Every Man Gets His Wish ~ Stephen

Stephen lavede en grimasse som havde han suget fra en meget sur citron, da Kathleen sagde 'onkel'. Han havde intet imod at være det, men han kunne ikke lide når folk sagde det højt, men han fandt et smil frem til pigen, mens han kæmpede for at holde sig på bene, mens han blev trukket hen til barnevogen og fik stukket en dukke i armene. Han sendte et hvast blik mod Amanda, der stod i sin mands arme og små fniste.
"Julegave?" Spurgte han henvendt til pigen, mens han gloede lidt på dukken og forsøgte at give den et smil, men uden det helt store held. Dukken kom på plads og blev puttet. Den skulle jo have en lur, for det blev en meget lang aften.
Da ungen var puttet, stak Kathleen sine hænder op til Stephen, der tog fat i dem, med et fast greb, så hun ikke skulle smutte ud mellem hans hænder, imens han svingede hende rundt i stuen til ingen af dem kunne gå lige. Kathleens grin lignede på mange måder hendes mors, det var blot meget mere højrystende og ukrontrolleret.

Millicent holdte sig pænt i baggrunden og lod Stephen have lidt tid med den lille pige der så tydeligt havde savnet ham enormt meget.
Hun kunne ikke helt begribe, hvordan han kunne vælge at have så lidt tid med hans familie , når de virkede så hjertevarme og dejligt.Hvorfor han ikke så dem regelmæssigt?
Imens hun sikkert lyste op over at se ham så skøn , overfor den lille kære pige gik Millicent over til Amanda og hendes mand, for lige at få præsentationen overstået og ud af verdenen.
" Dejlig datter i har...." Henvendte hun sig først til Amanda og bagefter rakte hun hånden ud til en hilsen og præsentede sig selv for Nathan." Millicent Cooper.....Stephens...kæreste"
Ordet forlovede virkede forkert at trække frem nu, hun ikke huske om hans forældre havde fået besked over telefonen, men mente det nu ikke så derfor kunne un jo ikke lige brage ud med det.

Nathan trykkede Millicents hånd. "Dejligt at møde dig, Amanda har nævnt dig et par gange." Han kiggede over imod Stephen, der havde slået sig ned i en lænestol, hvor pigen kravlede rundt og syntes at have glemt alt om dukken der skulle have en lur før den lange aften kom.
Stephen havde hørt hvordan Millicents præsenterede sig, men undlod at kommentere det. Han bar ikke nogle ring, så der ville sikkert ikke være nogle der fandt en smutvej til at finde ud af det.
"Der er jo noget tid til vi skal spise, så hvis der er nogle der har nogle idéer til hvad vi skal, så må folk meget gerne sige til." Annoncerede Jess og syntes vældig tilfreds mens hun åbnede for sit forklæde og smed det hen over en stoleryg på en lænestol der var partner til den Stephen sad i.

" Så har det meste nok være rene gæt" svarede Millicent med humor i stemmen, og indikerede at hun jo også først havde mødt Amanda i dag.
Om det var et anfald af vanvid eller hvad der ledte hende til det, var ikke godt at vide, men Millicent havde et stykke tid haft øjnene på den meget pæne have,der så rimelig stor ud.
Så da Jess fiskede efter forslag , kom hun til at tænke på en eller anden udendørs aktivitet.
" Bruger i nogensinde haven til lidt leg....eller et spil? Den ser dejlig ud "
Hun sendte den lille pige et smil, da hun kiggede over på Millicent,henne fra Stephens plads.

