Take me away ~ Stephen

De sidste to sætninger fik Stephen ind på samme tankegang som hende selv. Alt i alt, ja, helt korrekt. "Hvis du finder et sted og ikke bruger for mange penge på alverdes baby ting, så kan det være at jeg kan finde et par mønter på kistebunden." Det var et meget godt tegn at vide at Millicent gerne ville af sted med ham igen når det kom til stykket for man kunne ikke ligefrem kalde det en udramatisk ferie. Måske var det netop det hun havde kunne lide? Hvis det var ville han nok glo lidt på hende.
"Jeg tror ikke du kan blive særlig meget uskyldig i den klædning af en dæmon, men du er velkommen til at prøve af, jeg skal glædeligt være tilskuer." Det ville være spændende at se hvis hun tog den udfordring op. Det gjorde hun sikkert, for det kunne godt være det var til ham hun havde købt tøjet, man kunne aldrig vide med kvinder.

" jeg skal nok hjælpe til Stephen....der burde også snart vælte nogle penge ind , med alle de billeder de efter hånden har taget" hun vidste at der var endnu flere shoots på vej , både på magazinerne men også på bestilling, så hun var sikkert heldig at hendes graviditet ikke ville kunne ses meget længe, og når det gjore...ja...så kunne hun vise ventetøj, børne relateret emner eller blot lave face close ups, der var mange muligheder...hun behøvede ikke stoppe med at arbejde, bare fordi hun ventede barn.
" Ja..det var da en god ide...jeg kan da prøve den...bare for at se hvordan den virker...og den har en passende effekt til at tage på til arbejdsfesten...god ide, skat" hun klappede ham på kinden, som var han en hest og ventede på han fik døren låst op, så hun kunne myldre hen til sofaen og smide posen fra sig, og sidde ned.
Der var alligevel noget om snakken, de første tre måneder var man skide træt ...like all the time.

Da døren sprang op, lod Stephen damen komme først, før han selv fulgte efter og smed sig ved siden af hende, mens han smed skoende. "Virker, hvad mener du med virker?" hurtigt kastede han et blik hen på hende, før han lænede sig ind over hende og kiggede hende i øjne. "Hvad skal du egentligt med den dragt, her troede jeg du kunne lide forhold med en enkel person, men har du også nogle skjulte seksuelle lyster?" Nu havde hun anklaget ham for at ville have sex med flere og offentligt, nu måtte det være hans tur, selvom han tog det noget mere let. Nu havde han gjort hende gravid, så hun måtte lige vente i ni måneder før hun kunne få det næste barn med sin næste elsket.

" Skjulte? Nej da...og det kan umuligt være mig der har sagt de ord der...i så fald har jeg nok are ment en enkelt person af gangen Stephen....hvad regner du mig for....du give mig en skumfidus for første gang i mit liv....den smager herligt...og der er en hel slik butik derude, og så siger du jeg ikke må få mere?" Hun satte et uskyldigt blik op og førte sin ene hånd om i nakken på ham, og nussede lidt i hårkanten.
" det er jo kun lige en test...så vi kan se om den sidder rigtigt, du ved...klæder skaber folk"
Hun kørte en finger ned af hans næse, efter at have trukket hånden væk fra hans nakke og spurgte så...." Hvad med du henter din fløjte skatter så laver jeg lidt te, og en sandwich til dig...til os" rettede hun sig selv, selv om hun godt nok ikke skulle have noget"
Millicent forlod sofaen og gik i gang ude i køkkenet , imens hun sagn ...

Skumfiduser og slik?! Stephen forstod ikke hvor det kom ind i billedet fra, men forstod godt hvad de var erstatninger for, noget han fandt besynderligt. Lege med ord kunne pigen, men de var mærkelige, ingen tvivl om det. "Jaja, det er jo meget vigtigt." Han sukkede højlydt og dramatisk. Det var ikke godt for hende at være model, for så skulle alt tøjet jo passe perfekt. Kunne hun så ikke længere gå i noget der var lidt for langt eller kort? Så var det i hvert færdigt med at bruge hans tøj.
"Jo ..." Stephen sprang op fra sofaen og gik kravlede op til deres senge, for at hente fløjten hvor han mente han sidst havde lagt den. Imens var hans ører på stilke for at opfange sangen fra Millicent der igen havde kastet sig ud i noget Lana Del Rey. Fantastisk sang i følge Stephen, der satte sig på kanten af trappen, da han havde fået fløjten og fandt hurtigt tonerne til sangen for så at falde i melodi med hendes sang.

