Udstilling ~ Cicero + åbent

Aften. Koldt og vådt. En lille udstillingsbygning

Det var regnfuldt og tungt vejr. Eftermiddag Talløse sorte paraplyer kiggede op mod den skyede himmel, mellem dem var enkelte farverige og endnu sjældnere kunne den, der lænede sig ud ad et vindue fra oven, se bare hoveder. Således myldrede fodgængere af sted mod et eller andet vigtigt, ned ad hovedårerne i byens store krop, defilerede bort fra dens organer, kontorerne, for at komme hjem og hente nyt brændstof til at fortsætte arbejdet. De forsvandt ind i busser, biler, ind i huse og ned i undergrunden, og mørket faldt på. Regnen holdt op. Tusmørke trængte sig frem overalt, netop som en søvnigt udseende Charlie trådte ind i lyskeglen i en døråbning. Der foregik tydeligvis noget bag den dør. Udenfor stod en række af byens spændende typer og røg og førte samtaler. Enkelte af dem holdt vinglas, som de med mellemrum lod snurre rundt så rubinvæsken dansede op ad kanterne. De var alle klædt mørkt, i gråt, blåt, grønt, rødt og sort og kiggede til tider over deres modebriller for rigtigt at se hinanden. Hun passede dårligt ind, tænkte hun et øjeblik, og så ikke alligevel. Hun tog i håndtaget og gled ind i opgangen. Op ad trappen, der var overklistret med plakater og graffiti. Et af de mest søgte steder. Undergrundskunst, blev det kaldt, men kun toppen af undergrunden fik lov at udstille her. Det her var stedet for kunst, der ville blive noget værd. Rigtig meget værd.
Hun nåede døren ind til udstillingen hvorfra dyster musik tonede frem, og blev mødt med to kvinder og en mand, der slog døren op med overdreven elegance og, med høj, karikeret latter, begav sig direkte forbi hende ned ad trappen. Hun kiggede efter dem et øjeblik, og gik så ind. Der var proppet. Det var en højloftet lejlighed med dæmpet belysning. Midt i rummet strålede kunstværket. Kunstværkerne? Hun havde bare set, at der var en ny udstilling. Knapt kastet et blik på folderen, i hvert fald ikke videre end til at kunne gengive, at det var en mand, hans navn begyndte med C, og han havde set en smule bleg ud på billedet. Mildest talt. Hun greb et glas rødvin, som hun vidste, hun ikke ville røre, og åbnede sin læderjakke for at afsløre en sort T-shirt.

En bil stoppede op udenfor, blikke rettet sig på bilen og føreren af bilen kom ud og gik om til bagdøren før han atter åbent døren for personen som sad der inden. Føreren var en ung sjæl og han var ny på jobbet og derfor var han os mere nevøs end den normale fører, manden der sad bagved trådt ud på gaden og han kunne nemt smag den unge mands frygt for gøre noget galt, men lod dog blikket gå væk igen og han koncenteret sig mere om at komme indenfor til hans gæster for det var ham som hold gallerige her til aften.
Manden var iført et sort jakkesæt og inden under sat en hvis skjorte, for mange ville det nok været et underligt syn for han så slet ikke ud som han normalt gjorde. Håret var gået fra en ildrød og til et sort plus at det var blev klippet kort, huden var som altid hvid bleg og der ingen tegn på at han var 43 år gammel. Øjne havde en mørke farve og dybe rander var til og finde under hans øjne selv om man dog ikke ville tag sig særligt meget af det.

Mandens navn var Cicero, han var ejer af den udstilling som der var sat op og den her aften var en slags galla for de mennesker som var kunder hos ham, Cicero var rig nok til og hold den her slags ting og derfor var hans gallerier os noget anderledes end dem man normalt så. Tiden var inden og stemme helvede var godt igang da han kom ind i indgangen hvor der var en tjener som tog hans jakke, nu kunne man i sandhed se hans halv alternativ natur for jakkesæt havde mange smp detaljer som man nemt kunne blive fanget af, videre gik det og Cicero kom ind i hans baglokale før han igen skulle ud og møde flokken af mennesker.
Cicero tog hans øjeblik til og falde lidt til ro for han skulle leve med duften af blod natten over og derfor var selvkontrol et most, endelig han var klar til og gå ud mellem de mange mennesker og på samme tid var han os klar til se om folk kunne kende ham med det nye look..

