Take me away ~ Stephen

Løven der tronede over sit bytte. Ham. Stephen. Helt hvorfor den følelse var kommet snigende vidste han ikke, men der var ingen tvivl om at den var der og føltes mere end underligt. Kunne det virkelig passe han var blevet så vand til at have skovlen under hende? "Men hvordan kan han så være sikker på at du ikke misbruger ham?" Spurgte han med sin normale stemme. "Og hvad nu hvis han slet ikke vil giftes? Han vil hellere være ugift, men stadig sammen med dig?" Det lød også lidt underligt, men der var jo nogle der fortrak det på den måde og det måtte jo ej forglemmes. Hvis Millicent virkelig havde tænkt sig at gifte sig med ham, så ville Stephen ikke tøvede med at sige ja på sine egne vejene , men nok gøre det når det kom til hendes. Alderen. Igen det store problem, men hun var jo en tænksom pige, der ikke bare kastede sig ud i vilde ting ... bevidst. At hun så altid endte ude i farlige ting, var noget helt andet.

" Oh?.... Ser du den mulighed har jeg slet ikke taget i betragtning...den er jo nærmest ikke eksisterende, vil du ikke sige det?" Spurgte hun engleblidt på helt samme tid som hun helt tilfældigt ændrede siddestilling, og dermed rykkede lidt rundt med underlivet oven på ham...unfair? Naa...bare en lille effekt hun håbede faldt til hendes fordel.
Hun smilede...hun ville naturligvis aldrig gifte sig...overhovedet...eller...lige nu havde hun gang i at skulle indse at det ikke var et fængsel at binde sig...eller..igen, det vidste hun jo godt - og hun ønskede jo en fast relation...hun var bare bange.Bange for at tingene...ja..gik op i røg.
" Hvis han ikke vil...så har jeg en kniv, så han kan ombestemme sig" sagde hun og lagde sine hænder på hans bryst.

Reaktion fik hun. Masser endda, men de blev hverken sagt højt eller vist. De var kun inde i hoved på Stephen, der straks mistænkte Millicent for at have nogle ufine kort på hånden. "En kniv!" Pep han højlydt og lod øjne flakke frem og tilbage. "Skal vi ikke gå ind nu, jeg syntes her er ved at være lidt farligt." Han gjorde mine til at vippe hende af pinden og komme ind, men hvis hun gjorde modstand ville han stoppe som hvis hun havde sagt nej.
tanken om at blive tvunget til at sige ja til sin brud, ved sit eget bryllup havde en næsten gysende effekt på Stephen, der straks fik billeder af de værste skrækscener indforan nethinden. Der var masser muligheder for tvang. I bund og grund var det altså farligt og gifte sig. "Hvad nu hvis han aldrig dukker op, fordi han er så bange for at du netop har en kniv med?

Hun lod sig vippe ned.....og landede på siden, hvorefter hun kom op.
" hmm...jamen så måtte jeg jo tage en grusom hævn, når jeg fandt ham...måske aldrig fortælle ham at han skulle være...far?" Hun begyndte at gå ind mod huset igen, som han ønskede.
For en gangs skyld,tømte hun ikke sit glas, men fik pludselig en smule anstrengt forhold til promillerne i det.
Uha uha....den sidste bemærkning, måske skulle hun aldrig have spøgt med den.Skæbnen havde det med at smile meget lusket til Millicent, og dette skulle ved gud ikke være en af de gange.

Efter at have slukket lyset, tog Stephen sit glas og flasken med op til huset. "Det tror jeg vil være mere end rigeligt." Den muntre tone var pludselig forsvundet ved tanken om det. Når alt kom til alt havde det jo været ham de havde talt om. Han troede ikke rigtig på Millicent ville gøre det, men en kvinde skiftede jo humør hurtigere end man kunne blinke og det galt sikkert også hvordan de reagerede på ting. Det at få at vide man skulle være far, kunne få de fleste mænd til at blive bløde som smør og mon ikke det også galt for engle ... især for engle. "Skal vi gå til køjs og få strikket et par uldsokker eller har du flere skrækhistorier på hjertet?" Den munre tone var vendt tilbage. Om end ikke på fuld styrke, men den var der.
Flasken med vin blev sat på køkkenbordet og glasset blev sendt i opvaskemaskinen. Endnu kunne Stephen ikke sige han var træt, men nærmere en smugle udmattet, især efter deres lille middags krise, som han ved guds navn ikke ville få mere indflydelse på deres lille ferie.