Et enkelt vers blev bare nynne, imens vandet kogte og hun fandt kopper frem.
Hun var afslappet når hun sang....bekymringer blev holdt for døren og hun blev henført til en anden verden, også selv om...eller i virkeligheden fordi..at sangen kun var tiltænkt fornøjelse og hendes egen lille kulørte verden.Den var hendes ild bekæmper, kunne man næsten sige..
Selv om hun stod og tilberedte en roastbeef sandwich , på grillet brød til Stephen, blev hendes smil stort, da lyden af hans spil blændede ind med hendes nynnen, så hun slog hurtig over og sang de næste par strofer.


" Så er der mad" sagde hun og vinkede ham ned fra trappen,den dejlig skøre fyr.

Som en kåd kalv kom Stephen springende ned af trappen og satte sig hen til bordet hvor han tog kniv og gaffel i hver hånd. Så var han klar til at spise. "Ud over at vi skal til det der bal og du skal besøge mine forældre, så skal vi jo også videre med dit sang, hvis du kan presse det ind i din planlægning med børn og underholdning, du skulle jo også til det der udklædningsfest." Huskede han hende på og begyndte ivrigt at spise da Millicent kom med maden. Det var det rene luksus når nogle ville lave ens mad, det skete ikke tit for Stephen, der selv når han var sammen med Millicent endte ud med at lege kok.

" spis nu bare" maden blev skubbet helt derover, og hun skyndte sig at sige...jeg tog lidt imens jeg lavede din." Det var jo ikke en løgn, hun havde gnasket på lidt gulerødder og agurk og et stykke brød, så det var vel fint nok , mente hun.
" jo, det skal vi da have tid til, ellers tror jeg Nico opgiver os" det var jo trods alt vigtigt at holde sine aftaler, ellers var man ikke til at stole på.
Hun så pludselig væk fra ham...nå, men hun havde jo ikke lovet ikke at kaste op, det havde hun da ikke! Så hun snød ikke, ikke rigtigt da.
" Jeg tror nu ikke det der med børn kommer til at fylde så meget Stephen, ikke de første mange måneder anyway, så der skal arbejdet da have en ordenlig skalle...på alle leder"

Stephen havde mad på bordet og hvis Millicent var tilfreds med hvad hun havde fået, så ville han ikke stille spørgsmålstegn. "Nej, men det kunne jo være du fik det dårligt. Det er jo ikke for ingen ting der er skrevet side op og side ned med bøger omkring gravide kvinder." Fik han sagt ud mellem nogle mundfulde der forsvandt meget hurtigt. Selvom det ikke var så lang tid siden han havde spist sidst, kunne 'mors' hjemmelavet mad altid komme ned.
"Men hvis du mener at kunne holde til det, vil det da være fedt hvis vi kunne få lavet noget når vi kom hjem og er kommet over alle de formelle dele." Selvom han aldrig havde kendt meget til graviditet, syntes han alligevel det lød som en stor mundfuld og vil synge og lave modelarbejde på samme tid, folk fik jo fri for arbejde når de var gravide. Måske overreagerede han også, det kunne han ikke svare eller gøre rede for. Han ville aldrig sætte sig ned og læse en bog omkring det, med mindre han ligefrem blev tvunget til det.
Efter at have spist maden færdig, suttede han omhyggeligt sine fingre af og begyndte på opvasken. "Sæt dig hen i sofaen, så kommer jeg lige om lidt med fløjten." Imens der blev gjort rent, løb Stephen de lange lister igennem med musik. Der var kun ét krav, at Millicent kendte det, men det var alligevel svært nok hvis det ikke skulle være alt for let.

