Take me away ~ Stephen

"Jeg er ikke sikker på du vil vide det." Stephen gik i gang med at skrælle gulerødder og fandt derefter chokoladen hvor den var gemt hen. "Jeg mente også en lejlighed, tror ikke vi vil have råd til et hus, med mindre du smider alt tøjet foran fotografen." Han kunne lige forstille sig hvordan det ville se ud, men var sikker på hun aldrig ville gøre det også selvom hun fik en million. Huset var han dog sikker på de nok skulle få, men ikke før de først fik orden i økonomien.
"Vi køber ikke børne tøj før man kan se at du er gravid og ikke bare fed fordi du har spist så meget chokolade." Han serverede en fin dekoreret tallerken med en speciel blanding af chokolade og gulerødder som ønsket. Efter det var sendt til modtageren, gik han i gang med sit egen mad, som blev noget mere beskeden. Ikke noget stort, men en, måske to eller tre, toasts med smeltet ost og skinke.

" tag chancen!" Opfordrede hun.Det var jo nok en grund til hun havde spurgt, nemlig den at hun gerne ville vide det.
Hans undvigende svar, fik jo ikke lige interessen til at dale, nærmest det modsatte.

" Ja...jeg tænkte også nok det ville blive for dyr en omgang, men ....ja....hvis jeg smider tøjet så ruller der nok penge ind på kontoen, det var da en god ide du gav mig der! Jeg finder ud af noge liiige så snart vi er hjemme.Er du egenlig klar over hvor mange mande blade der findes?
Jeg har hørt at playboy har kig på modeller, helt nye ansigter...uuh....se det er lige mig.
Jeg ille da elske at posere uden en trevl på kroppen, og i....spændende stillinger" hun himlede med øjnene....mænd og deres gode ideer!

Hun modtog sin morgen mad og guflede med det samme imens hun kiggeð på mount everest , som hun døbte Stephens morgen mad.Man skulle jo tro at han var den gravide, med den appetit.Hun sendte han et stort smil...." Ingen baby tøj før det kan ses? Oh darling, du har virkelig ingen anelse om hvem du tager på shopping med" Millicent havde bestemt ikke tænkt sig at vente med den del...ikke helt.Og da hun led af en helt vild god forbrændningsevne og ydermere også kastede alt op hun spiste, eller meget af det, mente hun det var al for urimeligt at vente til det kunne ses. Der ville gå en evighed ved typer som hende....hvor andre igen fik mave efter nogle måneder.
" har du en snor du kan sætte mig i ?" Drillede hun , og kendte svaret på det, så ergo kunne han ikke holde hende væk fra babybutikkerne.

Stephen tog straks for sig af retten, der stadig dampede og brændte hans fingre. "Du vil ikke blive glad for det." Han kiggede lidt ned på sin mad, som hurtig blev til en halv og derefter forsvandt. Derefter gik han i gang med den næste og dumpede ned i sofaen. "Min mor hedder ikke Jessica i virkeligheden, det er kun hvad der står på hendes ID." Han trak en smugle på skulderende som om det ikke rigtig var noget. "Hun hedder rigtig Laura Willins men da hun var stoppet med at vokse i en hel del år, skiftede hun navn til Lisa, Maria og nu så Jessica." Han fik sat endnu en toast til livs, før han kiggede op på Millicent. "Min far vil sikkert præsentere sig som David, men hedder rigtig William. Kan ikke lige huske efternavnet." Det med ikke at vokse fysisk var et lille problem, men et hele Stephens familie havde fundet ud af at løse og han ville gøre samme eksempel, hvis han fik muligheden og det fik han nu hvor de skulle besøge hans forældre. Det var hundrede gange lettere med to der allerede vidste hvordan det kunne gøres og betalte.
Efter den sidste toast var spist, brød Stephen op og smuttede ud i køkkenet. "Inden vi tager ned i byen og køber ind, finder vi lige en dyrehandler så jeg kan få købt et halsbånd eller en sele, samt en snor." Nej ingen snor, men det kunne han hurtigt rode bod på, hvis det blev nødvendigt. Han gav Millicent et kort smil og begyndte at rode efter sin pung og telefon.

