An angel in disguise ~ Stephen

Stephen kiggede spørgende efter Millicent da hun rejste sig og forlod rummet. Først havde han troet hun var sur og ville derfor følge efter hende, men på grund af støjet blev han siddende eller liggende hvor han var, til hun kom tilbage. Han tog imod glasset og undersøgte indholdet før han prøvede nippede til det. "Godkendt." Han vippede med hoved som om han var en smagsdommer. Han nåde knap nok at vippe hoved på plads, før en kat pludselig kom til syne. Havde den mærket at han ikke var til katte? Hvis det var sandt, ville han hoppe skrigende ud af det første og bedste vindue, men den virkede meget harmløs da den hoppede op på ham, og begyndte at kæle. Før han nåde at række hånden ud til katten, var Millicent kommet ham i forkøbet og lå næsten over ham i sin iver for at røre ved katten, eller sådan så det ud. "Jamen davs." Han strøg kattet lidt kluntet over hoved, før han trak sin hånd til sig, og førte med den anden glasset op til sine læber for at tage en bedre tår end den anden han havde taget.
Stephen rettet sit blik mod Millicent, før han lage hoved tilbage og lukkede øjne. Det slog ham pludselig hvordan hans ellers kedelige næsten sørgelige aften havde udartet sig til noget ganske fint, til trods for hans venindes pludselig opdukken. Hun ville helt sikkert ikke tage det let når de mødtes igen, men den tid den sov. "Jeg troede ikke du var et katte menneske." Brød det lige pludselig ud fra Stephen, der rettede sig op og kiggede indgående på dyret på hans skød og derefter kvinden uanset om hun stadig havde en hånd på ham, eller om hun havde trukket sig tilbage.

Ally spandt som han havde givet hende fløde, og gned det lille hoved kælent op af ham.
Millicent trak på smilebåndet, den var ellers altid så reserveret, hvorfor mon den virkede så interesseret i Stephen. Mon katte kunne se aura? kunne den se at Stephens var meget anderledes, måske?
" det var Ally der fandt mig, på gaden...hun fulgte efter mig, og jeg nænnede ikke at ignorerer hende, såå derfor er hun nu her" sagde hun lidt kort ograkte ud efter en af de store puder, som hun satte nærmest op af Stephen, og så lænede hun sig forsigtigt op af den, og ham.Hendes hånd slap hans lår, bare for at ligge sig afslappet ed af hans ben.Hun sad lænet med ryggen op af ham.Hun rakte ud efter sin egen drink.." godt du kan lide den, for ned skal den" drillede hun igen, og tod selv en stor slurk.
Selv om der var en pude mellem hendes ryg og Stephens brystkasse, var det ganske anderledes at sidde sådan her, hun håbede ikke hun brød nogen uskreven etikette.Hun vidste ikke så meget om rigtig og forkert, ikke i disse situationer, anyway.

Stephen fandt ingen grund til at Millicent ikke kunne klæbe sig op af ham præcist ligesom katten gjorde. Han følte sig meget klæbrig, men ikke på nogle ubehagelig måde. Han kiggede på drikken og nikkede. "Det skal den vel, men tror du bare at sådan en enkel kan få mig ned?" Han kiggede ned på hende og derefter på glasset, der syntes meget stort. "Hvor meget er der egentligt i den?" Han knep øjne sammen og undersøgte glasset. Det så ikke større ud end normale drinks, men alligevel kunne han ikke undgå at være lidt mistroisk. "Jeg skal jo også helst kunne komme hjem i nat ..." Godt nok var hjemturen ikke noget der rigtig spøgte i hans hoved, men han kunne ikke undlade at tænke lidt på det nu han var godt i gang med at gøre sig selv mere eller mindre beruset. Han havde desuden ingen idé om hvor meget rom hun havde vippet i hans glas, men det kunne smages, ingen tvivl om det. Han havde drukket et par glas til gruppe daten, og et par sammen med Millicent, dette var den tredje sammen med hende, hvilke ville sige nummer fem. Det var ikke slemt endnu, men det kunne det hurtig blive hvis han fortsatte.
Igen løftede Stephen op i glasset og lod væsken løbe igennem hans hals, mens han stirrede lidt ind i væggen over for ham. "Har du egentlig nogle familie i byen, eller er du bare flyttet her til fordi det lå tættest på?" Han lage hoved en smugle på skrå, så han kunne dreje det og få et blik ud i det mørke køkken. "Du har været heldig med at få stedet her, det ser hyggeligt ud ..." Mest af alt smed Stephen ord af sig for at stilheden ikke skulle være så alt overdækkende, men også fordi han gerne ville sige noget, det mente han i hvert fald.

