Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Stephen blev blot en smugle pave stolt, da an hørte hun kunne lide aftenen. Så var hans familie ikke helt håbløs. Hvad han selv mente de var. "Nyd det, for det bliver det sidste på den her måde." Svarede han. Næste år, næste gang der var nytår, ville de have et barn og muligvis være gift, hvis de var noget så langt i planerne, ellers var de måske i gang med at planlægge det. Et vinter bryllup ville være fantastisk!
Efter at have skålet og ønsket godt nytår, ville Amanda danse. Så hun gik hen og fandt noget dansemusik, for så at trække sin bror ud på dansegulvet, der var meget imod det og stemte hælene i gulvet. Ha ville hellere sidde og drikke vin og snakke, men det ville Amanda ikke finde sig i. Hun ville have en dans med sin bror og det skulle være lige nu og her.

De var ikke håbløse, langt fra da.
Familien var åben ,varm og meget søde så der var ingen dikkedare.
Hun gled lige en smut tur i tankeland, ved hans ord.Det var helt surrelistisk at tænke at de stod med en lille baby næste nytår.Forhåbentlig en lille Stephen med mørke øjne og mørkt hår.
Hun blev vækket, da Amanda hev fat i Stephen og ville danse.Millicent syntes at hun havde en fin indvirkning på Stephen.Hun var klart den mest åbne og Stephen den mere tilbageholdende.
Kathleen sad i sofaens hjørne og sov.Efter at have set lidt fyrværkeri, var hun gået ud, som et lille lys, og Nathan havde lagt et tæppe over hende.Senere ville han bærer hende op i seng.
Millicent havde fundet sin mobil, og sendt et par sms af Sted med ønsket om et godt nytår.
En til Safre og en til ' Allys plejefar'og også en til Alias, selv om hun nok havde på fornemmelsen at han havde fået et nyt nummer, da han ikke svarede.
William fik ikke nogen....de var ikke på talefod.

Stephen begyndte højlydt at jamre, da Amanda fortsatte med at hive. Så meget og højt at Nathan til sidst tog Kathleen med ud og puttede hende i bedsteforældrenes seng. Da han var tilbage, havde Stephen modvilligt accepteret én dans, intet mere! Den blev yderst kort, for på daværende tidspunkt havde de snakket sig igennem en næsten hel sang, så da musikken forstummed, løb Stephen væk fra dansegulvet og slog sig ned i sofaen med et glas vin, som han surmulede bagved i lidt tid, til han fik nok til at vågne op.
"Hvis Stephen slet ikke vil danse rasten af aftenen." Lød det fra David, der galant bød sin svigerdatter op til dans. Noget mere prof end sin søn, ledte han sin dansepartner rundt i dansen. Tydeligvis med en del år på bagen inden for det emne.

Han var blevet lidt rigeligt glad for sin vin,hendes forlovet...var han ikke?
Stephen løb nærmest ind i favnen på den, og væk fra Amanda, hvilke fik Millicent til at skjule et lille grin imens hun satte et jordbær til livs.
Davids hånd var pludselig foran hendes næse, og da Millicent elskede at danse fik hun meget hurtigt lagt sin i hans. " Det er mig en ære" sagde hun med et glimt i øjet.
Hun ' hang fint der' på hans arm.David var en habil danser, og Millicent var det også, så der var ingen kejtede bevægelser eller fødder der fik klemt tærene.Hun fulgte ham pænt.
" Tak...for en dejlig aften....og for at have tavet så pænt i mod mig." Sagde hun under dansen.
" Det betyder meget..." Hun trak sig lidt ud , så hun lige kunne se David ordenligt, og så han kunne se hun mente hendes ros.

