Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Stephen ville være døset hen hvis det ikke havde været på grund af de millioner af fluer der fløj rundt i hans hoved og næsten gav hovedpine. Da han endelig fik besked på at han kunne komme ind til hende, sprang han op, alt for hurtig, men ignorerede at det starks begyndte at sortne for hans øjne. Det lykkes ham med nød ikke at brage ind i en ældre kvinde, der ellers normalt ville have været meget let at styre udenom.
Først da han kom ned på hendes stue, satte han farten ned og gik stille ind, hvor han trak gardinet til side. Først en lille smugle, for at sikre at det var den korrekte, hvilke det til alt held viste sig at være. Han skubbede forhænget til side, så han kunne komme ind til hende. "Hvordan har du det?" Blev den første replik han fyrede af, da han ikke kunne komme i tanke om noget der var bedre til lejligheden. Forsigtigt lod han en finger stryge ned af hendes kind, med en blid og let bevægelse. Til sidst lænede han sig ind over hende og pressede deres læber sammen. Hårdt og krævende.

Hun vidste det var ham...alene på lyden af hans fodtrin.
Kun en let sitren af hendes ene hånd, afslørede hun hørte gardinet blive trukket fra.
Millicent overhørte hans spørgsmål.Hvordan hun havde det? Gav ordet død inden i nogen mening? Hvad kunne hun svare.Hendes øjne fyldtes med tåre, da han strøg hende over kinden, men da han kyssede hende...var hun ikke forberedt, og hun rakte hænderne op og ville skubbe ham væk.
Væk....
Babierne....
Hun havde ikke passet godt nok på dem...hvordan kunne hun dog svigte på sådan et afgørende punkt.Hans børn....
Deres babier
Hendes børn.
Tankerne kørte i tomgang, og hun rettede hendes øjne mod Stephen , som så hun ham først nu...de var næsten mere mørke end isblå...." Jeg synes du skal gå hjem...nu" lød en meget udtryksløs stemme.
Millicent havde fået en del morfin og beroligende medicin, da hun var kommet til at knalde lægen en på hovedet, da han havde bragt hende ' diagnosen' .

Stephen veg tilbage da Millicent gjorde modstand. Han forsøgte at se upåvirket ud, selvom det absolut havde en effekt på ham. Han stod tavst og kiggede på hende til hun selv brød tavsheden med noget der kun virkede som salt i såret. "Har lægerne sagt noget?" Forlangte han at vide. Han ville vide det, det mente han at han havde alt absolut han kunne få lov til at høre og hvis ikke hun ville ud med det, ville han selv opsøge lægen.
efter at hav fået sit svar, slog han sig ned på hendes sengekant og kiggede på maden på bordet, uden at sige et ord. Tankerne slog igen knuder på sig selv, især med den nye information. Enten hvad der var sket med børne eller også at hun ikke ville sige det. Begge ting ville ikke give gode mavefornemmelser. Da tankerne var lagt pænt til side, trak Stephen vejret dybt, kiggede på Millicent uden fortsat at sige noget. Han kunne ikke finde på hvad han skulle sige og hun virkede ikke tilfreds med hans første bud. Måske skulle han bare dappe af. Det ville på den anden måde heller ikke hjælpe noget, så han gjorde en mellem ting eller så langt var han kommet i sine tanker, men kom aldrig op at stå.

Hendes hjerte frekvens blev kraftig øget , ved hans ord...ved hans spørgsmål.
Men uden på kunne det ikke ses, hvordan hendes indre- trods heavy morfin dosis- racede afsted.
Hendes øjne forblev foruden liv, bare mørke ...som et stort tomt hul.
" Der er et barn mindre nu" svarede hun følelsesløst.Han havde vel ret til at vide det, Stephen.
Han ville finde ud af det alligevel, og han skulle jo også igennem en eller anden form for sorg, men for nu....for nu kunne hun ikke forholde sig til noget.Hun var simpelthen bange for at hun gå i millioner af skår , hvis hun tillod sig selv en reaktion.
Hun blinkede langsomt...vidste ikke om det var godt at at Stephen satte sig eller om han burde gå.Forsvinde...som barnet....som børnene.For der var mere....
Hun sagde mekanisk,uden spor af tåre..." Der er ingen garanti for den sidste vil klare det.Risiko for abort er overhængnede stor...siger de" hun sad som størknet....der var vel også en grænse for hvor mange tåre man kunne udgyde , og at dømme udfra de sorte rander under Millicents øjne,og de hævede øjenlåg, havde hun brugt sin ration, inden Stephen kom ind.