Kathleen elskede idéen fra første sekund Millicent sagde den, for det gjorde hun aldrig ved sine bedsteforældre. De andre sendte hinanden tvivlsomme blikke. Ingen af dem helt sikre på hvad de skulle sige og stille op, men da det nu en gang var Stephens kæreste, mente alle de andre han måtte tage affærde og forklare hvordan det hele hang sammen.
"Jess og David forsøger udaftil at virke som meget hårdt arbejdende mennesker, nationens fremtid. Derfor er deres have altid veltrimmet men aldrig brugt. Det har sådan nogle mennesker aldrig tid til og når de endelig har fester er det som oftest rundt om et bord eller på en klub." Forklarede Stephen og håbede Millicent ville forstå hvori problemet lå.
Kathleen havde ikke forstået meget af snakken, men hun havde forstået at de ikke kunne komme ud og lege, men hun var kvik og tog så det næstbedste.
Hun sprang ned fra Sephen og løb hen til Millicent, for så at kigge på hende med store tiggende øjne. "Legeplads?" Samtidig kunne man høre et opgivende suk fra en dog alligevel smilende Amanda.

Først var hun lidt desorienteret.
Det var da spil af en pragtfuld have, bare for at opretholde deres image.Men naturligvis var det mere kompliseret, der lå helt klart noget anglestuff bagom.
En anden ting fik hende til at se på Stephen med nye øjne.Hvorfor kaldte han sine forældre ved navn.Sagde han ikke mor og far? Deres barn kunne lige stå sig i at sige Stephen og Millicent, næææ nej...så faldt der brænde ned! Millicent smilede G svarede straks " oh...naturligvis....det...tænkte jeg slet ikke på." Kathleen der havde fået øjnene op for Millicent nu, kom med næste indput, og Millicent så glad på den lille pige, men skyndte sig denne gang lige T tjekke, hvordan rammerne nu lige var omkring legepladser...måtte man det, og lå der en i nærheden? " Legeplads?" Hendes øjne gled kort over selvskabet, men endte på Stephen.

Stephen kiggede tilbage på Millicent, da hendes øjne søgte hans. "Hvis ikke hendes mor tror at vi bortføre ungen, så er jeg med på den." Han rejste sig op og gik ud i entreen for at tage tøj på, mens Amanda nikkede og fulgte med sin mor ud i køkkenet, hvor der sikkert var noget mere praktisk at gøre før det blev årets sidste aften.
Kathleen fik tøj på i en utrolig fart, så da de to gamle endelig havde fået tøj på, var hun for længst færdig og stod som en utålmodig hund henne ved døren og næsten pev for at de skulle skynde sig. Da ungen blev sluppet løs, fes hun af sted. Løb tværs over den rolige villevej og drejede til højre i et kryds, for så at løbe de sidste meter ned til en legeplads udstyret med alverdens legestativer og gynger.
Stephen holdte fart i gå tempo, mens han fiskede efter Millicents hånd med en uskyldig mine.

Det var noget Millicent kunne bruge.Stive formelle former, fungerede generelt dårligt på hende, og hun havde tildens til at fumle rundt med dem.Ikke at Stephens familie var sådan, men en lille snært var der dog.Ellers var det bare hendes egen flirt med nervøsitet der gjorde sig gældende.
Følelsen af frihed ude i luften var dejlig, og ligeledes Stephens hånd.
Hun brugte den til at hale sig tættere på ham og plantede et kys på hans kind, da legepladsen poppede frem for deres blik.
" Hmm...nu er det snart din egen unge du skal afsted med....er det ikke lidt underligt?" Hun smilede ved tanken og en ny dukkede op.
" Har Kathleen egenlig nogen evner? "
Hendes fra klatre stativer hang Kathleen med hovedet nedad...det var godt det ikke var så højt.
" seee miiiiig onkel" råbte hun ....." kan du gøre det her...dame" råbte hun igen, og Millicent lo....og råbte tilbage.." hvis du vil sige Millicent....så vil jeg gerne forsøge"

Stephen kiggede ned på Millicent med et stort smil plantet på læberne. "Det vil jeg glæde mig til." Tanken var meget fremmed og inde i hans hoved havde han også tilføjet lidt ekstra til sætningen, men havde valgt ikke at nævne den. Det blev der heller ikke tid til, for før han vidste af det, kaldte Kathleen på 'damen'.
"Kan du gøre det her ... Millicent?" Navnet lød ikke just elegant i pigens mund, men hvis man lyttede godt efter ville man forstå hvad hun sagde. Det med at ligge trykket på de rette dele af ordet var hun endnu ikke helt ferm til og da slet ikke med sådan nogle vildt fremmed ord!
"Ja, hun har i hvert fald én evne, som hun desværre ikke har lært at styre." Han smilede kort ved minderne, før han fortsatte. "Når hun bliver sur bliver hun ekstrem varm og det gør ondt hvis hun havde besluttet sig til at holde fast på en. Hun kan give pænt heftige brandmærker, så pas heller på."

