Langt hjemmefra //Åbent//

Liams ansigt mistede lidt af sin kulør da det fortrak sig i et udtryk af overrasket væmmelse. "ækelt!" sagde han og rynkede på næsen. Hans forståelse af sygdom var absolut ikke een, der kunne omfatte vampyrsmitten. I stedet tænkte han på en knoglemager mand med et ansigt spættet af store, væskende sår og brandvabler og mørkt, størknet blod på hagen og ned over en grålig T- shirt.

Frastødt af sit imaginære billede af denne vampyr //no offence Sebastian// vendte han sig mod Anna Rose. "Du blev vel ikke... Eller.. Hvodan smitter det?" Anna så træt ud. Bleg og lidt lille, det måtte han indrømme, men hun så ikke syg ud, og hun var kun træt fordi hun havde overanstrengt sig. Ikke noget at være bange for, Liam, sagde han til sig selv og plaskede lidt i vandoverfladen.

En pludselig længsel efter hjem vældede op i ham og fik ham til at synke en klump, der føltes stor og varm og kvælningsagtig.

Anna Rose så på ham "Børgerne siger man skal blive bidt, men efter som jeg er blevet bidt omkring 3 gange og ikke har træng til blod tro jeg der skal noget mere til" Anna Rose gned sin halst og rejste sig op og støttede sig til glasset "Jeg henter noget mad og noget at drikke"

"Det håber jeg, der skal," mumlede Liam. Der var let tvivl i hans stemme, ikke rettet mod hendes ord, men mod bøger som helhed. Måske var vampyrer slet ikke så syge, som han havde forestillet sig. Måske var de faktisk næsten raske, bare med en lettere syg tendens til blod? Kan jeg blive vampyr, ville han have spurgt, men kom fra det, da hun rejste sig. Det røde hår faldt fint over hendes ansigt. Som nysmedet kobber. Mon hans hår var så pænt?

"Du behøver ikke," sagde Liam hurtigt og tilføjede: "jeg behøver ikke noget, Anna Rose, jeg tror aldrig, jeg er blevet behandlet så godt!" selvfølgelig var han det. Af sin familie, af sine venner, men... Aldrig af en fremmed. Måske bortset fra Niko. Stakkels Niko. Han trak halen op under sig og ønskede, hun ville blive. Vidste, at hun havde andre patienter, hun nok skulle se til, og at hun i det hele taget nok også gerne ville lave noget andet end at passe en lost og selskabssyg havmand i et badekar. Hvis hun så bare ville bruge den tid, der ellers gik på at lave mad, med ham...

Og en frygtelig tanke slog ned i ham. "Anna," hviskede han højlydt med hvinende åndedræt, og glemte helt, at hun gerne ville have, han brugte hendes dobbeltnavn. "jeg har ikke nogen penge!" han ventede i et langt sekunds pinefuld tavshed. " til st betale for sygehuset," fortsatte han for at være sikker på, hun vidste, hvad han mente.

//hvordan gik chokoladen? n___n //

//Gæsterne kom ikke så måtte spise det hele selv xD//

Anna Rose smilte og klappede hans hoved "Jeg er alser også selv sulten Liam, jeg trænger til noget væske, men jeg kan tage et glas vand fra kanen der over og vente lidt" sagde hun mens hun gik stille hen og skænkede sig selv et rant glas vand og gi over og satte sig og drak det stille.

Anna Rose smilte "Jeg blev heller ikke behandlet godt da jeg var mindre og løbet hjemme fra, men det har ændret sig nu" sagde hun stille og så ned, hun ville ikke tænke på sin familie, hendes mors røde hår og hendes guld ringe, eller hendes fars grønne øjne der ligeså godt kunne være sorte og hun lukkede øjne og fik tåre i øjne.

Anna Rose så på ham og smilte stille, strøg hans kind "Det okay, det her hospital skal man ikke betale for, der kommer så mange folk til skade at vi bliver betalt af byen til at håntere dem, vi ligger jo midt i et slumkvater og tag os mest bare af fylde folk og slåskamp offre, det meget få gange nogen rigtig tilskade kommene med pengene kommer ind" hun tørret tårene væk fra sine øjne og slappede af.