Stephen sad tavs og lod informationen synke ind, før han tog en hurtig beslutning og pressede sin egen sorg og frustration tilbage. "Du er i live, det er det vigtigste for mig. Jeg kan give dig alle de børn du ønsker sener." Han var ikke helt sikker på om det nu også var helt sandt, for Millicent kunne godt have et behov for tolv børn og det havde han absolut ingen intentioner om at få, men at begrænse det nu, var ikke det gode valg.
"Vil du have jeg skal gå eller blive?" Hvis hun ville have han blev, gjorde han det, men hvis han skulle gå, blev det kun om på den anden side af forhænget, hvor han havde set en stol han ville kunne slå sig ned i. Trods den var af plastic og på ingen måde virkede specielt komfortabel, ville det blive hans endestation hvis han blev sendt ud. Hvornår han så ville vende snuden hjem, ville være afhængigt af hvordan Millicent ville klare sig.

Nogle trækninger viste sig ved hendes øjne.Små muskler der sitrede og viste hun reagereðe på hans ord.
Hun mærkede ham i sit hjerte, men kunne hun holde det ud...at bære tæt på ham, hvis barn hun ikke havde passet ordenligt på? Måske han trøstede hende nu...men han ville hade hende senere, ville han ikke ? Hun så på ham, og en del af hende havde virkelig lyst til at råbe at an bare skulle gå.Det var også hans åndssvage kæreste der havde stået med en pistol og tvunget Millicent til at drikke det lorte gift.
Hvad havde han sagt? ' at den var hende der gik...'
Det var anden gang hun havde hørt ham bruge den sætning.Hvad betød det? At han stadig elskede hende, Maria ? Millicent fnøs....og så småt dukkede vandet op i hendes øjne igen.
Hun kunne ikke bære at miste Stephen nu.
Med en bleg og svækket hånd , vinkede hun ham helt over til ham, parat til at slå sine arme omkring ham og putte sig ind til ham.

Der kom absolut ingen respons i længere tid, men til sidst fik Stephen hendes arme omkring ham og det glædede ham mere end han var parat til at indrømme. Meget forsigtigt, som var hun lavet af glas, lage han sin arm omkring hende og gav et meget lille klem, næsten endnu mindre end hvad man giver sin skrøbelige bedstemor. Han lod hende blive hængende lige så længe hun ønskede. Selv havde han intet i mod det. Jo længere tid han havde, jo bedre var det.
Da han blev sluppet, trak han sig tilbage, men blev siddende på sengekanten og kiggede på hende. Hun var tydeligvis meget berørt over at have mistet barnet og Stephen ville ikke stå og sige at han ikke var det, men han var bevidst om at de lå i to forskellige grader. I hendes verden var det langt mere fatalt ind i hans. Han skulle nok komme sig over det før eller siden, selvom det nok skulle spøge i hans hoved rasten af hans liv.