Hans sætning bragte et minde til live, et minde fra hendes barndom.
Sammen med en elsket veninde, havde hun bygget en hule.Det var trygt,spændende og hyggeligt at ligge der med hende, og begge piger havde fået tilladelse til at sove der, en enkelt nat.Millicent havde en ubændig lyst til at genskabe den følelse, og til ikke at være alene, længere.Bare denne ene nat.
Hun drejede sig omkring og lå nu med maven mod ham- eller puden.
Hun næsten tiggede ham, da hun spurgte " Stephen...vil du ikke hidt blive her i nat!" han kunne måske se at det ikke var sex hun desideret tiggede efter, det var hans selvskab og lidt nærhed.
" Jeg kender ingen, endnu og har ikke noget familie tilbage...jer er helt alene" stemmen knækkede lidt over, da det slog hende, at det egenlig var lidt sølle, hendes liv.
Hun så spændt på ham, og håbede han ikke ville misforstå, men så måtte hun jo bare rede det ud.
Hun folede hænderne og lagde dem under hendes hage, imens hun så bedende på ham.

Millicents spørgsmål kom bag på Stephen, der kort bare stirrede på hende, før han nikkede. "Hvis du gerne vil, så skal jeg nok." Hun strøg ende, ligesom med katten, hen over hoved, men denne gang lidt mere elegant og knap så kluntet. Han vippede endnu noget af sin drik i munden og smagte lidt på det, selvom smagen ikke længere var så tydelig for ham. Han fandt en hårtot som han begyndte at lege med, imens han lod tankerne flyve frit omkring. "Du burde skabe dig en social vennekreds, det vil helt sikkert hjælpe dig." Han tænkte mest i baner på beskyttelse, men tanken om varulve og vampyrer gjorde ham mest af alt træt og hvis der var noget han ikke ville, så var det at sove. Han var ligesom et lille stædigt barn, der nægtede at sove, selvom søvnen pressede sig på fra alle sider. "Hvad med at vi finder på noget at lave hvis vi skal have bundet den her?" Han lage hoved på skrå, mens han kiggede ud af vinduet. "Hvad med en tur op på taget?" Stephen havde ikke lige tænkt at det ikke var noget normale mennesker gjorde. Selv gjorde han det fra tid til anden når det var nat og han havde mulighed for det, men ellers boede han også hellere under taget, end på taget som et hvert andet menneske. Forsigtig gjorde han sig fri fra både kat og pige, for så hælde mere af drikken i sig, mens han satte sig op. "Så kan vi se byen fra oven." han smilede let og rejste sig op.

Lysten til at lægge sine arme omkring hans nakke, måtte bekæmpes.Det ville jo virke...forkert.
Så hun lod dem ligge hvor de var, imens hendes øjne strålede op mod ham.
" Det vil jeg meget gerne have...tak" sagde hun straks, og naturligvis havde han ret.Men hun var ny her..og faktisk en smule reserveret som person.Men når hun engang fik et job, om det så var det ene eller det andet, så ville hun vel få en større venne kreds, det var da en start.Hun nikkede blot til ham og lå stille som en mus, imens han legede med en hår lok. Millicent gav sig så lidt utilfredst da han rykkede hende ned af sig.Hun lyste dog hurtigt op, taget! Der havde hun aldrig været.
" kan man det ? Er det ikke farligt?" sagde hun, men eventyrlysten var allerede på spring inden i hende.Hun sparkede de høje sko af fødderne, og ligeledes mtte hun hanke lidt op i kjolen, for at rulle silkestrømperne ned og krænge dem af fødderne.Silkestrømper og et tag, lød bare ikke godt ....så hellere bare fødder, hun tog sit glas.." Kan jeg have det med, eller drikker vi ud inden?"

Stephen var glad for at Millicent var med på idéen. Selv fandt han sine sko, og trak i dem, før han tog stilling til hendes glas problem. "Kan vi ikke bare tage en flaske med, så undgå vi også at ædelægge dine glas." Han gik hen mod vinduet i køkkenet som virkede til at være bedst. Han åbnede og kiggede ud for at se hvad de kunne bruge. Han kunne se flere træde muligheder for ham selv, men han vidste ikke hvor godt han ville kravle og hvor godt hun kravlede, men de kunne lige så godt kaste sig ud i det. "Jeg kravler først op og prøver vejen, så må du tage en flaske med hvis du ønsker det, jeg skal nok tage imod det hele." Med de ord kravlede Stephen ud af vinduet og benyttede sig af et rør på husmuren som gjorde det langt lettere at komme op. Der var et stykke op, så frem for at kravle helt op, fandt han et sted at stille sig. "Bare kom ud, så tager vi sammen op. Der er lidt vej." Præcist som han stemme, var han ganske ubekymret. Han havde prøvet det masser af gange og hvis der skulle ske noget ville han sikkert kunne ordne det. "Hvis du er ved at falde ned, så grib fat i mig, så skal jeg nok få os op." han undlod at nævne at de så ville flyve op, for han kunne ikke kravle på husmure som spidermand med en person på rykken. Der gik hans grænse.
Da Millicent var kommet ud, med eller uden flaske, begyndte Stephen at kravle op. Hvis hun havde sat sig fast på at have flasken med, ville han tage den, da han mente han ville have lettere ved at bære den frem for at hun både skulle koncentrere sig om flaske og at klatre. Det var de færreste mennesker der brugte tiden på at klatre på husmure.

