Take me away ~ Stephen

"Jeg troede sommerhuset var af hunkøn, jeg vidste godt det var kincky." Forklarede han med et tilfreds smil. "Men det skal jeg selvfølgelig nok huske til en anden gang." Stephen lod som om han skrev noget ned i håndfladen. Der var meget at huske og han ville med sikkerhed aldrig kunne huske det hele og blandt det der ikke blev husket, var hvilke køn huset han boede i var. "Men så kan du glæde os begge to, ved at løbe halv nøgen rundt, ingen klager fra min side." Drillede han fortsat og lænede sig ind over hende. "Måske kunne du tage mere af?" Hun måtte mere end gerne gøre det, men Stephen havde det også fint hvis hun var iklædt lidt tøj, ja selv hvis hun gik rundt fuldstændigt tildækket, så længe hun var der. Det var dertil også vigtigt at huske at det var hende der havde lagt op til alt seksuelt til deres ferie indtil videre.

" Jeg fortrækker nu også et hus af hunkøn næste gang...så kan vi rotte os sammen" små lo hun over deres i virkeligheden meget besynderlige samtale.Dejligt at Stephen kunne følge med i den lidt private form for humor hun ofte spredte omkring sig.
" synes du da jeg har for meget på? " spurgte hun med et ' ups jeg har dressed wrong' sjovt udtryk...ikke at hun lige havde planer om at smide mere, bare så han kunne ...kigge.

Det vidste Stephen ikke lige hvad han skulle svare til. Det ville ikke genere ham, men han kunne heller ikke rigtig få sig selv til at sige det. "Det må du selv afgøre, jeg vil ikke klage ved nogle af delene." Hvis han skulle sige mere, måtte han guide ham, for han vidste ikke hvad han skulle sige, hvis det var tilfælde. Generelt var han ikke af så mange ord. Normalt havde han ikke problemer med at holde en samtale på begge fødder, men det syntes pludselig vanvittigt svært. Han mente ikke at skulle sige en masse men måske var der noget der var glippet for ham. Han kunne aldrig vide sig sikker. Det var som at blive jagtet af et ukendt dyr, hvor man hele tiden skulle gøre det rigtige for ikke at blive overfaldet, forskellen var at det blot ikke var nær så ubehageligt. Langt fra.

Han behøvede slet ikke at sige noget.
Millicent var så glad, bare for at være her, sammen med ham....og for det indlysende, at de havde lovet hinanden at der ikke var plads til andre i deres forhold.Den tryghed betød alverden, og den viste hende også at Stephen var en reel fyr, der ikke kun ville more sig, men at han ikke var bange for det mere alvorlige ved at forhold.Det var mærmere Millicent,der skulle lære det.
Hun lod hænderne glide over hans ryg..." Du...j- jeg.... " hun rømmede sig lidt..." Der er ikke meget jeg ikke ville gøre for dig, Stephen" mumlede hun og lagde den ene hånd i hans nakke og trak ham ind til et blidt kys.

Det med spontane udbrud, det forstod Millicent sig rigtigt nok på. Det gav hun et fint eksempel på, da hun pludselig snakkede om at gøre noget for ham. Hvor i alverden det emne var kommet fra, kunne han godt tænke sig at spørge hende om, men Stephen mente ikke det var det rigtige svar at give hende. "Hvis du vil gøre mig glad og lykkelig, så behøver du heller ikke mere." Det lød både klæbrigt og romantisk i hans ørergang, men sandt var det og der var heller ikke tid til hverken at tilføje eller tænke over det. Måske havde Millicent planer om et diskret lille kys, men Stephen ville have mere og krævede derfor lidt mere, men ikke mere end hvad han selv mente var godt. gode kys, spredt ud over hele linjen, ikke nødvendigvis lange, formanede han sig selv. "Hvornår tænker du egentligt at flytte hjem igen?" Han vendte sig helt rundt, for at vende front imod hende. "Selvfølgelig må du gerne blive boende, men du har jo stadig din lejlighed og det."