Hun kunne mærke hans varme strømme igennem hendes krop. Selvom berøringen var forsigtig og ikke så kontant, blev hun alligevel siddende siddende i en godt stykke tid.
Havde det ikke været for morfinen, ville hun sikkert have sagt noget, men nu sad hun bare og blinkede og stirrede tomt ud i luften.
Nogle skridt nærmede sig ude fra gangen, og sekunder senere trådte en ældre overlæge ind.
Han kløede sig lidt i det gråsprængte overskæg og rømmede sig så.
" Mr.Samson? ....de er Millicents partner..så vidt jeg forstår.Må jeg have et ord med dem?"
Han nikkede ud mod gangen og forventede Stephen at følge med.
Da han havde ham på tomandshånd, begyndte lægen..." mr.Samson...jeg beklager dybt tabet af deres barn" lægen så oprigtigt ked ud af det, men formåede trods dette at gennemfører snakken i på en sober og professionel vis.
" De skal vide at deres forlovede har taget det meget tungt....virkeligt tungt at miste barnet.
Hun...reagerede meget voldsomt....slog...og fablede om at engle ikke kunne dø? " han kløede igen i det tykke skæg og sukkede...
" Jg kan ikke udskrive hende...ikke med mindre at...nogen...underskriver at de tager det fulde ansvar for hendes velbefindende både det fysiske og psykiske"
Han så på Stephen, for at sikre at han stadig var med...og ikke hægtet af i svinget..
" Miss Cooper må ikke overanstrenges...og ikke ophidses...det medfører en risiko for det sidste barn" han gav mulig hed for Stephen til at stille spørgsmål....og ellers ville han trykke hans hånd, sige farvel og begynde at gå.
På sin vej væk...vendte lægen sig en sidste gang. ." Øh..Mr.Samson....det er vel ikke nødvendigt at sige at hvis i ønsker det sidste barn...og ønsker et velskabt et af slagsen, så SKAL deres for,ovet både begynde at spise og lade vær med at kaste op" ....så forsvandt han.

Stephen fulgte pligtskyldigt med overlægen ud på gangen, hvor han lyttede og trods emnet var dybt alvorligt, sad der et lille diskret grin på hans læber fra det øjeblik lægen fortalte at Millicent havde råbt op omkring engle. "Jeg skal nok tage mig af hende, hvornår vil De kunne udskrive hende?" Han havde omhyggeligt pakket smilet væk og kiggede lige så alvorligt tilbage på lægen som han kiggede på ham. Da han havde fået svar, takkede han for lægernes gode arbejde og vendte tilbage til Millicent.
"Engle kan ikke dø?" smilet var tilbage på hans læber, mens han satte sig på sengekanten endnu en gang. Han ville ligefrem gerne have været der, bare for at høre den sætning, men kom også frem til at det nok alt i alt var bedst at han var blevet væk.
Efter lidt tid forsvandt smilet og Stephens mine blev igen alvorlig, næsten endnu mere end overlægens. "Nu skal du slå ørerne ud og lytte med og bagefter går jeg så du kan få sovet lidt." Han holdte en kort pause, for at hun ville forstå at han mente hvad han sagde og at der den næste tid ikke ville være nogle sød engel under samme tag som hende. "Lægen siger at hvis du vil have et ordenligt barn, så bliver du nød til at spise og så holde det nede i maven. Det skal du også gøre for dig selv, for ellers kan du godt vinke farvel til det at være mor og dit arbejde som model ... og så kan du også vinke farvel til din lejlighed det næste stykke tid, for du kommer til at bo hjemme ved mig, om jeg så skal spænde dig fast. Hvis du skal udskrives overtager jeg ansvaret for dig og det må du ganske enkelt acceptere. Men ..."
Stephen rejste sig op. "... nu tager jeg hjem til dig, ordner din lejlighed, låser den af og tager Ally med hjem. Så kommer jeg og ser til dig i aften og med forventninger om at du enten har spist eller spiser når jeg kommer." Han lage kort en hånd på hendes kind, i en kærtegene bevægelse. "Jeg kan jo lige så godt nu begynde at øve mig i at være far." Et kort smil glimtede i hans mundvige, før han forlod hospitalet.

