Every Man Gets His Wish ~ Stephen

En urolig nat var passeret.Tiden var løbet stærkt og inden hendes lille bobbel brast, og hun ænsede at det var blevet sent - var klokken var over to om natten, og inden hun lå i sin seng var den tre.
Badet havde hun ikke magtet, og heller ikke at lave noget spiseligt.Millicent var bare dumpet ned i hendes seng, der nu måtte døje med adskillige spor af maling på dens krøllede linned.
Da uret vækkede Millicent , stod hun ud som var hun en mekanisk dukke...en lille kinesisk en,der bare ventede på at falde over sine egne uregerlige ben.Hun nåede dog ud til badeværelset, uden uheld....og sikke et syn der mødte hende i det fint pudsede spejl derude.Store sorte rander under øjnene.Pis.Hvad ville lægen dog ikke tro?!

Millicent sad i stuen med en kop te, den udgjorde hendes morgen mad.Badet var klaret, og hun havde lavet en lang fletnig, iklædt sig en hvid skjorte og en blå nederdel.Nogle tykke strømpebukser...på grund af kulden...og havde allerede sine lange høje sorte støvler på.Hun havde besluttet,selv at tage afsted sin læge aftale...så måtte hun rage kastanierne ud af ilden med Stephen senere.
Hun tømte sin kop, og så på uret....det var tid til afgang.
Hun greb sin taske, og fra reolen samlede hun indkaldelsen...eller rettere rykkeren på indkaldelsen op, og stoppede den i sin taske.
Hun snuppede sin sorte filt jakke og et hvidt halstørklæde og viklede et halvt hundrede gange ca , rundt om halsen.
Med et brag, smækkede døren bag hende...og hun satte kurs ned af trappen og ud mod gaden.

Stephen var gået i seng før solen næsten var gået ned. Om det var på grund af træthed eller fordi han manglede noget at give sig til, fik han aldrig svar på, men skulle han selv svare på det dagen efter ville han sige at det var det sidste. Det endte - ikke overraskende - ud med at han stod op for fanden havde fået sko på og sad og brugte en times tid på at spille, før han satte det halve køleskabs til livs og så ind og spille igen.
Da klokken nærmede sig elleve, brød han op. Efter at have fået noget vand i ansigtet, klædte han sig i det første og bedste tøj i skabet og trak så en vinterjakke og støvler på, for at være udrustet til det vejr der stadig var påvirket af vinteren. Inden han startede motoren op, sendte han en sms af sted til Millicent, for at informere om at nu var han altså på vej.
Da han var fremme, parkerede han bilen næsten oppe i indgangen og stod og ringede på dørklokken. Noget irriterende ubehageligt begyndte at røre på sig, da hun ikke tog dem. Han overvejede hvor hun kunne være henne, men slog sig til sidst fast på at hun sikkert bare sov. Derfor gav Stephen sig i kast med at ringe til de andre i lejligheden og ved tredje forsøg kom han ind.
Som havde nogle sat ild til hans bagdel, fløj han op af trapperne i en fart han selv næsten var imponeret over. Tydeligt utålmodigt ringede han først på dørklokken og ganske kort tid efter slog han hånden mod døren i en utålmodig banken.

Undersøgelsen var forbi og Millicent forlod svangerafdelingen.
Hendes ben føltes blottet for kræfter og knæene rystede svagt.
I det store hele var undersøgelsen gået ok...men .....der var alligevel noget hun var nød til at tale med Stephen om.
Problemet var bare....hvordan skulle hun få det sagt? Det rungede stadig i hendes hoved, og hun var delvist i chok.
Hun håbede bare at det ville gå godt!
Stephen!! Åh gud.....bare han ikke var vred...eller ville blive det?
Millicent havde siddet lidt til , med et gals juice og en mad som personalet havde tvunget i hende, da hun var lig bleg, i vente værelset...og nu var det ved at være på den tid Stephen ville komme hjem til hende.
Ved hospitalets udgang, fiskede hun sin mobil frem og tekstede ham...


Hun trykkede på send, og begav sig ned mod bussen, imens hun med hjertet i halsen , ventede på et opkald eller en sms fra Stephen.

