An angel in disguise ~ Stephen

Det lød ganske normalt. Til trods for hendes lille evne, virkede det ikke til at hun var videre overtroisk af nogle art. "Sådan er de jo med de fleste mennesker." Stephen trak let på skuldrende og kiggede rundt. Det kyssende par bag ham var stadig ivrige i gang, hvilke var uden for hans forståelse. Tænk de ikke fik ømme læber af at bruge dem så meget, de måtte være i god kondition siden de ikke var stoppet før. Da Millicent igen åbnede munden, troede han kort, at hun ville være alvorlig hele sætningen igennem, men trods hun virkede ganske alvorlig at se på, mente han at kunne finde et strejf af en let tone, især da hun nævnte den sidste person. Om det blot var ren indbildning kunne han ikke tyde. "Æhm ..." Blev det første svar, imens han sad og grublede over tingene en stund. "Jeg er ikke overtroisk anlagt, men levende døde, jo, det man man godt sige jeg tror på." Han nikkede kort, halvt i sin egen verden af tanker.
Teknisk var vampyrer jo disse såkaldte levende døde, men ikke zombier, som Millicent sikkert havde i hoved. At holde sig til sandheden når det kom til det overnaturlige, var ikke noget Stephen normalt gjorde, men han tillod sig at gøre det denne gang. Hun havde tydeligvis selv noget magisk over sig, noget som hun tydeligvis ikke forsøgte at skjule, så hvorfor lade hende tro at hun var den eneste der var skør, som hun selv kaldte det.
Et spørgsmål begyndte at presse sig på fra side linjen. Et spørgsmål der tilhørte de klassiske næsten kedelige bøger om folk der fik fantastiske evner, men som aldrig værdsatte dem. Det var noget Stephen aldrig havde forstået. Hvorfor ikke se det på den lyse side, frem for den dårlige. "Ser du din evne som noget specielt, noget godt, eller mere noget kedeligt?" han rakte ud efter sit glas, vis væske han fugtede halsen med, imens han søgte Millicents øjne i mørket.

Hun nikkede til hans ord, anerkendende.
Joo, han havde ret såmænd.Men at han troede på de levende døde..." arh...for real? Mon ikke du har set en enkelt gyser film for meget?" sagde hun lidt sødt og mente at han bestemt drillede hende, måske som tak for den med julemanden.Hun puffede lidt blødt til hans arm. Det var jo lidt mere svært at vide hvornår han var morsom og hvornår han faktisk var seriøs, han var jo ikke en gammel bekendt, men en helt og aldeles ny.
En tanke dukkede frem af underbevidstheden, mon hun nigen sinde ville få ham at se igen, efter i aften? Hun turde ikke forsøge besvare sit eget spørgsmål.
Tilgængæld turde hun uden problemer besvare hans...hvis hun ellers kunne koncentrerer sig ,når han kiggede sådan.* han kigger ikke [/i]sådan[i] han ser baren normalt på dig, tag dig sammen Millicent* skændte hun på sig selv.
" en evne ligefrem? Altsår...jeg ser det mere som en defekt,...støj på min frekvens, jeg har jo ikke altid haft det. Og måske ville jeg havde det meget bedre hvisnjeg forstod hvad det var, vidste hvad det var...for helt ærligt...lige nu gør det mig nervøs...og lidt bange" tilstod hun hudlæst ærligt.
Han var rimelig tillidsvækkende, blandt andre ting.Et listigt smil sneg sig over,hendes læber.
Måske var det hendes tur til at have det lidt sjovt?

Stephen kunne ikke afgøre om han skulle blive fornærmet, grine eller bare lade hende tænke sit, da hun tydeligvist så det hele som en stor fed joke. Frem for at forklare sig, lod han hende blive i sin tro, hvad den så var, imens han selv ventede på hendes svar. Da den kom, måtte han næsten knibe læberne sammen for ikke at sukke højlydt. Endnu en person der ikke værdsatte hvad vedkommende havde i mellem hænderne. Det var efterhånden set tit følte han. "Hvad vis du lærte at tyde hvad du så, eller hvordan du nu mærker det aura halløj?" han var på inden måde en ekspert på området, men han kunne se en mulighed for at lærer hende at kende forskel på de forskellige væsner, hvis hun vel og mærket ønskede at få lidt mening ud af det hele. Han skilte kort læberne, i et forsøg på at sige noget, men opgav hurtigt.
Stephen kunne komme i tanke om meget han kunne lærer hende, men han ville nødig fremstå som en eller anden lærer, så lod pænt være med at sige noget, og ventede på en form for træk, fra Millicents side. Personligt ville han sagtens kunne grave videre i samtalen, for den begyndte at interessere ham lidt, eller med andre ord, han så den som en leg. Hvor meget skulle han afsløre for hun lugtede lunten eller hvad man nu ønskede at kalde legen. Der var lidt risiko ved det, men det var der ved stort set alt. Man fik jo aldrig noget sjovt, hvis man ikke prøvede sig frem.
Bare for ikke at sidde som en dum idiot, besluttede Stephen sig for igen at åbne gabet. "Kan du ikke lide din drik, siden du ikke drikker af den?" Hun havde virket til at kunne lide den før, men det kunne være at hendes smagsløj havde ændret sig ved et trylle slag. Det var et spørgsmål til herren over dem.

