe gjort for Millicent, var det vist ret billigt sluppet.Desuden var det ikke som at han havde et lille stykke af hendes med, hvis han havde en af de skjorter på som hun havde strøget ? Så kunne han huske hende?
Ja ja...hun havde sin egen måde at ræsonner på.
" Jeg skal da ikke til fest...klokken er halv ti m formiddagen...må man ikke se pæn ud for sin kæreste ? " hun havde en drillende klang, både fordi orden kæreste var underligt at bruge, hun havde ikke vænnet sig til det endnu.Og fordi hun ofte gik i lidt stilet tøj...før fandt hun kopier der lignede de kendte mærker til forveksling, men kostede en fjere del....nu fik hun ofte lov at beholde de kollektionsprøver, hun havde båret til en fotoshoot.
Men udover det.....ville hun gerne være attraktiv i Stephens øjne.

Skulle man se godt ud foran sin kæreste?! Stephen kiggede straks ned og kom i samme øjeblik i tanke om flasken. Den måtte han hellere huske. "Så må jeg hellere komme i tøjet bagefter, med mindre du har planer om flere nøgenbilleder." Munden blev omhyggeligt forsejlet med endnu et stykke toast, som snart var kommet til sin vejs ende. Da det skete, rakte han ud efter teen, som han nippede til, men stoppede brat op. En tanke eller to løb igennem hans hoved, før han med et hemmelighedsfuldt smil drak videre.
Hvis de skulle ud og kigge i byen ville Stephen med glæde tage udfordringen op, selvom det ikke direkte var en. Pænt tøj, ingen klassisk turist shorts, med solhat og kamera om halsen. Det var han også glad for at slippe for, for han måtte ærligt indrømme at han ikke var den type og han havde sikkert heller ikke noget tøj.

Millicent vippede med tæerne..." ved du hvad...hvis der kommer flere nøgenbilleder på min mobil, så koger den nok over...og brænder sammen...den bliver al for hot" drillede hun.
Det væreste var at hun selv ville være for genert til at se ordenligt på billederne af Stephen, så det måtte ske når hun var alene, og ingen kunne se at hun ville rødme svagt i hendes kinder.
" Bare hvad du har lyst til af tøj...du bestemmer selv..to sek.." Millicent fløj op af senge og nærmest kurede ned af trappen, hun håbede at nå toilettet...før Stephen, hvis han var efter, og hvis hun kunne ville hun smække og låse døren.....og kaste op så lydløst det lod sig gøre...hvilke var lidt af en udfordring at give sig selv.
Det gjore lidt ondt ..i maven...måske fordi musklerne var ømme fra dagen i forvejen.
Fandens til lille virus....den var helt klart mest besværlig om morgenen, lod det til.

Det gjorde det straks værre. Det var lettere hvis Millicent kunne diktere hvad Stephen skulle have på, men det var gået de sidste mange år, så han skulle nok finde på noget. Han gennemgik sin kuffert, da hun pludselig ville noget. Først troede han at hun alligevel ville finde tøj, men hun løb for hurtig og i den forkerte retning. For sent opdagede Stephen hvad det var hun ville og kun halvvejs nede af trappen havde hun låst døren og sad sikkert med hoved gemt væk i kummen. Det ville ikke hjælpe at stå at slå på døren, så Stephen gik i gang med at finde det første og bedste tøj han kunne finde. Han havde glemt alt om det med at se godt ud, så han tog det første der lå i kufferten, hvilke blev et par tynde bukser og en t-shirt.
Da han var kommet i tøjet, hvilke tog et halvt minut, stod han straks ved døren med telefonen gemt i baglommen og sko på. Turen gik til hospitalet så snart hun var kommet ud, om han så skulle bære hende hele vejen.

Åh..pis... Man kunne bare ikke kaste op uden lyd.
Og når det var suppleret med et par små hulk, så var det jo på det nærmeste ...ynkeligt!
Da der igen virkede til at være ro i hendes mave, fik hun børstet tænder og gurglet mund .
Problemet var at hun synes at kunne fornemme Stephen på dørens anden side, og da han ikke have sagt et ord, varslede det ikke godt.
Med mindre han stod klar med hendes shoppingbag, nægede hun at tage med ham...nogensteder....hverken hjem til Aterswell eller andet.
Hun ville ikke have deres ferie spoleret.
Millicent overvejede at blive siddende, uanset hvor længe...lige til at gik, og så kunne hun stikke af og gemme sig....til han havde glemt alt om ' hvad end hun nu frygtede han havde planlagt'.
Hun forsøgte sig med... " Steeeepheeeen....jeg tror vi er løbet tør for toiletparpir....hider du ikke lige se i bryggerset om der er noget?" Hun ville stå klar til at løbe ud.....og væk...hvis han rykkede sig fra døren.

Millicents forsøg på at komme ud, fik næsten Stephen til at grine. "Der er ikke noget bryggers." Han stod lænet op af dørkarmen og ventede utålmodigt på at hun skulle komme ud, hvis ikke havde han metoder til at komme ind, men det ville på ingen måde blive kønt. "Kom nu ud, det er jo ikke fordi jeg bortføre dig." Det var måske ikke helt rigtigt, men det behøvede hun ikke at vide, for hun vidste sikkert allerede at han ikke havde tænkt sig de bare fortsatte sommerhudidyllen. Hans første tanke havde da også været at banke og rive i døren, men det ville ikke give særlig meget. "Hvis du ikke selv kommer ud Millicent, så skal jeg nok få døren ind." Stephen havde flyttet sig fra dørkarmen og lænede sig op af døren, hvor han trykkede håndtaget ned. Selvfølgelig havde hun ikke åbnet, men der skete jo intet ved at forsøge.