//de sagde nej til chokolade??? O.o (og en sød invitation!) men chokolade!? //

Hun var løbet hjemmefra. Liams øjne blev mere runde, delvist af overraskelse, delvist af medlidenhed, som han så store, runde tårer perle i hendes øjenkrog og hænge fra hendes mørke vipper. Han kendte hendes udtryk. Både noget benet, stålsat og noget blødt og sårbart, som om hun skubbede ting fra sig, der samtidig smeltede en glæde væk. Og måske var det ikke andet end indbildning, for et smil tegnede sig om hendes mund efter et øjeblik, og hun aede hans kind med en lille, varm hånd. Men det havde jo også ændret sig nu.

Og så kom en besked, der gjorde hans lille hjerte helt let. En fugl med hvide vinger, der pludselig kunne lette, et luftskib fyldt med helium, tonstungt og himmellet, han sukkede dybt og havde svært ved at sige noget for den pludselige ballon, der voksede i ham. Åbnede munden og begyndte, lukkede den igen og rystede glad på hovedet, som hun tørrede sine øjne. "Det, ej det er jeg virkelig glad for!" hans smil blev bredere.

"Og du er sygeplejerske, ikke?" han var sikker, men kun så sikker, at det ikke kunne skade at spørge. "Hvad laver du så? Er det spændende?"

//hvilken slags chokolade i øvrigt?//

//Hvis, lys og mørk med nugga, nutella og masipan :3 og de sagde ikke nej, der blev sygdom og aftalen blev aflyst//

Anna Rose drak stille af vandet og smilte "Ja jeg er sygeplejske, blev det efter det med mit ben, jeg tag mig af de magiske væsner, beroliger og healer dem og så arbejder jeg i blodbanken, sælger blod til vampyre så de ikke overfalder folk" hun sukkede og så ned "Det doneret blod til at redde liv, og det gør det også, vampyrangrebene er gået langt ned efter jeg kom med iden" hun smilte lidt stolt og strøg håret bag øret og så på ham

//Cool! Hvordan laver du det så? Og undskyld, jeg har været væk o.o kom lidt uset..//

Han smilede bredt til hende, som en varm glæde spredte sig gennem hans krop. Bare det at se hendes milde, stolte smil fik sæbebobler til at vokse frem i hans mave. De var gyldne og rosa, og han skammede sig lidt over dem, fordi de var så pigede, men kunne ikke gøre noget.

"Hvor er det godt, de har dig!" sagde Liam seriøst og rodede op i sit hår. Hospitalet måtte vitterligt være glad for hende. Anna var et scoop. Hun havde gaven, og hun kunne bruge den. Men, tænkte han med en lidt bittersød smag i munden, det havde ikke været nok til at hjælpe hende, da det kom til kort. Hvorfor denne vampyrmand havde bidt hende...

Men det var jo først blevet indført efter hun var blevet såret, ja. Han smilede stadig, men det stivnede, der et øjeblik havde været over hans udtryk, forsvandt. "Hvor gammel er du?" det kom til ham helt mærkværdigt uforudset. Røg bare ud af hans mund før han kunne stoppe sig selv. "For altså," han lod sig ride med på den pludselige bølge og lagde sig halvt ned på trappen og kiggede på hende med tindrende grønne øjne, "du ser så ung ud, som i... Det er ikke skidt, du virker bare så ansvarsfuld," han grinede fjoget og fulgte hendes bevægelser med øjnene, "og som om du har så mange olevelser, og du ved, jeg er oooldgammel" han strakte hænderne op i vejret som for at illustrere, hvor gammelt, det var. "men jeg har slet ikke så meget styr på noget som helst som dig, altså."

