Sol, åbent

Tid: tidlig søndag morgen, mellem 5 og 6, måske
Sted: Rundt om et hjørne, lidt nede ad en gade fra Angel's Paradise (men hører stadig under Angel's Paradise, fordi der er så mange, der skriver hele tiden i downtown)
Omgivelser: Er beskrevet, men det er en kølig morgen, solen er lige stået op, og der er blå skyer på himlen. Det bliver varmt senere på dagen, hvis det har nogen interesse.

Morgenstunden var kommet med en uforklarlig skønhed og havde trukket strimer af lys rosa og ferskenfarvet over en himmel, der var helt lys og uskyldig. Renvasket, på en eller anden måde. Et svagt smil gled over Aenors ansigt, som hun stod der på gaden. Klokken var et sted mellem fem og seks. Natten i den snavsede by var ovre, og en dag gryede med en forunderlig friskhed. Den kastede sine stråler af fint lys ned mellem de høje bygninger og gav den grå verden noget, som hun aldrig ville blive i stand til at beskrive med ord.

Det havde været lørdag nat, nu var det søndag morgen. Rundt om et hjørne kom en ung mand med moderne hår og en høj, tynd pige, som bar et par blå stilletter i den ene hånd. De snakkede stilfærdigt og lagde tilsyneladende ikke mærke til hende, som hun stod der på fortovet i en stribe af vandret lys fra den opadgående sol. Hun kiggede efter dem som de forsvandt om et hjørne. De kom måske fra Angel's Paradise? Hvor skulle hun vide det fra. Hun havde ikke selv været der denne nat, men havde alligevel fundet sig selv stående foran det store, slukkede neonskilt, der slet ikke så ud af så meget i lyset fra den kommende dag, lyset der gav alting et slør af noget meget smukt, en smuk og vidunderlig en nøgenhed, hvor gadens støv, der dækkede kantstenen og matterede bilruder og vinduer, blev synligt. Pludselig fattede man, fattede man helt der ind, hvor man ellers aldrig fatter ting, hvor snavset gaden, byen var, og det gjorde intet, men var næsten vidunderligt. Hun sukkede og kløede sig på højre overarm. Hun var gået om et hjørne, så hun ikke stod lige der, hvor der lugtede allermest af pis, og fandt sig selv i en lun stråle morgensol, der glitrede i glasskår og tomme ølkrus af gennemsigtigt plastic og varmede hendes strømpebukseben. Et sted begyndte en fugl, nok en solsort, at synge højt. Hun kiggede på fortovet omkring sig, der godt nok var ret snavset og lugtede af flad øl, og førte et øjeblik en ordløs diskussion med sig selv, før hun lagde sin tynde, grønne jakke og satte sig på den for at nyde dette øjeblik, hvor ensomhed syntes en smuk ting.

Jayden sukkede tungt, idet han lænede som op af en den kolde mur inde i gyden. Her var stadig skygge at gemme sig i, imens solens stråler så småt var begyndt at kaste lys over resten af byen. Han bed kort tænderne sammen og trak sine vinger ind i ryggen. Med et svagt støn lignede ryggen igen sig selv, glat og uden tegn på den nogensinde havde været anderledes. Han var iført slidte cowboybukser og sorte sko. Han kørte fraværende en hånd ned af maven og overvejede kort om han skulle købe en bluse eller tage direkte hjem. Han havde intet ur med, og besluttede sig for at spørge nogle om vej.. da han kom ud fra gyden gik det dog op for ham at klokken ikke kunne være ret mange. Der var næsten ingen trafik, og gaden var mennesketom. ”Den kan ikke være meget mere end 5..” sagde han for sig selv og begyndte at gå i af sted. Han genkendte gaden, det var her Andel’s paradise lå. Der havde hans venner tit talt om at besøge, men han havde endnu ikke selv fået taget sig sammen til at kigge på stedet. Han så overrasket på en ung, meget smuk kvinde der sad på sin jakke. Han smilede lettet og gik hen imod hende. Et par meter fra hende brød han stilheden ”godmorgen, du kunne vel ikke fortælle mig hvad klokken er?” spurgte han og smilede til hende.

Aenor drejede hovedet, da hun pludselig hørte lyden af skridt. En ung mand. Med bar overkrop. Hun lagde hovedet på skrå, trak på skuldrene i tankerne og vendte igen ansigtet mod solen og lukkede øjnene, mens hans fodtrin kom nærmere - og så henvendte han sig til hende.