Hun tog imod alle hans kys og gav ham et par i retur også.
Smilet legede på hendes læber, hvis hun bare gjore ham glad og lykkelig...så var han tilfreds.
" jamen...det lyder jo let, når du siger det sådan" drillede hun ....det at holde nogen lykkelige var nok det mest svære i hele verdenen.
Se nu bare...Millicents glæde pakkede sig selv sammen, meget hurtigt enda, ved hans næste spørgsmål.
Hvornår hun tog hjem? Hun kendte Stephen, han ville aldrig være grov...ikke direkte...han ville..spørge diskret...som nu.
Millcent måtte luge synke den lille klump af frustration der satte sig fast i hendes hals.
Men hun prøvede at lyde casual da hun svarede..." Arh...mon ikke jeg gør det, når vi kommer hjem?"
Egenlig gjore det lidt ondt inden i, over hasten med at få hende ud.Hun vidste da godt hun ikke kunne blive der, men alligevel.
Pludselig havde hun slet ikke lyst til at kysse længere.

Luften blev pludselig meget kølig og kold. Stephen kunne straks mærke der var noget der sad fast i hjulet. Han rakte frem mod hende og tog hendes hånd, som han lod blikket glide hen over, før han rettede blikket mod Millicents ansigt. "Det var ikke ment som at du skulle smutte." Forklarede han og lænede sig frem mod hende. Hans blik gled undersøgende hen over hendes udtryk, for at finde den lille tårn som hun syntes at have fundet og sidde fast i. "Du må blive så længe du vil, det glæder mig at du er der." Stephen gav hendes hånd et klem. Han kunne ikke rigtig finde den, men havde ikke tænkt sig at give op.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tro.
Han kunne sagtens have ment det lige præcis som hun troede, men da Stephen var en skøn fyr, ville han også kunne finde på at trække i land hvis han spottede at hun blev ked af det.
" Stephen...d-det er okay....jeg har jo et sted" forsøgte hun ...men en ny følelse...eller faktisk ikke helt ny, dukkede op og hun pressede hårdt til Stephen..
" toilet" kunne hun kun sige..og så håbede hun ved gud at han flyttede sig, så hun kunne spæne og snuple afsted , ned på toilettet...ellers ville hun kaste op, lige ned på madressen....og det ville ikke hjælpe på humøret, at all.

Stephen måtte erkende overfor sig selv, at han ikke troede en meter på hvad Millicent sagde, før hun pludselig kvækkede 'toilet'. Som havde han siddet på et katepultsæde, fløj han op og var lige i hælene på hende, da hun atter styrtede ud på toilettet, denne gang med en del flere tanker i hoved, end før. Blandt de klassiske med graviditet, kom denne gang et smut på sygehuset og stærkt efterfulgt af deres netop ikke helt afsluttet samtale om hvor hun skulle befinde sig, Millicent.
Ude på toilettet greb Stephen igen hendes hår og betragtede tavs pynten på toilettet, mens hun fik tømt sin mave. Stanken af bræk bredte sig hurtigt i det lille rum og fik det til at virke endnu mindre. Til sidst valgte han at åbne et vindue, da Millicent var færdig med at tømme mavesækken.

Endelig....endelig blev der ro i maven.Det var da godt nok utroligt...ud af det blå kom kvalmen bare.
Hun så ulykkeligt på Stephen.." undskyld...det ser ud til jeg har fået en virus af en art" sagde hun opgivende.
Kvalmen var væk for nu, det kunne hun bare mærke.
" Jeg tror jeg tager et bad...og børster tænder, vil du ikke godt kugge i min taske efter noger rent undertøj og ...et eller andet at hygge i...altsår tøj! " bad hun.
Herefter blev der skruet op for bruser...trusser og negliche, dalede ned og ramte gulvet...og Millicent trådte ind i bruse kabinen, bevæbnet med en tandbørste.

Det lød ikke helt tosset, men var ikke i fuld harmoni med Stephens tanker om hvad de burde gøre. Han lovede sig selv at hvis det skulle ske endnu en gang eller blive værre, så ville han egenhændig tvinge hende af sted, hvis det blev nødvendigt. De skulle ikke bruge natten på at løbe mellem toilettet og sengen, så hellere få en læge til at se på det. Imens han rejste sig op, kærtegnede han diskret Millicents kind, før han forlod badeværelset for at gå i krig med hendes kuffert. Sommertøj havde han bedt hende tage med og gud fader bevars, hvor var der meget! Selv havde han kun taget det yderst nødvendigste med, men Millicent havde jo taget en garderobe med. Hvad kunne man tøffe rundt og hygge sig i, som var en beklædningsgenstand? Efter næsten flere minutter, fandt Stephen noget og tog det med ud på toilettet, hvor han lage det på toiletbratte. "Har du det bedre nu?"

