Another bright day ~ Åbent.

Morgenens sollys skinnede igennem vinduerne, og gardinerne der dansede i vinden. Døren til butikken var åben, og fik blomsterne til at vippe med hovederne. Der duftede dejlige inde i butikken, en blanding af alverdens eksotiske planter. Midt i det lille fristed sad Maya på en stol, bag et skrivebord der fungerede som en skranke, og pudsede en blank, speciallavet pistol. Hun behandlede den som man ville behandle sit barn, hvilket stod i stor kontrast til hendes uskyldige ansigt, og det lille smil.

Butikken havde været åben i et par uger, men hun havde ikke haft mange kunder endnu. Det lod ikke til at befolkningen i Aterswell tit købte blomster. Det var lidt trist. Dog havde der været travlt op til mors dag, så hun var ikke i økonomiske problemer. Endnu.

Det værste var at hun ikke havde haft besøg af nogle væsner endnu. Hun kunne ikke forstå det. Ville folkene her ikke være beskyttet? Have patroner, hvis de lige løb tør?

Hadrian trådte ind i butikken og han havde aldrig gættet at der lå en våbenhandel her hvis ikke det var fordi at Hadrians agent havde forsikret ham om at det var rigtigt. Hadrian havde haft hans folk ude og undersøge hvor folk købte deres specielle våben og endelig fandt Hadrian et sted. Det var ikke noget stort sted som Hadrian havde frygtet og det ville nok ikke udgøre en stor konkurrence men det var altid godt at være på den sikre side og vigtigst af alt se om der var noget i butikken som Hadrian ikke selv solgte.
Hadrian selv var klædt i et fint jakkesæt med hvid skjorte og rødt slips. Han gik langsomt over mod skranken mens han kiggede rundt i butikken og prøvede at forestille sig at det var en våbenhandlers butik men det var svært med alle de blomster.

Da en mand kom til syne bag gardinerne i døren, lagde Maya pistolen ned i en skuffe i skrivebordet. Hun rejste sig fra stolen, og tørrede sine hænder af i bukserne. Pudsemidlet efterlod mørke striber ned af stoffet, men hun lod sig ikke mærke med det.

Ud over hendes jeans havde hun en løs skjorte på, og et par mørke sandaler. Hendes hår var hurtigt samlet i en hestehale, og hun havde sit sædvanlige smil på læberne.

"Mr." hilste hun, og trådte frem fra skranken, imens hun rakte hånden frem imod ham. Hvorfor sådan en type mand besøgte hendes butik - voksen, europæisk udseende, elegant - var hende en gåde. Han kom vel lige fra arbejde og skulle købe nogle blomster til et møde - eller til sin kone? Hvorfor var egentligt lige meget, så længe han købe noget. På den anden side var der også muligheden at han var her, fordi han viste hvad butikken virkelig handlede med. Tanken fik et lille smil frem på hendes læber.

"Hvad kan jeg hjælpe Dem med."

" Kald mig Hadrian " Sagde Hadrian afslappet mens han gik hen helt hen til disken. " Jeg er her for at se på noget andet end blomster " fortsatte han som om det var det mest normale at spørge om i en blomsterforretning. Hadrian kiggede ejeren af butikken i øjnene, han forventede den sædvanlige reaktion med at andre kiggede ned når han gjorde det.

Der var heldigvis ikke andre folk i butikken og hvis der kom nogle så skulle Hadrian nok få besked fra hans vagt som holdt og ventede i bilen på gaden udenfor. Hadrian ville dog være forsigtig inde i butikken for han vidste ikke hvad han kunne forvente.
Hans AURA (Automativ Unnatural Radar Analyser) radar som var i bilen havde nemlig sporet en svag magisk aura som mindede om en elvers.

Hadrian havde lært aldrig at dømme magiske racer på deres udseende og dette var ikke en undtagelse selvom han ikke var helt sikker på hvad ejeren af butikken egentlig var for hans maskine havde kun opfanget svag naturlig magi i forhold til det fuldblodselvere besad.

