Take me away ~ Stephen

" ja....men vi er ikke et af dem! Så glem det...du hænger på det barn, uanset hvad....og dets mor!" Sagde hun og trak i en hår lok der faldt ned i hans pande.
Hun havde en smule svært ved at falde helt til ro inden i, det var et ret forudroligende emne de samtalede om, og bestemt ikke et favorit et.Det var nedtrykkende ,mest fordi det så let kunne live sandt.
Hvis de begge tillod det.Hun var kun 18, han bille måske falde for en ...mere moden, mindre temperamentsfyldt og mere ...erfaren kvinde, og hvad så? Ja, så måtte den kvinde jo bare accepterer en kamp for livet, for hun havde ikke tænkt sig at give op, og ikke tænkt sig at slippe ham, aldrig.
" øj...gider du lige gentage...du kan hvad?" Hun havde da aldrig hørt at han kunne...hvad ..genoplive nogen, altsår ud over hvad alle burde kunne..med hjertemassage, men det var vist ikke det han lige talte om nu.

Stephen grinte kort og trak stædigt videre med Millicent. "Jeg kan genoplive folk efter de er døde med hundrede procents sikkerhed, så længe kroppen ikke er blevet kold." Hun var overraskende let at distrahere, det måtte han huske. Hvis hun af en eller anden grund skulle stoppe op og glo på ham, ville han hive hende videre inden hun fik for meget tid at tænke i. "Så jeg vil godt kunne dræbe en person og så fortryde." Forklarede han. Selv hvis havde gennemhullet personen, men den overraskelse ville han vente med at nævnte til tiden kom til det. Gode overraskelser skulle ventes med til sidst.
"Jeg er jo en engel." Visse fordele ville Stephen ikke have noget imod. Til trods for det, følte han sig meget hældig med Millicent, om end hun var ung, men på den anden side gav det dem et par år at løbe på når det kom til at udskyde hendes alder.

" live ham op....hvis du fortrød...jøsses" mumlede hun mildest talt taken lidt by surprise.
Det havde han aldrig nogen sinde nævnt noget om! Hun så på ham...en smule skeptisk, og kunne ikke dy sig for at klemme det ud.." man må altsår stadig ikke skyde nogen Stephen, heller ikke h is man genopliver dem...de kan jo få varige psykiske men- og al muligt"
Hun trippede afsted efter ham, da al den nye viden havde sænket hendes trav, og så spurgte hun igen..." gælder det kun dem du selv har slået ihjel...eller ..hvad nu hvis jeg kom til det? Hvad med væsner eller er det kun menesker? Og hvorfor kan du ikke hele dig selv Stephen?"
En meget glad tanke omfavnede hende...hvis der nogen sinde skete noget med Virus, ville Stephen kunne få ham i live! En hver mors maridt, kunne han skrue ned for.
Hun trak hans hånd op og kyssede ryggen på den.
Han var helt igennem dejligt...for det meste.Hun smilede.

"Må jeg eller må jeg ikke." Hendes sætning gav ingen mening i hoved på Stephen, der bare gloede på hende som en idiot, før han duknede i Millicents spørgsmål. "Du kommer ikke til at dræbe nogle, heller ikke med et gevær i en skydebod og ja, jeg kan hele både dem jeg selv dræber - hvis jeg pludselig skulle få lyst til det - eller andres uanset om de er menneske eller væsen." Han trak vejret dybt og ærgede sig lidt over at hun spurgte, men svare ville han. "Den eneste jeg ikke kan gør det ved, er mig selv, men jeg kan godt lappe mig selv sammen, alle hvis det skal være, så længe det ikke handler om mistet lemmer." Det burde dække over eventuelle spørgsmål der skulle springe frem fra Millicents mund.
Stephen stirrede på sin hånd, der fik sig et kys. Han vidste ikke hvad han skulle sige til hende, for hun lignede mest af alt en der lige havde fundet svaret på livets store spørgsmål. Det ville han ikke være. En syrlig tanke ramte ham og fik ham til at trække sin hånd til sig og fortsætte i ubevidst høj fart, men ikke længere væk og ud af stranden, men tilbage til huset.

