Take me away ~ Stephen

"Men det gør jeg, jeg elsker dig." Pep han som et andet dyr der led, hvilke han næsten også gjorde. Hvis hun var i tvivl om det, ville det imponere ham for han mente at have sagt det en hel del gange på det seneste. "Er det ikke også vigtigst at du ved det. Maria har jo lov til at tro hvad hun vil." Mennesker var optaget af sit image og det kunne Stephen ikke sige sig fra, at han heller ikke gjorde, men han var mere optaget af sit image over for Millicent frem for Maria, som han ikke kunne finde ud af, hvorfor havde fået en så vigtig rolle.
"Jeg ved at jeg sagde noget forkert i går, undskyld, men stol på at jeg er glad for dig og ikke vil af med barnet." Jaja, han kunne sikkert blive ved med at ævle om det samme højhellige, men det ville sikkert ikke hjælpe. Desværre.

Millicent nikkede." selvfølgelig betyder det noget...men det betyder også noget at jeg kan mærke det.Og jo...det betyder noget for mig at du ikke lader som du er luge glad med mig eller babyen , foran din eks.Det...det var ydmygende, og jeg bryder mig slet ikke spor om det"
Ja, det havde han jo nok regnet ud efterhånden, at hun ikke brød sig om det...men hun ville bare ønske at han forstod.
" Lad os bare glemme det.." Forslog hun.
Det kom intet godt ud af at tale om lige det her, mente hun og emnet kastede stadig skygger over hendes humør.
" Jeg elsker dig...selv om du er forfærdelig umulig" sagde hun med glimt af liv og forelskelse i hendes øjne, da hun gned sin næse mod hans.

Den idé var Stephen mere end glad for. "Undskyld, skal nok prøve at blive mere medgørelig med tiden." Aldrig havde han været så glad for næsegnidning, som han ellers aldrig havde fundet interesse ved. Kys var mere hans boldgade, men når det skulle være slog han sig til tåes med det. "Men jeg er ikke tilgivet før jeg har gjort det godt igen? og hvis, hvordan vil du så have jeg skal gøre det?" Han var opsat på at gøre det helt godt, ikke bare gemme det af vejen for så ville det ligge som et dårligt minde og ulme under overfladen og det var han på ingen måde interesseret i.

Hun smilede kort, og trak sg ud af hans favn, for at sætte sig på en stol af sin egen.
" Vi lader det lighe, hvis jeg skal være helt ærligt gider jeg ikke bruge mere krudt på det.Du kan blive hos mig og Virus, så længe du har lyst....og når du ikke længere har, så kan du bare sige til.Sådn bil det nok fungerer bedst, tror jeg. jeg kunne ikke drømme om at hilde dig her mod din vilje...og omvendt." Hun rakte ud efter sin te, og drak lidt. Den friske luft ved havet var altid skøn at sniffe ind, man blev så dejlig frisk, også i hovedet.
" Jeg tænkte at jeg ville tage ind og handle lidt mad, til de sidste par dage ... Du har opvartet mig så meget, så nu må jeg se at komme lidt i omdrejninger" sagde hun og tappede lidt på kruset.

Millicent ikke ikke noget smil igen. Kun et alvorligt blik der ikke sagde så utrolig meget, ud over at Stephen ikke smilede, hvilke også var ganske åbenlyst på hans mundviger der mest af alt lignede at de var faldet i hak og ikke rigtig kunne komme hverken op eller ned. "Jeg købte ind i går." Påpegede han efter lidt tid og flyttede blikket mod havet. "Men hvis du mangler noget ..." Et let skuldretræk. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til noget af det og besluttede sig derfor til sidst at det bedste ville være at holde sin mund lukket og lade hende køre skribet sikkert i havn, for det formåede han tydeligvis ikke.
"Jeg vil gerne tage med dig hvis det er, men ..." Endnu et skuldretræk hvorefter han rejste sig op. "Hvis du helst vil alene skal jeg nok sidde pænt her hjemme og vente." Stephen tog sin tallerken med sig ind i huset, hvor han smed den ned i opvaskemaskinen og fandt derefter selv til rette i sofaen med en stak nodepapir i skødet.