Stephen havde modtaget besked om at Millicent kunne forlade hospitalet den samme aften, efter nogle timers ro.De skulle luge observerer at der ikke kom yderligere blødninger fra underlivet.
Millicent skulede op til ham, og rynkede let på næsen.Selvfølgelig forstod han hvad hun havde prøvet at sige...at klamr sig til, selv om det viste sig at hun havde taget fejl.Engle kunne jo dø.Men personalet havde troede hun var ved at miste ikke bare grebet- men hele forstanden, da hun ævlede om engle.Og da hun havde kastet sig over lægen med den besked at hun ikke ville havde deres latterlige morfin, hun ville have sit barn! Så havde de godt nok fået gang i kanyler og bedøvende midler.
Overrasket over hans efterfølgende alvorlige mine- og noget kommanderende tone, kom der en gnist af liv i hendes stadig mørke øjne.Hun kunne forlade dette sted? Men...HAN skulle bestemme?hell no! DET ville ikke fungerer...overhovedet.
Men hun var både for træt og faktisk også for klog til at protesterer mod det lige nu.
Hun kunnetackle Stephen, når de var hjemme.
" øhm..." Lød det..." Jg må ikke være alene? stephen ...jeg behøver...lidt tid...bare en enkel nat i min egen lejlighed?"
Men han stod fast....og hun måtte overgive sig- for nu.
" du får ansvaret? Great!" Lød det ironisk....men hun accpeterede og ville bare afsted herfra.
" okay...jeg får sovet lidt.....og Stephen- skynd dig at hente mig...jeg vil ikke være her"
Hun lukkede øjnene i, medicinen havde et solidt tag i hende og når Stephen engang vendte tilbage, ville hun stadig ligge og sove tungt.

Efter flere timer i Millicents lejlighed, var den ren og tømt for madvare og kat. Det var sat hjem til Stephen selv, der efter arbejdet havde lånt hendes seng til en lille middagslur. Da han lidt for sent vågnede, låste han lejligheden af og tog ned for at købe noget mad til ham selv. Det slugte han imens han tog hen på hospitalet, hvor han efterspurgte noget mad og endte med en dampende skål suppe.
Efter at have placeret maden på det lille bord ved siden af sengen, tog Stephen et smut forbi overlægen. Millicent havde ønsket en nat for sig selv, der hjemme, men det ville han ikke tillade, så efter en kort snak var tingnede på plads. Hun fik endnu en nat i sengen på hospitalet og så ville han komme i løbet af formiddagen og hente hende med hjem. Men inden det, skulle hun have noget mad.
Stephen satte sig igen på sin plads ved sengekanten, denne gang tætter på hendes ansigt for at vække hende på en yderst diskret måde.

En bevægelse i senge, fik hende til at give sig lidt....hun mumlede noget med ' nej...ikke tage den...nej...vil gøre alt' og nogle små halvkvalte lyde der lød små klynk, inden hun med et sæt slog øjnene op, og så sig omkring....på alt det hvide og kolde stål.
Indtil hendes øjne fandt ham...og det mørke næsten sorte hår og hans brune øjne gav hende lidt kontrast at dvæle i." Stephen.." Mumlede hun..og fik rettet sig lidt op.
Hun kiggede mod vinduet, og kunne fornemme at uden for var det helt mørkt nu.
Hun havde åbenbart været helt væk, siden han forlod hende.
Og han havde åbenbart været længe væk, hvilke ikke vakte stor begejstring hos hende.
Millicent forsøgte svinge benene ud, nu skulle de hjem og det kunne kun gå for langsomt.
Han havde lovet at tage hende med...og hun havde bedt ham skynde sig....og endelig kunne hun se en afslutnig." Giv mig fem minutter....jeg skal lige finde mit tøj" sagde hun og så sig omkring.
I et af de mange ens hvide små skabe, måtte hendes ting vel være? Hun kunne ikke så godt forlade hospitalet i bare ben og en hvid bomuldsskjorte med hospitals logo på brystet, vel.
" Du var længe væk...er alt på plads, og klar nu?" Spurgte hun og forsøgte at komme op at stå, uanset eventuelle protester fra Stephen.