//Fortæller jeg senere//

"JEg er 17" sagde hun ærligt og så på ham "Jeg bliver 18 om nogen uger" hun så ud som om det ikke var en stor ting for hende at snakke om hendes alder "Derfor er jeg ikke læge men sygeplejeske, jeg er for ung til det andet"

//Undskyld det korte svar men har det ikke så godt //

//Aww, jeg håber du har det bedre nu! Og det er helt i orden!//

"18, så bliver du myndig, ikke?" spurgte Liam og trak på sin barndoms lærdom om menneskenes adfærd. "Det er lidt snyd, jeg bliver først myndig når jeg er sådan 60 eller sådan noget.." Han rodede op i sit hår og studerede hendes lille, søde næse.

"Men drømmer du så om at blive læge?" Han tænkte, hun ville være en god læge, men det krævede vist en række kvalifikationer. Man skulle studere, sagde folk. Sådan var det også hos ham. Man skulle vide, men her var det vist mere sat i system. Hos ham fik de med Gaven buddet først.

"Jeg tror, du ville være en god læge." Han lod sig glide tilbage i vandet og lagde sig flydende på ryggen tæt ved trappen og kiggede op på hende. Hans hår stod i stråler ud fra hans fregnede ansigt og klæbede til hans pande. Han ville spørge, om hun ville komme en dag og besøge hans hjem, men tog sig i det. Havbunden var næppe et sted for Anna Rose.

"Ja jeg bliver myndig der" sagde hun stolt og smilte "Det den eneste grin til jeg glæder mig"

"Nej jeg drømmer ikke om at blive læge, jeg er ikke kvaliteret til det, jeg drømmer mere om at hjælpe folk og udvikle min magi" hun smilte glad og lukkede øjne og slappede af "Men måske har du rart, jeg ville blive en god læge, kan bare ikke operare"

"Men du kan lære det," sagde Liam, og lød næsten ivrig for at lære hende det lige på stedet. "Altså, hvis du vil," skyndte han sig at tilføje, da han hørte sin egen stemme." Han pjaskede i vandet med hænderne og sendte små flodbølger ned mod sin hale, hvorfra de strøg tilbage over hans blanke, blålige hud. Det var virkeligt hans element, han følte sig så tilpas!

"Hvad ønsker du dig?" Spurgte han så i et henkastet tonefald. "Hvad ønsker mennesker sig?" Det sidste var måske bare for at carmouflere hans trang til at købe hende en gave. Eller gøre noget, der fik hende til at smile. Hun havde reddet ham, og han ville gerne vise hende, hvor meget det betød. Senere ville han blive nødt til at spørge hende, hvordan han fandt noget arbejde, og hvordan han fandt et sted at sove, for han kunne ikke blive på hospitalet altid. Men ikke nu.

Anna Rose lukkede øjne og sukkede "Hvad jeg ønsker mig..." hun overvejet det, hvad ønskede hun sig endelig, hun havde aldrig tænkt over sådan noget da hun var lille, og da hun voksede op ville hun bare lære.
Men Anna Rose kunne godt føle det hun gerne ville havde, det boblede i hendes bryst og hun åbnede øjne, der var en ting Anna Rose altid gerne ville havde haft, hvad hun mente alle menesker gerne ville havde.
"En Familie" sagde Anna Rose stille og kiggede op i loftet.

Det kunne Liam ikke lige give hende. Overhovedet. Men han forstod hende, og svømmede med et enkelt haleslag over til hende for at række op og give hende et forsigtigt kram. "Du sagde, du ikke havde haft det godt før nu, ikke?" spurgte han hende, da han gav slip og lå i vandet med armene op over trappens kant. "Så måske kan man godt sige, at din familie er dit liv nu. Du ved, hospitalet må elske dig, og du har mange venner, Anna Rose!" Det anede han ikke noget om, hvis han skulle være helt ærlig, men han fornemmede det, og sagde det så bare. Fordi der engang var en, der havde sagt det til ham:
- Du kan ikke bare skride, er du klar over, hvor bekymrede folk bliver?
- I har vel ikke sagt det til mine forældre? (rædselsslagen)
- Der er altså andre, der bekymrer sig for dig, end dine forældre.

