Take me away ~ Stephen

Stephen kunne ikke lade være med at trække i smilebåndet, da Millicent startede ud med 'undskyld' som om hun havde fejlet at gennemføre en mission der skulle redde nationen og mere til. "Der er ikke noget at undskylde for. Det var dejligt." Forsikrede han hende om og undlod at tænke de tanker der ellers ville gøre det helt og aldeles pinligt for ham. Det med at sidde i bar røv var ikke noget han havde gjort i mange år og egentligt havde han heller ikke troet han skulle gentage det igen. Han lod en let finger glide fra hende læber, over hendes kind, før han slap hende. "Jeg finder lige et par bukser ..." Han skyndte sig at vende ryggen til Millicent og finde sit tøj, inden det blev for meget for hans blufærdighed, der hylede oppe i det røde felt med tungen ud af halsen.
Næste gang, hvis der blev en, skulle det være i en seng! Det blev Stephen meget enig med sig selv i og klappede sig næsten endda også på skulderen i enighed.

Hvis han bare vidste hvad han gjore ved hende, hvad han fik hende til at føle, alene ved sit simple strøg af finger over hendes læber og kind....men...det vidste han ikke, og kunne hun slippe afsted med det, ville hun aldrig sætte ord på det.Det ville være det samme som at overrække ' magt remoten' i deres forhold og sige ' hej...nu styrer du bare det hele, jeg er komplet vild med dig at jeg blot parerer ordrer...' .
Ja altsår, i teorien, ville hun det fordi hun var så vild med ham, i praksis ville hun aldrig kunne adlyde blindt, hun havde al for mange meninger og holdninger til at være...underdani.
Men fornu...nikkede hun blot til ham.Hun prøvede at holde fast ved hans ord ' at det var dejligt', så havde det vel ikke udelukkende været en fiasko?.
Stephen luntede afsted , for at få noget tøj på igen og Millicent fik lyst til gulerødder, så hun gik i køkkenet og begyndte at tage for sig.
Også lidt frisk te vand blev sat over, imens hun overvejede selv at taget mere tøj på.

Tanken om at Millicent var gravid, vendte tilbage, da hun gik om bord i nogle nye gulerødder. Han kastede et kort blik på dem han allerede havde gjort klar og trak derefter lidt på skulderen. Hun skulle nok blive sulten før eller siden, det var han helt sikker på. Efter han havde fået tøjet på igen, gik han ud i køkkenet og satte sig på køkkenbordet, så meget lige foran Millicent som han kunne. "Gulerødder. Igen?" Han studerede stumpen hun havde i hånden, før han selv bed ud efter den.
Det var altid noget hun var så sund og spise gulerødder frem for chokolade, men mon ikke også nok det skulle komme. Senere vel sagtens. Hvis det skete, ville han erklære sig synsk, men hvis ikke, ville han stadig være lige så normal som før. Kedelig gammeldags normal. Intet at råbe højt omkring.

Stephen vendte tilbage, og det syntes at have givet hende tid til lige at få taget kontrol over sig selv igen, at han havde været inde og tage tøj på.
Hun stak ham et lille smil..." ja, jeg ved ik...men de smager altsår ualmindeligt godt...lige for tiden"
Først trak hun guleroden til sig, da han snappede ud efter den, men forbarmede sig hurtigt og stak den ind i hans mund, imens hun lænede sig frem og kyssede ham på hans kind.
Uanset hvor meget underligt hun udsatte ham for, var han en dejlig støtte...det var helt klart ham der fik dem over de små bump dagen og vejen bød på.