Med trippende gang satte hun efter ham, ud i køkkenet.Hun havde et nok så forbløffet udtryk over sig, da han begyndte at undersøge muligheden for at ' stige til vejrs' derfra.
Tanken var aldrig faldet hende ind, at kravle op påtaget...omvendt havde hun heller andrig taget et fremmed fyr med hjem, så denne aften var lidt af et eventyr, på flere måder.
" øhja...du tjekker vejen, og jeg finder en flaske" hun søgte tilbage til køleskabet, hvor hun trak en rosé vin ned af hylder.Perfekt, tænkte hun , ikke for sød og ikke for bitter.Den ville hun have med til dem.
Hun gik over til det åbne vindue, og stak hovedet ud.Hun overvejede faktisk at stikke flasken ned mellem brysterne, som Stephen tidligere havde snakket om, men mente dog at det var en bedre idé at række den til ham, som hun så gjore.
" Åh gud...bliv lige helt tæt på mig her, ik. Er du nu sikker på det er en god ide, det her?" begyndte hun stille at jamre , da hun forsøgte komme opad.Hun var ikke vant til at beklatre mure...eller noget andet, og en enkelt gang var hendes ene fod ved at skride og hun rakte hurtigt ud efter Stephens hånd...og fik hurtigt balancen igen.Så indtil nu var der ikke det store drama. De kom helt op....

Stephen rystede let opgivende på hoved da han hørte Millicent begynde at jamre. "Bestemt." Svarede han, og fortsatte det sidste stykke op på taget, efter at have sikret sig at hun ikke faldt ned. Da han var kommet op, rakte han hende en hjælpende hånd hun kunne tage fat i hvis hun havde brug for det, eller hun kunne springe over og klare rasten af turen selv. Da de begge var sikkert oppe, fandt han en plads, der var relativ flad, så de kunne sidde afslappet. Derefter tog han flasken i øjesyn og sluttede oppe ved mundingen af flasken. "Har du en oplukker i baglommen, eller skal vi slå enden i stykker?" Han rakte flasken tilbage til Millicent, og lænede sig tilbage mod det holde tag som han ikke rigtig registreret. Hans blik gled op mod stjernerne, som han opslugte sig af.
Efter at have ligget tavs i et stykke tid, vendte Stephen hoved mod Millicent. "Syntes det er ret imponerende at flytte til en ny by, uden at kende nogle, eller have noget i tankerne, du virker meget spontan med den idé." Han kravlede en smugle længere op på taget, før han satte sig op igen og strakte bene ud. "Men hvad gør vi med den flaske?" Det var ikke svært at se, at når han nu havde fået nogen indenbords, og ikke rigtig skulle noget rasten af dagen, natten, så kunne han lige så godt drikke noget mere, det skete sjældent og der var endnu ikke sket noget alvorligt - efter hvad han selv huskede. Hvordan Millicent selv havde det med beruset mennesker havde han ingen idé om, men enten havde hun ikke noget imod det, eller også var havde hun bare svært ved at sige det, for han havde ikke opfanget det.