David lyste op i et smil. "Det er jeg glad for at høre, men jeg tror det har større effekt ved min kone." Pludselig gled der et alvorligt udtryk hen over hans ansigt. "... og så kan jeg vil passende takke for at du har halet min søn med hjem? Der har været meget langt i mellem hans visit." Endnu et par dansetrin, før han fandt et andet emne med henblik på at løsne op i en muligvis stram stemning i mellem dem. "Men du har givet ham en stor glæde for vin?"
I Davids øjne havde Stephen aldrig været en der drak særlig meget, men hurtigst muligt luskede af. Hvilke var stik modsat af hvad han næsten havde gang i. Hvis han glædeligt havde danset med sin søster, havde han med sikkerhed været bekymret for hans helbred. "Du må være lidt magisk, for du har tydeligvis en magisk effekt på ham."
Han førte dansen videre, til den næste sang, før han så syntes at tøve, for så endelig at åbne munden. "... og tillykke med barnet, selvom det gør mig ondt at høre hvad der er sket med det første."

" Jeg skal nok huske at takke Jessie også" smilede hun og lod sig føre videre.
Hun havde haft ret...Stephen var ikke ofte hjemme.Hun så lidt mere seriøst på David.
" Jeg håber det kan blive en smule mere regelmæssig fremover...familie...skal man værne om"
Hans næste bemærkning om vinen , fik hende til at le.
Så havde de nok alle bemærket det." Han drikker nu ikke meget vin, det er sjældent....men til fest..ja, hvorfor ikke, og...han skal for en gangs skyld ikke køre bil" forsvarede hun ham med et glimt i øjet.
Da den nye melodi gik i gag, svingede han Millicent en gang rundt, og da hun landede hos ham igen..kom slaget.Bang.
Hun standsede...og skulle lige sunde sig...enten ville de blive stående så alle kunne se at et eller andet var sket, ellers måtte David stramme grebet noget fast, for at sveje hende en anelse rundt, så det stadig mindede om en dans.
Det svimlede løfter hende....mørknende for øjnene, og hun lage en hånd for panden.
Hvornår havde Stephen fortalt de ventede barn? Kunne han ikke luge have givet hende et prej?
- og hvad mere var......han havde også underholdt med de havde mistet et.....hvorfor havde han intet sagt til Millicent, så hun ikke stod her og lignede en der ikke talte sproget.
Hun var ikke forberedet, så imens hun mumlede et tak, som respons på Davids tillykke....blev hendes øjne blanke.
" Hvad mere har Stephen fortalt?" Fik hun ud.
Vidste de at det var Maria der stod bag?
Hun kunne slet ikke vende sig og se på Stephen.Hun følte sig en lille smule forrådt.
Han kunne da have advaret hende.

David satte dansen i gang igen, selvom han havde fundet ud af at Stephen sad og kiggede på dem som en anden ørn der ventede på at byttet skulle være muligt at fange.
"Undskyld, jeg skulle nok først lige have sagt jeg kan læse tanker, sådan mere eller mindre." Lød det først. "Stephen har ikke fortalt mig noget, men han har kræset omkring det i sine tanker. Mere end du har. Det virker til at bekymre ham. Meget." Han holdte en pause, hvor han bare fugte rytmen. "Ved godt at det måske ikke var den bedste måde at fortælle det på og jeg skal selvfølgelig nok lade være med at sige noget til de andre. Jeg holder på mange hemmeligheder." Han gav Millicent et let tryk på ryggen og førte hende videre i dansen, til den var færdig.
Da de var færdig, ledte David Millicent lige så galant ned til hendes forlovet, der sendte sin far et ikke just glad smil. Det kom ikke som nogle overraskelse, for han havde sikkert gættet hvad der var sket. Han kendte sin fars evne, meget godt, og kunne absolut ikke lide den. Slet ikke når han brugte den på nogle han ikke burde.