Stephen spilede sine øjne op, da der pludselig kom en gulerod flyvende med en utrolig fart, lige ind i hans mund. Han skyndte sig at lukke munden inden den kom alt for langt ind. I et par sekunder sad han lidt betuttet med den orange dims stikkende ud af munden, før han bed den over. "Mmm ..." Han turde ikke engang drille hende med sin børn, han havde set hende få et irritations anfald og det ville han nødig se igen. En gang var mere end nok og når han tænkte over det, havde han vist også set det en gang før. To gange var mere end nok.
"Men før jeg hentede dig." Startede han meget formelt ud med, efter omhyggeligt at have tygget af. "Fik jeg en invitation til noget musik halløj. Ved faktisk ikke hvad det er, men jeg tror ikke jeg har noget valg om jeg vil med. Nu du jo har været modelfinke, kunne det så tænkes du også ville være det for mig, ved at tage mig med til det der ... øh ... musiktjavs?" Det var hundrede år siden Stephen havde lavet hundeøjne og han kunne ikke, så derfor blev det meget sikkert ikke dem der kunne afgøre noget, selvom de blev stukket op under næse n på Millicent.

" nåå...god lille tjener" roste hun da han bed af gulerodden og tyggede.
Hun spiste selv det sidste og fik sat sig op på køkkenbordet bagefter.
Stephen begyndte at fortælle og Millicent blev lidt nysgerrig.
" Modelfinken vil være stolt over at være din date" sagde hun og rakte ud efter Stephen og trak ham ind at stå mellem hendes ben.Hun vidste godt at han ikke havde brugt selve ordet date, men hun ville lige understrege at hun ikke gik med ham i proffessionelt øjemed, som hun havde gjort med Marc.Der var det jo udelukket arbejde, og med Stephen var det udelukket af lyst.
" Hvad sagde invitationen? Er det som gæst eller skal du spille?"
Hun lagde hovedet lidt på skrå og så på ham. Det ille blive lidt sjovt at se ham ' blandt sine egne' uanset om han skulle spille eller bare mingle lidt rundt.

Hundeøjne forduftede som dug for solen og blev erstattet af næsten lysende glæde. "Jeg tror bare jeg er gæst, men til tider ender jeg alligevel med at spille." Stephen placerede sine hænder på hver side af Millicent og lænede sig lidt frem over, men ikke for at kysse hende, ikke i første omgang. Det endte alligevel med at han gav hende et på kinden. "Tror det er noget galle halløj, invitationen var meget fin og tøjet skal være meget fint, det var i hvert fald hvad Nico sagde." Yup, han var også blevet inviteret. Hvad det helt gik ud på, var der ingen af dem der vidste. Vintermusikbal havde været Stephens bedste bud, men han var langt fra sikker. Det kunne være alt muligt. "Det forgår tre dage efter vi er kommet hjem." Fortsatte han så og begyndte at glo tænksomt ud i luften og rode ronde i sit hår.

Hun slog sine ben omkring hans liv " Haps" drillede hun lidt.
Hmm...det var altsår sådan lidt ...finere arrangement.
Hun lyste op, det lød jo dejligt.
Ballet med Marc, havde været hendes første og eneste...og selv om det var arbejde, havde hun glædet sig meget.Til at deltage i et storslået arrangement, og så var det hele endt galt.
William havde ...ja...fået hans fem minutter med hende, Marc havde udviklet sig til et dumt svin...de var overfaldet og han drabt....og så var hun igen stødt ind i William,ved hendes lejlighed.
Aftenen med Stephen kunne kun blive bedre! Denne gang var hun ikke på job, men med som hans date.
" Uh..fint tøj...er det så lang kjole eller kortere coktailkjole?" Hun havde en ide om det nok var det første...men hellere tjekke, så hun kom korrekt påklædt.
" Nico kommer også...skønt, hvem tager han så med?" Spurgte hun nysgerrigt.

