Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Ja...hun havde lyst til at være lidt alene med ham.Hun havde også været en god pige hele aftenen, ik? " Mmmm lad os det " indvilligede hun og rejste sig en smule dovent op.
Det havde været en lang aften...og Millicent syntes stadig hun manglede et konkret svar på hvorfor det ikke skulle ud nu, at de ventede barn .Det ændrede jo ikke ved hendes dø status.Hvis barnet blev engel, så ville Stephen aldrig være helt alene, men have et lille stykke af dem begge hos sig.
Millicent krammede Amanda og Jess godnat, og takkede Jessie for en helt igennem vidunderlig aften og meget dejlig mad! Et lille vink fra døråbningen til Nathan og et sov godt til David, og så var hun efter Stephen ovenpå.Her smed hun sig på senge og trak Ally ind til sig, imens hun hyggede sig med at se tøjet forsvinde fra Stephen.Nu måtte hun lige holde sine tanker rene, og ikke miste koncentrationen.Det kunne hun gøre en anden god gang, mente hun bestemt.
Hun lå på siden, øg kælede for Ally der spandt højlydt " Stephen...kom herhen til mig " krævede hun.

En tanke omkring noget med en hund og katte ramte Stephen, mens han lydigt gik hen til Millicent og satte sig på sengen, mere eller mindre afklædt. Parat til at gå i seng, hvis han ellers fik lov til det. Han kunne lige forstille sig alle mulige pinsler han først skulle igennem, men det måtte han så bare overleve på en eller anden måde.
"Hvad vil fruen så?" Spurgte han og strøg katten hen over pelsen, som et mindre tidsfordriv i det sekund det tog Millicent at trække vejret og svar, for dermed at hendlede hans tanker på noget andet end katten og alverdens mærkelige ting, der summede rundt i hans hoved og mente at være muligheder hun ville sige, selvom han godt et sted vidste hvad det hele handlede om.

Hun sendte sin hånd gennem hans dejlige mørke hår , og smilede.
" bare være lidt sammen med min mand" de vidste dog begge godt at der ville efterfølge mere.
Og de havde ret.
" Stephen.....you know.." Hun greb fat i Ally og satte den ned på gulvet.Så kunne hun selv møved sig nærmere Stephen.
" Du har ret....jeg behøver dig...til at passe på mig.Ellers fungerer jeg ikke"
Det var ikke sødsuppeord der skvulpede ud af hendes mund, det var sandheden.
Hun gned sin næsetip mod hans og trak sig så lidt ud.
"Du har også ret...jeg er nok lidt mere af porcelæn, end jeg har lyst til at indrømme....så efter i aften vil jeg igen nægte alt om det" sagde hun med et drillende glimt funklende i øjnene.
" Men...en ting kan jeg nu godt....og det er være en ligeværdig partner for min mand...og du skal tale med mig....fortæl mig hvorfor du ikke vil sige højt vi venter barn.Er du bange for der sker noget med den...sidste bebs?" Spurgte hun stille.Denne gang kunne han ikke stikke af fra hende.

Stephen sukkede tavst. "Jeg glæder mig til jeg kan få mine tanker for mig selv." Han var absolut ikke tilfreds med at alle hans tanker på den måde bare blev smidt på bordet foran ham uden han selv har styr på det og havde herredømmet over hvad der kom ud.
"Fordi jeg ikke vil, ikke har lyst og nu skal jeg ned og snakke med David igen." Vrissede han og skubbede Millicent til side. Hvis hun ikke selv ville give slip, ville han skubbe hende væk, hårdt nok til at hun kom væk og han kunne få tøj, bukser, på. Det med at at tage det hele på igen havde han ikke tid til. Han skulle bare ned i en fart og have en alvorlig snak med englen i huset. Manden i huset.

Hun blev helt bestyrtet, for han var faktisk nød til at skubbe hende hårdt, og hans aura viste at han var ret ophidset, sikkert på David.
Imens han fik tøj på, stillede Millicent sig ved døren og med en mere fast stemme talte hun lige et hak højere end før " Nu stopper du Stephen! Det handler ikke om din far....det handler om dig og mig"
Hun ville lange ud verbalt, hvis han blev ved hvis han blev ved med at undvige.
" Det har været en dejlig aften....DU ødelægger den nu, ikke din far" hvis virkelig flyttede på hende nu, ville hun spæne efter lige i hælene på ham.Ikke om hun ville overlade ham alene med David.
" Stephen....hvad er kærlighed værd, hvis vi ikke kan tale sammen? Hvis du får ud af det værelse her nu....så....så...bliv nu her...vil du ikke godt!"

