An angel in disguise ~ Stephen

Godt eller dårligt? Hun var særdeles glad for ikke at være alene, men hun vidste godt at det skyldtes mere end det, det var på grund af ham.
Hun kunne da med lethed gå ud , og hive en ny fyr hjem med sig, hver eneste aften - hvis det blot handlede om at have selvskab, men hele kunsten bestod jo i at finde en man kunne lide og en der fik en til selv at føle sig godt tilpas.Og det gjorde han.
" Jeg er glad for du er den første Stephen" svarede hun og så hvordan han tiltede tilbage i sengen.
Millicent begyndte at rykke lidt rundt på puderne og da hendes blik faldt over dynen , var hun nød til at spørge ham.." Skal vi dele eller snuppe et tæppe også?"
Ja ja...indrømmet, hun havde intet imod at ligge og putte tæt med ham, hun fandt ham så skøn.Men det var også det eneste hun ville.Alle andre havde hun dog givet dynen til og taget tæppet selv, uden at spørge....men....lidt luksus kunne man forsøge at liste sig til, ik?

Som en hver anden smigret person begyndte Stephen at smile, men kun ganske kort. Hans blik gled langs sengen, da Millicent trådte op ved siden af ham, for at flytte puderne som en forfængelig og nervøs mor. Var hun nervøs eller var det bare en dårlig vane hun havde tildelt sig? Han undersøgte hende med øjne, mens hans øjne tænkte lidt over spørgsmålet. "Vi kan sagtens dele for min skyld." Han havde aldrig prøvet at dele dyne, så kunne heller ikke udtale sig om hvordan det ville ende. I hans hoved som man med sin egen, så slap man også for problematiske udfald i løbet af natten, men nu fik han muligheden for at prøve noget nyt, hvilke bestemt skulle afprøves.
Stephen fjernede håndklædet han havde haft på, for at bruge det til at tørre sit stadigt fugtige hår. Udfaldet gjorde håret mere tørt, men som belønning fik han samtidig håret til at stritte ud til alle side. Det var ikke noget han kunne slippe udenom, med mindre han ønskede at få længere hår, så det bare kvapsede sammen i en fuglerede.

// jeg satser på der er underbukser på under det der manglende håndklæde ?* ler*


Jamen, det var jo alt i alt meget godt. Det hele synes at klappe, og med et havde hun ikke spor imod at skulle i seng nu. Stephen virkede ikke til at være typen der kastede sig over piger, ikke hende i al flad, det kunne jo så både være rigtige gode tegn- eller det stik modsatte, slog det hende.
Hun skyndte sig at laste dynen over ham, og så på det ny frotteret hår, der strittede i alle retninger. Man fik lyst til at røre, lade hånden glide igennem alle tjavserne.
Hun smilede og besluttede sig for ikke at trække tiden yderliger ud .
Hun slukkede nu også lyset i soveværelset, så kun et svagt skær fra lampen i gangen , beklædte rummet. lige tilpas.Hvis Stephen vågnede på et tidspunkt, ville han sikkert være forvirret over hvor han var , så var en smule lys udmærket til lige at orienterer sig.
" Fint med mig" sagde hun muntret og kravlede på alle fire over sengen og op til Stephen, hvor hun forsigtigt løftede på dynen og gled ind under.
Hun lå helt stille, på siden...og så på ham. Hvis hun bevægede sig bare et par centimeter ville hendes ben, og måske også overkroppen sikkert røre ham.Det var kun et spørgsmål om tid, g de kom begge til at accepterer det, da de jo ikke kunne ligge som to stive bræt hele tiden. Så de ville berøre og have kontakt, det besluttede de- da de besluttede at dele dyne, kunne man sige.
Hun rakte hånden ned for at fjerne en kløen på sit ben, og rent instinktivt bøjede hun i det samme sit med, for sat klø på det. Og som forudset fik hun plaseret knæ og et stykke me af sit ben, oven på hans .
" åh...undskyld" skyndte hun sig at melde ud.