Og det var gået op for ham, at han havde sine venner, og at de betød alverden. Og at han elskede dem. Han havde fundet det pinligt og aldrig sagt det. Bare givet et broderligt halvkram og smilet overlegent, ude af stand til at fortælle nogen, at han elskede, virkelig elskede de andre. Men måske vidste de det i forvejen.

Han klappede hendes skulder forsigtigt og var lidt bange for at gøre hende alt for våd, men han havde trods alt lige givet hende et kram.. Hun havde små, blege hår på armene, lagde han mærke til. De lå fine og hvide over hendes lyse, lødefri hud, og så helt magiske ud. Han fandt det meget pænt, sådan prinsesseagtigt på en mærkelig måde.

//Argh, trykkede send for tidligt X_X, det der er kursiv er nyt efter første svar ^^//

Anna Rose så på ham "Hvad mender du med min Familie er mit liv nu" hun nærmest rystede da hun sagde det og havde store øjne, minderne susede igennem hendes hoved, og hun ville ikke huske men de blev tvunget op og hun kunne ikke nå at stoppe dem, tårene væltede op i hendes øjne mens hun rystede.

"Nej, stop, du skal ikke græde," peb Liam forskrækket og srang op på kanten. Han slog armene om hende, "Anna, putte, vær sød ikke at græde," sagde han og holdt hende ud fra sig, hænderne på hendes skuldre, et bekymret, alvorligt udtryk i hans ansigt. Hun så så lille ud, og han kunne mærke, hun rystede. Tårer blinkede fra hendes lange øjenvipper og stod højt i hendes grønne øjne. "Jeg mener, at du.. Du sagde, du løb hjemmefra, ikke, fordi du ikke blev behandlet godt," han klemte lidt omkring hendes smalle skuldre, og hans blik søgte at fange hendes. "men nu er det anderledes, ikke? Du har et arbejde, hvor du gør noget for andre." han talte indtrængende og så ældre ud. "Alle os, som du har hjulpet, vi er din familie, ikke? I en familie hjælper man hinanden, og man giver hinanden tryghed, og.. Det gør du for os, ikke? Og vi vil gøre det for dig! Og du er sød og sjov, Anna Rose, du har sikkert masser af venner, som elsker dig højt, de er også din familie."

Men inderst inde vidste han jo godt, at en familie også var det, at nogen bankede på en dør og fortalte, at nu gik de i seng. Gav et kram, strøg ens hår, spurgte om de skulle lave te. Det skulle være nogen, man kunne slappe af med. Man skulle kunne sidde i hver sin ende af et rum med hver sin beskæftigelse og alligevel være lykkelige, fordi man delte rummet og verden. At en familie skulle bestå af sikkerheden, af den skønne stilhed, af nogen, man kunne smile til gennem en mængde og vide, at de ville smile igen, fordi de vidste, hvad man mente.

"Hvis - Hvis ikke, du har andre, Anna" sagde han, og rødmede en smule på kindbenene, "så har du altså mig." Men det lød ikke af meget. "Jeg ved godt, jeg ikke rigtigt har styr på noget, og at man ikke kan komme i kontakt med mig, når jeg ikke lige er her, og at jeg faktisk ikke aner, hvor jeg er," skyndte han sig at sige, "Og at jeg ikke kan leve et menneskeliv eller noget, men jeg vil altså stædig gerne være der for dig.. Hvis du vil have det, altså," Han slap hendes skuldre og strøg hende over kinden, før han tog blidt om hendes hage og drejede hendes hoved op mod hans, så han kunne se hendes øjne i et glimt af grønt mod grønt.

"Ikke?" Spurgte han, og håbede, hun ville forstå hvor gerne, han ville være hendes ven.