" Bestemt!" gentog hun og forsøgte lyde som ham.
Hun havde en lille bitte smule præstationsangst på det tag, der var ikke meget bjergbestiger i hende, men da de først var på plads og hun sad ned- fik hun taget et godt kig omkring.
Udsigten udover byen var fantastisk .Distræt svarede hun Stephen" Undskyld...det tænkte jeg slet ikke på, jeg roede det var en af dem med kork prop" hun følte sig dum over ikke at have tjekket, nu havde de haft besværet med at holde tage den herop.
" Kan vi ikke knække halsen eller noget?" hvis ikke måtte de undvære, det var al for besværligt at tage turen frem og tilbage igen.
Millicent lagde sig forsigtigt ned, glattede lidt på kjolen og rettede blikket op mod stjerne himmelen. " wow..Stephen, sikke et fantastisk syn, her er jo smukt!"
Ville hun mon selv kunne kravle derop når hun var alene? Hun ville helt sikkert kunne nyde at sidde her og tænke tanker.Hun havde næsten lyst til at række ud efter Stephens hånd.Ikke noget ...upassende...mere, det var så vidunderligt at hun ville 'dele' det, være tæt.
Inden hun kunne nå at give sig selv en mental skideballe for tossede tanker, stillede Stephen hende et spørgsmål.Millicent drejede sig , så hun lå næsten på siden og hendes øjne kærtegnede hans ansigtstræk. I sit stille sind, undrede hun sig ,hvordan det var lykkes for ham at gøre hende ' glad' for ham ,på så kort tid.
Kunne man tale on denrette fyr,på den rette plads , på det rette tidspunkt? Arh...hun var fjollet.
Nå...hans spørgsmål besvarede jo ikke sig selv.." Spontant...ja eller desperat?" lo hun sagte." Jeg ville væk fra alle de fordomme og forventninger den lille provinsby hele tiden ville presse ned over mig...og jeg ville også væk fra minderne om branden, så....en ny by- en frisk start" bekendt gjorde hun med et stort smil.
I hendes tanker, rakte hun ud og lod hendes pegefinger flugte hans flotte øjenbryn, videre ned af kindbenet for at afslutte med at stryge over hans markante overlæbe.
Hun skyndte sig at rette blikket væk fra ham, og ud over byen.

Stephen kiggede mod flasken som Millicent ikke havde taget imod. Derefter flyttede han blikket og forsøgte at finde et sted hvor der var noget skarp som han kunne bruge til at slå den i stykker med, men der syntes i første omgang ikke at være noget, men pludselig kom svaret til ham, som sendt fra himlen. Han rettede sig op, og kiggede kort på flaske, før han rakte hånden ud og skabte et usynlig skjold der var umuligt at se for et øje, der ikke kunne se magi. Det lignede næsten at han ville skære flasken munding af med håndfladen som en ninja og han gjorde da også bevægelsen, men før hans hånd ramte, fik skjoldet slået flasken i stykker. Mens hans skubbede glasskårene ned mod foden, så de endte i tagranden, fjernede han skjoldet og rakte flasken hen til Millicent. "Bedre kunne jeg altså ikke gøre det. " Han kiggede spørgende på hende, for at få hendes mening. Var det okay? Han anede ikke hvad han ville gøre hvis det ikke var okay, så måtte han vel være mere kreativ, måske kravle ned at hente nogle glas, til trods for at slaget var sket meget lige. Hvis man drak forsigtigt ville man med lidt snilde undgå at skære sig.
Stephen satte sig bedre til rette, og tog fat i emnet de havde havde haft på stemmebåndet. "Hvilke fordomme?" Han kiggede tydeligt undersøgende på pigen, for at finde ud af hvad præcist der kunne skabe fordomme ved den lille killing der knap kunne gøre en flue fortræd. Han syntes det lød sjovt at Millicent havde brugt ordet desperat i erstatning for flygte. Havde det virkelig været så slemt?

Hun kuggede lidt betuttet på hvad i al verden han havde gang i.
" D-du.." ville hun afbryde men tav alligevel og så forundret til.
Men da han lykkedes i at knække flasken, så de nu kunne drikke af den, var hun ganske godt tilfreds." perfekt Stephen...vi drikker bare forsigtig..eller hælder det ned i halsen" ja okay...det lød lidt voldsomt, men han vidste nok hvad hun mente.
Hun smilede varmt og vinkede flasken over til sig.
Forsigtigt satte hun den til sine læber og tog en god tår, hvorefter hun rakte den tilbage til Stephen igen, vhis han også ville have.
Hun sukkede...sandheden havde han vel gjort sig fortjent til.
Udover hele landsbyen der havde været involveret, opdelt i to...havde hun aldrig fortalt det til nogen.Det var jo en del af det hun så gerne ville lægge bag sig.
Men...hun ønskede ikke lyve for ham, og selvom hun sikkert var mere naiv end lovligt var, så stolede hun på Stephen.
" Der opstod rygter...efter branden.Jeg var den eneste der overlevede, og oven i hatten kunne jeg ikke gære rede for hvad der var sket, da jeg ikke huskede noget." hun fik et sørgeligt skær i hendes øjne, men det kunne næsten skjules i stemmen..."de mistænkte mig i en periode, politiet, men sigtelserne blev droppet, bare ikke af en ' lille udsøgt fanscare' der stædigt holdte lv i rygterne. Jeg havde altid været...eksentrisk ..i deres øjne, for smart i mund og tøj, jeg passede ikke deres små borgerlige sko, og nu havde de så endelig et våben at bekæmpe mig med.Mistanken."
At det havde været fandens hårdt at holde ryggen rank, at trodse deres hadefulde blikke var indlysende og dette foregik så samtidig med at hun skulle rumme sorgen efter at have mistet sine forældre OG håndterer seks års hukommelses tab, så jov....hun var desperat da hun rykkede teltplykkerne op og drog til storbyen.Og ja...hun var ensom.

