Take me away ~ Stephen

Det var et imponerende emneskift, men Stephen havde intet imod at tjekke op på hjemmefronten, så han slap Millicent for at lede efter sin telefon der sikkert lå i hans bukser. Han udnyttede samtidig chancen til at få dem op. "Skrive eller ringe?" Hvis hun ville ringe, ville han finde nummeret og række telefonen hen til hende, men hvis hun fortrak en sms ville han forfatte noget sammen og sende det af sted, med en lille note til sidst. Det var Millicents ønske, ikke hans. Stephen havde ikke brug for det, han var mest bekymret over om mælken blev sur, men da der ikke var noget mælk slap han for at bekymre sig.

" arhh...bare en sms, jeg skal bare lige høre at de begge to stadig er i live" .
Det var vel en afhopper af mor genet, at tjekke om katten var okay.Havde det været en lille baby Virus, havde hun sikkert slet ikke sluppet ham, og var hun blevet ' tvunget' til det , ville hun ringe hjem hvert kvarter...årh..hun ville jo blive ganske forfærdelig.De måtte køve en palle af de der bære slynger, så kunne lille Virus komme med alle steder.
Millicent smilede..." Hvis alt er iorden, kan vi godt lege videre....hvis du vil?" Drillede hun ham og lod et åbenlyst blik dase dovent og langsomt over hans næsten nøgne krop.

Stephen sendte Millicent et himmelfaldet blik. "Husk nu du er læge!" Formanede han hende, mens han sendte beskeden af sted og smed telefonen på stuebordet for at lade sig selv falde ned i sofaen, hvor han kastede et blik på filmen. "Hvad med den, skal du ikke se mere af hende, hun er faktisk ret pæn." Perfekt til fortsættelse af legen. "Tror du stadig hun lever, det kunne være jeg kunne komme og spille for hende til hendes fødselsdag." Han var klar over hun var død og ikke gik på denne jord længere, men det behøvede ingen at vide. "Tror du ikke hun vil fryde sig hvis den kendte musiker Stephen Samson kom og spillede?" Han kiggede op på Millicent med et stort fedtet grin, for han rakte frem mod hende for at trække hende ind til sig. "Eller tror min læge jeg bliver syg af det?"

Uh...han var så argh!
Hun kunne jo umuligt give igen....det var absolut umuligt at få over sine læber at fyrene i filmen da også bare var for lækre, og så var den kamp udlignet.
Hun ville sikkert genoplive kvalmen hvis hun bare udtalte ordene.
Så hun tacklede fra en anden vinkel... " Oh...så du savler over andre damer ? ...hmm... Jo, hun ville elske at du kom og spillede , skat...og jeg garanterer dig for at det ikke ville være din fløjte hun ville få fornøjelsen af, højest en violin eller noget."
Hun lod sig hale ind , og modvilligt ...ganske modvilligt hvis man spurgte hende - men hænderne mente åbenbart noget helt andet - lod hun sine hænder kører langsomt og udforskende op af hans dejlige arme.." Som din læge, kan jeg forsikre dig om at døden ville indtræffe inden for få timer, og den ville være meget smerte fuld...men valget er naturligvis dit" sagde hun og gned sig lidt ind mod ham, bare for at vanskeliggøre valget yderliger,

"Døden!" Stephen forsøgte at gøre sit ansigt overraskende og chokeret eller bare en af delene. "E-er du sikker?" Han kastede et blik på skærmen og vejede det hele op, for så at ende ud med et resultat kun for at fortsætte i samme boldgade. "Jeg vil dø for hende!" Lød det meget beslutsomt fra ham, før han tilføjede. "Er du sikker på at der ikke er noget der kan hindre det i at ske?" Han kunne ikke lide tanken, heller ikke selvom det kun var en leg. Tænk at kunne dø fordi man spillede for den forkerte på det forkerte tidspunkt. Det lød som en mafia historie. "Hvad skal jeg så gøre, for at manden med leen ikke kommer og tager mig, det må du vide læge."

" Nå...så det vil du...så må vi håbe hun ikk er død for dig" lo Millicent, men blev så alvorlig igen." måske....måske er der en vej ud....så du ikke behøver dø, men ...det vil blive meget farligt og meget grænseoverskridende, hvis du er så forgabt i hende." Forklarede hun i en hemmelighedsfuld tone.... " Skal du overleve at ære med tv blondinen, så er du simpelthend nød til at forfører en anden lyshåret pige først" smilede hun op til ham, og menet at hun luge havde knaldet et trumf på bordet...men for st være heeelt sikker, indskød hun lige " og Norske piger tæller desværre ikke med" .