" Det mener du ikke ? Brændmærket...men...." Hun forstummede.
Luge nøjagtig ting der mindede om brænd var lidt af et issue....og at blive holdt i et brandvarmt greb , frygtede hun kunne bringe minder...måske enda erindringer frem.
Men det skulle absolut ikke ske hos hendes sprit nye svigerfamilie.no way.
Så Millicent slap Stephen. Og ilede hend for at besøge klatre stativet.
Det bedste var at hun morede sig, selv om al hendes lange hår havde en hel sandkasse med , da hun igen svingede op . " Vippe?" Spurge hun pigen, og mente at hvis de to sad sammen, og Stephen i den anden ende....så balancerede regnskabet mere eller mindre.

Først for sent opdagede Stephen sin fejl og kiggede meget bekymret efter Millicent, da hun forlod ham og gik hen for at svinge sig rundt. Ved synet af de to piger legende rundt, trak han en anelse op i smilebåndet, men ikke i specielt lang tid. Hurtigt forsvandt det og han slog sig ned på en bænk, men ikke i mange sekunder.
Kathleen elskede idéen og var lynhurtigt over ved bænken, hvor hun svang sit ben over og spændt ventede på Millicent. At Stephen skulle med, havde hverken pigen eller ham selv regnet med, så de ventede begge på at hun skulle komme hen og sætte sig på den modsatte side af vippen.

Millicent der ellers var hurtig, kunne ikke hamle op med en frisk 6 årig, så hun kom haltede bagved med et stort grin .
Stephen der sad mageligt og betragtede det hele, fik lige et opkald af Millicent , der vinkede ham over, da hun satte sig op , bag ved Kathleen.
" Kom så Stephen....så skal vi se om du er stærk nok til at klare os begge to på en gang" lød det drillende og hun puffede blidt til pigen.
" Det er en meget sød onkel du har....mon ikke du kan vinde en dukke mere, hvis vi laver et eller andet vædemål med ham?"

Stephen sukkede og kom op og stå, før han greb fat i vippen og pressede den ned, så han kunne få svunget sit ben hen over sædet. "I vejer da ikke så meget sammen." Lød det kækt fra ham, mens han uden voldsomme problemer fik den til at hænge oppe i luften. Kathleen, som syntes meget godt om idéen om en ny dukke, vejede absolut intet og Millicent var heller ikke just tung, trods hun var mere end blot skind og ben.
"Hvad mener du med væddemål?" Spurgte Stephen, der lod de to piger hænge til tørre i lidt tid, før han lod dem komme lidt ned på landjorden, mens han lænede sig så meget muligt frem som det var muligt. Da han mente han skulle ned igen, lænede han sig tilbage og ville flytte sig længere tilbage hvis de begyndte at gøre modstand.

Kathleen hvinede af fryd, da Stephen kom på plads og fik hende op i luften og hænge.
Ingen tvivl om at han var intet mindre end en stjerne i hendes øjne.
Millicent forsøgte at gære sig tungere ved at skubbe popoen helt bagud og ' bumpe' lidt med den, men det var ingenlunde nok.
" orh...sweetie....fremover er der kun et måltid dagligt til dig " drillede hun Stephen , da de hang og dinglede i luften.
Millicent fik et lusket glimt i øjnene , slog armene om Kathleen, da Stephen sænkede dem igen.
" Hvis vi kan få onkel til at sige een bestemt sætning under middagen i aften, så giver jeg en ny dukke.....hvis han ikke siger den skal han give dig både en dukke og to sæt tøj" forslog Millicent , og kiggede hen over skulderen på Kathleen.
" og jeg tror at sætningen skal være....' Jeg har egenlig altid ønsket mig en dukke'......og " tilføjede hun..." For det ikke skal være al for let...må du ikke grine eller ...ja, det skal virke troværdigt" Foran Millicent fnisede Kathleen og så med store spændte øjne på Sephen.