Badet bar dejligt forfriskende og skyllede al lugt og kedelig følelse væk.
Trætheden however, havde stadig hold i hende og hun var søvnig som et helt alderdomshjem.
Hun stod i kabinen , med et stort blødt håndklæde omkring sig, da Stephen vendte tilbage. Hun tittede frem bag forhænget og gav ham et træt smil " Tak sweetie ,nå du tog det sorte denne gang " drillede hun da hun snuppede undertøjet ind bag forhænget,
Smed håndklædet og klædte sig på.
" jo ... Kvalmen er helt væk, det er dejligt " svarede hun og tog en grå Adidas bluse og grå leder del af blødt stof på, som han også havde haft med, meget passende til lidt afslapning faktisk.

" det kan dog godt være at jeg bliver nød til atsnuppe en morfar , jeg er fuldstændig færdig
" indrømmede hun da hun trådte ud , og så sig omkring efter en børste til det frotterer hår.

Det kom ikke som en overraskelse. Når man ikke helt var på dupperne, blev man træt, det kendte alle, så Stephen nikkede kort før han forduftede ud fra badeværelset, hvor han lige kastede et blik på parfumeflasken. Han måtte virkelig huske sig på den. Da han var kommet ud, satte han sig i den første og bedste lænestol, hvor han faldt tilbage og kort lukkede øjne. Et træt, næsten opgivende suk klemte sig ud, mens han gloede på alt det mørke oppe under hans øjenlåg. Det var ikke specielt interessant, men det var næsten afslappende at se på. "Hvad med at du går op og sover nu, så finder jeg et sted vi kan spise i aften, med mindre du gerne vil være her?" Han slog øjne op og betragtede Millicent, da hun kom ud fra badeværelset, iført sit afslappet tøj og fint hår, der ikke lignede en høstak.

Hun strakte sig og svarede søvnigt.." joo...bare en halv time Stephen, så er jeg klar"
Så bukkede hun sig over stolryggen , kyssede hans kind og forlod ham, for at gå oven på og putte sig under dynen.
Satans til virus...den måtte gerne snart ære ude af kroppen....helt ude.
Millicent puttede sig godt og der gik ikke mange minutter, fær end hun var langt væk og sov som en sten.
I sine drømme havde hun en dejlig familie, sammen med Stephen.

-----------

Fem timer efter...

Millicent vågnede med et sæt...hvad i al verden var klokken?
- og Stephen....hvor var han ?

" Steeeeephen " råbte hun og lyttede efter svar...

Efter Millicent var gået til køjs, fandt Stephen sin fløjte frem og gik ud for at spille på den. Et godt stykke fra huset så den ikke skulle genere hende mens hun sov, men efter et par timer, begyndte han at undre sig over hvor meget hun egentligt ville sove. Efter at have sjokket vejen tilbage til huset, sov kvindemennesket stadig og han besluttede sig for at følge trop. Han besluttede sig for at ligge sig ind mod hendes ryk, hvor han lage en arm omkring hende og faldt selv i søvn, efter at have gloet lidt på Millicent.

Stephen vågnede ved lyden af sit eget navn der blev hylet ud i rummet. Søvndrukket famlede han sig vej op til Millicents mund, som han forsøgte at lukke. "Lad være med at råbe sådan. Vi er nogle andre der forsøger at sove." Han valgte med vilje at tiltale sig selv i tredjepersons flertal. Det var ikke noget han tænkte meget over, men han syntes alligevel det lød bedst. "Du sagde en halv time, ikke fem." Brummede han, efter at have tjekket uret på sin telefon, som efterfølgende blev smidt ned på gulvet igen.

Hans stemme trængte igennem hendes slørede drømmelignende tilstand, og hun begyndte langsomt at huske hvor hun var.
Underligt....hun plejede ellers altid at vide det, så snart hun åbnede øjnene.Det var som hendes søvn var ændret og hendes drømme mere tunge at trække sig selv ud af.

