Aften ude - åbent

Klokken: Hen ad tre - Om natten
Sted: Udenfor Black Bird

Aenor lænede sig op ad muren. Det store neon skilt blinkede og viste vej til den yderst fancy club. Det var helt åndssvagt. Hun havde faktisk nydt det - Var blevet et med de dansende kroppe, der vred sig i det blinkende lys. Svage stjerner strålede fra en klar himmel, næsten overdøvet af lysforureningen fra det strålende centrum. En vidunderlig skyline. Det var køligt, men ikke koldt. Langsomt tog hun den lyse frakke på. Dansen havde givet en berusende følelse af frihed. Bedre end nogen vodka. Indtil en eller anden sæk havde svinget sin arm lidt for hidsigt. Aenor tog sig til halsen. Det havde bare taget det der glimmerskær af aftnen. Slaget - og så bevidstheden om, at hun var en af de få, der kom alene. Musikken, menneskene, de havde fyldt hende med en følelse af at høre til - og med en ensomhed, der knugede hendes indre til en tynd, lille skikkelse, en kludedukke, der har ligget i regnen, med knapøjne, der græder i stilhed.

De andre kom i klynger, hvilket hun udmærket vidste, men måske havde hun ikke rigtig overvejet, at det ville fremgå så tydeligt. Hun måtte hænge alene ved baren, eller måske, hvis hun var heldig, kunne slutte sig til en gruppe, der var så bedugget, at den simpelthen absorberede hende som en svamp. Og måske var det bare ikke det, hun havde lyst til. Måske havde hun ikke lyst til at være en ensom dulle med en lyserød drink i et højt glas. Måske havde hun ikke lyst til bare at være det sky påhæng, måske havde hun ikke lyst til bare at koble sig på en dreng, der syntes det absolut mest fascinerende ved hende var hendes røv. Nej tak. Så skulle hun i hvert fald have mere indenbords, men det var heller ikke netop det, hun ønskede. Hun sukkede.

Rundt omkring på fortovet og den ellers øde gade stod forskellige mennesker, primært unge mænd og store drenge og enkelte afklædte pigebørn, og røg, snakkede, udvekslede information, der næppe kunne deles indenfor, hvor den dunkende rytme bydende beordrede: Dans, dans. Hun tørrede en smule sved af panden og rettede på den snoede fletning, der holdt hendes spidse ører fladt mod hendes hoved. Det føltes tåbeligt, men allerede fra den tidligste barndom havde de gjort sådan. Måske burde hun gå tilbage derind - men nu havde hun hentet sine ting i garderoben, orkede hun at gøre det igen? Hun gned sit ene øje og kom for sent i tanke om tyk makeup. Trak vejret dybt og kastede sin lille dametaske op på skulderen.

Maya havde ikke været her særlig længe, og hun havde arbejdet hårdt med at få det hele op og stå - det var hendes eneste undskyldning for ikke at have været her før. Hun havde aldrig været på en club før, ikke for at nyde det, i hvert fald. For et par år siden havde hun likvideret en vampyr på en club i New York, men det var længe siden. Hun havde glemt hvordan det hamrende beat, det stikkende lys og den kvælende røg kunne påvirke et menneske.

Det var fantastisk at kunne slippe sig løs på den måde, det måtte hun indrømme, det var næsten bedre end alkohol. Dog kunne hun ikke helt give sig hen. Hun blev ved med at stirre på menneskerne der kom lidt for tæt på, hvilket var en hel masse, og hver eneste gang nogen bumpede ind i hende, mærkede hun en overdreven lyst til at stikke dem ned eller flygte. Derfor var hun nu på vej ud, stadig en smule beruset, både af lys og drinks, men også lidt oprevet.

Efter at døren var smækket i bag hende, følte hun sig pludselig som en druknet mus. Hun rodede op i håret og gned sig i øjnene. Hun fortrød at hun havde været så fjollet, var trukket i noget fint, indbydende tøj, lidt mere bemærkelsesværdig make-up end hun plejede. Det var jo meningsløst. Hvad havde hun opnået? Der var alligevel ikke noget ved det, når man var alene.

Hun stod på trippede på sine flade sko, og så sig omkring i natten. Hun følte sig klatøjet og lidt svimmel, hvilket ikke var smart. Mørket fik hendes reflekser op i højeste beredskab.

Maya var ikke den eneste der havde forladt klubben. Mange unge mennesker stod herude og delte cigaretter. Få prøvede at praje en taxa. Maya følte sig ikke helt klart til at tage hjem endnu, men hun følte ingen trang til at tage tilbage til clubben. Hun fik gåsehud i kulden, og hun havde ingen jakke med.

En ny pige kom ud af døren. Aenor kiggede på hende og følte i første sekund en vis afsky, for det var igen en af de lækre små pakker, som det bare vrimlede med derinde, tøser uden overtøj, som drak for meget og klyngede sig til drenge, som syntes det var synd for de små, hjælpeløse pus, der i tåbelighed eller overmod svansede gennem byens mørke gader, sanseløst berusede med bare ben og korte kjoler.

