An angel in disguise ~ Stephen

Vejret var som en lun sommer aften
Stedet var den meget populære klub, Bloody moon
Omgivelserne var som forventet præget af overfyldte overstadige og overfordrukne folk og fæ.
Klokken var efterhånden også blevet mange, lige omkring midnat.


At klubben var populær kunne man sagtens se. Her var propfyldt og det kunne lige så godt have været en lørdag nat, og ikke som nu, en torsdag, hvis man skulle dømme udfra antallet af gæster.Baren havde et kæmpe udvalg at byde på, Millicent kunne ikke forstille sig nogen drinks der ikke ville kunne mikses ud af alle de flasker , der havde deres plads der.
Stemningen kunne man heller ikke udsætte noget på, der blev samtalet, kysset og danset igennem.
En lidt sjov dj med neon blåt hår, gav den gas, og leverede en ganske fin blandning af de nye hits med gang i og så nogle mere langsomme ,af dem man kaldte sjælere. Alt i alt var her alt hvad hjertet kunne begære.
Blandt den fest glade hope af mennesker , kunne man let opleve et strejf af ensomhed, hvis man som hende, var troppet op uden selvskab af nogen art.
Men hun var jo nød til at forlade sin lejlighed, bare ind i mellem.Desuden var hun ude og tjekke de forskellige clubs, da hun overvejede at søge job.
Millicent havde netop forladt baren, med den hensigt at besøge gårdhaven, bare for lige at trække noget frisk luft.
Gårdhaven var meget hyggelig , den lignede mest af alt noget fra provance i frankrig.De mørke møbler var af træ og havde det særlige rustikke look over sig, og over alt var der sat krukker med krakkelering i deres patina, bare for at give den rette stemning, og i dem var et væld af mørkerøde blomster, i forskellige nuancer.
Millicent var positivt overrasket over denne lille oase. Det var som en hel lille have , der havde tilknytning til klubben.
Hun begyndte at bevæge sig lidt rundt mellem træer og planter , nysgerrig som hun var .Hendes sorte kjole svøbte sig villigt omkring hendes krop og de champagnefarvet silkestrømper og de høje sko af imiteret guld læder fuldendte hendes enkle og stilrene look. Hun fortrød hun ikke havde fået gjort andet ved håret, ikke have fået sat det i en mere pæn frisure, end nogle enkelte spænder, der holdte side håret lidt på plads.
Men hun var ikke typen der brugte timer på at stadse sig ud.Overhovedet.Less is more, havde hun fået banket ind i sit hoved fra barnsben, så det var svært at ryste af.
Hun rakte ud for at mærke på nogle af blomsterne på rosen busken, var de overhovedet ægte? De så kunstige ud.

Hvem skulle have troet der lå en mere eventyrlig park bagved den ellers moderne og godt opfyldte natklub? Ikke Stephen. Han havde nærmere forstillet sig en gyde, som ville være det perfekte sted for en gyserfilm hvor smukke jomfruer blev fanget af de onde dæmoner, eller hvad man nu stak ind i den film. Så skulle der så komme en helt hoppende ned fra himlen og redde skønjomfruen og så kunne de leve lykkeligt til deres dages ende. Denne kulisse han var trådt ind i, lignede nærmere baghaven til et eller andet slot i eventyrland og bestemt ikke en baggråd til en natklub, men det var udemærket. Et fint sted man kunne flygte hen, når man som ham, var endt på en eller anden gruppe date hvor parret som det handlede om stod og råbte og skrig oppe ved baren. Det andet par, hvilke var med Stephen og en eller anden tøs de havde støvet op ude på dansegulvet, var mere høfligt, meget mere høflig og dybt akavet og pinligt. Et rent heldved for at sige det lige ud.
Stephens partner havde reddet dem alle ud af pinligheden ved at sige hun skulle pudre næsen. Den undskyldning vil han også selv gerne kunne have haft, eller noget der lød noget ligne, men ville passe bedre til ham. De slap i hvert fald begge væk fra det råbende par, og var nu - sjovt nok - flygtet til hver sin ende af klubben.
En havestol blev hurtigt besat af Stephen der lod sig synke langt ned i den ikke behagelige stol, imens han ventede på at hans bedre halvdel fik ham trukket med hjem. Man kunne efter et kvarters tid, begynde at spørge sig selv om det nogen sinde ville ske, hvilke han også var begyndt på, men før han fandt på svaret, fik han pludselig selvskab af en af klubbens andre gæster. Måske var hun lige så uheldig som ham. At være kommet på en eller latterlig gruppe date, som man naivt havde troet skulle blive sjovt, men endte ud med at blive værre end en million år i skæresilden. Hvis det var tilfælde, havde Stephen næsten ondt af hende.

Bladene var fløjels bløde i deres overflade og Millicent kunne med lethed opgange deres næsten berusende duft. Ingen kunstige blomster kunne fremstilles sådan, så jo....alt i haven var ægte.
Hun kunne ikke undgåbat blive imponeret.
Roser...mange kvinders fortrukne blomst, hun derimod elskede vilde blomster og syrener. Ja, også roser, de andre var bare favoritter. hun lænede sig frem for at stukke snuden i de røde blade, og indånede deres duft, som var den ilten hun skulle bruge til at overleve.
Det var på dette tidspunkt det gik op for hende, at hun ikke have gårdhaven for sig selv.
En anden måtte også have søgt herud. Omgående rettede hun sig op, for at se sig omkring.
En ung fyr , mørkhåret og med garanti en ægte hjerteknuser sad på en stol, ikke i lang afstand fra hende. Hvor længe han havde siddet der var ikke til at sige, måske var han lige ankommet?
Det var typisk for hende at være lige tilpas distræt til ikke at opdage, ikke at ligge mærke til sådan noget. Hun sukkede, ingen andre ville overse en fyr som ham.Måske var hun bare ikke...normal?
Nå, men det måtte hun jo så rode bod på. Og hvis man så bort fra de mere eller mindre halv fulde fyre hun pænt havde afslået at danse med, havde hun ikke ført en eneste samtale hele aftenen. Måske....måske, dette kunne blive bare to minutters normal snak?
" undskyld...jeg havde ikke lige set dig.Jeg var vist for optaget af roserne her" indrømmede hun og gik et par skridt over mod ham.