" Nej...det må du da ikke.Hvem skulle du også have lyst til at myrde?" Både lo og skændte hun.
Men selvfølgelig kunne hun godt se vor storslået evnen var, især når den galdt alle.
" Det må være dejligt...men.." Hun tav....hvorfor sad han ikke på børneafdelingen på hospitalet og kurerede små døde børn? ...* fordi han ville blive jagtet og spærret inde af en eller anden gal rigmand der ønskede evigt liv, ønskede at Stephen skulle vække ham, hver gang han døde..og måske enda udførte tests på ham* hun blinkede et par gange hurtigt, og fornemmede at der var en alvorlig bagside til den her madalje også.
" ærgeligt...du ikke kan med dig selv" smilede hun svagt...og så undrende til da han hev sin hånd til sig...og satte kursen hjem.
Hvad havde hun NU sagt, der kunne gøre ham...sådan.
" Stephen...STEPHEN!" Kaldte hun efter ham..." gider du lige?! Hvad sker der...kom nu lige herhen og lad vær med det der.Jeg er ny....til øh..overnaturlig samtale, så ...slap nu lige af"

Samtalen var ikke på nogle måde overnaturlig. Stephen fortsatte uden at kigge sig tilbage med sarkastiske tanker blandet med alverdens andre mere følsomme let påvirkelige. Han havde ikke lyst til at tænke dem og fandt dem heller ikke specielt aktuelle, men hans mistro var stor nok til at få ham til flygte. Han hadede det, men vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Tilbage i sommerhusset slog han sig ned i sofaen, med albuerne balancerende på sine knæ og ansigtet begravet i hænderne, hvor han havde lukket øjne og forsøgte forgæves at samle sine tanker der var som ål imellem hans fingre.

Havde hun ikke kunne se hvor ude af balance han var blevet, var hun nok begyndt at skælde ham ud.Det var da lidt irriterende, midt i en hyggelig gåtur, at han pludselig blev så...underlig...men det lignede ikke ham.Det var mere sådan noget hun kunne mistænkes for at lave.
Hun måtte bare se til at han nærmest gik fra hende, hjem og hun indhentede ham først, da han havde sat sig ned i sofaen.
Millicent trådte ind, og lukkede forsigtigt døren efter sig.
Med en bekymret mine nærmede hun sig ham, og rykkede en smule på sofabordet, ved at skubbe til det med benene.
Sådan.
Nu kunne hun sætte sig på knæ, foran ham og stryge ham over låret...
" Stephen...hvad sker der? .... Hvad tænker du på?"
Hun lagde sine hænder over hans og forsøgte blidt at fjerne dem fra hans ansigt, så hun kunne se ham.Men hun ville ikke bruge kræfter, for hvis han ikke ønskede det, ville hun give ham en smule plads, da dette var meget atypisk Stephen.
" Hey...skat? Tal med mig" talte hun mildt og trøstende til ham.

Det overraskede ikke Stephen at Millicent var fulgt efter som en fjollet hvalp. Han ville nærmere være chokeret hvis hun ikke gjorde, men det ville i det mindste give ham lidt tid. Han lyttede meget intenst på hendes skridt, da hun gik hen over gulvet og skubbede til bordet. Det blev straks svære at høre da hun satte sig ned men lidt efter kunne han mærke hendes hånd mod sit lår. Efter at have spurgt hvad problemet var, var hænderne på hans, hvor de forsøgte at trække og hive lidt, hvilke han meget tilfreds med sig selv ikke tillod. Et kort øjeblik spændte han musklerne i den tro hun ville forsøge hårde, men til hans glæde lod hun det ligge.
"Hvad skal jeg sige?" Selvom Stephen forsøgte at lyde så rolig som han kunne, var hans stemme en anelse anspændt og sikkert også sløret, fordi han snakkede ned i sine håndflader. Han holdte stadig øjne lukket og koncentreret sig derfor helt om hvad han hørte og mærkede, hvis hun ville sætte sig op ved siden af ham eller ville blive siddende hvor hun var.