" Du kan læse tanker? " hun blev stille...i noget tid.
Det var jo en vanvittig afslørende evne, som at læse en privat dagbog...bare værre, for det han så var ikke censureret eller udvalgt.
" Undskyld....vi ville have fortalt jer det....vi skal nok fortælle...ihvertfald den del med vi venter os" fik hun dog sagt.
Hun så op i Davids øjne....og tog imod beskeden om Stephen faktisk bekymrede sig om barnet de havde tabt.Var det derfor han drak? Hun troede jo han hyggede sig.
Pludselig kunne hun ikke blive alene med ham hurtig nok." Tak" hviskede hun til David, da han gav hende tilbage til Stephen.
Pludselig følte hun sig helt usikker på, hvordan hun skulle slå hul på emnet.
Så hun startede med at flette sin hånd ind i hans og priste sig lykkelig , intet mindre, over at det ikke var Stephen der besad tankelæsnings evnen.
Millicent gav hans hånd et klem..."Hej....min dejlige forlovet....jeg har savnet dig" startede hun.

Stephen forstod ikke helt hvad Millicent havde gang i, men svarede at han også havde savnet hende, for så at tilføje at det også var selvom han havde siddet og gloet på hendes røv mens hun dansede. Han lod efterfølgende en hånd glide rundt om noget af hendes løse hår. "Nå, hvilke hemmeligheder har min far så afsløret om vores tanker omkring dig?" Ville han vide, med et lille smil gemt i den ene mundvige. Han fandt det ikke rigtig morsomt, men han havde ikke lyst til at de skulle have en aften der var plettet til med sort humør, så han forsøgte at holde det oppe, imens han nippede videre på sin vin.
"David presser på for at jeg skifter navn." Fortsatte han og lage hoved en smugle tilbage. "Ligesom med Nathan, han gider bare ikke være med til det." Han trak kort i smilebåndet - igen. "Han vil ikke være med i det familie hajs med navnet, men selvfølgelig er han ikke nogle kendt musiker." Han skød drillende brystet frem, før han plantede et kys på Millicents kind.

" Så har du da brugt tiden på noget fornuftigt " sagde hun og et skævt smil tronede frem.
Millicent havde nu ikke tænkt sig at tage den samtale lige her i sofaen, så hun lænede hovedet ind mod hans skulder, selv om det trak lidt i hendes hår, som han havde et tag i.
" Han....har lugtet luntet med vi venter os" ...hun ville gerne være alene med Stephen inden den del skulle uddybes.Så navn skiftet virkede meget mere lige til .
" Jamen....hvis der er nødvendigt, så må vi gøre det...det er også bedst inden bebsen kommer"
Hun fik sit kys..og så på ham.." Du har gjordt det svært for dig selv ved at være et kendt ansigt, søde skat...er det derfor dine forældre ikke har været så vilde med den levevej?"
Hun rettede sig lidt op...." går du ikke lidt med ud i haven? Det er mørkt, så jeg tror ikke vi ødelægger nogen facade, ingen kan se os der"
Millicent rejste sig, og trak ham i hånden..." kom "

Hvordan det skulle tolkes, forstod Stephen ikke, men han fulgte efter hende ud i haven. Omend en smugle vagtsom. Det kunne intet betyde, men bare en kommentar, men det kunne også have en stor betydning. Enten ville hun have han skulle fortsætte som han gjorde eller også skulle han droppe det og leve et mere privat liv. Hun gav intet svar på det.
Ude i haven var duggen kommet ned fra himlen og lå som et vådt tæppe hen over det veltrimmet græs. Stehen stak hænderne i lommerne på sine bukser og kiggede op imod en himmel der var fyldt med brag og flotte farver. "Hvad er det du vil snakke med mig om?" Han vendte hoved og kiggede på Millicent, halv spændt på hvad hun havde i tankerne. Usikker på om han skulle glæde eller frygte det.

Ikke så praktisk med højesko og en fugtig græsplæne, men det måtte gøres så elegant det lod sig gøre.
Uden for, brugte Millicent et par sekunder på bare at se på ham, inden hun trådte frem mod ham, stillede sig helt ind mod ham og lod sine arme ligge sig omkring hans hals.
" Jeg vil ha' dig for mig selv" lød det halvt flirtende og hun stillede sig på tær for at kunne nappe legende i hans underlæbe.
" Men...der var også noget andet..." Hun pressede sig lidt ind til ham.Både fordi det var dejligt, men også gav lidt varme.Luften var kold som bar fanden.
" Stephen....fortæl mig ... Det er nytårs aften....og noget ser ud til at have optaget dine tanker en del.Vil du ikke godt dele det med mig?.... Fortæl mig hvad du tænker på..."
Igen løftede hun sig , denne gang for at kysse hans læber med al den kærlighed hun kunne mestre, og lod begge hænder glide fra hans hals,ned over skulder og søgte så hen og lagde sig tilrette på Stephens bryst.