"Øh, jo," hun drejede hovedet mod ham igen og begyndte at klappe rundt på sit tøj, først på sine cowboyshorts og derefter på jakkens lommer, indtil hun fandt en gammel, blå telefon. "Den er halv seks," foplyste hun ham og studerede ham nærmere. "Hård nat i byen," tilføjede hun og gav et næsten usynligt nik mod hans mangel på bluse. Der kunne næppe være anden forklaring. Hvad ville ellers efterlade en ung fyr uden trøje. Han havde sikkert svinget med den. Hun kunne ikke lade være med at forestille sig denne gut dansende på et bord - nej, en bar - under en stor discokugle, mens han svingede tøjet af sig. Smilende til sig selv blinkede hun det mærkelige billede væk og lagde mobilen tilbage i en anden lomme end den, hvor hun havde fundet den. "Og godmorgen i øvrigt."

Imens pigen ledte efter noget at se klokken på, studerede Jayden hende lidt nærmere. Hun var meget smuk, et af de smukkeste mennesker han havde set.. ved første øjekast lignede hun en normal jordisk skønhed, men han kunne ikke helt fjerne fornemmelsen af der måske var noget overnaturligt. *Så Jayden, du har arbejdet for meget i nat, og nu er alt hvad du ser magiske væsner.. dødelige supermodeller findes også* mindede han sig selv om. ”Halv 6?” sagde han og kiggede op på himmelen. Det havde virkelig været en lang aften, og den var endt noget brat da han var flygtet fra et slagsmål. ”Så har forretningerne ikke åbne..” sagde han højt, selvom det mest var henvendt til ham selv.

"Nix, ikke endnu.." hun løftede sine arme op i vejret, strakte sin ryg, der gav et lille suk og rejste sig op. "Men du kan sikkert godt finde en knejpe eller sådan noget.." Han så nydelig ud, havde sort hår og var af fin højde - og så havde han en pæn overkrop, noterede hun nøgternt med det kamptrænede øje. Der var altid en lille bitte del af hende, der så efter svagheder og sagde: Her skal du slå, her er han blød. Ram der, pas på den lige højre, og lige nu var denne lille bitte del på en hård prøve. Okay, sagde den til sidst, bare gå efter solar plexus og nakken. - men det blev nok ikke nødvendigt, sagde hun beroligende til sig selv. Han havde bare været i byen, var blevet forholdsvis ædru og nu ville han -- shoppe. Jaja, sådan er det i byen, der skal mange mennesker til at lave en verden. - Men er det et menneske? Spurgte den lille del af hende, og hun slog den hen. Helt ærligt, det var et menneske. Hvad skulle det ellers være. Hos Thomas havde hun noteret sig den usunde bleghed. Hos elverne var det umenneskeligheden. Hos sortelverne var det det samme og derudover en absurd hudfarve. Og han så træt ud.
"Vild nat?" gentog hun og smilede lidt medlidende.

Jayden rynkede brynene lidt, kvinden tjekkede ham ud. Men hun lignede mindre en kvinde der var interesseret og mere en der tænkte over et dilemma. ”Ah, ja sådan en man helst ikke skal have mere end en af om ugen” grinede han og kløede sig lidt i nakken. Han spændte lidt i ryggen, og prøvede at slappe af. Lige nu virkede hans krop som om den opfangede alting som farer. ”Det gik ud over min bluse” sagde han forklarende og lidt akavet. ”Jeg overvejede at købe en, pungen overlevede natten, men på dette her tidspunkt er det smarteste nok bare at tage hjem og hente en”

Aenor lo kort og strøg hår væk fra ansigtet. "jeg kender det, tro mig.." hun lagde jakken over armen og glattede den med en let bevægelse. Hendes ører, der som sædvanligt blev holdt fladt mod hendes hoved af et par fletninger og adskillige hårnåle, kløede. Hun bed tænderne sammen og kiggede op, hvor et par mursejlere lavede vingesving. "Ja, du finder næppe noget sted, der har åbent," svarede hun kort, købe en ny bluse, det var vist lige i overkanten, i hvert fald efter hendes hoved. Hun overvejede at foreslå, at han gik hjem og sov, men på den anden side var det ikke hendes sag, og det kom ikke hende ved at rådgive ham. "Men du har under alle omstændigheder masser af tid, før der kommer liv i gaderne.. Det er nok først hen ad ellevetiden, hvis i dag ellers er som det plejer."