OOC: Det er jo aldrig til at vide

Stephen sad tavs og betragtede Millicent da hun krøb ind under sengen, før han selv fulgte efter, knap så elegant som hende. Da han kom ned at ligge betragtede han lidt loftet, hvorefter han vendte hoved netop i samme øjeblik som hendes ben rørte. Da hun derefter kom med en undskyldning, sukkede han opgivende. "Hvis du skal sige undskyld ved alle fysiske berøringer bliver det en lang nat." De havde besluttet sig for at sove i samme seng, under samme dyne, så hvorfor være så pivet over fysisk kontakt. Hun havde ikke sagt undskyld da hun havde tilladt sig at gramse lidt rundt på ham, for så at kysse og hun havde heller ikke undskyldt for at være landet i armene på ham lidt før, så siden hvornår var hun blevet så pjevset?
Kort overvejede Stephen at ligge sig demonstrativt på hende, bare for at bevise at hun ikke kunne blive ved med at pjanke over fysiske berøringer, men han ville sikkert være for tung og samtidig var budskabet med hans ord nok feset ind, så det var højest sandsynligt ikke nødvendigt at udpensle det på den måde. Hun var jo ikke på nogle måde dum eller noget i den retning. Nærmere smart og med ben i næsen, noget der helt klart gav et plus i bogen.

Ooc. Hey you, argh !

Millicent lavede en lille rynken på næsen.Hun vidste godt det ikke nyttede, de ville sikkert komme til at være mere eller mindre flettet ind i hinanden.Det virkede bare så anderledes intimt, her i sengen under dynen.Hun vidste dog gidt hvad han mente, og blev enig med sig selv om hun ligeså godt kunne forsøge at angribe det , fra den mere humoristiske vinkel af. Ellers havde han ret, det ville blive en lang...og måske kedelig nat.
" jamen...hvis det er tilfældet sir, så bare husk at de selv bad om det " svarede hun lidt drillende og lagde hele sit ben over hans lår og en hånd på hans bryst.
" Jeg håber ikke jeg fylder for meget?" forsatte hun sit dril.
Det føltes faktisk allerede så meget bedre, og ved at gøre dette, tvang hun sig selv til ikke at spekulerer for meget over....konsekvenser, hvis der var sådan nogle ?

Det var næsten beroligende at høre, da Millicent trak i klovne tøjet og forsøgte at bringe lidt sol og varme over det hele. Stephen betragtede hendes lemmer, der pludselig lå ovenpå ham. "Nej, bestemt ikke." Som respons greb han fat i pigens arm, for at trække hende op på sin mave, hvor han lage sine hænder til hvile på hendes talje. Han tænkte ikke så meget over at det meget muligt kunne skride over hendes egen fysiske grænse. Hun havde set ud til at være godt tilfreds med at berøre ham og da han ikke selv havde noget problem i det, tillod han sig at gøre det til gengæld.
Til trods for at de kun havde kendt hinanden denne aften og nat, havde de åbenbart hurtigt fået stablet et mærkværdigt og underligt forhold på bene. Man kunne vel kalde dem venner med visse fordele. Både at gramse og kysse på hinanden var ikke en del venner begik sig i, men Stephen mente heller ikke der var nogle dybere følelser i det. Han havde ikke lagt nogle idet, så han måtte bare håbe det var det samme for Millicent, for ellers blev det hurtig en kort omgang. Hun havde alt, det havde Stephen bemærket også selvom han var lidt ved siden af sig selv, men han hvis de skulle have mere ud af det, måtte der gå endnu mere tid. Forhastet forhold havde aldrig givet nogle plusser.

