Langt hjemmefra //Åbent//

Anna Rose gav ham kruset forsigtigt så han ikke ville brænde sig eller tabe det og tog sit eget og begynde at drikke "Ja, men meneskene er også farlige, vi har skabt ting til at ødelægge hindanen" hun satte sig og sukkede "Meneskerne er begyndt at blive dovne" sagde hun stille og så på ham med et smil.

Anna Rose så på ham og smilede "Dit hjem er sikkert fantastisk, hvis disneys lille havfrue på nogen måde ramte rigtigt ville jeg vildt gerne se din by, det ville være fantastisk" hun sukkede og smilede stille og så op i luftet "Men det lidt umuligt... er det ikke" hun så på ham stille og smilede skævt.

Liam var et godt publikum. Hans øjne blev store, da hun sagde, mennesker var farlige. "Ødelægge hinanden?" hans læber bevægede sig, som om han sagde det, og så smilede han bekymret. Han sad med kakaoen mellem hænderne uden rigtigt at ænse det, selv om hans næsebor syntes at bevæge sig lidt, når en hed dampsky bølgede op mod hans ansigt og fik hans hår til at krølle endnu lystigere.

"Ja, du kan TRO, det er fantastisk," sagde han og var mindst lige så glad for at tale, "Og jeg ved ikke, om jeg må tage nogen med, men det er altså ikke så svært, hvis du gerne vil.." Han lagde hovedet på skrå, "Anna Rose, du burde virkelig se det! Vi har huse, der er dækket af skaller, og om natten er det oplyst i blåt og grønt og hvidt. Byen ligger sådan på en bakke, og omkring er der bare mørkt hav. Man ser ned ad skråningerne, hvor vi dyrker tang, og de fortsætter bare nedad til dybhavet! Men altså, man skal bare have dykkerudstyr på, så kan man godt sejle derud. Men, øh, man skal nok lige til Europa først.. Vi bor i en lille koloni et godt stykke vest for Irland.."

Anna Rose nikkede stille og så på Liam, "Det lyder fantastisk, men jeg har alser ikke dukker udstyr Liam, og jeg har et job og kan sikkert ikke klare trykket det nede" hun rødmede og strøg håret bag øret " så undskyld men nej, jeg kan nok ikke komme og se lige nu, men måske en anden sag" sagde hun og begynde at drikke af kakaon.

"Ved du hvad, det rart sært men jeg tro jeg mødte en anden havmand, men han gik i panik og løb fra mig" sagde hun og så tænkene ud i luften.

Liam tog en tår af sin kakao og brændte sig en smule på tungen, mens hans tanker blev fuldstændig sløvet af vidunderlig lyksagelighed. Liam elskede kakao, åbenbart. Det gav ham kuldegysninger og den mest fantastiske følelse af varme på samme tid, så godt var det. Han ville sige det til Anna, men netop som han havde fundet sin stemme efter endnu en vidunderlig tår, tog hun ordet, og han glemte helt at rose den magiske menneskedrik.

"En anden?" Hans mund stod let åben. "Ej, der er andre her," lettelsen var fuldstændig. "Hvor er jeg bare glad for, du fortæller mig det." Hans øjne blev ikke fyldt med tårer, men det føltes sådan, og han bed sig i læben og smilede akavet. Selv om den anden var løbet væk, så fandtes han alligevel, og det var det, der betød noget. Anna havde fundet ham, og derfor kunne han, Liam, også gøre det.

"Hvordan så han ud? Så kan det være, jeg kan opspore ham!" fortsatte han og lød både ivrig og nervøs. Han var faktisk så mærkeligt tilpas, at han, da han ville tage endnu en tår af sin kakao, rystede uroligt på hånden og spildte ned ad sine fingre, så et par varme dråber stænkede ham på låret.

Anna Rose tænkte over hvordan han så ud og tog et håndklæde og tørte hans lår og fingre men hun holde hans drink og fniste lidt, hav ham den igen.

"Jo lad mig se, han virkede mege anspend og sulten, llidt ligesom da jeg fandt dig ud over der var det mig der faldt" sagde hun og grinte lidt "Jeg gik hvist bare i mine egne tanker, men han havde langt hår, sådan noget hvidt hår og så var han rart tynd, men og lidt trænet" hun så på ham og smilte skævt.
"Mere kan jeg ikke huske, jeg fik ikke en gang hans navn".

