Take me away ~ Stephen

" nææ nej, det kan du glemme alt om. Ser bliver ingen deltagelse af nordiske godter , i hvertfald ikke ved din arm" smilede hun og rakte en hånd op og klappede ham fast på kinden.
Hans tanker var hun uvidende om , det eneste der kunne spores var at nusseriets endte og hans stemme fik et anderledes slør over sig ,lidt anstrengt.
Snakken om Andy havde ikke gjort Millicent så alvorligt bekymret, men hun blev alligevel anfægtet af Stephen.
" Kommer han, er det okay Stephen.... Du skal ikke være beklemt ved det, det er okay. Jeg ved i er både venner og arbejdskollegaer , så du skal ikke føle dig ilde til mode.
Jeg har lagt låg på , og det skal du også " Hun nussede lidt på hans lår imens hun fortalte.

Det var lettende at vide at Millicent ikke selv havde noget imod muligvis at skulle møde andy igen, så havde Stephen kun sig selv at tænke på. "Var venner" kommenterede han, før han rettede lod luften smutte ud igennem næsen. Han gloede derpå lidt op i luften og så tilbage mod Millicent igen. Det var næsten komisk og høre hende give hende ordre. "Er det endnu et krav for at du vil tage med mig?" Han gloede lidt ned i hendes blonde hårbund, før han sukkede og som et dovent dyr lod hagen hvile på hendes skuldre. "Jeg tager ikke mit nordiske bekendtskab med, kun dig, ser ikke lidende ud mens vi danser og opføre mig ordenligt." Brummede han og gloede ned på sine hænder han havde hæftet omkring hendes mave. Præcist hvor han plejede at smide dem hen. "Det blive hårdt." Han huskede at gøre sin stemme klynkende. Det ville blive hårdt og slemt og uudholdentligt og dræbende og kedeligt og døden. Det ville blive så meget med ham Andy, så Stephen besluttede sig for at nyde ugen, med mindre kvinden pludselig blev gravid, den tanke havde han stadig ikke helt sluppet.

" Du må tilgive ham....hvis jeg kan såååå kan du også Stephen" talte hun ud i luften til manden bag sig.Hun hadede tanken om at hun var årsagen til et venskab gik konkurs, så hvis hun nogen sinde bar sammen med dem begge igen, ville hun helt sikkert arbejde på at de skulle finde rytmen igen.
" Hmmm ...nordisk bekendtskab? sig nu bare ordet, hun var jo din kæreste ik!" Krævede Millicent og klemte hans lår en smule hårdt.Han skulle ikke sidde der og pynte på sandheden , han måtte lære at bruge de rigtige ord, mente hun.
" Men ja....det er mine krav, og det vil glæde mig om de kunne overholde dem" vendte hun sig og satte sig overskrævs på Stephens lår.
" Jeg tror det bliver en fantastisk aften....og du en dejlig date" afsluttede hun med et skævt lille smil.

Pligtskyldig nikkede han og gjorde som Millicent forlangte. "Jo, hun var min kæreste." Stephen havde intet problem i at hun havde været hans kæreste, for hun havde skam været både sød og flink, men han kunne begynde at spørge sig selv hvorfor han havde valgt netop hende. Millicent overgik hende på mange steder med mange meter. Dertil havde han også kunne betro hende hele sandheden, i modsætning til hans forrige partner, som stadig måtte leve i det ukendte. Ubehageligt hvis man spurgte Stephen selv, men han ville ikke ændre på det.
Han ville gerne have at hendes ord var rigtige, men han havde svært ved det. Han havde virkelig svært ved at se at det hele skulle gå glat og problemfrit. Stephen ville ikke med vilje opsøge problemerne, men han ville ikke have noget imod at vende et par ord med Andy, gerne en del, hvilke nok ville ende ud i en masse hysteri om hvem der havde gjort det rigtige. Det kunne blive en skandalefest lige efter bogen. "Jeg vil gøre mit bedste."

" godt, så fik vi det slået fast" små mumlede hun og skyndte sig at skifte det samtale emne ud.
Hun havde selv påbegyndt det, men det smagte alligevel ikke helt så godt som hun troede...hans svar...det smagte nærmere ..brændt?
" Jamen..så kan ingen jo forlange mere.... Min lille gode dreng" lød det kægt fra Millicent.
Et spørgsmål dansede lidt i hendes tanker....hvornår gik man fra at date til at være kærester?
Hvad betød det i praksis?- og var det nget hun ønskede eller ikke ? Guuud hvor det viste sig at være meget at tage stilling til, når man slappede helt af i sommerhus.