Naturligvis ville hun aldrig gøre dette.Ikke med mindre hun vidste at et barn og en hustru ville dømme en mand til evig elendighed, som hvis det havde været William.Ham ville hun sikkert ikke fortælle noget som helst...hvem ville ønske at binde sig til en der elskede en anden?
Men...alt var kun på tanke stadie...en far til hendes barn...skulle først og fremmest elske hende...og kun hende, ellers ville hun ikke have en baby..For når hun en dag gjore det...fik mand og barn... ville hun værne om hendes lille familie, og med næb og klør forsvare den....med sit liv, om hun skulle. Nogle ting skulle man ikke spøge med.
Stephen ville være en vidunderlig far og mand....hvis han altsår kunne holde nallerne fra andre ?
Millicent smilede af hendes vanvittige tanker...det ,måtte være en reaktion på alt det de havde været igennem de sidste ugers tid.
" Jo... Jeg har ikke flere historier...og ingen præst i baglommen, så bare rolig" smilede hun...
Og så sig om...hvor var egenlig soveværelset?

Da Stephen bemærkede Millicents søgen, gik han om bag hende og tog fat i hendes ansigt, for blidt at ligge det tilbage. "Der oppe." De stod medd siden til, så efter at have vendt dem om, kunne de se en trappe der førte op over badeværelset og en del af køkkenet. "Jeg håber ikke du har højdeskræk." Han udnyttede lejligheden til at kysse hende på panden og derefter slippe hende. Han forduftede ind på toilettet, hvor han smed noget vand i hoved og børstede tandsættet så det blev fint og skinnende. Efter turen på badeværelset, gik turen op i de højre luftlag, hvor han startede med at slå hoved op i himlen. Der var ikke så højt som han havde håbet, men med en voksende bule kom han ned under dynen og ventede på at hans krammebamse skulle komme. Hans store lyserøde Grisling. Imens han ventede, lavede han et notat til sig selv, oppe i hoved, om at huske parfumen. Første dag med det stads, det skulle nok blive godt - håbede han da.

" der oppe...gud jeg troede det var et loft...du ved, der hvor nisserne bor" sagde hun og måtte nu indrømme at hendes nysgerrighed var pirret.
Hun ville også lige gerne runde toilettet inden hun gik op, så imens Stephen gjore sig natklar, fandt hun en lille chemise til at sove i, i sin kuffert..og skiftede.
Da Stephen begav sig ovenpå , gjore Millicent ham kunsten efter ude på toilettet, og rede også de lange lokker,så hun ikke lignede en vildkat.
Så satte hun efter Stephen.Desværre så hun ikke at han slog sig, for hun ville have moret sig, og bagefter pyldret om ham sikkert.
Istedet kom hun op og ja....faktisk blev hun vanvittig begejstret da hun så sig omkring.Det var jo toppen af hygge heroppe.Faktisk var hun ikke sikker på om hun nogen sinde ville komme ned igen.Der var en hule stemning over det, på den allermest charmerende måde...hun glemte helt at være beklemt over hendes lette påklædning, hvad hun ellers oftest blev.
" wow...Stephen...det er bare for hyggeligt..!" Hun havde ingen problemer med at stå oprejst...og kom hurtigt på plads under en dyne også...bare for at vride hyggen for alt den kunne tage.Hun sukkede.....her var...perfekt.