Med rekord fart løb Stephens tålmodighed op, men netop som han skulle forsøge at råbe ind i lejligheden, bibbede hans telefon, som blev flået op med en tydelig irritation. Da han så displayet brummede han utilfreds og gemte telefonen væk uden at svare. Kunne hun ikke have skrevet det?! Han sprang ned af trapperne og satte sig ind i bilen, som blev gasset op og næsten sprang hen af vejen, da han med fart der sikkert ville få politiet til at kigge en ekstra gang.
Lenoardos var et fint sted og selvom han ikke kom der tit, fandt Stephen stedet ganske hyggeligt. Tjenerne var unge kvinder, som sikkert arbejdede ved siden af studiet. De stod ofte ved disken og fniste af et eller andet, men når man ønskede noget, var de ofte hurtig på stikkerne. Langt hurtigere end den gamle bedstemor der ejede stedet. Hun skulle også snakke med alt og alle.
At den blev drukket tvivlede Stephen på. Han var ikke voldsomt interesseret i hverken at spise eller drikke. Derimod syntes lysten til lige at have en samtale med Millicent meget stor. Han forstod ikke hvordan hun kunne opdage det for sent. På vejen der hen kunne hun have skrevet, det var ikke fordi de kom og tvang hende ned på bordet for at scane hendes mave.

Mobilen blev hyppigt tjekket, da hun en smule modløs sad bænket bagerst i bussen.
Hvorfor svarede han ikke.Hun havde sendt to beskeder yderliger.
En der stod ' Stephen?' På.....og bare en '?'
Men der kom intet i retur.Hendes uro tog til...voksede i størrelse.De få gange hunnhavde set ham vred, var det ham der styrede showets gang...og det kunne hun ikke give ham lov til nu.
Så Millicent var...nervøs.
Hendes endestation blev nået, og hun forlod bussen og gik mod Leonardos.
Der var vanligvis pænt med folk, også om formidagen, og netop derfor var det stedet for deres lille møde.Han ville ikke kunne skælde hende ud der.
Millicent skubbede døren åben, men svagt sitrende hænder....trådte knap indenfor, inde hun søgte rummet efter ham.Var han her?
I lommen knuede hendes hånd sig om mobilen.Burde hun ringe til ham? Hun trak den op...og trykkede på opkald.

Telefonen gav sig til at hyle i gen, hele tre gange, men sidste gang var det et opkald. Stephen tog den, mens han blik gled rundt i rummet. "Tre skridt frem, så du står mellem bardisken og de forreste borde og så går du ned til enden af disken, drejer halvfems grader til høje og så skulle du gerne se mig." Derpå lage han på og lage telefonen synligt på bordet. Åndsfraværende stak han en ske i sin kaffe og begyndte at røre rundt selv både mælk og sukker lå uberørt på underkoppen.

Lettet over at Stephen faktisk tog sin mobil blev hun. Det var tegn på al dialog ikke var lukket.Så langt...så godt.
Hans direktion slog hende dog lidt ud af kurs...han havde åbenbart allerede set hende.
Hun fulgte hans instruks, og ganske rigtig ...der sad han.
Hun vinkede kort....og fra baren fik hun lige bestildt et glas hvidvin , og fik det stukket i hånden, inden hun gik ned til ham.
Hun satte sig, uden at møde hans øjne, og først da glasset var sat, og overtøjet krænget af, så hun på ham.
" Hey..." Lød det lidt tøvende.Var han mon sur eller bare lidt ked af at have misset showet?
" Undskyld skat...j-jeg roede lidt rundt i det" indledet hun forsigtigt.