Anna Rose rystede stille på hoved "Jeg tro han er rigtig bange Liam, han troet jeg var en eller anden der havde opsporet ham og havde kontakter, så lad vær med at gøre ham mere bange, du ville ikke bryde sig om hvis nogen var efter dig vel?" Anna Rose rystede på hoved og lukkede øjne, hun vidste hun hadet at da var 2 personer efter hende der ikke ville stoppe for noget.

"Selvfølgelig ikke" sagde Liam med et helt forbløffet udtryk i øjnene. Han havde slet ikke ment det sådan, og.. Faktisk kunne han slet ikke forestille sig, at han kunne skræmme nogen, men da han tænkte over det, kom han i tanke om, at Anna Rose i første omgang havde virket meget nervøs ved ham. Og det havde besætningen på skibet også. De havde troet, han havde været noget ondt og uhyggeligt.

Egentlig ganske besynderligt. Hjemme var han altid blevet behandlet som den lille, og der havde aldrig været nogen, der lagde ret meget ansvar på ham. Måske fordi han havde været klovnende og useriøs, men måske også bare fordi han var yngst i en søskendeflok. Eller fordi han måske bare var klodset og fjumret, havde alt for lange arme og ben, der væltede ting. Nogen gange skammede han sig over det, men på den anden side var hele livet vel om at acceptere sig selv, tænkte han tit.

"Jeg skal nok være sød," lovede han og lagde hovedet på skrå. Så smilede han igen til hende. "Hvis nu, jeg kan tale med alle dyr i hele verden, så spørger alle duerne.. tror du de vil hjælpe mig? Altså, jeg ved godt, at hvidt, langt hår ikke er særlig præcist, men der var på et tidspunkt en hval, der sagde, at den kunne mærke mig på afstand, og at vi lugter anderledes.. Måske kan de finde ud af det for mig?"

Anna Rose nikkede "Men jeg vil ikke lede efter ham, han skal havde sit privat liv" Anna Rose smilte stille og klappede på sengen "Og nu skal du drikke din kakao, spise din salat og brød og sove" hun smilte moderligt og så hiv dynen tilbage så han kunne lægge sig.

Anna Rose rejste sig og begynde at gå mod døren og ville give ham fred da hun regnede med han ville være alene.

Liam nikkede tungt og kiggede på maden. Han kunne ikke læse Anna Roses intentioner, og regnede med, hun gik for at bruge tid på andre. Det havde hun selvfølgelig lov til, sagde han til sig selv, og smilede akavet efter hende, for hvis han skulle være helt ærlig ville han helst bare have hende i sin fodende. Måske skulle han ikke lede efter havmanden, men..
Han besluttede, at han ville spørge duerne alligevel. Bare om de kendte havfolket sådan helt generelt. Så kunne det være, han fandt nogen, der kunne hjælpe ham. Det var jo ikke engang sikkert, den urolige var i byen endnu.

"Vi ses," sagde han efter hende og brækkede et lille stykke brød af. Han proppede det i munden, netop som duften af varmt bagværk ramte hans ansigt og vaskede en glimt af fortvivlelse i hans øjne væk. Selvfølgelig ville de ses, tænkte han, men der var alligevel noget i ham, der blev småbekymret for at, hun ville forsvinde for altid.

Anna Rose så på ham da hun åbnede døren og blev nervøs, Liam havde ikke haft det så godt i den korte tid han havde været her og måske var det best at..... Anna Rose tog en lille walki toki op af sin lomme og tændte den "Lea jeg kan ikke tage mig vagt" der kom et utydlig svar og Anna Rose nikkede og lagde på og lukkede døren og gik hen til ham og smilede, satte sig på sengen og klappede hans ben "Hvordan har du det sådan i det hele nu hvor du spiser"

"Egentlig rigtig godt," sagde Liam sandfærdigt og smilede bredt. Hans hjerte havde næsten standset, da han havde hørt Anna Roses besked, og så var det begyndt at pumpe løs af bar glæde. Han skulle ikke sige farvel til sin rødhårede veninde endnu, og det kunne ikke være bedre. Smilet flækkede i spontan latter, og han klappede grinende på sengen ved siden af sig, før hun satte sig der.