" mmmm....hvad siger du? Fem timer! Arh... Du må da have set forkert Stephen?"
Hun strakte sig og satte sig op.havde Stephen lagt sig til at sove sammen med hende? Hvor sødt.
" nå..." Gabte hun..." Fik du kigget på nogle spise steder eller har du sovet sammen med mig alle timerne?"

Spise stederne! Han begyndte at grine langsomt, med masse mellemrummer mellem he'erne. "Deet har jeg glemt." Han kiggede lidt op i loftet, før han satte sig op og fiskede telefonen op igen, for at stikke den op under næsen på Millicent. "Fem timer." Bekræftede han. Derefter smuttede han ned fra soveområdet og gloede lidt ud af vinduet, som om han pludselig ville få svar imens han stod der og gloede, og det skete faktisk! "Hvad med at vi bare smutter ud og går langs stranden til vi finder noget?" Han vendte rundt mod Millicent og rode rundt i håret, så det rigtig ligende en høstak af de helt store størrelser. For ham betød det ikke så meget hvor det var, så længe det var hyggeligt og det kunne hun selv klare, selv i en øde beton boks. "Men vi kan godt spise hjemme hvis du ikke er i humør til at spise ude." Stephen overvejede også selv om han ikke skulle benægte dem at gå ud for han måtte indrømme at Millicent ikke lignede en der var frisk til den helt store tur. Det var heller ikke nødvendigt, men ud at spise kunne godt være surt hvis man var syg og dårlig.

Hun lagde hånden på hans mobil og kiggede efter.Jo,den var sørme god nok.Fem timer!
Wow.
" Gud, det var længe...jeg må have haft brug for det" konkluderede hun stille .
" Arh...det er okay...vi finder da bare noget" gav hun ham ret..men så blev det hele lidt mere svært.
Det var jo ikke fordi hun ikke gad, det var jo vældigt hyggeligt også at spise ude.
Men...hun var en smule bange,Trætheden kunne hun sagtens bide i sig...for selv om hunhavde sovet i fem timer, var hun åbenbart stadig et fladt batteri..men det kunne fortrænges.
Det var mere...hvad nu hvis hun skulle kaste op..sådan lige pludselig? Så skulle de i hvert fald have et bord nær toilettet, ellers ville det aldrig gå.
Hun så et billed for sig, hvor der var opkast på både bord, Stephen og Millicent selv.
Hun blev helt bleg...
" Øh....det ved jeg ikke helt... Hvis vi kan sidde nær et toilet, så er det fint nok?"

Stephen vendte rundt og kiggede ud af vinduet. Det tog ham et par sekunder at beslutte sig og så igen at vende sig om. "Vi spiser her. Jeg finder på noget, lig dig op igen, så henter jeg noget mad." Han gav hende et kort smil og fandt sin pung frem. Efter at have fundet det nødvendige, sprang han i et par sko og forlod huset for at tage en halvtimes tid ved det nærmeste pizzaria. Da han kom tilbage igen, havde Stephen en stor familie pizza under armen og under den anden havde han en halv liter Coca Cola og en Light ved siden af. På et eller andet tidspunkt havde Millicent nævnt at det fortrak hun at drikke, det var sikkert under en af de ture hvor hun gik amok i sit small talk. "Så kommer pizzaburdet." Meddelte han og stak maden op til Millicent. Selv søgte han efter en pizza skære og kom derefter op til hende for at skære maden.

Hun lod han træffe beslutningen, og ja...mon ikke det var den bedste?
De skulle nok nå ud at spise...og imorgen havde hun det sikkert meget bedre, så var virusen nok væk.
" Okay..jeg venter.." Sagde hun...da han smuttede.
Hun brugte tiden til at bære service op...og finde en hel del sterin lys .De havde alle forskellig carve, højde og drøjde og blev stillet på nogle bakker...en tre fire stykker..rundt om på gulvet...lidt væk fra dem.Super hyggeligt.
Hun sprang Stephen om halsen , da han kom hjem.
" Jeg har savnet dig" sagde hun næsten i tåre, hvilke undrede hende selv....altsår hun havde da savnet ham...men til randen af tåre var mæske lige i overkanten.hun vidste jo han are lige var ude og hente mad.
Hun slap ham...modvilligt...og da de endelig satte sig med begge to....blev hun helt rørt...til tåre...da hun så han havde købt en light til hende.
" årh...tak'" mumlede hu og tog lige en hurtig gullerod, imens hun åbnede op for pizzaen, så Stephen kunne skære den ud.