For overflødigt at bekræfte at han var med på idéen, nikkede Stephen og kiggede fortsat ud i luften, henført af sine egne tanker der var omkring samme sted som Millicents. derfra forsvandt de dog hurtigt og løb ud af et sidespor om hvorvidt festen ville blive en fiasko, med andre ord løb han i ring til han slap snoren. Han lage hoved tilbage mod væggen og lukkede øjne, mens han blindt søgte efter Millicens hånd. "Hvad vil der gøre dig aller mest lykkelig?" Spørgsmålet blev skudt ud som en kugle igennem en mur. Pludselig og uden varsel, men den passede et eller andet sted, ind i hans tanker, hvor han var i gang med at tage de helt store armbøjninger. "Og hvad vil gøre dig mest ulykkelig?"

Millicent lænede sig frem og kyssede Stephen på halsen, da han lukkede sine øjne.
Hans spørgsmål efterlod hende lidt fortumlet....det var jo ret store spørgsmål, og...hvilke svar søgte han efter?
" Du kender mine drømme....mine håb for fremtiden, Stephen " hviskede hun og holdte om hans hånd med begge sine hænder.
Hun tænkte....mærkede efter inden i.Drømmen om at designe møbler blomstrede stadig, men noget andet pressede på - for alvor.
Det var bare det....at hun kunne jo risikerer at skræmme livet af den stakkels fyr.Var det ikke sådan pigerne fik drengene til at flygte.Og ....desuden skræmte hun også sig selv....hun vidste slet slet ikke , om hun overhovedet kunne sådan noget.Men tanken om det omvendte....ikke at have ham....Stephen ..i sit liv, den gjore hende jo nærmest panisk.
" Dig...at få lov at være hos dig.Det gør mig lykkelig" sagde hun stille, og så intet anden udvej end at give ham et ærligt svar, imens hun kiggede på hans lukkede øjne og ville ønske hun kunne se den film han afspillede derinde.

Hun forsøgte igen at finde svar til hans andet spørgsmål...det viste sig mere svært at pege noget ud.." tusind ting gør mig trist...."
Hun klemte en smule mere stramt på hans hånd....nu var han vel forhelvede ikke ved at forsøge fortælle hende at...de ikke skulle ses så meget...eller noget i den stil.For DET ville gøre hende ulykkelig.

Stephen slugte svaret råt og var vældig tilfreds med det. Det første. Det andet var han nærmere lidt betænkelig ved, for hvis der var så mange ting, så var han virkelig kommet ud på spidsen af kniven. "Ville du være interesseret i et anden form for forhold?" Han vippede hoved ned og betragte Millicents øjne, uden at vige, selvom der pludselig syntes at være tusinden ting rundt omkring hende, der blev meget interessante. Selvfølgelig hentydede han til deres forhold, for hvis han selv skulle sige det, så ville ordet de nu havde sat på, på ingen måde dække over det og nu havde hun jo lige sagt at hun kunne lide at være sammen med ham ... på en normal måde. Så spørgsmålet var næsten skudsikkert, men man kunne aldrig vide hvordan det forgik inde i hoved på Millicent. Det kunne være godt og grundigt miljøskadet af politistationer.

Hun løftede en hånd og kløede sig lidt i nakken.
en form for forhold , hvad talte manden om ? Det kunne jo være så meget, ik.
Millicent tøvede lidt...og svarede så.." øh...jeg tror altsår ikke at åbne forhold vil fungerer for mig, som sådan" hun forsøgte at få en ordenlig øjenkontakt.
Sålænge de datede var det en ting, men et forhold ...der bandt man sig til hinanden, eller sådan så hun det.Så tilhørte man vel mere eller mindre hinanden.
Hvad ville Stephen mene om det?

Stephen gloede lidt, før han pressede læberne hårdt sammen for at kvæle et smil. "Ikke åbent, nærmere det modsatte." Med vilje havde han ikke sagt noget direkte, men ladet hende selv komme frem til svaret, mens han stadig kiggede på hende, trods tingende omkring syntes vanvittigt interessant. Stephen lod sin hånd glide igennem håret og lod den blive hvor den var, til den langsomt selv gled ud med vægtens fra hans hånd. Ikke overraskende var Stephen spændt på at høre svaret. Havde han gjort sit 'arbejde' godt nok eller skulle han tage ekstra arbejde for at overbevise kvinden om at han ville være den perfekte mand.