Jayden lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende. Det gik ham på at han ikke vidste om hun var overnaturlig.. ”nej du har ret, jeg kunne også godt bruge lidt søvn” sagde han tænksomt og kørte en hånd igennem håret. Han lukkede øjnene lidt og sansede magi ved hende, til hans overraskelse gav hun udslag. Det var ikke bare ham der var mistroisk. ”Så, du kan magi..” sagde han tænksomt og smilede til hende ”er du menneske?”

Okay - Aenor forsøgte indædt men forgæves at lade være med at spærre sine øjne op til noget nær tekopper. Hvordan kunne han - skjulte hun det ikke godt? Var hun ikke dygtig til at gemme det, til at gemme sin natur, sit væsen? Hun trak vejret dybt ned i lungerne. Luften havde en vis renhed over sig, selv om de stod midt i den snavsede, sovende by, i hvert fald var den kølig, og det klarede hendes tanker. Okay, sagde hun igen til sig selv, det var vist et nyt yndlingsord, han kan åbenbart også en eller anden form for magi, for han ved, jeg kan magi. Fair nok. Så var den på plads. Derfor vidste han det. Det var eneste forklaring. Hun fnøs hårdt gennem næsen.

"Lidt da.. og - mm" Hun smilede, et venligt, men køligt smil, og gentog, med en glimrende, om end lys imitation af Jaydens stemme: "Du kan magi.." Hun slog med hovedet. "og menneske - sådan.. semi." hun trak på skuldrene og kastede igen bolden videre. "Og dig?" Det her havde bestemt taget en interessant drejning.

Jayden kiggede på den forvirrede pige, og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Det var nu lidt underholdende, han havde tydeligvis overrasket hende. Langt de fleste væsner i byen havde en eller anden måde at genkende hinanden på, men så igen.. han blev også altid lidt forbavset når nogle gættede han ikke var hvad han så ud til. Han hævede et øjenbryn og lavede en glimrende, om dog en smule mørkere efterligning af Aenors stemme: ” Lidt da.. og – mm” og grinede så. ”Jeg skal fortælle dig hvad jeg er, hvis du fortæller mig hvad du er.. du ser lidt for smuk ud til at være et normalt menneske.. tager jeg fejl?”

"Smuk?" Gentog Aenor. Hendes øjenbryn trak sig sammen, og en skygge af mistro gled over hendes ansigt. Det hørte hun tit, men det passede hende dårligt alligevel. Det virkede altid, som om folk prøvede at købe hendes tillid. Det var ikke smuk, hun var, hun var bare - anderledes, hvilket åbenbart faldt i nogens smag. Hun var ikke menneskelig - og det gjorde hende åbenbart smuk. Eller hun var smuk, og det gjorde hende så åbenbart umenneskelig. "Tjah.." der var noget tvært i hendes stemme, som hun ikke helt kunne skjule. Men det kunne også være det samme, hvorfor skjule det, han var bare én i en millionby. - og dog var han et væsen, og dem var der langt færre af. Hendes toneleje blev lidt stolt, da hun fortsatte: "Min far var elver." Hun bøjede sig lidt frem mod ham, smilede pludselig. "Og hvad med dig? Lidt for intelligent til at være menneske?"

Ikke at der var noget galt i at være menneske. Slet ikke. Hun anede ikke, hvorfor hun havde sagt det, det var bare for at svare på tiltale.

”aaaaaaaah!” sagde Jayden og smilede stort. Det hele gav jo mening nu. Blandingen af elverskønhed og så alligevel ikke helt. ”En halvelver, det er vidst første gang jeg har æren at møde sådan en..” sagde han med et smil og lavede et lille buk. ”Jeg synes nok dine træk var lidt for fine for et menneskes.. well.. jeg er” han så lidt på hende, og overvejede om hun nu også var til at stole på. Så igen, der var ikke meget skade hun kunne gøre ved at kende hans ’race’. ”Jeg betragter mig selv som menneske, men jeg må indrømme jeg går under kategorien dæmon” sagde han.