" Jamen..det var da h-hel...." hun blev afbrudt da han trak hend oven på sig.Millicent måtte lige slå kold vand i blodet, for ikke at panikke, enten ved at trille lige så hurtigt ned, eller kaste han frådende over ham.Begge handlinger ville være udslag af spontan forvirring.
Istedet for trak hun lige vejret dybt et par gange og kiggede så ned på ham.Det var forbandet svært at abstraherercfra det faktum at der ikke var noget mellem dem, andet end en smule undertøj.Hun gav et lille lydløst støn fra sig.
" Jeg kan se du tager det meget...afslappet"pippede hun og rakte lidt tøvende hånden ud for at røre ved hans hår. De strittende lokker, helt mørke klædte ham så godt og hun kunne ikke modstå længere.Og noget skulle hun jo lave , nu hun lå her oven på ham.
Hun gik ikke udfra han forventede et referat af går dagens nyhedder, men.... Hvad forventede han egenlig.Det var helt sikkertnat sex ville hun ikke deltage i , slet ikke et one night stand, det var sikkert.Men...der var jo så meget andet end selve lige...det, var der ikke?
Hun burde nok rulle ned af ham, det sagde hendes etiske sans...men...hun ...hun savnede nogen og Stephen var så....han udfyldte det tomrum så perfekt, gjore han ikke ?
Med en hånd der nussede i hans hår , og den anden hvilende på hans skulder....kiggede hun spørgende på ham. .."Stephen?"

Stephens ansigt lyste af fryd da han så hvor meget hans handling slog Millicent ud af kurs. Det var ikke en ting han gjorde specielt tit, hvilke netop var derfor det fryde og glæde ham så meget. Det var måske ikke noget alle ville fryde sig over på samme måde, men alle folk med deres særheder, det var hans evige undskyldning. En brummende latter forlod hans strube, da hun kom med sin tørre kommentar, der blev fundet mere sjov end det sikkert var hensigten. "Hvorfor skulle jeg ikke det, jeg ligger i en god seng, med en ganske yndig kvinde. Så har jeg vel ikke noget at beklage mig over." Han stak hende et stort smil mens han var meget omhyggelig med ikke at røre sig for meget under hende. At mærke en anden persons krop så tæt på, var altid en underlig følelse for Stephen, der normalt ikke gik og gned sig op af alle og enhver han mødte, som en anden kat. Tanken om at han ikke havde herre dømme over kroppen ved hans side var både en smugle foruroligende men samtidig også ufattelig interessant efter hans mening. Han kunne ikke afgøre udfaldet af noget, når han var sammen med en eller flere andre. Han kunne ikke forudse Millicents træk til at lege med hans hår, hvilke ikke kom bag på ham, men alligevel sendte en himmel af tanker ned over ham. Først da hun nævnte hans navn, blev han trukket ud af sin ikke helt logiske verden. "Ja, det er mig." Han fokuserede blikket mod hende, mens han afventede en fortsættelse af en eller anden art. Hendes ord lød ikke specielt beroligende, men hun var ikke sprunget op som om hun havde lagt sig på søm, så enten var det en ildevarslende nyhed af eller anden art, eller måske var han heldig at det var noget godt. Der var også mulighed for noget helt andet, men det kunne tiden kun vise.

Hun vidste godt han lavede sjov.Hans øjne,smil,betoning og lille brummende lyd indikerede slt sammen, at han morede sig over hende.Og alligevel blev hun glad over hans ord.
Åh, hvor var hun dog nem...ikke almindeligvis nej....men når hun lod paraderne sænke og hun mærkede efter hvor alene hun var.Der vsr ingen prins på den hvide hest til hende.De var alle optaget.Alle de intelligente,søde, spændende fyre med en lidt tiltrækkende kant...de var optaget!
Og så kom Stefhen, som sendt fra himlen...hun vidste han var til lån,mhunnvidstevhan ville forlade hende i morgen....og hun vidste der var en skarp grænse for hvor langt hun ville gå.
Men...men...
Da han havde svaret, lagde hun en hånd på begge hans kinder og langsomt sænkede hun sig ned mod hans mund, til hendes læber ramte hendes og hun blidt kyssede ham.Hendes hår faldt ned omkring hans ansigt, indrammede det som et velduftende fugtigt gardin.