Det var ikke høfligt at stirre på en person, det vidste en hver person med lidt respekt for sig selv, så ned med blikket. Det gik desværre ikke derhen Stephen godt ville have, men udenom kvinden, hen til blomsterne hun lige havde haft snuden nede i. Kvinder og blomster, det var en god ting at vide, for det kunne altid redde en aften. Først da han hørte hendes stemme, kiggede han op. Han forstod ikke hvorfor hun undskyldte, men hun måtte vel have sine egne grunde, så høflig som han var, svarede han hende i samme tone som hun brugte. Høflig, næsten alt for høflig, men sådan var mennesker nu til dags. Høfligheden frem for alt. "Det gør mig skam intet, blomsterne er også kønne." Sandt sandt, blomsterne var pæne, de interesserede bare ikke Stephen, som ikke forstod hvad der kunne være så interessant ved blomster der uanset hvad, bare ville dø hen før eller siden.
Musik var der imod noget der levede for evigt, noget Stephen levede og ånde for. Folk gik og hylede op om at han også var født med musikken, ikke noget han selv var specielt imponeret over. Måske var det ikke alle der kunne læse alle former for noder, men der skulle bare lidt øvelse til, så skulle det nok gå før eller siden og ellers kunne man vel - forhåbentligt - altid få en hjælpende hånd fra venner og familie. Det var noget mennesker var meget fokuseret på, familie og venner, en vigtig del af livet. Stephen kunne ikke komme udenom at venner også var en vigtig del for ham, men familie. Det måtte være en dårlig joke. De døde jo og alle vidste at teenager ikke gad dem, det måtte være et tegn af en eller anden art.
"Bare gik videre, jeg skal nok lade være med at distrahere dig." Han trak en sumugle op i den ene mundvige, så et smil kom til syne i de sidste sekunder han havde blikket rettet mod kvinden. Smilet og blikket forsvandt fra kvinden. Stjernerne på himlen blev det nye mål for hans øjne, men smilet var forduftet sammen med alle de andre.

Hun sendte et smil mod ham. Det var forfriskende at høre ham tale. Det afslørede ikke om han havde drukket noget alkohol, men det havde heller ikke nogen særlig betydning, dog bekræftede hans tale at han ikke bare var en anden brandert, der var så fuld at frisk luft havde været påkrævet. Han virkede slet ikke til at være fuld.
Hun åbnede munden, og skulle lige til at forsætte den neutrale smalltalk man oftest indvilligede i, når man som nu gjore nye bekendtskaber, men hans ord fik hende til at stoppe op.
Hun trak istedet vejret ind gennem næsen - langsomt- for at få lidt styr over den skuffelse hun promte have følt røre på sig. Selvfølgelig! Han var slet ikke interesseret i at få en lille snak.
Hun måtte virkelig se at få fralagt sig de mere provencielle vaner.Vaner som at forvente at menneskerne her var åbne, venlige og havde lyst til en snak med ' naboen'.
Egenlig var det lidt...komisk.I det lille samfund hvor Millicent var opvokset, havde hun været lidt af en sort hest...eller hed det sort får? Åh, de ordsprog var svære at holde de i. Hun havde været lidt for eksentrisk til helt at passe ind i de snævre folder.Men her i byen, hvor hun af udseende passede perfekt til det mondæne storby liv, følte hun sig inden i som den lille sårbar pige fra provinsen. Det var da ikke særligt cool, og hun måtte til at arbejde lidt på at ændre det.
" Nu er det jo ikke fordi jeg har planlagt en længere samtale med dem....blomsterne " forsøgte hun at træde tilbage med lidt værdighed.
Men alligevel kunne hendes lidt iltre temperament ikke dy sig for at snige en bemærkning mere ind.." Men jeg må indrømme at det har været vanskeligt at finde samtalepartnere der har været mere spændende end...roserne bed hun en smule efter ham.
Egenlig have han slet ikke fortjent det.Han havde jo intet sagt der var...anstødeligt eller svært afvisende.Måske var hendes reaktion blot et symptom på at storbyens ensomme klamme hånd, havde lagt sig på hendes hals, og holdte med et fast greb, hende fast. Det kunne nok få selv den bedste til at bide lidt?

Hensigten havde ikke været direkte afvisende, men small talk var ikke lige det Stephen skulle bruge mere af, han havde kæmpet sig igennem hele aftenen med det, så mere måtte for hans vedkommende godt blive væk, men sådan var det altså ikke. Han var en smugle imponeret over at hun ikke var smuttet, men nej. Hvis hun ikke ville gå, så måtte han vel iklæde sig høflighederne igen. "Der er da nogle der kan snakke i flere timer med dem, men det letter da at du ikke er af sådan en støbning." Hvad meningen med ordne helt skulle være, kunne Stephen ikke rigtig afgøre. Han slog det hen med at det blot var en kluntet sætning, som måske havde haft bedst af at blive liggende på tungen, frem for at blive smidt i hoved på den stadig stående kvinde. Hendes utilfredse tonefald frembragte endnu et smil. Ikke direkte ondt, det var ikke hensigten. Nærmere et tegn på at hun morede ham. "Det kommer an på, om du kræver at der skal komme et svar tilbage."
Stephen skubbede sig ud på kanten på stolen, før han rejste sig op. Så langt så godt, hvad skulle man så gøre af sig selv? Han kunne vælge at fortsætte at være høflig, hvilke ville betyde at han skulle frem med pungen, og så, hvis det skulle følge reglerne, skulle hun afslå. Det var et svært valg. Måske skulle han bare tage ind til sin gruppe date, og se om de ikke bare kunne komme videre i teksten, de kunne da ikke blive ved med at syntes det var underholdende at råbe efter hinanden på offentlige steder. "Er du egentligt sammen med nogle?" Idéen om at gå ind, var alligevel frastødende nok til at Stephen besluttede sig for at spørge. Så kunne han være heldig at få andre muligheder der kunne redde ham ud af suppedasen, eller uheldig.