Millicent var utrolig hurtig til at komme ud af sengen, eller forsøge. Stephen skubbede hende tilbage og ville fortsætte med det hvis hun blev ved med at prøve. "Først skal du spise og så får du lov til at sove her i nat, som du gerne ville." Han satte skålen på hendes dyne, så hun ikke ville kunne rejse sig op, uden at vælte den. "Jeg henter dig i morgen lidt før middag og så kommer du hjem." Stephen var omhyggelig med at få sin stemme til at lyde alvorlig og så hun skulle forstå at han ikke gad at diskutere det. Det var afgjort.
Imens Millicent spiste, sad Stephen og ventede tålmodigt på at hun var færdig. "Jeg tager hjem og sover, med mindre du fortrækker at jeg bliver her og sove." Han forventede hun ville koste ham hjem, men hvis hun ville. Skulle han nok blive og sove hvis det var ønsket.

Den manglende overskud forhindrede hende i at give ham en fornuftig modstand, og Millicent måtte blive hensat til sin dødsyge seng, bokstavelig talt.
Hun så vantro på suppen på bordet, og så på Stephen.
DET menet han bare ikke? Skulle han nu til at dikterer også hendes mad? Lige så snart de var ude, så ville den mand da blive noget klogere...men først skulle hun lige ud, og han havde tydeligvis misforstået hende , helt.
" Stephen..,det var ikke her" hun tog artigt sin ske i hånden, og roede lidt rundt i suppen.
" Det var min egen lejlighed...så det er enten der eller hos dig jeg sover" forsøgte hun indsmigrende med et smil, selv om det hverken rakte til kinderne eller øjnene..." jeg vil ikke være her...du lovede at tage mig med!" Kom det mere anklagende.
Det var et frygteligt sted, og hun ville slet ikke glo på de åndsvage læger der ikke havde forstået at redde hendes barn , hun ville ikke besvare deres dumme spørgsmål om opkast og alverdens underlige ting.Hun ville hjem.
Som et stædigt barn, så hun på Stephen... " Vil du have jeg spiser det der? " hun pegede med skeen på suppen..." så taver du mig med hjem...i aften! Jeg rør intet før du lover det!"

Stephen sukkede højt, for han kunne ikke rigtig tvinge hende til det. Men han havde kort efter en anden måde at få hende til at spise på. "Du sover her, har aftalt det med overlægen, og du spiser den der suppe. Ellers bliver vi to om at sulte og min mave bliver meget sur på dig, hvis jeg ikke gør det." Slog han fast med sammenpredset læber der truede med at bryde ud i et smil. Han tog skeen ud af hendes hånd, hældte suppe op på den og førte den til hendes mund. Hvis hun ikke ville spise den, ville han meget demonstrativt demonstrere hvordan man spiste det og så give endnu et forsøg på at få hende til at drikke væsken. "Der er ikke noget gift i den."

Modstræbende tog hun skeen og begyndte at spise.Hun ville ikke have Stephen indhyllet i det her , hun vidste ikke engang helt hvorfor hun ikke ville have maden.
Hun spiste lidt i tavshed...og tænkte over hvordan hun skulle få ham til at ændre mening.
Da hun var færdig blev skeen sat i skålen og hun møvede sig helt over til Stephen , og meget forsigtig, da hun var en smule øm, fik hun sat sig på hans skød,ikke ulig en panda unge, med armene omkring ham..." Stephen...please...tag mig med.jeg lover jeg gør ALT du beder mig om." Hun forsøgte trygge sig ind mod ham, måske en smule desperat...hun kunne ikke bære at skulle blive her.Hun ville hjem ....i tryghed, med ham.
" Jeg spiste jo min suppe! " prøvede hun igen ..." Please.....Stephen....tag mig med" tiggede hun det bedste hun havde lært.

Stephen så meget tilfreds ud, da Millicent skefuld for skefuld lod drikken forsvinde ned i sin mund. Da hun var færdig tog han glædeligt i mod hende, selvom han ikke var vild med grunden til at hun kom. Han overvejede det nøje, før han sukkede højlydt. "Du gør alt hvad jeg beder dig om, så skal jeg nok snakke med dem." Han havde ellers lige været så sikker på at han nok skulle fuldføre det. Hvis Millicent accepterede det, ville Stephen forsigtigt få hende ned i sengen igen, for at gå ud og snakke med overlægen.
Det tog et godt kvarter, men til sidst fik han det igennem og ordnet papirerne. Da han vendte tilbage, hjalp han Millicent i tøjet og hjalp hende ud i bilen. Der hjemme sendte han hende ind i stuen og tændte for tv'et. Derefter kom katten på hendes skyld og så fik hun ellers ordre om at blive siddende der, med mindre hun skulle have noget at spise. Selv toilet besøg skulle hun fortælle ham. I mens hun tullede der, skabte han musik på god gammeldags maner.