Hun lukkede øjnene og vendte ansigtet væk, vred, rasende, på sig selv. Så stod hun her og gjorde sig til dommer, fordi hun selv - fordi hun selv havde en lille dukke inden i, der lå i en vandpyt og græd med sine ulige knapøjne, og som der aldrig ville komme nogen og hente op. Og du ved jo ingenting om hende her, sagde hun til sig selv og rystede sine skuldre. Og hvad så hvis hun nu var en af de piger derindefra? Hvad så? Aenor åbnede igen øjnene og kiggede ned, for hendes indre bebrejdelser havde jo ret. Hvad så hvis denne pige var netop en smuk dulle? Det betød jo ikke, at hun var ringere, det betød jo ikke, at hun var dum. Nøjagtig en dulle, sådan en pæn lille pige, havde Aenor jo selv ønsket at være, havde hun ikke? En pige, der kunne have høje sko på, og som drengene sværmede om, mens hun stod med andre piger, der lignede hende. Spejlbilleder, der alle kastede med hovederne på samme tid og på samme måde, havde samme tøj på og samme dukkeansigter med trutmunde og slørede blikke.

Og hvis hun skulle fortsætte med at nedgøre sig selv, så lignede hun vel også selv en af dullerne. Pæn i tøjet, et ansigt, der var klæbet til i fancy makeup. Bare ben. Problemet var bare, at det ikke var nok at ligne, hun ville jo falde igennem under alle omstændigheder. De ville jo alle sammen kunne se, at hun ikke hørte til, at hun ikke var som dem, at hun var så helt og aldeles anderledes og forkert. Forkert fordi musikken aldrig rørte ved det, der lå allerinderst inde, fordi hendes latter aldrig rigtig nåede at tegne små rynker omkring hendes øjne, fordi hendes smil var påklistret og fordi hun ikke drak så lykkeligt og ubekymret som de andre. Hun drak ikke, faktisk. Slet ikke. Hun druknede bare de ting, der blev pænere af alkohol. Som at hun var anderledes eksempelvis.

Og sådan en dulle var hende her måske slet heller ikke, selv om hun havde det smukke lyse hår og de flotte øjne. Aenor vendte sig om og kiggede på hende. Lige nu stod hun og rodede sig i håret, gned sine øjne. Hun var helt alene. Så var de to. Aenor kradsede sig på kravebenet, hvor en pludselig kløen meldte sig. Hvorfor var hun også så dum at dømme andre? Hun vidste det jo godt, men hvorfor var hun i så fald så dum at skulle retfærdiggøre sig selv ved at nedgøre andre? I stedet skulle hun bare.. Måske acceptere noget, men den type var hun vist ikke lige selv. Måske skulle hun henvende sig, selv om det slet ikke lignede hende. Den anden kvinde så ikke farlig ud. - men det gjorde de færreste egentlig. De farligste var jo egentlig tit dem, der snød allermest med udseendet. Men på den anden side, så ville verden jo flyde med farlige personer.

"Hej.." begyndte hun og trådte frem mod kvinden fra murens skygger.

// UNDSKYLD, at jeg først svare nu. Hold da op, der er gået lang tid

Mørke skygger groede omkring hendes øjne, og når hun prøvede at gnide dem væk, tværede hun bare sin make-up endnu mere ud. Hun bandede stille og prøvede at gnide sit ansigt rent med en flig af kjolen. Det efterlod mørke pletter på det satinblå stof. Sådan havde hun det også lidt indeni. Jo mere hun prøvede at passe ind i et normalt liv, jo mere fik hun tværet det hele ud, og følte sig endnu mere underlig. Tænkt at det var så svært at være et menneske. At prøve på at være noget man ikke var. Hun lod sine lange, slanke fingre glide igennem håret igen. De spidse ører prikkede imod dem, og mindede hende atter om at hun prøvede at presse sig ned i et kostume. Hun lod også lige fingerene køre over kanten af et ar der lige var synligt i hendes kavalergang. Ja ja, hun havde en nedringet kjole på, og det var da også lykkedes hende at ligne clubbens piger, fange drengenes opmærksomhed, blive lidt beruset. Drømme lidt. Men så havde en af drengene set arret. Næste gang ville hun dække det til.

Den let forsigtige stemme, fik hende til at vende sig rundt, i en sky af krøllet, blond hår og blåt stof. Hun smilede let overrasket og nervøst, til den unge kvinde der kom gående.

Hvad i alverden ville hun dog med hende? Hun lignede også en af de lidt mere stille piger der tog med på clubben for at være med. For ikke at være udenfor, selvom hun egentligt ikke helt havde lyst, og ikke havde noget tilfælles med de piger der havde alt for travlt med at vokse op, klæde sig ud og eksperimentere med alkohol og sex - men stadig var usikre på sig selv.

"Hey-" Hendes fingre flettede sig sammen på ryggen, imens hun betragtede kvinden der kom gående. Hun kunne tage fejl i mørket, men de lignede lidt hinanden. Næsten samme farver, næsten samme kropsbygning.