Hvis hensigten var at han skulle blive smigret, så blev Stephen det. Meget. Vældig glad blev han også, men det var næsten for ømt til situationen. Glæden blev også sat på pause, da hun sagde der var mere. Andet ville også have været mærkeligt. Spørgsmålet satte ham i gang med at tænke. Millicent fiskede tydeligvis efter noget bestemt, men præcist hvad det var, forstod han ikke i første omgang.
David havde fortalt hende noget, det var Stephen helt sikker på. Noget der havde optaget hans tanker meget. Han tog det første bud blandt få andre. "Dig?" Det virkede nok en smugle for åbenlyst til at kunne være det hun søgte, hvis hun ikke selv havde fundet ud af det. Hun måtte jo vide at han som en anden planet kræsede omkring hende som var hun solen.
"Der er mange ting." Fortsatte han så og håbede inde i sit eget sind, at Millicent ville fortælle hvad det var hun fiskede efter, eller i det mindste bare give et lille hint omkring det, for han fik ikke meget ud af hendes nuværende ord.

Første instinkt var af afvise og sige nej...da ikke mig, men hun kunne godt bruge den som en indgangsbillet.
Hendes læber gled kort over hans kæbe, inden hun forlængede hans forslag.." mig....babyen....og....tabet af den anden bebs" hun så op på ham.
Han skulle ikke forsøge snige sig udenom.Hun elskede ham....og hun ville kende ham...rigtigt.
Han skulle vide at uanset hvilke umulige tanker han tumlede med, ville hun være der...ikke dømme eller noget...bare være den han delte det med.
Hun lagde kort sin kind mod hans bryst..lyttede efter hans hjertesrytme.
" Stephen... Jeg er ikke af glas...du kan..og skal...tale med mig..." Tiggede hun sagte og holdte fast i hans skjorte nu.

Stephen skar en grimasse da Millicent satte ord på hans tanker. Ikke fordi han ikke selv havde kunne det, men det var alligevel noget andet. Især når hun havde fået det fra hans far og ikke hans egen mund. Det var heller ikke fordi det var sket første gang, men han mente bestemt at det var noget helt andet denne gang. Det var ikke bare normale tumlende tanker, ikke i følge Stephen.
"Det ville ellers noglegange være rart." Lød det efter en lang pause, hvor han havde slået armene omkring hende, tæt og fast, bare for at have noget at holde fast i. Han lukkede øjne og indsnusede hendes duft, blandet med den kølige nattevind der gik lige igennem tøjet. "Måske skulle vi bare gå i seng?" Det var ikke ønsket, men han kunne ikke gemme den let håbefulde tone der var i hans stemme, mens han fortsatte holdte om hende.
"Kan vi ikke vente med at sige det?" Han slap hende og fik så pludselig travlt med at kigge op i himlen, mens han stærkt overvejede hvad han så skulle sige og gøre. Han lod armene hænge slapt ned langs siden, mens han var i en heftig debat med sig selv, om hvad han skulle gøre hvis hun spurgte hvorfor.

