An angel in disguise ~ Stephen

Millicent lo.joo, der er skam flere piger der helt bevidst gik efter lidt ældre mænd.Du ved...mænd der er nået dertil hvor de har udvalgt et fast job og har styr på sit liv. Har tid og overskud- og penge til at tage sig af pigerne og sørge godt for dem" millicent kunne aldrig selv finde på at lade penge eller udseende spille ind, hvis man skulle udvælge en fyr.Burde man ikke gå efter den der kunne vække begæret og sætte ene hjerte i brand? Ikke hvem der vækkede grådigheden og købte den største diamantring.Millicent ville tyve gange hellere have en sølv ring af en hun var forelsket i.
" 85 år?.... Så er du nok lige fem år for gammen for mig" drillede hun .
Hun kom til at se ned af sig selv.Stadig iført natkjole, måske skulle hun se at hoppe i tøjet.De var jo i bad i aftes, så bare en kam til håret og noget kluns.
" jeg klæder lige om.....det tager bare et øjeblik" så kunne hun også lige fordøje alle de oplysninger, han hele tiden hældte ned over hende.
Hun rejste sig, gennemgik klædeskabet og fandt en hvid nederdel, og en rød lille figursyet skjorte med en hulens masse knapper.hun vidste at et eller andet sted stod nogle søde røde sandaler....men hvor havde hun ingen ide om, måske under sengen?- men det måtte vente.
" øhm..jeg går lige ud og klæder om" proklamerede hun ...og forlod sidenhend sveværelset.

Stephen havde helt glemt alt om hendes tøj, hvilke var en løgn, men han tænkte ikke så meget over det, da de nu igen var faldet i snak om alt muligt overnaturligt. Det var på sin vis underligt at snakke på den måde om det, for i hans verden vidste man det eller så vidste man det ikke, han plejede ikke at skulle lærer fra sig når det galt om overnaturlige ting. Da han reklamerede med sin omklædning, begyndte han at spekulere over hvorfor hun nævnte det. Selvfølgelig ville det være lidt underligt at bare gå, så på hendes første replik var hun undskyldt, men da hun lidt efter gentog sig, satte det de helt store tanker i gang. Han havde hørt hende første gang, ingen tvivl om det, så hvorfor tvivlede hun på det? Han sad i længere tid og tænkte over det, før han til sidst kom frem til, at hun muligvis bare havde glemt det.
Da Millicent kom tilbage, havde Stephen kastet sig over rasterne af melonen, som blev hans form for morgenmad. Det var ikke helt tilstrækkeligt, men det var ganske fint og dækkede lige bunden af både maven og sulten. Imens han studerede hver stykke melon omhyggeligt, sad han og undrede sig over hvorfor en mand med job og penge kunne være tiltrækkende. Han huskede lige at dreje det om, så det var en kvinde i hans tilfælde, da han ikke mente han var til det samme køn. Han kunne ikke se noget interessant ved det, måske var det kun noget kvinder havde?

Hun kunne se han stort set havde gjort kål på al melonen.Hendes egen appetit var skyllet væk i takt med alle hendes spørgsmål og deres svar.Hun kunne umuligt klemme noget ned.Men hun følte sig lidt mere frisk , efter lidt vand i hovedet, og mere ovenpå.
" Jeg har brød i køkkenet, hvis du vil have" kvidere hun og lagde sig på knæ med rumpetten i vejret, for at tage et vue ind under sengen.Og banko! Der var de små sandaler. Hun strakte armen...men det var godt nok mere besværligt end hun regnede med at nå dem, så hun måtte helt ned på plad mave, og udstrakte ben...for at glide ind under sengen og gøre et nyt forsøg.Dér lå da også det uge blad hun havde ledet efter! Det indeholdte en reportage med Lavender( det havde han skrevet i brevet at hun skulle kalde ham, selv om der var noget 'mac' foran) som hun havde glædet sig til at nærlæse. Under sengen kæmpede hendes stemme sig ud ..."Vil du med på biblio', skal du hjem....eller vil du lave et eller andet andet med mig?" hun kunne jo lige så godt spørge, ikke?

Stephen kiggede op fra skålen, før han rystede på hoved. "Nej nej, det er helt fint." Han spiste de sidste stykker melon og forsøgte ikke at kigge på hendes bagdel der struttede op i vejret. Han mente ellers ikke at han var så optaget af pigers røv, men når han nu fik serveret en på et sølvfad, så måtte han pludselig næsten kæmpe for ikke at glo. Han kunne ikke helt bedømme om den var god, men den så fast ud, så det var den sikkert. I et par stramme jeans ville den sikkert være helt i sit rette element. Da Millicent kravlede længere ind, kunne han ikke lade være med at hæve et bryn, før han selv kravlede over sengen, for at ligge sig ned og stikke hoved ned til hende, for at se hvad hun lavede. "Jeg kan godt tage med på biblioteket, men hvis du har andre planer, så vil jeg altså hellere det." Det var bestemt ikke hver dag han hang med hoved ned af, så det gav en noget speciel følelse, en som han nødig ville gentage for mange gange.

