An angel in disguise ~ Stephen

Stephen var ikke sen til at udnytte det ryglæn han fik tilbudt. Han sprang op i sengen og stak sin balje frem for at få den fyldt op, eller nærmere halvt op. Han var ikke selv den store the drikker, så der ville mindst gå en halv kop til spilde hvis hun fyldte helt op. Da Millicent spurgte ind til hans planer, sad han lidt og overvejede det hele. "Nej, ikke rigtig." Nattens episode var ikke noget der havde skræmt ham væk, i hvert fald ikke langt væk. Han var hurtigt kommet tilbage. Han kunne ikke se hvorfor de skulle dvæle ved det dårlige, de var kommet smertefrit - næsten - igennem natten. Han begyndte at nippe til theen, eller gjorde et forsøg, men fordi han var bange for at brænde sig, nåde theen aldrig længere end ud til kanten, før han fortrød og begyndte ihærdigt at puste.
Efter et par nedkølende pust, gjorde han et forsøg igen, men igen stak han halen imellem bene. "Har du nogle planer, for hvis du har, så skal du altså bare smide mig ud." Han kiggede igen ned i sin kop, efter at have kastet et kort blik på Millicent. Efter endnu et par pust, tog han sig sammen og nippede til drikken, der syntes for varm, stadig, men tungen var ikke kogt væk, hvilke var et godt tegn.

Hun blev næsten helt forvirret over Stephen sagde at han ingen planer havde.
Det var jo en måde, en undskyldning at komme godt afsted og hurtigt ud af døren, ved at fingerer en lille aftale.
Men han sagde nej! Og spurgte om hun havde?
Den store venne skare var ikke eksisterende, da hun var ny i byen og da hun heller intet job havde endnu var der heller ikke forpligtigelser på den front.
" Jeg havde haft planer om at smutte en tur på biblioteket, ellers ikke noget" hun elskede at hænge ud, blandt støvede gamle bøger, det var så hyggeligt.
Hele stemningen dér var cool, efter hende mening.
Hun havde ikke før besøgt byens bibliotek, så hun glædede sig, men det var intet vigtigt- intet der ikke kunne udsættes.
" Kunne da ikke drømme om at smide dig ud"

Biblioteket. Det var ikke lige hvad Stephen havde forventet, men selvfølgelig var der nogle der fandt interesse i at læse bøger. Han fortrak at læse noder. Der var noget langt mere interessant over dem, mente han, men det var der også kun hvis man forstod 'sproget' bag de hemmelige koder. Han sad og følte sig vældig klog, da hun smed sine næste ord på bordet. Af en eller anden grund, syntes han ikke de lød specielt troværdige. Hvis hun ønskede en form for respons, blev hun skuffet, for hun fik ingen. Stephen overvejede kort om han ikke bare skulle smutte, hvis hun ikke gad ham i huset, men på den anden side havde han lige sagt at hun bare kunne smide ham ud, så hvis hun følte biblioteksturen var trængene, så måtte hun da endelig sige til. Han fandt ingen interesse i at følge hende, så hvis hun besluttede sig for det, så ville han smutte hjemad.

Hans tavshed gjore hende ilde tilmode.
Nervøst spiste hun lidt af melonen, og sidenhen fik drukket lidt af den al for varme te, for varm til den store uigennemtænkte mundfuld hun havde fået hældt indenfor.
Hun så på ham.Mon han var sur? Hun mærkede et lille stik inden i .Han havde nok ikke helt tilgivet hende fra aftenen i forvejen, så det ud til? Arh...pokkers, så var hun nødsaget til at bevæge sig ind på det emne igen.Det ville hun nu ellers gerne have undgået.
Med lidt usikkerhed i stemmen sagde hun stille..[color=orange][" Stephen....er du vred på mig?"/color] hun var ked af at hun var gået over grænsen, og hun kunne jo sidde herfra og tilm2046 og forklare at sådan gjore hun ellers ALDRIG , men hvad ville det ændre? Han ville sikkert ikke en gang tro på det.
Det væreste var at hun havde nydt det.Nydt hans læber og hans mund.Nydt at røre ved hans skulder og hans bryst. Og hun havde især nydt, da han trak hende op på sig.....men derfra havde hun ikke kunne kontrollere situationen...så godt.