Intet alvorligt, opskræmmende eller noget i den stil, bare et ganske banalt kys, som nu føltes lidt mere end bare banalt for Stephen, der var begyndt at holde lidt for meget af de bløde læber. Så kunne det hele ikke blive mere perfekt. En blød seng, kvinde og læber, så var lykken gjort. Selvom han allerede godt kendte Millicents læber, betød det ikke i hans hoved, at han ikke kunne være lige så glade for dem. Han kunne sagtens blive ved i lang tid hvis det stod til ham, så det ville blive hende, den øverste del, der måtte være lysseslukkeren og stoppe den gode 'leg'.
Mens deres læber var sammen, var hele hans koncentration ved dem, men så snart de forsvandt, opfangede hans næse det velduftende hår og den lange længde det havde. Det kunne sagtens være længere, men det passede ganske fint til deres kys. Det dækkede lige, uden at være noget man måtte kæmpe med. Godt nok kunne Stephen ikke se hvem der skulle lure, eller hvorfor de skulle gemme det, men det var altid godt at kunne gemme sig for eventuelle 'fjender' af nogle art. Det ville nok ikke give den største sikkerhed, men hvi en strus kunne følge sig beroliget med at gemme hoved, hvorfor kunne mennesker så ikke også?

Hun mærkede efter om han viste tegn på modstand eller ulyst, men det virkede sm han gav hende grønt lys.Hans læber var bløde og varme og hans kys meget ...meget indbydende.
Hun havde lukket øjne og koncentrerede sig bare om hans læber.Hendes hænder handlede derfor på egen regning da de gled fra hans kinder,ned over hans hals og lagde sig på hans skuldre, hvor de holdte fast, som fandt hun tryghed i dette, hvilke hun formodenligt også gjore.
Hans kys vækkede noget i hende, noget som det ikke burde, så efter lidt tid trak hun nødtvungent sit ansigt en smule tilbage og skulle netop til at undskylde igen, da hun huskede hans reaktion fra før. en undskyldning var ikke nødvendig, istedet puttede hun sit ansigt ind hvor hals og skuldre mødes og sukkede stille.

Millicent virkede til at ville ligge sig til at sove der, ovenpå ham. Da han ikke havde noget problem med det, greb han fat i dynen og trak den op over dem. Det ville helt sikkert ikke blive nogle behagelig måde at ligge på natten igennem, men hvis hun ikke syntes om det, så måtte hun jo flytte sig. Han lukkede bestemt øjne i, i et forsøg på at få noget søvn, men den træthed der ellers havde været der før, var forsvundet som dug for solen. Normalt, når han lå der hjemme, ville han finde det ufattelig træls, for han var ikke den bedste til bare at sove. Det betød ofte at han kunne rulle rundt i op til flere timer, men denne gang var det noget helt anderledes. Han havde næsten heller ikke forventet andet.
Millicents ånde mod hans hals, holdte hans koncentration fanget. Det var ikke synderligt interessant eller spændene at mærke, men alligevel var det nok til at holde på koncentrationen. Først efter noget tid, da det interessante var forsvundet, vendte han sig diskret rundt og vippede Millicent ned fra sig. Han havde ikke kunne gætte om hun sov, så han behandlede hende som hvis hun sov. Derefter lage han sig tæt op af hende, tætter end man ville gøre med hver sin dyne, før han lukkede øjne og gjorde endnu et forsøg på at sove.

Hun blev så underlig rolig.Selv om hun var meget opmærksom på hans krop, der...satte tanker i gang i hende...blev hun samtidig så rolig.Hun kunne ikke huske at have været, eller følt sig så godt tilpas længe.Hun var tryg hos ham.
Det havde ikke været meningen, men hun begyndte at døse væk.Hendes arme lagde sig blidt omkring hans hals, nussede et par der...inden også hænderne blev stille.
Hun vidste ikke hvor længe de havde ligget der, men på et tidspunkt blev hun trillet ned af ham.
En lille utilfreds lyd, forlod hendes læber i en klage, men det hjalp da han Lagde sig tæt ind til hende.
Hun vente sig stille om mod ham.Han havde lukket øjne nu.
Hun kyssede ham på munden, en enkelt gang....og inden hun vidste af det ...også ned af halsen...