Stephen gloede så øjne næsten var ved at springe ud af hoved på ham. Han overvejede næsten om han skulle påpege hendes næsten ikke eksisterende tøj, men undlod det. Hun havde selv valgt det og han ville ikke klage, for det ville være en løgn at sige at han ikke kunne lide hende afklædt. "Det er dejligt du kan lide det." Han trak øjne til sig, men før Millicent nåde at ligge sig under sin egen dyne, greb han ud efter hende og trak hende ind til sig. "Så skal du da ikke ligge der over." Klagede han og kyssede hende på kinden. Han ville ikke have problemer med at ligge i ske med hende hele natten, men det ville sikkert blive meget varmt, så han ville helst undgå det.

Kunne lide det ? Hun elskede det ! Hvem gad store luksus suiter og fornemme steder med tyve sæt bestik ved siden af sin tallerken...eller silkelagender...når man kunne få dette?
Hun lod ham trække hende ind til sig og det var vel kun prikken over i.
Millicent kiggede kærligt på ham...og aede ham ned over hans overarm da han kyssede hendes kind.
" Stephen...du har valgt det helt rigtige sted til os" sagde hun blidt og kunne fornemme hans krop meget tæt på hendes.Åh..hun ville da aldrig kunne falde i søvn med ham der...så nær...hun måtte få lidt kontrol over sine tanker...og over sin krop.

Stephen havde slet ikke godt af alt den ros. Han var igen ved at ødelægge sit ansigt med et enormt smil. "Det er jeg glad for at høre." Det var slet ikke nødvendigt for ham at sige det, for han strålede som en lille sol, både ud af øjne, næse, mund og ører. At Millicent ikke havde gjort noget for at komme op, gjorde det kun endnu værre. Han trak hende ned ved siden af sig, helt tæt op, for at de begge kunne være under dynen. "Måske skal vi bare spise pandekager her oppe i morgen og så bare blive liggende hele dagen, det kunne jeg i hvert fald godt." Et kort øjeblik overvejede han at vende tilbage til offentlig sex emnet, men skubbede det væk. Nej, det var der ikke brug for. Det skulle endelig ikke ende ud med at hun havde troet han løj, fordi han bragte emnet på banen igen.

At han var glad og tilfreds med ting, varmede hendes hjerte.
Det gik op for hende...bedre sent end aldrig...at det var vigtigt for hende at han var glad.
Sådan...rigtigt vigtigt, på den måde at man gerne offrede sin egen for at glæde ham.
Ikke at hun havde behøvet at gøre det, på nogen måde.Stephen var fantastisk, og det var nok nærmere omvendt ham der måtte offre lidt af hver på grund af hende.
Millicent blev trukket helt ind til ham, og hun ville ønske hun havde kunne læse hans tanker...bladre i dem som siderne i en bog.Hun ville så gerne vide, hvad der ville gøre ham lykkelig?.
" jeg er bange for Aterswell er en saga blot...jeg bliver her for evigt" sagde hun drømmende.
" Men morgenmad heroppe lyder herligt...og sådan set også resten af dagen, men hvad så med vores kunst? ....vi kan jo være kulturelle i overmorgen, hvis du hellere vil det?"
Hun lænede sig en smule ind til ham og kyssede ham ved kragebenet.

For Stephens skyld kunne Aterswell nemt blot blive en historie fra de gode gamle tider, men han var sikker på at sådan var det ikke for Millicent. Hun skulle alligevel ikke snart ligge hele sit liv bag sig og starte et nyt sted fra. "Kunsten må vente til i overmorgen eller når vi nu finder interesse for at se offentlig sex." Et lille drillende smil lå på hans læber, mens han lukkede øjne og nød hendes læber mod sin hund. Det gav en hel speciel følelse når han lå og faktisk mærkede det. Det var altid anderledes med åbne øjne, sådan var det altid i følge Stephen.
Da hun havde trukket sig tilbage, slog han igen øjne op og kiggede rundt i det dunke rum. Solen var gået ned og lyset nedenunder var slukket, så alt i alt meget mørkt, men med en del stjerner og en god hvid måne, var der alligevel lidt lys hist og her. "Vi har en masse dage foran os nu og jeg har ingen rigtig planer, ud over min fløjte, så ..." Han trak let på skuldrene og vendte sig om mod Millicent. "Slaget er vores. Vi gør hvad vi vil."