Stephen gav et forsøg på et smil, men det lykkes ikke rigtig. Han havde næsten lyst til at spørge om hun havde fået en abort, siden hun kastede sig over et glas vin, men droppede idéen og stak en hånd op i håret mens hun smed overtøjet. Han anede ikke hvad han skulle stille op med hende, men der måtte jo ske et eller andet. Han ville gerne vide hvorfor hun lige havde gjort det på den måde, så han gik direkte efter målet. Lange indledninger ville bare tage for lang tid.
"Kom de virkelig og bandt dig fast til sengen, siden du ikke lige havde tid til at skrive til barnets far, at du skulle til tidligere?" Han valgte bevidst ikke at sige forlovet og bruge den relation de havde. "Du ved jeg ikke sover særlig længe, så du må nok vide at du ikke vil vække mig." Pressede han på. "Hvor lang tid tager det at komme på hospitalet? Ti minutter, et kvarter? De kunne ikke lige spilde to minutter på at give mig besked?" Han hævede spørgende et bryn og begyndte igen at rode rundt i kaffen, der efterhånden gik fra brændende varm til drikkelig varm. Hans toneleje havde en snert af irritation, måske frustration, men det var ikke udpræget - endnu.

Årh nej...måske var han ikke direkte sur, men han var da ihvert fald langt fra glad, trak gennem hendes tanker, da hun så en meget anstrengt parodi af et smil på hans læber.
Læberne gled stille fra hinanden på Millicent ,som Setephen begyndte sine spørgsmål.
Fokus på hans relation til babyen...ikke til hende....okay, det var vel nok til at forstå, når det nu var den første undersøgelse.Følte han sig udenfor nu ? Det var jo ikke hvad hun ønskede.Langsomt strakte hun sin arm hen over bordet, for at ville holde ham i hånden og berolige ham....berolige dem begge.
"Hold nu op....Selvfølgelig holde de mig ikke fast.." Begyndte hun , men Stephen afbrød og forsatte...igen og igen ' slog han ned på hende' og hun følte sig noget så skyldig.
"Stephen!" Havde hun fået lov at tage hans hånd, ville den anden lukke sig over hans og holde fast.Hvis ikke bille hun en smule såret trække sin hånd tilbage, og sidde med dem i skødet.
"Stephen...hør nu lige.Undskyld.... J—jeg ville sms dig når jeg kom derover, men...så var der en der var udeblevet og de trak mig ind.hele 30 min før tid...jeg troede jeg havde tid til at sms dig og du kunne nå frem." Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, når sandheden lige nu ikke var et alternativ.Millicent var ikke i træning med at lyve, så om det virkede ægte eller stank langt væk, var ikke til at sige.
"Man....man så ikke så meget Stephen.....alt er...fint....er det ikke det vigtigste...skat?"

Stephen lod hende få hans hånd. Det var ikke noget han tænkte videre over i stående øjeblik. "Du ankom altså en halv time før tid?" Han kiggedes mistænksomt på hende. Hendes forklaringer var gode nok, men de hang ikke godt sammen. Grunden gyngede konstant under ham og han ville vide det hele, lige til det hele stod fast. Han behøvede ikke at forstå alle hendes motiver og grunde, men en halv time for at sidde i et vente værelse. Så ivrig regnede han heller ikke med hun var, for hvorfor syv katten havde hun så ikke gjort det første gang.
"Jo, det er godt, men jeg vil alligevel gerne vide hvorfor du ikke skrev det til mig. Hvis det handler om at du ikke vil have mig med, så fortæl mig det."

Hun flettede sine fingrene ind med hans, og selv om det ikke just slog alle problemerne væk med et trylleslag, gav det hende en umiddelbar ro, at være i fysisk kontakt med ham.
Hun havde allermest lyst til at kunne krave helt op i hans favn, som et lille barn, og putte sig ind til ham.Men den gik jo ligesom ikke.
" Jeg ville jo have skrevet ...men ...jeg..jeg roede rundt i tiden og det hele" prøvede hun endnu en gang.
Men hun kunne godt svare ham rigtigt...sådan da...hun undlod bare al det med opkaste og hendes helbred.
" Stephen....hold nu op...der er ingen anden jeg heller ville havde ved min side...men...j-jeg ved jo ikke ...hvordan...de ville undersøge mig, og det var lidt ...grænseoverskridende for mig...her...første gang.Please...vær nu ikke vred på mig.Undskyld.Det kan godt være jeg brugte det lidt som en undskyldning." Hun holdte vejret lidt...inden hun sundede sig og bad " Tilgiv mig?"