Stephen havde vist ikke helt den store lyst til at tale om det, og den lille grimasse han optrådte med, hentydede det til hende.
Millicent krammede og puttede så tæt det lod sig gøre , sig ind til ham, indtil Stephen igen slap hende og faktisk af alt virkede en smule modløs, da han deklererede om de ikke kunne vent, og dermed fortalte at sådan fortrak han det.
Hun så lidt på hans arme der hang løst ned af ham, og rakte så ud for at snuppe hans ene hånd og holde den fast, mellem begge hendes.
"Vi kan vente..." Sagde hun næsten i en trøstende tone.
De kunne sagtens vente hvis han havde det bedre med det.Mest ville hun sige det, fordi hun mente det måtte være lidt akavet for David at vide Stephen skulle være far, uden at dele nyheden med Jessie.
Men Stephens velbefindende rangerede langt højere end Davids, hvilke man nok ikke kunne bebrejde hende .
Millicent løftede hans hånd , bed blidt i tommeltoten, for at bløde op for den lidt alvorlige stemning, der var ved at indfinde sig.Efterfulgt af et kys på håndryggen , krævede hun naturligvis et lille svar i retur,
" Hvorfor vil du vente? Ikke at der gør mig noget...men...." Hun var ret sikker på at David vidste grunden, han havde ligesom læst den hos Stephen....hvis ikke han selv fortalte hende det, skulle hun så spørge David, hvilke tanke , sådan helt i detsljer, at Stephen havde gjordt sig? Hun behøvede at vide hvad hans bekymring var....så hun kunne fjerne lidt af den for ham.

Stephen stod lige og nød Millicents kærtegn, da hun slog hul på glasset. Han brugte et sekund på at tøve, før han lige pludselig udbrød at han skulle snakke med sin far. Han skulle nok fortælle det senere. Så tog han flugten indenfor og forlangte at David fulgte med ham ovenpå, hvor han på en meget 'pæn' måde gjorde det klart at han IKKe ville have ham til at snage i hans tanker og da slet ikke fortælle dem til Millicent nytårsaften ... og da han var i gang, så kunne han godt glemme at han sad og drak af sorg, for det gjorde han bestemt ikke. Det var en fest, hvorfor så ikke slå sig løs?
Da den kom tilbage, slog de sig ned i sofaen og gik i gang med en høflig overfladisk snak med henholdsvis Amanda og Jessica, som begge gjorde deres bedste for at bløde op på de to herre, der tydeligvis ikke ligefrem var bedste venner.

Istedet for at få et svar og blive klogere, blev hun ladt alene.
Stephen stak af, og ville have en snak med sin far, og Einstein behøvede man nu ikke at være for at vide hvad den snak drejede sig om." Stephen...kom tilbage....please" kaldte hun ud i mørket, men hans forsvandt ind i det, for tilsidst ikke at kunne ses længere.
Pis, tænkte hun.Det var hun ikke sluppet så godt fra, snakken.
Hun var ikke blevet det mindste klogere, og kun bekymringen var taget til.
Hvorfor ville han ikke bare fortælle hvad pokker det var.Ønskede han ikke barnet, når alt kom til alt? Eller..argh...hun blev så let at lede på afveje, når han lukkede hende ude.
Var det ikke sådan...at når man ikke fik klar besked, så forstillede man sig altid det væreste.
Og det væreste for hende var, at han var blevet mæt af hende...uanset hvor lækker han havde fundet smagen til at starte med, kunne man jo få lyst til en ny....
Hun var nød til at snakke med David, ellers var hun bange for hun ikke kunne nå Stephen.
Hvor tæt skulle David mon vær før han kunne høre tanker? Og hørte han dem kun når han ville, altså var det bevidst?
Hun gik en tur rundt i haven, ville gerne lige have kontrol over sig selv igen, inden hun ville forsøge linke sig til Davids' frekvens'.

Under en lille pavillion gik hun ind og spejdede ud på havet.
Så lukkede hun øjnene, og dorsøgte at lade hendes tanker række ud efter ham....* David....David.....pavillionen.....David , kan vi tale?"
Egenlig følte hun sig temmeligt fjollet....som om hun forsøgte lege noget okkult og kontakte en ånd.
Men....det var så istedet hendes kommende svigerfar...der tilfældigvis var en tankelæsende engel.Millicent rystede lidt på hovedet og skrabede med skospidsen på det anlagte trægulv , imen hun afventede resultatet af hendes forsøg.