Okay, han havde humor.Det var da en ting der trak op, trods alt.
Hans udseende kunne heller ikke beklages, men mange af de fyre der ....så ud som ham, havde ikke meget andet at byde på, havde de? Oh jo, Millicent var langt fra perfekt, små fordomme huserede hos hende, som hos så mange andre, dog mente hun efter at have datet en hel del prettyboy typer, at hun var berettiget til at have den mening. Egenlig var det ærgeligt at hun altid blev tiltrukket af de forkerte typer.De HELT forkerte typer.
" Nu det ikke forbat være på tværs...eller noget...men en samtale kræver ofte et svar, ellers ville det være en monolog, vil jeg mene" hun smilede svagt og overvejede at smutte igen, inden han blev irriteret.Fyren kom også på benene og spurgte om hun var alene.
Hun havde da opfattet at han nok mente her, men igen lysten til at drille ham lidt , kriblede i hende. Noget morsomt havde hun vel lov at unde sig selv. Hun så ind i hans øjne og svarede med et strejf af kulør i stemmen " Udover de to ægtemænd derhjemme og min elsker? Så er jeg skam alene" hun forventede han ville fange joken, og ellers ville han nok tænke sit og tro hun var....fatsvag? Fatsvag med ' skjulte talenter'.

Stephen måtte lige have ordne ind og vende før han kunne komme med et nogen lunde svar. "Ah, så du er ude og samle flere ind til samlingen?" Han forstod hende godt, men forstod dog ikke helt det sjove i ordne, men valgte alligevel at klemme et smil op, bare for at han ikke skulle alt for seriøs at kigge på. Han havde fået nok af akavet stemning for en aften, eller for rasten af ugen, så han måtte vil hoppe og springe for at undgå det. Der var ingen der kunne lide det, men ikke alle kunne undgå det. "Men hvis du har en pause i jagten på kommende mænd og lovers, kunne jeg så byde dig på noget at fugte ganen med?" Han overvejede kort at tilføje lidt mere, men besluttede sig for, at det kunne skride over kvindens høflighedsgrænse, og det duede jo ikke. Så blev kvinden først forarget og ville sikkert råbe op om alverdens ting og dårlig opførsel. Dog virkede hun en smugle for ung, til at passe til det billede han havde inde i hoved, af en ældre kvinde med gråt hår der stod og svang med sin taske.
Hvis man skulle beskrive kvinden, pigen, tøsen eller hvad hun fortrak at blive kaldt, så kunne man i hvert fald bruge ordet køn, yndig eller ligefrem smuk. Hun lignede ikke nogen overnaturlig kreation med klør og skarpe tænder, men trods det havde hun en naturlig skønhed, noget man efterhånden nogle gange godt kunne savne, når der i tide og utide sprang gudesmukke kvinder op, som trolde fra æsker. Generelt ucharmerende.
Om svaret blev et ja eller et nej, så ville Stephen søge ly i det røgfyldte lokale der næsten kunne tage livet af selv de bedste ryger lunger, men det var heller ikke cigaret røg der var kilden, men de store røgmaskiner der stod placeret rundt i rummet, og kunne gøre det hele helt tåget, og så stank de langt væk.

Hun svarede ham ikke på hans bemærkning om hun var ude at samle ind. ikke med ord i al fald, men hendes øjne lyste kortvarigt op og et spontant smil beklædte hendes læber.
Det var rart, med en fyr der ikke var mundlam. Ikke at hun altid selv have svar på tiltale, det havde hun langt fra.Der var ofte situationer hvor hun ledte med lys og lygte efter de rigtige ord at sige, men de havde simoelthen skjult sg for godt- og var umulige at lokke frem fra deres gemmested.Instinktivt og af vane, skulle hun til at afvise hans tilbud.Hun endte dog med at beslutte sig om i sidste øjeblik, hvorfor dette spil? Denne magtdans.Sandheden var at hun higede efter lidt selvskab og indtil nu havde hun ikke rigtig kunne finde noget der skulle bekræfte at han var ringe selvskab.Tvært om. Hun var dog ikke ubegejstret vild med ideen om at han skulle betale, var det ikke ofte sådan at fyre så forventede et' tak' bagefter.
Den for for leg ville hun gerne selv have indflydelse på, den skulle ikke i spil grundet en drink.
Måske tænkte hun are for meget over tingene, og skulle løsne lidt mere op? Men sådan blev man nok , når der ingen var til at holde øje med en, udover sig selv.
Hun lod sine øjne studerer hans ansigt lidt nærmere og en ukendt følelse skyllede igennem hende.Hun lod den passere, havde ikke tid til at se nærmere på den nu, men hun havde da set nok til at vide at en afvisning af ham, muligvis ville kvalifiserer til aftenens mest stupide træk.
" oh...jeg var netop på vej til at skulle holde pause, jeg vil meget gerne tage en drink med dig" accepterede hun hans forslag, og begyndte at gå mod indgangen.