Sove ville han gerne, utrolig gerne, men det fik han ikke lov til. Han kunne ikke rigtig tolke om det var godt eller dårligt, da hans erstatning for søvnen igen blev hendes læber, men ikke kun imod hans. Han havde troet hun sov, men det havde hun så ikke, et godnatkys skulle der til. Det ville han sikkert også selv formå at få frem, men hun virkede som alt andet end træt. Imens hun arbejde sig ned af, begyndte tankerne at slå knuder. Hvad var det egentligt hun ville? Stephen slog øjne op og trak sig op og væk, så Millicent ikke havde mulighed for at fuldføre sine ønsker, med mindre hun fulgte efter ham. Hans øjne studerede nøje pigen foran sig uden rigtig at kunne tolke hvad det egentligt var hun ville have. Hun havde hele aftenen virket meget hurtig på trommestikkerne. Der var ikke noget egentligt problem i det, men ville hun virkelig fortsætte? Han tvivlede på at hun ville være helt glad for den beslutning den næste morgen.
Stephens afvisning, havde muligvis været nok til at holde hende på måtten, så frem for at træde mere i det, lage han sig ned, nu med lidt mere mellemrum mellem dem, for så at lukke øjne. Hvis hun gjorde et forsøg mere, ville han ikke stoppe hende for så måtte hun vel have taget sit valg, så skulle han bare tage sit eget. Det var jo imod hvad han mente var rigtigt, men det betød ikke at det faktisk var det rigtige at gøre.

Det føltes godt.
Det føltes som de andre gange de havde kysset, berusende.
Da hun spontant var begyndt at kysse ham ned af halsen, ænsede hun ikke andet end hans hud mod hendes læber.Ikke før han trak sig væk. Hun burde have været klogere, hun burde have ladet vær med at tage sine parader ned, ikke for ham...ikke for nogen.
Han kunne ligeså godt have givet hende en lussing.Sådan følte hun det.Og ...han kiggede bare på hende, sagde ikke en gang et eller andet, der kunne formildne det lidt...noget der kunne lade hende komme ud af det her, med bare lidt ære i behold. Hun mærkede skammen strømme igennem sig, forplante sig i alle hendes lemmer.Hun var gået al for langt.Hvorfor? Det gjore hun aldrig.Hun vendte sig om, krøllede sig en smule sammen og lod som hun faldt i søvn på 20 sekunder.
Hendes hjerte galoperede, men ikke på grund af nogen som helst dejlig følelse, næææ....kun grundet den iskolde afvisning, en vasker med frostsne der mindede hende om hvordan man opfører sig....og hvordan man ikke gør.
Nu ville hun bare sove, glemme alt om det her.

Stephen havde lidt troet søvnen ville tage ham, men der skete nærmere det modsatte. Det var tydeligt Millicent ikke var stolt over noget, hvilke fik ham til at trække i en bekymret mine, der lage sig over hans ansigt, hvor de brune øjne var rettet mod hendes nakke. Efter adskillige minutter, som føltes som evigheder, nærmede han sig langsomt og hævede sig op, så han kunne se ned på hende. Først skulle han til at spørge om der var noget galt, men da der tydeligvis var det, undlod han at sige det. Efter endnu en rum tid, kom der endelig noget til hans hjerne. " ..." Han havde syntes ordne lå lige på tungen, men da han så skulle til at gøre dem til ord, sprog, syntes der alligevel at være noget galt med dem. Til sidst kom han frem med noget som lød godt, også efter at han havde gentaget det ti gange inde i sit eget hoved. "Er du sur på mig?" Klassisk spørgsmål til personer der demonstrativt vendte en ryggen, men der var nok en grund til at det blev brugt så meget. Derefter skulle den næste replik komme frem, eller retter sagt, den kom frem. "Jeg vil gerne, men ..." Hvad var det lige han gerne ville? Tankerne syntes pludselig at slå krumspring for at komme først i rækken.

