Take me away ~ Stephen

Stephen gloede lidt på Millicent da hun kom tilbage, før han grinte. "De havde det fint med middag, de giver." Med sin skønhed under armen, trak han hende med ned i bilen og kørte så hjem til sig selv, for at komme af med sine ting. Han kunne vælge at skifte tøj, men det var ikke nogle videre formel sammenkomst, bare en tidlig frokerst. En af parfumerne var også en mulighed, men af frygt for at hun skulle ned med knolden i kummen, undlod han det og var hurtigt ude ved sin partner.
"Så kan vi smutte af sted." Et kort øjeblik trak han hende ind til sig, for at snige sig til et kys. Det var fantastisk hun ikke havde givet læberne nogle, så slap han for at få et eller andet dyrt kemikalie halløj på sig, som han ikke anede hvad gjorde godt for.
Efter det var 'ordnet' trak han hende igen med ned i bilen. "Du burde egentligt få et kørekort." Kom det frem, mens de var på vej mod restauranten. Så kunne han drikke uden at tænke på promillen, det ville være en dejlig frihed selvom han sikkert ikke brugte den.

" Lyder fint " weekend tasken kunne altid bare blive i bilen under spisningen og ja, om hun tog hjem selv i aften eller sov hos Stephen eller ...ja , det anede hun ikke noget om.Hun måtte være tålmodig og vente og se
Stephen var hurtig, og som altid så han bare dejlig ud...så ingen skift nødvendig der.
De jappede hurtigt afsted, og da de små snakkede i bilen , var hun faktisk meget enig med Stephen.Det var så af andre årsager, men når hun skulle til at transporterer både Virus og madvare og pusletaske og sine egne ting omkring, kunne en bil jo gøre underværker.
" Nå...any last words" sagde hun stille, da De nærmede sig en hyggelig lille restaurent.

Det var lige tiden til at sige de helt store ord, men som i en hver anden film kom der ikke noget fra Stephen, der blot gav et opmuntrende smil til Millicent og steg ud af bilen. Han rodede lidt rundt i håret mens han ventede på at hun også skulle få sin popo med sig ud, så han kunne låse af. Det var jo vigtigt. Efter at have sikret sig at ingen uden hindringer ville kunne komme ind, trak han sin kæreste med sig under armen og ind i bygningen. Det hele var meget intimt og lagt op til hygge af de helt store kaliber.
Efter et kort hurtigt blik, fandt Stephen et næsten jævnaldrende par siddende henne i et hjørne med stearinlys og fin opdækning. De kunne måske fastlåses som ældre. Et årti hvis man skulle have et cirka tal. Jess var hurtig til at springe op og hilse først på sønnike og derefter, med interessen lysende ud af øjne, på Millicent. "Hvor er det dejligt at se jer!" David var en smugle mere tilbageholden. Imens konen var over den unge kvinde, gik han i gang med sin søn, langt mere beskedent.

Hun var informeret...havde forberedt sig og troede at hun havde styr på det hele.
Alligevel spinnede lokalet en smule rundt, da Stephen fandt sine forældre, og hun så dem rigtigt for første gang.Det overnaturlige kunne bare ikke overses så let, at de var hans forældre selv om de nærmest lignede et vennepar?
Millicent så til imens hans mor kom først og meget kvikt op af stolen.Det fik et smil til at falde fra Millicent , det var dejligt at se hun havde savnet sin søn.
Bagefter var det Millicents tur, og hun mødte jess's blik med et varmt smil..." hej...hvor dejligt at få et ansigt på" hilste Millicent , og hentydede til deres lille telefon snak for nogle dage siden.
" Vi har skam også glædet os....sikke hyggeligt her er" sagde Millicent stille og kiggede sig lidt omkring.
En fremstrakt hånd mod David...når der faldt en naturlig pause i hans snak med Stephen...
" Mr.Samson...jeg er Millicent...Cooper" hilste hun høfligt, og så burde hun kunne sætte sig ned, når nu den formelle præsentation var klaret