Okay, så de var på samme side i bogen , det var jo klart en fordel.
Hendes hjerte begyndte at hoppe....en kæreste....Stephen....hendes?!
Det var næsten som at få overrakt et stykke legetøj, så fint at man ikke turde røre det, ik?
Men....hun slog armene omkring hans hals...og hun strålede..." Stephen...ja...jeg er ...meget...interesseret i et slags forhold, sålænge det er lukket og forment adgang for andre" jublede hun.
Hvad man ellers burde have af krav til et forhold, havde hun ingen ide om ...men tosomhed...og trofasthed, det var noget hun vidste at hun behøvede.
Hun fulgte trop og kørte begge hendes hænder gennem hans skønne hår...for pokker da...hun var jo faldet for ham...hårdt...det var vel på tide at stå ved det nu.

Stephens interesse for alt det andet omkring dem, forsvandt som dug for solen og pludselig ligende han en eller anden forårskåd hvalp der havde alt for meget energi. Så var det sgu lønningsdag! "Det er helt og aldeles lukket for alle former for indtrængende, både nordiske ekskærester og vilde fans man pludselig møder i flyet." Da Millicent havde begge sine hænder begravet i hans hår, kunne han dårligt flytte på hoved og valgte derfor at gribe ud efter hende, med begge hænder, og trække hendes mund ned til sin. Det blev et meget let og blidt kys, men han mente det var nok. Hvis deres forhold skulle vare længe, skulle det absolut også være jævnt fordelt med kys, ud over det hele!
Da tanken var tænkt, kom der straks billeder op i hoved på Stephen. Af ham selv siddende i en blomster mark med hver blomst som et enkelt kys. Hvor var han dog pludselig blevet kreativ ... og romantisk. Han mente ellers ikke han var sådan en romantiker, selvom han måtte indrømme at en smugle romantik da godt kunne finde vej til ham. Det var både klassisk og sødt. "Men nu vil jeg altså have noget at spise. Nu har jeg ydet, nu vil jeg nyde!" Det sidste var mest henvendt til ham selv og hans egen lille joke.

" Det lyder godt" smilede hun til ham og modtog sit kys.
Som altid fik hun en lille reaktion på at Stephen trak hende ind til sig...hun var begyndt at overveje om det var normalt?
Men hun nød det bare så meget,når han gjore det.
" Okay...mad....jamen..altsår lidt gullerødder til mig?" Forslog hun.Hvis Stephen kom med andet skulle hun nok kaste op endnu en gang.
"Hvis du skal ned... Gider du så ikke lige at tage min mobil med op?" Spurgte hun.
Hun ville bare lige tjekke om der var nogle nye sms poppet op.

Der var ingen grund til at kommentere gulerods gildet, men selvfølgelig vendte Stephens tanker tilbage til dem, imens han gik ned af stigen og gik i gang i køkkenet. Det endte med at han lavede et kæmpe fad med gulerødder til Millicent, med smeltet chokolade. Det havde han syntes manglet, før han til sig selv fik lavet noget der kunde minde om en sandwich. Med det hele balanceret på en bakke, gik han tilbage til redden og stak fadet frem til Millicent, sammen med den lille skål med dyppelse. Hans egen lille tilføjelse. "Spis løs." Selv kastede han sig over sit brød med indhold af forskellig slags.
Trods dagen havde fået en fæl skæv start, virkede det hele til at klappe let og elegant sammen i den sidste ende. Det genrede heller ikke Stephen, for nu kunne han endelig trække sin førsteplads i hus, efter lang tids kamp. Det føltes virkelig godt og der blev også kastet en del skæve blikke hen mod præmiehylden hvor præmiegrisen var og øflede gulerødder i sig.

En kæreste( Stephen) , gulerødder OG smeltet chokolade, inden for 15 minutter- hun ,måtte være kommet i himmlen!
" wow...det ser for lækkert ud det der" roste hun , da Stephen kom med dejlighederne.
Hun begyndte straks at dyppe ned i chokoladen, og guflede det i sig med største velbehag.
" En meget hyggelig dag, hva" hyggesnakkede hun lidt, da det var svært at lægge log på det boblende gode humør inden i hende.Nu var det ligesom tilladt at sige og vise ham...at hun rigtig godt kunne lide ham.Argh...det med ord...det var stadig svært.
Hun var godt nok hans...100% , men hun var jo stadig...Millicent.