" bryder mig om og bryder mig om...sålænge det ikke omhandler bordeller i thailand, så klarer jeg det nok" sagde hun kækt, men smilet stivnede alligevel en smule da hun blev bekendt med indholdet.
" Så....det er navne skift du er ude efter." Det var ikke et spørgsmål, hun konstaterede blot.
Han havde ret, det var absolut ikke et favorit emne.Hans forældre , uanset navn , betød ikke så meget , for hun ville jo lære dem at kende som David og Jess....gudskelov skulle hun ikke sidde og sige William hver anden sekund,det ville vække al for mange minder frem som hun ikke behøvede lige nu.Men at Stephen skulle hede noget andet, deeet var hun ikke vild med.
Men hun var advaret, han havde sagt det for længe siden.
" oh?.... Dét ! " sagde hun lidt mindre kækt og nikkede.
" Ja..øhm...det må i jo så finde ud af, men du får ikke lov til at hedde Edelhardt eller sådan noget" hun forsøgte at lave lidt sjov ud af en ømtåleligt emne.Det var da også nederen for ham.
" Men Stephen....din karriere?!" Sagde hun slukøret.Han var jo kendt og levede af hans musik.

Millicent spiste op og efter en lille hurtig tur på toilettet,hvor hun friskede sig op...snuppede hun sin taske og tog en slags blazer jakke i sort på, og hendes høje sorte sko.
" En dyrehandel....årh please!" Himlede hun op.
Hvis han troede han kunne styrer hende uden om en børne butik, så led han da af vrangforstillinger.
" kom så..." Hun smilede og gled ud af døren.

----------- tidsjump------------

Stephen styrede dem lige hen til det nærmeste supermarked, hvor han stak en vågn i hænderne på Millicent. "Nu tager du den og følger efter mig og går ingen steder." Bestemte han og fik hen for at hamstre gulerødder og derefter chokolade, for til sidst så at smide mad i vognen til sig selv. Lidt forskelligt af hvad han fandt interessant. Han havde ikke set nogle baby afdelingen og da han også var sikker på der ikke var noget baby tøj i butikken, slap han hende fri, ved at overtage vognen. "Find hvad du mangler, hvis du mangler mere og så tager vi fem minutter i en børne butik men absolut ikke mere hvis jeg ikke skal skifte navn til ... det du sagde hjemme i huset." på den måde prøvede han at afpresse hende, bare en lille smugle.

Hun trissede pænt efter med vognen, meget lydig og uden nogen form for brok.
Det i sig selv burde have vække Stephens mistanke.
Da hun fik ' fri leg' pilede hun første ned og fandt et par dvd film, som man umuligt kunne leve uden, en grå neglelak, nogle selvsiddende strømper i champagnefarvet, en lille billedramme, et uge blad, Bogen om Baby, bogen ' Når du skal være mor' , bogen ' de første år' og en bog om Navne. Hun forsøgte at se helt naturlig ud, som hun ikke havde hentet niget særligt, da hun igen fandt Stephen." Ja..øhm..så jeg også klar" , meddelte hun og trak ham og vogn mod kassen.

I flere minutter gloede Stephen idiotisk på alle de ting Millicent havde fundet, før han sukkede højlydt og skubbede vognen hen mod kassen. "Jeg kender dig ikke." Mumlede han ud af mundvigen, smed varende op på båndet og betalte. Hun havde købt så meget, især bøger, at de sikkert umuligt kunne komme hjem, så efter at have givet hende så mange poser som han var sikker på hun lige kunne slæbe af sted, tog han de andre og gav hende et smil. "Nå, men skal vi ikke komme hjem, vi kan næppe bære alt det her videre ind i byen vel?" Endnu et voldsomt stort smil, før han satte kursen imod vejen i stor iver for at komme så langt væk fra centrum af byen, som overhoved muligt. Jo længere de nåde, jo tætter på huset kom de og jo tætter på sikkerhed. Han bad til guderne om at de ville være med ham, men han kunne tvivle voldsomt.

