Take me away ~ Stephen

Sandet blev godt og grundigt betragtet, før Stephen kiggede op og betragtede hende. "Jeg har ikke sagt noget om at vi skal væk her fra. Det handler om sygehuset, hospitalet. Hvis der ikke er noget alvorligt, så lover jeg at vi bliver og holder vores ferie." Han nævnte ikke noget om at hvis det blev for meget, så skulle han nok få dem hjem, om han så skulle flyve hende personligt. Derefter rejste han sig og gik lidt frem og tilbage, som om der lå en svær beslutning i luften. "Jeg er godt klar over at det ikke er dit liv der er på spil." Det kunne de ikke vide, men endnu virkede det ikke som om det var oppe i det røde felt. "Men det er vigtigt for mig at du har det godt." Stephen satte sig ned foran Millicent, på hug, som man gjorde det med små børn. Han søgte hendes øjne, men sagde ikke et ord.

Hun måtte lige sunde sig ved hans ord.....det eneste hun hørte var sygehuset som hun havde frygtet.
Hun orkede det ikke...ikke alle de nåle og prøver...og folk der skulle rode ved hende.
Men hvad skulle hun sige ? " Det er intet alvorligt...bare kvalme...en virus ,Stephen...jeg lover det " begyndte hun- velvidende at hun udstedet garantier hun ikke havde mulighed eller indflydelse på at overholde.
Hun holdte øje med Stephen...og han endte op foran hende, og forsikred han bare ville have at hun var okay.
" det ved jeg....I know sweetie...men...Stephen...please...kan jeg ikke bare gå hjem i seng" forsøgte hun en sidste gang, og bøjede han sig ikke, måtte hun adlyde...meget modvilligt.

Det kunne hun godt, Millicent havde ben der kunne bære hende hjem og op i sengen og hun kunne også komme af sted med det, det besluttede Stephen sig for. "Fint, så gør vi det." Han var på ingen måde glad for det, men han lod hende komme af sted med det, fordi han mente at kunne mærke det betød noget for hende. "Men du bliver nød til at fortælle mig, hvis du får det dårligere." Stephen rejste sig op og begyndte at gå tilbage.Hans skridt var en smugle stive og lange, for hjem skulle de, i en fart, meget høj fart åbenbart.
Inde i sommerhuset gik Stephen op for fjerne morgenmaden, men lod gulerødderne stå. Hun måtte jo gerne spise noget. Efter at have sat rasten ned i køleskabet, fandt han en spand og satte ved sengen. Derefter gik han igang med noget te. "Millicent, vil du ikke gå op nu?" Han gav hende et par bedende øjne, mens han stod foran hende, men uden at berøre. Han ville gerne, men undlod af en anden grund.

" godt....-og tak" fik hun sagt og satte med det samme kursen mod huset, inden han kunne nå at ændre mening.
Hun følte det som en mindre katastrofe var blevet undgået...for nu, anyway.
Hun,havde en stigende bekymring, at det nok ikke ville vare længe før det ville være noget nær umuligt at ignorere....men indtil da, ville hun fortrænge og benægte..alt.
Ingen af dem snakkede meget på vejen hjem.
Hun forstod godt Stephens bekymring...men...de var jo enige om virus og at hun fik det bedre op af dagen....som aftenen forinden.
Men Stephen ville gerne havde hende op i seng.
" jo...altsår...jeg ligge mig, og tar en morfar så" undskyldte hun med et skævt lille smil.
Inden hun fik lagt sig tilrette, på den store madress, strøg hun hånden ned af Stephens arm....
" undskyld badet, skat...og du...du skal ikke være bekymret...det går snart væk, ik" forsøgte hun at holde ham i ro.

Stephen pressede læberne sammen før han nikkede stift. "Sov godt." Han gav hende et let kys, før han rejste sig op for at gå ned igen. Tøjet fra før, blev hængt til dryp ude i brusekabinen hvor det var blevet gennemblødt. Derefter vendte han tilbage til sin kolde morgenmad og sad tænksomt og spiste den. Efter adskillige minutter, stoppede han og satte mulige raster i køleskabet og rasten endte i skrladespanden. Som et hvileløst dyr travede han frem og tilbage, før han til sidst gik op i sengen for at sætte sig til at glo på hende. Efter Stephen havde grebet sig i det uhyggelige ved det, lage han sig tæt op af hende, sneg sin arm omkring hende og lå og tænkte det hele igennem et par gange eller ti, til hun vågnede, hvis hun nogen sinde sov.