De tre andre fulgt straks trop, de to ældste på den ene side og det andet par på den anden. "Fortæl mig, hvordan mødte i egentligt hinanden?" Selvom Jess ikke sagde et navn, var hendes øjne limet på Millicent, som hun tydeligvis forventede et svar af. Imens hans mor satte kæresten under den helt store lup, fik Stephen fat i tjeneren som hurtigt kom med et par menukort, som blev delt ud.
Efter Jessica var blevet tilfredstillet på dén front, bestilte hun mad og drikke. Men hvis Millicent havde troet hun var færdig kunne hun godt tro om igen, for efterfølgende kom der nogle mere personlige spørgsmål omkring hvor hun boede, hvad hun lavede til dagligdag og til sidst men ikke mindst om Stephen var præsenteret for hendes familie. Det sidste spørgsmål fremkaldte ikke overraskende et kort blik fra Stephen, der ikke helt vidste hvordan hun egentligt havde det med den nærgående mor, som ville acceptere hvis ikke hun ønskede at komme ind på emnet.

Millicent fik trukket stolen ud, og sat sig ned ved bordet, hvor hun lidt halvt nervøst foldede hænderne i sit skød.Så,væltede hun da ikke noget sålænge.
Hvor de mødtes? " Jo..allerførste gang var ..ja et lidt kliche sted...en klub...hvor Stephen var med øøh et par venner, og jeg var alene ....iforbindelse med noget jobsøgning...måske som gartner i deres gårdhave" begyndte hun og gav det en harmløs lille drejning.Gartner havde de faltisk talt om, da haven havde været så smuk.
" Men da vi sådan rigtigt faldt i snak..var faktisk i den lokale park, hvor Stephen skulle arbejde på lidt musik og jeg var nede for bare at nyde solen lidt." Oplyste hun gavmildt led et lille smil, og skyndte sig at se på Stephen...han var velkommen til at bryde ind da.
Millicent blev en smule forpustet, da der ikke blev sparet på spørgsmålene.
Men hun svarede , så godt hun kunne....og fik understreget at hun kun arbejde for modehuset og skød billeder, fordi det skulle give penge og afsæt til hendes møbel designer drøm.
At hun skulle lege med på noget af Stephens musik, var så nyt og der var ingen grund til at hve det frem.Hun fortalte om den lille lejlighed...og hendes straykat Ally...og da emnet rykkede ind på familie..så hun igen lidt panisk på Stephen.Hvor meget skulle hun mon fortælle?lyve ville hun jo ikke.
"Et uheld....de omkom ved et uheld, begge mine forældre....og ja....jeg har faktisk ikke andet familie, så jeg er alene, kan man sige...og derfor kan jeg ikke rigtig præsenterer Stephen for nogen....men de ville have været meget begejstret for ham, det tviler jeg slet ikke på." Sagde hun med blikket hæftet på et glas vand, som hun straks snuppede og tog en stor tår af.
Nu måtte det nok være tilstrækkeligt, havde Jess ikke dækket det hele?

"Det gør mig ondt med dine forældre." Udbrød Jessica og ville gerne have spurgt hvorfor Stephens kæreste ikke havde nogle anden familie, men kunne mærke på hende at emnet var ikke nummer ét på hitlisterne. Det var det hos de færreste. "Jamen du er velkommen i familien her." Brød David ind med et stort bredt smil der på sin vis lignede Stephens på en prik og samtidig var mile væk fra. Da vin og andre drikkevare blev sat på bordet, var der en kort pause i samtalen, men knap var tjeneren forsvundet, før David begyndte.
"Det handler jo om at gøre et godt indtryk på svigerdatteren." Det lystige humør strålede ud af ham, igennem et kæmpe smil. "Så hvad med at du snupper Stephen med og holder jul ved os?" Smilet falmet da Stephen brød ind i samtalen og forklarede at det blev ikke en mulighed. De ville gnubbe sig for meget op af hinanden. Jess svarede at det blev intet problem men hendes søn blev stædigt ved med at holde fast i at det virkelig kunne gå ud over det at være social. Det hele handlede i bund og grund om at han bare ville have Millicent for sig selv.
Han havde forhåbninger om at kunne ligge beslag på alt hendes tid mellem jul og nytår, en drøm der sikkert aldrig ville gå i opfyldelse, men han håbede det alligevel. Han ville elske det.