Hadrian... Hmm.. Det lød bekendt.

Da han omtalte hendes rigtige forretning, lyste hun op i et stort smil. Dette var lige hvad hun havde ventet på. Hendes smil falmede dog en smule, da han fangede hendes blik. Der var noget ret ærefrygtindgydende over ham, men hun havde prøvet værre. Denne mr. Hadrian skulle bare have mødt mrs. Alex Jackson. En mere skræmmende kvinde havde Maya aldrig mødt.

"Selvfølgelig, mr... Hadrian. Følg venligt med mig." Hun så munter og uskyldig ud, som hun stod der og gjorde tegn til ham om at følge med. Hun åbnede en halvskjult havedør, der var gemt bag et gardin maget til det ved hoveddøren. Døren førte ud til noget der kunne ligne et stort drivhus, på en lidt højere etage end selve butikken. Langt begge vægge var rækker af forskellige planter og blomster, men i midtergangen stod et bord og et par stole.

Maya holdte godt øje med den velklædte mand, og gjorde tegn til at han skulle sætte sig. Selv lod hun sig dumpe ned på den ene stol, imens hun kastede et blik ud igennem glasset. En af hendes naboer, en venlig kvinde, stod og hang vasketøj op på hendes altan. Men hun kiggede ikke på dem. Hun kunne ikke. Glasset i drivhuset var nemlig ikke helt normalt. Ved hjælp af noget specielt effektivt solfilm kunne man se ud af drivhuset, men ikke ind, ikke engang om natten. Og et drivhus ville ikke tiltrække sig særlig meget opmærksomhed, siden det jo var en blomsterbutik.

Under bordet stod en frysetaske, Maya skubbede frem med foden. "Vil De have noget at drikke, mr?"

Hadrian var fulgt med og satte sig ved bordet.
" Jeg ville nu hellere se nogle varer før jeg beslutter mig for at blive "
Sagde Hadrian en anelse koldt men med et smil på læben. Hadrian overvejede mulighederne, mens han spekulerede på hvor hæftige våben hun havde i butikken her.
Hvis muligheden var der og hvis udvalget af våben var godt men stadig manglende så var der håb forude.

Hadrian manglede nogle samarbejdspartnere som kendte lokalsamfundet, han havde selv været meget succesrig i sit salg af våben mod det overnaturlige men det var altsammen i europa og der havde han efterhånden gjordt sig uvenner med alle de farlige overnaturlige skabninger og fraktioner som var i europa. Engang havde en af de mægtigste vampyrklaner været lidt for tæt på at stoppe Hadrians handel og liv så Hadrian var flyttet til USA af den grund og havde rigeligt med varer som han skulle havde solgt.

Hadrians varer blev stadig solgt i Europa men det gik ned af bakke for forretningerne og hvis han skulle starte forretning i USA så skulle han enten kende nogle betydningsfulde folk eller hjælpe nogle med at blive betydningsfulde og prøve at undgå at blive fjender med alle.

Maya kunne ikke lade være med at smile, selvom Hadrian lød lidt kold. "Okay, mr, hvis de synes." Hun sendte ham et sideblik, fyldt med munterhed og en smule snedigt, måske. I stedet for at åbne frysetasken, rejste hun sig fra stolen. I den anden ende af drivhuset skubbede hun en kasse med violette tulipaner til side, og på den anden side stod stativ efter stativ skjult, dækket til med alverdens våben. Kurvede sabler, drabelige daggerter, smukke kårer... Efterhånden som hun skubbede kassen videre, kom en hylde frem. Bag et tykt lag af glas, glimtede række efter række af pistoler, geværer, revolvere... En meget imponerende samling, især når man tænkte på hvor kort tid hun havde haft til at samle dem.