Det lød ikke som en videre svær optage, så Stephen nikkede kort og puffede Millicent til side. "Jamen så må jeg jo ud og finde en." Han tog sin bluse fra før, for at få noget på overkroppen og ville så gå hen mod døren. "Så ses vi om noget tid, skal finde den helt rigtige blondine." Hvis ikke han blev stoppet, smuttede han ud af døren, hvor han så satte kursen ned af stranden. Der var sikkert nogle pæne nogle af slagsen der var ude at jogge, for det skulle jo også være en han selv godt kunne lide, det var meget vigtigt.
Hvis Millicent havde afsløret at det var hendes trumf kort, ville han blot grine. Men hvis hun spillede sine kort rigtigt, kunne hun jo lege denne omtalte blondine, for tilfældigvis var hun jo blond. Måske var det ikke helt så tilfældigt. Måske ville hun lege blondine og se om han faktisk kunne forføre hende. Et stort spørgsmål selv Stephen ikke selv kunne svare på.

Millicent åbnede munden for at sige noget...men endte med at lukke den igen.
Han var da noget så skide irriterende, var han ikke ?
Hun så døren lukke bag ham, og så fik hun ellers MEGET travlt.
Et papir, en sprit tusch , en ispind og noget klister bånd....
Det hele blev sat sammen, til hun havde et lille skilt, hvor der stod ' Blondine til afprøvning' .
Så fandt hun den røde kjole frem, igen igen....malede læberne røde og trak øjnene mere op med kohl, og mascara, men stadig ikke på en overdreven vulgær måde....det havde sikkert været sjovt, men...hun kunne ik få sig selv til det.
Så styrtede hun ud af huset, løb rundt bagved og tog en bagvej, så det Stephen endte med at se hende...hvis ikke hans syns svigtede...sad hun på strande, lænet forover og gispede efter vejre, med sit lille skilt stukket i sandet, ved sin side,

Se! Se lige der var der en blondine til afprøvning, hun så lidt forpustet ud og ikke mindst bekendt, men Stephen gik alligevel hen til hende og stak sin hånd hen foran hendes ansigt. "Davs, jeg hedder Stephen. Vil du have noget imod lige at forelske dig i mig i et par timer, så jeg kan vise det til min læge så jeg kan få lov til at få min store kærlighed?" Han gav et så charmerende smil han kunne ryste af sig, mens han ventede på at få trykket sin hånd. Hvis det skete, ville han sætte sig ned ved siden af den ukendte pige og spørger ind til hvorfor hun var forpustet. Det var jo meget underligt.
Under overfladen, kunne Stephen ikke lade være med at være en smugle imponeret over hvor hurtig Millicent havde været til at skifte tøj og så noget sminke i hoved. Det så meget fint ud, næsten for fint. "Skal du til fest?" Han pegede på tøjet og fortsatte med at tænke videre over hvordan hun havde nået det på så kort tid.

Hun kiggede op på ham, måtte virkelig tage sig sammen for ikke at flække af grin.
Han gik godt nok lige til sagen.
" neeej, jeg vil da gerne forelske mig i dig.....måske...hvis du er en sød dreng?" Spurgte hun og plirrede med vipperne.

" Jeg troede den store stygge ulv var kommet for at blæse og puste mit hus omkuld, så...jeg måtte flygte " sagde hun og tænkte at det var da så blondine som det kunne være.
" Nej...jeg venter på min drømmeprins...og vi fester ikke, vi danser...som til en bal" sagde hun henført og lagde sin hånd i hans.

"Jeg er sødere end sød." Hvis det havde passet ind, havde Stephen skudt brystet frem og set meget stolt ud, men det passede ikke rigtig til det. "Store stygge ulv, det lyder farligt. Skal jeg ikke vise dig hvor sød og modig jeg er, ved at jage denne ulv på flugt?" Hvor havde Millicent dog fundet på det? "Går til bal, jamen det elsker jeg også og er helt tosset med at danse!" Smurte han tykt på, med et stort bredt smil. Sandt eller falsk, det var lige meget, nu skulle han lige charme sig ind på hende og vise hende frem for Millicent. Hvordan Millicent så ville klare den, blev op til hende selv. Der var ingen der havde sagt hun skulle lege blondine og læge på en og samme gang.

Millicents øjne skinnede..." jamen , så må du gerne være prinsen på den hvide hest i aften" konkluderede hun og så på ham..." og du er heelt sikker på du kan danse?" Forsøgte hun..han var vist ved at svømme ud hvor selv engle ikke kunne bunde.
" Men ja...det lyder dejligt, nu har du vel ikke kone og barn gemt et sted, eller en norsk ex kæreste" drillede hun og så uskyldigt på ham...og hans forfærdeligt charmerende smil.