Kun ét måltid! Stephen så helt forkert ud i ansigtet, da han fik den nyhed. "Det syntes jeg ikke om." Lød det fast og enkelt fra ham, men igen slog han ørerne ud. Da han fik sin udfordring, smilede han kort og nikkede. Han tog imod udfordringen og pludselig kunne det ikke gå hurtigt nok før det blev aften. Der skulle nemlig ske løjer. Muligvis ville det koste lidt hovedpine den næste dag, men det ville i det mindste redde lidt af hans ærer og stolthed.
"Så jeg skal sige: "Jeg har egentligt altid ønsket mig en dukke?" Spurgte han, for at få det helt på plads inde i hans hoved, for hvis han ikke det gik helt efter planen, så måtte han det have til at sidde fast, så han huskede at sige det! Han havde ikke uendelige med penge og kunne slet ikke betale en af de mange dukker Kathleen ville have. Han mente bestemt hun havde nok af det stads.

Kathleen drejede sig lidt og smilede op til Millicent.
Hun var helt med på at drille sin onkel, faktisk kunne hun ikke få nok af ham.
Hun håbede at hun måtte sidde ved siden af Stephen til aftensmad.Nogle gange var det bare for kedeligt at sidder der og spise i. 100 år, mente hun .
Millicent nikkede bekræftende og Kathleen pralede løs til Stephen..." ja, det er det du skal sige onkel....lige det...og ellers må jeg få en dukke..med tøj! " lystede hendes øjne af ren forventning.Pigen var allerede i sving med at udvælge hvilke sæt det skulle være.
" Måske må jeg låne mormors bærbar og se på dukker?" Filosoferede den lille, i mens Millicent fik hjulpet hende af vippen.
Hun rendte over og begyndte at balancerer på nogle bildæk.
Millicent gik over og lænede sin kind mod Stephens skulder.
" Hmmm du er en meget modig mand, hvad? Det ender jo med at det er dig jeg er nød til at købe en dukke til "

Stephen kiggede ned på Millicent med et lille grin. "Det bliver i hvert fald ikke mig." Han drejede halvt overkroppen, for at få sin arm omkring hende og fiske hende hen foran sig, hvor han havde mulighed for at holde øje med begge pigerne. "Men jeg ved ikke om Amanda bliver så ivrig over at hun nu kan få en ny dukke. Nathan bliver især ikke. Hele deres hus er fyldt med dem."
Et let kys blev placeret på Millicents mund, før Stephen gik hen til pigen og spurgte om de skulle gynge. Det var hun helt med på, især når hendes forældre ikke var der, for så kom hun altid ekstra højt op. Stephen var lidt betænkelig ved at gøre det fora Millicent, for hun var sikkert som pigebarnets mor, men han tog chancen. Der var ingen tvivl om at det ikke var hans egen datter, for ingen med lidt omtanke ville svinge et seksårig barn så højt at ungen næsten kunne svinge rundt om pælen gyngen hang i.

Kort lukkede hun sine øjne i, da hans arm kom omkring hende og hans læber rørte hendes.
Hvad der var med ham, hvad der dik hende til at elske lige nøjagtig ham var der mange grunde til. En af dem var at hun følte sig som den heldigste kvinde , hver evig eneste gang hun fik liv at være tæt på ham, fysisk. Også selv om det var kort som nu og efterlod en lille længsel i hende.
Hun smilede da han fik sat gang i en gynge tur og brugte lige et øjeblik til at læbe gennem et par SMS. Da hun havde tjekket dem og så op, blev hun helt bestyrtet.
" Du gode Gud , Stephen... Nej nej.. Stop!" Råbte hun op , da kathleen nærmest gyngede oppe inder skyerne. Hvad lavede manden dog ? " Tag farten af " kommanderede hun og løb over til dem, for at gøre det selv , hvis han ikke ' adlød'.
Så bild en leg ville hun aldrig lege med sit eget barn, og da slet ikke med ansvaret for andres.
Kathleen begyndte af brokke sig , imens hun dog også lige ville vise hun kunne sidde der , uden at holde med hænder.