OOC: Overså dit sidste svar xD

Ooc: Du overså mig ! oh boy, are you in trouble now ; )

Det var jo egenlig et lidt sjovt spørgsmål .Selvfølgelig ville hun da gerne vide mere.Men hun var en smule bange for hvilken diagnose den viden ville medføre.Hvad havde Stephen ment med at en læge ville svare sådan? Underforstået at hun kunne få helt andre svar , andre steder? Men af hvem?
Åh jo...aviserne tilbød i masse vis spåninger af fremtiden i kaffegrus , skift et navn og få et beder liv og så aura tydning.Men var de ikke alle bare plattenslagere, ude på at stjæle en mønt?
En tanke strejfede hende...var hun selv d'den ægte vare?'
Den lille nysgerrighed var vågnet og havde sat sig tilrette på Millicents skulder, hvor den nu hviskede i hendes øre..' spørg ham nu...du vil jo så gerne vide mere'.
Om denne nysgerrighed også var afspejlet i hendes øjne, kunne kun Stephen se,men hendes stemme var klart lidt mere ivrig ..." Jo..jeg ville rigtig gerne vide mere, blive klogere og forstå hvad det er er ser....jeg ønsker bare ikke en hospitals indlæggelse i forbindelse med dette." den sidste bemærkning blev ir onisk tilføjet." Men Stephen...seriøst, hvem skulle kunne hjælpe ?"
Hun lod blikket glide fra ham ned til hendes drink .." Oh..? Jo jo den smager da dejligt , j-jeg plejer bare ikke drikke så meget - og slet ikke når jeg er alene i byen "
Indrømmede hun lidt forlegent og skyndte sig at snuppe glasset og bevise hun kunne lide den.

OOC: Fuck!

Et begejstret, måske lidt for begejstret smil kom til syne. "Selvfølgelig skal du ikke på hospitalet. Jeg kan vise dig det lige nu og her hvis du vil." Stephen havde det som om han havde fået sit største ønske opfyldt, i hvert for dette moment. Det vil ikke til at forklare hvorfor han var så glad for hendes svar, for hun ville sikkert bare skvatte om med hjerte stop når hun fandt ud af det, og det var ikke helt den hensigt han havde med det. Trækningerne omkring hans mund, blev mere 'normale' og knap så begejstret da han hørte Millicents svar på drink spørgsmålet. "Betryggende." Fastslog han, mens han betragtede hende drikke. Hun havde også selv valgt drinken, så hvorfor skulle hun ikke ville drikke den?
Da tanken om hendes aura fyldte mere i hoved på Stephen, end hendes drink, var det selvfølgelig den først nævnte han fortrak at dvæle ved i sine tanker. Hans plan var ikke at gøre det for let for hende. Godt nok havde hun fået et glas eller to ind, men hun virkede ikke beruset, måske var hendes IQ sænket en smugle, men det var sikkert ikke mere alvorligt end at det kunne klares med lidt tålmodighed. Stephen og gåder havde aldrig været en god kombination, men han måtte heller prøve igen, måske var det blevet bedre siden sidste gang han gjorde forsøget, hvilke efterhånden var ved at blive en del år siden. Der var bare nogle ting et væsen ikke kunne sætte sammen med, det måtte selv overnaturlige væsner sande. I Stephens vedkommende var det emnet kærester. Krigen lå altid når det kom til hvilke ting han skulle tildele mest opmærksomhed, kæresten eller musikken. Det endte som ofte med det sidste, og pigen der skred.
Tankerne havde taget en drejning som lå langt væk fra starten, så med hvinende dæk fik Stephen drejet sig tilbage på vejen, og kiggede hen imod Millicent for at se hvilke ting hun havde på hjertet, hvis hun ikke havde sagt det imens han drev rundt i på en ø i sine egne tanker. Hvis hun sad og kiggede lige så afventende på ham, ville han bede hende om at gentage spørgsmålet.