Hun stod med hovedet på skrå, og en tot platinblondt hår faldt ned over hendes ansigt. "Vil De have noget at drikke, mr?" Hun så både selvtilfreds og stolt ud, selvom det nok ikke var meget i forhold til den samling den berømte Hadrian Fioravanti måtte have. Hun var endelig kommet i tanke om hvem han var. Hendes mor ville helt sikkert være oppe i det røde felt, hvis hun viste at hendes datter nu stod og smalltalkede med en af verdenens mest kendte våbenhandlere. Men hvad lavede han her i USA? Så vidt Maya viste, gik det ham ellers meget godt i Europa.

Hadrian rejste sig roligt op, og gik over for at kigge nærmere på de våben som blev vist frem.

" Jotak nu ville jeg da godt havde et glas, og jeg tror ikke jeg fik fat i dit navn "

Sagde Hadrian afslappet, og uden at lyde yderligt imporneret mens han skjulte hvad han egentligt tænkte. Der var ingen tvivl om at det var en imponerende våbensamling når der sandsynligvis blev solgt uden at kunderne blev registrerede. Der var dog ikke noget specielt ved pistolerne geværerne og revolverne. Dog så de fleste nærkampsvåben ud til at være i god stand selvom sabler og kårer var noget han forventede at se på et museum, men hvis det var sabler og kårer kunderne ville havde så var der da mening i at sælge det.

Hadrian anede mulighederne men uden at sige noget, hvis han kunne indlede samarbejde med butikkens ejer kunne hun sælge noget lidt mere specielt for de fleste amerikanere ejede jo våben da det var lovligt i USA men Hadrian kendte allerede de godt tricks til at smugle ulovlige våben da der ikke var nogle lande i Europa hvor våben var en del af hverdagen.

Hadrian vidste at han havde noget af lidt højere kaliber i sit arsenal selvom våben var tilladt i USA var det jo ikke alle våben og Hadrians lister med våben hørte nok til de ikke lovlige.

At han sagde ja et en forfriskning, gjorde hende mærkbart glad. Selvom han holdt den kølige, uimponerede tone, var det næsten som om han nikkede og sagde 'ja, du er god nok.' Og det var betydningsfuldt, når man var ny i branchen og snakkede med mr. Fioravanti man snakkede med.

Hun trådte tilbage til bordet, og lod ham kigge på varerne. Imens fandt hun to krystalglas frem, og klirrede med nogle flasker i tasken. "Er De til vin? Hvidvin, rødvin, rosé? Champagne?... Øl?" Der var godt nok ikke noget at fejre endnu, men Maya kunne godt lide champagne. Mr. Fioravanti virkede ikke som en der drak øl, men hun ville ikke udelukke muligheden.

"Som De ser, mr., er jeg mere interesseret i de antikke våben. Især vampyrer foretrækker ældre modeller. Jeg kræser for detaljerne, og laver en del selv. Jeg er i gang med at fremstille nogle sølvpistoler til nogle jægere i Washington og..." Hun stoppede talestrømmen og trak en flaske cider op af frysetasken. Hun åbnede den med et hurtigt svip imod bordkanten og hældte et glas op til sig selv.

Hun kunne ikke lade være med at kigge på ryggen af våbenhandleren. Han var imponerende. Noget umærkeligt ved hans skikkelse indgød en vis andel af ærefrygt. Og han stod i hendes drivhus og så på hendes samling.

" Hvidvin tak, og du kan sige til dine venner i washington at sølvpistoler ikke dræber men det gør kuglerne "
Sagde Hadrian afslappet men uden at slippe øjnene fra våbenene. Det var helt klart hendes speciale at lave sådan nogle de antikke våben og det var endnu en mulighed for Hadrian for antikke våben var hans svaghed og det havde det altid været. Hadrian var dog i tvivl om hvor godt hendes forretning gik men det ville han finde ud af og han bemærkede tydeligt at hun vidste hvem han var.

