Vi mødes igen //Gino//

"Okay." sagde Gino blidt og lagde sig i sin egen seng og trak dynen over sig. "Husk, hvis der er noget, så bare væk mig."

"Skal jeg nok" sagde Sally stille, åbnede øjne og så kort på ham, hun så over på vinduet igen, strøg sin egen arm og sukkede stille, hun ville nok gå i morgen så hun ikke generet Gino mere end nødvendigt.

//Så. Nu tror jeg bare Gino falder i søvn og så sker der ikke rigtig mere, eller hvad?//

//Sally falder også i søvn skal vi bare sige næste morgen?//

//Yes yes. Hvem vågner først?//

Sally vågnede med et gisp, satte sig op og stønnede i smerte,
Det havde ikke været hendes mening at sove, men hun var faldet i søvn aligevel, hun havde også gået flere døgn uden søvn, så det måtte jo komme.
Hun havde prøvet at flygte fra hende ,marridt, men det gjorder det vare være nu hvor hun fik dem.
Sally begyndte at hulke mens tårene trillede ned af hendes kinder, det hele havde virket så ægte, frygten mens hun løb havde lavet sved på hendes krop, følelsen af at blive fanget i et hjørne havde fået hendes åndedrat ud af takt, og følelsen af at falde havde rysted hele hendes krop.
Og værst af alt, følelsen af at ramme jorden, det var altid det der vækkede hende.
Sally begyndte at græde, hun kunne ikke gøre for det.

Gino, der vågnede af lyden af Sally der græd vendte sig om mod hende med et bekymret blik. Han trak hurtigt dynen af sig og satte sig på hendes seng ved siden af hende.

"Hvad er der Sally?" sagde han og holdt om hende.

Sally så lidt forskrækket på ham da han rørte hende og rystede, hun havde helt glemt hvor hun var.
Ginos arme føltes varme om hende, hun kunne ikke huske hvornår nogen sidst havde holdt om hende.
Sally græd lidt mere og holdte sig lidt ind til Gino, "Jeg havde et marridt" hulkede hun lidt.
Så ikke for at lyde helt tåbeligt og barnlig tilførte hun "Men ikke et hvillket som helst marridt, jeg kan ikke komme af med det, jeg bliver ved med at drømme om hvordan jeg døde i mit sidste liv"

Gino tyssede blidt på hende. Hun behøvede ikke sige mere. Han rejste sig og skubbede sin egen seng over ved siden af hendes. "Læg dig ned." sagde han og lagde sig selv ned.

Sally så forviret på ham, men gjorde som han sagde og lagde sig ned, hendes vinge gjorder stadigvæk meget ondt, så hun piv lidt da hun lagde sig ned, hun prøvet at holde op med at hulke men kunne ikke rigtigt.

Gino lagde sig ned ved siden af hende og holdt om hende. Han håbede på at hans nærvær kunne berolige hende lidt.

Sally så meget overrasket på ham, hun lagde sig på siden, holdte op med at hulke og holde sig ind til ham, hendes tåre strømmede ned af hendes kinder, men hun nød den varme der kom fra Gino, det her var ikke noget hun havde følt nogen sinde, hvordan kunne et væsen være så sød ved hende?.
Sally lukkede øjne og holdte sig ind til Gino, lagde sit hovedt mod hans bryst.

Gino lagde sig bare ved siden af hende og trak vejret dybt. Han håbede på at hun snart faldt til ro.

Sally lyttede til Ginos hjerte rytme og til han verjtrækning, og hurtigt begyndte hun at falde til ro. Men mens hun faldt til ro begynte en kraftig rødmen også at danne sig på hnedes kinder og hun prøvet at trække sig lidt væk fra Gino.

Gino kunne mærke at hun trak sig lidt tilbage og Gino respekterede hendes blufærighed, selv om han selv godt kunne bruge nogen der holdt om ham. Men hvis hun ville væk, skulle hun også have lov til det. Gino lå bare stille i midten a sengen og håbede på at hun kom tilbage når hun var klar til det.

Sally rødmede kraftigt og skulle til at sige noget da hun så ham i øjne og orderne bare ligesom sad fast der, hendes egne øjne var en lilla farve igen da glødet.

Gino kiggede forventningsfuldt på hende. Det så ud som om hun skulle til at sige noget, men han spurgte ikke.

Sally rødmede kraftigt og så bare ind i hans øjne, hun kunne ikke finde ud af hvad det var hun ville sige og hun rystede lidt, slugte den klump hun havde i halsen og så ham bare i øjne.

"Er du okay?" spurgte Gino. Han var en smule træt, men han prøvede at holde sig vågen for hendes skyld.

"Du har pæne øjne" mumlede hun stille, hun vidste ikke hun gjorder det før hun havde sagdt det, men da hun fandt ud af det rødmede hun mer og så væk, håbede bare han ikke hørte det.

Gino grinede lidt af Sallys kommentar og rødmede.
"Tak skal du have. Jeg ville ønske jeg kunne gengælde dit kompliment, men din øjenfarve skifter ret tit." sagde Gino drillende.

"Det holder nok op når kroppen stopper med at prøve at ødelægge sig selv" mumlede hun, hun så på hans bryst og rødmede meget, tøvene og langsomt kravlede hun tilbage ind til ham, lagde hovedt på hans bryst og tog armene om ham, rødmede meget, hun var afslappet og var blevet lidt træt igen, og at ligge i Ginos arme føltes virkelig rart.

Gino sagde ikke noget til den kommentar hun kom med. Han lå bare dér, og var glad for at Sally kom tilbage, for han havde brug for nogen at holde om, og lige nu virkede Sally som den bedste kandidat. Men hun var så anderledes fra ham, hvordan kunne han have det på den måde med hende? Hvorfor havde han så megeet lyst til at kysse hende? Måske var det desperationen der talte men der var et eller andet.

"undskyld" hviskede Sally og begyndte at få tåre i øjne igen og holdte sig ind til ham "Jeg må virkelig være en af de værste personer i dit liv lige nu, ud over din eks mester, jeg gør der så vred første gang vi mødes, forlader dig uden et ord og efter en uge komme igen og gør det her ved dig, jeg skal nok gå så snart min vinge er healet" sagde hun stille og holdte sig lidt mindre ind til ham.

Gino tyssede bare på hende. Hun burde ikke bekymre sig om ham. Han var ligeglad nu, nu ville han have sit 'moment' i fred. Bare det at ligge ved siden af hende gjorde ham mindre bekymret for fremtiden og han ville ønske at det aldrig ville holde op. Han trak Sally tættere på igen.

"Du skal ikke bekymre dig. Det er okay."