Ooc: På første date ?....er du ikke lidt hurtigt fremme?* griner og driller*

Millicent fik en mundfuld af drinken ned i luftrøret , hvilke ledte til et mindre anfald af hoste.
Han var da ikke så lidt sjov! Eller hvad mente han lige med det ? Han måtte da hjertens gerne vise hende et eller andet lige nu, det ville da kun gøre hende glad .Hun blev næsten helt opstemt ved tanken , selv om hun tænkte at han nok ville forsøge sig med en eller anden halv dårlig selvlært trylletrik....som ' tænk på et tal' eller andet pinligt.Hun grinede lidt og sagde så med en forældres tålmodige stemme overfor et barn, der lige skulle fremvise deres krussedulle tegning og score lidt ros for den.
" Du vil vise mig...noget nu?...Well , let the show begin " hendes stemme var næsten som flydende musik, idet hun både var glad, spændt og bare...meget veltilpas i hans selvskab.
Og ja....betryggende var hendes opførelse , hun nåede lige at kommenterer på dén bemærkning, inden hun satte sig godt tilrette i sofaen og trak benene lidt op.
" Jeg er en meget ...betryggende...person kan du lige tro.Du er i sikkerhed hos mig, jeg kunne ikke drømme om at gøre dig noget, ikke mod din vilje i al fald " , det var uimodståeligt at drille nu han så så eftertænksomhed ud....eller så han fjern ud ? Hørte han overhovedet efter.Hmmm...hun blev lidt irriteret hvis hun talte ud i den tomme luft.
" ...Stephen ?", hun puffede til hans knæ , en enkelt gang.

OOC: Det er kun dig der snakker om date her! Not me.

"Eh, ja, sikkert!" Det blev sagt for hurtigt til at Millicent sikkert ville tro ham, men hun havde tydeligvis grebet ham i at drive rundt. Han brugte et par sekunder til at finde på hvad han skulle gøre, før han rakte sin højre hånd frem, og forlagte at få hendes venstre. Da han fik fat på den, ville han lukke sin tommel og lille finger omkring hendes fingre, så han kunne vende deres hænder om, så hendes håndflade lå nederst. Da han bagefter trak sin hånd til sig igen, ville der være skarpt en lille lyskugle i hendes håndflade, som ikke berørte hendes hud, men hang et par millimeter over. Stephen var ikke så kreativ anlagt når det omhandlede at lave fantastiske trylle shows, det var bare noget han gjorde, og så måtte folk tage det som det kom.
"Tilfreds eller forlanger du mere?" Han kiggede afventede på Millicent, både for at få svar og ansigtsudtryk med. Hvad han mere skulle gøre, hvis hun forlagte mere, var ikke lige noget han havde tænkt så vitterligt meget over, så i mens hun fik kigget på kuglen, så kastede han sig i gang med at tænke over flere ting. Det var selvfølgelig ikke sikkert hun ville have mere. Forhåbentligt troede hun på ham, men der var ingen sikkerhed, der var ikke nogle forsikring han kunne ringe ind til og få erstatning. Hvad skulle han dog også få erstatning for?

Ooc: det gør da kun situationen værre, at du forslår det på en ' ikke engang en date'. ( ^^)
Mænd...! Altså O.o


En ting måtte man give ham, han var helt vild god til at holde masken .
Måske var det fordi hun ikke kendte ham,så hun ikke samlede op på de små signaler der måtte indikerer at han bare lavede lidt sjov.
Han fangede hendes hånd og tog fat om den.
Millicent tænkte om det var nu en lam mønt blev tryllet frem måske , da hun vendte hånden og der med et opstod en lille lyskugle ,blev hun mundlam.Helt .
Hun var helt fortabt og så forundret op på Stephen og tilbage på kuglen...og på ham igen.
Hun kunne ikke forklare det hun så, hendes hjerne kunne ikke finde en kasse der passede til dette, og kunne derfor ikke ' få det til at falde på plads'.
" H-hvordan gør du d-det dér ?" spurgte hun stunnesløs.
Hun turde ikke rigtig bevæge sig- eller nærmere hånden , da hun ikke vidste hvad der ville ske med den lille kugle.Ville den følge med eller slukkes? Kunne den gøre ondt hvis hun fik rørt ved den?
De store blågrønne øjne hvilede på Stephen, tiggede ham stille om at forklare for, at indvige hende i dette mysterie.

OOC: *Har tabt den råde tråd*

Stephen elskede at se Millicents overrasket udtryk da hun så hans lille skabning. Det lød ikke til at han skulle finde på flere magiske ting, så han smed tankerne væk. Det var næsten som en lettelse ikke at skulle tænke på det mere. "På samme måde som du kan se aura." Han måtte så håbe at hun ikke havde et direkte svar, for så var han lidt på spanden, for ikke at sige meget. "Vi er nogle der har nogle anderledes evner." Alle ord i hans sætning var omhyggeligt valgt. Det var ikke noget han tænkte ord for han gentog ordne inde i hoved lidt tid efter, da Millicent blev ved med at være facineret af kuglen. Ville facinationen have været større hvis kuglen var større? Næppe, det var sikkert mere overraskelsen frem for størrelsen. Det lød også ti gange mere logisk inde i hans hoved, men som bevist, behøvede alt ikke at bære rundt på en logisk forklaring. Så blev det hele også så hurtigt kedeligt, for så var der ingen grund til at have fantasien i baghoved.

Ooc. Sy med blå istedet ??


