Take me away ~ Stephen

Lidt distræt over han valgte at gå, modtog hun sit kys og mumlede et lille " jamen..øh..okay "
Bodens nissemor, tog hurtigt over og krævede Millicents opmærksomhed, så hun fik ikke mulighed for at tjekke ud hvor han smuttede hen.Hun regnede med at han var tilbage om et par minutter.

Maria fandt stor tilfredsstillelse i at Stephen så let forlod den slette pige.Tænk sig at hun havde gjort sig gravid, bare for at kunne negle sig fast...som ukrudt i en sommer have, noget der bare ikke ville forsvinde uanset hvad...men hun ville ikke slippe afsted med det.Maria skulle nok hjælpe Stephen.Han behøvede hende, og hun ville aldrig svigte ham.
" Stephen......hejsa" sagde hun i et lille smil og den nok så charmerende norske klang.
" Jeg ville bare sige hej....uden at forstyrre....det gik jo ikke så godt sidst" hun så meget beklemt ud, som var hun virkelig ked af det padaver det kostede.
" Tror du vi kunne nå en tår gløgg eller noget?" Ville hun vide...

Et højt støn slap ud fra Stephen, der næsten var på nippe til at vende Maria ryggen, men før han gjorde det. "Davs. Nej det gjorde det ikke og nej, det tror jeg ikke." Bed han hende af og trådte et skridt nærmere hende så han stod helt op af hende og kunne kigge ned på hende. "Find du dig en anden, det havde du så travlt med sidste gang og jeg er sikker på at der er andre der kan lide dig." Et stift lå på hans læber, før han snurrede rundt og var meget hurtigt henne ved Millicent hvis Maria ikke stoppede ham.
Da han var der henne brød han ind i stensamtalen. "Beklager, men nu skal vi altså af sted, dejligt at høre om dine smukke sten, måske køber vi en." Lød det en smugle anstrengt fra ham, før han uden videre hensyn til kæresten trak hende af sted med storke skridt. Efter at være kommet et stykke væk fra boderne, kastede han et kort blik over skulderen og fortsatte derefter hjem til Millicent.

" Men.." Han afbrød hende, bare lige sådan! Maria fik en såret og forvirret blik og forsøgte igen.." men elskling....jeg vil bare snakke lidt" hendes håb steg, da han trådte nærmede og hendes øjne fokuserede på hans læber.
Men da Stephen gik, stoppede hun ham ikke.Hun vidste nu hvordan landet lå, og det var nyttige infirmationer, god viden som hun måtte tage i betragtning i næste etape af " Get rid of that shit" -altså Millicents lille horeunge.
Maria smilede og så efter ham , imens hun hviskede..." du er stadig jaloux min skat, du elsker mig jo stadig, indse det"

Millicent blev nærmest flået væk, fra boden og fattede ikke hvad hasten var?
" Stephen! " skældte hun lidt ud..." ej, hvad nu....jeg gider da ikke tage hjem allerede.Skulle vi ikke have gløgg?" Hun kastede forvirret et langt blik over hendes skuldre, efter boden med gløgg og forstod ingenting.
Pludselig standsede hun op..." sig mig lige...hvor var du?" Lød det ængsteligt fra hendes læber og en grim følelse truede med at vælte ned over hendes ellers så pletfri humør.

Stephen kastede et kort blik på Millicent uden rigtig at vide hvad han skulle svare, så han udskød det til de var foran hendes hoveddør før han trak tæppet var og blottede den ubehagelig overraskelse. "Det var Maria, hun ville gerne tale og drikke gløg." Kort flakkede hans blik rundt nede ved deres fødder, før det rettede sig op og søgte hendes øjne. Tydeligvis nervøs for hvad hun ville sige eller gøre. Han havde på ingen måde lyst til at de igen skulle ende med at krydse klinger og ville gerne gøre alt for at undgå det.
"Kan vi ikke gå ind?" Bad han efter et par tavse skekunder og tog fat i dørhåndtaget. Hvis hun ville låse op, skulle han nok åbne og lede dem op i opgangen til døren til lejligheden, hvor han så igen ventede til hun låste op hvis hun ville.