Hun slumrede hurtigt ind...langt mere stærkt end man normalt ville.
Og kun svagt registerrede hun da Stephen på et tidspunkt lagde en arm omkring hende, og hun gav sig lidt...mumlede noget om fløjter ...og sov så videre.
Det næste Stephen fik at gøre fra Millicent,var hendes hvide hænder der greb ud efter spandens kant...og endnu engang kastede op...den smule hun end måtte have tilbage i mavesækken.
" For helvede da..." Mumlede hun...." min tandbørste...vil du ikke nok!" Bad hun Stephen da hun følte der ikke var mere kræft i hendes ben, til at gå neden under.Det havde været kvikt tænkt med spanden.
Hun lod sig dumpe ned imellem puderne....ville det aldrig en ende få?

Millicent fik straks skabt en tænkende panderynke ved Stephen, mens han kom på bene for at gå ud og smide spandens allerede ildelugtende indhold ud og fandt hendes tandbørst. Spanden blev på ny sat foran hende, med en sjat vand i bunden. Imens hun skruerede sine tænder, ventede Stephen ved trappen, for at gå ned med hendes tandbørste. Da det var sket, lage han sig igen ned, men denne gang over på den del Millicent egentligt skulle have sovet på, hvis det ikke havde været fordi han var krævende om natten. Der kom ikke et pip fra ham, for han vidste ikke hvad han skulle sige. Han blev mere bekræftet i at de skulle tage på sygehuset eller til en læge, men det ville gøre Millicent ked af det, hvis emnet gik der ind og andet havde han ikke at tale om.
Efter at par tavse minutter, greb Stephen fløjten fra natten før og satte den for munden, for at lave en smugle varieret version af gårsdagens vuggevise. Den havde ingen tiltænkt effekt til andre end Stephen selv, der forsøgte at slappe en smugle mere af, hvilke alt i alt ikke gik så forfærdeligt godt.

Millicent der både havde sovet og fået lidt fred i maven, synes at have det en del bedre nu.
Hun begyndte at udtænke små måder at gengælde hans hjælp på, for helt ærligt....fyren knoklede jo for at hjælpe til.
Millicent lå på siden og gumlede et par gulerødder , imens hun begyndte at føle sig mere ovenpå..omend en smule følsom.Hvad var der med alle disse følelser, de strittede jo i alle retninger....som hendes hår.Det var da en smule irriteret.
Stephens smukke musik, fik jo på det nærmeste pigebarnet til at græde, så da hun masede sig over til Stephen og lagde sit hoved i hans skød, måtte hun lige tørre en enkelt vildfaren tåre væk.
Bare han nu ikke troede at hun var trist.
Hun rakte op efter en af hans hænder, da d var en pause i musikken, da han havde et lidt anspændt udtryk. Millies kvalme var pist væk...nu skulle Stephens bekymringer løbe efter den.
Hun trak hans hånd ned, og lagde den over sit hjerte..." jeg tror virus opfører sig pænt nu....kvalmen er væk.....du ...du skal ikek være bekymret Stephen, virkelig.
Jeg er okay!" Beroligede hun og kyssede hans hånd, som hun kort førte til sine læber, inden den igen blev lagt over hjertet.

Til Millicents held bemærkede Stephen ikke tåren, for ellers ville den afslappende musiks virkning være væk og overmandet af bekymring - igen. Stephen ville have fortsat med at spille, hvis ikke hun havde snuppet hans hånd, så han lage 'barnet' fra sig og betragtede hende med hoved tilbagelænet mod væggen. "Det lyder jo også vældig overbevisende." Han trak lidt på smilebåndet. Hvis hun bare havde holdt sig fra den sidste del af sætningen, så ville den måske have været lidt troværdig.
Da hans nakke begyndte at beklage sig over at det gjorde ondt, ændrede han stilling, for kun få sekunder efter at flytte sig helt og ligge sig ved siden af Millicent. "Nu håber jeg ikke virus smitter, for ellers er det min tur næste gang og hvorfor snakker du om det som en person eller ting?" Han lå og undrede sig lidt over det, for han havde aldrig selv brugt det før eller hørt nogle bruge det.