Som en statue , sad hun ubevægelig med øjnene enten på ham eller kuglen.
Hun havde et næsten bedende udtryk i øjnene, han havde jo skulle hjælpe hende at forstå - ikke at gøre hende langt mere forvirret.
Andre evner, tænkte hun og for sit indre øje, dukkede hæren af X men frem.Magneto, Storm , pyroboy, Jean Grey og en del flere.Andre evner? Som også X men alle havde et hav af forskellige evner ?
" Men Stephen...d-det er da ...vildt...er det farligt? Er du okay?" ville hun vide og det havde så snuppet første priroiteten over den smukke lille kugle der vimsede rundt lige over henses håndflade.
"Kan den noget?..jeg mener...hvad er det ? Følger den mig hvis jeg bevæger mig? hviskede hun nærmest.
" Og Stephen....kender du flere der kan sådan nogle ting? Hvor har du lært det ?"
joo vist et par spørgsmål var da faldet ned i turbanen, han havde virkelig fået slået hende lidt ud af kurs, og hun var ellers altid så...fattet.

OOC: Haha, åh hvor er du dog sjov -.-'

Stephen kunne ikke holde et lille opgivende suk tilbage. "Ja, jeg vil være mere bekymret for om du var okay." Han forsøgte med et lille smil. "Det gør den hvis jeg vil have den til det, det er mig der kan styre den." Som demonstration af hans ord, fik han kuglen til at hæve sig fra hendes håndflade, hvorefter den formerede sig til fem kugle. De to følgende spørgsmål, måtte han tænke lidt over, før han uden videre kunne fortælle videre om det. Da han ikke fandt nogle risiko ved det, kastede han sig ud i det. "Der er mange andre der kan det. Folk har forskellige evner. Der er ingen grænser for det. Selv har jeg kunne det siden jeg blev født." Han undlod at fortælle hvorfor han kunne, det kunne han altid fortælle bagefter når tiden syntes at være til det.
Stephen valgte at fokusere på det egentligt emne. "Den aura du ser, skifter den fra person til person, eller ser du nogle gange to personer med den samme slags?" Måske ville hun kunne genkende en dæmon, engel eller en anden skabning, hvis hun så den. Det ville betyde at hun ville have et forspring, til forskel fra en de andre mennesker, der ikke ville kunne se forskel før det var for sent, hvis de overhoved nåde at se forskel. Stephen måtte blankt indrømme at han aldrig var stødt ind i en evne som Millicents, i hvert fald ikke under helt samme kategori, og han havde ellers set mange evner, på grund af hans egen, der ofte nåde at advare ham før faren kom for tæt på, det var så bare ikke sket i lige netop dette tilfælde.

Ooc. Den lille skrædder

Hun drejede hovedet lidt på sned og fokuserede på hans lille smil.
Hvem var han? Det var da ikke normalt det her, var det? Hun var hele 18 år, voksen nu ifølge lovgivningen, men aldrig...aldrig nogensinde havde hun set noget der bare mindede om det her.
[color=darkred]" Jeg ...jeg er okay, men...det er da ikke ..normalt dét der?"/color] hun trak vejret dybt ind og studerede de nu fem lyskugler der svævede rundt , hun forsøgte at få lidt styr på ' det hele' .
" Jeg mener, een ting er at se nogen der ikke er der, som jeg gør...det da rigeligt sindsygt, men Stephen...du fremstiller noget , og får det til at svæve..deeet..." hun rystede lidt på hovedet , men kunne ikke skjule hendes facination af ham og hans lyskugler.
Hun ville gerne have hans hjælp... Så hun svarede hans spørgsmål, selv om hun langt hellere ville tale om ham nu.
" De er ikke helt ens, der er små nuancer, men ind i mellem ser jeg nogle der en meget anderledes...næsten underlige...lidt som din, den har jeg for eksempel aldrig set en der lignede " . Hun smilede ved tanken om hvordan den havde været meget mere lys og skinnende, end nogen anden hun havde set før." Men ...jeg vælger ikke selv at se dem, de popper op i glimt, når jeg tsler med folk.Det er ikke sådan at jeg kan se alle folks aura, bare de går eller står nær mig." og det var vel egenlig godt nok, hun ville helt sikkert miste både forstand og tålmodighed såfrem hun skulle gå og se på det dagen lang.

