Stargazer, åbent

Midnat. Næsten skyfrit, fuldmåne. Det har regnet.
Kold, frisk luft
En byggeplads, der er ved at springe i skov.
Arbejdet har indtil for et par uger siden stået stille siden finanskrisen.
Ufærdige kassebyggerier.


Dagen var væk. Det var sommer, men natteluften var kold. Raven havde trukket en voldsomt stor, mønstret striktrøje over sin bomuldsskjorte, men frøs alligevel lidt, som hun sad der på en bunke brokker og spiste chokoladekiks. Himlen var mørk og spættet med små stjernepletter. Månen var fuld og spejledes i spredte vandpytter mellem stendynger og små jordhøje. Hist og her stak mærkelige rustne jernstænger op ad jorden. De var bøjede og forvitrede og lignede mærkelige dyr. En kran stod lænet hen over byggepladsen, klar til at løfte byggematerialer op til arbejderne på de nye lejlighedskomplekser, der stod som mørke kasser rundt omkring. Engang havde der ligget noget storslået der. Nu var det væk. Det havde det været længe.
Ligesom Aurora.

Heldigt at månen var så klar i nat, tænkte hun, for hun kunne faktisk ikke rigtigt orientere sig helt ordentligt, og stjernerne alene ville slet ikke have været til hjælp. Strålerne faldt ned gennem hendes mørke, bølgede hår, og på hendes blege pande og kindben. Hendes øjenhuler stod som uendelige dyb, hvorfra kun et svagt glitrende genskin af himlens pragt fortalte, at hun havde store, mørke øjne under de bekymrede bryn.

"Knas," sagde hendes fjerde kiks, da hun forsøgte at pille den fra hinanden. Hendes hoved fløj op, og hvor hun før havde siddet foroverbøjet, sad hun nu stift op og lod sit blik fra øjne, der nu var fuldt synlige og runde, feje over grunden. Hun lyttede intenst og opdagede ikke de krummer, der faldt ud over hendes skød og det stride græs omkring hende. Det var slemt nok, da hun havde pakket kiksene ud. Den rædsomme raslen af plastfolie havde haft en styrke som et tågehorn, og måtte helt sikkert have tilkaldt et par vagter. Hun havde siddet på spring. De var ikke kommet. Hun begyndte at slappe af og prøvede med tænderne at skrabe chokoladen fra kiksens bund.

Tasken havde hun smidt fra sig. Den lå ved siden af hende og lignede et stort og mærkeligt dyr med de mange genstande, der var fastspændt, sovepose, store støvler og yderligere to pakker med kiks. Hun proppede det sidste af kiksen i munden efter at have indset, at det ikke kunne betale sig at prøve at skrabe mere chokoladesnask af, og kløede sig på sit knæ, synligt gennem et stort hul i hendes bukser, og dækket af større og mindre mørke sår. Der var ved at dannes skorpe, og det prikkede irriterende. Hun pillede fraværende en tyk, mørk sårskorpe af, mens hun gloede på Karlsvognen, der tindrede blegt, og prøvede om hun kunne lukke munden, når hun havde en hel kiks derinde.

//emne navnet fik mig til og tænke på Nightwish i et øjeblik xD))

Et bump lød inden i den mørke skov, et eller andet havde forgået her til nat og det var nok ikke noget venligt for det var nemt og sige når det kom fra en skov og i sær når det var mørket. Bumpet var kommet fra et eller andet menneske der lige var fald ned på jorden efter at vær oppe i luften i lidt tid, en rød farve løb ned af hans hals mens den stille og roligt begyndt og løbe ud på jorden.

En anden person var os til stede og det var en kvinden som stod og så ned på manden med et roligt blik som om at ingen ting lige var sket, kvinden havde en sort kjole på mens hun havde bare tær, hendes hud var bleg i forhold til et normalt menneske og hun havde os sort hår og mørke blå øjne. Hvem var denne person som var så rolig over et lig som var lige for an hende, svar var ret nemt for der var kun en race der var så ro når det kom til døden og det svar var en vampyr.

Ja hun var godt nok en vampyr og hun havde os trangen til blod som alle andre, dog havde hun ikke meget følelse for mennesker som hun lige havde taget livet af, nej de var blot en klods på hendes vej og nu var hun i gang med og overvejer hvordan hun skulle slippe af med liget for hun kunne ikke bare efterlad det her i skoven.

Kvindens navn var Mina og hun var en halv gammel vampyr selv om hun stadig så ud som en kvinde så var der en anden sandhed inden bag ved masken som hun havde skabet uden på, Mina tog manden op fra jorden og hun løfte ham op på ryggen for hun forsvandt mod skovens udgang for der var ikke en grund til og blive der hvor hun var nu. Hun kom ud med en hurtig fart og hun så at hun var ved en byggeplads, hvad lavet den mon så tæt på skoven? Hun havde ikke tænkte sig og finden ud af det lige nu for nu skulle hun først af med liget som var på hendes ryg..