" Ja....det er ingen hemmelighed at jeg gerne ville have beholdt dem mange år endnu, men ...det er ikke alt man har indflydelse på...desværre" sagde Millicent ærligt og mildt.
Indtil nu havde det mest været samtale med Jess, og da David bød ind, blev tonen mere munter...simpelthen fordi han lavede et emne skift.
Millicent smilede automatisk tilbage, det var faktisk svært at lade vær....Stephen mindede så meget om hans far, at generne ikke lod sig fornægte der.
" Tak ...det lyder dejligt...virkeligt ! " Millicent strålede sikkert, glad...næsten lykkelig over at stemningen syntes så god.De var jo virkelig flinke Jess og David.
no wonder at Stephen var sådan en...skat!
" Jamen...jeg kan berolige jer med at i gør et glimrende arbejde, indtil nu " lo Millicent, der syntes det var en herlig måde at vende det hele rundt på, da David med garanti godt vidste at hun var den mest nervøse i selvskabet her.
Men så kom der godt nok speed i den lille samtale båd...invitationen gik på juleaften og Millicent anede ikke helt hvad hun skulle...Stephen forsøgte jo at redde den i land, men det virkede helt ærligt ikke lige til at hans forældre købte den.
Hun sad som på kul, fordi hun ikke ønskede en ændring i den godt stemning, men hvordan kunne de runde den del af...uden at afslå og uden at love for meget.
Da det var muligt at byde ind med et pr ord...pippede hun imens hendes blik på skift var hos dem alle tre, dog mest ved Stephen..." måske...vi kunne vente...med at lægge os fast på noget?..du ved...lade det stå lidt åbent hvad vi gør?"

"Ellers kan i komme hen til os nyårsaften!" Jess kunne sammenlignes med et lille barn. Hun var ovenud ivrig og syntes det hele var super skønt og fantastisk. Hun gav Millicent et stor smil, mens tjeneren kom ind med deres mad som blev serveret på alle fineste maner. Stephen kastede sig glædeligt over maden og forsøgte så diskret som muligt at holde øje med hvad kæresten trak ind, om hun overhoved spiste eller undskyldte med en dårlig mave eller noget andet. Han tvivlede ikke på at hvis interessen ikke var der, så skulle hun nok finde på noget.
"Men det er i alt fald dejligt du vil holde vores søn med selskab, så han også lærer at tale." Brød David muntret ind, efter maden var kommet på plads. Han nippede til sit vinglas og satte det efterfølgende fra sig, hvorefter han spurgte hvorfor Millicent ikke drak vin. I hans øjne virkede hun som typen der sagtens kunne få et par glas ned, men på den anden side kunne hun også ligne en der fortrak den sunde vej.