"Jamen tillykke.." kommenterede Aenor muntert og nejede som svar på hans buk. Den første, virkelig? Det havde hun ikke forventet. Hun troede faktisk - men måske, måske var hun et enestående tilfælde. Hun havde trods alt heller ikke selv mødt andre endnu. Ikke her, i hvert fald. Hun undlod på at kommentere på, hvor fine hendes træk var, det kunne være det samme. I stedet lænede hun sig ubevidst frem, hvad var det, han var? Betragter dig selv som menneske? Hun gentog indvendigt, mens han sneglede frem til, at han måtte indrømme - indrømme hvad? Hun gennemgik alle kendte racer i hovedet, men blev ikke færdig. Dæmon.

Hun lagde hovedet på skrå. "okay," sagde hun, og det lød måske lidt tamt og tørt. "Dæmon." Hun smagte på ordet. Bare for at fylde den tavshed, hun selv fandt overraskende akavet. "Imponerende, øh.. Hvad laver man, når man er dæmon? Og hvordan er man anderledes… Ud over det med vinger?" Hvor lød det dog dumt. Et lys gik op for hende. "Og blusen, selvfølgelig." Hun tog sig til panden. "koster det dig virkelig blusen at lave vinger?" Hun havde mødt dæmoner før, men de havde alle været langt mere.. Umenneskelige. Måske fordi de blev behandlet sådan.

”Nej, selvom de er store ødelægger behøver de ikke nødvendigvis ødelægge blusen. Men du kan ikke bruge dine vinger så længe blusen er på, og hvis man så skal væk i en fart.. så kan man blive nød til at smide den, eller hvis man har rigtigt travlt kan styrken i vingerne også godt flænse den” Jayden trak på skuldrene ”normalt koster det mig ikke bluser, men i aftes..” han grinede lavt ”hvordan er vi ellers anderledes.. vi lever til omkring de 500 år, og så er vi kun i stand til at bruge sort magi.. til gengæld kan dæmoner mestre magier fra spæd, uden nogen form for træning.. selvom træning selvfølgelig hjælper enhver”

"Og du havde rigtig travlt?" spurgte Aenor forsigtigt og gned kort sine arme. Hun havde stået stille for længe, og var begyndt at fryse. Og så kom det? Fem hundrede år? Aenors øjne blev store. Hun vidste godt, at dæmoner blev gamle, men ikke så gamle. "Ja, træning er aldrig skidt," fik hun sagt, men det var egentlig ikke af den store betydning. "Hvor gammel er du så?" Det sidste lød næsten mistroisk.

”Ah, nu bliver du jo nok rigtigt skuffet…..” sagde Jayden og så ud som om han ikke havde tænkt sig at sige det. Det var jo ulempen ved at være en ung dæmon, men var ikke på nogen måde anderledes end et menneske.. ”jeg er 26, hvis du ikke tror på at dæmoner kan blive 500 er det i orden.. jeg har heller ingen garanti” sagde han med et lille smil ”selvom jeg da håber, hvad med halvelvere? Lever I længere end normale mennesker? Eller er det nogenlunde det samme?” spurgte han nysgerrigt.

"Pyha." Aenor kløede sig i nakken og vippede på tæerne. "Du ved, det er altid så ubehageligt, når folk bliver alt for gamle." det var sandt, det syntes hun. Når folk blev gamle begyndte de at miste. Det var aldrig godt. Hun havde selv været der. På nuværende tidspunkt var hun ældre, end hendes mor havde været dengang hun - men det var ligegyldigt. Aenor skubbede billedet fra sig og mærkede, hvordan hendes indre krøllede sig sammen. Som en bænkebidder vender sit tykke skjold mod fjender, som et pindsvin viser pigge, vendte hendes indre kludedukke sin stofryg mod verden og slog hænderne for øjnene, før blodet trak lange striber i hendes tanker og fordunklede alting med den metalliske lugt og lyden af det rallende åndedræt fra et døende menneske. "Længere end mennesker, i hvert fald, ja." hun smilede kort, men noget blegt havde sneget sig ind, og et mørke fyldte hendes øjne. Hun var alt for gammel allerede. Ikke at der var noget galt i det efter hendes mening, men objektivt set. Objektivt set.