"Jeg har det meget bedre, det hjalp at få noget ned" sagde han, med et sidste skrald af grin endnu rungende i hans øjne. Han vidste ikke rigtigt om det passede. Det var nok mere det, at hun selv havde det bedre. Han havde været ude af sig selv af rædsel da hun før lå sammenkrøllet på trappen. "Det er virkelig perfekt, maden, stedet, og jeg er altså virkelig glad for, du bliver her."

Anna Rose rødmede og strøg håret bag øret og så lidt væk men efter et par sekunder så på ham og smilte "Det mit job, men du virkelig en sød patient, jeg har haft mange problemer med andre patinter" sagde hun og var glad for at høre ham grine og bare tanken om hun havde hjulpet et meneske ind i varmen gjorder hende helt glad og stolt og nærmest lykkelig.

"Ej, det er jeg ked af, eller" Han kunne ikke lade være med at smile konstant. "Jeg er glad for, du synes, jeg er sød, men jeg er ked af, du har haft problemer, mener jeg." Han så hendes rødmen som den bredte sig nydeligt over hendes kinder, og det gjorde ham endnu gladere. "Du fortjener altså bedre, at du ved det," sagde han seriøst og klappede hendes skulder.

For ligesom at illustrere, at han havde langt bedre, skyndte han sig at spise lidt salat, og til hans store glæde smagte det ualmindeligt dejligt, der var så mange smagsnuancer og farver. Det var meget anderledes end maden fra havet, og han var ikke sikker på, hvad der var bedst. Det var to forskellige kategorier, besluttede han, og drak lidt mere kakao, før han satte kruset på gulvet og drejede hovedet mod hende.

"Jeg håber, du ved, du er fantastisk," sagde han alvorligt, stadig smilende. Så grinede han igen, genert latter, der gik over i et mere voldsomt grin. "Er det ikke tåbeligt," grinede han, "jeg går og er rædselsslagen for jer mennesker, og så er I bare så søde og imødekommende. Eller.. " Hans grin døde, men han smilede stadig, "er det kun dig, der er sådan?"

Anna Rose smilte stille og klappede hans skulder "Der altid problemer, det noget man må leve med, jeg kan ikke få det søde liv" hun smilte glad og så på ham mens han spiste og smlte sødt.

Hun rødmede meget da han begynde at rose ham men sukkede så og så på ham "Nej Liam, ikke alle menesker er lige søde, jeg er ikke engang sød hele tiden" sagde hun sitlle og lukkede øjne og skubbede minderne væk.

"Åhr, pjat," sagde han, og gjorde sit ansigt overlegent, som om han vidste bedre om, hvorvidt hun var sød hele tiden eller ej. "Jeg kan slet ikke forestille mig at du kan være vred," sagde han så, med dæmpet stemme, som om det var hemmeligt. "Hvis mennesker kan være onde," fortsatte han, og lagde sig bagud på sengen, mens han tog en bid brød. Han tyggede et lille stykke tid, og ærgrede sig over, at han overhovedet havde fyldt i munden, for han kunne ikke rigtigt være bekendt at snakke. Hurtigt sank han, og skyndte sig at tage ordet igen. "undskyld, men ej, kan være onde, det kan jeg godt forestille mig, men så må jeg bare være helt utroligt heldig," han så på hende, hans øjne var alvorlige, men han smilede lyksagligt, "for jeg har mødt den sødeste af alle."

Han satte sig op igen, som om han var en smule rastløs og snuppede igen sit krus fra gulvet. "Og altså.. Jeg siger det ikke til alle, og jeg siger det ikke bare for at gøre det glad, at du ved det." Han pegede på hende med koppen. "Jeg mener det helt ærligt, jeg er virkelig glad for at kende dig, Anna Rose."