Millicent tog en dyb vejrtrækning...det ville ikke blive nemt det her.
" Jo..øh..nytårsaften kunne det da godt være...ikke Stephen?" Hun blinkede et par gange og forsøgte at finde ud af hvad Stephen syntes om det? Det virkede umiddelbart mere tiltalende, og så kunne de have juleaften i fred og ro.
Naturligvis fangede Millicent an og selv om hun måske spiste lidt mindre...spiste hun dog.
Indtil David spurgte ind til vinen.Hun kunne ...hun brød sig ikke om at lyve, så et øjeblik fik hun grislinge looket, da hun gik helt i sort, og ikke anede hvad hun skulle svare.
Hendes fod sparkede diskret til Stephens, nede under bordet..plæderede for hjælp, imens hun virkelig forsøgte.." uh...jeg elsker skam et godt glas rødvin...men ..så er der bare...øh..de her perioder hvor vand er mere passende" Millicent blev rimelig varm, og håbede bare ikke hendes kinder kastede ekstra lys over deres lille hyggelige bord.
Pokkers også....måske var de alligevel nød til at sætte ord på...ordenligt?
Hun puffede til Stephen igen.

Hvor Millicents ellers gode kreativitet var forsvundet hen, vidste Stephen ikke, men han kunne ikke lade være med at være en smugle overrasket da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre. Han kiggede på hende og måtte kæmpe for ikke at grine over hendes udtryk. David og Jess kiggede også en ekstra gang. "Det hun forsøger er at sige hun er på nedtrapning. Vinkur." Forklarede han så med et smørret udtryk, bevidst om at det slet ikke var det hun var. Han rettede ryggen op og drak af sit glas vin, som han ikke gjorde noget for at skjule. Ud af øjenkrogen kiggede han mod Millicent for at se hvordan hun tog det hele.
"Vinkur." Den skulle Jessica lige tykke lidt på. "Det har jeg aldrig hørt om før, hvordan virker det?" Hun kastede et undrende blik efter sin svigerdatter, mens David koncentrerede sig om maden.

For real....vinkur? Det var hvad du kunne komme op med?! Klantrede hendes blik Stephen kort, inden hun igen fik ansigtet i nogenlunde rette folder.
Hun kunne udmærket godt se at især Jess, havde lidt problemer og hun indrømmede da også ikke at ane hvad det var.
" Vinkur.." Startede Millicent tøvende ud...bare de ikke troede hun var alkoholiker eller noget, uff...hun ville plukke en høne med Stephen , når de blev alene....eller 10 !
" Vinkur....er at man gerne må drikke et par glas om dagen....men så skal man fra en bestemt dag, helst undgå det....altsår...man må gerne tage en lille tår i ny og næ...og jeg er slet ikke fanatisk...men jeg fik så sent som i aftes....så derfor...springer jeg så lidt over nu" fumlede hun rundt i det.
Et totalt skift af emne måtte til, og Millicent tænkte at navneskiftet kunne bruges, måske...
Det skulle bare ind af bagvejen.
" Hvordan har i det med at Stephen har valgt en kæreste der ike er....som jer?"
Denne gang var det hendes tur til at være direkte...ikke engang Stephen var advaret om hun ville stille det spørgsmål.

Jessica gjorde store øjne, men slugte de efter lidt betænkelighed. Hun måtte google det når hun kom hjem. "Det lyder sundt." Blev den afsluttende kommentar, før Millicent begyndte at kaste med bomber. De kiggede alle tre på hende, som om hun var gal, men kort efter fandt de alle noget at lave, David overtog styringen og svarede. "Hvis han er glad for dig, ser vi absolut intet problem i det." Han stak i et stor smil. Selvfølgelig var der problemet med alderen, men det var ikke noget de skulle grave i denne aften, det havde han ingen ønsker om.
Stephen sad g tænkte næsten de samme tanker, mens han lod sig optage af maden. Hvad Millicent præcist var ude på, forstod han ikke, men hun havde absolut ret til at vide det og han ville ikke hindre hende i det.