Hun slap hans hænder, og bekymringen tog til.
Det var faktisk første gang at han have skubbet hende fra sig, hvilke han gjore da musklerne spændtes og hans hænder blev hvor de var.
Hun slap hænderne og placerede sine egne på hans lår.
Hun kunne slet ikke gennemskue . Hvad der havde hyldet ham sådan ud af det hele, og hun var lidt ude af shaketten over at se ham sådan.Men hun forholdte sig rolig på ydersiden,nu handlede det om ham.
" Stephen?" Hendes stemme var blid og mild ...og hun gav ham lidt tid, inden hun sagde " Fortæl mig hvad der er galt...hvorfor er du ked af det?"

"Ked af det er nok ikke det rette ord." Det ville Stephen aldrig selv bruge, ikke om sig selv. "Mit problem er dig." Han fjernede sine hænder og lage dem blidt omkring Millicents ansigt, så han kunne fange hendes blik. "Hvis Virus døde, ville jeg kunne genoplive ham, hvis han havde forudsætninger for at leve og ikke manglede vigtige lemmer, som for eksempel hjertet. Hvis du bad mig om det ville jeg gøre det, for at glæde dig, fordi jeg ved hvordan du, mennesket, vil reagere hvis du ved du kunne have gjort noget der ville have reddet barnet men ikke gjorde det." Han trak vejret dybt, før han fortsatte stadig med blikket tvunget op i Millicents øjne. "Jeg ville gøre det fordi jeg elsker dig, fordi du er det vigtigste for mig, men hvis du ikke vidste jeg kunne det, ville jeg ikke blive nød til at gøre det. Det ville være naturligt at barnet døde og vi ville ikke kunne gøre noget ved det. Der ville ikke være en beslutning at tage, for vi, du, jeg, ville ikke have et valg."
Stephen mente selv at det hele gik i ring, der var en god forklaring og han håbede Millicent var tilfreds med den at det kunne distrahere hende nok væk fra hans egentligt problem, det han nødig ville fortælle hvis han kunne finde en udvej for det. Han ville hellere gemme på det, holde det tæt ind til kroppen som kort i et spil og fortsætte med at leve som de gjorde.

Hun forstod det ligeså lidt som hvis han havde snakket på russisk.
" Jamen.." Hun rystede en smule på hovedet.Hvordan kunne hun være problemet?
Da han begyndte at forklarer, begyndte hun at græde...helt lydløst.Den gave , at kunne vække folk fra døden, især nogle man elskede, var langt mere tung end hun lige havde antaget og den var måske også en byrde i de fleste situationer.
Hendes hænder gled op i hans hår..og ind i det, hvor hun greb fast, imens hun lænede sin pande til hans og kiggede ned på gulvet.
" Stephen....jeg ....jeg tror...også du havde gjort det, hvis du var alene med Virus...hvis jeg var død....det..." Hun forstummede, vidste ikke hvad hun skulle sige.
Skulle hun sige at han ikke behøvede oplive nogen? Altsår forhåbenlig blev det ikke aktuelt, men ja...hvis hun sad med deres døde barn i armene og han kunne bringe det tilbage, hvorfor var det så slemt.
" Du er en engel...med en gave...jeg tror kun det ville være en god gerning Stephen, ikke en dårlig" hun lænede sig frem og ville kysse ham på kinden, hvis ikke han trak sig væk.

Tanken havde slet ikke rørt ham og fik Stephen til at glo med store forskrækket øjne på Millicent, ligesom en kat der havde troet den lå godt skjult i kagedåsen. "Selvfølgelig ville jeg det!" Bare tanken gjorde ondt på ham, hvilke sikkert også kunne ses på hans øjne. Hvor hun havde fået den forfærdelige tanke? Det var måske meget åbenlyst, men behøvede hun nødvendigvis at nævnte det?
"Tror du?" Stephen lage hoved på skrå og slap Millicent. Det ville han gerne tro, men var ikke sikker på det var rigtigt, for nogle var bare ikke født til at leve, man kunne skulle ikke lege med skæbnen. Hvornår han så var begyndt at tro på skæbnen vidste han ikke. Hurtigt drejede Stephen på hoved, for ikke at nøjes med kinden men få det på munden. Han lage armen omkring Millicent og trak hende helt ind til sig.