" okay....nå ja vi har hvad vi skal bruge, det glemte jeg helt...jamen så render jeg ingen steder da, bare en lille tur ned af stranden, jeg skal lige tjekke noget mail og sådan over mobilen.
Hun strejfede hans skulder med hendes hånd, en lille kærlig gestus...og fandt så sin mobil frem som hun tog med.

Hun efterlod ham hjemme, og begav sig ned af stranden , til en flok sten af pæn stor størrelse dukkede op.Hun satte sig ned mellem dem...og brugte den ene til ryglæn.
Hun kunne ikke ryste den triste følelse væk....og hun kendte kun til to måde...eller hun ville bruge ro måder til at få det bedre på....den hun valgte var ikke køn.
Hun lænede sig til siden, og stak en finger langt ned i sin hals....hurtigt kom hun på knæ...da hun tømte mave sækken for indhold og tørrede tårene væk.
Lidt efter lidt fik hun det bedre, men vejen hun var begyndt at spadserer på, var ikke sund...ikke for Millicent og slet ikke for Virus.
Hun tjekkede lidt mail, besvarede nogle sms fra hendes job om hvornår hun kunne engageres til det næste shoot , og så gik hun hjem igen til Stephen....og ud for at børste tænder.

Imens Millicent var ude og gå tur stak Stephen snuden ned i sine noder og skrev ivrigt løs i et forsøg på at holde sine tanker for døren, men det hjalp ikke. Det eneste resultat der kom, var en masse nodeark med diverse små krusseduller som i sidste ende ikke gav mening. Da det gik op fra ham, smed han frustreret papirende fra sig og forsøgte at finde på noget andet at lave, men der var ikke rigtig noget, så da hun kom hjem igen sad han stadig i sofaen og trillede tommelfinger. "Var der noget interessant?" Det interesserede ham ikke rigtigt, men han kunne lige så godt vise en smugle interesse for emnet, selvom hun nok hurtig ville gennemskue at den ikke var oprigtig.
"Har du nogle idéer til i aften eller ..." Hans stemme døde ud, imens han stirrede blindt på et punkt i væggen overfor sig. Hans fingre kriblede for at gøre noget, men hvad det skulle være vidste han ikke. Jo, et sted vidste han det godt, men hvordan det præcist skulle gøres vidste han ikke.

" interessant? På min mail eller på stranden? " smålo hun og rystede på hovedet.." nej....stranden lignede bare en strand og eller var det hele arbejds relateret.
Jeg skal lave et par shoots når vi komme hjem.Det ene for Lavander selv...det andet for et eller andet firma, der trykker blade...ved ik helt hvad det er, men det skulle være noget...dekadente billeder...stod der...hva end det så lige er?" Små sludrede hun, og kiggede ned på hans nodepapir.
" Fik du lavet noget?" Spurgte hun nysgerrigt og satte sig i en af de store lænestole.

"Nej." Pludselig syntes Stephen at få travlt med at gafle sine noder til sig. Efter at have samlet dem, smed han dem ned i sin kuffert, lukket låget og vendte sig mod Millicent. "Så smutter jeg også lige en tur." En tanke havde sat en spire i hans hoved og det skulle gå hurtigt hvis han skulle opfylde dens ønske. "Jeg skal nok være hurtigt tilbage." Med de ord løb han næsten ud af døren og gik i samme retning som Millicent var gået da hun skulle ud og gå tur.
Hans lille spire var nærmere en mistanke. En mistanke om at der var noget galt, for det kunne ikke passe hun blev nød til at gå ud og tjekke sine mails. Hvorfor kunne hun pludselig ikke gøre det under samme tag som ham, han havde aldrig kigget med over skulderen og fandt heller ingen interesse i at snage i hendes privatliv der var så privat at han ikke måtte kende til det.
Det var umuligt at følge hendes spor, men han satte sin lid til at hun bare var gået frem og tilbage, ligesom han selv havde gjort aftenen før og til sidst fik han ogs¨sin 'belønning' i form af en sten der havde fået noget ulækkert snask ud over sig. Efter at have kigget nærmere på den stadig ildelugtende klat, kunne han bekræfte at det kom fra Millicents mave. Der var stadig raster fra gulerødder.