Der blev pludselig meget tavst ved Stephen, der i et kort øjeblik bare sad og gloede på Millicent, som var hun en anden tosse. Pludseligt, uden nogle form for advarsel, brød han ud i en høj latter der fik de unge studerende piger og dem der ellers sad omkring dem, til at glo endnu mere dumt på ham.
Da han efterhånden var færdig, lænede han sig ind over bordet og søgte Millicents øjne. "Så du har givet mig det forkerte tidspunkt og selv smuttet af sted, fordi du ikke gider smider tøjet for an mig?!" Et bredt grin voksede frem med sammefart som en bambus med vokseværk. "Hvor mange gange har jeg set dig nøgen?" Egentligt var det mere for at sige til hende, at Stephen havde set og mærket hende nøgen, men lystig begyndte han at tælle på fingerende. "Fem gange?" Det syntes han lød som et nogenlunde tal, i forhold til at de ikke havde været sammen i voldsom lang tid og at hun konstant kravlede rundt og dækkede sig selv til.

Årh...hun kunne krympe sig ved den her del af samtalen.
Hun så pinagtigt på Stephen og at de tiltrak nogle nysgerrige blikke, gik ikke ram forbi.
Pigerne var på Millicents alder, og en del af dem kuiggede rimeligt intenst og næsten nærgående på Stephen.ai, hvor irriterende.
Hun vred sig ludt i stolen og forsøgte at forsvare sig lidt..." Måske lidt....men....." Hun blev genert over hans direkte tale..." Jo du har set mig....men...det-det ...var også at jeg ikke vidste ..hvordan...undersøgelsen ville være,Du ved...ville de scanne...vaginalt eller kun hen oven på maven?" Millicents kinder begyndte så småt at blusse op.
" Hold nu op.." Sukkede hun, da Stephen begyndte at tælle.
Det var da fint at han morede sig....men hun var selv usikker og meget blufærdig i de her situationer, og ja....hun anede , som Stephen, heller ikke hvad hun skulle stille op med sig selv.
" Så....det er okay? Vi er okay?" Prøvede hun at runde af.

"Du kunne have bedt mig om at kigge væk, jeg kan godt bare kigge på dit ansigt og ikke under navlen hele tiden." Stadig havde Stephen det mægtigt sjovt. "Ja, vi er færdige. Vil du have din egen mad eller vil du bare smage mit?" Nu kunne han få noget at spise og var derfor floks oppe ved disken, for at bestille den størstmulige sandwich de havde på menuen.
Efter også at være blevet udstyret med en cola i noget der mindede om et ølkrus og sin mad, kom han vel tilfreds ned til bordet. Der satte han sig godt til rette og kastede sig over maden med en tilfreds mine. Morgenmaden havde ikke været noget gilde, så det var helt fint at frokersten kunne få et par ekstra højder. "Hvis du vil have noget, ellers så finder du selv noget, jeg giver." Så var der ellers tavshed fra Stephen, der spiste.

Millicent gav hans hånd et klem og slap den igen.
Fint....så var første del overstået.....så var der bare den næste, og hun vidste ikke helt bvordan hun skulle sige det? Måske ville det freake ham ud? Knuse hans hjerte? Hun vidste ikke selv hvad hun skulle stille op med det, måske skulle hun bare holde det for sig selv....og se hvad der skete hen af vejen?
Hun smilede dog..." Godt...jeg bryder mig ikke om du er sur på mig" hun rullede med øjnene..." Og ja...det kunne du måske nok, men...Jeg tænkte ikke så meget...det er ikke sjovt at blive rumsteret med...dér....sådan!" Hun rystede på hovedet og viftede med en hånd...ikke mere af den snak signalerede hun klart.
" Cola og en kakao ...varm...jeg er ikke sulten..jeg spiste en banan på vej hertil"
Hun fulgte ham med øjnene da han forlod bordet.
Hun kunne afgive babyerne for ham, hvis det var....hun elskede ham så højt, men....det ville påføre hende alvorlige sår, og kunne hun få dem til at hele?
Millcent smilede nervøst , da han kom ned.Hun svingede som et vildfarent pendul, og ideerne til hvordan hun skulle gribe det her an, kom og gik hele tiden.....de gik nok mest.
Hun ville vente til de var hjemme....den del hørte ikke til i offentligheden, det var mere for at afværge hvis han ville begynde at råbe.