" okay.. Okay " hviskede hun som en trøst.
Det var slemt at se ham have det så svært.
Troede han virkelig at han var dårlig hvis han undlod at hjælpe men også at han gjorde noget galt , som at forstyrre naturens gang , hvis han hjalp ?
Så ville han tabe uanset hvad.
" Stephen.. Det er en smuk gave og du havde ikke fået den hvis du ikke måtte bruge den.
Den kan misbruges ja ... Men det ved jeg at du aldrig ville gøre. Du har et godt hjerte og at rede et barn der ville dø mellem dine hænder , eller en voksen, kan kun være en smuk gerning "
Hun mumlede lidt og blev glad da hendes læber ramte Stephens.
Hendes læber lukkede sig omkring hans, og de var våde efter hendes tåre.
Hun pressede sig ind mod ham , og holdte fast i hans skulder, hun ville havde ham til at slippe og til at glemme smerten.

Der var noget logisk i Millicents ord, men han var stadig ikke helt overbevist. Naturen var i sidste ende den der havde den største magt. Stephen sukkede tilfreds ind mod hendes læber og lod sig svømme væk i kysset som han ivrigt uddybede uden rigtig at tænke på hendes saltet læber, som han dog kunne mærke. "Nej, men det er ikke alt der skal ændres på." Hvis hun spurgte hvorfor han blev ved med at argumentere for sin sag, kunne han ikke svare. Han kunne bare ikke lade det ligge og så fortsætte som om intet var sket.
Med et fast greb under Millicents arme, trak han hende op i sin favn, hvor han trykkede hende ind til sig. "Men du får ikke lov til at dø mellem hænderne på mig, det kan du godt opgive." Hviskede han ind mod hendes kind, som han bagefter kyssede.

" Lad det være Stephen....du har ikke bedt om den evne og du har ikke lusket dig til den på fæl vis...du er født med den, det må betyde det er meningen at du skal bruge den, hvis du altsår pludselig står i en eller anden underlig situation" sagde hun stille.
Hun kunne mærke at han strammede grebet i hendes arme, og vidst at han ville trække hende op.Hun satte sig tilrette, og Stephen krammede hende ind til sig.
Hun sluttede sine arme omkring ham og holdte ham fast i lidt tid.Han virkede så...sårbar og hun ville så gerne lade ham vide at hun var der for ham.
" Jeg har ingen planer om at dø...ikke de næste hundrede år" svarede hun , og smilede da han kyssede hendes kind.
Hendes hænder kæmmede hans fyldige hår og gled bagefter ned over hans kinder,hals og skuldre..langsomt.
" Er du okay? .... Og bare rolig, jeg skal nok passe så godt på lille Virus, at han ikke niget skræmmer får " sagde hun alvorligt og kom til at tænke på sin mave pine.
Var det med til at sætte de her spekulationer igang hos ham.Frygten om graviditeten gik galt?
Hun gned sin næse mod hans.

Stephen nikkede kort og låste sine arme omkring hende. "De næste hundrede år, betryggende." Han trak kort på smilebåndet og lænede sig tilbage, hvor han kunne se lidt på hende i et andet perspektiv. Det var ikke nødvendigt, men spændende at se noget nyt, det kunne han ikke snakke sig fra. "Det håber jeg også, for ellers får du far på nakken." Han kunne ikke lade være med at trække lidt i smilebåndet og gjorde det derfor, før han lukkede øjne og lage hoved tilbage. "Kan jeg invitere dig ud i aften, på en rigtig teenager date?" Han løftede lige hoved nok til at kunne se på Millicent, uden at at løfte sine øjenlåg for meget.

" ja ikke? Så ser vi om en små tohundrede år, hvordan det står til med helbredet " drillede hun.
Hun kunne fornemme at hans sorte sind, langsomt...meget langsomt men det lysnede.
" Oh...den skrappe far....jeg glæder mig til at se dig med en baby på armen" smilede hun og rystede på hovedet.
De var nogle ret heftige afslapningsdage de holdte sig, her i det lille sommerhus.
Millicent begyndte at le...en blid og sagte latter.." du inviteret mig ud, på en teenager date? Bagerste række i biografen eller...? " hun smilede drillende..." ja, tak..Mr.Samson..jeg vil da gerne på date med dig.Skal jeg klæde om ?" Spurgte hun spændt på hvad hans tanker bryggede på.
Jo...ideen var god, de trængte til lidt sjov og ballade.