Millicent cleanede sig op..og fik lavet noget te.
Hun havde tændt det lille tv og fundet et gammel film i sort hvid, som hun sad og hyggede lidt til. Hun lyttede efter Stephen..kom han ikke snart? Så ville hun trække ham ned i sofaen og ind under tæppet- og hyggeputte lidt.
Hun behøvede ham....ikke mere ballade nu.Så ville filmen knække...
Hun ønskede kun at sidde og nusse med ham nu.

Da Stephen kom tilbage, var han ikke ligefrem glad, men havde bestemt sig for at ligge lidt låg på det og vente til sener. Selv ville han ikke bruge rasten af dagen på at råbe. Han savnede at de bare kunne sidde sammen uden at råbe af hinanden som et gammelt ægtepar. Millicent som sad i sofaen, lage direkte op til det og fik ham næsten til at hoppe af glæde. Han satte sig ned ved siden af hende og kastede et blik på skærmen. Han vidste ikke hvad han skulle gøre, men at glo på tv'et syntes at være e god idé, så det gjorde han.
"Hvad er det for en film?" Forsøgte han med. Stephen var usikker på om hun stadig var meget sur, lidt sur eller om hun var færdig med at rase. Ligesom en orkan eller en anden naturkatastrofe. Man kunne aldrig vide hvad man skulle forvente.

Hun spærrede øjnene op da Stephen endelig kom tilbage og slog med sin hånd på sofaen .. " kom...sæt dig her...jeg har te" forsøgte hun at bryde isen.
Hun vidste godt hendes følelsesmæssige reaktioner kunne tage livet af folk, især dem hun havde tæt på sig og elskede, de måtte ofte lægge ryg til lidt af hvert, når usikkerhede satte sine syleskarpe tænder i hende og bed til.
Millicent kræb lidt tættere på ham, og hvis ikke Stephen trak sig lidt væk- ville hun putte sig ind til ham - og smække tæppet over ham også,
" en meget gammel med Marilyn Monroe og ...ja, jeg huske ikke de to andre,,jo! tony Curtis...men den anden ved jeg ikke....Some like it hot, hedder den vist?"

Der var ingen grund til at løbe væk fra den smugle hygge de måske kunne få, så Stephen blev pænt siddende og lod hende kravle op på sig. "Aha ..." Han havde så godt som ingen viden om omkring filmverden eller skuespiller, men lige Marilyn kendte han, men mest fra 'moderne' kunst som folk nok ville kalde det. Han ville sikkert knap selv kalde det kunst. "Hvad handler den så om?" Han pegede kort på skærmen, men hans øjne fulgte ikke trop. De var limet fast på Millicents ansigt for at se om hun stadig var sur, hvilke han var meget optaget af.

Hun havde kun fulgt en smule med, hendes tanker var distraherret af Stephen havde manglet.
" Noget med de flygter fra magiaen..,de to mænd, og klæder sig ud som kvinder, og spiller i et all girl band" lo hun og rystede på hovedet.
Hun forsøgte at finde Stephens hånd og nusse lidt på den.
" er vi okay, skat?" Spurgte hun og gav hånden et lille klem.