Det gik jo alt i alt efter planen.Stephen tog hende med væg fra dette gudsforladte og deprimerende sted.Nu skulle hun bare lige holde lav profil i lidt tid, og så kunne hun bagefter stort set gøre som hun ville....når Stephen slappede lidt af.
Udstyret med Ally, lagde hun sig tilrette på,sofaen.Det var rart, ikke at være hjemme hos sig selv faktisk.Ikke at være der hvor Maria lige havde kostet al den ballade her.Hvad havde hun egenlig tænkt på at bede om at tilbringe natten helt alene dér, lige efter det var sket! Det ar da godt Stephen havde lukket for den dør.Med lukkede øjne, lyttede hun til hans rumsteren og måske de toner han legede med.
Hun lagde sig på siden, med Ally i sin favn, og lod tårene løbe frit....indtil de stilnede af, på naturlig vis og hun lå og døsede lidt hen.
En times tid efter, svingede hun benene ud, efter at have rystet katten af sig, hun smuttede ud i køkkenet for at lave te.Hun havde ikke tænkt sig at spørge om lov, til at bevæge sig rundt...

Efter noget tid begyndte Stephen at klimpe på klaveret.Det fortsatte han med, i lave toner, til Millicent rejste sig op. Som en kat der fulgte sit bytte, kiggede han efter hende, i mens hun gik ud i køkkenet. Der var hans ører på stilke, men da han blot hørte hende sætte vand over og rumstere med porcelæn, vendte han tilbage til arbejdet. Kun hvis hun syntes at tage for lang tid, ville han rejse sig op og gå ud i køkkenet for at se hvad der skete.
Hvis Millicent virkelig troede hun på et tidspunkt ville få en mere afslappet Stephen, tog hun grueligt fejl. Han havde allerede besluttet sig for at være over hende som en høg. Sikre sig at hun fik det barn fordi han vidste hvor meget det betød for hende - og ham. Han ville ikke tillade at der skete noget med det barn hverken før eller efter det var født og i samme kategori lå Millicent, bortset fra at hun var født. Om det nødvendigvis gjorde det nemmere tvivlede han alvorligt på, for til tider var hun en stor, men smuk og dejlig ulykkesfugl.

Imens vandet kogte, gik hun skufferne igennem for at finde en lighter.
Hun holdte den op og trykkede ned foran hendes snude, og sniffede ind.Men hun blev al for hurtig svimmel og faktisk lidt utilpas, så hun tændte istede sterin lyset på hans spisebord.
Hun fik nogle tebreve ned i kanden og fandt et par krus frem.
Lige nu var der for mange følelser der rev i hende.En vrede, en tvivl, et behov og mest af alt en slags sorg.Hun havde lyst til at skubbe Stephen...og alle andre langt væk. Råbe af ham og kradse ham, indtil han forsvandt...og hun havde lyst til at krybe ind i hans favn, tvinge ham til at kysse hende dybt og begærligt og få hende til at føle igen....føle andet end den stille voldsomme sorg og længsel efter hendes ukendte barn.Meget forvirrende.
Hun stak hovedet ind i stuen...en smule svimmel..." vil du have te ind...eller kommer du herud!" Spurgte hun ved første lejlighed, en pause bød sig.