Lidt bevægelser i sengen ,der blev efterfulgt af lyden af hans stemme..
Om hun var sur? Hendes hjerte krøllede sg sammen.Nej, hun var bestemt ikke sur.Hun var godt og grundig gammeldags flov og hun følte sig afvist.Hun følte sig dum.
Men hvordan kunne hun være sur på ham ? Han havde jo bare udpeget det tydelige.Det tydelige, som hun så lige havde overset i farten.
" Nej...jeg er bare træt" svarede hun afvæbende.Hun magtede ikke at blive stille til regnskab yderliger nu, at få holdt et spejl op og se hvor tåbelig og billig hun tog sig ud.
Hun blinkede et par gange, hurtigt for at sikre sig at ingen følelser ville vise sig.
Han ville gerne med....jeg er are ikke vild nok med dig? Men det er kun billige piger der er sådan? Men du er bare ikke min type? Men..jeg er ikke god for dig? Men...jeg respekterer dig for meget? Ja...undskyldninger ville der sikkert være mange af...
" det er okay Stephen , klokken er også mange" sagde hun stille.

Det var lige før Stephen ikke nåde at høre Millicents svar i farten af tanker, der fløj igennem hoved på ham. Han kunne ikke få hendes svar til at passe ind, ikke den sidste del og hun kendte ikke forklaringen på den første del, så det kunne hun da ikke bare sige! Han følte sig en smugle trådt på, hvilke fik ham til at fremstå som et stædigt barn, da han ikke gav op. Hun kunne ikke læse tanker, så hvorfor skulle hun så kunne sige at det var okay?! Han blev ved med at dreje rundt i den onde cirkel i lidt tid, før han besluttede sig for at det nok var en idé at komme ud, så han kunne komme videre i teksten.
Efter at have gennemtænkt hans ord to gange, smed ham dem på bordet. "Du er virkelig sød, venlig og ikke mindst smuk, som jeg vist har nævnt før, men jeg vil bare ikke have at du fortryder noget i morgen." Stephens stærke side var bestemt ikke at lege rundt med mere emotionelle ord. Måske var det også en af grundende til hans svære kærlighedsliv, som man knap kunne kalde et liv. Det havde bare været nogle hurtige overstået passager i hans liv, som ikke ligefrem havde været vellykket. Romantiske havde de skam været, med middag og hele mulevitten, men længden havde haltet abnormt bagefter.

Noget.. ? Hvad havde han da lige forstillet sig skulle ske?
Millicent var altid så påpasselig og korrekt, men denne aften varvhun kommet lidtbudvaf hendes skal.Man kunne undre sig over det, hvorfor nu? Men det havde helt sikkert noget med ham, Stephen , at gøre.
Men hun var gået for hurtigt frem, og var blevet bremset....og som en lille snegl der glad og frit havde viftet legesygt med de små følehorn, indtil nogen duppede hårdt på dem...., så trak hun hurtig sig ind i den lille skal , hvir hun ikke var til at nå. Og hun ville ikke ud igen.Det var simpelthen for....farligt.
" Bare rolig Stephen...det bliver slet ikke aktuelt" sagde hun med en irriterende klump af størknet følelser i sin hals.Hvorfor kunne han ikke bare lade det ligge.Hun kæmpede her, med at bevare bare en smule værdighed.Hvis han pressede hende, vil hun kradse.