Stephen var ved at kvæle sig selv, for ikke at begynde at bryde ud i grin, da han hørte hvad Millicent sagde. Så det var slemt at han kunne skabe og løfte, jamen så skulle hun bare se hvad andre folk kunne. Personligt så han ikke noget stort ved det, muligvis fordi han havde levet et halvt århundrede med de evner. Det var lige før han bare for at se hendes reaktion ville påpege sin alder, men hans bedre jeg fik ham overtalt til at droppe den idé. Hun havde fået nok overraskelser for én aften og det var sikkert ikke slut endnu. Det Millicent svarede på Stephens spørgsmål, fik dog smilet til at forsvinde som dug for solen. Han vidste ikke helt hvordan han skulle tolke det, enten havde hun ikke mødt særlig mange engle generelt, eller også var der ikke mange. Det var noget han måtte spørge eller forsøge at finde ud af. Han skubbede det halvtriste ansigt ud i et sidespor.
Stephen begyndte at forme et nyt spørgsmål, eller han vidste allerede hvad han ville spørge om, det var mere de rette ord han manglede. Da han var sikker på sit ordvalg, gav han sig i kast med ordne. "Kan du på nogle måde kategorisere dem, altså for eksempel at nogle er mørke, andre er lyse, og nogle er grumset?" Det lød sikkert åndssvagt, men Stephen forsøgte at finde ud af om hun kunne se en form for fælles aura omkring folk af samme race, eller om det var baseret på noget andet, muligvis deres humør, eller en anden ting. Hvis evnen var baseret på humør, var den utrolig brugbar - i følge Stephens hoved - men det ville den også være på den andel led. De fleste steder ville den sikkert være effektiv og brugelig.

Hun rynkede lidt på næsen. Han morede sig sig jo over hende, men hun kunne ikke engang nænne at holde det imod ham.Hele situationen var alt andet end normalt, og hun vidste dårligt selv om hun skulle grine eller græde. Hun havde mest lyst til at krybe ned i et meget lille hul med et tæppe omkring sig.Tryghed var kodeordet her.
Nå..men istedet forsøgte hun at være brav og ikke lade Stephens besynderlige evne og påstand om der var mange andre med evner, tage pippet fra hende og koste hende jordforbindelsen.
" Tjoo... De varierer lidt efter humør, men jeg kan altsår ikke alle farverne hvad de betyder....de giver mig fornemmelser, intuitioner om ting...men jo, nogle er stærke i grundfarvel, og har endog en grundfarve som rød eller grøn....din var nærmest...bleg eller lys i grundfarven.Det giver nok slet ingen mening.Undskyld".
Millicent var en smule træt allerede, hendes hjerne var som et damptog der pressede sig selv, bare en kende for meget, så hun var ved at miste dampen. Måske hun skulle gå en tur på damernes toilet, bare for at få lidt kølig vand i hovedet?

Millicents svar var skuffende. Det gav ikke rigtig svar på det Stephen havde håbet på, men det var også naivt at tro at det hele kom serveret på et sølvfad. Han tog udfordringen op, og kastede sig ivrigt over opgaven som havde han været en eller anden privat detektiv, det var dog ikke nogle titel han kunne vise frem. Han kunne bedre lide når tingene stod foran ham, gerne i form af noder, ikke noget han skulle bruge længere tid at tænke over. Muligvis derfor, nægtede hans tanker at være samarbejdsvillige. De syntes at løbe fra ham som vand mellem fingrene. Det fik ham hurtigt til at opgive at finde værdien af X.
Stephen vendte tilbage til Millicent, der så ham noget udmattet ud. Det fremkaldte straks en bekymret mine hos ham. "Er du okay?" Knap var ordne ikke sagt, før det slog ham, at denne sætning også udsprang af høfligheden selv. Der var mange ting som det menneskelige ejede, som udsprang fra netop den ting. Det sandte et helt andet tandhjul i gang.

Hun kunne ikke undgå at se et skuffet udtryk gled over hans ansigt, og det var ligefør hun begyndte at undskylde, da det ligesom kun kunne være hende der var årsagen til det.
Men hun var ikke klar over hvad hun havde sagt...der i hans verden var forkert?
Istedet vendte han spottet mod hende og hun fik hurtig nikket ja .
ikke om hun ville indrømme at hun havde lidt slinger i halsen, omvendt ville hun elske et kram eller en tryg favn lige nu.Hun huskede som lille, hvordan hun var krøbet op på sin far skød og havde fået et rigtigt bamse knus.Hendes mor ville komme leende ind i stuen, tage plads ved siden af og stryge Millicents lange lokker , i bløde bevægelser og sige søde eller sjove ting.
Hun fik en meget listig ide, måske....kun måske....kunne hun indirekte opnå det hun behøvede lige nu.
Da en noget stille melodi fyldte lokalet op og tvangssatte tempoet ned hos alle.
Joo...den var perfekt..' Shinedown , Call me' .

Hun tøvede...var ved at få kolde fødder, men fik til sidst taget sig sammen til at svare - og spørge." Jo ...jeg er helt okay.Duu ehm Stephen...vil du danse?"
Det var lige før hun igen begyndte at undskylde.