Der var bestemt ikke blevet færre mennesker, og ved baren synes alle pladser at være besat.
Millicent spejdede ned mod sofa grupperne, måske de var heldige der var noget frit....eller ved de små båse af mere privat karakter?
Ud af højtalerne lød en melodi, en gammel en Af slagsen Addis Black Widow, what comes around...eller noget i den dur. Flere af de dansende, stod tættere end normalt og fulgte rytmen i sangen.Millicent kiggede væk, og fokuserede i stedet på lyden af musikken, der
virkede til at have fået et par ekstra styrker på lyd niveauet, men det kunne også bare være fordi de kom udefra, hvor stilheden havde været det dominerende lyd.
" Uh...her er rimeligt fyldt, vi skal være heldige at finde en plads nu!" sagde hun og så smilende udover rummet.

Et lille smil så kort nattens neonlys, da Stephen opfangede lyden af skridt bag sig. Så var han dog mere interessant end roserne, hvilke han var glad for at vide. Det var ikke godt for folks selvværd hvis man fandt ud af at man var endnu mere kedelig end en rose og det galte også selvom man var engel. Højrystet musik væltede ud af højtalerne det ene sekund efter det andet, men folk virkede ikke til at være generet af at få smadret deres øregang. De sad glædeligt helt op af højtalerne, der næsten hoppede og dansede på de overflader de var placeret på. Utroligt at de egentligt kunne holde til det.
Efter at have sikret sig at den stadig unavngivet kvinde fulgte med, fik Stephen sig mast ind oppe ved baren hvor han bestilte lemon grøn drink til sig selv. Han vendte sig halvt om mod kvinden, og kiggede afventende på hende for at få hende til at fortælle hendes bestilling til bartenderen der stod bag disken og ventede. Så snart ordren var givet, gav manden sig i kast med at kaste flasker rundt. Det skulle være den fineste kunst inden for kokke verden, men personligt kunne Stephen ikke se det interessante ved det. Der var en stor risiko for at tabe flaskerne, og så ville det sprøjte ud med klæbrig væske, ikke noget han favoriserede.
Hvis man så på det store billede var han ikke forfængelig, men han gad ikke at vaske tøj flere gange end nødvendig, og slet ikke fordi en eller anden kluntet bartænder havde tabt en flaske. Efter et par minutter blev der klasket to kunstneriske glas i disken, og derefter blev der forlangt betaling. Det var ikke nogle billig færd, men siden hvornår var væske også blevet billigt? Han tog begge glas, og rakte det ene til hans ledsager, mens han redde sig ud, uden at vælte glasset. "Hvis du er letter tid fods end mig, så kan du muligvis nå de pladser der henne." Med glasset i hånden pegede han hen mod den anden ende af rummet, hvor et par netop havde forladt deres plads.
Stephen havde ingen anelse om der var vægt forskel på engle og mennesker, men uanset hvad, så var kvinden mindre end ham og ikke lige så bredskuldret, så hun kunne med stor sikkerhed komme hurtigere hen til pladserne end ham selv. Især da han også havde problemer med at holde alt det tjavs der var sat ned i drinken fast.

Denne gang valgte hun en pina colada, den var blød og sød i sin smag, og ualmindelig smuk at se på. specielt med det ekstra tilbehør bartenderen havde udstyret den med.
"Tusind tak" fik hun indskudt , inden de trak sig væk fra den crowdede bar, hvor et show blev opført.Millicent lagde mærke til at adskellige af klubbens kvindelige gæster, havde et godtbøje til fyren ved hendes side. Selv ikke de flyvende flasker kunne fange deres opmærksomhed, og holde den fast, som han syntes at kunne. Hun kendte ikke ham, fyren ved hendes side....men alligevel kunne hun ikke lade vær med at føle sig en lille smule stolt, ved at det var hende der var på vej ned at tage plads med ham. At det var fuldkommen tilfældigt, trynede hun så ud til en side....det var en bagatel , en ubetydelighed...lige nu.
Hun sendte et trodsigt blik i retning af en kvinde, der nu en tid havde fulgt dem med øjnene , mere nåede hun ikke før hun fik opfordringen til at ile afsted og sikkre dem en plads i den de bløde sofa, bagerst i lokalet. Om hun var speciel let til bens? Det ved jeg ikke, men smidig og adræt kom hun hurtigt igennem flokken af mennesker og nåede lige at optage pladsen, foran en lidt ældre herre, der også synes at have udset sig den.
" Beklager...men jeg mener at have set en ledig plads over ved båsen...måske du kan snuppe den? så satte hun den mælkehvide drink fra sig på det lave bord, ved siden af de to fyrfadslys der var sat der for at skabe lidt hyggelig stemning. Millicent elskede levende lys, hun forstod dog ikke man i en klub turde have det stående fremme.Risikoen for uheld var vel betydelig, med fulde folk all over?
Manden nikkede, en smule irriteret over at være blevet slået på målstregen, men affandt sig med det og luntede af igen. Imellemtiden var hendes ' date' nok ved at ære nået frem...