//.. Så kan du måske gætte, hvad jeg hørte endda? XD //

Den dumpe lyd af kroppen mod den fugtige skovbund gav næsten intet ekko mellem de nøgne træstammer, der som meterhøje søjler bar et tag, der bevægede sig uden rytme og med en raslende lyd sendte et blegt, spættet mønster af måneskin ud over græsstrå, knækkede grene og visne blade. Gennem små huller mellem bladende var en stjernebesat himmel synlig, og et blinkende rød lysplet afslørede et lydløst fly på vej mod en fjern destination.

Der i skoven så en ugle det blege væsen af den anden verden samle sit offer op og slænge ham over skulderen, men selv om uglen et øjeblik undrede sig, var den da det kom til stykket ikke videre nysgerrig, og som kvinden på bare tæer forlod pletten mellem træerne, hvor menneskeblodet trængte ned gennem bladene, foldede uglen tudende sine vinger ud for at jage en skræk i livet på skovens små dyr.

Raven hørte ikke skovens lyde. Hverken skovbundens knagen under den dødes vægt eller ugleskriget. De druknede hjælpeløst i jævn støj fra motorvejen og græssets sagte, sprøde sang, som hun havde vænnet sig til. Kvindens fodtrin var så lette, at kun en ræv i en lysning virrede med ørerne. Hun hostede stilfærdigt for at undgå død ved kvælning, da kiksen viste sig at være lidt af en stor mundfuld. Bogstaveligt talt. Hun hamrede sig på den flade brystkasse og forsøgte at få de sidste krummer ud af sit luftrør, mens hun med den anden hånd rodede i sin taske for at finde en vanddunk, hun vidste var der.

Det var en halvandenliterflaske, og hun kunne ikke åbne den i første omgang. Ikke før hun klemte den fast mellem lårene og skruede låget af med begge hænder. Hun havde virkelig gjort sig umage, da hun lukkede den. At der kom vand på hendes andre ting ville være en katastrofe. Hun drak forsigtigt, men det lykkedes hende alligevel at spilde ned ad sig selv, og vandet løb gennem hendes uldtrøje og gjorde hende våd med ad maven. Hun skruede låget på igen med en vred bevægelse og sammenbidte tænder. Hendes hånd, der var kold og nu også våd, smuttede og hun spildte lidt mere ud over sine bukser. "sådan noget.. Pisselort!" vrissede hun, og stivnede. For hendes ord rungede højt og ildevarslende tilbage fra de ufærdige huse rundt omkring med en surrealistisk, dyb stemme. Havde hun talt så højt? Åbenbart. Hun sank noget og skyndte sig at få sat det åndede låg på plads, mens hun lyttede med hele kroppen. Hvert øjeblik forventede hun at høre et kald eller se en lyskegle fra en lommelygte danse over grunden, før den uundgåeligt ville falde på hende og blænde hende.
Eller værre endnu. Hunde.

// Lovely song :O Er gammel Nightwish fan men høre mere fra Blutengel her for tiden, but Tarja has a Lovely voice :O //

Minas gang var stille dog var der nok nogle som ville kunne hører hende for så stille var hun heller ikke, hun hørt lyden af en stemme som sagde et eller andet og hun stoppede kort op. Hun havde ikke brug for at blive opdaget og i sær ikke når hun havde et lig på ryggen, hun kastet manden ned på jorden og han lavet lidt af et bump som ren dø vægt "Hvem der?" sagde Mina kort og hendes stemme var klar men dog en smule kold.

Mina havde håbet på en nat hvor hun var alene men det så ikke ud til og være sagen og hun havde ikke lige brug for at et eller andet menneske så hvad hun havde haft gang i her til aften, hun gik frem af mod det som udgjorde den store byggeplads og hun overvejet om der måske var en god mulighed for at gemmel liget af vejen så hun ikke skulle gå hele vejen ned til havnen for det gad hun dog ikke, men først af alt hun måtte se hvem det var som gemt sig her på byggeplads for hvis det var et menneske ja så måttet hun jo gøre det samme som hun lige havde gjort med manden. Mina tog sig en kort mulighed for at tjek hvem hendes offer var og gennem gik manden for hans punge hvor der nok var en eller anden form for id som hun kunne bruge, hun fandt endelig et kørekort Allan Jackson sagde navnet og det var ikke lige frem nogle kendt person som Mina havde hørt om men det betød vel heller ikke særligt meget.

Mina slap kørekortet og det fandt tilbage ned på manden og så var hun på vej rundt på byggeplads for se om der måske var en cement maskine som hun kunne brug, et hule skulle der os være og det måtte gerne være 3 - 4 meter tilbage bunden af hullet så man ikke ville opdage noget som helst. Maskinen var der dog ingen huler og Mina var ikke i humør til og gør det sure arbejde. Mina sukkede kort før hun igen vendt sig om, nu var der jo den der personson som hun havde hørt for lidt siden og nu var det på tide og se hvem det mon var, Mina gik tilbage hen imod der hvor stemme var kommet fra og hun gjorde sig klar til hvad det nu end var..