Cocktail kjoler? Stephen der aldrig havde hørt om det fænomen før, gloede åndssvagt på Millicent, med et hævet bryn. "Jeg tror det er de lange gevandter det handler om." Svarede han tøvende og kløede sig spørgende i håret, før emnet gik ind på noget han kunne finde ud af. Alt det med kjoler og tøj var på ingen måde hans stærke side og da slet ikke til fester, netop derfor var han glad for at være mand. Det var evig og altid det samme hvis det var fine fester. "Det ved jeg ikke, måske har han noget kørende med en pige han kan tage med sig under armen, ellers har han altid en mor." Jokede Stephen og små grinte ved tanken om det. Det var en evig god joke der var begyndt for et par år siden, hvor de også var inviteret til en fest. I hele femten minutter havde manden beklaget sig over manglende kvindelig partner og til sidst havde Jack fyret den af med hans mor, Nicos. I sig selv var det ikke sjovt, men i sammenhæng med det andet var både Stephen og Jack flade af grin, i flere minutter efter.

Millicent grinede, ved tanken om Nico med hans mor under armen.
Hun kunne dog ikke rigtig forstille sig det ville blive aktuelt, han var en flot,sød ung mand...selvfølgelig kunne han finde en date.Måske var det bare et udtryk for Stephen var en smule...privat...og ikke spurgte så meget ind til hans venners privat liv?
" Okay...jeg må se hvad jeg kan grave frem...det bliver da meget spændende" kvidrede hun og øjnede straks sit snit til at lokke Stephen med ud at danse.
" Du....der er lge en enkelt betingelse for jeg går med, fik jeg nævnt det?" Hun slap ham med benene og sendte ham et finurligt blik.
" Danse...du skal danse med mig....og..du skal se glad ud samtidig" krævede hun .
Hun vidste at det var nu hun havde mulighed for at tippe læsset til hends favør, men hun kunne ikke rigtig finde på andet at kræve.

Grinet og smilet forsvandt før man kunne tælle til en, da Millicent satte sit krav op. "Jamen ..." begyndte han og så fortabt ud, før han trak vejret ind igennem næsen. Han tænkte så det knagede, men kunne ikke finde nogle udvej. "Okay, jeg vil forsøge. Se glad ud og danse, det tror jeg måske at jeg kan klare." Han var ikke glad ved tanken, men syntes alligevel det var en smugle morsomt at hun satte det op som et krav. Var han virkelig så elendig? "Ser jeg ikke glad ud når jeg danser?" Måske så han ikke jublende glad ud, men ligefrem sur, kunne det virkelig passe? Han vred tankerne en omgang rundt, før han stoppede og sukkede så. "Er der andet?" Det ville være interessant at høre hvad der mere kunne være, men på den anden side ville han ikke være glad for at skulle møde op i hvidt smoking. Det der med at være anonym var noget han rigtig godt kunne lide, så han havde ikke brug for at ligne et neonoplyst reklame skilt.

Hun lignede en der tænkte sig om, inden hun omhyggeligt gav sit svar.." naaaa skat, du ser mere ...lidende ud...som havde du et ben i en bjørnegælde eller noget" - det var så ikke lgefrem sandheden.Sandheden var nærmere at han så enormt tiltrækkende ud...en smule fraværende, hvilke kunne få de fleste piger til at ville se om netop de ville kunne bringe nærveret frem i hans brune øjne.Millicent however, kunne godt lide han havde lidt distance...især hvis han hældte den udover over alle andre, men brusede hende med hans opmærksomhed.
Hun lod sig glide ned af køkkenbordet.
" Jamen, det lyder godt...så har du netop skaffet dig en date Mr. Samson, jeg har ikke flere krav.
Jeg er en simpel og beskinden kvinde, you know that" sagde hun og strøg forbi ham , for at tage hælde det kogende vand over en omgang skovbær te.
" Vil du have det med op på madressen, eller drikke det her?"