"Selvfølgelig kan jeg danse!" Det var da et latterligt spørgsmål. Når han sagde det kunne han selvfølgelig. "Nej, ingen kone og børn, men jeg har en dejlig mand." Det var ikke rigtig gennemtænkt, men da det var kommet over hans læber, fortrød Stephen ikke. Han syntes selv den var genial og at fremstå som homoseksuel i lidt tid gjorde sikkert hverken fra eller til, selvom det var aldeles farlig at lege med ilden. "Men han behøves jo ikke at vide noget, det er jo kun for en time eller to. Du ved ..." Han lænede sig ind over Millicent som var det noget meget hemmeligt. "Jeg er biseksuel." Derefter puffede han til hende med albuen som om det var hyle morsomt.

" Du er...hvad? Ej...altsår Stephen! " klagde hun, men kom hurtigt ind i rollen igen...
" nååå, du mener...ligesom når jeg skal købe bolcher og ikke kan bestemme mig, så ender jeg med at tage nogle af hver??" Prøvede hun og syntes at han morede sig lige lovligt meget, eftersom det var hendes joke!
" sig mig....gør det ikke ondt, jeg mener....eller er i begge megt....små" skød hun skarpt tilbage, på hans kække lille leg.

Et kort øjeblik tabte Stephen mælet og gloede dumt på Millicent, før han hurtig fik masken på. "Nej, det er faktisk ikke så slemt som du tror. Jeg er den dominerende part, meget mandelig og stærk, du ved." Han pustede brystet frem for at bevise sin styrke og magt. "Men lad os få kigget på den der ulv der, nok om mig og mit sex liv." Han gav hende et rigtig havnearbejder klap på skulderen, før han rejste sig op for at spejde ind mod land. "Hvor bor du henne?" Han kneb øjne sammen og pegede til sidst på sommerhuset. "Der henne?" Han vendte hoved imod hende, stadig med hånden pegende. Man måtte bruge hvad man havde og det gjorde han så. "Tror du måske vi skal have noget at forsvare os med der hen eller er det bare en lille uforsigtig hvalp?"

Millicent hævede sine bryd og løftede en pegefinger..men..ordende udeblev og hun sænkede sin hånd igen.
Hun rystede på hovedet, og sagde så..." jeg tror din fantasi er lige så rigt som dit sex liv" mumlede hun og rankede så ryggen en smule...så let skulle det ikke gå ham.
" ja...den er derovre og den er mægtig fæl....når du har et bevis på den er død, må du komme med mig hjem...derovre ja" hun nikkede mod huset..." så kan du vise mig elt hvor dominerene og stærk du er* sagde hun med et glimt i øjet, og returnerede hans havnearbejder dask.

"Men du bliver nød til at vise mig hvor den er henne helt præcist." Stephen greb fat i Millicents hånd og trak hende demonstrativt med sig hen mod huset i et forsøg på at vise hende hvor denne ulv ville være. Måske ville hans blotte tilstedeværelse skræmme den væk, det håbede han. "Du ved godt er engel ikke, så hvis den pludselig løber sin vej, så er det sikker derfor. Sådan nogle bæster ved nemlig godt at engle har store magiske evner som den ikke kan hamle op med, fordi den har meget lav IQ." 'Gjorde han sig rigtig klog med og nikkede bekræftende med et alvorligt udtryk, ligesom et lille barn, mens han fortsat trak Millicent med sig. Hvis hun ville modsige sig, ville han smide hende over skulderen som en sæk kartofler og fortsætte til de kom frem til huset og hun kunne vise ham hvad der var tale om.

" ja ja...en biseksuel dominerende engel? Hvorfor ikke?!." Hun lo men fulgte efter ham, dog gjore hun sig lidt ' tung' og sørgede for en smule modstand, så han på det nærmeste måtte trække hende afsted.
de nærmede sig huset, og Millicent pegede på de afslørende fodspor, fra den slemme ulv.
Ja ja..hvis man var negativ og sortseende, så kunne man vel argumenterer for at det på sin vis lignede katte fodspor, men ....blondinen havde et andet syn på den sag.." Se...se der...de er sat af...bæstet, og nej Stephen, jeg tror ikke den lide af....fjer allergi" sagde hun og kiggede på ham, udfordrende.

Kattefodsporende blev nær studeret nøje, før Stephen rejste sig op. "Jeg tror altså bare det er en kat, hvordan kan et stort og farligt bæst have fødder på størrelse med det der højest svare til det halve af din hånd?" Han kiggede igen på dem og gik op med huset, hvor han åbnede døren og kiggede ind, som om han frygtede der skulle hoppe et farligt dyr ud af det ikke eksisterende kosteskab. "Jeg tror ikke her er nogle." Han kiggede lidt fra den ene til den anden side, før han vendte sig rundt mod blondinen. "Fri bane, bare gå ind, så låser jeg døren og holder farlige kattekillinger ude."