Anna Rose holde sig ind til ham og rystede og nikkede "Jeg har fået venner og jeg har på en måde fået en famile, og jeg ville være rigtig glad hvis du var min ven Liam" hun smilte gennem tårene til ham og holde sig bare ind til ham for at græde færdig, hun følte sig så ung og følte ikke det var fair hvad hun havde været igennem, hun havde altid prøvet at hjælpe andre og hvad havde hun fået igen? Forældre da hadet hende, andre der prøvet at såre hende, og læger der prøvet at teste hende, hun kunne ikke klare deet mere og havde brug for bare at slappe af og lade noget at fustationen komme ud.

Og derfor sad hun nu, i Liams arme og græd, og når hun kom hjem ville hun sikkert side lidt mere og græde i Jaydens arme, og så ville hun havde det meget bedere i morgen.

Liam strøg hende over ryggen og var glad og trist på samme tid, for han brød sig ikke om hendes tårer, men hun smilede jo. "Bare rolig," mumlede han med en kind mod hendes hoved. Hendes hår kildede ham. "bare rolig, du har et helt andet liv her, ikke? Det er her, du hører til." Han kunne fornemme, at det var problemet. Problemet med at have et sted, en familie, venner -

Det var noget med den familie. Men han ville ikke spørge. Hun virkede så sart, som om hun kunne gå i stykker. Hans lange, fregnede fingre, der strøg over hendes ryg, så sært overdimensionerede ud, og han trak hende tættere ind til sig. Blev ved med at mumle, at det nok skulle blive okay, at alting ville blive perfekt og i orden. Og at han ville være hendes ven altid.

"Når jeg går herfra," hviskede han og var ikke sikker på, om hun kunne høre ham overhovedet. "så kommer jeg hver, øh, tredje dag og siger hej.. Her på hospitalet. Og hvis du ikke er her, så lægger jeg bare en seddel, det skal nok blive godt." han vidste ikke, om det virkede at tale i denne situation, men det sagde folk, at det gjorde. Hvis du finder en i havsnød, så skal du tale til dem, men du må aldrig love noget. Du skal bare sige, hvad du gør. Han lovede ellers ting, men det gjorde nok ikke noget. "Det skal nok gå, du er sej. Du skal ikke tilbage, og hvis de generer dig, så finder du bare mig."
(som om han kunne gøre noget, tænkte han ved sig selv, men han sagde det ikke.)

Anna Rose begynde at slappe af og rattede sig op og smilte varmt til ham "Tak Liam, du hjælp virkelig" hun tog hans arme fra sig og rejsste sig 2Jeg burde hente noget mad nu, så kan vi sidde lidt og snakke og se hvor godt du har det, hvis du er rask nok kan jeg måske få dig hjem igen, vil du gerne havde det" spurgte hun med et smil og virkede helt okay nu.

"Det var godt," sagde han stille og gav slip på hende. "Jeg tror, jeg er rask, men jeg er ikke her fra byen." Han lukkede øjnene hårdt i et splitsekund og kiggede så på hende med et lille, bedrøvet smil. "Det er en lang historie, men jeg er blevet væk hjemmefra." Han kørte en hånd gennem sit hår og dråber af vand stod fra det. "Jeg er faktisk lidt lost her, men jeg skal nok klare den, det bliver okay."

Det havde krævet meget mandsmod at sige det, og hans hjerte græd bag hans bryst, da han gav hende et tappert smil. "Hvis du vil give mig et håndklæde, så får jeg noget tøj på til du kommer tilbage.." han ville tydeligvis gerne snakke om noget andet, for selv om han bare ønskede at lette sig for alle de ubehagelige oplevelser, så sad de fast i hans hals og truede med at kvæle ham.

Anna Rose nikkede og gik hen til håndklæderne og lagde dem tæt ved ham "Så kommer jeg lige om lidt" sagde hun og gik ud af døren og hentede en stor skål salat og brød, og noget varm kakao og skumfiduser, hun gik stille tilbage af men hun hurtigt tjekkede til andre på vejen.

Liam flyttede halen om på den anden side af trappen, og gik i gang med at tørre sig. Det var noget af et arbejde, for knap havde han fået lange, fregnede ben, der virkede mystiske, før han satte hånden i en vandpyt og måtte baske rundt i et langt minut mens halen slog til alle sider, før han fik overtalt sig selv til at vide, at han altså ikke kunne svømme hen til håndklæderne.