" Men jeg fik stadigvæk ikke fat i dit navn "
Sagde Hadrian med et smil på læben da hun åbenbart ikke havde hørt andet end at han godt ville havde noget at drikke. Hadrian så ikke butikken som en trussel mod hans forretninger men et samarbejde ville sikkert gøre dem begge mere velhavende. Det var ikke fordi at Hadrian manglede penge men han manglede viden om lokalsamfundet og om hvem der virkelig kunne være hans fjender og jo flere allierede Hadrian kunne skabe jo større var chancen for at Hadrian kunne slå først imod dem der arbejdede imod Hadrians interesser

Boblerne brusede i hendes glas, imens hun rodede efter en flaske hvidvin. "Det ved de godt, mr, det er selvfølgelig kuglerne der er støbt i sølv." Hun smilede svagt over sin egen fejl.

Hun rakte ham glasset med den klare væske, og smilede imødekommende. "Undskyld mr. Mit navn er Maya Jackson." Ikke noget specielt, et hel almindeligt amerikansk navn. Ikke noget der stod klart i folks hukommelse. Men det ville det. En dag.

Maya endte med at stå lidt bag ham, med sit eget glas svingende i små cirkler. Hun betragtede både ham og våbenene, men brugte det meste af sin opmærksomhed på at læse hans ansigtsudtryk. Hvilket ikke var særlig let.

"Hvad siger De, mr?"

Hadrian tog imod glasset men og tog en tår før han fortsatte. Det var ikke ligefrem den fineste vin men det var fint nok i denne anledning.

" Dine nærkampsvåben er imponerende.. Men hvad er det bedste du har lavet? "

Sagde Hadrian spørgende, Hadrian havde selv nogle våben i hans arsenal som var langtfra hvad han viste kunderne i første omgang. Den her butik havde muligheder og Hadrian kunne tydeligt se at Maya var engageret. Hadrian vidste dog at arbejdet som våbenhandler kunne blive ubehageligt hvis man ville havde mere end en lille butik og spørgsmålet var om Maya ville gå så langt.

Hadrian trådte lidt tilbage og væk fra de våben som var blevet vist frem, så hvis hun havde gemt noget bedre så var det nu hun skulle vise det frem.

//Håber det er okay, at jeg joiner .. Ellers må I lige sige til//

En blomsterbutik. Sjovt. Aenor lo ikke, da hun gik ind, men følte alligevel måske lidt for det. Luften var varm og frisk og tung på samme tid, og et øjeblik følte hun sig helt hjemme, selv om hun egentlig aldrig havde kendt det sted. Hun trak hatten, i dag ikke den store solhat, men en mindre herrehat, længere ned over hovedet. Håret havde hun flettet og samlet om hovedet, så det ikke kom i vejen, så ingen kunne gribe i det. Det var sket en gang for meget. Hun tog sig til arret på halsen og så sig omkring. Der var tomt i butikken. Ingen bag disken, kun tavse, milde blomster, der kastede med deres hoveder og spredte den sødmefulde duft af fugtig jord og blomster. Hun havde det egentlig lidt for varmt. Som et tegn, et kald, rømmede hun sig lidt højlydt og åbnede sin læderjakke. Under den havde hun en hvid T-shirt. Så ventede hun, og fortsatte med at orientere sig. Hun kunne især godt lide liljebuketterne, godt håndarbejde, det måtte hun rose, sagde hun til sig selv, udmærket klar over, at hun aldrig ville gøre det. Aldrig ved sine fulde fem ville hun sige: Det er vel nok nogle pæne blomster. Og dog - måske som trussel. Men hun havde ikke lyst til at true. Hun havde lyst til at være venlig og imødekommende, skabe sig nogle kontakter. Det burde hun, og hun var altid ude af stand til det.

Hun gik over til skrivebordet og kiggede på det. Der var noget på gulvet. Bare en lille klat, men det bekræftede rygterne. Hun gik om bag bordet og satte sig på hug. De tunge støvler knirkede. og rørte forsigtigt ved det med en fingerspids. Hendes øjne blev smalle af koncentration, da hun lugtede til det. Det var klart en smørelse af en slags. Til våbenbrug. Ingen tvivl. Dette var stedet.