" en kat? Arg .. Det kan da ikke passe " mente hun og luskede inden for.
Selvom de bare legede make believe , var potesporene jo rigtige nok og nu kunne hun ikke undgå at falde ud af rollen.
" en killing ?... En meget lille en ?- og ingen spor af dens mor?.... Stephen " begyndte hun.
Tanken om en hjemløs killing var nu sået i hende , og rendte den rundt alene derude , burde de måske finde den og hjælpe den?
Hun så på ham...

"En meget lille og harmløs en." Bekræftede Stephen og nikkede et par gange med et overbevisende udtryk. Han havde ikke lige tænkt på af adoptere nogle katte eller bare et dyr. Det var i den gode sags tjeneste, men han var ikke et menneske, engel, der var til dyr. Så absolut ikke. Han trådte ind i 'hendes' hus og kiggede lidt rundt, før han noget misfornøjet udbrød. "Det lugter som om d har haft et andet herre besøg." Han kunne overhoved intet lugte, muligvis fordi det var ham selv, men det kunne dyr og nu var der fri mulighed for at lege bi-seksuel engel, med dyre instinkter, hvor perfekt! Han skulede til Millicent og luskede hen i sofaen, som dog var med til at bløde det hele op. På nul komma fem, havde han sat sig godt til rette og skævede hen mod tv'et. "Hvorfor ser du den samme film som min læge?"

Åh... Så dét Ville han ikke , finde den lille killing til hende? Så måtte han vente lidt, men hun havde altsår ikke tænkt sig at efterlade den her , helt alene.
De trådte ind og Millicent slog ud med hånden " mit ydmyde hjem " præsenterede hun og gned så lidt på et øjenbryn.... " her lugter af en anden mand? Nå men han er altsår hans off for dig " sagde hun og smilede sukkersødt til den alt elskede engel.
Millicent slog sig med i sofaen og så på Stephen. Han var en regulær lille skuespiller , var han ikke?!
Så blev opmærksomheden henledt til filmen og Millicent Svarede uskyldigt " den film ? Udelukkende på grund af pigen , hun er såååå hot " imens hun gned sig en smule over det ene bryst , imens hun sagde " fik jeg nævnt jeg også er til piger ?"

"Piger?" Stephen var ikke rigtig overbevist over den påstand, men undlod at nævne det. "Det havde jeg ikke lige set komme, men jeg er enig, hun er fantastisk." Han kiggede fra skærmen tilbage på Millicent og kløede sig derefter lidt i nakken. "Nå, men har du ikke noget at drikke, måske noget vin, har sådan lyst til det." Han ville absolut ikke være den der tabte, så hun skulle få kamp til stregen og han skulle ok ende med at få af med sejren, det skulle han nok love hende.
"Når du er i gang, kunne jeg også bruge lidt mad. Du ved jo godt at når der er en engel i huset, skal mennesket opvarte englen, så skal jeg nok give dig en velsignelse så du kommer op i himlen til vor herre Jesus Christ og hans fader Gud." Lød det højhelligt fra Stephen, der var spændt på at se hvordan hun tog dén pille.

En smule småforudrettet kom hun op af sofaen.
Hun gik ud og tog en vin , forkyndede sen med vand og serverer den.
" jeg er sikker på det ikke er lovligt at flyve i beruset tilstand " sagde hun tørt og forlod ham igen for at smører en mad.
Hun lavede en meget sort toast og lagde ost på og serverer den med et smæld , da tallerkenen ramte bordet.
Så strøg hun en hånd igennem hans hår "
Er det nødvendigt at vente til jeg dør? Du kunne ikke .... Velsigne ...mig lidt før?" Hendes finger løb ned over hans bryst.

Stephen nippede til vinen og lavede i samme øjeblik en grimasse over smagen. "Det bliver ikke før min vin er tilfredsstillende." Han rakte glasset tilbage til hende og viftede hende ud af stuen, mens han tog for sig af den toast der var lavet, enorm men også enorm god. "Det er jo en synd at være homoseksuel, det kan god ikke lide." Fortsatte han og spiste videre i en tavs stund. Nok skulle han ikke være sig selv, men det med at snakke sammen med mad, ville han aldrig blive god til, heller ikke selvom han øvede sig en hel masse. Da han færdig med maden, lage han sig godt til rette og drak noget vin, hvis han havde fået et nyt bedresmagende glas ind. "Men måske kunne jeg lave en undtagelse."