Efter emnet var færddiggjort med Amanda rejste David sig op, med det påskud at han lige skulle strække armene. Han gik ud i haven og hen til Millicent, som han tilfældigvis mødte. Han kiggede spørgende på hende, uden at sige noget i første omgang.
"Han var ikke specielt begejstret for at jeg lage hans tanker ud for dig." Han kløede sig i håret, som om han havde svært ved det. "Så med mindre du kan sikre min sikkerhed, så vil jeg ikke fortælle dig det." Han grinte kort, overfladisk og uden glæde.
Han lod åndsfraværende en hånd løbe hen over bordet og mærkede den kølige overflade. "Du behøver ikke være bekymret for at han elsker dig. Det gør han og hans plan var også at dække over hans bekymringer, så du kunne nyde aftenen ... men ... jeg var ikke helt regnet med i den plan." Han tøvede kort, før han stak hænderne i lommerne, for at holde varmen.
"Det var ikke den mest elegante måde at sige det på, men ville gerne have du vidste det."

Hun havde næsten opgivet da hun så David nærme sig.
Nu håbede hun ikke at han var vred over hun ikke havde kunne tackle Stephen bedre?
" Jeg prøvede....at tale lidt med ham, men han ville ikke rigtig ind på emnet" begyndte hun, inden David supplerede med at han ikke havde været glad for Davids indblandning.
" Jeg ved det godt....han er lidt privat..omkring nogle ting" smilede hun og vidste så ikke helt om David var alvorlig eller lavede sjov ? Men det måtte da være for sjov, Stephen ville aldrig lægge en hånd på sin far.Og Millicent skulle nok sørge for de ikke forlod familien i en dårlig stemning.
" bare rolig David....hvis bare jeg ved hvad der tærer på ham, så kan jeg jo hjælpe" sagde hun stille og sendte et blik fyldt af varme og taknemmelighed, da David slettede hendes iste tanker og kærligheden var på retur fra Sephens side af.
" Ja...det kom lidt bag på mig....det indrømmer jeg...og en anden dag vil jeg gerne høre mere om hvordan din evne virker, men lige nu...vil du så ikke godt fortælle mig de mørke skyer der hænger over ham, hvad består de af?"
Hun tog en dyb vejrtrækning...." jeg har brug for din hjælp, hvis jeg skal være der for ham."

David trak vejret dybt. "Stephen har aldrig været glad for min evne og den holdning har slet ikke rørt sig de seneste år. Han tog en chance ved at tage dig med her, fordi han egentligt godt vidste hvad jeg ville gøre. Det irritere ham grænseløst at jeg så har gjort det og han vil med sikkerhed ikke lige glemme det." Katten luskede videre om den varme gråd, mens David overvejede om han skulle vidergive problemet.
"Stephen forguder dig og vil faktisk gøre alt for dig, hvilke overrasker mig. Du må endelig ikke tage følgende personligt. Men du er et menneske og du vil dø før eller siden, ligesom alle os andre, men før. Derfor undre det mig at han vil opgive sit liv, hvis du vil have det. For bagefter, når du er væk, så vil han jo være alene." David forsøgte at undgå at lyde kold og kynisk, hvilke sikkert ikke helt gik så godt, men Millicent måtte vide at han ikke forsøgte at gøre hende ked af det. Ellers måtte guderne vide hvad der ville ske.
"Derfor syntes Stephen at jeg skader dig, ved at læse dine tanker. Han kan godt lide tanken om dig som en porcelænsdukke. Så har han en undskyldning for at kunne passe på dig, men han ved godt du ikke er det."
Dyb vejrtrækning, før David så fandt den egentlige kørebane. "Først på aftenen var Stephen optaget af jeres vædemål og drak fordi han kunne, ville. Ikke for at skubbe sine sorger væk, omkring barnet, det var mere end bonus han fik ud af det. Efter vædemålet var stoppet, var han generelt konstant omhyggelig med ikke at tænke, blot for at undgå at tænke for højt med mig i nærheden."