Hun gennemgik ukoncenteret madindkøbende, imens Stephen sundede sig hendes lille beskedenudvalg, der snildt kunne havde været langt mere ihærdigt.
" Du kender mig ikke? Jamen.....fyyyhh Mr.Samson sådan at gå og gøre fremmede kvinder gravide" skændte hun en smule højt, med vilje og en gammel dame med rollator og støttestrømper,sendte Stephen en eget sigende elevatorblik, da hun i det samme skred forbi på de usikkre gamle ben.
Millicent fnisede og gik med op til kassen.
Bagefter ,udstyret med poser ændrede det muntre udtryk sig dog en smule, da Stephen nærmest hastede hjem af.Først tog hun et par skridt efter ham, men så stoppede hun op.
" Argh.....nu..." Begyndte hun tøvende....for det var da ikke helt aftalen , som hun huskede den!
" Jeg mener nu der var noget med fem minutter i en børne butik...og jeg kan altsår godt bære lange mere, af den slags" ikke om hun ville hjem.Hun havde lige fundet ud af hun ventede barn, dagen forinden og hun ville købe baby tøj! Hun lavede en surmulende trutmund til Sephen.

Uden at stoppe, svarede Stephen hende over skulderen. "Du har købt nok til hvad der svare til fem minutter i en børne butik og vi har jo ikke uendelig med penge vel, med mindre du vil sælge din lejlighed. Du får ikke en krone fra mig, før du har fået mave og det blik den gamle dame gav mig var ikke spor sjovt!" Hvis de skulle lege trutmund, kunne han også. Han stak næsen i sky og fortsatte uden et sekund at sænke farten. Hvis de skulle fortsætte med at løbe i børneforretninger i ni måneder ville han dø før hendes mave fik form, det var han sikker på og han var nok ikke den eneste der ville dø i det slag, hvilke han dog var lidt mere usikker på. Hvis Millicent fik mave, ville hun sikkert blive hurtigere træt, så der var endnu mindre tid i butikken, for selvom Stephen ikke havde noget imod de købte noget til ungen, mente han stadig det var for tidligt, især når de endnu ikke kendte kønnet! Tænk nu hvis man købte en lyserød kjole til en dreng, det ville han aldrig selv gå, aldrig i livet og det skulle hans søn så absolut heller ikke.

Hendes læber formede et ' oh' men hun sagde ikke noget...først.
Så fik hun fart på da Stephen ikke standsede, og åbenbart ikke ville i dialog omkring det.
Ikke en ordenlig dialog i hvertfald..en der endte med han gav hende ret.
Nuvel...men hun havde ikke tænkt sig at stoppe allerede...
Hun myldrede op på siden af ham..." Men Stephen" begyndte hun en smule klagende og sikkert virkelig irriterende..." det var jo ikke en børnebutik...og jeg glæder mig sådan...bare en lille ting...bare nogle sokker? Bitte bitte små sokker ?" Hun blokkerede hans vej,ved at stille sig foran ham...kyssede ham på munden og ud af munden kom.." Jeg sælger lejligheden, promise!"
* hey! Hva var deeeet ?!*

Som en overbærende storebror, gloede Stephen på Millicent, der ivrigt forsøgte at få ham til at vende sig om, men det kunne hun godt glemme alt om, især hvis det stod til ham. "Vel er det da så, hvad vil du så kalde det?" Han gik endnu et par skridt før hun stoppede ham og stod foran med pet par kys, der ikke skulle have lov til at virke. "Små bitte sokker, jaja, men det er tredve par af dem og før vi får os set igennem dem alle, er det blevet jul." Han trådte til side og fortsatte sin gang, til hun kom op med sælge lejligheden. Han hævede beggen bryn i en spørgende mine. "Det er jeg ikke sikker på du gør, for hvem har egentligt sagt jeg overhoved har plads til dig, et barn og en kat? Det kan godt være jeg har sagt jeg vil være din partner for evigt og alt det stads, men ikke noget om at vi skal bo sammen vel." Han gav hende et tilfreds smil og fortsatte så, på samme overbærende måde som før. "Kom nu, Aterswell har sikkert bedre baby butikker, plads vovse."