Millicents ord fik straks Stephen til at analysere sig selv, for at se om han kunne tage sig selv med bukserne nede. Blev han skuffet over hendes ord? Ikke direkte, kun halvt, men det var åbenbart ikke nok. Han tillod sig halvt tilfreds med sig selv at trille tilbage, ned på madrassen bag ved Millicent, så hun stadig kunne få en del af dynen. Fordi dynen ikke var latterlig bred, måtte han ligge halvt op af hende, hvilke føltes en smugle underligt, men ikke mere underligt end at han til sidst fik ro i sjælen og kunne blunde, før han faldt i søvn.
Der var ingen tvivl om at Stephen ville huske stort set alt den følgende dag. Måske ikke lige detaljerne om hvad de havde drukket, men hvad der var sket i mellem dem, gik ikke lige sådan i glemme bogen. Det ville det sikkert ikke gøre de næste mange måneder, for hun ville sikkert flyve rundt i hoved på ham, om de var sammen eller om deres kontakt blev brudt den følgende morgen.

Hun blev liggende, helt stille.
Først da hun var sikker på han sov, da hans åndedræt blev sænket og han lå uden at bevæge sig...gav hun slip.Slip på det hun havde holdt inde. Selv om det havde været den mest fantastiske aften i hendes liv- eller det af livet som hun kunne huske, endte den med at hun græd sig i søvn. Ikke på en støjende måde.Men hendes tåre løb så ganske stille ned af hendes kinder, og dannede en våd pøl på lagnet, imens hun stille svor at hun aldrig...aldrig igen ville sætte sig selv i sådan en situation.

Langt om længe vare tåretanken tom, og hun faldt udmattet i søvn.

--------------------

Solens stråler fejede igennem værelset, ruskede blidt i de to sovende skikkelser der lå i sengen.
Det varvet pænt stykke op af formiddagen, og livet udenfor var i fuld sving...

Stephen havde snorket sig højrystet igennem natten, men da en solstråle ramte hans øjenlåg, holdte det brat op. Han slog irriteret øjne op, for hurtigt at knibe dem sammen igen. Han vendte sig om mod det sted hvor der var mest solfrit, hvilke var mod Millicent. Da han lå godt igen, lukkede han øjne igen, for at give slip på bevidstheden. Hvor lang tid der fik før solen igen fik halet ind på ham, viste han ikke, men da rummet næsten blev kvælende varmt, slog han igen øjne op. Han kunne hurtig konkludere at han ikke ville komme til at sove mere i den varme, så som en dehydreret mus, kravlede han ud af sengen og rode op i sit allerede viltre hår. Det havde ikke været noget problem at huske hvor han var, hvilke han var taknemmelig for. Det kunne se ganske yndig ud, hvis han ikke vidste hvad han havde lavet. Da han havde fået styr på sine ben, satte han kurs mod badeværelset og fat sit tøj, rasterne, som han trak på, før han slukkede en brandene tørst i svælget.
Først derefter tænkte han på det næste behov der skulle dækkes. Sulten. Tidligere på døgnet havde Millicent nævnt noget om noget melon, som han besluttede sig for at finde. Det tog ham ikke lang tid at finde det. Ganske uberørt og lige til at spise. Hjemme ville han have kastet sig over det som det var, men hjemme var han ikke, så han fandt en kniv, og begyndte sirligt at skære frugten op i både, hvorefter han skar det ud i tern, for til sidst at skære det fra skorpen. Han hældte det hele op i en glasskål, som han bar ind til sengen. På vejen tilbage i køkkenet begyndte han at sutte sine fingre rene for saft men smed dem for en sikkerhedsskyld ind under vandhanen for at skylle det klistret væske af. Derefter fik han klappet noget morgenthe sammen, som han også bar ind i soveværelset. Da alt var klappet og klart og then trak, lage han sig tilbage i sengen, hvor han lukkede øjne mens han ventede på at der kom liv i Millicent, hvis hun da ikke var vågen.