Stephen ville være fortsat, skubbet Millicent til side og trampet ned af trapperne som en anden gladiator der skulle i kamp, hvis det ikke havde været fordi Millicent ramte det ømme punkt. Hans helt store mission med aftenen gik ud på at få hende til at have en god en, hvilke ikke just gik godt på det sidste, så han ville nødig ødelægge den mere, hvis han kunne undgå den.
"Det handler ikke om kærlighed." Han lage armene over kors og skulle næsten bare sætte sig ned på gulvet, for at ligne en stædig dreng, mens snoden blev stukket i sky. Men han blev stående og skulede næsten olmt til døren. "Det handler om at vores tanker er private og jeg har ikke løst til at blive udhulet som et andet æble ... eller hvad der nu bliver udhulet. Græskar!"
Han trak armene fri og sukkede så højlydt. "Men nu har jeg svaret dig på det spørgsmål, kan vi så ikke gå i seng?" Uden at vente på svar, vendte han sig imod badeværelset hvor han omhyggeligt låste døren og tændte bruseren på fuld knald, for så at træde ind under den.

Ok...første katastrofe forbygget, Stephen efter David!
Men han var bestemt ikke sit afslappet selv.
" Jeg kan godt forstå ...det er irriterende...med tankerne , Stephen....selvfølgelig er det det"
Hun vidste godt en del af ham var rasende over ikke at havde dem for sig selv, især da David åbenbart selv besluttede at lytte med, selv om han nok kunne skrue ned for dem.
Han havde ikke svaret på hvorfor de ikke skulle fortælle om barnet....var det kun for at irriterer hans far?
Inden hun kunne spørge, smuttede han ud på bade værelset, og....låste døren.
Stadig noget påvirket af hele stemningen, fik Millicent lynet sig ud af den fine kjole og med en eftertænksom mimik i ansigtet, trak hun først den ene og så den anden silketynde strømpe af.
Hun fandt en teeshirt med Dumbo på, havde slet ikek lyst til at skulle se fin eller lækker ud, følte sig mere som et barn.Hun skulede ud mod badeværelset....var han ikke snart færdig.
Når han kom, ville hun gentage sit spørgsmål....hun ville have et helt tydeligt svar.

Millicent kom til at vente længe, for efter sit bad tog Stephen en lang tur. Men først efter at have låst døren op. Det var sikkert ikke til at høre for det brusende vand, som han først slukket bagefter.
Først da fyrværkeriet for længst var forstummet mere eller mindre, vendte Stephen tilbage til huset, brugte toiletvinduet og smed de våde bukser. Han ville med sikkerhed få sig en sygedag, men det måtte han så tage med.
Forsigtigt listede han ind på værelset og lage sig i sengen, hvis Millicent lå i den. Hvis ikke, ville han alligevel gå omkuld i sengen, men der ville først gå lang tid før han sov rigtigt. Det første lange stykke tid lå han og tænkte, rodede rundt og kæmpede imod oversvømmelser.

Det var ikke sådan hun havde forstillet sig det.
Hverken afslutningen på deres første nytårs aften eller på deres samtale.
Faktisk blev hun rigtig ked af det.
Vrede og triste tåre blandede sig med den makeup fjerner, hun pligtopfyldende gned sine øjne med,inden hun lagde sig - alene i den tomme seng.
Første nytår.....første nat hos hans forældre....og her lå hun- alene og ked af det.
* tak for det, Stephen.....tusind tak* græd tankerne sarkastisk, imens hun med tungt sind faldt udmattet om.Graviditetet betød hun næsten kollapsede af træthed...hun havde kørt på reserve tanken i adskellige timer efterhånden.