Stephen sad og lyttede og nippede til flaskens indhold. Da hun var fuld i gang med at fortælle om sin fortid, så han ingen grund til at give hende flasken tilbage i de næste sekunder. Først da hun var færdig, gav han hende den igen. "Det lyder slemt." Han vidste ikke rigtig hvad han skulle kommentere til sagen, så han forholdte sig bare tavs og lage sig til rette på taget for at kigge op i luften. "Hvorfor tror du at denne by ikke kan byde dig på det samme?" Han kom hurtig frem til at det bestemt ikke var det mest fixe og smarte at smide i hoved på hende, så han måtte straks gøre rent bord, han ville nødig have det hele skulle blive værre end det allerede var i hendes sko. "Du behøver ikke svare, det smuttede altså bare ud!" Undskyldte han. Han kiggede hen mod hende, ud af øjenkrogen for at finde en mulig tilgivelse.
Lidt efter rettede han sig op, og kunne ikke dy sig fra at spørge mere ind til emnet. "Havde du ikke en kæreste eller en ven at støtte dig op af?" Man kunne fint sige at han hældte salt i såret, hvilke han havde forudset, men da han sagde det med ord, kunne han godt se at det var en dum idé, så han måtte endnu en gang trække i land. "Du skal altså ikke svare på mine spørgsmål hvis du ikke vil, jeg ..." Han kunne ikke sige han var nysgerrig, selvom det selvfølgelig var en del af det. Han havde ingen ret til at snage i hendes problemer, så til sidst lage han sig ned igen, og lukkede kort øjne for at fokusere på lydende omkring ham.

Hun trak på skuldrene og Tog imod vinen.
En stor slurk, blev taget og hun så på ham, meget kontant " Fordi ingen her ved hvad der er sket, i byen kendte alle hinanden.Her er jeg...anonym. du er den første jeg har fortalt det til, og jeg vil sætte pris på det ikke kommer videre" sagde hun stille.
Hun smilede ved hans undskyldning.Hun kendte kun al for godt til at bable ud med spørgsmål og komme galt afsted, men det var nu okay...han virkede ikke til at tage det for tungt det uun fortslte ham, hvilke hun kunne lide.Det var som han tog lidt af hendes byrde, men uden selv at blive tynget af den. sjovt.
[" åh....der var den her dreng Nicklas, han....påstod vi var kærester igennem to år...men Stephen, jeg kunne slet ikke huske ham.Ikke niget som helst om ham.Alt var væk.Ikke hans navn,hans duft, hvordan han føltes at røre ved...ingenting...jeg følte intet for ham.Såå"
Yup...nederen baggrund....så hun satsede istedet på en uptur fremtid.det var planen.

Millicent svarede på begge spørgsmål, hvilke overraskede ham, men han var på en måde taknemmelig for det, så havde han fået lidt tiltro fra hans side og efter hvad hun fortalte, var det mere end rasten af byen, men hvor lang tid havde hun overhoved været der? "Du nævner først kærestens navn, og så siger du at du ikke kan huske det?" Han hævede spørgende et bryn, mens hans tanker forlod emnet og koncentrerede sig om den information hun havde givet ham. Hvordan kunne man helt og aldeles glemme alt om en person, var det overhoved muligt? Det satte en lang tankerække i gang i hoved på Stephen, som ihærdigt forsøgte at skubbe dem lidt væk, så han ville få fat på Millicents svar.
Alt den nye information, skulle falde på plads med de billeder han havde fået af pigen, hvilke ville sige en stille pige, med en snert af humor, en ganske fin en, i modsætning til hans egen sorte frygtelig kedelige en. Det gav Millicent mere dybde, noget der begyndte at interesse ham, eller noget der ville, hvis det ikke var fordi hans mave sejlede rundt i alkohol og at han var mere interesseret i at få fat i flasken med vin, som han snuppede ud af hånden på hende, for at vende bunden i vejret i et par minutter. Derefter rakte han høfligt flasken tilbage og lod sig dumpe ned på taget endnu en gang.