Millicent var ikke den eneste der var ved at koge over af boblende glæde. Stephen havde det heller ikke helt dårligt, mens han sendte små blikke af sted, men mest af tiden var vældig optaget af at tygge til det knagede. "Meget hyggeligt." Erklærede han sig enig i, men så ikke op, ikke denne gang. Maden skulle jo nødig løbe nogle veje mens han nu var så optaget af den, det ville også give ham en lang næse. Da det hele var spist op, suttede han omhyggeligt fingrende af. I Stephens verden blev der spist når der var mad på bordet. Han var ikke van til at snakke mens han spiste, hvem skulle han gøre det til? Derfor var der ikke mange ord i ham, når han havde med mad at gøre, der skulle føres op til munden og tykkes godt og grundigt på. Det tog meget af hans koncentration, måske også fordi han slet ikke kunne spise og lave arbejde samtidig, det var han heller ikke øvet i.

Det ville nok gå hen og blive lidt....udfordrende i længden for Sephen, at være sammen med Millicent.Hun elskede at hyggesludre, og at det var med Stephen gjore det kun bedre, så hvorfor spare på noget? Imens hun gjore et pænt stort indhak i bjerget at gulerødder og den smelteðe chokolade, pludrede hun løs om lidt af alt og ingenting.
Men...hun ville gerne vide lidt om Stephens egne tanker om sangvalg til hende, hvilke var et af de måske mere intessante emner, udover ænder der fik ondt i maverne fordi de blev fodret brød med fuldkorn og de nye kunstige negle i akryl der var blevet SÅ moderne, og Millicent der ikke kunne fordrage den slags.
" -men...musik..hvad ville du vælge , hvis det stod til dig...og dig alene?" Spurgte hun nysgerrigt.

Så var Stephen på hjemmebane. Han brugte et par sekunder på at tænke over det, før han kom ned noget. "Der er jo masser af sange, så du bliver nød til at vælge hvilke genre du vil brede og fylde dig i." Han lænede sig mageligt tilbage og klappede sig på maven. Han var for mæt til at hjælpe Millicent af med nogle af hendes gulerødder, hvilke han måske også ville have gjort, hvis han havde været sulten til det. "Hvis du tænker på Lana Del Rey, så har jeg en hel del sange jeg ville elske at høre fra dig, men vi kan også gå hen i mere pop." Der var masser muligheder inden for musikkens verden. Man kunne forme og skabe den præcist som man gerne ville. Der var ingen hindringer, ud over sine egne ører der skulle kunne lyden. Helst. "Har du nogle forslag selv?"

Millicent lyttede nøje med...når det handlede om musik, vidste hun godt at han var bossen, men..ja...det punkt måtte Stephen så nyde, for hvem siger der ville komme flere punkter hvor han ' fik lov' til at være det på ?
" Jeg..har...sådan set mailet en liste til Nico...burde jeg have sendt den cc til dig?"
Hun så lidt fortumlet ud...ja, for fanden, det burde hun da have sagt sig selv hun skulle!
Nå...men måske Nico havde mailet den til Stephen, efter han havde redigeret og kommenteret på den? " Men ...h is du skulle fremhæve bare en eller to sange?" Spurgte hun igen...og undlod at besvare hans.Almindelig pop gad hun slet ikke, det skulle have en stemning....en aura...en sjæl...en sjæl med...kant!

Stephen kiggede overrasket op på Millicent. "Jeg har ikke fået nogle mail, men jeg sagde også at du skulle få det ordnet med Nico, jeg spiller musikken, du synger sangen." Det kunne blive en lang samtale at snakke om sange, for der kunne altid være noget med det eller det andet, så egentligt fortrak Stephen at undlade at komme ind i den. Det var nemmere med kun to meninger og han havde tillid til at begge partnere kom frem til et godt resultat. "Bare find på nogle sange du gerne vil synge, noget du føler noget for." Han trak i båndet så der kom en positiv kurve omkring hans mund.
Efter Millicent var blevet færdig med at spise sit kaninfoder, tog Stephen hendes fad og satte det ned i køkkenet, for derefter straks at vende tilbage. "Men selvfølgelig vil jeg gerne hjælpe hvis det ligefrem bliver et problem." Han dumpede ned i sengen og lage sig godt til rette, før han greb ud efter Millicent og trak hende ned til sig.