// edit : slinger i halsen? Er det overhovedet muligt at have det ?og hvis ja, burde man så ikke meget hurtigt til lægen ?? Der skulle stå slinger i valsen! Damn ipad

Stephen måtte indrømme at han ikke helt troede på Millicent, men hvis hun sagde det, så var det nok fordi at hun ikke ville have ham til at komme med flere bekymrende bemærkninger, for selvom det ikke på nogle måde var ondt ment, så kendte han godt til det, når folk bare skulle holde sig langt væk, problemet var bare at det tydeligvis ikke var det Millicent ville. Selvfølgelig kunne det være at han bare skulle holde mund lukket, men at stå tæt, ikke var noget problem. Det var ikke let at finde ud af. "Hvorfor ikke?" Mundvigen blev trukket op, imens Stephen rejste sig, greb sit glas, og vendte bunden i vejret, så han kunne få det sidste med, før han vente sig om mod Millicent for at få hende med.
Gruppe daten var alligevel, trods den grumset start, blevet ret god - i hvert fald i Stephens skala. Nogle ville nok mene at man så skulle hjem og fortsætte, men selv var englen en smugle mere beskeden. Overfladiske og vulgære handlinger måtte andre klare, selv fortrak han at lave noget andet, hvis han endelig skulle bruge en helt nat med en kvinde. Tanken fik ham næsten til at smile, men det blev kvast.
Da de kom ud på gulvet, stoppede Stephen op, og kiggede mod Millicent, tydeligvis i tvivl om hvad han skulle stille op med sig selv. Han var ikke nogle dansemus. De befandt sig på en natklub, hvilke ofte var tæt næsten tøjløs dans, men pludselig var der så kommet en stille sang. Det måtte vel betyde den mere klassiske og knap så festet måde at danse på. Han kunne lige så godt kaste sig ud i det. Tøvende, og forsigtigt, næsten som hvis hun havde været af porcelæn, lage han en arm omkring hendes talje, og trak hende en smugle tætter på sig, for at de ikke behøvede at danne en bro fra den ene til den anden.

Hun lyste klart op, og hendes øjne udtrykte glæde.
Hurtigt kom hun på benene og trak lidt ned i hendes kjole,så den sad efter hensigten.
" Det lyder dejligt " stemte hun i og begav sig ud til det danse gulv der lå badet i blødt orange kunstigskabt lys.Hun følte næsten at hun snød, at hun forsøgte lokke fyren til noget...men det var jo faktisk helt normalt at danse hér og det var mindre normalt- helt sikkert- at bede ham om et kram, så hun måtte lige minde sig selv på at alt var okay.
Ude på danse gulvet, benyttede hun lejligheden til , igen, at se på ham.Det var jo ikke til at komme uden om at han var en meget flot- og attraktiv- fyr.Hans krop var muskuløs,uden på noget sæt at være pumpet, og ansigtet var meget markeret, selv hans læber var tydeligt formet.Meget maskulin...men hans øjne var milde og det var dét hun mest hæftede sig ved.
Hans arm lagde sig omkring hende og trak hende tættere på, hvilke gjore hun blev vristet fri af hendes tanker omkring ham, og vendte tilbage i nuet.
' Call me a sinner, call me a saint' ...ordene fyldte lokalet da Millicent trådte ind i hans favn.
Hun lagde med lidt tøven armene omkring hans liv.Hun var blevet lidt nervøs.
Hun anede ikke om hun havde stået sådan med en fyr før eller om dette var første gang hun prøvede? Erindringerne var brændt væk , kunne man sige, de var forsvundet efter branden i hendes hjem.Amnesi.
Hun følte sig lost....vægtløs...som hun kunne forsvinde fra jordens overflade, og ingen...ingen ville bemærke det.Stephen , derimod ...han føltes varm og tryg....som hun havde kendt ham længe og vidste hun var i gode hænder hos ham.
Hun næsten puttede sig ind til Stephen, men ænsede det ikke selv.
Måske han bare vile finde det naturligt , som den slags dans kunne udføres....måske ikke?

Der var ikke meget, hvis der overhoved var nogle form for kontakt til Millicent, da de kom ud på dansegulvet. Stephen fandt det næsten morsomt at se på hendes tydeligvis fraværende blik, men han undlod at afbryde, for så han sit snit til at glo lidt. Det mest bemærkelsesværdige ved hendes ansigt var læberne - efter hans mening - de havde en helt speciel form, som han ikke havde set andre steder. Synet blev dog brat stoppet, da hun fik fedtet sig længere ind i armene på ham, så de pludselig stod foruroligende tæt. Stephen kunne ikke afgøre om han fandt det behageligt eller mere akavet. Det var ingen hemmelighed at dette krammeri ikke var hans stærke side.
Millicent syntes ikke selv at have bemærket det, så han lod hende blive hvor hun var imens musikken fik spillet de sidste toner ud. Knap var den sidste tone forsvundet ud igennem højtalerne, før Stephen slap og trådte et skridt tilbage, så hun ville være tvunget til at slippe ham, med mindre hun havde klæbet sig fast til ham. "Tak for dansen." Et halvhjertet smil lå på hans læber i pausen, den minimale pause, før endnu en ny sang blev sat på. Et kort øjeblik, lod han idéen om endnu en dans udbrede sig, men den fik hurtig ben at gå på, og forsvandt, da Stephen krabbede ud af folkemængden på dansegulvet for at redde sig i sikkerhed et sted hvor der ikke var risiko for at skulle danse. Dans var bare ikke ham, så heller skabe musikken man kunne danse til.