Hun så overrasket på ham.
Og hendes stemme havde en klang af humor da hun forklarede..." Helt ærligt, Stephen...det fortalte han da ! Han viste mig billeder og beskrev alt muligt vi havde lavet, men det hjalp intet, what so ever, jeg var helt i sort.Og da jeg så ikke ville...date ham, blev han vred og så endte det ligesom med det." .
En lille tår igen, fik hun drukket og måske havde hun slået hovedet, eller var blevet langt mere beruset end hun selv var klar over.Hun elskede at være det, fordi hun altid blev i godt humør og bekymringerne trådte i baggrunden.Nogen blev vrede og dumme, andre pinlige eller triste...hun blev glad og lidt...fjantet.
Hvordan mon Stephen blev? Hvordan mon han så ud når han sov?
" vil du være min lille søde ven med dunede vinger? så åben din mund"
Hun tog en sluk mere, lagde en hånd på hans bryst og lænede sig lidt ind over ham...
Hvis han åbnede, ville hun ' made ham' med vinen...ellers ville hun synke,og drikke det selv, hun ventede...spændt.

At føle sig dum var ikke noget Stephen gjorde så tit, men lige nu følte han sig godt dum, retter sagt meget dum. "Selvfølgelig." Han nikkede et par gange og forsvandt kort i tankerne, til Millicent begyndte at snakke om dunet vinger. Han var lige ved at få et hjerteanfald. Vidste hun noget?! Det var ikke just en hemmelighed, men havde han undervurderet hende? Det håbede han virkelig ikke, for så ville rasten af aftenen kun kunne ende i en form for død og ødelæggelse. Han håbede på det bedste og lage sig godt til rette, med munden åbnet som en fugle unge der ventede på mad fra sin mor.
Stephen smaskede den glædeligt i sig, mens hun hældte i, behageligt bedøvet, men ikke mere bedøvet end at han kunne stå op, eller det håbede han. Han kom i sit lille bedrugget hoved frem til, at det måske ikke havde været den bedste idé at drikke sig fuld oppe på taget af et højhus. Måske burde han flyve dem ned, så kom de ikke galt af sted. Mens tankerne løb igennem hans hoved, lappede han ivrigt det røde alkoholiske drik i sig, hvis Millicent fortsatte. Han fortsatte i hvert fald med at holde gabet åbent.

Hun holdte inde, gav ham en chance for lige at synke og sunde sig.
Det skulle jo være sjovt og smage godt...ikke være en kilde til ubehag af nogen slags.
" dygtig dreng" roste hun ham og lo stille.
Igen fyldte hun sin mund, og nænsomt tog hun hans ansigt mellem hendes hænder og nærmede sig hans mund med hendes.Da han lukkede den op igen, skildte hun sine læber...og lod vinen løbe stille ned i hans mund. Da hun ikke længere havde mere i munden at tilbyde.Så hun for sig hvordan hun lænede sig det sidste lille stykke og blædt kyssede hans indbydende læber, som en fil lille afslutning.Men rigtigt satte hun sig op, en smule fortumlet over egne lidt for livlige ideer.
Hvorfor begyndte hun at fantaserer om ham? Det var da ikke...sundt.
Han var en...ven, og hun skulle ikke bryde sig om at spolere noget.
Hun drak selv en tår, som hun denne gang beholdte for sig selv.

Stephen rystede let på hoved. Hun fik ham til at føle sig som en hund, men der var værre ting man kunne føle sig som, så det var slet ikke så slemt igen. Den næste slurk han fik var helt tilpas i størrelsen, så han skyndte sig at lukke munden for at synke, hvilke han også lige nåde, inden han mærkede nogle læber mod sine. Det fik ham til at spærre øjne op, men da han bemærkede hvem det var, slog han alarmklokkerne fra. Det hele måtte godt have varet i længere tid, men hvis det ikke skulle være sådan, så skulle det ikke være sådan og det måtte han så acceptere. Spørgsmålet var så bare lige om han ville.
Svaret kom lidt efter, da han satte sig op, for at gribe ud efter Millicent for at få hendes læber. Det var afgjort ikke en ting han vil udføre i ædru tilstand, sød og venlig var hun, men endnu ikke noget kysse emne i hans hoved, men som ved et hvert andet væsen, var alkohol en fin vej til at løsne op på de stramme regler og normer.
Hvis Stephen fik lov, ville han ivrigt kaste sig over hendes læber, med sin ånde der lugtede langt væk af diverse rusmidler. Da han mente at han var færdig, gjorde han sig fri af pigen og lage sig ned igen, uden at sige et kvæk. Han stirrede bare op i himlen, hvor efter han vendte hoved mod Millicent med et halvt smil på læberne. Lidt efter lage han hænderne om bag nakken, for at ligge sig bedre til rette og igen kaste et blik op mod himlen der syntes at blive en smugle sløret, men endnu ikke i alvorlig tilstand, kun nok til at han syntes at der var kommet voldsomt mange stjerner.