" orh..du er da umulig" lo hun stille...hvad der var mest slemt at fortrække at se folk der dyrkede sex offentlige steder eller at have det selv, det var jo et udmærket spørgsmål.
Millicent havde dog efterhånden tillid til Stephen var nogenlunde normal , når det kom til den slags....udforskning og at eksperimenterer lidt var jo nok helt naturligt, når man havde læst det samme kapitel lidt tid, så bladrede man videre til et nyt...og langt heller det, end at bytte selve bogen ud med en ny.hun ville gerne være den bog, Stephen læste igen og igen og igen.
" -og mit strikke tøj " klemte hun lige ind.
" Så er der dømt hjemmehygge dag i morgen."
Hun syntes det lød pragtfuldt..og nussede stille Stephen ned over hans arm.

Hjemmehygge lød som en rigtig god idé. Det var måske ikke det man normalt ville sammenligne med en ferie i den varme syd ... vest ... men der var mulighed for det, så hvorfor ikke gøre det? Det hele behøvede heller ikke være så formelt alt sammen, ikke når de bare var de to. "Det vil jeg glæde mig til, men først sove." Han strakte sig så meget som det var muligt sammen med et højt gav. Det var alt i alt en overdrivelse, men man kunne med lidt held blive træt af at gabe. Det var lykkes ham før og måske ville det også denne gang.
Da Stephen endelig lå hvor han mente han skulle, trak han dynen op under næsen. "Vil du ligge her under hele natten eller forlader du mig?" Hans sætning var godt nok lidt underlig, men hun forstod hvad han mente og hun vidste sikkert hvad han fortrak.

Beslutningen var faldet i god jord hos dem begge, og Millicent var sikker på de nok skulle nå det hele, både at opleve lidt og bygge rede...eller ..ja det var jo ikke dét de gjore, men den samme hyggelige og dejlige atmosfære hang i luften.
Millicent nikkede...Jov de skulle sove, dog løftede hun et øjenbryn ved hans ordvalg og lagde sig helt på siden, så hun kunne lægge sit ene ben hen over hans og den ene hånd søgte op til hans kind, hvor hun trak lidt i dynen for at kunne hælde sit lille kærtegn ned over ham.
Måske hun svarede på mere end hvordan deres sove arrangement skulle være, da hun blidt kyssede hans kind og sagde " Stephen...jeg forlader dig ikke, hvis du vil have mig ved din side, så bliver jeg hér" .
Om den trætte engel fangede hendes budskab, vidste kun han.

Sikke nogle ord. Det var næsten for meget på det tidspunkt af aften og måske derfor, undlod han at svare videre på hendes ord. Der var ingen grund til at fortsætte det, især ikke når hans halvkunstige gav begyndte at give effektiv virkning. "Skønt." Blev hans kommentar, før han slog armene om Millicent som var hun en sovebamse og trak hende helt ind til sig. Så kunne hun ikke smutte nogle steder, han kunne sove og alle var lykkelige. Med det ment var Stephen i hvert fald og lige nu handlede det om ham. Millicent blev mål for et let godnatkys, hvorefter Stephen klappede øjne i og gør et hærderligt forsøg på at sove. Det ville meget muligt lykkes, hvis ikke Millicent pludselig mente at hun lå klemt eller gjorde et andet forsøg på at slippe ud af hans favn. Det kunne hun glemme alt om, for i samme øjneblik ville Stephen være på dupperne.

En dyb vejrtrækning efterfulgt af et lille godnatkys, fik hende til at slappe bedre af end hun længe havde gjort.Hvorfor kunne man ikke være så dejligt afslappet hver aften ved sengetide?
" Sov godt.." Mumlede hun ind imod hans varme krop og lod sig in hylde i hans kropsvarme og duft...hun lå og tænkte lidt ...og bemærkede efter noget tid , at Stephen var faldet rigtigt i søvn.
Han var hurtige til dens slags end hun...eller tænkte bare mindre over...ting.
Der gik dog ikke længe , før Millie også sov tungt i armene på Stephen og mørket vogtede over huset og dets to beboere.