Hygge forstod Millicent sig på. Det burde hun også, for Stephen var på ingen måde sådan et hyggedyr, hvis folk ikke selv gjorde det eller sagde han skulle gøre det. Da pizzaen var skåret op, lappede han et stykke over på hvor deres tallerkener. "Men lad nu være med at spise for hurtigt, hvis du alligevel ikke kan holde det inde i dig." Han satte sig op på madrassen og klappede ved siden af sig, for at hidkalde hende på ægte hunde maner. Han kastede sig i gang med maden, efter at have rykket maden så Millicent havde fri flugtvej til toilettet, hvis det blev aktuelt. Det håbede han ikke, for så gik den også på hospitalet/skadestuen. "Hvis du fortsætter med at være syg, tror jeg vi skal tage hjem inden ugen er omme." Påpegede han ud i luften, i forlængelse af sine egne tanker, der stadig summede omkring emnet, som en bi om sin bikube.

Glad kom hun på plads ved siden af ham, gad ikke engang kommenterer at hun ikke var et kæledyr, men nød bare at være så tæt på ham.
Hun havde skam bemærket, han nærmest havde ryddet vejen til toilettet for hende, og det bragte et smil frem.Hun kunne ikke mærke spor af nogen kvalme, så det var jo gode tegn.
" arh...nej....ikke noget med at tage hjem..det vil jeg slet ikke gøre tale om"
Hun satte tænderne i et herligt stykke, og gumlede løs." Ja ja ...jeg hørte det godt, små bidder"
Skyndte hun sig at sige, inden han ville bringe det op igen.
" jeg er helt frisk i morgen...du skal ikke tænke mere på det" lovede hun, da tanken om at afbryde turen , slet ikke ville acceptes.
Havde hun kendt til hans hospitals tanker, havde han nok fået en pizza ned af nakken...hvad skulle de dog undersøge hende for? De kom ikke en meter nær hende...med deres prøver.nææ nej.

Ikke overraskende virkede Millicent meget imod idéen, så Stephen lukkede munden omkring det og gumlede fredeligt videre. Efter at være blevet færdigt med det første, gik han videre til det næste, stadig uden at sige et ord. Han mente ikke der behøvede ord, de kunne tale bagefter og selv hvis han var blevet bedt om at tale, ville han ikke vide hvad han skulle tale om. Derfor blev han pænt siddende og gumlede og drak med jævne mellemrum. "Skal vi gå tidligt i seng så du kan få sovet ud eller hvad tænker du er bedst?" Alle mulige romantiske muligheder var der også, men hvis hun nu blev dårlig. Alt i alt var Stephen meget fokuseret på det med at Millicent var syg. Det var for ham meget vigtigt, men hvorfor skulle det også komme som en overraskelse? Hvis han ikke spillede, hed det Millicent på programmet.

" naaa.. Vi finder på noget..." Sagde hun.
Ikke om hun ville indrømme noget som helst nu.Millicent risikerede at blive pakket ned i sin kuffert og blive båret- og fløjet hele vejen hjem igen.
Hun spiste lidt mere... Og drak, som han...og fik så en fin ide..
" vi kunne aften bade? Hvad siger du til det?"
Det ville da være både afslappende og hyggeligt....og så kunne hun sove når hun blev gammel

lige så stille begyndte Millicent at minde Stephen mere og mere om en pige der stadig forsøgte at blive foran det store butiksvindue, til han gav sig, så hun kunne få lov til at shoppe løs. Hun forsøgte hele tiden at udskyde at de kom videre i programmet. "Nøgen eller påklædt?" Det var ikke helt hans mening at spørge om det, men den lå meget oplagt, lige på tungespidsen, så selvfølgelig skulle den bruges, især hvor han kunne fyre den af næsten før hun havde sagt sætningen færdig.
Stephen ville forsætte med at spise i tavshed, hvis ikke Millicent krævede et svar til sit small talk hun plejede at fyre af imens de spiste. Det endte ofte som envejs komminikation, men så længe hun ikke selv havde noget imod det, så havde han selv det også fortræffeligt med bare at lytte og høre hvad hun havde på hjertet. Også selvom det var noget med nogle akrylnegle.