Millicents spørgsmål minde Stephen om gårsdagen spørgsmål. Det samme, bare til hende. Der var et eller andet sjovt i det, der trak hans mundvige en smugle op, som om det var en eller anden vittig joke. "Nej ..." Det eneste ord han kunne finde, der definerede hvad han var, var ordet mistroisk, det passede så ellers også uhyr godt. Mens tavsheden spredte sig i rummet, rettede han igen blikket mod theen, som havde det været den der var skyld i deres længere afbrydelser. Snakken havde ellers gået så godt natten før, men der havde de selvfølgelig også noget at køre på.
Da tavsheden begyndte at blive næsten dræbende, kiggede Stephen op fra sin kop. "Hvilke bøger vil du så låne?" Der var ingen tvivl om at han forsøgte at få lidt lyd på båndet. Der var ingen der ville høre på et langt tomt bånd uden noget indhold. Der var en million forskellige bøger, så det kunne være alt fra skønlitteratur til køkkenbøger eller gør det selv.

Hun modtog hans svar og vendte det en omgang inden hun igen sagde " Det er jeg glad for....jeg undskylder igen fra i aftes, bare så der ikke hersker nogen tvivl om at jeg godt ved det var forkert" og så skyndte hun sig videre med sin te- og med at snakke om bøgerne Stephen havde spurgt ind til også...
" Nogle gange...er jeg der bare, støver lidt rundt...surfer lidt på nettet og andre gange låner jeg bøger.Mest romaner....gys,krime eller romance.Lidt efter mit humør - og udvalget på hylderne." sagde hun med et lille smil . Hun åbede ikke astephen var ved at smutte, men uanset om han var eller hun fik glæden af hans selvskab lidt endnu, skyldte han hende noget.
Og hun ville have det.
"Stephen....det der med vinger? ....hvordan fik du dem, jeg mener...hvordan gjore du det?" Millicent havde sat koppen fra sig på det lille sengebord, og så nu meget indgående på den tiltalende Stephen i hendes seng.

Bøgerne syntes lige pludselig meget ligegyldige. De havde aldrig rigtig været Stephens store interesse, men de var mere interessante end at sidde i tavshed og glo ned i en kop lunken the. Det virkede en smugle knudret at vende tilbage til det gamle forhenværende emne, men pludselig var der bare noget der ikke kunne vente med at blive sagt. "Det var ikke forkert ..." Bare for at se Millicents reaktion, havde han lyst til at tilføje 'når jeg er så lækker'. Han ville elske at se hendes ansigt, men han skabte billedet inde i hoved og sad med et smørret grin på læberne, til emnet skiftede. "Vingerne? Ja. Jeg er født med dem." Det pludselig emneskift havde forvirret ham, men ikke værre end at han sagtens kunne komme op på hesten igen. Stephen gik ud fra at Millicent gerne ville se dem igen, så han trak tøjet han havde på overkroppen af, for så at skyde sine vinger ud. Han kunne sagtens gøre det med tøj på, men i modsætning til hans hud, ville tøjet ikke lappe sig sammen igen. Derfor var det altid af med tøjet før han gjorde det. Mindst lige så høj som Stephen var, var hans vinger lange. Der var visse fordele og ulemper ved at have så store vinger, men det måtte man leve med hvis man ville flyve. En fugl havde heller ikke insektvinger.

Ja...hvad skulle hun sige, han var vel bare sød og venlig nu, og forsøgte at få hende til at have det lidt bedre med afvisningen." Okay....så lader vi den ligge, men du var heldig...jeg plejer at spise små drenge som dig til natmad" sagde hun og havde besluttet at bringe lidt humor ind i sollyset der opfyldte rummet.Så kunne han jo opfatte det som han ville.Hun vidste hvordan hun var, som person og som menneske, og ville ikke lade sig dømme ud fra en enkelt aften.Desuden...hele hendes situation taget i betragtning, var der vel ikke noget at sige til hun behøvede noget nærvær, hun var mutters alene.
Og Stephen var....NÅ! Det ville hun ikke tænke længere over, hun måtte lade ham være, hvis hun kunne altså.
Men nu til vingerne...Hvad hun havde forventet var da ikke til at vide, han havde nok ikke kunne give et svar der ikke overraskede hende, vel? " Du erbfødt med dem? hun nikkede stille da han formoede hun gerne ville se dem.Selvfølgelig ville hun det.Og hun sad helt stille med kæmpe store øjne, da han smed blusen og lod vingerne bryde frem.Millicent var komplet overvældet.Nu var det hverken mørkt, de var ædru og ingen var ved at falde.
De sad sammen i hendes soveværelse og drak te, og var mere eller mindre normale...og pludselignhavde han nogle kæmpe vinger.Hun måtte bruge begge hænder til lige at støtte på senge med, da de fik hende lidt ud på gyngende grund.
"Wow...Stephen?! D-du er jo smuk......m-men hvorfor..?" hvorfor fødes man med vinger.? Hvordan kan det lade sig gøre? Ville hun have spurgt.De eneste hun kendte med vinger var englenog nogle dæmoner måske, men det var jo en saga blot, et eventyr....eller?
" Det er du bare ikke..." mumlede hun da den tanke ramlede ind i hende.

