Take me away ~ Stephen

Millicent stirrede bare efter ham, da han forlod bordet.
Så nu skulle Maria også se at han var sur på hende, Millicent? Han var godt nok grov.
Millicent forsøgte at lægge masken i de rette folder, for det var helt klart en maske der var trukket over hendes rigtige træk lige nu...både overfor Maria, men måske også Stephen.
Hun forstod ikke hvorfor han behandlede hende sådan? Hvad havde hun gjort?
Han burde da havde været ekstra...sød...for at udviske enhver tvivl...om alt...både over for Maria- og også Millicent.Det var trods alt hans eks kæreste de sad med.
" Øh...det var...interessant at møde dig" sagde Millicent, med en stemme hun ænskede ville have lydt mere stærk og fast, og ikke afsløre at hun følte sig....ja hvad, svigtet?
" Ja...det skal jeg da luge love for" kvidrede Maria..." Og held og lykke med....barnet"
Det var lige før Millicent havde troet hun ville sige ' ubeldet' , og hvis hun havde, så havde Millicent måske nok kommet til at banke Marias ansigt lige ned i bordet, hårdt....flere gang.
Istedet sagde hun blot " tak" - og forlod bordet og joinede Stephen uden for.
" Meget Teen !" Sagde hun en smule tørt, og begyndte at gå.

Millicent kom hurtigere ud end Stephen havde regnet med og hun var lige så kold som før. Det første overraskede ham, i modsætning til det sidste. Han greb ud efter hendes hånd, for at få hende til at stoppe, ikke fordi han selv så frygtelig ivrig efter at tale det hele igennem. "Undskyld." Det var ikke min mening det skulle ende sådan. Nej, det vidste hun sikkert godt, så det behøvede han ikke at sige. "Vil du ikke fortælle mig hvad mit problem så var, er?" Stephen håbede at hun så ville blive rigtig sur på ham, ikke bare at ned trampe det som en bunke kompost for han havde svært ved at aflure hvad der egentligt forgik i hendes hoved, ud over at hun virkede kold som is eller på ingen måde glad.

Så længe det kunne fortrænges, ignoreres , holdes nede eller skubbes væk, kunne hun beherske sig.Og det var netop hvad hun prøvede på.
Hun var ingen krukke...hun var bare en ung...usikker pige ....en pige der for blot halvandet døgn siden havde fundet ud af at hun ventede barn, med den fyr som hun for to dage siden havde aftalt at komme fast sammen med....og nu...nu sad de så her, hvor han fortalte hans eks at deres barn var et uheld, at det ikke var planlagt...oh nej! stephen skulle ikke ønske sig hun tog den snak med ham, slet ikke.
Så var der god risiko for at det ville blive både det første-og det eneste barn han ville kunne få.
" Jeg tror vi skal tilbage til biografen nu, der er tyve minutter til filmen starter, tror jeg" sagde hun blot.

"Jamen så må filmen vente på os eller så må vi se den en anden gang." Stod han fast og havde ikke i sinde at give slip på Millicent nu. Nu var det kommet ud og så kunne hun brokke sig alt hvad hun ville, Stephen ville have alle kortene på bordet. Uanset hvor ømme og følsomme de så var. Det passede ikke helt, for hvis det havde været hans egne havde han fulgt hendes eksempel, men det var det ikke og det var jo vigtigt at fortælle hvordan man havde det.

Livet var nu engang sådan, at man ikke altid kunne få det man ville...og slet ikke når man ville.
Millicent trak i sin hånd og forsøgte igen.." kom nu Stephen...jeg gider virkelig ikke tale om dig og dig eks...jeg vil se den film"
Hun begyndte at have en smule svært ved at skulle deale med både følelserne og Stephen, på samme tid.Hvis hun først fik ham over i biffen, så kunne de ikke snakke...i hvert fald ikke uden hele salen ville sidde og tysse på dem, så biffen det var nu hendes mål.