Efter en lang nat, der blev en smugle længere med feriefølelsen i kroppen, var Stephen atter vågen. Næsten. Han udnyttede tiden hvor Millicent også lå og sov, på først at vågne, for derefter at overglo hende. Det var ganske fint at kunne få chancen for det, den kom ikke så tit, så den skulle absolut udnyttes. Selvom han var ved at kende hendes træk meget godt, så bød det altid på noget nyt og han blev af en eller anden grund aldrig træt af det. Det var ikke på samme måde som et fotografi eller billed, hvor han til sidst ville blive træt af at kigge på det. Derimod var det næsten som et nyt hver evig eneste gang. Måske skyltes det at hendes træk aldrig var de samme og en sjælden gang blev de helt utrolige. Ofte smukke, men hun havde også talenter inden for andre fag med ansigtet. Da tanken om hendes betuttet grislinge udtryk kom op, vågnede smilet også op til dåd.

Slow...real slow, kom hun ud af søvnens lullende favntag.
Millicent havde bare fra første færd, en fornemmelse af det ville blive en dejlig dag.
Da hun fik øjne...så hun ret ind i Stephens ansigt...og med en søvndrukken stemme,der var lidt hæs stadig greb hun ud efter ham og ville give ham et morgen kram.Da hun stadig var slap og søvnig, var det kun rimeligt at han kom ned til hende- og ikke omvendt.
" Godmorgen Stephen...sovet godt" spurgte hun.Selv havde hun haft den bedste nat i lang tid.

Imens han havde gloet på Millicent, var Stephen blevet frisk som en havørn, en meget doven en. "Godmorgen." Der kom både et morgenknus og kys med i pakken. Et knus/kram i sig selv var ikke noget han gjorde sig så tit i, så for at han ikke følte det blev akavet, fik han lige presset et kys ind i hullet. "Det lyder godt. Det har jeg også, men jeg er sulten, så jeg finder lige maden. Du bliver bare hvor du er." han gav hende endnu et kys, før turen gik ned af stien. Efter ti minutters larm fra køkkendelen, kom Stephen tilbage med de sidste pandekager, som burde dække til, samt alt det der nu skulle til.
Da han kom op igen, trak han sin dyne omkring sig, med bene trukket op under hagen. "Spis min gris." Imens Millicent begyndte at spise - han gjorde det ikke før - hældte Stephen juice op, hvor efter han selv gik ombord ved maden, selvom han ikke var helt så sulten som det kunne have være tilfælde.

At blive vækket med kys og med kram , var en herlig ting og den bedste start hun kunne forstille sig på dagen.
" Du er en skat" sagde hun , som han forsvandt ned at trappen.Imens Millicent vågnede helt op, filosoferede hun lidt over, hvad i al verden hun havde gjort, for at gøre sig fortjent til opmærksomhed fra en fyr som Stephen? Han kunne med garanti vælge hvilke kvindelig selvskab han ønskede, og alligevel...alligevel sad han her i huset , med Millicent.
Hun var en smule betænkelig...som lidt ligesom askepot, der bliver sendt til ballet, men ved midnat bliver det hele forvandlet tilbage til græskar og rotter, istedet for guldkaret og hvide heste.Hun håbede godt nok ikke Stephen var...en torsk?
Naturligvis var han ikke det...legede hun videre i tankerne og kom op at sidde.Hun forsøgte at få lokkerne til at makke ret, og måtte sande at selv et meget langt hår, var ....ustyrligt.
" Uhhh....mums" udbræd hun spontant, da hun så bakken Stephen kom op med...hun trak den ene dyne fra, og stablede den om ,så de med fordel kunne havde den i ryggen og bakken placeres på selve madressen. Millcent fik møvet sig med ind under Stephens dyne...og fangede straks an , på hans opfordring.Hun var ganske sulten efter de der pandekager, viste det sig.
" Min gris ? ja ja...sålænge du ikke slagter mig " talte hun med al for meget pandekage i munden, så hun pausede lige sin tale derefter.
" Tror di Nico får tid tid at se på sangene jeg skrev ned? ...Jeg mener nu hvor han har Ally også, måske han sidder med hende i favnen og glemmer det andet?" Tænkte Millicent højt .