" Jeg skal måske sætte mit hår og i en stram knold, og tage et par briller på...nederdelen er på plads...men hvis nu jeg ser sådan rigtig lærer agtig ud, så tror du måske på mig?" Puffede hun lidt til ham.Hun følte sig jo helt fin lige nu.

" Auch" gav hun sig , da Stephen flyttede på sig, og hendes hoved dermed røg ned i madressen.
Det var mere en lille opmærksomheds krævende lyd,det havde jo ikke gjort ondt , da madressen var ganske blød at lande på. Det var lidt som at være i selvskab med en kæmpe æske fyldt sv.Michelsen eller Anthon Berg chokolade , at være sammen med Stephen.
Altid havde man lyst til mere af ham....og aldrig fik man nok....og desuden vidste man aldrig hvad smag man blev tilbudt, når man tog en lille bid.
Millicent havde lyst til ham...alt ved ham...og istedet for at modkæmpe disse tanker, omfavnede hun dem, anerkendte dem da hun lå og kiggede ind de hans smukke brune og meget mørke øjne.
Det vil sige indtil Stephen talte, om brød hendes lille idyl....
" Som en person...hvad taler du dog om?" Spurgte hun akkompaneret af en lille hoved rysten.
Hvis den smittede, så var det sikkert sket for længst.Disse typer der førte til opkast, var som gel luftbårne og smittede via små usynlige partikler der susede ud fra hende og blev båret i luften til ham.
Men Stephen havde ingen morgenkvalme haft...og heller ingen overvældende træthed.
* eller sjove nye spisevaner....eller følelsesrutcheture* lød det inde i hendes hoved.
Millcent skubbede, næsten voldeligt stemmen væk...helt til side.
" Det er da bare et tilfælde" sagde hun afvisende....og ville sikre et emne skift den eneste måde hun regnede med virkede....hun listede sin hånd ind under Stephens Tshirt.....
Og lagde den over hans hjerte.

Mens Millicent nævnte tingende hun kunne tage på for at blive mere autoritær, skabte Stephen sig et par billeder af det. Resultatet blev sikkert noget mere sensuelt og frækt end tiltænkt, noget han havde tæt ind til kroppen. Det behøvede hun ikke at kende noget til. "Det vil det sikkert ja." Et smørret grin afspejde hans tanker, hvis man bare havde en lille idé om hvad han tænkte på. "Du sagde at nu er virus smuttet, ligesom hvis du sagde nu er Peter smuttet." Påpegede ham, men interessen for emnet var synet voldsomt hen. Billederne fra før gled stadig rundt inde på hans nethinde.
Stephen forstod ikke Millicent svar. 'Bare et tilfælde'. Hvordan mente hun selv den skulle drejes? Han lå og fyldte sit hoved med det spørgsmål, til kun skubbede det væk med sin hånd. "... og du er sikker på at det ikke smitter ved fysisk berøring?" Hvis hun forsikrede ham om det, greb Stephen hendes dyne og smuttede ned under den, for at få noget af hendes varme. "Hvor mange gange vil du så kaste op, før jeg må tage dig med til en læge?" Trods hans ord, havde han ingen hensigter om at sende på hende på hospitalet. Nu havde hun fået ham overtalt til at blive, så der var ingen grund til at ændre det med det samme.

Uvidende om de frække fantasier, der nu vimsede rundt for Stephens indre, begyndte hun at kæle lidt for hans bryst ... " Mmmm Stephen... Sådan taler jeg altsår bare..." Svarede hun lidt ukoncentreret , da hun nu var mere optaget af at klemme lidt på Stephens brystvorte, og lade sin flade hånd glide hen over, når den strittede.
" Antal gange? Arh...det ved jeg da ikke lige.Jeg er ikke så vild med læger, du ved " hun så ham ind i øjnene... " Jeg ved det ikke Stephen...jeg har ikke prøvet at have det sådan her før, min krop føles så...underlig" åbnede hun op for ham, og talte for første gang om det frivilling.
" Det ene øjeblik har jeg denne vilde kvalme, og det næste er den pist væk og jeg føler mig så glad...men også en smule..let til tåre. Og så er jeg meget træt, men ellers har jeg det jo fantastisk.Og det er takke være dig" Millicent lænede sig frem , så hun kunne kysse Stephen på hans hals.