Han ville ikke lytte, ikke engang svare hvorfor de ikke skulle have gløgg.
Millicent blev nervøs, noget var galt men hvad dog?
Hendes krop stivnede...simpelthend...da han nævnte sin exkæreste.
" undskyld...den skal jeg så lige have igen.Du forlod mig, for at møde din ex og tale med hende, uden at sige moget til mig? " Millicent fnøs, og så kom der ellers liv i hende.Hun marcherede op af trappen, fik låst op og knaldede døren op, så håndtaget lavede et mærke i vægen.
Nå nå....så det var hans ex der lige pludselig skulle sætte sit aftryk på om de skulle have gløgg? Jamen det var jo great, f****** great!
Hun smed sin jakke og sparkede sine støvler af, så gik hun direkte ind i soveværelset og knaldede døren i.

Stephen gloede lidt på døren foran ham der næsten stadig dirrede efter slaget Millicent havde slået det i. Da han kom ind, havde han knap smidt fodtøjet før endnu et slag kunne høres. Da tøjet hang pænt i entreen listede han sig hen til døren som han skubbede op. Hvis han ikke blev sendt ud igen med et helt horn orkester satte han sig ind ved siden af hende og ville så kaste sig ud i et forsøg på at forklare sig. "I var jo i gang med at snakke, der var ingen grund til at bryde mere ind i det, du ville også være blevet vred hvis jeg sagde det." Forsøgte han med. "Jeg kunne jo ikke bare ignorere hende. Hun skal vide at jeg ikke er interesseret i at snakke med hende."

Hun sendte ham et tvært blik da han kom ind og satte sig.
Han forsøgte da, forsøgte at lappe det hele samme og få orkanen til at forsvinde, men hans ordvalg var ikke så heldigt.Ihvertfald var de ikke på Millicents hitliste.
Hun så ned på sine egne hænder, og forsøgte at kontrollerer vrede der helt sikkert flimrede i hendes stemme, da hun sagde " Sååå...lad mig forstå det her rigtigt.....du gik over til din ex uden st sige det, fordi du vidste jeg ville blive sur? "
Hun nikkede og klikkede med sin tunge et par gange og forsatte så...." og den måde du gerne ville vise hende at du ikke gad tale med hende, det var så at undlade at ignorerer hende og istedet gå over til hende...og forlade mig?"
Millicent så faktisk ikke særlig såret ud....ikke som dengang med graviditeten og at den var uønsket, hun så mere vred ud...og hun havde mest lyst til at smække ham en, men da hun godt vidste at hormoner sikkert var med til at sætte hendes følelser på skøjter, kæmpede hun bravt - og beholdte hænderne i skødet.
" Fandme nogle gode valg dér , Stephen!" Lød det istedet ironisk fra hende.

Millicent kunne da også fordreje alt i ønsket retning. Stephen sukkede lydløst og overvejede om det gav nogle fordele at fortsætte, for hun ville sikkert gøre det igen. Men hvis han var heldig ville hun måske indse at han ikke forsøgte at skille dem fra hinanden, hvis han havde ønsket det havde der været masser af lejlighed at gøre det ved. "Jeg vil have det skal stå klart for hende at jeg ikke vil have hende hængende omkring mig, derfor gik jeg hen og sagde det til hende og gik så igen." Mere var der ikke sket. Han havde afvist hende, det måtte Millicent forstå og hun måtte også kende til følelsen. Forhåbentligt ikke i samme situation, men alle skulle nok få det prøvet før eller siden og med det liv hun allerede havde været igennem skulle det næsten være et mirakel hvis det ikke var sket for hende.