" Selvfølgelig kan jeg holde til det....jeg har jo sagt at jeg ikke er af porcelæn" fastholdte hun og havde på ingen måde tænkt sig at bruge sin graviditet til at trappe ned på noget som helst.
Det var ikke en sygdom, selv om den måske kunne minde lidt om en , nogen gange, men det var hun så fast besluttet på at ignorerer.
Hun rejste sig, og gik over i sofaen , som han bad hende.
Imens brugte hun fem minutter på at , forklarer sig selv at hun på på ingen måde havde lyst til ham.Det var hans sutten på fingrene , det havde givet hende ' forkerte billeder' på nethinden og nu havde hun jo netop lovet sig selv, at hun skulle lade være med at hænge på ham som lim.
Hvor besværlig den mand og hans engleaura dog var.

Efter det sidste var lagt på plads, tog Stephen plads med sin fløjte og kiggede kort på hende, før han satte den for læberne og begyndte at stykke inde "My Heart Will Go On". Det var en sang alle kendte, så den kunne han godt starte ud med. Det var ikke for svært. Hvad han efterfølgende skulle spille var han stadig ikke sikker på. Efter de to linjer var overstået, som han havde besluttet sig for, stoppede han og lod hende gætte.
At Millicent ikke var lavet af porcelæn var han godt klar over, men han havde stadig betænkeligheder ved det, trods det ikke var et hårdt fysisk arbejde. I længden kunne det hurtigt blive nedslidende hvis man ikke kunne sammen med dem man spillede med eller også var der noget galt. Han ville også gerne kunne lave andet med hende end at spille musik, som foreksempel gå ture eller sommerhus som hun havde givet udtryk for at hun godt kunne lide.

Hun fangede den hurtigt...og viftede med hånden, næsten som en lille ivrig skole elev
" jeg ved det...jeg ved det...TITANIC! " beamede hun stolt og slyngede armene om hans hals
" såååå det vist 1-0 til mig lover boy of mine" grineðe hun.
Oh...det ville da blive som at stjæle slik fra et barn det her.
" du får smæk....såå meget smæk, hvad spiller vi om" spurgte hun ivrigt .

"Jamen hvad hedder sangen og hvem har lavet den?" Udfordrede Stephen, der fandt det morsomt at Millicent var så meget med på legen. Hvis hun ikke gættede det rigtigt, hvilke han tvivlede på hun ikke gjorde, så ville han komme med en sejres hyl ellers ville han finde den næste sang frem. Først havde han tænkt på en julesang, men det var alligevel lidt for tidligt så i sidste sekund skiftede han og spillede en del af "Imagien" med John Lennon. Hans blik var fæstet ved Millicent mens han spillede linjerne og så lod hende gætte, spændt på om hun ville være lige så hurtig. Hvis hun skulle bruge bare det mindste tid til at tænke ville han forslå at den der tabte skulle tage den der vandt med til et hemmeligt sted, på en dagsudflugt af en art.

"Øøøh du er da krævende ...
My heart Will go ón af Celine Dion, aspargesen. "
Sagde hun med stolthed i stemmen.
Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene for at nyde hans spil.
Hun kendte den ... Blev den egenlig ikke betegnet almen juledag fra ham , Lennon eller var derfor peace a chance der var en nytårs sang? Nu kunne hun lige pludselig ikke huske det ?
" imagine, den er meget smuk Stephen " hun åbnede øjnene " med Lennon... Og du skal vist til at planlægge sweetie " smilede hun blidt og strakte sig.

Hvis han nogensinde skulle vinde, måtte han til at gøre det sværere, så Stephen sad lidt og tænkte for han trak vejret ind til at puste en ny sang ud af røret. "Whatever You Want From Me" Sangen kendte Stephen knap nok selv, men kunne huske at han en gang havde havde skulle spille den og hvis han var heldig kunne Millicent den ikke eller også var det lige der hun havde sine yndlingssange. Uanset hvad, ville han alligevel skifte genre for den næste han kom med var "My Immortal".