Stephen måtte kæmpe en kamp for ikke at grine, men træde tilbage og lade Millicent hoppe efter gyngen, til den igen var nede i menneskelig højde. "Se, jeg dur slet ikke til det der far pjat." Lød det ind i hendes ører, mens et let hengemt smil hvilede på hans læber.
Det var selvfølgelig ikke ansvarligt, det var han godt klar over, men nu var han engel og kunne fikse en brækket arm noget hurtigere end det burde kunne lade sig gøre, så han tog chancen og belønningen han havde set i Millicents ansigt, var også tilstrækkelig. En noget omvendt og mærkelig måde at blive tilfreds på, var han klar over. Men de sygelige tanker forblev inde i hans hoved, mens han slog sig ned på en bænk og lod Millicent bestemme det næste slag.

Et herligt lille mikstur af forargelse og ' sig det er løgn' blændede ind i hendes udtryk,imens hun kæmpede med gyngen og forgæves forsøgte at få Kathleen til at gribe fast i gyngens kæder.
Hun gøs ved lyden af hans stemme, årh kunne han lige vente sig til de var alene!
Pigen skulle ikke lægge øre til der for der skulle helt klart lige rettes lidt ud på hans onkel adfærd!
Da det endelig var lykkes og pige fløjet af gyngen , for at lande på tryg jord uden skræmme, vendte Millicent sig mod Stephen og sendte ham et ' helt ærligt ' blik.
"Jeg tror vi skal hjem nu , måske kan vi puste nogle serpentiner ud?" Prøvede hun at lokke Kathleen i mere trygge omgivelser, end hendes onkel

Stephen havde det sjovt hele vejen hjem. Amanda overtog pigen ude i gangen, for hun ville gerne have hende med til at lave et par ting, der i blandt at pynte op, som Millicent var meget velkommen til også at være med til. Stephen fik ikke tilbuddet, men var også tilfreds med at kunne gå ind til sin far, der sad og rodede med nogle papir.
"Godt du kom." David rejste sig op og forlod sine papir, for at trække sin søn et eller andet sted hen. Imens de gik, kunne man høre Stephen brokke sig over at han ikke kunne undgå at høre ham.

Da Kathleen var færdig med at pynte op, hvor hun havde betroet sin mor hvad Onkel Stephen havde lovet, fik hun lov til at sidde ved computeren for at kigge på dukker.

"Så piger, nu kan i godt gå ud og klæde jer om. Vi spiser snart." Jessica stak hoved ind til pigerne, mens hun tørrede hænderne af i et forklæde. "Jeg henter lige David og Stephen, Kathleen, kan du så ikke finde far?"

Millicent kastede et blik efter Stephen der forsvandt med sin far.
Et lille sug i hendes mave, mindede hende liom hvor højt hun elskede ham.
Tankerne løb afsted til det lille barn de havde mistet, og en trist følelse vældede op.
Men da hun så på Kathleen, opslugt af at pynte op, skubbede hun al det triste væk.Nu ville hun have en dejlig nytårs aften med Stephen , og hans familie.
Millicent tog sig at pynten der skulle hænge i loftet over middagsbordet.Selve bordet havde Jess...eller måske Amanda selv dækket og pyntet tidligere , så det var mere omgivelserne der blev peppet lidt op.
Bagefter trak hun sig tilbage , for at klæde om og håbede at Stephen måske også kom op.
Millicent havde fundet en stram sort aftenkjole.stropper var af sølv og dannede et fint spinkelt kryds på ryggen.Den havde en forholdsvis lang slids i den ene side, og var overstrømmet med noget der lignede at stjernerne fra himlen var drysset ned over den....eller en meteor var eksploderet ud over hende ' på den gode måde'.
Sorte tynde strømper til låret, med søm bagpå- hvilke udfordrede slidsen...og lingeri i sorte blonder.
Meget nytårs agtigt, alt i alt.
Hun forsøgte at beslutte om hun skulle sætte håret op eller lade det være løst, imens hun lagde en aften make up, og ventede på Stephen.Måske kunne hun spørge ham med håret?