Følelserne steg op i hendes øjne, og truede med at løbe over deres breder.
Hun måtte stoppe med det der, med at mistro ham.
Hun ville kvæle ham og hun ville selv lide i processen, så der var ingen vinder i den ring.
Men...hun kunne mærke det, så tydeligt og klart....angsten for at blive ført bag lyset, angsten for at stole på ham, give ham alt hun havde for så at blive svigtet i sidste ende, ville hun kunne klare det? Havde hun et valg?
Hun så trist op på ham, og rakte ud efter ham, for at ligge armene omkring hans hals og trække sig ind til ham.
Men snuden mod Stephens hals, ville hun grådkvalt mumle sin undskyldning til ham..." Okay...undskyld...det...det er bare mig, jeg er ikke så god med...exkærester, de skal helst vide det er forbi ihvertfald" hun knuede sig ind til ham.

Selvom der ikke var fuld skrald på volumen, var der ingen tvivl om at det var en lettet udånding der kom fra Stephen, som havde han holdt vejret. Det med de store kram havde aldrig rigtig været ham, men det ville også virke så forkert hvis han bare sad, så han slog armene omkring hende og lod hende knuge færdig. Der kom ikke et ord fra ham, han vidste ikke hvad han skulle sige eller tilføje og fandt det derfor bedst at være tavs og blot vente til hun var færdig. Det lykkes ham dog alligevel til sidst lige at komme med lidt. "Det er det."
Måske lidt for rosenrøde ord, selvom det absolut var sandt. Stephen kunne nemt se hvordan filmen ville udspille sig, hvordan kæresteparret endelig havde fundet hinanden. Når enden var god, var alting godt, sådan noget i den retning havde han hørt før - mente han.

Hans tavshed gnavede i hendes usikkerhed, men hun rettede den indad og bed smerten i sig.
Hun ville ikke belemrer ham mere, og måtte frem over selv finde ud af hvordan hun taklede de ting, hvis de skulle opstå igen.
" Ja...det siger du at de er, men ...jeg ved ikke hvorfor..men jeg har bare den her fornemmelse af der kommer mere,Hendes aura...sidst var den meget forelsket men også meget...vred på en underlig måde." Filosoferede Millicent og lod ham slippe ud af hendes hold.
" Nå, men så lad os glemme det...lad det ligge" konkluderede hun.

Stephen strøg blidt Millicent hen over kinden med en let finger. "Hvis det står til mig ser vi ikke mere til hende og jeg har ingen ønsker om at slippe dig." Hans hånd gled om i hendes nakke, hvor han blidt flyttede på hendes hoved så han kort kunne snitte på hendes læber. Da han var 'færdig' trak han sig en smugle tilbage, men stadig så de kunne mærke hinandens åndedræt hvis de åndede hårdt nok. "Det er ikke op til Maria om vi skal være sammen, det er os selv der bestemmer det og hvis vi vil, skal vi nok gøre det." Hans øjne søgte hendes og hvis han fik dem, ville han holde dem fast i lidt tid før han trak tilbage.

Det lød så let, når han sagde det sådan.
Men nogle gange snoede de hersens følelser sig, så der opstod små hårknuder i dem, de filtrede sammen.Hun lukkede kort sine øjne, da en finger strøg over hendes kind.
Han havde så stor magt over hende, mon han var klar over det? Det havde han ikke haft i starten....en magt jo! Det fik han hurtigt, men at den havde vokset sig så stor, var alligevel uventet, i hvert fald for hende.
" Okay.." Det passede hende helt fint hvis de ikke så hende mere og det var da dejligt at han ikke ville lade hende fordufte.Nu var der jo også Virus, så under alleomstændigheder, ville de jo blive nød til at se hinanden...for barnets skyld.
Millicent nikkede....han havde jo ret.Det var op til dem og ingen andre, men....hun frygtede hans ex, hun havde en virkelig dårlig vibe omkring hende.Det var ærgeligt at Millicent ikke havde fået lov at se hende i dag, så hun kunne have tjekket Marias aura ud.
Hun havde svært ved at holde øjenkontakten, mest fordi hun var ....flov.
Følelser som dette, var bestemt ikke noget man var stolt af og hun ville ønske hun kunne tackle dem bedre...uden at det fik ud over Stephen.
" Jeg vil bare gerne vide, hvis du skal se hende igen.Vil du fortælle mig det så" bad hun stille.