Hvid det ikke var fordi det ville være upraktisk at trille rundt på gulvet, mens man grinte og slog sig på maven med vinger, så ville han med glæde have gjort det. Han elskede hendes måbende ansigt, som desværre hurtig blev pakket væk, men det sjove forblev. Han havde forfærdelig lyst til at svare hende som det lød. 'Ja, jeg er faktisk smuk, hvorfor, det ved jeg da virkelig ikke, jeg er født under en heldig stjerne'. Han undlod at nævne de ord der ellers lå lige på tungespidsen. Millicent syntes at tænke godt og grundigt over tingene, så Stephen lod hende tænke færdig, til hun pludselig kom med et udbrud han ikke helt kunne tolke som noget. "Hvad er jeg bare ikke?" Han satte sig til rette på sengen, hvor han kunne have sine lemmer der stak ud fra ryggen. Helt nemt var det bestemt ikke, men det var intet imod at han så kunne flyve, hvilke var en fantastisk følelse og så slap han for at gå med vingerne hele tiden, hvilke gjorde problemet til så lille at det knap eksisterede.
Millicent kunne lige så godt få hele forklaringen, eller i hvert fald noget af den, så Stephen gav sig til at forklare. "Jeg er født som engel, men ikke dem der fimser rundt oppe ved gud. Ud fra det, kan du så også vide dig sikker på at alle de andre fabeldyr også eksistere, eller en del af dem." Det var måske lidt af en overraskelse, men hun var yngre end ham, det så hun i hvert fald ud til at være, så hun burde kunne tage chokket. "Da jeg i går spurgte dig omkring ham mode chefen eller hvad han nu er, var det for at høre om han faktisk var et menneske, eller om du var endt i klørerne på en eller anden dæmon, en rigtig en." Stephen følte sig kort sagt dum. Han lød som en der havde ufattelig meget brug for en eller anden psykiater der kunne få ham på rat køl eller også skulle han bare sendes direkte til galeanstalten.

Men åh...hun var dog stadig måbende.Sammen med det finurlige udtryk blandede målløsheden sig i hendes fine træk. Millicent var komplet uforstående overfor det...for ham hun sad og så på.
Det var svært at få tingene til at passe ned i de kasser hun var opvokset med.Ingen havde fortalt hende at nogen mennesker havde vinger- og aldrig før havde hun set det.At se aura var en ting....lidt farver der dansede omkring en person...måske der var en bygningsfejl i hendes øjne eller noget ? men at der voksede kæmpe gigante vinger ud af ens ryg, deeeet var en helt anden liga der blev spillet i dér.
" Engel eller dæmon ?...det er du da ikke , det findes ikke "  mumlede hun igen og havde meget lyst til at prøve at røre hans vinger , både fordi de var....det mest fantastiske syn hun havde set- men også for at sikre sig de ikke var en eller anden illusion.Men hun vidste dybt inderst inde godt, han var den ægte vare.Hun havde kunne mærke på ham hele tiden at han var anderledes, at han dragede hende ....på en anderledes måde.
Hun lyttede tilnhans forklaring,mhan var født sådan....og der fandtes mange andre væsner.Millicent blev næsten blæst bagud, mentalt.
Nu måtte det snart stoppe. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige.Det var dor overvældende, og de forskellige små forsvarsmekanismer , begyndte at røre på sig.
" Du en engel....det MÅ være derfor jeg er så tiltrukket af dig. Har du snydt mig med din engle aura ?" denne konklusion fratog hende al ansvar for følelser og handling, g den passede perfekt. Hvis nogen var dragende,  måtte det da være en skøn flot engle fyr? 
Hun stirrede lidt på ham...hvis nu han havde et svar, og bagefter gik hun videre til det næste han havde sagt " Stephen...please...det er lidt meget du hælder ud over mig her...dæmoner? Come ooon? Og Lavender er en kendt designer,han  kan umuligt være andet end et menneske. " hun holdt en pause og gennemtænkte det hele lidt.Lavender kunne være hvad som helst , ligesom slle andre naboer og tilfældige på gaden kunne, hvis Stephen fortalte hende sandheden, og helt ærligt....hvorfor skulle drengen med vinger dog lyve for hende ? 
Hun følte sig en smule fortabt...som hun lige var blevet plantet, ikke bare i en ny by....men i en helt ny verden.