Hun fik en lille rislen ned af ryggen da hun mærkede hans læbers umødekommenhed.
Men det var ingen ting i forhold til da Stephen greb spontant ud efter hende.Dét at han holdte hende fast, krævede mere og ikke ville lade hende slippe endnu , betød hun blev overvældet og stønnede svagt mod hans bløde læber.Hun tænkte ikke over at han måske også var beruset...ikke endnu, måske senere hun ville , hvis hun ikke mente han ville have lyst til hendes mund og læber i ganske ædru tilstand.
Men for nu , nød hun hans nærhed.
Forsigtig strejfede hendes tunge hans læber , men så var det hele pludselig slut.
Hun blev lidt forfjamsket.Hvad havde de gang i ? Hvad havde hun gang i ? Hun kunne ikke- hun plejede ikke at rende rundt at kysse folk, og var lidt usikker på hvor hendes grænser pludselig var løbet hen, for de havde helt sikkert flyttet på sig, denne aften med Stephen.
Hun så hans lille smil og ønskede at have de rigtige ord at sige.Men for en gangs skyld, kunne hun ikke rigtig finde nogen....hendes sind var tavst.
Millicent lagde sig ned ved siden af Stephen, eller et par centimeter fra ham.
Et spinkelt smil gled over hendes læber .
Måske hun var gået en smule over sine grænser, men...hun fortrød det ikke.Hvordan kunne hun?
Han havde været så dejlig at kysse.


// nu får får du lov at snyde , denne ene gang honey, men der stod nu bare at jeg SÅ FOR MIG = jeg forstillede mig at kysse dig , meeen da indlægget er spækket med stavefejl , kunne det nok misforståes, da du aldriiiig ville udnytte mig ?* griner*

Det begyndte at blive irriterende. Stephen var kommet så langt i sin tælling af stjernerne og nu var der bare kommet flere. Han knep forgæves øjne sammen for at finde ud af om de så ville stå stille, men det hoppede stadig rundt og næsten grinte hånligt, hvilke skabte et små utilfredst ansigtsudtryk på hans ansigt. Alt i alt lignede han kort et lille utilfredst barn, der ikke fik hvad han ville have. Derefter vendte han sig om mod Millicent, hun stod stille og der var kun én, så hende kunne han med ro i sindet slå sine øjne fast på. Hun havde ikke sagt noget til kysset, hvilke man kunne tolke som to ting. Enten kunne hun lide det, eller også skulle de for alt i verden ikke gentage det. Normalt var han selv en lille optimist, men nogle gange var det bare bedst at blive på den sikre side, hvor vandet kun gik til navlen.
Det med at hive sig op at sidde og kysse hende igen, syntes også at bruge så meget energi, lige nu fortrak Stephen at blive liggende og belærer sig selv om hvor vigtigt det var aldrig at smutte ud i farezonen uanset om man gerne ville, eller ikke. "Er der mere?" Brød han pludselig ud og ledte med øjne efter flasken som han ikke havde formået at holde øje med. Hurtigt blev han distraheret af kanten på taget. "Skal vi ikke kravle ned nu, før vi falder ned?" Et stort fjoget grin kunne ses på hans læber, mens han kom ned til kanten på sikre ben. Uden rigtig at vente på Millicent, begyndte Stephen at kravle ned i hendes køkken, hvor det hele stod lidt mere stille end himlen.

OOC: Jeg snyder da ikke! Nej, det kunne jeg ikke.

Det var længe siden hun havde følt sig så...fri - og det gjore hende glad, fik hende til at befinde sig godt.
At Stephen var en del af årsagen, var hun ikke i tvivl om, og at være hér oppe, højt hævet over byen, trak bestemt heller ikke ned.
Hun snuppede flasken, og selv om hun havde den største lyst til at lege fugleunge med vinen igen, turde hun ikke helt.Det var så let at komme galt afsted, hun kunne nemt glemme alt om god opførelse , sammen med ham.
Hun rakte ham flasken...der var stadig lidt, selvom de havde fået gjort et stort indhak i den.
" skal vi ned nu ?" hun var delvis slukøret, her havde været så fantastisk...og hun havde ikke lyst til at dét sluttede.
Men hun kom op, og stavrede efter Stephen.Han var al for hurtig for hende, og hun kunne ikke længere se ham, da hendes for gled...og hun mistede fodfæste.
Hun skreg , da rutche turen ned begyndte, og og angsten i stemmen kunne man ikke komme uden om.