"Jeg vil fortælle dig alt, bare vi bliver sammen." Udtrykket blev fastholdt i endnu et par sekunder, før Stephens mundvige vippede opad. Sygeligt sødt og romantisk var det. Siden hvornår han var blevet så forfærdelig vidste han ikke, men Millicent formåede tydeligvis at trykke på de rigtige - eller forkerte - knapper når hun begyndte på sådan noget. Så kunne han pludselig kravle og tigge, noget han aldrig havde troet var muligt førhen. "Undskyld." Lød det kort efter næsten skamfuldt fra ham, mens Stephen samlede sit smil sammen og pressede det på plads.
Stephen faldt tilbage i sengen og lod blikket vandre oppe i loftet før det faldt ned og landede på Millicent. "Men hvis jeg skal fortælle dig det, så lad være med at flå hoved af mig." Selvom det var et ganske seriøst og alvorligt spørgsmål, lykkes det ikke helt at holde et lille smil inde i cellen. Det ville gerne ud og lyse lidt op, forhåbentligt var det ikke forgæves.

Hendes hjerte sank helt.Det var jo ikke fordi hun ville presse dem helt derud, derud hvor de skulle tage stilling til sådan noget.
Hun tabte tråden lidt, over det.Sad han og tumlede med tanker om deres forhold ville briste eller bære ? Da han sagde undskyld og tiltede bagover, lagde hun sig og ned til ham,o g kravlede lidt over hans bryst.
Hun lænede sig ned over ham og kyssede først meget blidt hans læber." Det er okay min skat....det er mig der...går for langt, jeg ved det jo godt." Hun satte sine læber til hans igen og nappede nappede i hans underlæbe." Du må bære over med mig Stephen....lov mig du har tålmodighed, for det vil løbe af med mig ind imellem" hviskede hun mod hans mund.
Hun lyttede til ham.." ja...jeg skal nok prøve ikke at flå dit hoved af" sagde hun og smilede , selv om hun udmærket fangede alvoren...eller den lille advarelse der lå i hans ord.Selvfølgelig var der grænser for hans tålmodighed...hun håbede bare de var ...langt væk.Som regel blev hun hurtigt god igen, når angsten lagde sig og fornuften kunne finde ro .
" Undskyld " mumlede hun og listede sin tunge ind, mellem overlæbe og hans tænder...og lod den løbe langs der

"Jeg er så tålmodig som det betaler sig." Hvordan Millicent ville tage det, var op til hende selv. Efter selv lige at have tænkt over den, kom han frem til at han nok skulle være meget tålmodig, så tålmodig at hun måske kunne blive irriteret over det. Det kunne rigtig nok blive sjovt. Et tilfreds og afslappet suk slap ud fra Stephen, da hun kastede sig ud i mund til mund metoden. Det gav en dejlig behagelig følelse i kroppen og ingen tvivl om at han - selvom han havde prøvet det efterhånden en del gange - stadig nød følelsen lige så meget som han havde gjort første gang. Det ville sikkert ikke ændre sig. Han kunne ikke engang huske hvornår de kyssede første gang.
"Skal vi finde noget gløg, eller bare blive liggende her og gemme os fra Maria?" At gøre det ville han aldrig for alvor gøre, men han syntes alligevel det var sjovt at lege lidt med tanken og et stort grin sad også på hans læber. "Vi kan lege ninjaer og se om vi kan snige os udenom!" Lød det meget ivrigt fra ham, mens han øjne lyste af iver.