Ligefrem lidende. Det var et meget voldsomt ord at bruge. Stephen takked nej til skovbær teen, det kød alligevel lidt for sundt til ham og gik tænksomt op til deres seng. Han kunne ikke rigtig dreje om hun havde overdrevet eller om han faktisk så sådan ud. Det mente han ikke selv, men måske var der noget om det. tankerne fortsatte mens han slog sig ned i sengen og tænkte videre, før en anden tanke maste sig på. Hvor var de allerede kommet igennem meget! Først var der det med graviditet, så hendes lille forsøg og nu en lidende danser. Hvad mon det næste blev.
Imens Stephen ventede på at Millicent kom op med teen, øvede han sig på at få et kunstig smil hængende på sine læber, for hvis de virkelig skulle danse natten lang, så blev han virkelig nød til at gøre brug af det, men i samme øjeblik han hørte hendes trin på trappen, ville han fjerne smilet og forsøge at se normal ud. Det ville sikkert ikke lykkes, for når han så endelig skulle se normal ud, ville han med sikkerhed enten se meget alvorlig eller ligegyldig ud.

Hun tog alligevel de begge krus og tekanden med, just in case han skiftede mening, så behøvede hun ikke rende ned igen.
Det var en smule besværlig at komme op på hemsen, med al dette i hænderne, men selv Millicent måtte jo have en portion af held, bare i ny og næ, og dette viste sig at være sådan en.
For det lykkedes hende at komme op, uden at skolde sig selv og uden at smadre eller brække noget.
Hun rynkede sine bryn,da hun så Stephen. Hvad mon der var galt?
Hun slog sig ned ved siden af ham, og skænkede te til sig selv, da han havde afslået.
" Hvem holder det bal der?" Spurgte hun...imens hun forsøgte afdække hvorfor han nu så helt alvorlig ud.
" Er der noget galt, Stephen?" Hun kiggede undersøgende på ham.

"Et eller andet musikprogram. Blad. Jeg ved det faktisk ikke helt, en blanding af begge." Kom han op med og skyndte sig at påsætte sit smil, da hun påpegede hans alvorlige udtryk. "Ikke noget, sad bare og tænkte over noget." Det var ikke helt i harmoni med hinanden, så hurtigt skiftede han udtrykket ud så det forhåbentligt passede bedre. Da det heller ikke gik særlig godt, valgte han at tage sandheden, det værdste der kunne ske, var at Millicent begyndte at dø af grin. "Jeg øver mig på at smile mens jeg lider." han nikkede alvorligt og gjorde endnu et forsøg med et med vilje meget overdrevet smil. "Hvordan ser det ud?"
Efter at have fået dommen, sendte han et skævt blik mod teen. "Hvorfor har du taget to kopper med op?" Lød det vagtsomt fra ham. Havde hun tænkt sig at tvinge ham det i ham? Hvis det skete ville han sikkert trække sin invitation tilbage, for så ville han sikkert være brændt hele vejen ned igennem maven. Bare tanken var ubehagelig nok i sig selv.

" Du har ikke vanvittig godt styr på dine aftaler, hav?" Drillede hun og smilede.
" Arh..Stephen...det var måske en lille bitte smule overdrevet, det med du så lidende ud.Jeg tror bare at jeg nyder det mere end dig...at danse...med dig" forklarede hun og pustede på sin te.
Øj...hvor han dog var i sit mistænkelige hjørne.
Det var lige før hun havde lyst til at tvinge ham til at drikke en...nej..to krus!
" Slap nu af...det var bare hvis du skiftede mening , ik...så skulle jeg ikke ned igen. "
Millicent snuppede chokoladen fra før, brækkede et stykke af...og begyndte at gumle.
" Vil du have?" Sagde hun lidt provokerende..." eller er du også nervøs for mine bagtanker med det?"

Stephen gryntede. "Okay. Nej, jeg vil ikke have noget." Han forstod ikke hvorfor hun pludselig så sådan ud. Det var ikke fordi han lige havde sagt at han alligevel ikke ville have hende med. Han forsøgte at finde på noget han kunne glatte det hele ud med, men det gik ikke lige så godt som han selv ønskede. "Men måske kan du overbevise mig til at smage den, med mindre du har taget min te med." Med den sidste bemærkning forsøgte han at lette og endda at smile, men ikke særlig meget. Det skulle ikke ende med at hun pludselig blev hidsig over det.
Det var som at gå på en knivspids. Man kunne aldrig vide hvornår man gik lidt for meget til den ene eller den anden side. Han kunne presse lidt mere på, men undlod det. Det skulle heller ikke virke falsk eller noget der virkede forkert. Præcist ligesom at gå på line.