Det havde tydeligvis været for meget, et for stort skidt for den arme pige, der syntes at ligne en der var faldet ned fra månen. Stephen fortrød stort og bitterligt at han havde sagt det hele, men på den anden side blev hun nød til at kende sandheden før eller siden. Tidspunktet var perfekt nu, så hvorfor ikke gøre det nu? Det virkede til at blive en længere samtale de havde sig i vente, så han tog sig god tid til omhyggeligt at besvare alt hvad hun skulle have på hjertet. Det første spørgsmål forstod han ikke rigtig, men frem for at bede hende uddybe det gik han på en anden måde til værks. "Jeg kan ikke se min egen aura, faktisk så vidste jeg ikke jeg havde en, ikke som sådan. Ergo kan jeg ikke manipulere med den. Jeg ved ikke om det er grunden til at du er tiltrukket af mig, men jeg ..." Han var kommet meget hurtigt ud på dybt vand, et sted for han alt i verden ikke ville være, så han skyndte sig at afslutte sætningen, med en voksende uro. "... tror det ikke." Han kunne ikke være sikker på den påstand, men han håbede at den var korrekt. Han håbede det langt mere end han egentligt ville indrømme over for sig selv. "Du kan selv bestemme om du vil tro det, jeg kan ikke fremdrage nogle dæmon nu og her, men du vil sikkert møde en når du bor her." Det syntes utrolig let at besvare det næste spørgsmål. Langt lettere end det forrige, der stadig havde afsat sig nogle spor her og der og alle vegne. Det næste var igen et spørgsmål Millicent afsted skød, var igen i den svære klasse, men ikke noget der slog det første. "En del af væsnerne ligner mennesker på mange måder, noget et menneske ikke vil bemærke. Selvfølgelig kan han bare være en heldig mand der har fået sig penge, men der er intet der afskriver ham fra at være noget andet ..."
Da de første spørgsmål var besvaret, mente Stephen at han med ro i sindet kunne få sig en tår the, hvis han da vel og mærket kunne få fat i kruset. Det lykkes ham uden større problemer at få fat i hanken, som han trak hen til sig, med kruset siddende på den anden ende. Af en eller anden grund, var varmen næsten løbet ud af kruset, hvis indhold var blevet mere kold end lunken.

Hun lunede sig så fint ved den lille ide, at engle aura var uimodståelig og at Stephen godt havde vidst det.Det betød at hun slet ikke kunne gøre for sin tiltrækning ....så da Stephen elegant punkterede den ide, blev hun nærmest lidt forarget.. " D-du påstår altsår at min tiltrækning af dig er....rigtig?" hun fnøs.
Ja....det kunne han lide, hun var aldrig faldet for nogen, ikke nogen hun kunne huske i al fald...og hun ville ikke, hun ville da aldrig...hun så på Stephen og sukkede.
Engle aura eller ej, hun kunne nu rigtig godt lide ham.Imodsætning til i går..havde hun bare slet ikke lyst til det..eller til at vise det nu.Hendes følehorn var stadig tilbagetrukket.
En lille gysen rislede ned af hendes ryg , da han henledte talen på dæmoner." Jeg vil...jeg vilnaldrig møde sådan en, de lyder ikke ret..venlige"! Klagede hun svagt " Så det er da heldigt du ikke også kan trække sådan en op af hatten "
Hun fangede tekanden, rejste sig og gik over foran ham.Vingerne fyldte pænt meget så det hele virkede mere...omfattende. " Her.." sagde hun blidt, og hældte noget varmt oven i den slatne rest han sad med. Hun knælede foran ham og så op på ham.
"hvad er det for noget rod al sammen? Intet er jo hvad det ser ud til.Skal jeg nu gå rundt og spørge folk jeg taler med...' undskyld er de tilfældugvis en engel eller en dæmon' - og hvad skal jeg være bange for? mest havde hun lyst til at kravle ind i favnen på ham, men hun blev siddende foran ham, men hænderne foldet i sit skød, da te kanden var sat ned på gulvet.