Hun kunne godt fornemme at hele hans hjerte ikke lå i at danse med hende.Det var svært at sige...at beskrive..helt hvordan, men det var noget med måden han holdt hende på.
Den var mere firkantet end blød.Der manglede en spontanitet i hans håndtering af hende, som gav hende den mistanke.Men da hun ligesom var krøbet ind til ham, ville det virke pinligt at trække sig igen, mente hun.
Så hun tog hvad hun kunne få, sugede det ud af situationen som var hende muligt, indtil tonerne ebbede ud.
Mistanken blev bekræftet, da Stephen ilede væk fra danse gulvet og næsten efterlod Millicent med ondt i hjertet.
Han havde jo selv sagt ja til at danse....med hende.
Havde hun været helt forfærdelig at ...hvad? Røre ved? Danse ved ?
Én ting var sikkert, han havde ikke nydt det og hun ville ikke...aldrig...spørge ham...eller nogen anden - for den sags skyld- om en dans.Det havde Stephen lige fået fortalt hende hun skulle holde sig fra.
Hun snusede luft ind gennem næsen, lagde sit lidt skuffet...hvis ikke næsten triste..ansigt i mere neutrale folder, og satte afsted efter ham, over mod sofaen igen.
Hvorfor havde hun også fået den åndsvage idé? Det svarede jo til at sætte en skål chips, og så kun må spise to eller tre, og så skulle man lade resten stå.Det var jo hverken fugl eller fisk , og dækkede ingen behov af nogen art.
Hun indhendtede ham og selv om pengene var små, sendte hun ham et påtaget brilliant smil , idet hun tilbød.." Må jeg ikke have lov at hente noget fra baren til dig? hvad har du lyst til?"

Det overraskede Stephen en smugle at hun var fulgt efter, da han ikke havde forventet det. Hun kunne sikkert finde en bedre dansepartner, men et smil brød frem da han så hende. Han vendte sig rundt mod hende og knep mistænksomt øjne sammen. "Prøver du at drikke mig under bordet?" Trods den mistroiske klang i hans stemme, var det tydeligt at det ikke var alvorligt ment. Der var et eller andet yderst charmerende ved hendes forsøg på at glatte det hele ud, der næsten fejede bene væk under ham. Hvad det helt var, kunne han ikke sætte en finger på, men måske det tydelige tegn på at hun forsøgte at få det hele lagt tilbage i de rette toner igen. "Er det ikke bedst jeg bare giver igen, hvis du endnu ikke har besluttet dig for hvor du vil arbejde, er det så ikke en dum idé at smide sine penge væk på drinks?" Stephen havde heller ikke selv røven fuld af penge, men han var sikker på at han havde flere end Millicent, med mindre hun lige pludselig havde arvet en masse penge imens de havde snakket sammen.
Stephen ledte op mod baren, hvor han stilte sig i kø. Hånden blev stukket ned i bukselommen, hvor han fik fremdraget en pung, hvor han fiskede et par sedler op, og stak dem i hånden på Millicent. "Lad os sige du giver for mine penge." Hvis hun forsøgte at give ham dem tilbage, ville han flytte sig væk fra hende, så hun ikke ville kunne nå ham. Der var ingen der havde sagt at hun ikke måtte give for hans penge, så han så ingen problemer i den lille aftale, som dog kun var godkendt den ene vej, og ikke den anden, men hvem gad bekymre sig om det, når det handlede om at få penge. Hvem ville ikke have penge?

Da hun først så hans mistroiske blik, var det lige før hende sidste mod stak af fra hende, men den drillende islæt hans stemme havde, frembagte istedet en lille ægte latter .." Aj...har du allerede fundet ud af,mine skumle planer for dig ? deltog hun mere muntret.
" M-men jeg vil helst.." fik hun indført og så var muligheden for at blive hørt yderliger endt, da Stephen allerede var igang med at lede vejen frem til baren.
Hun ville gerne oppunerer imod hans forslag , rigtig gerne faktisk , men to ting bremse hende.
For det første ville hun ikke gå så langt så det skabte en scene og virkede stejlt og for det andet virkede Stephen som han allerede havde truffet sin beslutning.
Og det var jo ikke fordi hun ikke var taknemmelig, mere at hun gerne selv ville gøre andre glade- nåå ja, og så det at hun var meget påpasselig med at stå i gæld til andre, hvis hun kunne komme uden om det.
Det kunne hun ikke nu.
Millicent modtog pengene .. " Tak...det er meget sødt af dig, det er rigtigt jeg ikke ligefrem bader i dem..men så må vi finde en måde hvor jeg kan takke dig på istedet ", hun stoppede op og smagte lidt på sit eget valg af ord.Du gode...dét lød jo helt forkert, så hun fik travlt med at udrede " eh..ikke sådan altså, jeg mener...hvis vi mødes igen...øhm..du ved hvad jeg mener!" , hun måtte afrunde hendes total mislykket forsøg på at forklare sig ,ved at ryste let på hovedet , og skynde sig at afgive bestilling til den tjener, der netop var troppet op.Tjeneren nikkede, og gik i gang med at mikse to gin og tonic.
Millicent var blevet så befippet, at hun helt havde glemt at spørge om Stephen kunne lide den drink.