Stephen havde ret. Frøken let på tå, fik sig hurtig slanget igennem folkemængden på en utrolig hurtig måde, så hun endda nåde at slå en konkurent der ellers havde været tæt på at få pladsen. Han var imponeret, men det var ikke noget man kunne se på hans ydre, da han i et mageligt tempo gik rasten af vejen hen til den magelige sofa brede sofa, hvor han lige fik klemt bagdelen ned mellem Frøken let på tå, og en eller anden mand der syntes at være meget optaget af et let påklædt kvinde. Selv havde han ingen interesse i kvinder af den kaliber, de var vulgære og overfladiske, ikke noget han personligt havde brug for, men hvis andre var villige til et betale, beklagede han sig ikke, så slap han selv for at have dem hængende over sig.
Stephen vendte sig mod hans egen ledsager, en kvinde der virkede til at være en smugle mere nede på jorden, frem for at svæve rundt oppe ved skyerne. Hun virkede endda meget nede på jorden, noget man sjældent så kvinder på bare være, især ikke når de havde fået noget at drikke. Det var et godt plus i bogen, men hvordan ville hun te sig efter lidt tid. Det kunne kun drinken fortælle, så han måtte sætte sig pænt og vente. Han greb sit eget glas og begyndte at nippe til væsken uden rigtig at bemærke smagen. Det var ikke helt sandt, men den interesserede ham ikke, den klassiske sprittet smag var i væsken, hvilke var ligesom et betryggende støttepæl når man befandt sig på dybt vand.
"Nå, men hvilke slags mænd søger du så, når du befinder dig her?" Oversættelse: Hvorfor befinder du dig her? Stephen kunne ikke se nogle grund til ikke at spille med på den forklaring, hun først havde givet ham. Sandheden i hendes ord tvivlede han ikke på, der var ikke noget der var sandt, men alligevel kunne han godt tænke sig at vide hvad hun lavede på dette sted. Hun havde tydeligvis ingen rigtig at være sammen med, eller måske var hun brændt af. En vær person der var sammen med en anden, ville ikke så frivilligt og næsten glædeligt smutte fra sin ledsager. Det ville være skuffende, ligesom det med blomsterne.

Hun åndede lettet op da han nåede frem og fik taget plads i den magelige sofa, hendes nye ' ven'.
Parret ved siden af dem, havde på en måde været lidt distraherrende, da de var all over hinanden og ikke rigtig tog højde, på noget sæt, for at andre mennesker også var tilstede.
Men nu hvor han var dukket op, synes det forbavsende let at holde sine øjne på ham istedet.
Millicent lo stille ved hans spørgsmål. Hun spidsede munden et sekundt og tilstod så med smil i øjnene ..Okay...jeg er busted. Jeg er faktisk helt ny i og lige flyttet Aterswell, fra en lille provins by kaldet Davidorff. Og min lejlighed er en smule ensom at sidde og se væggene på " indrømmede hun og så kunne hun jo ligeså godt give ham alle de kedelige detaljer.. Jeg overvejer at søge job på en bar eller klub, så jeg tænkte at jeg kunne kombinerer et smut ud i det sociale fællesskab og samtidig lave lidt job reserch , lidt info om klubberne så jeg ved hvor jeg kunne tænke mig at søge hen"
Hun smagte lidtpå drinken, og i modsætning den den grønne hun tidligere fik, nød hun den her i fuld drag.Forresten...jeg hedder Millcent." indskød hun blidt, men undlod at række hånden frem, var de ikke lidt forbi det punkt?
Hun havde besvaret hans spørgsmål og mente det udløste retten til selv at stille eet...
" Og du selv....ude at støve en hustru op eller ude og forsøge gemme dig fra en?" drillede hun let, uden at vide der var et korn af sandhed i det.

Stephen lyttede, ikke bare lod som om han gjorde det, men gjorde det og forstod hvert et ord der kom fra munden foran ham. Normalt lyttede han også gerne, men til tider svipsede den når der var noget bedre at kigge på, men hans ledsager virkede til at være det mest interessant at kigge på, så der var ingen grund til at glo andre steder hen. Han kendte lejligheds følelsen, forskellen var bare at der ikke var meget væg at se i hans lejlighed, da den ofte var tapet til med plakater, musik eller rod hvis tingene kunne stables højt nok op. Hun virkede heller ikke helt tosset, man følte sig altid lidt ekstra klog når man kunne slå to myg med et slag. "Har du så fundet et sted af interesse?" Navnet kom som en overraskelse. Stephen skulle lige have et par sekunder til at tænke det hele igennem, før han til sidst nikkede og sagde navnet et par gange inde i hoved.
Fry bat svært at afgøre om hun samtidig forlangte hans navn, men så kom de til alle høflighederne, så han besluttede sig for at det ville hun nok gerne have. "Stephen, og nej, jeg jagter eller flygter hverken." Startede han ud. "Jeg var sammen med en ven på noget så smart som en gruppe date, men den var ikke ligefrem vellykket, så jo, jeg flygtede faktisk." Da ordne var sluppet ord, fugtede han halsen i en enkel hurtig slurk af væsken med den lemon grønne farve. Parret ved siden af Stephen, eller nærmere bag ved, da han havde vendt ryggen til dem, kom tumlende op på bene, sikkert for at finde sig et mere privat sted, hvor de kunne flå rasterne af tøjet af hinanden. Der var ikke meget at rive i, men der var stadig et par bukser på manden, og noget stramt plastik på kinden. Under højlydt smasken fra deres læber kom de af sted, og lod Stephen straks overtage pladsen, så han rigtig kunne brede sig. Perfekt.

Et lille smil tronede frem om læberne, hun var van til at hendes navn klang lidt særpræget og mange valgte da også at sige enten Mille eller Millie, selv synes hun om alle tre varianter, men nu var hun jo ligesom også opflasket på Millicent, så i hendes øre var det helt normalt.
" Stephen..." gentog hun og imens hendes øjne fulgte deres naboer der nu halvt gående havde indledt noget der mindede al for meget om et forspil til sex, fik hun lige fremstammet " Du kan også kalde mig Mille eller Millie hvis du hellere vil...jeg adlyder alle tre navne lige godt....eller lige dårligt " små lo hun og tænkte lidt over konceptet gruppe date. Det kunne jo være yderst spændende , tænk hvis man fik en interessant partner, tænk hvis man fik een som ham...som Stephen, og skulle underholde sig med en hel aften.Some lucky lady, tænkte hun og bemærkede at han automatisk indtog lidt mere plads i sofaen, som de andre havde efterladt. " Jeg mangler stadig et par klubber, så jeg prøver ikke at danne en færdig mening før jeg har set lidt mere.Her er meget hyggeligt, men jeg kunne godt tænke mig et sted hvor der ikke var den høje musik i samme grad som her.Mere hvis man skal kunne arbejde der, aften efter aften" hun trak lidt på skuldrene, det hille nok blive svært .Først at finde den helt rigtige sted, og så overbevise dem om at hun ikke kunne undværes netop der.
Hun betragtede Stephen, hvad mon han lavede? Model....det kunne han snildt være- eller en sportsfyr , måske...han havde kroppen til det.Måske arbejdede han på kontor, hans hænder så ikke ud til at være plaget af hård hud.Hun var nysgerrig nu.
"Hvad laver du, når du altså ikke dater fremmede damer?" spurgte hun intesseret ham.