Hvis det ikke var fordi Millicent kom oppe fra og næsten bogstaveligt fløj ned i hoved på Stephen, så havde han sikkert ikke kunne gribe hende, men da hun fløj ned i favnen på ham, fik han fat i hende, men tabte selv fodfæstet så de sammen kunne få en tur i Det Gyldne Tårn. I ren refleks fik han sine ekstra lemmer ud af ryggen, hvilke blev både blodigt og ubehageligt, men da han fik dem fredsommeligt landet på jorden, måtte han indrømme at det var bedre end at splatte ud på jorden. Han kunne lige forstille sig hvordan det var. Et køn klat ville de sikkert blive. Han fik placeret Millicent på de to ben hun var udstyret med, før han selv fik trukket vingerne ind. Turen ned fra hustaget, havde fået det hele til at sidde lidt mere fast, men det ville sikkert bare handle om tid, før de begyndte at skabe sig igen.
"Det var det jeg sagde, vi skulle være gået ned tidligere." Det var ikke helt det han havde sagt, men han mente at han havde ment det på et tidspunkt. Til trods for at de begge kunne være endt i døden, tog Stephen det ikke synderligt alvorligt, da han begyndte at traske hen mod døren som intet var sket. Han knep øjne sammen, og stirrede på knapperne foran ham. Man skulle trykke en kode, men han vidste ikke hvad den var, så efter at have nedstirret knapperne i en stund, flyttede han blikket mod Millicent, for at få hende til at trygge.

Et lille bump...og hendes hjerte stoppede...mere eller måske mindre.
Hun endte op i stephens favn , og da de synes at være i bevægelse , slog hun armene omkring hans nakke og gemte sit hoved ved hans bryst.
Hun troede de skulle dø, og da hendes øjne var lukket i frygt, så hun ikke hvad der skete med hans krop.
Hun hviskede bange hans navn mod hans hals " åh...stephen" og så forventede hun at blive ramt af stor smerte.
Endnu et bump....og så blev hun sat ned?! SAT ned?! Hvad fanden skete der.
Hun slap hans hals og slog øjnene op.
De stod på gaden? " men...men..." begyndte hun delvist i chok med meget lykkelig over at stå her , uden skræmmer.Så fik hun kigget på Stephen ,der sagde et eller andet.hun så han bevægede læberne,men kunne ingenting høre.Hun stirrede på ....dét....der sad på hans ryg.
"H-hvad er d-det dér ? ..hvad fanden sker der Stephen?" hviskede hun og vaklede et par trin baglæns, imens Stephen kastede sig over dør koden.
Da han synes at forvente hende hjælp med dén, forståeligt nok da hun ligesom boede der stammede hun bare sit svar ...D-du kan da ikke forvente jeg skal husker koden...når du har v-vinger?! "

Stephen blinkede et par gange overrasket, før han kiggede en sidste gang på dørlåsen, før han trådte væk fra døren. "Kan vi ikke snakke om det senere, jeg ved ikke om jeg er i stand til at fortælle så frygtelig meget nyttig viden nu og her." Han hentyde til sin tilstand, der allerede var godt i gang med at få alt til at glide lidt uden for rammerne. Han kunne ikke rigtig tolke om Millicent var blevet bange for vingerne, eller om hun nærmere var blevet overrasket. Det sidste lød mest sandsynligt, men han kunne ikke vide sig sikker og hvis der var noget han ikke ville, så var det at skramme hende. Stephen kunne ikke se hvordan det skulle skræmme hende, men de fleste at overraskelser også kunne være skræmmende, til trods for at det sikkert ikke var hensigten med dem. "Du nævnte noget med at du gerne ville have mig til at sove her, så hvis det stadig gælder, vil jeg med glæde svare på alle dine spørgsmål i morgen." Derefter ramte tanken ham. Ville de overhoved kunne få sovet i nat? Selvom det ikke var aften, så havde mørket stået på i en del tid, men de kunne næppe være urimelig tæt på dagen. Tankerne begyndte at slå koldbøtter i hoved på ham, så før de begyndte at summe og give ham hovedpine, skubbede han dem ud over kanten, ud i dybet, hvor han lod dem ligge.
For Stephen havde det været naturligt hele livet igennem at leve blandt både de normale og overnaturlige væsner, så han forstod kort og godt ikke hvorfor hun var helt så befippet og overrasket over hans vinger. Alkoholen havde en stor del af skylden for at han ikke forstod det, for hvis han tænkte sig godt nok om, så ville han sagtens kunne forstå Millicent, men på den anden side, så forstod han stadig ikke hvorfor hun kunne leve med magiske evner og endnu ikke have mødt noget bare lidt magisk.