Pludselig fik ordet 'forvirret' en hel anden betydning i hoved på Stephen, der så dybt forbavset på Millicent, da hun satte sig på gulvet og næsten kiggede afventende på ham. Efter et par lange sekunder fik han sig taget sammen og kom videre i teksten. "Nej, det behøver du ikke, du skal bare være opmærksom." Han slog blikket ned i gulvet hvor the kanden stod, som om den var grunden til at det hele føltes så underligt. Han kunne ikke rigtig tolke pigen der sad foran ham som om at han skulle gøre et eller andet. Efter en tænksom mine var gledet ind over hans ansigt, rettede han sig op og nippede til theen han havde skænket op. Det hele gav ham et eller andet latterligt billede af at hun var hans kone eller noget der kunne minde om det. Tanken om partnerskab ledte ham videre til noget af det hun før havde sagt. Stephen mente ikke man kunne forlange at nogle skulle kunne lide en, det var helt og aldeles op til en selv, men han forstod ikke hvorfor hun var så meget imod at hun kunne lide ham. "Hvad mener du med 'rigtig'?" Der var en snert af syrlighed at høre i hans stemme, som om han var fornærmet over hendes ord, hvilke han også. "Hvad havde du tænkt tiltrækning er?" Han hævede et bryn og følte næsten han belærte en unge der ikke vidste hvad kærlighed var.

" Jeg...skal nok være opmærksooom, og måske når jeg bliver mere dygtig til at se og aflæse folks aura, så kan jeg få mere information på den måde, men lige nu...lige nu er det hele lidt forvirret"
Hun så på ham.Det var nu ikke for at lege hans mor,men mere det at modtage og give nærvær faldt hende meget naturligt, og eftersom hun ingen venner eller familie havde omkring sig , skulle det jo udtrykkes på en eller anden måde.Og hans vinger gjore det lidt svært at sidde ved siden af ham, med mindre hun skulle putte sig i dem.Et lille smil dukkede op...mon de var lige så bløde som de så ud til ?
Uhh...nu ville han vide om tiltrækningen, hvad skulle hun lige sige?
Hun måtte jo bare forsøge at få ham til at forstå " Stephen...jeg mener at ' rigtig' tiltrækning er noget man ser og finder hos en person..som man enten synes er fysisk eller psykisk dejlig...eller begge dele, men det plejer da at komme listende...langsomt.Og j-jeg....synes ikke jeg plejer at tænke sådan om...folk" hun baskede lidt med hendes ( metaforiske) vinger, da hun følte sig lidt trængt.Sad hun ikke her og sagde højt at hun var mere tiltrukket af ham, end normalt?" Din engle aura må have den effekt' sagde hun stædigt.
Det var muligt at tiltrækning og kærlighed blev rodet godt og grundigt sammen, men da hun ikke havde den store erfaring i noget af dette, sikkert grundet hendes manglende hukommelse, vidste hun ikke hvad hun sad og fablede om.

Det begyndte at blive imponerende sådan som Millicent problemfrit kunne manipulere med Stephens humør, der syntes at være ude i et vildt blæsevejr. Først godt, så dårligt og få sekunder efter igen, var det helt oppe at ramme solen. "Godt godt, så siger vi at jeg kun er tiltrækkende fordi jeg er engel." Piger og stædighed var en farlig kombination. Hvis man blev ved med at trække den anden vej, så blev de først besluttet på at det de gjorde var rigtigt og så var det næsten kun jordens undergang der kunne få dem til at ombestemme sig. Stadig syntes han ikke at hans aura kunne have nogle effekt på det, men han undlod at sige det højt. Selvom han lige havde lovet sig selv ikke at prikke mere til ilden, fortsatte han. "Hvad vil du så gøre ved vampyrer, de er jo smukke og måske er deres aura også lige så smuk. Vil du så benægte at du kan lide dem, fordi de har en aura du syntes er flot?"
Hvis nogle mente at det så mærkeligt ud når vingerne kom ud af ryggen, hvad ville de så ikke mente om det, når de blev trukket ind. Det lignede mest af alt at ryggen sugede vingerne ind, for så kun at efterlade to aflange ar, som altid havde været på hans ryg. Selvom det hele var magisk og fortryllende, så var der ingen tvivl om at vingerne sad fast og ikke forsvandt i en damp af glitter og tryllestøv.