Anna Rose smilte glad ved han ord "Jeg er også glad for at kende dig Liam, også selvom jeg ikke kender meget tid dig, og jeg håber jeg endag kan se dit hjem" sagde hun stille og tog koppen stille fra ham og satte det på komoden "Men nu er det tid for havmanden at sove så han kan blive helt rask" sagde hun og lagde en hånd på hans pande "du føles lidt varm, sså du må helere sove under dynen" sagde hun stille og rejste sig op "Jeg henter noget hospitals tøj i din størelse så du kan gå rundt når du vågner" hun strog stille hans pande og smilede "Er der andet jeg kan gøre for dig?".

"Ej, du gør så meget for mig," udbrød Liam, der stadig var smilende, men lettere bekymret for, at han var gået for langt i sin ros. Det var jo ikke fordi han ville gøre hende utilpas eller noget. Han satte sig velvilligt helt op i sengen og trak dynen over sine ben. "Jeg ville ønske, jeg kunne sige ordentligt tak," sagde han til hende, mens hun strøg hans pande. Hendes hånd var kølig, og en pludselig indskydelse ville have ham til at tage den. Han gjorde det ikke, smilede bare.

"Hvis du vil slukke lyset, så er det fint. Og.."
Det ramte ham pludseligt. Erindringen om en drøm, der havde båret ham afsted som på vinger. Han havde aldrig haft det sådan før, og han vidste ikke, om det var godt.
"Hvis nu der sker noget, kan jeg så kalde?" Det behøvede ikke være på hende, bare på en eller anden. Hvem som helst, der kunne stoppe følelsen. Følelsen af at kontrollen forlod hans krop.

Anna Rose nikkede "Du kalder bare eller trykker på den her" sagde hun og vidste ham en lille hvid dims på borden med en rød knap "1 gang så løber jeg 2 gange så går jeg 3 gange løber jeg også" sagde hun og puttede ham og gik over til lys kontakten "Vil du havde jeg holder døren lidt åben så det kommer lidt lys ind fra poolen"

"Ja tak," sagde han smilende og lukkede øjnene. Han havde noteret sig knappen og dynen føltes vidunderlig tung. Lyset gik ud, og han så hendes slanke silhuet med hår, der lignede en glorie og tænkte, at han var den heldigste person i verden.

I hans underbevidsthed rumsterede drømmenes tidlige, mystiske tanker, og hans hoved blev fyldt med billeder, der især kredsede om helikopteren. Den blev til en stor, sort fugl, der skreg vedvarende, og Anna Rose red den med bølgende hår. Han blinkede lidt, for at få kontrol over tankerne, altså, sagde han til sig selv, kan du ikke vente med det til jeg har regnet ud, hvordan jeg kommer videre.

Det kunne han ikke. Ravnen lettede med hans tanker, og de fløj opad, opad, mod et vandfald.

Anna Rose smilte "Godnat Liam" hun lukkede døren, men kun alvt for der ikke skulle blive mørkt på værrldt.
Lige så stille ryddet hun op ved akvariumet og og alt affald med sig ud.

Han havde den der besynderlige følelse igen. Følelsen af at blive sluppet løs i et bundløst fald, der hvirvlede ham nedad, eller faldt han opad? Himlen var under ham og over ham, og stjerner forbundet med gyldne silkesnore tegnede komplicerede diagrammer overalt, til han.. Vågnede. Sådan føltes det, men det var ikke Liam, der vågnede. Det var noget andet, der dunkede i hans baghoved og sendte ham cirklende gennem en mørk brønd af brogede tanker. Billeder var hugget ind i brøndens sten, og strøg forbi ham, billeder der stod lysende klart og fjernt alligevel.

Liam sov. Han lå på siden, og hans røde hår faldt over puden. skjorten, som han havde haft på, da han faldt i søvn, var gledet ned over hans fregnede skulder, og hans hånd over dynen var delvist knyttet. Munden stod let åben, og han åndede afslappet. Hans træk var rolige. Og øjnene.. Øjnene var vidt åbne. De bevægede sig ikke, stirrede bare stift og blindt frem foran ham. Selv om der var rent i rummet, dansede støvkorn i lysstriben fra døren. De lagde sig glitrende på hans pupil, men han mærkede det ikke.