Begge Millicents ben var tydeligvis plantet solidt på jorden. Hun havde ingen hastværk med at finde et sted at arbejde, men valgte det åbenbart meget omhyggeligt, men det var der heller ikke noget galt med. Det var næsten betryggende at vide at hun ikke var nogle dulle der løb rundt med halvdelen af sin vægt i sminke, noget yderst ækelt i følge Stephen. Han mødte heller ikke mange af de pop-typer som de blev kaldt med moderne ord. Musik havde tydeligvis aldrig været deres kald. Knap var tanken tænkt færdig, før de kastede sig over det næste emne. Hans erhverv. Et smil skar sig vej på hans læber, mens han rettede sig en smugle op, så han lige kunne nå sit glas. "Jeg har spillet musik siden jeg kunne gå, så det gør jeg stadig." Han lod lidt af væsken forsvinde og fortsatte mens han han tænksomt lod glasset glide imellem fingrene. "Det er alt fra tromme og el guitar til harpe og pan fløjte."
Det var løgn at sige at han ikke nogle gange brugte det til at prale med, men han gjorde det fordi han kunne lide det, det var hans kald. Nogle mente de havde et kald inden for en bestemt ting, og hvis det var sandt, så var der ingen tvivl om at Stephens kald var musik. "Men selvom jeg spiller, så får du mig ikke til at synge." Ved en del folk gik musik talentet hånd i hånd med en god evne inden for sang. Om det også var tilfælde med Stephen var aldrig til at vide, da han aldrig sang ud over når han var sikker på at han hjemme, alene ude på badeværelset. I hans egne øre lød det mere som noget kattejammer frem for noget sang, så derfor var han også begyndt at stoppe med det der ude, selvom der skulle være en god akustik i rummet.
Nyt emne. Ikke mere snak om musik, det snakkede Stephen så meget om til hverdag, at det til tider kunne være dejligt at slippe for det. "Men hvad laver du så i din fritid, ud over at være på natklubber?" Et lille glimt kunne ses i hans øjne, før han fraværende satte sit glas tilbage på bordet der stod foran deres udvalgte sofa.

Okay, den havde hun så ikke set komme.
Han spillede musik. Det var jo rimeligt cool, og garanteret en stor pigemagnet at smide det kort.
Men istedet for at tænke det , fokuserede hun mere på at musik var sådan en glimrende kanal for følelser.Musik og lyric, havde altid haft en særlgplads i hendes hjerte, og blevet brugt til at få udlæsning , altså for følelserne, når de hobede sig op eller bare gik i hårknude.
Ikke at hun selv kunne håndterer et instrument, nej...men hun lukkede sine øjne og lyttede til de ting andre havde tryllet med.
Hendes blik var anerkendende mog stemmen fyldt med respekt " Du er heldig at have det talent, jeg ville give min ene arm for at kunne spille et instrument, men så ville en pan fløjte og klaver nok være udelukket" Millicent kunne næsten se ham sidde og svømme hen med et instrument mellem hænderne." Arh...i min fritid...laver jeg decopage, hvis du ved hvad det er? Og så restaurerer jeg gamle møbler, men det er alt sammen hobby betonet.Så min lejlighed ser...lidt sjov ud" hun lavede en lille grimasse.ja...der var gamle kommoder og stole over alt.De var malet hvide og dekorerede med bladfuld, så de så gamle ud.
Smukke!velholdte og lidt dekadente - var det udseende hun stræbte efterbhendes møbler skulle have.Hun ville ikke nævne at hun- måske - skulle igang med en model karriere, for det første var hun ikke særlig stolt af det, nærmere det modsatte.Og for det andet var det ikke af interesse, men af nød, da hun havde seriøse penge problemer.Problemerne bestod i at hun ingen havde.
Men den her søde pige, Rose, som hun havde mødt på havnen , havde insisteret på at præsenterer hende for nogle venner, da hun mente at Millicent ville egne sig udmærket til model.

Stephen forstod ikke hvorfor Millicent ville give så meget for at spille musik. Det var fedt at kunne, men der var så mange andre ting der også var fede at kunne. "Hvis du tør gå med en fremmed hjem, kan jeg godt lære dig at spille pan fløjte, eller klaver hvis du heller vil lærer det." Et skævt drillende smil tonede frem på hans læber, mens han lyttede efter hendes svar. "Ingen anelse, i den retning er jeg ikke speciel kreativ anlagt." Smilet blev endnu mere skævt, dog endnu ikke en grimasse, men der skulle sikkert ikke meget til. Hendes hobbyer lød meget skabende og interessante, men ikke noget Stephen overhoved ville røre, han ville sikkert destruere mere end han ville skabe, han var ikke god til bare at pille og klister. Det var slet ikke hans kop te.
Stephen måtte lette røven, da der kom et nyt par, og krævede pladsen ved hans side, og da han ikke ønskede at sidde midti deres saftige kyssen, flyttede han sig nærmere Millicent. "Du nævnte noget med at du var flyttet her til byen, hvorfor overhoved flytte, var du ikke tilfreds med dit gamle sted?" Det var ikke for svaret han havde spurgt, men for at få et nyt emne så han slap for at sidde i en akavet og pinlig tavshed. Det kunne meget vel være noget han kunne slippe udenfor, hvis han gravede dybere ned i emnerne, men det var for sendt måtte han sande, men han kunne kaste sig over hendes flytning, selvom det nok ville være et spøjst og unaturligt emne at benytte sig af. Så heller hendes interesser.
Efter at have siddet og vendt og drejet det hele et par gange, kom han med endnu et udspil. "Men for at vende tilbage til det andet emne, er der ikke andet der interessere dig?" Det lød en smugle snagende, og så kom høflighederne på banen igen som skudt ud af en kanin. "Du behøver altså ikke svare, jeg forsøger bare at undgå pinlig tavshed." Det var som et vandfald af ord, der var svære at tyde fra hinanden.