Den næste morgen...vågnede hun med hjertebanken.Der var dog ingen smerter i hverken venstre arm eller bryst, så hun mente at det bare var en smule stres, udløst af aftenen forinden.
Stephen sov stadig, og hun havde bestemt sig at lægge ham lidt på kold is.Hvis han troede at sådan et stunt...og så enda på udebane ....ville gå i glemme bogen, så kendte han ikke sin forlovet.Hun ville ikke forfølge diskutionen , ikke her i huset.Men alt tydede på stilhed før stormen.
Millicent , trak en figursyet dueblå kjole på, med trekvart ærmer.Børste tænder og hår, og gik neden under, for at finde noget te eller kaffe.

Jessica hilste Millicent godmorgen med rundstykker og varm te. Hun satte sin svigerdatter på en stol og serverede for hende, som befandt hun sig på en femstjernet restaurant. David kom gabende ned fra trappen og gav sin kone et kys på kinden, før han slog sig ned ved siden af Millicent, som han sendte et opmuntrende smil til.
Han sagde ikke noget, men vidste tydeligvis godt nogle ting som han ikke sagde. Da han fik et krus kaffe og noget brød, satte han glædeligt tænderne i det og begyndte at snakke med Millicent og løst og fast, imens Jessica kom med diverse input her og der.
Oppe på værelset var Stephen efterhåndet vågnet, men frem for at gå ned til morgenbordet, blev han liggende og fortsatte sine tanker hvor han havde sluppet dem en gang ud på natten forinden.

Det var en skam at Stephen i den grad brillierede med sit fravær.
Det var dog meget rart at Jess og David havde så meget situationsfornemmelse at de undlod at stille spørgsmål, så lidt small talk var istedet temaet under morgen maden.
Bagefter...undskyldte hun sig, og gik op til deres værelse.
Hun fandt ham i sengen, selv om han slet ikke sov længere.
Hun kunne ikke helt styre sig længere og selv om de ikke skulle tale mere om ' emnet' før de kom hjem....eller ned til bilen....så havde hun da lige en bemærking om hans almene opførelse.
" Hvad fanden har du gang i? Du går fra mig nytårs aften af alle? Og ....du kommer ikke ned til morgen mad? ....helt ærlig, at du kan være dig selv bekendt" lød det med en kølig under tone.
Det var da enormt pinligt for hende at sidde der med hans forældre alene.Det var jo tudeligt at der var problemer!
" Gå ned og sig godmorgen....opfør dig pænt....ellers taler jeg sku ikke til dig mere" snerrede hun, og begyndte med en smule arrige bevægelser at pakke hendes ting og sager tilbage i kufferten.Hvor trist en afslutning, på en ellers så dejlig aften.

Det var ligefør Stephen havde smilet over Millicents udbrud, da hun brød ind i hans fredsommelige bobbel. "Valentines vil da være værre?" Lød det fra ham, mens han trillede ud af sengen, fandt et par bukser og en skjorte, for så at komme ned og hilse ved morgenbordet, hvor der var tavst som en grav. Han satte fire rundstykker til livs og en halv kande kaffe, før han gik ovenpå og kastede noget vand i hoved.
Hvis han kunne komme til det, ville han pakke sine ting og tage dem med ud i bilen, hvor hans mor stod og lige ville have et par ord med ham. De viste ikke ikke at være nær så farlige som han først havde troet det. Nærmere trøstende, men han havde ikke den enorme lyst til kælende ord.

Stephen ville ikke selv tage hul på det ømme emne, så hvis ikke Millicent gjorde det, ville hans eneste spørgsmål være om hun ville hjem til sig selv eller hvor hun ville sættes af. Selv ville han tage hjem og finde ud af et eller andet at distrahere sig selv med, med mindre Millicent absolut ville tale om emnet.

Hun fandt aldrig ud af hvad der egenlig skete.
Tavsheden fyldte bilen på vejen hjem, og Millicent var top ulykkelig.
Det var muligt at David havde forsikret at kærligheden var der fra Stephens side, men det var i sig selv ingen garanti for at den fungerede i praksis, og Stephen....han trak sig væk fra hende.
Hun kunne ikke lide at han lukkede hende ude....og i hendes verden...på den måde det var sket, havde han i den grad svigtet hende.
" Bare kør mig hjem....og du skal ikke ringe før du har en god undskyldning på det pis her" lød det hårdt.
Hun var desperat, følte at han smuldrede mellem hendes hænder.Hun satte hårdt mod hårdt....o den forventning at han ville ringe, seneste den følgende dag....og de ville kunne klinke skårene.

~ Det gik dog ikke helt sådan...



//out