Hvad det præcist satte gang i, var han ikke helt sikker på, men pludselig kom der en uventet trang til at lave alt muligt end at spise pandekager, da Millicent var under hans dyne. Stephen sneg sine arme omkring hendes talje og kyssede hende i nakken, mens han bemærkede hvor ivrigt hun fik sat de første par bider til livs. "Det ved man aldrig, jeg har altid gerne ville have en julegris." Det var ikke helt sandt, men hvad pokker. Hun vidste det ikke og hvis man slettede ordet gris, passede det helt sikkert med noget andet han gerne ville have. Han var også meget glad for den gris han havde i armene og ville ikke bytte hende ud for noget. Så hellere holde godt fast og kæmpe for det. Det var dumt at smide guld væk, uanset hvilke slags. "Han er meget pligtopfyldende så det skulle ikke undre mig at han allerede har gjort det." Det var dejligt han var sådan, Nico, men til tider kunne det give Stephen dårlig samvittighed når han ikke selv havde gjort hvad der var aftalt.
Pandekagernes interesse var pist væk forsvundet, men alligevel fik Stephen klemt et par stykker ned, selvom det ikke var helt let siddende bag Millicent, der tog godt fra sig. Det var altid noget, for der var grænser for hvor længe de kager kunne holde sig. Da de var færdige med at spise, ville han smide alle tingende i maskinen ved vasken, starte den g derefter fluks komme op til Millicent igen, for at ligge sig under dynen og holde afslapningsdag.

Det var i virkeligheden så simpelt.
Alt hun behøvede var at mærke hans arme omkring hende, en handling der signalerede så meget.
Stephens kys i nakken gav hende søde tanker, men da han havde gjort sig den ulejlighed at serverer morgenmaden , ville hun ikke ignorere sulten i mavn , selv om hun efterhånden også havde en slags anden ...sult.
" Stephen ? ... Der er godt nok længe til jul...men..har du overvejet bare at sende en julekort til dine forældre og din søster? " Millicent drejede sig en smule, for at kunne se ham..." - altsår ikke nu,vel..men til jul?"
Selv havde hun ingen familie, ikke nogen hun vidste af da...de var væk og hun ville aldrig få chancen for at give dem et kram igen, Stephen derimod...han kunne lappe det sammen endnu.
Hun lod ham gå ned med bakken og kastede sig ned på madressen.
Stephen kom tilbage og puttede sig ned under dynen.Millicent var som en lille killing, fulgte hurtigt med helt ind til ham, omend lidt kluntet og på vejen fik hun vist også sat en albue i hans side.
" Tænk...jeg har sådan en lyst til gullerødder....og det plejer jeg da ellers aldrig at spise?" Overraskede hun sig selv ved at slynge ud...og opdagede at det var helt precist sådan hun havde det.
Hvor underligt egenligt.Hun lagde en arm over stephens bryst og sit hoved på hans arm/ skulder.

Stephen krummede sig en smugle sammen, da Millicent valgte at begyndte at hugge en albue i siden på ham, som var han en anden lille pony hest. "Det kunne godt være. Jeg plejer ikke at gøre det." Han skubbede en smugle til hende, så han kunne få plads til at ømme sig, hvilke han gjorde et stort nummer ud af, før han tilgav hende, ved at trække hende ind til sig. Det overraskede ham ikke rigtig at hun spurgte ind til området. Hun var meget fokuseret på det, men selv havde han aldrig tænkt yderligt over det. Forbindelsen var i hans hoved brudt og derfor havde han ingen intentioner om at ribbe op i det. Men. Der var altid et men. Hvis det betød noget for Millicent ville han måske ændre på det.
"Men nu vi er ved julen, så tænkte jeg om du ville glæde mig med dit selskab?" Der var selvfølgelig ingen garanti for at de var sammen på det tidspunkt, men det ville nok ikke skade deres forhold og hvis de ikke var, så skete der nok ikke det helt store. Igen havde tiden svaret, ligesom med så mange andre spørgsmål i den boldgade.