Hun fik godt nok lidt af et herre måltid serveret her.Der var meget at tygge sig igennem.
Hun så nærmest en lille film for sit indre, som David lidt efter lidt fortalte , hvad det handlede om.
Det mest tossede var, at sandheden var lige der....på en eller anden underlig måde, havde han jo ret, Stephen.
Millicent kunne tage meget, rejse sig fra meget, gennemleve dit og dat men når det kom til at passe på sig selv og hendes hjerte,var hun totalt uegnet, og fik den ene skræmme efter den anden.Så på en under måden havde han jo nærmest fået sin lille porcelænsdukke, selv om den også kunne tåle at blive tabt, uden at flække hver gang.
" J-jeg tror jeg forstår...." Hun var fyldt op med følelser og tanker, alt fra de store ord som forguder til at han en dag ville være alene.
" Han skal kun ændrer det han vil...det han ønsker....jeg er den der ønsker at føje mig....og...desuden prøver jeg at finde en måde at holde mig i live på...uden aldring"
Millicent kastede sig om halsen på David og gav ham et kæmpe kram.
" tak fordi du ...hjælper mig" hun slap ham langsomt, og drejede omkring for at ville finde Stephen, men hun bremsede op og stillede det sidste spørgsmål..." Kn du selv kontrollerer hvornår og på hvem du læser tanker? Er det et bevidst valg....eller sker det bare?" Uanset svar, ville hun smutte for at finde Stephen.

David gav Millicent et forsigtigt knus. "Men lad være med råbe for højt om det ønske, for Stephen kan absolut ikke lide den." Hvordan hun havde kunne udvide et rigtigt svar, forstod David ikke, men det ville han ikke tænke nærmere over. Det måtte de selv arbejde videre med, uden hans indflydelse. "Jeg læser tanker som hvis jeg lytter. Jeg høre stemmer, jeres tanker og så kan jeg vælge at lytte mere intenst for at forstå dem. Men det kan også bare være 'baggrundsstøj'." Lød forklaringen.

Stephen havde imens de snakkede, sat et helt glas vin til livs. Amanda og Jessica sad og snakkede om Kathleen, mens Nathan var gået igang med at skrabe is af bilen så de ikke skulle gøre det imens de skulle til at køre.
Da Millicent kom ind, vågnede Stephen op og satte sit glas fra sig.

Det var stadig en smule sløret, men hun havde noget at starte med, når hun skulle have Stephen sat i tale.
Hun ville ikke presse ham meget, ikke i dag men snakke om det, det skulle de altså.
Hun vendte tilbage til huset, og løsnede remmene om hendes ankler og fik skoene gelejdet af, da de havde hårdt græs op af hælene og på snuderne.
På Strømpe fødder, gik hun ind i stuen og over mod Stephen, imens hun smilede.
Det eneste hun egenlig ønskede var ham...og ham i en glad udgave.For hans skyld altså.
Hun gik over til sofaen og gled ned ved siden af ham.Da alle andre synes at været blevet helt laid back, trak hun benene op ,så kunne hun også læne sig lidt ind til ham
Hun fik lusket en hånd op og trak blidt i hans hage, uden det vækkede for meget opsyn, og hviskede til op til ham.." jeg elsker dig,Stephen."
Resten måtte hun vente med st sige, til de var alene.

I den tro at Millicent ville sætte sig op af ham, blev Stephen siddende, til hun havde sat sig til rette og krævede hans opmærksomhed. Han kunne ikke lade være med både at smile og i sit hoved forbande sin far, for det var helt klart ham der havde været på spil. Han kom tilfældigvis også ind af døren, med hendes sko som han satte ud i gangen.
"Du ved sikkert allerede alt for meget." Lød svaret, mens han kærtegnede hendes kind. "Lad os komme i seng, det virker til du gerne vil fortælle mig noget, meget."
Han skubbede blidt til Millicent, for at komme hen og sige godnat til de to kvinder, før han stak hoved ud til Nathan, for at sige farvel til ham. Da det var sket, gik han ovenpå og begyndte at trække af tøjet.