Millicent måtte lige tage sig sammen....den første sang klingede svagt bekendt, men sagde hende slet ikke nok til t kunne grave titel og kunstner frem....pokkers også.
Let utilfreds måtte hun krybe til korste og indrømme det " Stephen....jeg kender ikke den der....er du sikker på den er udgivet?" .
Ja, hun skulle jo bruge en eller anden undskyldning, ik..." videre...en ny" viftede hun med hånden og lagde sit hoved mod hans skulder.
Han var nu ganske dejlig og indbyd...*NEJ! DET ER HAN IKKE....STYR DINE TANKER, NUUU*
Hun blev helt forskrækket, og rettede sig hurtigt op igen.
Nu blev hun lidt udfordret, for det næste nummer, lød smukt og lidt dramatisk, men slet ikke den genre hun ellers lyttede til.
" Åh...er det fra dette århundrede eller fra da du var ung , skat?"

Stephen grinede over at Millicents hastværk med at komme videre i teksten. "Ja, det er imens du har levet." Han lage fløjten fra sig, på stuebordet og greb ud efter Millicent for at få hende ind til sig. "Lad os bare lade den ligge her, så behøver du ikke mærke nedelaget, jeg skal nok finde på et sted vi kan tage hen." tilbød han og så allerede sin sejren i hus. Forsigtigt pressede han læberne mod hendes pande, mens han samtidig sneg sin hånd ind under hendes. "Men vi kan selvfølgelig også gøre det endnu mere tydeligt at jeg har bundet."
Han syntes han havde det vældig godt og selvom det sagde 'tab og vind med samme sind' så mente Stephen godt at han lige kunne bade i sejrens rus, ligesom Millicent allerede havde gjort bare for tidligt. Det var en skam, men sådan var det at sælge skindet før bjørnen var skudt.

" det kan du jo sagtens påstå at det er" surmulede hun og lod ham trække hende ind til sig.
" Okay...vi pauserer den....den står faktisk to-to, så der er stadig en mulighed at du ved det"
Hun fik sit kys i panden og kunne mærke hans hånd, men nej...nej...det kunne der slet ikke blve tale om .Hun havde jo...anlagt ny stil....en nix pille ved Stephen stil...og så gik det jo ikke at han sad her og....indsmigerede sig , vel?.
" Det lyder spændende.....og så taler vi ikke mere om den leg!" Slog hun fast, lidt skuffet over hendes manglende sejr.
Hun sneg sig ud af hans favn og ville gå et smut i køkkenet.
" noget du vil have? At drikke spise eller!"

Så let skulle hun ikke tro det blev. Stephen greb endnu bedre fat i Millicent, da hun forsøgte at rejse sig op. "Hvad skal du?" Han kiggede spørgende på hende, ubevidst om hvad han gjorde ved hende. Han havde blot sine egne interesser i hoved og det gik ikke ud på at hun hver gang hun ville, skulle flyve op og servere. "Det kan godt være vi skal hjem i morgen, men det er ikke nødvendigt konstant at arbejde på at tømme køleskabet. Vi skal jo også have noget morgenmad." Han snuppede et tæppe der lå over det ene armlæn og bredte det ud over dem. Så kunne han holde fast i det og hindre hende i at smutte. Vældig smart. "Fordi du har tabt, skal du blive liggende her og overflade alt det praktiske til mig og forglem ej tæppet." Formanede han. Det var måske ikke lige den klassiske sølv medalje hun fik, men så vidste han hvor hun var henne. Ikke ud og opvarte ham eller kaste op, hvis hun pludselig skulle få lyst til at gøre det bag om hans ryg.

Da hans greb blev mere stramt og nærmest forhindrede hende i at gå, kiggede hun overrasket på ham.Hvorfor nu det? Hvad havde han gang i?
" Hvad jeg skal....forkæle min kæreste lidt, det er da ikke ulovligt?" Forsøgte hun igen , men Stephen holdte fast og mente ikke de skulle rippe køleskabet, endnu .
Hun kuggede ud til siden, da han fik gaflet tæppet og smed hen over dem, og holdte fast i det, så hun ikke kunne smutte.
Årh..han var så snu, men det var jo umuligt at blive vred, specielt når han ræsonnerede som han gjore..." så ...fordi jeg taber...er jeg tvunget til at ligge her...med dig tæt...og iøvrigt lade mig opvarte?..... Du gode.....havde jeg vidst det, ville jeg godt nok have anstrengt mig noget mere" prøvede hun at bilde ham ind.
Hun strakte sig istedet mageligt og lagde en arm hen over hans bryst...." hvordan gør du det? " lød det stille....mildt fra hendes læber.
" Hvordan rør du mig så dybt?"