Det lod Stephen sig ikke sige to gange. På få sekunder var han på bene og fulgte efter Millicent, hvor han satte sig på en stol og hældte teen op. Hans blik fandt hvile på hans partner, mens han langsomt og forsigtigt nippede til den varme drik. Han havde svært ved at afgøre ud fra hendes udtryk hvordan hun havde det, men hun så bestemt bedre ud med nogle timers søvn. Det var utrolig hvad det kunne gøre. Men han havde set hende være mere på toppen. Meget mere.
For at få stillet sin nysgerrighed, stillede han sin sult i et spørgsmål om hvordan hun havde det, ikke psykisk, men mere fysisk selvom det var voldsom overfladisk. Han var ikke sikker på om han selv ville høre mere om hvordan hun havde det psykisk. De måtte klare hver dages kamp lidt endnu, ikke kaste sig ud i for meget.

Hun satte sig ned og sad og fumlede en smule med sit krus mellem hænderne.
Hendes øjne var ved at tage normal farve igen, men det betød blot at hun både var i stand til at tale og lytte nu...ikke at noget som helst var faldet på plads inden i.
Hun lagde hovedet lidt på skrå...hvordan hun havde det?.." Okay...tror jeg.Jeg er stadig meget træt og tung i kroppen...og deres medicin har ikke gjort den del meget bedre...men ellers okay" hun trak på skuldrene.
Der var jo ikke ' rumsteret' forneden....aborten havde været spontan og fostret stadig så lille at det ikke kunne rigtig ses eller mærkes.
"Jeg er ked af det...af jeg ikke kunne passe bedre på" indrømmede hun og låste sine øjne fast i hans et øjeblik.

Et lydløst suk slap ud fra Stephen. "Det handler ikke om at du skal passe på, det ville det have været hvis du havde drukket dig fra sans og samling." Han rakte en hånd hen over bordet og tog fat i hendes hånd, for at flette fingrene sammen. "Jeg beskylder dig ikke for noget." Han kyssede hende kort over læberne, før han lage sine øjne 'ind' i hendes.
Hvis det var nogle skyld, kunne Stephen kun se det var hans. Han burde have taget sig bedre af problemet Maria og ikke smuttet ned med møg katten. "Skal vi gå i seng eller hvad vil du?" Han lage hoved på sned mens han trak sin hånd til sig, hvis hun ikke holdte fast i den. Hans blik hang stadig på hende og selvom det gled lidt frem og tilbage på hendes ansigt, men veg aldrig væk fra det.

" Ansvaret for mine babier var mine...hvis jeg ikke havde drukket, såå.." Hun lod ham få fat i hånden og kyssede ham meget kort tilbage.
Han ville sikkert aldrig sige det højt...selv hvis han havde ment hun bar en del af skylden, var Millicent sikker på.Hun gav slip på hans hånd og sukkede tungt.
" Lad os gå i seng og glemme alt om den her dag" bad hun og tømte sin kop.
" Jeg går lige ud og børster tænder " lød det stille og hun forsvandt ud på badeværelset.
Hun blev soigneret og trak i en tanktop og gik så ellers i gang.
En slæbende lyd kunne ikke undgåes da Millicent slæbte to stole hen foran hoved døren, og maste dem op.Ingen ubudne gæster skulle dukke op imens hun sov!

Stephen fulgte efter og selvom han havde lidt betænkelighed ved at lade hende gå på toilettet selv, hvilke var blevet det farligste rum i huset, så tillod han det alligevel og gik selv ind for at rydde op. Da hun var færdig, overtog han, men var knap kommet i bang med aften ritualet, før en slæbende lyd fik ham til at stikke hoved ud. Han kigge på døren, kvalte et smil og vendte tilbage til tandbørstningen. Da han var færdig, gik han ud for at hente Milllicent ind i soveværelset, hvor han skiftet tøjet ud med et par natbukser.
Da de begge var kommet ned, trak Stephen Millicent ind til sig. Han ville have sagt noget, men droppede idéen og tog et par dybe indåndinger, som skulle han til at dykke. Derefter lukkede han øjne og ville holde fast omkring hende hele natten, som var hun en anden natbamse. Han ville muligvis ikke sove med det samme, men hans hånd ville ikke flytte sig. Det kunne hun glemme alt om.