" det var da bare et supermarked...og det ved du udmærket...der var hverken baby tøj eller rangler eller små sutte" klagede hun.
Men ingenting synes at hjælpe.
Hun mente selv at sælge lejligheden, var et meget optimistisk og ret så generøst løfte, så Stephens svar kom noget bag på hende...og hun tabte mæglet.
Ganske forfærdeligt blev ordene væk, og hendes glade fornemmelse der ellers dansede rundt, blegnede for så endelig at visne helt bort.
" Ingen...Stephen....naturligvis" fik hun endelig svarte, imens hendes blod langsomt frøs til is .
Hun måtte have misforstået noget i aftes...men en ting var komplet sikkert, ikke om hun ville trænge sig ind på ham, med sin kat og sit barn...og hell no om hun ville sælge sin lejlighed.
Hun ville blive der nu... Så kunne han brede sig og lege partner og al det stads .
" Fint!" Var alt hun sagde.Hun gad slet ikke dele den opevelse med ham, mere.
" faktisk..." Hun stoppede hende tre poser over i favnen på ham, så han dårligt kunne se.
" så ses vi bare hjemme i huset... " hun vendte sig om og gik mod byen...fanden tage den mand, hun skulle vise ham helt precist hvor ulydig en ' hun' hun kunne være!

Endelig gav Millicent op. Stephen kunne næsten have hoppet af glæde, men undlod det. Vind og tab med samme sind, det var jo det man sagde, men ordsproget kom aldrig til sin fulde ret, før hun havde smækket sine poser i favnen på ham og drejet rundt på hælen, for at komme af sted. Åh gud, nu havde han gjort det igen. Tænk det skulle være en kamp ikke at være for overbevisende eller en kamp for at have en hel dag hvor de ikke behøvede at at vende hinanden ryggen af den ene eller anden grund. Det var imponerende, så svært mente han ikke det havde været før og hans forældre havde aldrig haft samme ture. Tvivlen begyndte at nage i ham, imens Stephen gloede efter Millicent, uden rigtig at vide om han skulle løbe efter eller tage hjem.
Efter længere tids tavs tænken, satte han poserne fra sig, men ikke for at løbe efter hende. Det kunne han ikke nå og der var heller ingen idé i at lave en scene midt ude på vejen. Det var jo ikke Romeo og Juliet de var i gang med at indspilde. Efter at have skrevet en sms til Millicent, tog han igen poserne og fik sig en taxa hjem. Det ville blive for tungt at slæbe det alt sammen hele vejen. Gulerødderne var for tunge og bøgerne lå heller ikke i den lette ende.

VIL GERNE SNAKKE MED DIG NÅR DU KOMMER HJEM.

Hun spadserede afsted uden at se sig tilbage.Hvis hun gjore de, kiggede efter ham, ville hun ikke længere være istand til at forsætte uden ham.
Som altid havde hendes temperament fået det bedste af hende, og hun for afsted på egen hånd, for at bevise en eller anden idiotisk pointe.
Hun fandt den da også, Marleys baby gear, men af en eller anden årsag virkede den ikek attraktiv for hende lige nu.Istedet følte hun sig så træt som en på 80. Det var også de pokkers hormoner.Hun havde læst at mange var meget trætte , især de første tre måneder men også i længere tid.
Hendes mobil bibbede og hun fiskede den frem.Hun blev lad da hun så afsenderen....indtil hun læste.
Oh...han var sikkert sur nu.Bare hun ikke havde fornærmet ham.
Nej...det var ham der havde sagt noget ...dumt.ikke hende!
Hun gik ind i butikken....købte en hagesmæk i hvid med sort tekst der sagde' I love my dad',
men hun var ikke glad...hun savnede Stephen,de burde have delt dette.Hvorfor forstod han ikke at....at hun bare var lykkelig...over de skulle have et barn? Det ar jo bare en måde at fejre den gode nyhed.
Men...måske var det det....måske var den ikke god for ham, han lod som om, for hendes skyld.
Hun betalte ,imens tårene pressede sig på og med sin lille pose knuet i hænderne ,sms hun i retur.