Ja, hun havde jo bare ville skifte emne...først og fremmest, men hun var jo heller ikke lavet af stål, og hun havde da en enkelt bekymring eller to, over at hendes kæreste,.hans forældre...hans søster og nu måske sit barn alle var engle imens hun var en almindelige menneske pige.
Det var specielt, og hvis de havde haft problemer med det, ville hun gerne vide det...arbejde på at løse dem, så når Virus kom, ville der være fred i familien...i hele familien.
" Det.. Er jeg glad for så..egenlig er det også det eneste jeg vil...at han er glad" morsomt var det at tale om Stephen som han var en ' ting' og Millicent kastede et stort smil af sig.
Humøret var allerede på plads igen, og hun var nærmest ved at få lyst til at love dem ud, både heeeele julen og nytåret med.
Selv maden synes at blive der...for nu.

Jessica tænkte sit, ligesom både David og Stephen, hans forældre tænkte bare mere praktisk end sønnen selv. "Jeg er sikker på at i nok skal kunne passe godt sammen og husk nu og hold ham lidt i ørerne." Blev den næste kommentar hen over bordet, der høstede et anklagende blik fra Stephen. Han havde forventet hun ville holde mund med det efter han var flyttet væk, men selvom de ikke havde været sammen i lang tid, syntes hun stadig at have det sjovt med sådan noget. Irriterende. "Du har jo noget af en opgave." Fyldte David op, hvor efter man kunne høre et højt suk fra Stephen, der sank ned i sin stol og fortsatte med at spise uden et ord. De kunne fint holde samtalen kørende i endnu lidt tid. Så skulle han nok være det tavse omdrejningspunkt.
"Men hvor lang tid har i så været sammen?" Ville en nysgerrig alt for ung mor vide.

Millicent syntes det var lidt...sødt...det var lidt forældreagtigt deres dril, for helt ærlig...at holde Sephen i ørene kunne man gøre med lukkede øjne.
Han var jo velopdragen , sød og galant.Og en velanset musiker, så der var nok ikke nogen risiko for det blev et hårdt job.Stephen havde vist mere ballade med af holde styr på hende.
Hun rynkede lidt på næsen og kørte alligevel med på den lille prank.
" Ja...jeg skal gøre mit bedste....men en smule søvn skal jeg desværre have ind i mellem" drillede hun blidt og flyttede lidt rundt med sin gaffel og et stykke kød.
Havde hun ikke syntes om Jess...og havde hun ikke været Stephens mor, havde Millicent måske trukket en linie....eller var det bare fordi det et eller andet sted nagede hende, gnavede lidt i hende at det gik så stærkt.
Bevares....hun var selv head over heels i Stephen....men et sted dybt inden i, var hun også bange ...bange for han en dag vågnede op og opdagede at han havde valgt helt forkert.
At han skulle have en ved sin side....helt anderledes....og langt mindre kompliseret end hun var...og mere...som ham.
Så jo....et lille tabu, det med tiden....hun prøvede at reden den i land, med lidt smiger...
" Det er stadig meget nyt....ellers ville vi have besøgt jer noget før...er jeg sikker på" prøvede hun at charmerer dem begge lidt..." Men ...jeg elsker Stephen meget højt, det skal der ikke herske nogen tvivl om" - sådan.....hun kunne da ikke være mere tydelig end det?

Et kort øjeblik var der kun forvirring at spore i Jessicas udtryk. Hun havde ikke lige forventet at Stephens kæreste var så direkte i spyttet, men hurtigt fik hun et smil frem. David havde også været lidt overrasket, men havde formået at holde bedre på udtrykket. Samtale emnet sad pænt på sin plads og spiste mere end de tre andre på nogle måde fik gjort imens deres samtale løb af sporet. Han kunne ikke rigtig afgøre om det gik godt eller dårligt, for det var tydeligt at se at begge partnere skulle ind på sporet af hinanden, men det skulle nok gå selv, det håbede han på.
"Jamen jeg er glad for at høre det, så kan han måske snart få nogle børnebørn til os." Det lød sikkert underligt når det kom ud af en mand der var omkring tredve år når det kom til udseendet og hvis de havde stået i en større forsamling havde han sikkert heller ikke sagt det, men der var ikke rigtig andre til at overhøre deres samtale. Et diskret blik blev sent til Millicent fra Stephen.