Efter at have slugt et par bidder, kiggede Stephen op. "Skal jeg købe den for dig?" Før Millicent rigtig fik tid til at svare, med mindre hun ligefrem råbte op, ville han springe op og købe en. Da han var tilbage, med en lidt for varm kop, skyndte han at slippe den. "Er der noget galt?"
Han syntes at kunne mærke at der var noget der ikke huede hende. Hvad præcist det var kunne han ikke sætte finger på, men der var uden tvivl noget.
Mens Millicent overvejede om hun ville sige det eller ej, gik Stephen igen i gang med at spise. Det gik ikke videre godt for indholdet var meget og brødet dækkede ikke godt, men det var ikke overraskende. Sådan var det altid.

Et nik....og snart sad hun med kakaoen mellem sinde hænder.
Oh...naturligvis kom spørgsmålet og hvad skulle hun lige sige til det?
Millicent gav sit bedste skud på at lyde helt overbevisende " nej....alt var fint" * endnu...og hvis man trives med kaos* hun kastede sig over sin cola, imens kakaoen blev en smule mere drikkeklar, efterhånden som flødeskummet smeltede og iblandede sig.
" Her" hun rakte ham en serviet....sikke en kamp han førte med den.
" De holder øje med dig....tror du de genkender dig...eller ...kan de bare lide dig?" Spurgte hun direkte og nikkede i retning af nogle piger...en 6 stykker...samlet omkring et rundt bord, et stykke fra dem.De holdte tydeligvis øje , med dem....- eller med Stephen anyway.

Stephen tog imod og tørrede kort, forsøgte men opgav det kort efter. Da Millicent påpegede pigerne, trak han lidt på mundvigen og lænede sig drillende ind over hende. "Jaloux?" Spurgte han drillende, før han vendte tilbage til sin mad som han fortsatte med. De var overraskende tit der var nogle der kiggede på dem. Folk havde tydeligvis svært ved at at de var sammen. Om det var kollektivt, fordi det ikke viste det nok eller bare fordi de var uheldige kunne være svært at afgøre. Han burde måske gnubbe sig mere op af hende eller så burde Millicent gøre det. Et eller anden måtte de åbenlyst gøre.

" Jaloux? Skal jeg ikke kunne sige, hvad er det? Sea food?" Sagde hun tydelig ikke på bølgelængde med den humor.Det pissede hende af, at hun ikke kunne være i selvskab med sin kæreste....sin forlovede og far til...ja...maven...uden at skulle forholde sig til andre damer hele tiden.nede på jorden , oppe i luften., nede ved havnen, ude på toilettet.
Hun sendte dem et skarpt blik, og havde nær hævet hånden med sin ring på, men besindede sig dog...lige.
" Har du planer for i dag? Eller skal vi være sammen? "
Nytåret nærmede sig så småt...og som hun havde det lige nu, havde hun næsten fortrudt de skulle overnatte hos Stephens forældre.Men det kunne jo nå at vende igen.

Efter at have fået slugt endnu en bid formulerede Stephen et svar, mens han undrede sig over hendes spørgsmål. "Jeg skal ikke noget." Normalt spurgte Millicent ikke ind til det, men det var meget normalt at spørge om det, lidt ligesom en indbydelse til en date, bare en smugle indirekte og med visheden om at det sikkert ikke blev en amerikaner date hvor de tog ud og spiste med to lys på et bord. Måske hjemme ved en af dem, men ikke ude - med mindre øst pludselig blev til vest.
"Men hvad sagde lægen ud over at det gik godt. Noget interessant?" Det med børn var Stephen ikke meget inde i og slet ikke kombineret med lægevidenskab, men han måtte interessere sig en smugle for det, før ungen var ude af moderens mave. Andet kunne umuligt være sundt for nogle af partnerne.