Hun havde været meget længe om at få roen til at genfinde sig og længe om at falde i søvn.
Dette var nok grunden til hun intet hørte da Stephen stod op , og begyndte at bearbejde hendes køkken. Da han vendte tilbage , begyndte hun så småt at registrere bevægelse og puslen i sengen, og hun slog øjnene op og fik gnedet søvnen lidt på afveje.
"Godmorgen Stephen" sagde hun søvndrukent, og smilede skævt.
Hun havde ikke glemt den kedelige afslutning inden de sov, tværtom ...det var det første der kom til hende da hun slog øjnene op og så ham.Men...hun var fast besluttet på han ikke skulle mærke noget på hende.
Hendes blik gled rundt til den fint afskåret melon og næsen opfangede en svar duft af te, fra den lille kande.Stephen måtte have lavet det.
"Jeg kan se du har fundet min skovbær te!" sagde hun og strakte sig.
"Hvor sødt af dig.Har du været oppe længe? hun kunne se at han allerede var trukket i tøjet, hvilke gjore at hun var bagud i programmet.Han havde nok travlt med at komme hjem, tænkte hun lidt ærgeligt.

Det kom ikke en smugle, men meget bag på Stephen, at Millicent allerede var vågen. Hun havde ellers set så sovende ud, men overraskelser var der nok af i livet og nu ankom der endnu en. Han vendte sig om i sengen, så han kunne se på hende, mens han talte. Det gjorde høflige mennesker. "Jeg tog hvad jeg kunne finde." Han havde ingen anelse om hvilke the han havde valgt, det var bare blevet den nærmeste. Pakken omkring havde det klassiske farvespil og eftersom hun havde det, burde hun kunne lide det. Så var spørgsmålet bare om han selv kunne lide det, men det ville de sikkert snart finde ud af. "Nej, ikke længere end lang." Svarede han halvkryptisk og trak i mundvigen.
Da Stephen nu lå i den behagelige seng igen, var han ikke specielt vild med at skulle op igen, men han fik efter en mindre kamp med sig selv, hevet sig om og gik om på den anden side af sengen. "Jeg henter lige et par kopper." Derefter forsvandt han ud i køkkenet for at gennemsøge skabene for kopper. Det var ikke helt ligesom på et eller andet hotel hvor alle kopperne lignede hinanden, så da han havde flere muligheder udvalgte han omhyggeligt to kopper. Ikke på grund af udseendet men på grund af størrelsen. Abnorme som de var. De lignede to baljer man næsten kunne bruge som skåle. Drak Millicent meget the?
Stephen bragte de to 'baljer' tilbage til værelset, hvor han satte sig på sengekanten. Det var ikke altid sundt at tænke over tingene, så med mindre Millicent havde en masse at smide i hoved på ham, ville han spørge ind til hendes the vaner.

" okaaaay" små lo hun, og anede ikke hvad hun skulle udlede af det svar.
Andet end han stadig var sød...og sjov.
" Det lyder godt...øverste skab til højre" råbte hun efter ham, da han gik ud for at finde kopper.
Der var lidt pippi langstrømpe over hendes køkkenskabe OG hendes the kopper og kaffekrus.
Hun elskede kopper, havde en svaghed for dem....men ikke de smukke og fine- jo også dem faktisk- men de bedste var de grimme og de sjove.Gerne film krus.
Stephen havde fundet hendes største te kopper, ikke så underligt da de fyldte 1/3 af skabet nærmest.Et stort smil brød frem arh....jeg kan se du har fundet mine snapseglas?" drillede hun.De var næsten store nok til at bade en chihuahua i.
Hun satte sig op, og forsøgtevrette lidt på hendes lange og uglet hår.Det hjalp nok ikke det store, men man kunne jo altid håbe.
Hun stablede en flok puder op af sengegavlen, så hun kunne sidde tilbagelænet, og Stephen også, hvis han ville.Så rakte hun ud eft kanden og skænkede op til dem begge.
[color=" Nå...nogen planer for i dag?"[/color]?små snakkede hun og var interesset i havd han havde tænkt sig. Efter i går, ville han med garanti bare så langt væk fra hende som muligt.