"På hvad?" Han lage sig også selv bedre til rette alt efter Millicents stilling. Nu havde han hende hvor han ønskede, så var der intet mere at klage ovre. Spørgsmålet hun fyrede af kom bag på Stephen, der lige skulle overveje det i et par sekunder, før han svarede. "Fordi jeg er din kæreste." Det var det eneste han kunne finde på, der kunne være en løsning på spørgsmålet. Forsigtigt lod han en hånd glide hen over hendes kindben, mens han spurgte: "Gør jeg da det?" Dumt spørgsmål, men det kom han først i tanke om efter han havde sagt det.

Et smil bredte sig og lyste hendes ansigt op.
" Jeg ved ikke om man kan sige det er fordi du er min kæreste...det er nok nærmere omvendt...at du er min kæreste fordi det netop er dig der giver mig den følelse" men inderst inden tænkte hun lidt over, om det var muligt at adskille tingene sådan.
Det hun vidste var at hun følte sig overstrømmet af følelser, når hun var sammen med ham,og at han...som nu hvor hans hånd bare gled ned af hendes kind...tændte et flammehav inden i hende og hun havde lyst til at lade sig opsluge af det, af ham...
Hendes øjne låste sig fast i hans...og hun nikke..." Ja...det gør du" flere ord var nok ikke nødvendige, hun var sikker på følelserne for ham stod skrevet i hendes øjne om noget, og hun understregede dem ved at læne sig lidt forover og fange hans læber , så et blidt kys - et kys der var forsigtigt og dog spækket med farverige følelser - kunne blive sat der.

Ikke noget voldsomt heftigt kys, bare lille, blidt og enkel men ikke med færre følelser. "Så er den gamle nisse her ikke uden romantiske egenskaber." Han lukkede øjne i nogle sekunder og lod tiden løbe mellem fingrende som sand, før han så slog dem op igen for at kigge på Millicent. "Men kunne du tænke dig noget fra køleskabet?" Hvis hun havde et ønske, ville han flyve op som en anden tjener og skynde sig at tilfredsstille hende, især hvis det var mad det handlede om.
Billede fra standen ville ikke rigtig slippe Stephens tanker. Han forstod ikke hvorfor hun gjorde det når hun havde været så ivrig efter det barn og nær havde fået kastet ham overbord til fordel for barnet men det var betryggende at vi at nissen stadig kunne det. Det havde hun lige sagt, så det ændrede sig nok ikke på de få sekunder.

Som han dog kunne sige det.
Millicent havde et smil i mundvigen ,da hun blankt tilstod..." nej da....min gamle nisse ved lige hvilken knapper der skal trykkes på" hun pressede næsen ind mod hans hals og mumlede " Hvor er du åndsvag....du er da ik en gammel nisse....det lyder så støvet....måske en gammelsmøl!
Han er da for lækker, har han ikke bar overkrop hele tiden iøvrigt?" Kom det inviterende fra hende, æv..hvorfor faldt hun så nemt i vandet hele tiden?
" noget koldt vand ville være dejligt" lød det tamt fra hende...det måtte da kunne tage lidt af...varmen?

Et glas vand blev serveret, før Stephen igen hoppede op i sofaen og lage Millicent på sin mave så han kunne få lidt mere plads og hun kunne nå vandet. "Jeg er ældre end dig, måske ikke en nisse, men af ældre årgang." Forsvarede han sig selv selvom det var lidt mærkværdig at diskutere det. Alle kunne godt lide at være unge og Stephen burde ikke være en undtalges. Hvis hun spurgte ind omkring det, ville han svare noget med at han var engel og det så ikke nødvendigvis var dårligt, alle ville dø unge som engle.
"Har du nogle flere ønsker til i dag eller skal vi bare blive liggende og nyde dagen til vi skal have pizza?"