Hun rynkede på næsen.Det var jo ikke sådan...eller jo..det var sådan hun mente sagen hang sammen når det kom til hende selv.At hun så ikke ville indrømme overfor ham at hans aura først havde vist sig lidt senere i deres møde, og hun allerede forinden fandt ham....spændende, hvorfor dog bore i det fact ?!
" Kun med mig....alle andre ser jo ikke aura, og jeg er sikker på trunterne stå i kø for at....kende dig " glattede hun ud, med et smil.
Og vampyrer...? Nej...nu måtte det stoppe.Hun havde talt med Thomas om det, og modtaget meget vigtig information....men hun havde også været ret sikker på at der måtte være kun et par stykker som ham, som hvad var risikoen for at møde endnu en? Den måtte være lig nul !
" Nej ! J-jeg tror ikke det er sådan...deres aura er måske flot, men den er ikke...ren...argh..det er svært at forklare.Jeg har mødt en der påstod at være vampyr, men helt ærlig....jeg er ikke helt overbevist "
Hun tænke lidt over de ting Stephen sagde.Selv om det nok var i en god mening, var det nu alligevel ret skræmmende.Intet var jo som hun gik og troede.
Hun så på vingerne..." gør de ondt ?" lød det blidt og interesseret fra hende.

Det hele blev da meget bedre, da hun sagde at hun faktisk havde mødt en vampyr. Enten var det lykkes hende at snøre vedkommende godt og grundig på en eller anden måde, eller så var vampyren mere dum end politiet tillader. Millicent var smuk, uden omsvøb, så hvorfor skulle en vampyr ikke være interesseret i hende. Stephen kunne ikke få regnestykket til at gå op, hvilke han begyndte at beklage sig over, men ikke højlydt. "Hvilke gør ondt?" Først forstod han ikke helt hvor de var skiftet hen til, deres emneskift var altid nogle der var nemme at gå til, men først efter at have tænkt det hele igennem tre gange, forstod hun hvad hun snakkede om. "Nej, ikke rigtig. Jeg har prøvet det en million gange." Overdrivelse milde forståelsen! Selvfølgelig havde han ikke gjort det så mange gange som han påstod, men hun viste hvad han mente og det var vel i bund og grund det vigtigste. "Det værste er nok følelsen, men det er til at komme sig over." Derefter kom et ligegyldigt skullertræk som om det var ganske normalt, før han iførte sig sit tøj igen. Han greb sin the kop og skyllede noget af væsken ned, så han fik drukket noget, inden det nåde at blive koldt igen, hvilke det allerede var. Det var koldt til at smage godt, men han gjorde ingen tegn på det.

Jo, hun havde mødt en...Thomas hed han, men hun havde på fornemmelsen at selv inden fornhans race, var han lidtvaf et pragt eksemplar.Hun havde ikke kunne ryste følelsen af at mennesker bare var mad og potientielle ofre for vampyr, og det havde Thomas jonegenlig heller ikke benægtet.Det han havde anfægtet var at de ikke bare slog folk ihjel for et godt ord, men nøjes med at drikke fra dem.
" jeg mener når vingerne gror ud og ind ...gennem din hud"?" hun havde rejst sig så hun stod på knæ, og lænede sig ind over sengen hvornStephen sad, så hun lige akkurat kunne nå at lade en pegefinger løbe hen over det ene af de store ar , der nu var det eneste efterladte på hans ryg.ingen vinger var længere at se.
" det er alligevel fantastisk, men ....du kan da kun folde dem ud år det er mørkt, med mindre du gør det hjemme i din lejlghed, for hyggens skyld?
Millicent tænkte om hans Kærester vidste atbhan var en engel.Det gjore de nok, man delte jo så meget når man var et par, sådan en ting ville man fortælle en partner .
" har du andre venner der er...engle?" spurgte hun, og kom op at stå, og dernæst satte hun sig ved siden af Stephen, nu der igen var god plads.