Shit...det var rimeligt uheldigt " så led et andet sted" mumlede hun, men vidste udmærket at Stephen havde gennemskuet hende, allerede,
Imens hun forsøgte at udtænke andre muligeheder, svarede hun uden at mene det " Ja ja...jeg kommer om lidt" .
Men hun følte lidt at fælden var ved at klappe sammen om hende, med den afventende Stephen uden for døren.
Hun gik over og stod helt op af døren, med begge hænder flat på den, da Stephen truede med at komme ind, hvis hun ikke kom ud til ham.
Millicent lagde kinden mod døren, som havde den været Stephens bryst..." vær sød at lov mig at vi ingen steder skal" sagde hun med grødet stemme og så håndtaget bevæge sig.
Hun frygtede kortvarigt at den ikke var forsvarligt låst, men ånede lettet op....
Hvis Stephen lvede de ikke skulle nogen steder...ville hun klikke låsen fra, og lade døren glide op...og kigge forsigtigt frem på Stephen.
Hvis han derimod ikke ville love noget.... Ville hun have bruseren, med en meget lang slange på, parat....og idet døren gled op....ville hun bruse ham til...og stikke af...ned af stranden.

Stephens greb om håndtaget blev strammet heftigt, da Millicent svarede ham, men ikke på grund af hendes ord, men stemme. Hun lød som om hun skulle til at græde og det var på ingen måde godt. Han ville meget gerne love hende de ikke skulle nogle steder, men det skulle de. Han overvejede kort at sige at de kunne vente med at tage af sted, men ville det hjælpe? Det tvivlede han på, for hun ville jo ikke af sted, hverken før eller senere. Han kunne sikkert også begynde at holde tale om at det var for hendes eget bedste og en masse tillægsord, men det ville sikkert heller ikke hjælpe, så han gjorde ord til virkelighed. Døren skulle ikke flyve ind i rummet, selvom det ville være en mulighed, låsen skulle bare lige give sig, hvilke viste sig at være mere besværligt end hvad Stephen først havde antage.
Låsen gav endelig efter, lige tidsnok til at Stephen kunne træde ind i et springvand og blive dækket til med vand, fra Millicents 'våben' som hun havde rettet mod ham. Det var på ingen måde forventet, hvilke var et held for Millicent, der på den måde kunne slippe ud, imens Stephen forsøgte at finde kilden til vandet og få det slukket.

Hun havde slet ikke tid til at kigge på Stephen.Det var en spontan handling lavet i ufortyndet panik, af den reneste kvalitet, og da hun satte i løb forbi ham, ud af husets dør og videre ned af stranden...havde hun ingen ide om hvor hun skulle hen og hvad hun skulle der?
Hun kunne jo ikke gemme sif for Stephen for evigt...men bare tids nok til at komme op med en plan, var hendes håb.
Hun fik et forspring...men hun løb generelt ikke nær så hurtigt som ham....og hun var så forbandet træt i sin krop lige for tiden, så det var nok ikke odds der sang i hendes favør.
Hun kom til en lille bål plads , hvor flere små træ tippier stod oprejst.Sikkert beregnet til børnefamilier.Millicent rendte ind i den ene og satte sig ned på sandet.

Efter en krig med bruseren, fik Stephen den slukket og stod gennemblødt og gloede efter Millicent eller døren, som hun var løbet ud af. Han sukkede højlydt og gik hen til døren og derefter sin kuffert, for at få noget andet tøj på. Han tog sig god tid, for Millicent var sikkert over land og bjerge, så han ville nok alligevel ikke lige kunne indhente hende. Efter at have fået tørt tøj på, låste han huset af og brugte sandet til at navigere hen til Millicent. Han satte i fuld løb i den skræk at hun måske stadig løb et eller andet sted og han blev nød til at fange hende nede på stranden hvor han havde nogle friske spor at løbe efter.
Hvor lang tid han løb, vidste han ikke, men til sidst kom han til en bålpas hvor der sad noget med blondt hår, hvilke fik ham til at sætte farten mere op. Da han fik bekræftet at det var Millicent, satte han farten ned, som var hun et skræmt dyr. Ved det første siddesteds der kom til ham, satte Stephen sig ned og fik pustet ud. "Imponerende." Mumlede han og fik fjernet noget af det stadig våde hår væk fra ansigtet.

Hun så ham i det fjerne, men fik også et glimt af hans aura...og den viste at han ikke var sur eller vred.Så hun ville blive siddende og tage kampen op....desuden var hun bare for flad til endnu en løbe tur, så egenlig var valget truffet.
Hun så op på Stephen...hvis hår stadig var fugtigt..." du lovede vi skulle være her en uge....du lovede det Stephen" begyndte hun i sin mest bedende tone.
Hun kunne ikke fighte ham af....så hun ville kun kunne vinde, hvis hans ' medlidenhed' vandt over hans...( fornuft, hvilke hun ikke ville kalden den..hun brugte noget andet) stædighed.