Hun så næsten helt skræmt ud.
" din te?.... Moder teen, nej den kan jeg da godt lige love for at jeg ikke har tavet med.Du er meget morsom, det skal jeg love for" skændte hun i sjov, og væltede ham omkuld, efter at have sat sin te væk.
" Så du vil overbevises, hva... Og hvordan havde du tænkt dig det skulle forgå ?"
Åh...hvad var det...hun fik kvalme...
Millicent rejste sig meget hurtigt, og satte i spurt, med hånden foran hendes mund, hele vejen ned ...og ud på toilettet.
* shit...oh.., shit* hun lå på knæ, og kastede op ned i toilette, imens tårene rendte ned af hendes kinder,Hvad i al verden var der galt? Hun måtte have spist noget dårligt mad, mente hun- ellers var hun blevet syg.fandens.

Netop som Stephen endeligt var kommet frem med noget, som måske kunne overbevise ham, fløj Millicent op og væltede næsten ned af trappen. Han var lige så hurtig på bene og fulgte efter i samme halsbrækkende fart, men mere for at sikre sig at hun ikke kom galt af sted. Da han havde fast grund under fødderne igen, sprang han med hende ud på toilettet, noget han ellers ikke ville gøre under normale omstændigheder. Da han kom ud til hende, greb han hendes hår for at fjerne det fra hendes ansigt, så der ikke kom mad gammel mad med mavesyre i det. Det ville sikkert være umuligt at få ud igen. "Har du det dårligt?" Dårligt spørgsmål. "Har du spist noget dårligt?" Mere aktuelt spørgsmål, men også et dække over hans tanker omkring det han havde nævnt om morgenen. Kunne det passe? Alle symptomerne pegede på det, men han turde ikke sige det eller bare antyde det.

De sidste krampagtige gisp ned i toilettet, og hun begyndte at løsne grebet omkring den hvide kolde cisterne.
" For pokker da" mumlede hun ned i kummen , men rejste sig så langsomt op og strak sit hår forsigtigt fri fra Stephens greb " tak..ja, jeg har tydeligvis fået noget dårligt mad" sagde hun betonede den formodede årsag.
" Pyy... Det kom ud af den blå luft"
Millicent fandt tandpasta og tandbørste, og imens hun rensede sin mund, kom hun til at grine lidt, ved tanken om hvis det var kommet tyve minutter før.Lige midt i.....tingen...med Stephen, hvor pinligt ville det så ikke lige havde været.
Så snart munden var renset, havde hun det allerede meget bedre igen...måske en lille smule træt, men ellers helt okay.
" Kom..vi går op igen" hun tog Stephens hånd og halede ham mod hemsen.

Da Millicent var færdig med at kaste morgenmaden op, slap Stephen frivilligt og lod hende børste færdig, med andre tanker i hoved end hendes. Han ville nok også have trukket lidt i smilet, men han var dybt begravet i andre langt mere alvorlige tanker. Nogle han ikke helt kunne slippe. Da hun trak ham afsted, trak Millicent også ham ud af sine tanker for en stund. "Du er ikke sulten, nu har du jo lige fået middagen op igen?" Han kiggede bekymret på hende, da de var kommet frem til stigen og skulle op på første sal. Hvis hun var sulten, ville Stephen som en lille tjener fluks hoppe ud i køkkenet og finde noget der måske kunne falde i fruens smag. Hvis ikke,ville han følge med uden flere bemærkninger.
For at distrahere sine tanker, satte Stephen sig op af væggen og satte Millicent mellem sine ben, hvor han lukkede sine arme omkring hende. "Den der fest, det er jo med aftensmad, bare til din information." Han kunne lige så godt have sagt 'bare for at sige noget' for det var derfor han informerede hende. Hun vidste det sikkert godt i forvejen.

