Vi mødes igen //Gino//

Sally rødmede kraftigt da Gino træk hende tættere på, men det skræmte hende ikke, det fik hende til at føle sig mere tryk.
Da hun hørte ham sige hun ikke skulle bekymre sig fik hun flere tåre i øjne, hviskede stille hans navn, ikke som et spørgsmål, men bare for at sige det, og lukkede så øjne, lagde sit hovedt indtil hans bryst under hans.

//Sååå...hvad nu? ^^//

//Det bestemer du da Falder han i søvn, holder han bare om hende, elleer snakker han til hende, vi kan godt sige en time senere hvis du vil//

//Jeg spurgte mest fordi jeg ikke syntes der skete noget. Og jeg manglede lidt noget inspiration.//

//da der fremskridt, De holder om hindanen, vi kan sige de vågner igen i hindanens arme, og skal havde morgenmad, så Gino bringer morgenmad til dem og så kan de snakke om hvor længe Sally skal blive det med sine skader?//

//Sure.//

Gino vågner igen, han kunne ikke huske at han faldt i søvn, men det må han have gjort. Han bemærkede at Sally stadig lå i hans arme, det var godt. Han kunne godt lide hende, men han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre med hendes voldelige tendenser. Han skubbede sig selv lidt væk fra hende og så på klokken.


Gino rejste sig fra dobbeltsengen og tog blp jeans og en sort, langærmet trøje på. Han ruskede lidt i Sally.

"Jeg går ned og henter morgenmad til os begge, okay?" hviskede han.

Sally vågnede af at blive rusket og stønnede i smerte, kiggede på Gino og nikkede stille "okay" sagde hun hæst og så på ham og rødmede, var hun virkelig faldet i søvn i hans arme?

Gino gik ud af hotelværelset og tog nøglekortet, ned af gangen og ned af trapperne. Så gik han ind på restauranten og hentede to tallerkener og fyldte dem med æg, bacon og brød. Derefter gik han op til værelset igen og lagde Sally tallerken på natbordet. Han satte sig ned på sengen og satte sin egen tallerken på skødet.

"Hvordan har du det?" spurgte han.

I mens Gino var fik Sally sat sig op og undersøgt sig selv lidt.
Da Gino kom tilbage med maden og hun kunne dufte til løb hendes tænder nærmest med vand, og hun tog en bid med det samme.
Det gav hendes også tid til at tænke over hans spørgsmål.
Hun følte sig mærkelig kold efter Ginos arme ikke længere var om hende, det fik hende til at rødme med det var ikke noget hun ville indrømme.
"Min vinge gør stadigvæk meget ondt" sagde hun efter hun havde slugt sin bid "Men de andre skader er blivet bedere, dæmoner healer lidt hurtigere end menesker"

"Det var godt." sagde han og tilfjede straks akavet: "Ikke det med vingen selvflgelig..."
Han tog en bid sin mad og sagde saa: "Tror du ikke du skal paa skadestuen med din vinge, eller i det mindste til Anna Rose, hun kan sikkert gore noget for dig. "

"Jeg har ikke kunne få kontakt til Anna Rose, det derfor jeg heler ikke har hørt hvad der skete med James og alt det der" sagde hun og så på ham, tog en dyb indåning og så ned "Jeg kan ikke tage på Hospitalet Gino, politiet leder efter mig, jeg er blevet ankladet på mord på en politi betjent"

"Okay, men du skal love mig at blive ved med at få fat i Anna Rose." sagde han og spiste op. Han samlede sit bestik og satte sin tallerken på natbordet.

Sally spiste også op ""Men... min mobil er gået i stykker og kan ikke hendes nummer i hovedt"sagde hun og så på ham "Enten skal jeg sende et brav, eller selv gå hjem til hende og james"

Gino udtrykkede et stille "Oh." mens han samlede deres tallerkener sammen. Han rejste sig op og stillede tallerkenerne på bordet.
Han tænkte så på hvad han så skulle gøre. Han var hunderæd for James og han stolede ikke rigtig på Anna Rose længere, hvordan kunne en sød pige som hende have noget at gøre med et monster som James? Han kunne bare ikke se hvad hun så i ham.

Sally rørte sin ene vinge blidt og piv "Hvordan havde dine forældre det eneligt med du en engel?"

Han vendte sig om mod Sally. Han havde ikke forventet det spørgsmål fra hende. Hvad ville hun dog vide det for?
"Tja. Jeg har aldrig rigtig spurgt dem om hvordan de havde det med det. Men mine forældre er stærkt katolske og beder til engle og sankter hver gang de har problemer. Så selv jeg kan gætte mig til at de så mig som en sand velsignelse fra gud. Og jeg blev altid som lille fortalt at gud havde en særlig plan for mig og at jeg var guds særlige udvalgte, men det holdt jeg op med at tro på da jeg befandt mig hos min tidligere mester. For dér lærte jeg om andre engle født på jorden og det var virkelig en øjenåbner for mig...jeg mener...jeg tror stadig på gud og sådan noget, men al den her snak om særlige planer er ligesom slut nu, og hver gang de bringer det op lader jeg bare som ingenting."

Sally nikkede stille og så ud af vinduet "Jeg gætter på engle børn er heldige på den måde, deres forældre har nemmer ved at acceptere dem, andre er ikke lige så heldige" sagde hun, tørte sig stille om munden med sin serviet.

"Ja. Det kan du sagtens sige, men det var heller ikke en dans på roser for mig, for roser har torne. Jeg måtte ikke lege med de andre børn og jeg måtte ikke gå i børnehave og leve en lykkelig barndom ligesom alle de andre. De holdt mig fra verdenen for at 'beskytte mig' mod 'alverdens ondskab'. Og jeg er udemærket klar over at det måske ikke er det værste jeg har lidt under og at mange dæmoner sikkert har haft det værre. Jeg siger bare at det heller ikke var let for mig."

"Jeg kan sagtens tro på det ikke er let for dig, magiske børn i normale familier har det nok værst af alle, Jeg så Anna Rose vokse op med det så jeg har en rart god fornemmelse hvordan det er" sagde hun stille, hun så over på Gino og fik lyst til at putte sig ind til ham ,hun rødmede og satte sig og så ud af vinduet i steden for.

Gino satte sig på sengen igen ved siden af Sally.
"Hvorfor kigger du aldrig på mig?" spurgte han.

Sally rødmede og kiggede lidt på ham "Hvad mender du!" hun så ned og overvejert om hun skulle havde noget nyt tøj på og havde et bad.

"Jeg mener at du aldrig kigger på mig, og jeg vil gerne vide hvorfor. Er det noget jeg har gjort?" spurgte han.

"Nej... det fordi du holdte om mig.... det jeg alser ikke van til" sagde hun, tog sine knæ op til hendes bryst og krammede dem, rødmede meget.

"Undskyld...det var bare fordi du græd og jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle gøre. Du kunne bare have sagt hvis du ikke ville." sagde Gino lavmælt. Han var lige ved at få tårer i øjnene, men han holdt det i sig. Det føltes som om han lige var blevet afvist, og det var han nok også.

"Nej nej du misforstår.. jeg...jeg kunne rigtig godt lide det..." sagde hun og rødmede kraftigt "Det derfor det svært for mit at se på dig... " Hun så op på ham i øjne "Jeg har ikke haft det sådan før og jeg forstår det ikke"