Jayden betragtede Aenor imens hun så ud til at blive dårligere. Han rynkede brynene lidt, hans spørgsmål havde åbenbart vækket nogle følelser der ikke hørte hjemme i den behagelige afdeling. ”Længere end mennesker, men det synes du ikke er godt?” spurgte han en anelse forvirret. Han havde mødt mange væsner med samme holdning, men normalt var de vampyrer der havde et par tusind år på bagdelen. ”Men har du allerede levet så længe at du er blevet træt af det? Jeg forestiller mig ikke at komme til at længes efter en slutning i min levetid”

"Selvfølgelig ikke! Jeg er glad for at have den mulighed!" Aenors stemme døde ud, og hun trak på skuldrene. Hendes øjne gled op mod himlen, der stadig havde det gyldne skær, man kender fra kaprifolier og gule roser, noget let og gennemsigtigt og dragende. "Der kommer vel bare et tidspunkt, hvor alt det, man har levet for forsvinder?" Det var jo ikke ligefrem sket for hende, men hun kunne mærke, at det ikke var utænkeligt. En dag ville mørket sænke sig, og den lille kludedukke inden i hende ville fylde mere og blive endnu mindre, mere efterladt, mere ensom, og det ville blive vinter, og den ville fryse fast i sin vandpyt, alene under en stjerneløs himmel, til frosten rev den fra hinanden og efterlod tomheden.

"Og selv om man ikke længes, er det måske alligevel -" hun afbrød sig selv, og hendes mundvige trak sig opad i et på en eller anden måde gruopvækkende smil, der var lige dele sødt og sygeligt, uden at man på nogen måde var i stand til at sætte en finger på, at det uhyggeligt kunstige skyldtes den mærkelige detalje, at hendes mund var det eneste, der smilede. Yndigt og koldt rørte smilet slet ikke hendes øjne, og selv om hendes stemme var let, da hun sagde: "men heldigvis er jeg ikke kommet dertil endnu," var der noget barskt og stenagtigt over hele hendes øvrige fremtoning. Bag stenene var hun rasende. Hvad tænkte hun dog på? Stod og udleverede sig selv sådan. Det var slet ikke sådan, hun var. Hun skulle ikke snakke om sig selv. Hvorfor fik han hende til at buse ud med - ja, ikke så meget, men noget af det var kommet næsten direkte fra kludedukkens mund, og det gjorde hende helt forskrækket. Hun knyttede kort hænderne som eneste ydre signal på sine tanker. Nu kunne det være nok, nu skulle hun vende tilbage og være lige så anonym og pletfri som altid.

Aenors smil blev bredere - bredere og blødere, som hendes ansigt faldt i kendte folder: et næsten ægte smil, der blødte hendes vurderende øjenbryn op og trak et par fine rynker omkring hendes næse. "Men det er da fantastisk som det er nu. Alt det, man har mulighed for at opleve." sagde hun glad og slog ud med hænderne "Som nu denne morgen. Et almindeligt menneske ville aldrig i sit liv have tid eller lyst til at stå op klokken fire bare for at se solen, vel?"

Jayden betragtede Aeonors ansigt imens hun forklarede. Da hun begyndte at tøve, lænede han sig roligt imod den kølige mur. Der var noget underligt over at stå der i morgenens første lys og tale med en vidt fremmet person om den slags.
Aenor havde ret, der ville sikkert være en dag hvor alt hvad man ønskede at leve for var dødt og borte. En dag hvor man stod alene, hvor alle de personer man havde delt sit liv med for længst var gået bort og man selv, uden at have ændret sit udseende en dag ville føle man var gået i stå. At verden susede forbi en, men at man selv var frosset i tiden.

Han hævede et øjenbryn og en kuldegysning gik igennem ham da hun smilede. Et skræmmende smil man ikke ønskede at se på nogen person man holdt af.. ja faktisk ville man nok ikke se sådan et smil andre steder end på et stort lærred i en biograf hvor man kunne klappe bagefter og hylde det som kunst. I virkeligheden skabte det kun uro, og han fik en sådan lyst til at trække sig bagud. Dog blev han blot stående og lyttede.. tog et lille, lettet suk da hun begyndte at bløde op.