Er på vej hjem
-Millicent

--------lille tids hop---------

Døren knirkede svagt, da hun trådte indenfor ...sparkede skoene af og gik over til sofaen hvor hun satte sig med benene oppe.
Damn vejen hjem havde virket 8 gange så lang som da de gik ud.

En sky af damp stod ud fra badeværelsetsdøren som var det en anden sauna. Ud af den trådte Stephen, fuldt påkllædt og med fugtigt hår hår strittende ud til alle sider, til det kom sig over turen med håndklædet, der lige så nydeligt var blevet hængt op i det dampende lokale. "Købte du noget?" Han gik hen og satte sig ved siden af hende, med blikket glidende hen over hendes ansigt. Han skulle lige finde en passende intro, selvom han allerede havde gjort det mindst hundrede gange imens han havde ventet på hun kom hjem.
"Undskyld." Det lød som en både elendig og fantastisk start. Så var den ude af verden. "Du ved hvad jeg føler for dig." Så var stien da lagt. Romance på højeste plan. "Jeg har sagt jeg vil have det barn og det ændre jeg ikke min mening på, heller ikke når du bliver stor og rund." Godt, så blev der sat en stopper for det, det skulle nødigt ende med at de druknede i det. "Selvfølgelig skal du nok få lov til at shoppe amok med alle de baby rangler du ønsker, men jeg er ikke noget shoppe dyr, kun når det handler om mad." Store skridt, fra dyb romance til humor, mon det holdt? "Mennesker laver og har fejl og det gælder også engle, bortset fra at alle de fejl de har udenpå er indeni." Interessant, sikke noget filosofisk ... pis. "Åh, sig jeg skal stoppe."

Det stak hende i hjertet, da hun så ham komme ud...sådan der.
Det var bare for ...unfair.
Millicent sukkede tingt.Han lignede jo for helvede en man kunne og burde æde med hud og hår.
Det fugtige strittende mørke hår , gjore ham drenget og lidt rebelsk, hvorimod når han redte det tilbage, var det en mere moden og kontrol agtig fyr.Begge dele elskede hun, begge sider af ham.
Havde hun købt noget? Burde hun sige nej? Hendes øjne klæbede til ham,og hun tvang dem til at møde hans..." Kun en...hagesmæk....den var ikke dyr " skyndte hun sig at sige.
Hun holdte vejret , da han begyndte....sad og ventede på det lille men og da det ikke kom, trak hun vejret igen- hvilke nok var rimeligt heldigt for både hende og Virus- hun nikkede...* åh gud...jeg ville også dø langsomt og længe hvis du ikke ville Stephen*
Millicent smilede,da han have tillagt ' selv når du bliver stor og rund.." okay" svarede hun, lettet over den retning samtalen tog.
Oh...han var igang med at undskylde.Langsomt begyndte hun igen at tro på det hele..." Jeg behøver ikke købe meget" mumlede hun indskydende, og vidste godt hun var hurtig.Mange købte ingenting de første tre måneder, der var risikoen for at abortere nemlig størst.
Det med fejl udenpå og inden i , fangede hun ikke helt..og så lidt forvirret på ham...så bad hende hende stoppe ham.
Millicent smed den lille pose fra sig, og fløj om halsen på ham.
" stop! " kommanderede hun og pressede sig ind til ham, og med sine læber nær hans øre, talte hun hurtigt og len smule lavt.." det er okay, vi snupler alle over ordene ind imellem, Stehen"
Hun slap ham ikke med snusede istedet ind, med næsen mod hans hals.Mmmm, han duftede dejligt.
" D-det er også bare...alle de hormoner de flyver rundt..og mine følelser flagrer også bare afsted...undskyld,sweetie...jeg skal nok lade vær med at efterlade dig på gaden" små snøftede hun og med et lille skævt smil sagde hun " tænk hvis du ikke kunne finde hjem en dag!"