En stemme. Et udråb, hvem der. Ravens indre blev koldt som is. Som strålede kulden ud fra hendes hjerte, der et øjeblik tordnede i hendes hals og bag hendes øjne, så hun troede hun skulle blive blind. Hendes ører havde lokaliseret lyden til at komme fra.. Besynderligt nok fra det flade område, der skilte byggepladsens trådhegn fra skovbrynet. Men der var nok en logisk forklaring. Det kunne være, vagtens bil var parkeret der. Hvor skulle hun vide det fra? Hun rejste sig op og greb sin rygsæk. Med hurtige hænder sikrede hun sig at vandflasken var ordentligt lukket, før hun stak den ned i siden af tasken. Forsigtigt søgte hun rundt i mørket efter kiksepakken. Månen blinkede i den blanke skrift, og hun samlede pakken op med et snuptag. Ved siden af lå plasticindpakningen. Den tog hun også, og den knasede frygteligt og afslørende, da hun stak den i lommen. Hun lukkede øjnene hårdt i, og prøvede at høre, om der var nogen på vej. Ikke lige umiddelbart. Måske var hun bare blevet helt dum, men..

Hun havde jo hørt råbet. Hun sank med besvær noget stort og ubehageligt, der var vokset frem i hendes svælg og hendes tørre mund. Det var ikke bare hende, der var paranoid. Nu hørte hun også noget andet. Fodtrin. På trods af motorvejen. På trods af nattens fugle, der skreg dæmpet et andet sted. På trods af den dæmpede knitren fra tørt, blegt græs. Eller måske netop derfor. Fodtrin gennem græsset, der dækkede pladsen. Hun slog øjnene op og smed tasken op på sin ryg. Hun kunne forsvinde, hvis det skulle være, men det ville koste mange kræfter, og selv om søster Ravn var hurtig og stærk, så var det bedre at vide, hvad man var oppe imod. Hun smed rygsækken på ryggen og sprang af sted i hvad der skulle have været en lydløs flugtaktion. Det mislykkedes så fuldstændigt næsten med det samme, for hun var ikke engang kommet tre skridt ned ad den brokkebunke, hun havde hvilet på, før hendes ene fod skred og rev en masse småsten løs. Hun satte sig på enden og kunne ikke tilbageholde et hvin. Hun ville have smidt sig for at dunke hovedet i jorden, hvis ikke dette fremmede havde været på vej. Tåbeligt, tåbeligt, tænkte hun og kom op at stå. Hun havde skrabet sin håndflade, men det kunne være ligegyldigt.

Månelyset dansede i dråber, som hendes fod brød en vandpyts blanke spejl, mens hun hastede foroverbøjet over mod et ufærdigt hus, væk fra det, der var på vej. Med usikre skridt sprang hun af sted, vaklede mellem store sten og jorddynger. En metalstang, der stak ud af jorden, havde nær fanget hendes ankel, men hun vred sig fri i sidste øjeblik og undgik nøjagtigt at falde hovedkulds. I det blege lys fra himlen så hun uhyggelig ud, et mærkeligt væsen med stor besynderlig pukkel og bleg hud, et væsen der først standsede i en tom betondør. Hun var stakåndet og tak sig ind i skyggerne af huset, helt sikker på, hun havde vækket alt, hvad der måtte være, med sin larm.

Ingen svaret hende... Havde hun kunne forvente andet fra dem end det så var?
Mina sagde ikke en lyd mere men hun brugt dog hendes høresans til og fange lyden af en der lavet en del larm som man let kunne fange i natten. Armesjæl dog... Efter hvad mina kunne høre var flugten væk fra hende ikke særlig vellykket og hun sat blot afsted med en rolig fart mod lyden sf personen, var det mon et menneske som hun havde hørt? Mennesker havde det jo med og lave lyde i forhold til andre racer og de var heller ikke lige så elegante som andre..
Mina lavede et fortrukket smile mens hun forsat hendes gang mod lydene og hun var sikker på at hun snart ville komme til og se den sjæl som gik omkring i natten, hvorfor gik hun overhoved efter personen? I sandheden var der så meget andet hun kunne bruge natten på for sikkerhedsvagt var hun jo ikke så hvorfor skulle hun bruge hendes tid på lede efter en anden person...

Raven fik taget sig sammen i de lange sekunder, hvor hun stod i det mørke nybyggeri. Hendes vejrtrækning blev rolig, hendes hjerte holdt op med at tampe derudaf, og i hendes tanker blegnede frygtens mørke. Hun var så godt som uovervindelig. Hvorfor havde hun stukket halen mellem benene? Hvorfra kom angsten for hundene? De ville aldrig finde andet end en kæmpestor ulvehund mellem byggeremedierne. Raven ville være ulvehunden, og hendes knurren ville få det til at suse i græsset.

Og denne her person, der havde kaldt. Det betød ingenting. Kun hvis det var een, der forstod at dræbe øjeblikkeligt, eller hvis det var en anden hjernevrider. Eller en sortelver. Eller en vampyr, der vidste noget om hende. Ellers forsvandt hun jo bare. Som dug for solen, de ikke kunne tåle. Og de ville glemme, hun nogensinde havde været der.