”Jeg tror aldrig jeg kommer til at opleve den ensomhed du frygter” sagde Jayden tænktsomt og smilede til hende. ”Jeg forestiller mig den opstår hos folk der ikke kan se slutningen. En vampyr der ved de kan eksistere fra den dag de bliver skabt og til evig tid. Det ville jeg også blive tosset af.. men små 500 år, det er ingenting.. og selv elvere og sortelvere holder sig normalt venner af egen race, og så sker det med at alle dør ikke på samme måde”

Han lukkede øjnene og lyttede lidt til den stille morgen, der langsomt begyndte at vågne. Klokken var ved at blive nok til at de tidligste arbejdere skulle af sted. ”Der tror jeg du tager fejl.. hvis der er en ting jeg beundre ved mennesker så er det deres evne til at se skønhed i.. små underlige ting, som jeg normalt aldrig selv ville gide kigge på mere end en gang”

"Virkelig?" Aenor lagde hovedet på skrå. Inden i hende faldt noget på gulvet og knustes. En vase med blomster, der faldt i én lynhurtig uendelighed, slowmotion i hendes tanker, før den ramte gulvet og glasskår og blomsterstumper strøg i alle retninger, og rosenblade dalede fra himlen og vandet væddede gulvet. Se det smukke i ting. Det var netop problemet. "Det ville jeg ønske, jeg havde oplevet, mens der endnu var tid," sagde hun. Hvorfor vidste hun ikke. Det var igen en af kludedukkens fortalelser. Blomsterbladene faldt over den i vandet. Det var en henvisning til hendes forældre, men det kunne han selvfølgelig ikke vide. Hvis nu de bare en dag - havde givet sig tid. Et øjeblik.

"Jeg tror nærmere det er en holdning til livet," skyndte hun sig at tilføje, for ligesom at dække over det mærkelige udsagn. Tag dig sammen, tænkte hun alvorligt til sig selv og strøg sit hår tilbage. "Nogen lever livet så - målrettet. At de glemmer, at - ligesom med matematik, det er spændende, hvordan du kommer frem til resultatet, ikke hvad resultatet er.. Eller det var i hvert fald, hvad jeg lærte, men - selvfølgelig betyder det også noget, hvor meget ens indkøb koster. Under alle omstændigheder forstår du meningen, ikke?" hun kiggede på ham, studerede hans ansigt. Nogen var bange for dæmoner. Det forstod hun ikke helt -selvfølgelig havde de navn af at være.. Alt muligt ondt, men forskellen på engle og dæmoner lå jo primært i vingernes form, ikke? Hun burde spørge ham, men på den anden side var det ikke betydningsfuldt. Det var ligegyldigt.


Denne unge mand, "hvad hedder du egentlig," spurgte hun, bare for at få et navn at sætte på, var bare én af mange. Én af millioner af indbyggere i denne gigantiske pulserende by. Måske én ud af ikke så mange dæmoner, men gjorde det så meget? Deres veje var tilfældigvis krydset, og de ville skilles igen og leve hver deres liv med en kreds af bekendte, og hvis alting gik galt, så ville deres bobler af privat sfære kun have rørt ved hinanden ganske let, og selv om overfladen ville være blevet forstyrret, ville centrum være roligt som sædvanligt.

Jayden stod afslappet med lukkede øjne og lyttede til Aenors stemme. Han smilede svagt, for han synes han kunne genkende let elverklang en gang imellem. Han åbnede øjnene og så alvorligt på hende. Den måde hun talte på, noget i hendes øjne rørte noget inde i ham. Han rettede sig op og gik hen til hende ”mit navn er James Smith” sagde han og kom hænderne i lommen. Han lod blikket glide ned af den unge pige, forholdsvis spinkel, smukke træk.. men øjnene var sjælens spejl.

”Hør, jeg spørg meget sjældent fremmede mennesker om sådan nogle ting her.. og bare rolig, det er ikke et underligt scoretrick..” han smilede skævt, men så så lidt bekymret på hende ”har du brug for et kram?”

"James Smith," gentog Aenor, som om hun var nødt til at prøve det, før hun helt kunne finde sig til rette. Det var et godt navn. Det havde en god lyd. Rytmisk, som om bogstaverne passede sammen i en højere enhed. Et vagt smil krydsede hendes mund. "Jeg er Aenor," præsenterede hun sig. Han behøvede ikke noget efternavn. Det var faktisk bedre uden - meget bedre. Hendes navn var blevet sagt alt for mange gange, havde floreret i alt for mange overskrifter, over billeder af hendes mor i en eller anden pinlig situation. Men, men - han var slet ikke så gammel, kom hun i tanke om. Såfremt han sagde sandheden. Gjorde han mon også det? "- Morgan. Altså, Aenor Morgan." Hun kradsede sig på kinden og så ned på sine stofsko.