Stephen sukkede lettet, da Millicent bad ham om at stoppe, godt nok på hans egen bøn, men den var der alligevel. Han lukkede øjne og lage hoved tilbage mod hendes arm som om han var udmattet, hvilke han også var, bare ikke fysisk. "Tak." Mumlede han uden at kigge på hende. Han lå ganske fint, til hun pludselig begyndte at drille ham. "Så ville jeg flyve hjem." Han kunne ikke forstå hvorfor de skulle snakke om det, det var yderst mærkværdigt emne. Han lå og havde det så godt, hvorfor så ødelægge det hele?
Kort åbnede Stephen øjne, for at finde ud af hvor Millicent var, før han igen lukkede dem og trak hende ind til sig, hvor indsnusede hendes duft ved halsen, præcist som hun også gjorde, men han holdte hende inde til sig, bare for at have hende. "Vi køber dit baby tøj senere og så finder vi noget mad bagefter, middagsmad, men lige nu bliver du bare her." Med et fast greb diagonalt over Millicents ryg, trak han hende ned i sofaen og lage sig tæt op af hende.

" Stephen..du behøver ikke takke...det er kun fordi jeg har den her udefinerbare klump af usikkerhed inden i mig at jeg reagerer sådan.Du må lave 1000 fejl om dagen, det gør jeg jo også...det eneste jeg har svært ved at håndterer er...når usikkerheden gnaver i mig, alt andet kan ikke slå mig ud...d-det var det med lejligheden...det....nå, lad os lade det være." Lød det blidt, da hun blev trukket ned og Stephen lagde sig tæt op af hende.
" Eller vi gør det en anden god gang...Virus får ikke brug for det forløbig....bare jeg har dig " mumlede hun igen en smule berørt af det hele.
Ja....hun havde temperament, det havde hun før hun blev gravid - og det ville hun havde bagefter, men hormonerne der bimlede rundt nu, gjore det bestemt ikke bedre, hun havde lettere til tåre, det kunne hun godt selv mærke.
Hun lagde et ben lidt hen over hans og en arm omkring livet på ham.
" Du er virkelig stædig når det tager dig , Stephen.....men fortæl mig nu....hvad tænker du at ændre dit navn til? Og er det begge eller kun efternavnet?"

Sikke munden kørte på den kvinde. Imodsætning til aftenen før, fandt Stephen det ikke irriterende, men ville ikke have noget imod hvis hun bare lukkede munden. "Jeg vil helst undgå det, men jeg bliver nok nød til det. Hvad ville du have jeg skulle hedde?" Han kiggede op på hende, kort. "Stephen Cooper?" Han syntes selv det lød underligt, smagte forkert, men nævnte det ikke. Det handlede sikkert bare om tilvænning på højeste plan, så skulle det nok gå.
Hvis Millicent ville bryde ud i snak igen, ville Stephens hånd ligge sig over hendes mund, mens han bad hende om bare at tie stille, kommunikere med ham lydløst, igennem kroppens sprog. Alt det snak gav ikke altid nytte og når alt skulle frem fortrak han stilheden, i hvert fald nu. Hvis han fik den, ville han liste sin hånd ind i Millicents og langsomt kærtegne den med sin egen. Komminikation, tavs.

" Hvad du skulle hedde ? Det har jeg ingen ide om, jeg..øh kan nu godt lide det du hedder, men Stephen Cooper ? Lyder det ikke lidt som en tryllekunstner" smilede hun og begyndte at snakke om en lyshåret en af slagsen, med et meget grimt halvlangt bølgende hår.Han havde en gang tryllet et hus væk OG blevet halv spist af sin tiger! " Hvad...." En hånd lange sig over hendes mund,og hendes øjne blev store.
Kommunikerer gennem kropssprog? Hvad mente manden nu? Skulle de elske...nej nej...da ikke igen? Hun glippede med øjnene et par gange da hans hånd forsvandt og slap hendes mund fri- og istedet begyndte at nusse hendes hånd.
Millicent lukkede øjnene.....her var så dejligt...roen og stilheden...hun kunne godt høre det, nu hvor der var helt stille.Hun borede snuden ind i hans hals ,kyssede ham og sukkede tilfredst,imens hun begyndte at lade trætheden farve hende og automatisk sænke vejrtrækningen en smule.