Millicent formåede rigtigt at snore Stephen om hendes lillefinger, som var han et eller andet langt bløddyr. "Jeg er sikker på lægerne ikke vil anklage dig for noget." Da hun strakte sig for at komme tætter på hans hals, udnyttede han straks chancen for selv at komme tættere på hende, så det kunne ligge og gnubbe sig op af hinanden, som to små katte. "Men jeg er glad for at jeg kan gøre din dag god eller ligefrem fantastisk." Det ville sikkert ikke overraske, men hvis det alligevel havde gjort, ville Stephen have sendt et undrende blik til Millicent. Hvis hun ikke havde forventet han næsten konstant forsøgte at gøre hende glad, så vidste han ikke hvad han skulle forvente eller selv gøre.

Og som den legesyge lille killing hun var, spandt hun næsten da Stephen rykkede nærmere og forsatte med at kysse på hans hals...en...to..tre..små kys, til hun nåede hans øre.
" Lægerne....de er ikke til at stole på...og jeg ...behøver ingen læge" hviskede hun.
" Du har hvad jeg vil ha....hvad jeg behøver" spandt hun nær hans øre og nippede ham i flippen, imens hun smøg sig ind til hans krop der virkede stor i forhold til hende, og dejlig varm også.
Hun ville lige nyde det her hygge noget, og så ville hun tage sig sammen...og ikke kaste mere op.
" Vi kan stadig godt sove ude, ik?" Ville hun vide.

Stephen kunne ikke undgå at grine ved Millicents ord. "Nej, selvfølgelig behøver du ingen læge." Latteren var ikke svær at høre i hans stemme, mens han gav hende et let klem. "Har jeg ikke mere end hvad du behøver?" Selvom det var et meget ambitiøst projekt, første han alligevel at gemme den muntre tone væk, til fordel for en nedtrykt skuffet tone, hvilke han tvivlede på lykkes. Det kunne godt være han kunne gøre sig umage, men ikke når det skulle gå så pokkers hurtigt. Millicent var en rigtig killing. Måske var det derfor at hun var så vild med at få en kat. Måske havde hun katte gener! Måske var det derfor hun ikke ville til læge. Dén lå Stephen og grublede over, til hun afbrød med noget nyt tankestof.
"Jeg ville sige nej hvis det havde været fordi du havde en snottet næse, men det er tydeligvis ikke det du fejler, så jeg har ikke noget at holde dig inde for, bare du husker at tage en spand med dig." Han følte sig som en far, eller en der skulle tage sig af lillesøsteren som var lige kælen nok. Millicent skulle ikke tro hun kunne kæle og fedte sig ud af problemerne! Næ nej, den kunne hun godt droppe alt om!

Så nu skulle hans ego lige have et boost, var det det ?
Hun smilede ind imod Stephens hals, og kunne ikke modstå trange både at drille og kæle for hans ego." jo....søde skat...du har i overflod...du kunne brødføde og indhylde 742 af min slags, så meget har du af ' lige det jeg behøver'". Millicent kyssede ham langs halsen igen og på den anden side af hans hoved, lå hendes hånd nu og roede rundt i hans mørke hår.
" var det bedre?" Drillede hun og puffede til ham, da bemærkningen kom med spanden.
" hold nu op....der kommer ikke mere...øhm...virus sover nu...tror jeg" sagde hun med en grimasse.Hun havde ikke skyggen af kvalme nu, og var helt klar til eventyr.
" skal vi bruge et telt eller hvad?"