Bagerst i biografen, det havde han ikke tænkt på, men tanken blev budt meget velkommen. "Find dig noget tøj, så skifter jeg også og så finder jeg et sted vi spiser, så bestemmer du hvor vi ser filmen og så finder vi til sidst en eller anden klub til natten." Han gav hende et klem med den ene arm og forlod sofaen, men stoppede op inden han var kommet langt fra sofaen. "Kan jeg bruge min parfume eller skal du kaste op for at sige nej, toilettet er den vej?" Han gjorde en gestus med hånden og grinede fjollet til hende.
Efter at have fået svar smuttede han ind og skiftede til nyt tøj, mest for at gøre lidt ekstra ud af det. Intet stort, men han håbede en hvid skjorte og et par mørke bukser var nok. Han havde ikke det store fest kluns med. Efter at have roddet op i håret dappede han ud og ventede på Millicent. Han skulle helst ikke ligne en på tredve, det kunne han image og ego ikke klare.

Uh, det lød jo herligt.
Og i tankerne var hun allerede i gang med at dissikerer sin kuffert for mulige kjoler.
Hun smilede til ham og sagde " kvalmen er helt væk og kommer højest tilbage i morgen tidlig, så du kan godt bruge den , hvis du har lyst " hun skar en lille grimasse ved hans toilet gestus og viftede ham så væk.
Selv fandt hun sit musegrå undertøj frem og en svag pudder rosa farvet kjole.
Den var enkel og helt uden stropper, egenlig mest et rør, et klædeligt et med nogle søde syninger på der gav lidt finesse. Et par grå høje sko , med kryds rem , blev fødderne stukket i.
Ude på badeværelset fik ansigtet lidt ekstra farve med lysegrå øjenmake up og en sart rosa læbestift, en der kunne holde kuløren meget længe, uanset hvad. Nogle små perle besatte nåle, blev stukket i håret , hvor siderne var blevet snoet og hæftet bagved, imens resten hang løst.

Millicent stoppede mobil og pung og et par små sager i en lille taske og gik ud til Stephen.
Hendes øjne sugede ham til sig, det bar så uretfærdigt.
Han behøvede bare at tage en skjorte på - og så var han en man ikke kunne få øjnene fra.
Imens hun stod... Hæmmet af at have lyst til at røre ved ham, fik hun dog spurgt
" klar til at smutte? Dejlig ide du fik ... Det bliver hyggeligt"

Stephen gav Millicent et skuffet blik, men med et afslørende glimt i øjet. "Æv, havde troet jeg kunne slippe med en tur ned til den nærmeste fastfood udbyder." Et kort kys blev plantet på hendes kind, før han trak hende med sig ud af huset, hvor han selvfølgelig låste døren, og videre hen for at finde en taxa. Ikke noget med at gå, det gik jo ikke på date, var det ikke sådan reglerne var? Han kunne ikke huske dem, det var mange år siden han selv havde været ude i emnet med andre end Millicent og hun virkede ikke specielt interesseret i at spille efter reglerne.
Stephen bad chaufføren køre dem ind til midtbyen, hvor de så ville kunne finde en biograf, som han trak Millicent med hen til. "Find en film." Krævede han og viftede hende hen hvor man kunne se de spillende film. De var ikke anderledes end hjemme, så det var sikkert nemt at finde noget interessant. Hvis de havde været i Indien havde det med sikkerhed været nogle helt andre, ikke alle, men mange.

Millicent havde heller ikke styr på reglerne, hun havde aldrig dater , da diverse halmballer i Townsville næppe talte med i den katagori.
Hun strålede derfor da Stephen kyssede hendes kind, og mød følelsen af at være så vanvittig forelsket , som hun var i ham.
Hun både elskede ham dybt, men havde på samme tid en stor forelskelse der gav sommerfugle i maven og hurtig puls, når hun så ham. Egenlig et under at hun kunne formulerer to sammen hængende sætninger, med den cocktail.