" Nej...ikke lige nu, tak " meddelte hun og forsatte ovenpå.
Hun blev placeret mellem hans ben og lænede mageligt sit hoved op af hans bryst og sukkede af velvære.Det var dejligt lige at sidde og slappe af.Hun fik trukket en dyne hen over sig, da Stephen var den eneste af dem,der var ordenlig påklædt.
" Hmm...med mad ja.Er der bordplan...skal man melde sig til med navn, og så ved man kkke helt hvem man skal sidde sammen med?" Ikke at det betød så meget, men det var rat at vide...så man lige kunne booste sig mentalt, hvis man skulle sidde med en fremmed.

Ingen af svarende kendte Stephen, men han følte sig meget sikker på det ene. "Det med at tilmelde sig skal jeg nok gøre. På den ene side, sidder man sikkert med sin partner og den anden side er meget muligt en fremmed, med mindre man har to ledsagere med." Hvem der havde to med, kunne han ikke se, men der var altid nogle der var lidt udenfor normalerne. Let strøg han sine læber hen over hendes hals, mest af alt fordi han kunne lide at gøre det og forkæle hende, få hende til at have det godt. Så kunne man spørge hvem der ikke gjorde det, men for Stephen var det ekstra vigtigt, netop fordi hun lige havde været igennem en hård periode. Det handlede om at vise det gode i livet og hvem var bedre til det, end en engel selv?

Hun fangede den med de to ledsagere og spillede lidt videre på den.." uhh...må jeg så invitere endnu en?" Drillede hun og gav sig let, da hun mærkede hans læber på hendes hals.
Millicent blev som smør i hans hænder, hvad var der dog galt med hende? Jov, hun kunne lide ham...men det havde hun kunne lige fra starten, men ...hendes tiltrækning af ham, var så...stærk..nu, og hans kærtegn efterlod så store mærker på på hende...altsår metaforisk talt, ikke fordi han var hårdhåndet , slet ikke da.
" hmm..måske Nico vil være min anden date?" - eller Andy, havde hun lyst til at sige...men det var jo egenlig ikke så morsomt igen.
" Hey...når både du og Nico har modtaget indbydelse, tror du så også at Andy har?"
Det var ikke fordi hun ikke ville kunne holde ud at være i samme rum, faktisk havde hun jo tilgivet ham.Det var mere om han kunne holde det ud?

"Måske, men måske burde jeg invitere mit nordiske bekendtskab med? Det dur jo ikke at mig og Nico kappes om den samme pige ... vel?" mumlede han tydeligvis ikke videre interesseret i at få Nico med i den vogn, men Stephens læber der stadig næsten hvilede ind mod Millicents hals, blev pludselig fjernet da hun nævnte Andy. Meget utilfreds pressede Stephen sine læber sammen, for i modsætning til Millicent, havde han på ingen måde tilgivet manden. Både for det han havde gjort, Andy, men mest fordi det var på hans, Stephens. Millicent var hans og ingen andres, ikke lige nu, men selvfølgelig ville han aldrig sige lige det til hende. Før eller siden måske, når de blev gamle og grå eller gik fra hinanden, men der ville forhåbentligt gå lang tid til det blev aktuelt på nogle måde.
"Det ved jeg ikke, måske?" Han trak endnu mere ligegyldigt på skulderen. "Hvis han er fortsat med at spille musik, så tror jeg det. Vi er jo alle fire, med Jack, i samme båd, så hvorfor skulle det være anderledes?" Stephens glæde til festen var forsvundet som dug for solen. Hvis Andy kom, ville han næsten overvejede at droppe at tage med.