Kort overvejede Stephen om spanden nu også var nødvendig, men kom hurtig frem til at det var den altså. "Hvis jeg skal sove ude med dig og dække dig i overflod med min skønhed, charme og godhed, så skal du have en spand med. Andet behøver du ikke, heller ikke tøj." Et glimt af fryd kunne ses i hans øjne, mens han fortsat kiggede på hende. Han havde heller ingen andre muligheder, da hun næsten havde låst hans hoved fast i sit kysse-rode-greb. "Tænker vi bare tager tæpper og dyner." Forklarede han. Madras ville ikke blive nødvendigt og dynen skulle kun være der for at holde varmen når det blev køligere og så de ikke behøvede at sove med alt tøjet på. "Ingen telt, men spand, tæppe og dyne, dyner." Nu havde hun selv en tjek liste at gå efter.
Fordi Millicent pludselig virkede til at være frisk, mente Stephen godt at han kunne komme ned og få noget af den pokkers parfume på, så han smuttede ned på toilettet uden at sige noget. Da han kom tilbage forlangte han at hun skulle dufte til hendes gave.

" heller ikke tøj" abede hun efter ...." Du gode du er morsom, hva"
Hun havde det helt fint med udendørstanken, indtil det slog hende...ingen tag, ingen vægge...
" Du ehm... Stephen...det der med ingen vægge, hvad nu hvis der er ulve her omkring?"

Hmm...nå, men hun måtte jo leve med det, jis hun ønskede eventyr med hendes ego af en kæreste.Og det gjore hun.
Imens Stephen var væk, var hun dog lyn hurtig til lige at smale et par små ting som mobil, en tshirt og noget ekstra undertøj, i en taske.
Stephen kom op...og forlangte en vurdering af parafumen....Millicent trådte nærmere og lod sin snude sniffe op af ham....og ....så trådte hun væk, og så helt blå ud i ansigtet.
Hun spænede ned af trappen og ud til toilettet.Hvordan kunne hun dog have givet manden noget der duftede så rædsomt! Det var da underligt...i lufthavnen havde hun fundet duften forførende...men nu....nu var det vederstyggelig.
" den skal...af....væk med den duft Stephen....du er nød til at bade" gispede hun ned i toilettet og hundsede ham ud i badet.
Hvad fanden var der galt med manden, at komme sådan en parafume på ?

Stephen gloede chokeret efter Millicent, da hun fløj ned af trappen. Da han kort efter hørte hende kaste op i ansigtet, sukkede han højlydt. "Du kunne også bare have sagt den lugtede dårligt." Lød det tørt som et dødt blad fra ham. Et eller andet sted morede det ham alligevel og så satte det en masse bekymringer i gang. "Sagde du ikke at du ikke havde det dårligt?" Imens han betragtede Millicent stå på hoved ned i kummen, smed han tøjet og trådte ind i brusekabinen han allerede var blevet gjort våd af én gang før.
Hvis det havde været enhver anden kvinde end Millicent, ville Stephen ikke have smidt tøjet som om det var det naturligste at gøre, men nu ville hun både have ham uden tøj på over og underkroppen, så det burde ikke komme som en overraskelse for hende, at se hverken den øverste etage eller den nederste. Imens hun fik gjort sig færdig med mad mavesækken, gjorde han et ihærdigt forsøg på at skubbe duften væk. "Næste gang dufter du lige til det, før du giver mig det og derefter giver dig til at kaste op."

Årh for pokker....
" Stephen...undskyld...den ér faktisk god...lækker og sexet...du må endelig ikke smide den væk...jeg elsker den...eller..normalt elsker jeg den, jeg ved ikke lige hva der sker for min næse...ligesom mine smagsløg...de ændrer sig lige i disse dage.
Hun var på benene og gurlede mund og børstede tænder...og blev frisk og ren igen....hun forsøgte at holde sit blik væk fra Stephen...men ...ih du milde, manden var for lækker, det var bare SÅ unfair..., så snart vandet sluttede...smækkede hun et håndklæde ind til ham.." Klæ dig dog på...det der er ...distraherrende....og garanteret slet ikke lovligt her i byen"
Hun skjute et smil og kastede et sidste blik på hendes flotte ven.
" Sig mig engang....træner du ?" Spurgte hun...hans krop var så veltilpas markeret, uden at blive buff og grim.