Stephen forstod og misforstod øjeblikkeligt hvad hun sagde, men Millicent virkede ikke som en der spredte ben for den første og bedste, så hvis han ville det, måtte han sikkert finde en anden, for her ville det sikkert gøre mere ondt på ham end på hende. "Vi finder ud af noget." Et smil dansede på hans læber mens han ventede på at hun fik afgivet ordre. Først havde han troet hun ville spørge om hvad han ville have, det var ren høflighed, men den fase sprang de tydeligvis over, hvilke strakte lidt ud i smilet på hans læber.
Da tjeneren var færdig, og Millicent betalte, tog Stephen imod de to glas, og bar dem ud fra myldret der var som en kronisk tue omkring baren, hvor de små myre var henne og hente deres daglige sukker. Selvom han ihærdigt forsøgte, lykkes det ham ikke at slå Millicents ord ud af hoved, de spøgte som spøgelser i et forladt hus. "Hvor skal vi sætte os, uden i gården?" Det var ikke svært at se, at de fleste steder var optaget, så med mindre Millicent brændte for at sidde mellem lidenskabelige par, så fandt Stephen gården som den bedste løsning. Han kunne heller ikke se noget problem i at gå udenfor, da der var blomster, som hun allerede havde vist en form for interesse for.

Igen en lille finurlig grimasse , da han slog det hen med et ' vi finder ud af noget' .
Jo jo...de skulle nok finde ud af...noget, et eller andet, hun måtte tænke sg om her.
Stephen var anderledes, meget anderledes end drengene fra den lille provinsby , hvor hun var opvokset.Millicent havde ikke mødt og tilbragt alene tid med en som ham før.
Hun modtog bytte pengene, og da Stephen havde snuppet de to glas, skyldte hun sig at stoppe dem ned i hans bukse lomme.Hun strakte hals og så ned mod deres pladser, de var naturligvis allerede optaget, enda af to piger der var travlt beskæftiget ned at have hænderne under hinandens bluse.Millicent spærrede øjnene op , glanede et ar sekunder delvist foraget og delvist nysgerrig , af synet ~ og skyndte sig bagefter at svare
" Vi skal i hvert fald ikke dér ned " svarede hun hastigt og så igen gårdhaven for sig...jov , der havde været været hyggeligt og luften var ikke kold denne aften.
" Vi snupper gårdhaven , der var hyggeligt" og så banede de sig vej.
Millicent fandt et hyggelig lille krog i haven, hvor hvert et lille sidde sæt indeholdte både bænk ,stole og et stort bord. Hun kom på plads på bænken og imens Stephen sikkert fik sat sig, tænkte hun lidt over, at det ville blive helt trist at give slip på ham igen.Ville hun nogensinde få ham at se igen? Det var gået op for hende , at hun virkelig hyggede sig i hans selvskab.

Stephen måtte næsten gøre vold på sig selv for ikke at grine højlydt som en eller anden vanvittig, da han så Millicents ansigt. Han fulgte hende med øjne, og betragtede de to kvinder der havde travlt med at udforske hinandens kroppe. "Du ligner en der er faldet ned fra månen." Mumlede han ind i hendes øre, før han fulgte efter hende ud i gården, hvor han først fik de to glas placeret, og derefter sin egen magelige røv på det første og bedste. Han kunne i lang tid blive ved med at sidde og grine og smile over hele hoved, imens han genskabte billederne af Millicents ansigt. Han skulle til at spørge om han aldrig havde set to kvinder være sammen, men tog sig i det. Han stoppede sig selv med en et lille - måske lidt for lille - nip af glassets indhold. Han sad lidt og smagte, hvilke han gjorde et stort nummer ud af, før han placerede glasset ved siden af sin makker, og lænede sig selv tilbage.
For at der ikke skulle brede sig en akavet tavshed mellem dem, besluttede Stephen sig for at trække det næste emne op af hatten. "Hvad er dommen så for denne bar, er det et sted du vil arbejde?" Om han selv ville kunne holde ud at arbejde i en bar, var det første spørgsmål han ville stille til sig selv. Nok havde han ikke noget imod musik, eller larm, eller myre der flokkes for at få deres sukker, men i en sammenblanding. Det tvivlede han stærkt på. Det lod han pænt andre om at gøre.