Det, det der var inde i Liam forsøgte at orientere sig. Først ved at gennemgå en masse minder og så begyndte den eller det at kredse om den aftenen hvor Nikomedes var død. Liam kunne ikke rigtigt gøre noget. Han lod væsnet gennemspille erindringen, der var hullet og ufærdig.. Og så gennemspillede den en anden erindring. En erindring af de samme ting, men en erindring, der viste Liam selv.

Væsnet var vredt. Det var faktisk rasende, men også forundret. Det havde et mål, og det kunne ikke vente til at prøve det af. Liams pupiller trak sig sammen. Meget langsomt, til de blev en lille bitte prik. Så udvidede de sig, og trak sig sammen igen, før de pludselig blev nærværende og begyndte at vandre rundt i rummet.

Nej, Liams læber bevægede sig og formede ordet uden lyd. Han vendte sig om med ryggen mod døren og lagde delvist i søvne en arm over sit hoved, så hans synsfelt blev indskrænket til en lille stribe arm besat med røde hår. Først der lukkedes hans øjne igen.

Anna Rose gik ned af gangen og smid sit affald ud og gik ind hos andre patienter og tog sig af dem, det var sært omkring her, hun havde nogen vareulve, nogen elvere og endag nogen vampyre med en lidt for tæt sol skoldning, men alle hendes patiener gik hurtigt igen, de havde ikke brug for eller lyst til at over natte, og det forstod Anna Rose godt, hun havde selv tilbragt nætter i et hospitals værelse, og selvom den var blød og rart dejligt føltes det nærmest som at være i bur.

Anna Rose var god med sine patienter, hun tog ned på børne afdelingen og under holde dem lidt, læste for dem og puttede dem i seng.

Anna Rose gabte og så på klokken, den var ved at blive mange men hun havde mange timers arbejde forud, hun gik ned i læge køknet og fik lidt kaffe.

Inde i Liam rasede væsnet. Det var gammelt, urgammelt, og det delte hans tanker. Det strakte sine mørkegrå fingre over hans erindringer og forsøgte at røre hans følelser. Men det kunne ikke. Liam sov trygt trods den mærkelige drøm om et liv, han aldrig havde levet. Den indebar bølgende vand, der brusede og susede for hans ører, det indebar en kvinde med natsort hud, vidunderligt smuk og så ufatteligt rædselsvækkende. I drømmen var han bange for hende, og han flygtede fra hendes vrede.

Vandet vendte tilbage og oversvømmede ham, da han forlod en kyst, Liam aldrig havde set for sine øjne, med hvide strande og smuk, tæt bevoksning. Han mumlede utydeligt og trak benene op under sig selv. Hørbart var navnet Rose.

Anna Rose drak stille sin kaffe og sukkede og lukkede øjne, hun kunne mærke det, den andens ilstede værelse, hun åbnede øjne og så på kvinde som kun hun kunne se, men noget var anderledes ved hende.
"Sally hvad sker der" sagde hun stile og rejste sig og så på kvinden foran sig.
Kvinden holde om sig selv og havde store øjne "Nogen bruger den magi... den magi jeg lærte... sjæle overforning..." mumlede hun og forsvandt.
Anna rose havde store øjne, hun var nok ved at blive skør, kaffe var ikke godt for hende og hun smid den ud og rækte ud efter sin kakao.

Omkring her kom Anna Rose i tanken om hun havde efterladt sin kakao hos Liam. Hun begynde langsom at gå tilbage.

Liams drømme fortsatte, men intensiteten aftog. Det, der havde tvunget hans øjne åbne, havde mistet pusten og lod til at hvile sig. I drømmene var han meget træt. Han gik langs en sø, hvor tunge, hvide blomster fyldte luften med en gyldengrøn gas, der måske var giftig, så han spredte sine gyldne vinger ud (!?) og satte af fra jorden for at blive båret højt, højt op. Himlens legemer vinkede til ham, mars så stor ud, og den var usædvanligt klar, fik han at vide, uden nogensinde selv at ville have bemærket det.

Et lille grynt undslap ham, og han vendte endnu længere om på siden.

Anna Rose kom tilbage og tog sin kakao.

//Sorry det rigtig kort men har ikke rigtigt noget at skrive//