Det var et spørgsmål der fik tankerne hos Stephen i gang. Svaret var simpelt nok, men alligevel blev det pludseligt langt mere avanceret når man tænkte på at han på det sidste både var løbet efter Millicent - op til flere gange og væk fra politiets søgelys. Det havde han til nøds kunne klare, men havde ikke været ved at gå i gulvet som han måske havde troet det ville ende med. "Nej, men jeg løber jo rundt efter dig og bære instrumenter." Det sidste gav måske ikke så meget, men det var den eneste naturlige forklaring. Egentligt burde han være lige så fed og rund som Jack, men Nico var også kommet godt af sted set fra Stephens vinkel. "Måske et højt brændstof?" Da han trådte ud fra bruseren, havde Stephen viklet håndklædet omkring sine hofter, for at følge Millicents ordre. "Tilafredstillende påklædt og velduftende?"

Så han var bare udstyret så smukt fra naturens hånd.Guds lille favorit engel måske...tanken fik hende til at smile...nu var han hendes, og stakkels den kvinde der ville vove sig nær Stephen.
Millicent ville flå hende i strimler...finparteret....nå ja,i tankerne i hvertfald.
Om hun turde når det kom til stykket, var en anden sag.
" uhm....lad mig lige tjekke" hun trådte ind til Stephen og lagde hænderne på hans skuldre.
Helt tæt snusede hun til hals...hår...og kind og lod så tungen presse ind mellem hans læber...og legede hurtigt rundt mellem dem og slikkede lidt på ham.
" hmmm...okay...godkendt" stemplede hun ham og sukkede stille.

Der hele lage op til noget mere end blot et snus, da Millicent lage begge hænder på Stephens skuldre. Han grinede lidt for sig selv mens hun gik ham efter i sømmene og til sidst endte ud med noget der lå i den helt anden ende af skalaen. Han var ikke sen til at svare igen på hendes mund til mund leg, men stoppede da hun ville give hende en dom. Han nikkede tilfreds og trådte ud fra det klaustrofobiske rum. "Det er jeg glad for." En anden tanke rørte sig inde i hoved på ham, en tanke der frembragte et smil og kort efter blev fremvist for Millicent. "Nu havde jeg ellers lige besluttet mig for endelig at prøve parfumen og så kaster du bare op." Stephen gjorde et dramatisk suk, men trak alligevel hende ind til sig og kyssede hendes læber. "Men jeg er sikker på at det nok går bedre når din næse har det bedre." Derefter nev han i hendes næse.

" ja...det var vel lidt tarveligt....men du kan lige så godt lære det nu.Med mig får du altid kontant afregning" svarede hun kækt og duppede ham på næsen.
Dampen der var i det lille badeværelse, fik ham blot til at dufte mere tydeligt...og gud ske lov for både Stephen og Millicent var både shampoo og bodysæben, noget hendes virus ikke reagerede på.
" Hey...gider du lige" daskede hun ud efter hans hånd, da han nev hende.
Hun greb ud efter hamåns håndklæde, for at trække det af....en mild hævn for at nive, ville hun mene.
Stephen havde intet at være flov over, tvært om..." hey...var der ikke noget med vi ikke behøvede tøj på?" Teasede hun og svingede hans håndklæde, så det nu hang over hendes skuldre istedet.

Hvis de havde stået bare en meter fra hinanden, havde Stephen måske kunne få fat i håndklædet før det blev taget fra ham, men fordi Millicent stod så tæt på ham, nærmest limet op af ham, nåde han ikke at reagere, før hun stod og svingede med det som en sejrende cowgirl med sin lasso. "Kan man ikke melde en person til politiet for at frarøve ens beklædnings genstande!" Hylede han højlydt og var hurtig drejet rundt for at finde noget tøj. Nok var det ikke det mest pinlige han havde oplevet - det kunne han ikke engang huske - men han ville alligevel ikke rande rundt med røven bar, hvis det ikke var til nogle fordel. Stephens flugtrute gik ud på toilettet, hvor han fik noget tøj på. Det som Millicent før havde vasket godt og grundigt. "Det kan godt være du er ny når det handler om sex, men at klæde folk af må du være meget øvet i. Stakkels børn ..."