Stephen sad lidt og overvejede hvilke svar han skulle give. "jeg er okay, spørgsmålet er nok nærmere om du er okay." Lød det fra ham i en lidt spids tone. Han fandt det ironisk at det havde været hende der havde kastet op, af den ene eller anden grund, og så spurgte om han havde det fint. Det var ikke ham der bar rundt med et barn i maven og skulle spise nok føde til begge og ikke skulle kaste det hele op igen.
Noget på skærmen bevægede sig, det gjorde det hele tiden, men pludselig var det så interessant at han måtte kigge på skærmen og se scenen der udspillede sig. Levede den op til de forventninger der pludselig var givet til den? Nope. Havde han haft nogle? Nej.

Hun studsede første over hans svar..eller rettere hans betoning af det.
Men hun drømte da ikke om at han havde luret hvad der skete, hverken på toilettet den forgående aften, eller på stranden denne dag.
Så hun rystede det af sig og svarede " jo...jeg er ok, hvis bare jeg har dig " .
Hun havde det jo også bedre nu...hun havde fået sagt havd hun ville, om Stephen og hans eks...og efter hun havde kastet op, havde ubehaget ( eller hvad man nu skulle kaldet det) været betydelig mindre, så ...jo...hun var ok, mente hun da selv.
Fornægtelse, var et ord man blandt andet brugte om alkoholikere...måske man også kunne klist det på Millicent, i nogen sammenhænge .

Hvor sødt. At fortsætte med at kæmpe videre syntes ikke at have nogle idée, så Stephen nikkede en enkel gang og fortsatte med at glane på tv'et som om der intet var i vejen. Det virkede sikkert med den modsatte effekt men han havde ikke tænkt sig at fortælle hans lille opdagelse. At nyde tiden sammen syntes pludselig så besværlig og kompliceret, så muligheden lå for hans fødder, greb han den uden tøven og ville gerne have sit fulde udbytte ud af den.
Stadig med blikket mod skærmen, fandt Stephens anden hånd frem til en lille lok af Millicents hår og begyndte diskret at lege med det, noget han fandt noget mere interessant end filmen, til trods for at det var den han gav opmærksomheden med øjne. At kigge på håret var også en mulighed, men det var ikke nødvendigt. Et blindt øje kunne være lige så godt som et seende øjne, hvis de andre sanser var indtakte, sådan lød dagens kloge ord i hoved på ham.

" Vil du ikke have te?" Spurgte hun og lænede sig frem for at skænke op til ham.
Millicent vidste ikke hvorfor slt synes at vælte ned over dem....både alt godt- og alt skidt.
For det var vel rimeligt dejligt at de både ville hinanden, og ville barnet...hvis kærligheden var intakt og ikke inkluderede andre, så skulle de andre ting nok falde i hak....formoede hun da.
Da både mave og sind havde det bedre og filmen var...kedelig...svingede hun et lår hen over Stephen og fik sat sig overskrævs på ham.
Hun trak lidt ned i hans bluse, så hun kunne sætte læberne til hans krave ben....og begynde at kysse langsomt hen over der.." Mmmm...skal..bare..lige...tjekke..at det hele....ser fint ..ud..her." Sukkede hun tilfredst og lod sin tunge glide hen over.

Stephen mente at han havde alt ret til at glo dumt på Millicent, da hun satte sig op og som et andet rumvæsen trak i hans bluse, lige for at tjekke at det nu stod fint til der inde. "Det håber jeg da." Det tøede ham overraskende hurtigt op, måske fordi det virkede så latterligt og pludseligt. inden hun ville kunne smutte, hvis hun havde det i tankerne, smed han sine arme omkring hende og trak hende tæt ind til sig, noget han havde savnet. "Kan du mærke noget unormalt?" Han kiggede ned af sig selv, for at se om der nu faktisk skulle være noget, men fandt intet unormalt og han burde af alle vide det bedst. "Hvad er min diagnose?" Stephen kiggede op på Millicent igen og fornøjede sig vældigt med hendes leg som læge.