Og så spurgte han. Om hun ville have et kram. Et kram. Et øjeblik var hun helt desorienteret, og hendes ansigt udtrykte intet andet end forvirring. Som om han havde tilbudt hende at købe stoffer. Eller sex. Hun var nødt til at blinke hårdt og se på ham igen, før spørgsmålet ligesom sivede ind. Så rykkede hun pludselig hovedet og så på ham med et helt anderledes blik, som ganske kort udtrykte en eller anden inderlig følelse - før det blev hårdt. "Jeg slår på folk, der rører mig." sagde hun alvorligt, næsten med en hånlig tone, og slog med hovedet - koket, som om hun prøvede at være noget, hun slet, slet ikke var, for illusionen blev ødelagt af pludselig hundeøjne. Hundeøjne, der var trætte og bønfaldende og stod i skarp kontrast til en kold og ligegyldig mund, der dog heller ikke kunne holdes stille, og pludselig blev svag og blød og barnlig.

"Et lille kram?" spurgte hun og rakte armene frem.

Aeonor Morgan.. det var ikke et navn han havde hørt før. Han smilede svagt til hende, men blev noget anderledes da hun fortalte ham at hun slog folk der rørte hende. Den underlige blanding af afvisning og længsel i hendes blik forvirrede ham et øjeblik. Han kunne nu ikke bebrejde hende, det var et underligt spørgsmål fra en totalt fremmet, og han havde nok selv takket nej.
Et lille smil kom om han læber da hun sagde ja ”ok, et lille et” lovede han og gik hende og lagde armene omkring hende.

Det var, som om Aenor blev mindre og begyndte at stritte da han lagde armene om hende. Måske var det bare en illusion, for det forsvandt, da hun efter et kort øjeblik, et millisekund, fik styr på det mærkelige dyr, der pludselig var sprunget op i hendes indre. Et dyr med store, ufokuserede øjne, et dyr med abehænder, og små, hårde klove ved navn Panik. Det skrabede rundt i hende, kradsede med hovene, og rørte kort kludedukken med sine skælvende hænder, før det tog fat om Aorta - prøvede at klatre rundt. Dets øjne rullede rundt, og de spidse ører vippede, idet den begyndte at hvine panisk. Men James var ikke farlig, sagde hun hårdt til sig selv, og vidste, at det var en lodret løgn. Det var det, der var problemet. James var vitterligt farlig. I modsætning til de små, der så inderligt gerne ville favne hende i nattelivets gyder, var James en reel trussel. Hun besvarede hans kram.

Der var også en anden forskel på James og de drenge. James gav et knus, fordi hun havde brug for det. Ikke for sin egen skyld. Måske gjorde det bare en stor forskel. Hun slappede af. Panik blev stille og gik fredfyldt tilbage i sit rum. Døren blev lukket, så man næsten ikke kunne se, den var der, og Aenors træk slappedes. Munden blev mere rund og øjenbrynene blev mindre skarpe, som om en pludselig spand vand havde fået hende til at vågne op af en ubehagelig drøm - eller fået hende til at falde i søvn fra en væmmelig verden.

Hans hud var kølig, som bar hud har det med at være - men ikke kølig som Ciaras iskolde hænder, eller stenansigtet på Thomas, vampyrbarnet. Kølig og levende. Det holdt op med at regne på kludedukken, som forsigtigt foldede sig ud og kom på benene. Blomsterblade faldt i dens hår, men de kom ikke fra bordkanten, hvor en glasvase havde stået, de kom fra et andet sted, der ellers var låst inde sammen med det smilende ansigt og de tindrende øjne. Tænk hvad et kram kan gøre, sagde hun forundret til sig selv. Det havde hun åbenbart haft brug for.

Hun mumlede et stille "Tak," netop som hun til sin egen store forundring mærkede, at hendes hænder var fuldstændigt klistersvedige mod hans bare ryg. Det gibbede næsten umærkeligt i hende, og hun slap ham - lidt for hurtigt efter sin egen mening.