// Det er helt okay (:

Mayas blå øjne kørte frem og tilbage, for at holde øje med både Hadrian og våbnene på samme tid. Det var typisk hende at skulle holde øje med det hele, men nu var hun jo også opdraget som jæger, så det kunne man vel godt forstå.

"Jeg interessere mig for gamle våben, gerne med en sød historie til." Sød var måske så meget sagt, når man talte om våben. Der var jo altid en del blod med i disse historier. Hun trak en krum sabel frem fra en af stativerne. Det var absolut et prangende våben, både med guld og juveler. Det sang i luften - mere end normalt. Langs klingen var nogle huller i bladet, og hver gang våbenet blev svunget i luften, sang luften igennem hullerne og udsendte en spændende, hvislende lyd. Hun så på sablen, som om det var familie. "Gammelt håndværk, helt fantastisk, et enægget hugvåben. Blev eget af en sultan for et par tusind år siden."

Hun kastede et enkelt blik på Hadrian, inden hun satte våbenet tilbage på dens plads. "Hvis jeg ikke har noget arbejde for tiden, plejer jeg at sætte nogen våben sammen selv..." Hun trak endnu et våben frem, en økse. Noget der lignede en bizar blanding af en tomahavk og et vikingevåben. Hun satte skaftet ned i jorden, og svang hovedet i cirkler, med behændige fingre der undgik klingen. "Jeg havde et ødelagt øksehoved fra-"

Hun var lige ved at tabe våbenet, men fik hurtigt fat på det, uden at skære sig. Gardinet ved døren svirpede i vinden. Nogen måtte have åbnet en dør eller et vindue et sted. "Undskyld mig, mr."

Hun stillede øksen op af stativet, inden hun gik over til døren, sendte ham et kort blik, og gik så igennem. En kvinde sad på hug bag ved hendes skrivebord og kiggede på sine... fingre? "Miss?" Maya havde stadig et imødekommende smil på læberne, men hendes øjne talte sit eget sprog.

Hadrian havde lyttet interreseret, i første omgang havde han troet at hun selv havde lavet våbenene eller kendte nogle der lavede dem, men sablen var meget interresant og Hadrian kunne godt forestille sig at tilføje den til hans samling af antikke våben som bare var en fritidsbeskæftigelse som Hadrian havde. Hadrians beskæftigelse som samler havde nogle gange været næsten fanatisk.

Hadrian havde trukket sin iphone frem da han havde modtaget en besked fra hans mand som overvågede AURA maskinen i en bil som holdt ude ved vejen. Der var besked om at endnu en person var gået ind i butikken og med samme aura signatur som Maya havde.

Det ville nok blive interresant, og Hadrian lod bare Maya gå mens han tog sablen fra stativet for at se nærmere på den. Hvis Maya vidste hvor man skaffede flere af sådan nogle våben så var Hadrian helt sikker på at han ville indlede samarbejde med hende og han overvejede slet ikke muligheden for at hun afslog.

Aenor rejste sig op med et ryk, der fik fletningen til at danse. Det havde hun ikke lige forudset. Hvor pinligt. At blive taget i sådan at lure rundt, og så endda af denne kvinde med det smukke, åbne smil og de stålsatte øjne. Aenor lagde sit ansigt i kølige folder, der dog blev ødelagt en smule af en varm rødmen, der bredte sig over hendes kinder. Hun rømmede sig og gned sine hænder et øjeblik, før hun fik samlet sig og svaret: "Ja, eh, goddag." Straks efter fortrød hun sit ordvalg og den usikre stemmeføring. Det var ikke sådan, denne unge dame skulle synes hun var. Hun havde ikke lyst til at føle sig uværdig, men kunne ikke helt lade være. Den indkomne kvindes lette sommerlighed med sandaler og skjorte midt i noget, der mindede om en lidt besynderlig blomsterdrøm, fik hende til at føle sig malplaceret og forkert, i mørke bukser og læderjakke og store støvler. Hun kneb øjnene sammen.