Selvom det burde være et svar man kunne svare hurtigt på, brugte Stephen overraskende lang tid på at tænke over svaret, før han endelig kom med et. "Jeg kan mærke det, ingen tvivl om det, men det er ikke noget hvor jeg har øm flere dage efter det. Det er lidt som vis man brænder sig, bare uden eftervirkning." forklarede han så godt han kunne, mens en let kilden løb hen over hans ryk, da hendes fingre berørte. "Hvorfor kun når det er mørkt? Jeg kan gøre det alle steder det passer mig, det er bare ikke alle der vil se lige lyst på det. Faktisk er din reaktion en af de bedre. Mere positiv. Måske er det fordi at du allerede kender til noget overnaturligt." Han lage kort i ansigtet i tænksomme folder, før han gik videre til det næste spørgsmål. Det var et svar der hurtig kunne besvares, hvis Millicent ikke mente at hun var inklusiv de venner hun talte om. "Nej, de ved ikke noget. De eneste der ved det, er mine forældre der begge er engle." Grunden til at Stephen havde fortalt Millicent om det, var ganske kort og enkel. Fordi hun selv havde nogle evner intet normalt menneske ville kalde normalt.
Millicent fik et kort blik da hun satte sig op, før Stephen rakte ned mod gulvet for at få fat på the kanden. "Skal du have mere?" Han hævede den op i hovedhøjde med blikket først rettet mod den og derefter pigen. Hvis hun takkede ja, ville han hælde op i hendes kop, hvis han kunne finde den.

Hun så lidt på hans ar.Så det gjore ondt..naturligvis gjore det det, hans hud sprang op hver gang de skulle ud.Men han havde vænnet sig til det.Man kunne vænne sig det de mest mærkværdige og hårde ting.Hvor bange måtte Stephen ikke have været den allerførste gang det skete?
[color=orange][" jamen...jeg tænker at dunkan jo ikke bare gøre det imens folk kigger....eller svæve ned fra hustage i fuld dagslys? "/color]
Millicent vidste ikke helt hvordan man skulle vægte en god reaktion fra en dårlig....jov altså- hun var da ikke løbet skrigende væk eller bedt ham om at smutte...men ville nogen da gøre det? Stephen...Stephen var fantastisk, simpelthen.Som fyr og som engel.Ingen ville da holde det imod ham, men naturligvis var hele det overnaturlige en stor mundfuld.Og selv om hun synes at have kaperet det hele nogenlunde, var Millicent ret sikker på at hun nok skulle få nogle reaktioner på al dette her hen af vejen, alt andet ville jo være sært.
[" naaa , min reaktion er god fordi jeg er i en sær liga" drillede hun ham og takkede ja til te.Hun overvejde at spæde den op med noget promillerigt, til at skylle alle de nye oplysninger ned med.
" Det undre mig at dem der er tætte på dig ikke ved det? Hvor gammel var diåu da du...ehm...første gang opdagede du havde vinger, kan du huske det ?"

"Der er ikke som sådan nogle regel i mod at vise sine vinger frem, det er mere noget folk er blevet enige med sig selv om igennem tiden. Men det har sikkert også noget at gøre med at mennesker gerne vil have magt, så de ser os ikke normale som en mulig trussel." Det var den indviklede måde at forklare det på, men hvis hun forstod det, var der ingen problemer. Et grin sprudlede frem, da Stephen hørte Millicents svar. "Det er da ikke så slemt. Hvis alle piger var i samme liga, ville verden jo næsten blive et rart sted at være." Gav han igen. Hvordan hun ville tolke hans svar, måtte hun selv finde ud af. Der var mange måder at gøre det på og egentligt var han glad for at det ikke var ham der skulle tolke noget som helst. Hendes næste spørgsmål lage op til en ny overraskelse for hende, eller en mulig overraskelse. Netop derfor var han lidt forsigtig med at gå for hurtig frem, for der måtte være en grænse for hvornår hun ikke kunne klare flere nye ting på én dag. Hendes verden havde allerede fået en omdrejning på 180 grader, hvilke han selv havde ment som nok, hvis det havde været ham der var i Millicents sko. "Altså nu er jeg jo lidt ældre end mit udseende viser mig. Egentligt burde jeg være mindst tredve år, men min krop er stoppet med at vokse ligesom så mange andres." ... måske ikke lige menneskernes, men stort set alle andre racer, dæmoner, vampyrer og engle, blev fastfrosset i en tidsalder.