Millicent kunne godt mærke at et eller andet ikke var landet helt som det skulle.
Om det var at de ikke havde kendt hinanden længe....eller om det var fordi hun havde plabret ud med at elske ham, kunne hun ikke lige gennemskue.
Det var sku,da også lidt dumt....Hun brugte jo dårligt nok de ord overfor Stephen....kun hvis hun blev tvunget- næsten....men ...hun ville jo bare ikke vade mere i den korte tid, for når de engang fandt ud af hun var gravid, ville hele korthuset falde, hvis de troede at det kun var derfor Stephen blev hos hende....for ikke at løbe fra sit ansvar.
Så da David, hyggesnakkede lidt videre...tabte Milliecent sin gaffel og to blomkålsstykker pilede hen over bordet og ned på Jess.
Millicent rejste sig nærmest op..imens hun undskyldte ud i et væk...og prøvede at nå med sin serviet over på Jess, hvilke betød at den levende flamme fra sterinlyset, brændte Millicents underarm..." auuww" hvinede hun og trak sin arm til sig med fugtige øjne....og væltede sit vand ud over Stephen.
" Du gode gud.." .mumlede hun " Undskyld....du må undskylde Stephen" hun havde næsten selv glemt alt om børnebørn til David lige nu....næsten.

Hvad pokker der havde sat sådan gang i Millicent var der ingen på den ene side af bordet der forstod. Jessica var straks klar med sin egen serviet og forsøgte at få gæsten til at falde ned igen ved at sige at hun nok skulle klare den, men der havde hun allerede brændt sig og smed vand på hendes søn. Stephen skubbede sig ud fra bordet og forsøgte at suge noget af vandet op, uden større held. Da det ikke rigtig hjalp, vendte han sig imod Millicent. "Du siger selv du ikke af lavet af porcelæn, det er min mor heller ikke." Et kort smil kunne ses på hans læber, før han kiggede hen mod den omtalte person der havde fået maden af tøjet.
"Det er okay Millicent, bare sæt dig ned. Jeg kan godt klare lidt mad andre steder ind i munden." også der blomstrede et smil.

Fortabt, fik hun sat sig ned og mumlede en sidste undskyldning til dem begge.
Stephen ville selvfølgelig ikke begynde at skælde hende ud, her ved bordet..det var klart, men han var helt sikkert heller ikke særlig stolt af hende nu.
" Man siger at grønt er godt for øjnene, men det var nu ikke dem jeg sigtede efter" forsøgte hun med en joke til Jess.
Godt det ikke var rødvinssovsen hun fik væltet.
Millicent gav et lille forsøg på at suge lidt af vandet fra Stephen , med sin serviet, men da det viste sig at være ...lige der...foran på bukserne...stoppede hun hurtigt igen, og forsøgte se ud som intet var hændt.
" Nå...men det går jo som smurt i olie" begyndte hun at små le....og nede under bordet gav hun Stephens lår et lille klem, da hun ikke kunne nå hans hånd.

Stephen kæmpede for ikke at bryde ud i grin, da han bemærkede hvordan Millicent reagerede. Han slog pænt blikket ned til sin mad, mens han ryggede ind til bordet og kiggede igen op da han havde lagt ansigtet i de rette folder. "Mine øjne fungere skam godt, og jeg har aldrig spist grønt. Er det ikke kun for mennesker sådan råd virker?" Hun lænede sig en smugle ind over bordet og havde stadigt sit smil på læberne. David kunne ikke rigtig få emnet børn ind på igen, selvom han gerne ville og lod det derfor ligge, men han ville nu gerne tale videre. "Jamen der er jo ingen grund til at være helt umenneskelig perfekt." Han fiskede noget mad op på sin gaffel og begyndte at tygge lidt i det. "Men har i så tænkt at flytte sammen? Det er måske lidt hurtigt, men ellers er jeg bange for at Stephen vokser fast på sine noder." fortsatte han.