De kom til centrum, og hun kastede sig ud i film plakaterne , efter stephens ordre.
" gys ? Hvad med pranormal activity 4 ?"
Hun elskede sen slags og tålte dem på ingen måde.
" så har jeg en undskdning for at holde hånd... Hele tiden" stor smilede hun til Stephen.

Gys. Stephen gyste ved den blotte tanke, men smilede. "Lyder som en god idé." Nej, absolut ikke. "Jeg køber to biletter bagerst." Han forduftede ind til billet lugen og fik købt biletterne og glædede sig næsten allerede til filmen var ovre. Han var ikke god til gys, men den historie kunne jo ligge og svømme rundt mellem de andre i lang tid endnu, det handlede bare om at mande sig lidt op.
Da billeterne var købt, smuttede Stephen ud til Millicent igen. "Så er de købt til om to timer, så skal vi finde noget mad." Turen gik videre ned af hovedgaden og ind af mindre her og der, for at se hvad der var, før han besluttede sig for en lille hyggelig intim restaurant der lå lige ud til en meget smal vej hvor der næsten ikke kom noget lys ind.
En ældre kvindelig tjener hilste dem velkommen og viste dem hen til et bord i et hjørne hvor de kunne sidde uforstyrret. De fik menu kortende og derpå forsvandt kvinden ud i køkkenet eller i hvert fald ud af en dør.

Millicent strøg over i den lille slik kiosk tilhørende biografen.
Der købte hun skumdiduser både med og uden chokolade og stoppede dem ned i tasken.
Så skulle de bare have noget at drikke med og popcorn, hvis Stephen ville ? Men det kunne hun ikke købe endnu.
Stephen kom tilbage og hun tog ham i hånden , da de gik på jagt efter et spisested.
Valget passede hende strålende, hun ville langt hellere have hygge en fornemme steder med hvis dug og meget fint porcelæn.
De fik menukortet og Millicent bestilte en cola max og hvad Stephen nu ville have.
Menuen fik hende til at smile.. " jeg tror jeg skal have laks , der er gulerødder til " strålede hun og havde for første gang lyst til at spise noget , udover dem.. Nemlig lakse.

Coca Cola til Stephen, han gad ikke alt det der sundheds fis med mindre sukker for der var altid noget andet og når alt kom til alt var der intet der var sundt for krop og sjæl. Sådan var det altid, man kunne vælge noget sundt der i sidste ende viste sig kun at være en lille smugle sundere hvis det overhoved var. "Bøf med løg." til Stephen. Fisk var ikke hans hof, så det glædede ham at han kunne få løg og ordenlig bøg, frem for fiskebøffer. Tjeneren tog imod bestillingerne og forduftede uden et ord, ikke noget med blikke eller spørgsmål, det var ikke noget man skulle, det vidste de erfarende.
"Vi kom aldrig videre med det der lejligheds snak, hvad har du tænkt dig at gøre, at komme dumpende hjem til mig og hvornår har du i såfald tænkt dig det skulle være?" Han ville gerne have en dato hvor han skulle have gjort rent i hele lejlighed for det var efterhånden et århundrede siden det hele havde fået en kærlig hånd, det var nemmest med en klud hist og her, når man kunne komme til det, når han havde så mange til, især papir der ikke måtte blive bare det mindste fugtige.

Millicent skrånende hovedet en smule, da Stephen begyndte på sin snak om lejlighed.
" teknisk set bor jeg faktisk hos dig lige nu, hvis du husker ?" Tirrede hun ham lidt.
Men det var jo rigtigt nok. Han bad hende flytte ind oven på hele skyde uheldet og al balladen med politiet, men nu hvor der var ro på den front kunne hun jo godt flytte hjem.
" mhm hvis vi nu bruger en måned eller to? Eller jeg starter med at sætte min lejlighed til salg, og bliver den solgt inden vi finder noget nyt, så rykker jeg ind hos dig. " lød hendes forslag.
Hun kom til at tænke på hadrians tests, hvis de på nogen måde udsatte babyen for fare, så nægtede hun ... Det måtte Hadrian da have hjerte nok til at forstå.
I hvert fald var hun nødsaget til at oplyse det til ham, når de gik igang.