Så kom der freds i guds hus og den oprørske kvinde fik endelig lov til at hvile, ligesom hendes ledsager, der nød stilheden og at lytte til hendes beroligende åndedræt, så meget at han næsten selv stoppedem ed at trække. Næsten som om han var bange for at han larmede, åbnede han øjne meget stille og drejede hoved så han kunne kigge på hende, Millicent, som syntes at være hans yndlingshobby. Langsomt gled hans hånd til hendes kind, hvor han lod den glide hen over hendes kindben. "Du ved, man siger at et billed kan sige mere end tusinde ord, så egentligt er ord meget fattige." Begyndte han at filosofer højlydt, men stoppede så op for at fortsætte inde i sit eget hoved, med sin hånd nede på Millicents talje.

Hun åbnede sine øjne, meget langsomt da et kærtegn strejfede hende kind.
Var det så let at blive lykkelig?
Ja, for hende var det...
" hmmm...du kan vist rigtig godt lide mig....tavs" hviskede hun op til ham, og forsøgte bagefter at strække sig op, så hun kunne nå hans læber og indkasserer et kys.
Hun mærkede hans hånd på hoften og lod sin egen ligge sig oven på, hvor hun begyndte at nusse rundt på den.
Hun havde en vidunderlig afslappet følelse i hele kroppe, næsten som hvis hun havde drukket, men det havde hun ikke.Ingen vin eller anden med promiller, forløbig.
Hun log hånden glide op af hans arm , og ligge sig på skulderen.
" Edelhardt Liberkind?" Forslog hun som navn, med et drillende smil.

"Jeg kan i hvert fald godt lide når du ikke forslår navne som jeg slet ikke selv kan udtale." Brokkede han sig, men smilede nu alligevel. Bare lidt. "Hmm, hvad var det ham der tjeneren hed, det der underlige navn?" Stephen lage sig til at tænke så det bragede, men han kunne bestemt ikke huske det. Til sidst opgav han. "Det må gerne lyde som en helt, men ikke Peter Parker." Han skød brystet frem så godt som han kunne i sengen. "Jeg er jo en engel og kan lave mere end bare lyskugler." Forklarede han stolt. "og så har jeg en skøn kæreste." Han trak sig op over hende og kiggede ned på hende med et bredt smil der truede med at splitte hans kæbe fra rasten af kraniet. "og hun er angrebet af små Virus hormoner." Smilet blev på imponerende vis endnu større, før han det forsvandt i et kys, som han skænkede til sin bedre halvdel.

Millicent lo.
" ja....det var et værre navn, men lige nu kan jeg ikke huske det.Det dukker nok op.
Vi må tænke på nogen Bilbo Cooper er heller ikke tosset?" Årh...hun ville ende med at drive ham til vanvid med håbløse navne , inden ferien var omme.
" Mere end lyskugler?.... Nå ja...air America" drillede hun og skuttede sig af glæde da Stephen var over hende og kyssede hende.
Hun stak prøvende sin tunge lidt ud, usikker på hvor meget kys han ønskede, men hun havde svært ved at holde sig fra ham, når de lå sådan her.
Så afsted farede den og lempede sig ind mellem hans læber, som hun kyssede nærværende og med en smag af kærlighed.

Der blev taget imod med udbredte arme. Ivrigt åbnede han munden mere for hende og lod hende gøre hvad det nu var det hele gik ud på. Selv lappede han ivrigt hendes smag sig, som en anden kat eller hund. Med en sikker hånd på hendes ryk, trillede han om på sin egen ryk, for at der ikke var nogle risiko for at de skulle vælte ned på gulvet. på den måde kunne han også få sine hænder fri, til at lege med hendes hår, som han pludselig mente skulle undersøges. Blødt og let, med Stephens hårviden helt perfekt, men hvis man gik efter den ville man også blive guidet grueligt forkert. Et stille suk forlod ham, mens han lod armene falde ned og lod så Millicent lege videre, alt hvad hun ville, han skulle nok lege med, bare uden at kvæle livet ud af hende.