Ingen planer ....hun antog det som at de godt kunne være sammen, hvilke var helt fint.
Det var jo ikke fordi hun havde lyst til at være alene...eller ikke gad ham, det var bare....en stor mundfuld at fordøje og som kunne han læse hendes tanker, spurgte Stephen indtil lægernes dom.
Var alt iorden? Millicent mødte hans blik og smilede tappert.
" De var i det store hele helt tilfredse...med det hele"
Argh...det nyttede jo ikke, hun kunne ikke holde det fra ham, eller skåne ham fra det.
Hun tog derfor tyren ved de farlige horn, og startede meget langsomt ud....
" Stephen...skat? Nu skal du ikke freake...men..der er øh...noget jeg er nød...til at fortælle..."

Stephen glemte at spise da hans alarmklokker begyndte at hyle. "Hvad?!" Forlangte han at vide, med et vaktsomt blik, klar til at springe op eller gøre et eller andet - muligvis at beherske sig. Hvis det overordnede var fint, kunne det ikke være voldsomt alvorligt men de kunne have forskellige syn på det.
Han var ikke sikker på at om han skulle glæde sig eller frygte hvad hun ville sige, men han håbede på det første, selvom han frygtede det værste.

Hun kunne se at han blev skræmt af hendes ord, og faktisk var hun også selv...rystet..over beskeden fra lægerne.Da hun ikke vidste om hun skulle grine eller græde, havde det nærmest efterladt hende i en kronisk følelse af ' det sker bar ikke det her'.
Millicent tog en dyb indåndning...og prøvede så igen at få det ud.." Luge nu er de tilfredse, men....de....de måtte gerne..." Hun gik i stå og kunne slet ikke presse mere ud.Hendes øjne blev fyldte af vand, da hun endelig fik noget meget vigtigt ud..." åh gud...Stephen ...der er..to!"
Det var lige før hun begyndte at tude og undskylde for det.Altså at der var to.

Bingo! Stephen åndede lettet op og gav hende et stort smil, selvom han ikke var helt sikkert på om det var helt korrekt placeret. Milicent lignede ikke en der var voldsomt glad. "Hvorfor er du ked af det, så kan du få hele tre af mig." Forsøgte han sig med, selvom han stadig ikke selv var vild med idéen. Der ville blive for mange Stephen'er. Selv ville han heller ikke have for mange Millicent'er, han havde nok i én.
"Så skal du jo ..." Gik det pludselig op for Stephen, der lage ansigtet i meget tænksomme folder. "Vil du have en barnevogn til to eller vil du så have to hver for sig?" Noget andet sprang efterfølgende frem: Lejligheden. Ville den være stor nok? Der var pludselig meget at forholde sig til.

At han overhovedet var i stand til at smile, var et mirakel...eller sådan opfattede hun det da.
Selv havde hun blegnet, voldsomt, da lægen begejstret have udbrudt at hendes kæreste nok var lidt af et mandfolk...for han havde lavet hele to af slagsen på hende.Først forstod hun slet ikke hvad der blev talt om, og fandt bemærkningen direkte upassende, og da meningen så småt dæmrede, havde Millicent forlangt at de gentog scanningen, under det påskud at der var tale om en fejl undersøgelse.Men resultatet havde været en meget anstrengt læge der ikke længere smilede og et billed af hendes indre, hvor der lå to små fostre i maven.
" Jeg er i chok...jeg kommer jo til at driåukne i børn" hun blinkede nogle tåre væk..." j - jeg...vil så gerne have tid til dig.med dig....vores forhold er så nyt Stephen..vi har jo ikke tre fire år bag os, inden de kommer....vi har...10 måneder" snøftede hun.
Millicent stak så en hånd ned i sin lomme, på den sorte filt jakke, og trak et lille foto op.
Det blev lagt på bordet, og med en finger kørte hun det over mod Stephen.
Hun kunne dig ikke fornægte at hendes stemme emmede af varme, da hun sagde " mød dine børn Stephen"

// scroll lidt ned....så kommer billedet.Det sjove ved det her var....at da jeg havde googlet og udvalgt hvilke foto jeg ville bruge, så underskrev hende der postede det sig som Millemus.
http://www.min-mave.dk/foraeldregrupper/thread-2191346.htm?p=2