Hun rakte en sko ud fra under sengen, og regnede med at Stephen tog imod.Hun kunne godt fornemme hvordan han lå nu, og dinglede med hovedet nedad.Kort efter fulgte den anden sko...
Og til sidst Millicent selv med bladet i hånden. Hun rakte en ånd frem og purrede op i hans hår da hun sagde.." lad os droppe biblioteket, det er også så flot vejr st vi burde være uden dørs.Jeg har to ideer....enten kan vi tage i strandparken og bade, eller vi kan tage ud til Fear ( som klubben hed) og spille paintball?" hun så afventede på ham.
Det var udendørs aktiviteter begge to, men der stoppede sammenligningen så også.
Det ene var hyggeligt og idyllisk og en måde ikke at svede på, det andet var en action fyldt leg hvor de både ville svede og kæmpe.Hvad mon Stephen ville vælge? Måske han havde en hel anden ide.Man kunne jo aldrig vide.Hendes humør var ved at vende tilbage, da det så ud til hun fik lov at tilbringe dagen med ham.

Millicents forslag faldt i god jord ved Stephen, der lå og tænkte over det. "Det bestemmer du, jeg følger bare med." Han trak sig op at sidde og kiggede på de to sko han havde fået stukket i hånden. Han vendte og drejede dem, som om han var en stenalder mand der aldrig havde set røde sko før. Først da både top og sål var undersøgt, rakte han dem tilbage til sin ejer. Begge Millicents forslag lød som gode interaktiv, han vidste bare ikke hvilke af dem han ville vælge, så det hele blev lettere ved at smide det over i hoved på hende.
Da Millicent havde modtaget sine sko, lod Stephen sig vælte tilbage i sengen og udnyttede hendes fravær til at brede sig godt ud på den bløde madras. "Hvor har du egentligt købt din seng, jeg vil helt sikkert have sådan en til min gamle krop." Han greb ud efter dynen og rullede sig sammen til en pølse, før han brummede tilfredst og kiggede op mod Millicent. Han lå ret godt, hvis man spurgte ham og han havde samtidig ingen planer om at flytte sig lige med det samme.

Hun lod sig kortvarig forvirre over hans åbenlyse interesse i hendes lille sko, men greb ud efter dem, for at få dem på plads på fødderne.de var helt flade med en lille rem om anklen, perfekt til det de nu skulle.
Stephen væltede omkuld i sengen ..og legede med hende dyne.
Hun mærkede sit indre legebarn, som faktisk trivedes helt fint- meeen hun var også bare 18, og med et stort sort hul i hukommelsen , så det var kun dejligt....at give lidt los.
Millicent sprang efter ham, kastede sig ned i sengen og landede delvist over hans overkrop,så hun kunne gribe fast i hans ene skulder og et håndled..." Nææ..nej bedstefar....du skal ikke blive træt nu for vi to skal spille paintball- og jeg håber du kan tåle at tabe til en pige?" smilet spillede helt op i hendes øjne....han kunne jo ikke vide at hun aldrig havde prøvet paintball eller nogen anden form for pistol agtig ting- at vinde en krig var også psykisk.....så hun havde skudt legen igang.
" oh...sengen..? hun kiggede på den meget enkle seng med den yderst gode comfortable madress."Det er et sted hvor ..vi unge handler ...ikea" sagde hun og duppede på hans næse med sin finger.

Der kom en halvkvast lyd fra Stephen da Millicent besluttet sig for at lande på ham. "Glem det! Du ved ikke hvad jeg kan!" Han var ivrig efter at tage udfordringen op og næsten endnu mere ivrig for at komme fri fra dynen, der pludselig syntes meget tung, på grund af den ekstra vægt der var kommet fra Millicent. "Så gammel er jeg altså heller ikke!" Begyndte han at brokke sig. "Du burde være tiltrukket af mig, jeg kunne give dig et godt liv med fast indkomst og alt det andet." Stephen havde forgæves forsøgt at huske hvad det nu var unge piger kunne lide ved ældre mænd. "Men det tror jeg ikke dur når du går og kalder mig bedstefar." Slog han fast i en dybt fornærmet tone, som han gjorde et stort nummer ud af at spille.
Med lidt besvær fik Stephen trillet sig om på ryggen, hvor han så kunne se op på Millicent. Hun var ikke den eneste der ikke havde spillet det. Han vidste så lidt om det, at han ikke engang vidste hvad det var, men det var åbenbart et spil man kunne tabe og vinde noget han agtede at vinde for alt i verden.

Millicent så på ham og smilede...
Han var nu skøn ...og sød.

" Jeg er sikker på du vil tage dig super godt af en pige...men jeg er også sikker på den pige ikke er mig" sagde hun med et lille smil.Hun vidste hvornår hun havde den rette effekt på fyre, og hvornår hun ikke havde- mente hun da selv.
Hun kom op af sengen...og begyndte at rende lidt rundt efter nøgler og andre småting, da tonerne af " fly me to the moon" væltede ud over rummet.
" Åh....undskyld mig min mobil" sagde hun med et let smil.
Hun forlod soveværelset og gik ud i køkkenet hvor hun gennemførte samtalen.
Bagefter gik hun ind til Stephen og så ikke længere spor glad ud , nærmere lidt fortvivlet.
" Stephen...jeg er virkelig ked af det, men jeg skal ned og...besvare nogle spørgsmål...om branden, du ved.Jeg er nød til at sige farvel og tak for nu, desværre.Det kommer at tage en del tid og bagefter fortrækker jeg at være...alene'' sagde hun stille.
Hun havde oplevet dette før, vidste hun ville være ked af det- bare lidt tid- men hun ville være umådelig dårlig selvskab, da hun altid vendte det indad.
Hun smilede svagt, gav ham et kys på kinden.
Og så forlod hun værelset og stuen imens hun råbte.. " smæk døren efter dig"
Ønskede han at se hende igen, kunne han jo altid lægge et nummer.Men....

// out