Der skete noget i den anden ende af lejligheden. Man så det gennem de mange åbne døre, hvordan der pludselig blev en anelse tumult. Ved siden af Charlie var der en kvinde, der netop gjorde et kast med hovedet så hendes mørke hår faldt smukt i den skarpe modepage, det nu engang var klippet i, og spurgte sin unge ledsager, skægget, høj, med lysebrune støvler og en mørk, mønstret skjorte, om det mon var aftenens vært, der var ankommet. Manden vidste det ikke, men de og mange andre begyndte at trække i den retning. Charlie spiste en lakrids fra en medbragt pose, der lå trygt i læderjakkens lomme. Ved siden af den lille pistol. Hun kørte en hånd gennem håret, der sædvanligvis stod som en mørk sky om hendes ansigt og studerede kunsten. Først bemærkede, måske beundrede, hun vidste det ikke og havde i det hele taget dårligt forstand på kunst, hun en række meget storslåede malerier holdt i gråtoner. Motivet var en anelse uklart, dog var man ikke i tvivl om, at det var en eller anden form for menneskelig projektion. Ligesom et par figurer i metal længere henne. Forvredne og forvitrede så de ud, men man anede straks det organiske præg. Hvordan de syntes at være åndende. Hun kunne godt lide dem, og vidste, at det ville andre også godt kunne. Måske. Sandsynligvis. Og de ville betale for dem, og når kunstneren engang fik lov til at udstille mere exceptionelle steder, ville disse første værker være i særdeles høj kurs. Og hun var her bare for at se på dem. Hun begyndte at følge strømmen.

Det var et meget storslået sted. Helt hvidt, højt til loftet, hvor tunge, mørke træbjælker skabte en meget mærkelig stemning af ælde. Charlie studerede det nøje, mens hun ventede med de andres summende spænding.

Cicero gik stadig med en langsom fart, de mange menneske havde rettet blikket på ham og han var klar over det selv om han ikke tog sig af det.
"Cicero.. Længe siden" sagde en stemme bag ved ham og det var en stemme en kvinde, Cicero vendt sig stille om imod hende, han kendt den kvinde hun var en af de jounalister som var klar over at han ikke blot var et menneske som alle andre, nej hun vist godt at han var en vampyr for han havde haft små ting igang sammen med hende selv om det kun var et åbent forhold "så sandt" sagde Cicero kort "så hvorfor nu... Du kun lige kommet tilbage fra din lange tur" sagde kvinden kort mens hun kiggede på ham med et roligt "åh jeg kunne forklar det på mange måder men hvorfor tager vi den ikk sener" sagde Cicero kort og kvinde nikkede blot for han igen gav sig til og gå videre. Andre små flokke af mennesker kom til han for snakke og Cicero gav sig kort tid til dem alle sammen mens han var der, på en måde var han glad for at være der og på en anden måde tog det os meget energi og selv kontrol og gå mellem så mange mennesker for han var jo langt fra ligesom dem..

Oh, hvor ville de bare gerne ses sammen med den lidt spøjse, sorthårede mand. Hvor ville de gerne stå og grine koket af hans kommentarer om kunst. Charlie så det på afstand. Han stak sig noget ud i mængden. Var bleg som et lagen, havde de her fine, hvide fingre, der næsten gik i et med den hvide skjortes ærmekanter, der til tider lod sig se mens han gestikulerede let. Han så en smule træt ud, som om han ventede på, de ville forsvinde igen, de mange mennesker. Prætentiøse, tænkte Charlie om dem, og så væk.

Kiggede fraværende på mørke malerier med sorte silhuetter, mærkelige træfigurer, hun gabte over en meget stor, meget grotesk maske af keramik, og kastede et blik mod kunstneren. På sin lille rundtur havde hun begivet sig meget tættere på ham.