Hun valgtevat tage det som et kompliment, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle ligge i det.Men at verden nlsten var et rart sted, var vel nogen lunde godt....det kunne da være langt dårligere.Hun sagde dog ikke noget til ham, denne gang.
Millicent tænkte på kaos...der ville blive kaos.Og hun tænkte på xmen, virkeligheden var jo som i de film.Mutanter eller racer, var det ikke stort set det samme,hvis man talte om dæmoner og engle og den stil?
" Jeg tror det er nødvendig at være varsom...ellers kan man skabe panik, selv om det ikke er hensigten" mente hun og så fik han ellers sat gang i spekulationerne.
Hvad mente han med det? Han var ældre end han så ud? Hvor gammel var han lige? Mindst 30. Han kendte vel sin alder? Hun hævede begge øjen bryn og så på ham.." hvor gammel er du helt precist?" han kunne da højest være en 25, max?
Hvor var det hele besynderligt.Og hans forældre var også engle? Så kunne han altsår godt få børn, på almindelig vis? Mon han kunne med et menneske? " Stephen...hvad med børn, kan du få det med mig...jeg mener med et menneske?"

Stephen vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til Millicents forvirring, men han besluttede sig for at det måtte være bedst bare at svare på spørgsmålene selvom de var lidt mærkværdige. "For at være helt korrekt er jeg født den 24 december 1978, derfor vil jeg altså være 33 år." Han følte sig allerede ret gammel i forhold til Millicent, der sikkert endnu ikke var rundet de tyve, men han kunne ikke være 100% sikker. Hendes børne spørgsmål havde frembragt et smil på hans læber, men han havde undladt at snakke omkring lige det med hende og ham. "Ja, jeg kan godt få børn med både dig og et hvert andet menneske." Han følte han var til en eller anden form for spørge runde. Hvorfor vidste han ikke, men de kunne lige så godt få alle spørgsmål til bunds. "Er der mere du vil spørge om?" Han studerede hende kort med blikket, før han rettede sig op i sengen. Stephen forstod godt hvis hun havde en del spørgsmål, det ville være mere naturligt end hvis hun ikke havde. Imens hun grublede, lovede han sig selv at svare på alle de spørgsmål hun smed ham. Spørgsmålet var så bare hvor længe han kunne holde det, men hvad skulle der være han ikke ville svare på?

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige.Var han 33 år? Han så jo slet ikke sådan ud, ikke for at fornærme ham, men han så yngre ud end det. Havde han ikke sagt noget med at stoppe med at ældes? Eller havde hun misforstået noget? Hun havde dog overskud til at drille ham lidt, selv om det nok var reserve tanken hun kørte på nu " uhh....jeg har kysset en ældre mand .....mine veninder bliver sååå jaloux " hun sendte ham et udfordrende blik, lidt sjov var vel atadig tilladt, ik ? " Men Stephen...bliver du ikke ældre at se på?- aldrig?!" ville det ikke betyde at en engle kæreste eller måske vampyr, ville være det eneste rigtige valg af kæreste for ham.Alle andre ville jo gro gamle, visne - for så at dø.
Dø....kunne han det ? Eller? " hvor gammel bliver en engel....og kan du blive syg?" tankerne hvivlede rundt og hun greb ud efter de nærmeste og formulerede dem om til spørgsmål.

Stephen tyggede lidt på den information som Millicent lidt ufrivillig havde givet ham. Var kvinder tiltrukket af ældre mænd. Det lød ikke specielt charmerende, men det var et held for ham, men måske var det mere på grund af hans ydre, der løgnagtigt gav ham en noget yngre alder. For at værre mere korrekt mere eller mindre ti år yngre end han egentligt var. "Ville det også gælde hvis jeg var 85 år?" En tyk nysgerrighed var at spore i hans stemme, mens han sad og grublede lidt over det han havde fået. Millicent fik trukket ham ud af sin egen lille verden af tanker, da hun lage det næste kort. "Nej, jeg vil dø ung." Han skulle lige til at begive sig tilbage til sine tanker, da hun igen afbrød ham med et nyt spørgsmål. "Nej, jeg er ikke udødelig, det er der ikke noget på denne jord der er, selvom vampyrer går og råber højt om det. Et halvt år tusinde, måske mere eller mindre." Stephen havde aldrig forstået hvorfor vampyrer gik og troede de kunne vandre på jorden til evig tid. Hvis den forsvandt, så ville de jo ikke fortsætte med at leve. Hvis alt blodet forsvandt, ville de ende med at dø og hvis natten aldrig eksisterede ville de også dø. Tre ting der var afgørende for at en vampyr kunne leve og samtidig tre ting der var nødvendige for dem. Jorden var noget alle skulle have, bortset fra engle og dæmoner, der med lidt held kunne lærer at flyve fra fødslen til døden. Bare tanken gjorde Stephen træt.