Denne gang grinede hun højt..."Seriøst Stephen...dét der lyder altsår lidt forkert, som en virkelig dårlig score replik.Det må du gøre bedre" hun vidste godt at det ikke var ment på den måde, men mon ikke han selv havde luret hans kække ordvalg ville kunne misforståes?
" Men hvis du spørger om jeg er bange for dig, så er svaret nej...sådan en sød lille dreng...og høflig også" små drillede hun ham lidt.Hun havde ikke til vane at gå med fremmede hjem, hverken for at spille fløjte, eller bytte frimærker....og hvad der skulle ændre på denne vane vidste hun ikke helt.
Og så kom det kedelige spørgsmål...hvorfor hun flyttede...hun besluttede at være ærlig, hun var alligevel enormt dårlig til at lyve og han ville afsløre hende på et minut.
" Begge mine forældre dødede i en brand, kun jeg...og Ally, min kat overlevede.Jeg husker ikke så meget, og taler derfor ikke rigtigt om det, meget" hun rakte ud og tog en stor slurk af hendes drink, men ellers kunne man nok ikke se at hun var lidt oprørt ved emnet.Det var mere det at hun savnede dem...og også at det var en pine at have mistet hele seks år af sit liv, ved ikke at kunne huske.
" Jamen...alt det normale, jeg elsker film, stranden og gåture...jeg ville gerne ud og rejse,se lidt af verdenen og den slags. jeg har ingen skøre laster...ikke af hvad jeg selv ved da " hun trak lidt på skuldrene.Han måtte stille mere specifikke spørgsmål, hvis der var noget særligt han fiskede efter.

En sneg sig udenom et svar, hvilke Stephen egentligt godt forstod, men nævnte det ikke. Hun måtte selv styre hvad hun ville og ikke ville. Der kom en utilfreds brummen da hun begyndte at kalde ham lille, for selvom han nok kunne være høflig, så var han ikke ligge. Hun ridsede i lakken på hans stolthed, selvom der allerede var kommet et par buler hist og her, som han dog havde formået at få rettet ud på. Det var ikke så slemt når det kom til stykket, i modsætning til den historie han fik smidt i hoved. Han gumlede lidt på den, men valgte ikke at give nogle respons, da det sikkert ikke ville hjælpe. 'Det gør mig ondt' havde hun sikkert hørt en million gange, og ville nok ikke hjælpe på det hele, sket var jo sket.
Stephen fik fra Millicent smidt både stort og småt i hoved som respons på hans svar. Han slugte hvert et ord råt, og vendte dem så bagefter inde i hoved. At tænke dybere tanker og lytte var ikke ligefrem hans speciale, men det betyd ikke det var umuligt, han var bare ikke så glad og ivrig for det. "Det lyder meget normalt ..." ... og kedeligt' havde han næsten lyst til at tilføje, men undlod det. Ikke flere buler i stoltheden, det kunne den ikke klare, ellers skulle den jo ligefrem til lægen eller hvad der nu klarede skadet stoltheds problemer.
Det helt støre emne der blev vendt og drejet i hoved på Stephen var de gå ture. Selv havde han aldrig fundet nogle fascination i at formålsløst rundt, kun hvis han skulle fra A til B eller fik noget ud af det, ud over frisk luft. Han undlod dog at nævnte det, og placerede i erstatning et smil på munden.

At han ikke kommenterede på hele brand episoden var faktisk en lettelse.
Dels var det ikke fedt samtale emne overfor nye bekendte, det var jo ikke lige fordi det gjore noget godt for stemningen, og udover dette var det et lidt ømt emne for Millicent, da hun faktisk i en periode var hovedmistænkt , altsår at man mente hun var bransstifteren og den eneste der overlevede.
Så...et favorit emne var det bestemt ikke.
At være normal , passede hende langt bedre.
" Ganske normal...og kedelig....nå ja, hvis man altså ser bort fra jeg kan se folks aura" drillede hun ham.Normalt talte hun ikke lige om det, ikke så åbenmundet .Men Stephen kunne være sjov at bringe lidt ud af balance.Hvad mon han ville sige til hendes skøre påstand? ikke at den var usand, men de fleste mente jo det bare var noget syret flip at påstå man kunne det.
Måske det smil der lå over hans yderst velformet læber, ville falme lidt?
Hun besluttede at give det et ekstra lille twist så med et mere blændende smil sagde hun ( stadig sandheden) " Din aura er der noget galt med, jeg har aldrig set sådan en før! på en måde ...skinner den for meget." Hun drak lidt af pinacoladaen og lagde hovedet lidt på skrå,ville have hele hans reaktion med.Det var jo ikke sådan at hun så auraer konstant, de kom i små glimt, og hun vidste aldrig på hvem eller hvornår.Stephens havde hun fået et glimt af ude i haven.