Millicent så meget seriøs og alvorlig ud.." Det ser ud til at alt er i orden, men ...det kan man ikke altid regne med.Ofte er flere tests nødvendige, beklageligvis...det er et meget udmattende arbejde at skulle fortage dem....næsten..pinsomt" drillede hun .
Da Stephen igen spurgte om alt føltes normalt....rykkede hun lidt rundt på underlivet, og stillede et forskrækket ansigt op.
" Stille! Helt stille!! Jeg ...synes at kunne mærke noget...lige...her!" Sagde hun og legede chokeret, da hun vuggede lidt med underlivet.

"Jamen så må du jo heller undersøge det." Hvis der skulle leges var Stephen mere end klar på det. "Skal jeg smide bukserne?" Han gav hende et fjollet grin og ville da muligvis gøre det hvis hun tiggede i lang tid nok. For at modsige sig sine ord, lukkede han sine hænder endnu bedre omkring hendes talje, så hun umuligt ville kunne komme op, med mindre hun enten kunne teleportere sig væk eller fandt en anden unaturlig vej.
"Men ærlig talt." denne gang var det Stephen der lage ansigtet i alvorlige folder. "Havde du forventet jeg skulle være i brunst hele tiden?" Måske var det ikke det rette ord at bruge, men lige i dette tilfælde syntes det at være perfekt. "Tror du virkelig du er så smuk og gude lækker til at jeg kan det?"

Ideen tiltalte hende...en hel del.
Stephen i kun underbukser, måske lige med et tæppe over...til at starte med i hvertfald, men hun opførte sig pænt og svarede.." Nej...behold du dem bare...men blusen, måske" hun smilede og læftede øjnebrynene hurtigt...og insinuerende.
Millicent begyndte at grine... " i brunst hele tiden ? Jeg er da ikke over dig hele tiden" lo hun og endte så ud i at give ham et hårdt klask på skulderen.." Gudelækker og smuk? Jeg yror sku da aldrig jeg har beskrevet mig selv på den måde...så gider du lige..." Himlede hun op, og fik mest lyst til at udtænke en grusom hævn...men hvad skulle hun finde på ?

"Blusen, jamen du sagde jo lige det så fint nok ud." Jamrede Stephen til en start, men indvilligede alligevel og smed hvad der blev bedt om. Lægen vidste jo sikkert bedst, hvis det var en ordenlig en. Han kunne tvivle på om Millicent havde papir på det. "Ikke slå på sine patienter! Så skifter jeg altså læge!" Fortsatte han og ville forsøge at stoppe hendes hænder hvis hun ville klaske ham flere steder. "Nej jeg gider ikke!" Hvis hun skulle være sådan, ville han også være på tværs og irritere. Han ville ikke opgive denne lille leg de var gået i gang med. Koste hvad det koste ville!

" jeg er lægen...så må gøre hvad jeg vil!" Fastslog hun, og mente at have retten på sin fulde side.
Hun slugte ham med øjnene, da blusen røg, og begyndte at synes rigtig godt om sit lille læge bi erhverv.
" uhmmm...du smager godt " tilstod hun hengivent da hun hældte en stribe kys udover hans brystkasse og suttede en smule på ham undervejs, inden hun greb i hans håndled, for at trække Stephens arme op over hans hoved og holde dem lidt fast der.
" Nånå...så dét gider du ikke, men søde lille skat...det kommer du nu til alligevel, du ønsker ikke have en læge der bliver sur på dig....de kan gøre de mest grusomme ting" truede hun og kyssede ham på underarmen.

Stephen kunne ikke helt afgøre hvad han mente det føltes som. At være bæltefikset eller få en læge der tydeligvis ikke havde de rette bevillinger. Meget muligt begge dele. "Grusomme ting?" Han fnøs. "Det tror jeg næppe, jeg har aldrig mødt nogle 'ond' læge endnu, men prøv da at sætte en skræk i livet på mig." udfordrede han glædeligt med et smil på læben, før han forsøgte at trække sine hænder ned, blot for lige at demonstrere hvor stærk han egentligt var. En lille magtkamp kunne man vel nemt kalde det.