"Jeg går ud fra, De er Maya Jackson." Butikken stod i det navn, da hun undersøgte den nærmere på nettet. Hun havde sågar anskaffet sig en telefonbog bare for at slå op og vurdere rygtets validitet. Før den anden nåede at svare, fortsatte hun med en stemme, der var blevet mere rolig: "Våben, ikke sandt." og viste sin håndflade, hvor en lille sort plet markerede olien. "Det siger folk i hvert fald.." Et skævt smil gled over hendes ansigt et øjeblik. Folk var næppe det rigtige ord.

Selvom hun lige havde fanget kvinden i at snuse rundt, kunne hun ikke lade være med at smile. Den her unge kvinde var noget... ganske specielt. Maya var opdraget til at kunne identificere folk, og der var noget over denne, der næsten føltes som hjem.

Et bredere smil trak sig over hendes ansigt, og hun kneb de blå øjne sammen i grinet. Sikke dog en situation hun var kommet i. Hun måtte skjule sine spor en smule bedre. Hendes mor ville blive stiktosset. "I så fald har disse folk ret." Hun stak hænderne i lommerne med en afslappet bevægelse, langt fra som en våbenhandler burde opføre sig i sådan en situation. "Er De kommet for at gøre forretning, miss?" Hun lagde hovedet let på skrå, og betragtede kvinden fra sin position på trappen. Så trådte hun et skridt til siden, og gjorde tegn til at hun var velkommen til at gå ind. "Jeg har allerede en gæst, men jeg er sikker på at han vil være okay med Deres tilstedeværelse."

Hun havde svært med at slippe hende med blikket.

Hadrian hørte den nye stemme som var kommet til men han stod fortsat og betragtede sablen. Det ville være spændende at se hvordan Maya behandlede en normal kunde om det var standart behandling som Hadrian fik eller om hun behandlede alle kunder som ham.

Hadrian lod sig ikke irritere over at opmærksomheden ikke længere var på ham, for nu havde han tid til at se nærmere på våbenene. Nogle gange kunne Hadrian godt fornemme at folk ikke helt vidste hvordan de skulle tolke Hadrians kropssprog og det virkede oftest bedst at folk ikke vidste hvad de skulle forvente at han sagde.

Hadrian beregnede ikke den nye stemme som en trussel men afventede at Maya førte den nyankommende ind i våbenrummet.

Kvindens reaktion kom som en lettelse for Aenor. Denne Maya Jackson stod bare smilende med hænderne i lommerne - der var intet usikkert, intet frygtsomt, som man kunne have forventet, og Aenor takkede alle guder, hun kendte for det. Selvfølgelig ville det være lettere at få lokket et billigt våben fra en nervøs sælger, men i denne situation var det ikke penge, men kvalitet der var på spil. Derudover ville en pålidelig våbensælger være en utrolig stærk allieret i denne by. - Eller måske var det ikke kvindens reaktion, men kvinden selv. Hun virkede ikke - - -, Aenor kendte ikke rigtig fortsættelsen, men det var noget med at være anderledes. På samme måde. Et smil gled over hendes ansigt og fjernede kort den lidt kølige facade.

Om hun var kommet for at gøre våbenforretninger? "Det er jeg netop!" Aenor smilede kort og tørrede sin oliefedtede finger af i sin håndflade. Derefter fulgte hun kvindens henvisninger og gik spændt på at se denne anden omtalte gæst gennem en lille dør, der var let skjult bag et gardin, og som førte ud i et vidunderligt drivhus. Planter langs væggene og solstråler, der faldt gennem glastaget. Ved et bord i midten sad en nydelig mand i slips og det hele, sågar med hvidvin på bordet, hvor der også lå forskellige våben. Det så absolut interessant ud, og Aenor mærkede et sug i maven af spænding. Dette var præcis, hvad hun havde ledt efter. Hendes smil vendte tilbage og mildnede hendes ansigt, idet hun myndigt nikkede til den anden gæst med et kort "Godmorgen," før hun trådte til side og lod den kvindelige våbenhandler komme gennem døren.