Ubeslutsom åbnede og lukkede Stephen munden et par gange, før han begyndte at følge efter hende, på ingen måde sikker på at det var rigtigt det han gjorde, så da de var kommet hen, stoppede han hende et par meter fra indgangen. "Fortæl mig det, bare fortæl mig det så går vi ind og ser den film." Så slap han også for at se filmen, hvis hans tanke kunne optage ham mere, det ville næsten være en befrielse og en bunke spildte penge, men fred være med det. Han ville finde ud af hvad der var galt.

Hun stoppede op og lod blikket hvile på ham...lidt tid.
Det var mulig at hun var den yngste- og havde hormoner der rasede rundt i hele kroppen, hvilke hun iøvrigt holdte Stephen helt og aldeles ansvarlig for.Han havde haft sex mange gange før, han vidste hun var jomfru og alligevel...alligevel..havde han ikke beskyttet sig....dem...hende.
Men ....årh...hendes tanker fes rundt som et andet Paris dakar løb, og hun kunne ikke fastholde dem.
Hun kunne heller ikke hate på Stephen, selv om hun virkelig virkelig ønskede det lige nu.Hun ønskede at få ham til at bløde...eller...egenlig ønskede hun jo bare at han havde vist han elskede hende og glædede sig til de skulle have Virus....vist det til Maria, så Millicent ikke skulle føle sig ...usikker eller i tvivl.Hun fik blanke øjne...igen.
Med hæs stemme, sagde hun så reserveret hun kunne lyde..
" Du sad og fortalte din eks at vores barn var et uheld... Tak" sarkasmen blandede sig..." Det er sku da det samme som indirekte at sige at det aldrig skulle være sket...til din eks, Stephen...tænk dig dog lidt om."
Hun tog en dyb indåndning og ville videre i teksten..." Jeg henter sodavand og popcorn"

Da Millicent endelig fortalte problemet, forstod Stephen straks problemet men ville ikke bryde sit løfte og fulgte derefter tavs efter Millicent. "Jeg skal ikke have noget." Informerede han en smugle stift om. Imens hun købte, blev han stående pænt og ventede. Da hun var færdig fulgte han som en anden hund efter hende i hælene og satte sig ned inde i biografen. Reklamerne begyndte og Stephen sad som hvis han sad på nåle. "Men jeg vil gerne have barnet, det er vigtigt du ved det, det er ligegyldigt med Maria." Hans stemme var lav, men alligevel en høj hvisken der ville kunne høres af andre, hvis der var nogle. Derefter vendte han sig rundt mod skærmen og stirrede stift på den.

Hun trak på skulderen og forlod ham for at handle.
Da hun kom tilbage stak hun alligevel en cola i hans favn imens hun selv havde sin Zero og en stor popcorn til fællesbrug.
De kom ind..og fandt deres pladser, på sidste række.Millicent gjore hvad hun kunne for ikke at blive fristet til at tømme popcornene ned over hovedet på ham.
Det resulterede så bare i at hun ikke kunne modtage hans forsøg på at sige noget sødt, så hun hvislede..." Du mener du accepterer uheldet" og inden han kunne nå at sige mere fulgte hun sætningen op med et spørgsmål....og hun håbede ved gud at han bille svare det var ham..." Bare sig mig en ting...hvem af jer sluttede forholdet?"

Stephen trak vejret dybt og vendte kort blikket mod Millicent for at svare, men blev stoppet. "Det gjorde hun, det har jeg sagt. Hun fik nok af mit musik." Forklarede han stilfærdigt og betragtede lidt hendes ansigt. "Men det er ikke vigtigt, jeg er færdig med hende og vil ikke vende tilbage. Det er dig jeg elsker nu og det vil ikke ændre sig og ja, man kan godt sige jeg acceptere uheldet fordi jeg gerne vil have barnet." Han trak vejret dybt og kiggede på skærmen der langsomt begyndte at glide over i filmen, efter at have givet hele armen med 'sluk din mobil'.