Som det betaler sig? Hmm.
Jamen sådan som hun så det, så betalte det sig enormt meget...så det håbede hun så også han syntes.
Hun lod sig trille langsomt ned af hans brystkasse, og lå så fladt på ryggen og vægtede hans ord.
Det var ingen hemmelighed for hende selv , at den med at blive her og gemme sig for Maria, det lød mest tiltalende.Men da det også lød lidt som den nemme løsning, kunne hun jo ikke bare vælge den, så ud af hendes mund for beskeden " Glægg, ninja....alt hva du ønsker?"
Hun gned sine øjne...træthede og graviditets hormornerne var ved at sætte deres skarpe bisser i hende og et lille gab stak af.
" Men...måske skal vi bare gøre det i morgen? Jeg er ved at være lidt søvnig"

Så hun valgte det første. "Gløggen løber heller ingen vejene." Han trak lidt i smilebåndet, før han trillede ud af senge og gik ud for at besøge toilettet. Da han kom tilbage, smed han tøjet og kravlede ind under dynen hvor han fandt sin 'bamse' og varmede sig op af hende. "Vi kan gøre det juleaften." Så havde de også noget på dagsplanen. De kunne næppe sidde i flere timer og spise, for derefter at bruge dobbelt så lang tid på gaver. Det blev kun muligt hvis de virkelig anstrengte sig. "Godnat, sov godt."
Hvis ikke Millicent havde andre planer for rasten af aftenen ville Stephen ligge sig til at sove eller gøre et forsøg og så sove før eller siden.

Imens han var på toilette, havde Millicent fået tøjet trukket af , og lagt hen over den lille kommode.Hun gik over og til vinduet og lukkede med to fingre op , i persiennerne , så hun kunne se ud af en lille sprække.Underligt....det lignede der stid en lyshåret skabning og kiggede op mod hendes rude, men sekuntet efter...var detår tomt.Det måtte være Millicents fantasi der løb om hjørner med hende,
Hun kom hurtigt på plads under dynen og da Stephen kom tilbage, trak hun ham ind mod sig....som var de hinanden små varmedunke.Det var rart og hyggeligt.Hun elskede når hun havde ham uden afbrydelser.Det var trods alt ikke hver aften.
Først da Stephen var faldet i søvn, lagde Millicent sig også til det.Endnu en begivenheds rig dag.
Møde hans forældre for første gang...to smukke nogen.Hun priste sig heldig at det var gået fint.Det havde været en dejlig dag , hvis man så bort fra Maria, den irriterende ex fra helvede.

Lidt i ni slog Stephen øjne op og lå i et par minutter og fiskede søvn ud af øjenkrogen før han forsøgte at sno sig ud af sengen uden Millicent opdagede ham. Hvis det lykkes ville han som en anden vaskebjørn gå ombord i køleskabet og tynde lidt ud i madbeholdningen før han gik i gang med at smække noget sammen til partneren. Da det var sket gik han ud forbi badeværelset, fik noget vand i hoved og fandt sit tøj.
Hvis dovendyret endnu ikke var stået op da han var kommet i tøjet, ville der ligge en seddel på køkkenbordet ved siden af et glas juice og en bunke kaninfoder. Så skulle hun være godt kørende rasten af dagen og vaskebjørnen kunne luske ud af bagdøren uden at blive spottet.

Da hun vågnede var alt stille.Solen skinnede, men der var ingen varme at søge i dens stråler, kun et smukt skær.
Hun lyttede efter ham...han var vel ikke bare smutte ? Næsten panisk blev dynen slået til side, og et sæt af bare fødder halv løb fra soveværelse og den korte afstand til entreen.Hans jalke og sko var.. Væk.
Millicent ånede ud gennem næsen, og kunne mærke de spinkle knæ begyndte at små ryste
Stephen var...gået.
Modløs gik hun ud i køkkenet.Han skulle have vækket hende, lagt en besked....et eller andet, hun brød sig ikke om det føltes som han bare...var væk.
Da så hun den ophældte juice og de snittede grøntssger, og hendes hjerte faldt på plads igen.
Dér var hans hilsen....hun gik derhen...tog glasset og drak en tår.
Hun glædede sig til at skulle se ham igen...om to dage.
" Jeg elsker dig" hviskeð hun ud i luften, og lod resten af juicen lade livet.

// out