Stephen trådte ind på værelset og lukkede døren, før han begyndte at klæde sig af. "Fik i pyntet op?" Efter at have smidt tøjet, gik han i bad og lod Millicent afgøre om han skulle - for første gang - bruge en af de to perfumer hun havde begavet ham med. Hvis det stod til ham, undlod han det, men hvis hun gerne ville have det - og kunne tåle lugten - kunne han da godt ofre sig for en enkel gangs skyld.
Da badet var vel overstået, trak han i et par sorte bukser, hvid skjorte og slips, som han efter et par forsøg og med tungen stikkende ud af den ene mundvige, fik bundet. "Er det acceptabelt?" Han trådte ud til Millicent, for at få hende til at vurdere, mens han selv stod og overvejede hvorfor der var en så utrolig høj slis i hendes kjole. Han kunne se den havde mange funktioner, men det var først når det blev mørkt og sent.
En insisterende banken lød på døren, hvorefter man kunne høre Kathleens stemme. "Er i snart færdige med at kysse? Jeg skal vise onkel Stephen hvilke dukke han skal købe til mig!" Lød det vældig fornøjeligt på den anden side af døren, før den blev skubbet op og pigen stak hoved ind. Hendes mor havde lavet store slangekrøller og iført hende i en stor prinsesse kjole.

Hun gav ham et kort referat , hvad de havde lavet og lod ham smutte i bad.
Imens gik hun igang med nogle lange hårnåle og fik kreeret en frisure hvor det meste af side håret var snoet op og sad fint og en bølgende slags heste hale, faldt i en lang krølle ned af hendes ryg.Et kopi af en frisure fra et shoot.
Stephen kom og ville godkendes, og Millicent trak i slipsespidsen." Du ser forfærdelig ud" drillede hun , men hendes blik fortalte ham klart og tydeligt at han var perfekt i hendes øjne.
" Ups.....vi kysser da ikke!" Udbrød Millicent...." sikke smuk du er Kathleen" smilede hun og pigen skyndte sig at dreje rundt et par gange, så kjolen stod ud til alle sider.
" Lad os komme ned...så må vi se om vi kan nå at se din dukke" i Millicents hoved, såvel som Kathleens , så var det vædemål tabt idet han accepterede det.
Sammen gik de ned i den store stue, hvor folk efterhånden stod i deres flotte skud.

Stephen var derimod sikker på at han nok skulle få sagt at han ville have en dukke. Han havde en lille plan, en der sikkert også ville fornøje Millicent. Han fulgte med dem nedenunder for at kigge på dukker, mens hans søster hang hen over hans skuldre og kiggede med. "Du må altså ikke købe sådan en til hende, hun har jo allerede tyve tredve!" Nathan gav sit besyv med, selvom han alligevel syntes det var morsomt.
"Det bliver slet ikke noget problem søs, for jeg skal nok få det sagt." Beroligede Stephen og fulgte med Jessica, da hun stolt annoncerede at nu var forretten klar. Den så meget fin ud, som den var opsat på de store tallerkener. Det var næsten som en restaurant, bortset fra den manglende tjener.
Nathan tog første omgang med vinflasken, som han hældte op til alle der ville have. Der i blandt Stephen, der sendte et kækt grin af sted til Millicent, mens han bad Nathan hælde lidt mere op i sit glas. Det måtte være tegn nok til hvad han havde i tankerne.
"I begynder bare at spise, jeg henter lige noget til Kathleen." Lød det fra Jessica, der allerede var forduftet ud i køkkenet, for at hente en mere børnevenlig forret til pigen og hendes dukke, der skulle med til højbords.