" men du elskede hende...." Forsatte Millicent ubamhjertig..." Og du elskede hende da hun forlod dig, og var hun ikke gået ville i have et barn i dag. Et planlagt barn" blev hun ved.
" kan du forklare mig hvordan helvede du synes det er en skide god ide, at sidde med din nye og gravide kæreste og forklare din gamle at at hendes graviditet er et uheld!" Millicents stemme var for høj og lidt desperat i sin klang , til en biograf..men hun forsatte..." Vi kan da ændre det Stephen...uheldet det er meget let.Man får en pille man skal synke....vandrer lidt rundt i en hospitalshal...og så...så bløder man som en i helvede, men det gode er" hun smækkede popcornbjerget over i hans skød, med en hård bevægelse..." Det gode er at så er uheldet væk, og du er fritaget et hvert form for ansvar over for mig.." Sagde hun og stirrede tomt på lærredet.

Det var næsten som om sædet slugte ham, det ønskede Stephen det gjorde. Han gjorde alt hvad han kunne for at forsvinde ned i et lille musehul men der var intet at forsvinde ned i. Han var stadig oppe i stormen, hvor han til alt held kunne takke gud for at folk sad længere fremme og rummet var mørkt, så han kunne ikke se folk der gloede på dem. "Jeg har ikke sagt ..." Begyndte han, men blev stoppet da Millicent ufortrødent fortsatte med at rage ned på ham, til hun sidst havde forklaret hvordan man fik uheldet ud af verden. Han turde knap nok trække vejret, i frygt for at det ville starte et nyt vandfald.
Et par minutter inde i filmen, satte Stephen diskret sin cola ned i holderen ved siden af ham og popcorne ned på gulvet. Derefter rettede han blikket mod skærmen og stirrede blindt på den til filmen var færdig eller Millicent havde mere at smide i hoved på ham.

Hun sagde ikke mere, og antog hans tavshed for at han enten overvejede muligheden, eller var enig ...eller måske noget helt andet.
Hun så stort set intet af filmen, og en tristhed var ved at tave bopæl i hende.
Nu var både filmen og middagen fucked up.
Sikke en date! Et tidspunkt under filmen. Kæmpede hun med sine tåre, men da der samtidig var en følelsesladet scene, og mange andre sad og snøftede på samme tid, tegnede hun ikke med det var noget der sprang i øjnene på Stephen.
Da den var færdig , ilede hun ud, næsten som der var flammer....de havde på ingen måde behøvet at sidde der...bagerst...de kunne have siddet midt på det store lærred, uden nogen havde bemærket dem, så tavse og stille havde de siddet, resten af filmen.

Inden Millicent nåde hen over bjerg og bakketop, greb Stephen fat i hende for at kunne følge efter hendes løb fra det hun flygtede fra. "Millicent, jeg ville aldrig kunne få et planlagt barn med hende, hun ved ikke hvad jeg er og det skal hun ikke vide." Startede han ud med og håbede hun ville lytte på ham, for han havde mere at sige hvis han ellers fik taletid til det. Måske skulle man købe et taletidskort? "Du ved godt jeg ikke tænkte over det. Ja jeg var forelsket i hende da hun smuttede. Jeg har aldrig skulle have noget skjult for hende ud over hvad jeg var, så har aldrig tænkt over det." Forsøgte han meget muligt forgæves at forsvare sig med, mens han trak hende med sig et sted hen, hvor de ikke endte med at blive underholdning. "Jeg vil ikke af med barnet. Det har jeg sagt en masse gang og jeg ændre ikke min mening. Jeg elsker dig og det har jeg håbet på, og gør det stadigt, at barnet kunne overbevise dig om. Jeg vil ikke have et barn med nogle jeg ikke elsker, nogle jeg ikke ved jeg vil leve med rasten af mit liv."