Endelig lykkedes det, og han sprang hen for at finde ud af, at de underbukser, der var blevet lagt frem sammen med det andet hospitalstøj var alt for store om hans smalle hofter. Hmm, mumlede han til sig selv og fandt dem, han havde lånt ombord på det dersens skib. De var også store, men det var ikke helt så galt.

Hans tøj var der faktisk ikke noget galt i. Han trak de lidt store shorts på og trak undertrøjen over hovedet og slog skjorten om sig og følte sig i virkeligheden langt mindre påklædt, end han havde gjort med hale.

Anna Rose kom ind med faden af mad og satte det på et bord "Jeg bryder mig ikke om du gå rundt lige nu og syndes du burde ligge ned så kom med, vi har et værelse her ved siden af" sagde hun med et smil og til hen til en dør, hun havde godt lagt mærke til hans beklædning og gættede på det andede tøj ikke passede ham eller han ikke ville gå i det og det var også okay, selv om hans eget tøj så lidt sært ud.

Inde i rummet var er en dobbel seng, 2 skrive border en komode og en dør til et toilet, i lufted hang der hvad da lignede en hænge køje der sad fast i loftet på noget der så ud til at kunne bevæge sig.

"hvad er det," spurgte Liam interesseret og kiggede på genstanden i loftet. Han var fulgt efter Anna Rose og hans øjne syntes at prøve at fange hvert eneste indtryk i rummet, for de dansede rundt, dvælede ved den stramt redte seng og ved skrivebordene. Fra det andet værelse bølgede en herlig duft af mad, han ikke helt kunne klassificere.

Han gned sine øjne og tænkte, at det var længe siden, han havde fået en ordentlig lur. Ikke at han skulle have det nu, nu ville han hellere snakke med Anna Rose, for det var ikke hver dag, den lejlighed bød sig.

"Jeg kan ikke navnet på det, men det er en maskine der kan samle dig op og bære dig ud i bassinget, til f.eks du får en hale midt i sengen" hun smilte veneligt til ham og gik ud til maden igen og tog nogen tallekner og tog lidt af vær op. tog en kakao og gik ind på værlest og satte det på den ene komoda "Kom så sæt dig"

"Smart," måbede Liam med hovedet på skrå i en lidt akavet vinkel for rigtigt at forstå, før han snurrede rundt og sprang hen for at sætte sig på sengen som hun anviste. Han satte sig meget forsigtigt, som om han ikke rigtigt vidste, hvad han skulle forvente sig. Om den ville være alt for blød eller hvad. Men den var bare eftergivende på en behagelig måde. Han lod sig gynge lidt op og ned på den fjedrende grund, før han (med et sideblik på Anna Rose, bare hun ikke blev sur, tænkte han) smed armene op i luften og kastede sig bagud, hvor han strakte sig og krøllede lagen og dyne.

Han satte sig op med et suk. "Jeg elsker virkelig jer mennesker, I kan så meget!" Han pegede på kruset med kakao, der dampede herligt, "se, sådan noget kan vi slet ikke hvor jeg kommer fra. Kun når der er en rigtig sej magiker kan vi overhovedet lave luftlommer, hvor der kan være ild. Ellers kan vi ikke engang få noget, der er varmt.. Og I kan have elektrisk lys, altså, vi har slet ikke noget af den slags, kun sådan magiske ting.."

Men det rokkede ikke ved, at hans hjem var smukt. Det var vidunderligt smukt. Det lå kun lige akkurat under overfladen og var dækket af magiske skjolde. Når solen faldt gennem det klare vand, strålede alle bygninger vidunderligt vidt. Strejf af perlemor var i alle vinduer og på gaderne, hvor langsomt svømmende, leende kvinder gled under hurtigt svømmende børn. Selv når han roste menneskenes klogskab længtes han hjem.