" Måske?... Jeg har ikke lige fået læst engelenes ABC endnu" smilede Millicent tilbage, og begyndte så småt at slappe af igen, nu måtte de fleste uheld og farlige samtale emner være overstået.
Men David havde da lidt mere at byde på...og denne gang bed fisken på krogen.
De kunne jo alligevel ikke holde det hemmeligt i en evig hed, så hun håbede at Stephen var okay med det her...
" Faktisk..." Strålede hun over imod David, der lige havde charmerede med sit ' umenneskelig perfekt'..." Er vi netop blevet enige om at vi skal flytte sammen, snart....enten i Stephens lejlighed....eller hvis vi kan finde et lille hus, der ikke koster en stor formue"
Millicent kiggede kort på Stephen, var det okay for ham det her?

Først havde Stephen troet at Millicent ville sige at de skulle have et barn, men blev en smugle lettet ved at høre at det ikke var det hun ville. Hvis hun ville måtte hun gerne, han ville bare gerne vide det først. "Snart? Det var det da ikke sidst vi snakkede om det, men okay, vi køre hjem og henter dine ting i morgen." Det frembragte et ønsket grin af forældrene. "Det lyder da skønt!" Udbrød de begge næsten i munden på hinanden. "Men hvorfor hus, i er jo bare jer to og så din kat, den kan umuligt fylde så meget." Fortsatte Jessica og knep øjne mistænksomt sammen. "Er i allerede i gang med børne afdelingen?" Stephen ville sidde spændt og høre på hvad Millicent ville svare, mens Jessica og David ville spørge sig selv, i tankerne, om pigen ikke var lidt for ung til børn. Stephen kunne jo vente i mange år hvis det blev nødvendigt.

Millicent udførte sin lille linedans og ambigerede uden om de største forhindringer.
Det var gode tegn at hans forældre var så positive, og Millicent ville ikke ændre ved det , så at smække på bordet at de ventes barn - allerede ville nok være lige ioverkanten.
" Naa, den er ikke så stor , men den er også kun en killing endnu " lo hun og så herefter på Stephen, om der var support at hente eller hvad? Stephen så ud til at have besluttet at afgørelsen var hendes hvilke gav hende lidt kvaler.
" øh... Børneafdelingen ? " famlede hun klodset med sine ord... " Ja.. De kommer jo nogengange før man tror det, og søer det fint at være beredt.i har da også et mere, ikke ? Jeg mener udover Stephen?" Hun håbede den lille afledning virkede og smilede til Stephen.

Først havde de begge troet at hun ville sige de faktisk allerede ventede sig et, men da hun ikke lod det komme ud, kunne man kort se lettelsen i deres ansigter. De ville selvfølgelig give fuld støtte hvis det nu alligevel var det der var sket, men begge ønskede de helst at vente. "Jo, vi har skam en datter, men hun er lige for tiden i New York hvor hun laver noget arbejde, hun ville ellers meget gerne have været her. Stephen, frem for at fise rundt og benægte at se os, så burde du se hendes lille unge, yderst bedårende." Fortalte Jessica ivrigt og vendte sig om mod sin mand. "Er det ikke rigtig Dave?" Han nikkede mindst lige så ivrigt. "Men hvis vi er heldige er de tilbage om en uges tid og så kan i jo slå et smut forbi dem."
Stephen sad tavs i stolen og vidste ikke helt hvad han syntes om idéen. "Det vil være en mulighed." sagde han så til sidst, med vilje uden rigtig at svare på om de ville. Selvom de nu var sammen med hans forældre, havde han ikke nogle ønsker om at de skulle løbe frem og tilbage fra familiemedlem til familiemedlem. Hans familie var ikke just lille, det kunne man ikke sige når man kunne få børn i over to tre hundrede år.