Hun blev trukket med...men hun havde ikke lyst til at lade sig røre ved.
Hvad hun havde lyst til var noget ganske nyt..for det var ikke kvalme,den var langt væk, og alligevel..alligevel havde hun lyst til at få på toilette og stikke en finger i sin hals.Pis.
" Jeg gider ikke tale om hende...jeg vil bare vide h orfor det var vigtigt for dig at fortælle Maria at vores barn ikke var planlagt.Det var...hjerteløst og ondt overfor mig.Du ydmygede mig...og det....det troede jeg faktisk aldrig du ville gøre" hun flippede et par gange med øjnene og begyndte at blive træt.
" Jeg vil gerne hjem...der er vist intet at feste eller fejre i dag, og din teen date...den kan du rige og bede Maria om, ved et uheld " snerrede hun og begyndte at mærke energien forlade hende.Hun orkede ikke mere diskution ." kan vi ikke vidt tage hjem" hun var ved at gå i opløsning, da hun rakte ud efter hans hånd.Hun behøvede jo for helvede den dumme ...idiot...hun kunne ikke klare det uden ham...han var hendes centrum, Virus var en biting,

Det var da altid positivt at hun gad holde ham i hånden, hvilke nok kun var for at få ham med sig. Stephen fulgte opgivende efter Millicent da hun trak af sted med dem. Uden at vide hvad han skulle stille op med sig selv, hende eller noget andet. Han ville være tavs som en østers til de kom tilbage til sommerhuset, hvor han sagde han ville gå en tur og derefter var ude af døren igen. Der var i følge ham meget der skulle tænkes igennem, specielt én ting, noget han ikke rigtig turde tænke på men til sidst tvang sig selv til, efter i en times tid at have travet ned af stranden. Selv efter den time, hvor han var på vej tilbage til sommerhuset, var han heller ikke kommet frem til noget og besluttede sig derfor for at smutte ned og få et havbad, før han gik i seng, i et noget forgæves forsøg på at klare tankerne.
Inde i sommerhuset kom Stephen til sofaen, hvor han smed sig og fortsatte tavst sine tanker til han faldt i søvn og sov som en sten til den lyse morgen.

Tavsheden virkede kvælende , på en måde.
Hun var så ked af det og så meget i følelsernes vold at hun ikke kunne bryde ud.
Hun var sårbar og trist.Eller bare Trist.
Da de kom hjem, ville hun havde avet te, og sat dem overfor hinanden så de kunne tale ud.
Naturligvis nyttede dette her jo ikke, hun kunne ikke fordrage at være lysår fra Stephen, hun ...behøvede..at være i hans favn.
Så hun blev noget forbløffet, da Stephen smuttede, og hun vandrede som en tiger i bur, i den evighed han var væk.Flere gang gik hun ud på terassen, og spejdede efter ham....og til sidst så hun ham bade.Hun turde ikke joine, både grundet Virus...det var gået af helvede til sidst...men også fordi han udstrålede han ikke ønskede selvskab.
Mon han tænkte på hende....Maria?
Millicent gik op i seng, tog sin åndsvage dumme kjole af og tørrede nogle tårer væk.
Det var så den aften....deres muntre teen date, med bio,dinner and dance.
Da hun faldt i søvn, var hendes hovedpude ret fugtig , hun havde hørt Stephen komme tilbage...men også hørt at han valgte at sove på sofaen, hun græd sig lydløst i søvn.

Imodsætning til oppe på hemsen, var der ingen gardiner nede i stuen, så i samme øjeblik der kom nok lys ind, vågnede Stephen og valgte hurtigt at stå op da søvnen forsvandt som dug for solen. Morgenmad var en mulighed, ligesom så meget andet, så efter en lang tids pause, gik han i gang med at skralle gulerødder som han smed på en bakke sammen med en balje te. Det blev sendt med ekspresfart op til første sal, hvorefter han selv fandt noget mad og satte sig udenfor for at sætte det til livs.

Hun vågnede....træt og slet ikke i godt humør.
Dagens første smil dukkede dog op, da hun så gulerødderne og et krus te...
Okay...det var i det mindste ikke hendes kuffert han havde sat der.
Hun spiste lidt ...og tog et par mundfulde te, der nu var almindeligt tempereret.
Hun kom nedenunder, med sit krus...og fandt hurtigt hende hoodie uden ærmer og den tilhørende nederdel, og fik det på- inden hun gik ud til Stephen.
Hun havde en ...skæv ..humor, og da hun ikke vidste hvad ellers hun skulle sige...
lød det..." godmorgen....og..tak for i går" men hendes stemme bar ikke præg af vrede.