Hvis det havde været muligt at tabe næse og mund, lå begge dele et sted nede på gulvet. Begge bryn var skudt op i vejret og munden på hvid gab i et kort øjeblik, hvorefter det lykkes Stephen at få styr på hoved og få samlet de tabe dele op igen. Hendes lille talent kunne kategoriseres som en evne, altså noget magisk, men hvorfor havde hans sjette sans så ikke sagt noget? Han plejede altid at kunne mærke hvis der var noget i hans omgivelser. Han fik ikke lov til at studse mere over 'problemet' for hun smed endnu en bombe, men det lykkes ham dog denne gang at holde ansigtet i rette folder. Han forsøgte sig med et smil, hvilke ikke var helt vellykket. "Jeg er også et lille lys i mørket." Han fik vredet smilet på plads, så det blev mere ægte. Der var ingen tvivl om at Milliecent havde taget ham på sengen, han havde været overbevist om at hun var et menneske, så han havde slet ikke forventet noget magisk fra hendes side. En ganske normal kvinde, med lidt underlige interesser.
Da hun allerede havde taget ham i ikke at være helt normal, kunne han lige så godt fortsætte det hele lidt endnu. "Men tro ikke du er den eneste." Der var langt flere end man kunne tælle på en hånd, selvom han muligvis lød som om det var noget epic, som kun ganske få havde og kunne gøre brug af. Det var ikke sundt for samfundet at der var så mange kreationer med overnaturlige evner, åbenbart også mennesker, men der var ikke noget at stille op med det. Det var efterhånden imponerende at mennesket stadig havde magten og en eller anden dæmon eller vampyr ikke havde overtaget magten. Men der var altid nogle livsgåder som man aldrig fik svar på. Måske fortrak man bare at leve i det skjulte? Når Stephen vendte blikket indad, så kunne han da godt se at han aldrig gik ud på gaden og råbte og skrig om at han var engel, men var der nogle der sagde at man ikke måtte?

Uhh...hun var helt tilfreds.Hans ansigt kunne ikke helt holde på masken, den faldt til jorden og hun kunne se at han oprigtigt var overrasket. Han vidste vist ikke helt hvad han skulle sige til det, mente hun.Eneste nederen ting ved det, var at at sikkert stemplede hende som en skør madamme.En lille rynken kom tilsyne over hendes næse.Den havde hun ikke lige taget med i betragtning....og hun kunne faktisk godt lide hans selvskab.Eller var det bare selvskab hun kunne lide? ....nej, det var helt sikkert hans.Han var....interessant.
Millicent smilede til ham " Så du et lille lys i mørket? Ret kært." drillede hun ham videre .." Kan du lyse for mig så jeg kan finde hjem i aften?" forsatte hun og ændrede stilling, så hun sad henslængt op af sofaens side, sidelæns, og det ene ben lagt over det andet." Jeg er nok ikke den eneste småskøre nej, mooon ikke der er et par stykker mere?" Millie havde tydeligvis ikke fanget alvoren bag hans ord- og hvorfor skulle hun? Hun var ikke bekendt med det overnaturlige, og uvidende om der var andre racer end mennesker, altsår udover de veldokumenterede dyre racer, så hun troede egenlig blot han legede lidt med ord, på en sød lidt drenget måde.

Millicent havde ikke fanget meningen, hvilke nok også var bedst det forblev på den måde. Mennesker havde det med at blive direkte ustabile og svage når de pludselig fik en slem overraskelse, men hun virkede nu ikke så svagelig på den del. Hun var stadig ung, og modtagelig over for nye ting, i modsætning til de gamle rynket mennesker, der helst bare ville spise formiddagskage sammen med en kop friskbrygget kaffe fra det nærmeste supermarked. De havde ikke råd til andet. Det var efterhånden ved at være sørgeligt at se på, men han kunne ikke rigtig gøre noget ved det, så han måtte bare kigge på når de kom med deres gangstativer med jordbærtærte og bedstemorbag.
Der lå tydeligvis et spørgsmål skjult i hendes ord, så det næste skridt var at finde ud af hvad Stephen skulle svar. Det var ikke lige så nemt måtte han sande, da han fangede sig selv i en lang kunstpause. "Hvorfor finder du det egentligt underligt, der er nogle der påstår de kan snakke med de døde, se ånder og alt muligt andet, det vil jeg da tænke er langt mere skørt end at se aura." Det at kunne se det Millicent påstod, var ikke noget englen havde prøvet førhen, men gud tak og lov for det. Det var ikke noget han havde lyst til, han havde det fint med hvad han kunne, hvilke i hans hoved også var rigeligt. Der kunne sikkert tilføjes mere til emnet, men det var med at træde forsigtigt. Det hele skulle gøres med omhu, hvis han ikke ville ende med at afsløre sig selv, hvilke han allerede følte han var godt i gang med. Måske skulle han bare fortsætte hvor han først var startet frem for at køre løs på en eller anden tåbelig idé om at han kunne holde det skjult.

Hun sad lænet op af sofaen, så sikkert afslappet ud, men mest af alt følte hun sig lidt fortabt.
Det hele var enbalance sag, at være ærlig men uden at afslører for meget...og hun var ikke så god til den slags, ikke endnu.
" Jamen...jeg tror jo egenlig slet ikke på sådan noget." indledte hun sin forklaring..."Jeg er ikke en fan af alternative metoder og tror kun vinhar et liv at leve...har ingen religion " hun fungtede sine læber med sin tunge , lidtvfraværende i hendes tanker.Det var jo ikke til at forklare hvorfor man ikke troede på ånder, men hun var nok typen der ville have beviser, inden hun købte nogen 'tro'.
Hun fangede hans øjne, og denne gang lagde hun rigtig mærke til ikke kun den smukke form, men også den varme brune farve de havde " Men sig mig.....tror du på al det...spøgelser,ånder og de levende døde......julemanden?"
Hun vippede lidt med foden, i takt til musikken ....Dedication to my Ex af...lloyd , hed han vist...meget godt nummer.Hun så at der var proppet på gulvet, i hele klubben faktisk.