" fint nok...så er han nok i fuld sving...jeg brainstormede og valgte en masse sange, gav nogle links til dem, for inspiration til hvad jeg forstillede man kunne gøre med dem, så det ikke bare blev plagiat" smilede hun ....og så efter Stephen da han legede husalf.
Da hun var alene, begyndte hun at stille spørgsmål....mon alle engle var så søde og skønne?
Var det en engel ting eller en Stephen ting? Det måtte da være en Stephen ting, da det lå så dybt i hans personlighed...han var prototypen på en svider mor.Too bad hendes mor var væk.....ihvertfald under disse omstændigheder.
Stephen kom og væltede hende omkuld.
" Hej....forsigtig med mig" krævede hun og lagde armene omkring ham...hans liv for at kunne lege lidt op af siden på ham.

Det var ligesom at tage en kat. Først var den snot fornærmet og kort efter kastede den lykkeligt sine omkring en, muligvis ikke fordi den var glad for en, men fordi den ikke ville falde ned. "Jeg er så forsigtig med dig som du fortjener." Stephen kunne ikke helt skjule han kastede et blik på Millicent, et blik der ikke var tilfældigt men havde et eller andet formål. For Stephens vedkommende var det at undre sig over hvorfor hun stadig bar det næsten ikke eksisterende tøj og så selvfølgelig at nyde det. Masser af bar hud, hvem kunne ikke lide det, når man skulle være helt og aldeles ærlig?
efter et kort øjeblik at have slugt sig noget af hendes krop, Millicents, flyttede han blikket op til hendes ansigt. "Du er aldeles ikke helt skrøbelig, ellers ville du ikke være her men i en eller anden celle." Påpegede han og vendte sig helt omkring, så de lå med front til hinanden. "Men det betyder absolut ikke du er ønsket her."

" oh..virkelig...Jamen så er du nitro et eller andet glyserin forsigtig med mig, for jeg fortjener det nemlig meget" påstod hun med et kæphøjt smil.
Arh...Stephen punkterede den påstand med lynets hast, frække engel..og hentydede lidttil de ting hun havde været igennem.
Ja, det var sandt...hun kunne have nerver af stål..eller bryde sammen over noget der ramte hende i hjertet...sådan var hun jo bare.
Stephen omarrangerede lidt på dem, og Millicent kyssede ham på hagen.
Så satte hun et drillende udtryk op...et lidt..' Uhh det er mystisk ' agtigt...
" Jeg er ønsket her? Såå du har også lagt mærke til det? Spoookey" sagde hun på en historie fortæller agtig måde, inden hun hviskede og så sig omkring med store øjne...
" Det er huset, Stephen....det er huset...det elsker mig!"
Hun begyndte at grine.

Stephen sukkede højt og demonstrativt. "Millicent, du skal virkelig øve dig på det med at drille folk, find nogle bedre jokes." Han lage sin arm omkring hendes talje og trak hende helt ind til sig, så de gned op af hinanden. Den anden hånd lage sig som en forsikring ovenpå den anden. "Men hvis huset alligevel er så vild med dig, så skulle jeg måske smutte hjem?" Der blev plantet et kys på hendes næsetip, før Stephen slap og satte sig op igen. "Jeg tror helt sikkert det er fordi du går nøgen rundt. Det er noget den kan lide." Fortsatte han og gloede op i loftet. Det lød sikkert ikke helt underligt. Hvis han havde været huset ville han også bestemt have det på den måde. Glo på halvnøgne kvinder i smug, det ville han absolut ikke beklage sig over.

" Virkelig ..? Er mine jokes ikke gode?" Lo hun velvidende at de nærmest var rædselsfulde, lidt a la...de er så dårlige at man ikke kan lade vær med at grine.
" Nååå...så det du siger er, at det altsår er et kincky sommerhus vi har fået os her? ...burde du ikke have tjekket sådan noget inden du lejede det?" Skændte hun for sjovt.
Hun lod sig trække ind til ham og , sukkede lidt af tilfredshed...og bare for at drille gned hun sig yderligere op af ham, hvilke satte tankerne i gang hos hendes selv.hmm det var nu ellers ham der skulle drilles! Måske hun burde blive mere påklædt?