Stephen kiggede op da Millicent kom ud til ham. "Godmorgen. Det var så lidt, bare sig til hvis det skulle være en anden gang." Når de alligevel havde gang i den syge humor, så kunne han lige så godt lege videre på den. I form af en lille test, rakte han hånden ud mod hende, for at se om hun ville tage den. Hvis ikke var det et nej, hvis hun gjorde, ville det være et ja og hvis mulighederne var der, ville han trække hende ind til sin favn.

" Det vil jeg gøre, tak" legede hun videre og så på hans fremstrakte hånd.
Hendes blik blev en nuance mørkere, da hun lagde sin hånd i hans.... og hun kunne mærke det i hele kroppen." hey..pas på" mumlede hun, da han halede hende ind til sig, og Millicent fik lige sat sit krus fra sig, inden det skvulpede ned over dem begge.
Hendes arme viklede sig omkring hans hals og fingrene ind i det mørke hår....for pokker , h orfor bragte han så helt utroligt stærke reaktioner frem i hende....på alle områder.
" Undskyld " hviskede hun.
Ikke at hun havde ændet syn på noget som helst, men ...hun ville gerne have kunne tackle det mere...modent.

Positiv respons, bedre kunne det umuligt blive. "Næste gang, hvis der bliver en, overlader jeg helt samtalen til dig, så går jeg ikke forkert." Stephen trak lidt på smilebåndet mens hans øjne studerede Millicents, før han forsigtigt lage sine arme omkring hende og søgte hendes læber hvis han fik lov til overhoved at komme så langt. Der var ingen der havde sagt han var tilgivet, men noget tegnede på at hun i hvert fald var midlet lidt op. Morgenmaden måske hans lille morgen knus? "Jeg tror vi venter med den næste teen date til ungen er ude, så kan jeg ikke komme til at sige noget forkert." Han trak vejret dybt og strakte bene. "Hvis du altså stadig ... vil?" Ømt emne, farligt emne.

" Nej! Det ville være lige så slemt....du ved helt ærligt ikke hvordan man gør sådan noget, vel? " sagde hun og trak vejret tung ind gennem næsen...
" Du siger...at du glæder dig sindsygt til at skulle være far, smiler og ser forelsket ud" Millicent så alvorligt på ham.." ikke noget med at det ikke var planlagt eller bare sidde tavs...eller skride fra mig og efterlade mig med DIN eks...det udsender ingen at de ...rare...signaler, kan du ikke godt se det ?"
Det var ikke fordi hun regnede med han kunne, og det var jo i sig selv en udfordring...men...ja...hun måtte huske på han var voksen og traf sine egne valg, og dem måtte hun så...forsøge ikke at betvivle.

Ingen forsonende kys. Stephen nikkede artigt og pligtskyldigt. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle svare, så sad bare tavs og gentog hendes ord i hoved et par gange. Se ud som om det var planlagt, det kunne han sikkert lige overkomme. "Jeg har aldrig siddet sammen med to kvinder og diskuteret børn, så nej, jeg ved ikke hvordan man gør." Forsøgte han at forsvare sig med, selvom han var klar over at det var håbløst.
Imens Stephen sad og tænkte, kom han frem til en åbenbaring af den ene eller anden form. Han skulle for eftertiden holde sig langt væk fra kvinder og børn, det var en afdeling andre måtte tage sig af, for han kunne tydeligvis ikke. Pludselig syntes den gamle køns opdeling at give mening.

Millicent lagde en pegefinger under hans hage og løftede Stephens ansigt lidt op, så hun så ind i hans opsigtsvækkende øjne.
" Stephen...du skal bare vise du elsker mig....på en eller andet måde...det ville være en rar følelse når vi sad med din forrige kæreste.Det var jo ikke en gammel mormor..."
Hun holdte stadig om hans have, nu med flere fingre og lænede sig frem for at sætte min mund mod hans...hun savnede hans læber...meget.