"Er du også ved at blive ør i hovedet?" Et imødekommende, let fjoget smil krusede Mayas læber.

Stemmen var sprød, på en eller anden måde. Og det var godt. Smukt og elegant, tænkte Aenor og mærkede et genert smil kante sig om sit underansigt. Det undrede hende, det var næsten som om hun imiterede den anden pige. Hun havde sågar samlet hænderne om sin taske på ryggen. Hvorfor havde hun taget den af skulderen? Hvad mon det betød? Hun kunne ikke huske, hvornår man kopierede andres adfærd. Måske var det bare fordi den anden så – godt ud. Havde virket selvsikker, stålsatte skridt gennem udgangen – og nu, nu virkede hun – ordløs standsede Aenor sig selv.
”Ja, lidt” begyndte hun tøvende, og flyttede sine hænder, pillede ved frakkens ærmer. Med eet genert, hvorfor havde hun henvendt sig overhovedet? Det lignede hende ikke. Slet, slet ikke. Og slet ikke til sådan en – vellykket person. Pludselig vidste hun det. Denne blondine så på en eller anden måde lidt… Skuffet ud. Aenor vidste udmærket godt, skuffende ikke var en dækkende betegnelse. Det var slet ikke det rigtige ord. Pigen så træt ud. Som om hun var færdig i byen for i nat. Men hun så alligevel – delikat ud. Smukt hår, flot krop, udsøgt kjole, og så var hun – ren. Soigneret.

En stemme i hendes hoved. At det skulle en pige være. Ren og lækker. Delikat. Ellers ville hun aldrig blive gift. Ingen ville have en pige, der ikke var nydelig. Ikke var ordentlig. Ikke var velplejet. Det var Vanilla Lyndons ord. En mor i en fjern verden, hvor hun rensede negle på en lille pige med blå øjne. Vaskede hendes ører med en våd, varm klud, og tørrede hendes ansigt, strøg hendes hår, uden at hun nogensinde blev helt lykkelig. Og de havde sagt det på skolen. Vær ren. Vask dig. Aenor skubbede minderne fra sig. Væk, tilbage, ned i kassen, hvor de hørte til.

”Jeg tror bare, det blev lidt for meget, mange mennesker og der var meget varmt..”

// Dit avatar ~ er det et du selv har lavet?

Maya var lidt tøvende. Hun kunne næsten se tandhjulene dreje i hovedet på hende, bag det fine ansigt og de klare øjne. Det gjorde hende nysgerrig og interesseret. Et eller andet ved hende var fascinerende. Selvom hun så mere eller mindre almindelig ud i mørket, virkede det som om der var mere man ikke så.

Det fjogede smil emmede ud. "Jeg ved hvad du mener." Følelsen af at være varm indeni og kold udenpå, syntes at gøre hende lidt svimmel. Hun viklede fingrende fra hinanden og bed sig i tommelfingerneglen imens hun betragtede kvinden foran sig. Ja, der var helt klart noget andet over hende. Hun var ikke en almindelig, ordinær teenagepige fra Aterswell, med et helt almindeligt teenageliv. Det gjorde hende meget mere interessant. Mere end alle kvinder og mænd inde i klubben tilsammen.

"Maya Jackson." Hendes stemme klarede op, da hun rakte hende sin slanke hånd. De blå øjne glitrede i gadelyset, da hun fæstnede dem på ansigtet overfor, som om hun var i gang med at løse et puslespil med øjnene. Tavst, i sit hoved, var hun i gang med at gennemgå punkterne hendes far havde lært hende. Hun havde erfaring i at læse mennesker, men det var altid nemmere i dagslys.

Hun blinkede, og hendes sølvagtige øjenskygge glitrede. Hurtigt kvalte hun tankerne i hovedet. Hun kunne ikke gå og analysere hvert eneste menneske hun mødte på gaden - men det var forfærdeligt svært at give slip på så mange instinkter. Det ville kræve lang tid at lægge alle de vaner på hylden.

//It is indeed xD bare en skitse i paint til jeg finder et foto, der passer på en prik..//

En pludselig glæde vældede op i Aenor fra et sted, hun ikke vidste fandtes. Som om det, at denne fremmede pige svarede så -venligt - på hendes vage udsagn, en føler der var blevet kastet ud som en mulighed, en åbning og en dør, som et køligt svar ville have smækket i med et brag, men nu stod den åben. Tak, tak til dette - denne blonde kvinde med de smukke træk. Mærkeligt nok føltes det, som om Aenor kendte denne kvinde, der nu bed sig i tommelfingeren (var det et tegn på usikkerhed? Nervøsitet?) og rakte en elegant hånd frem.

En hånd af den slags, kvinder drømmer om. Lange fingre, slank håndflade og smalt håndled, så udsøgt og feminin en hånd, der var ejet af ingen mindre end... Maya Jackson. Maya, der havde klare, lyse øjne, blå. De blev gennemlyst af gadebelysning og spejlede neonlamper på bygninger. Lys, der også spillede i hendes øjenmakeup og i en blank mund.

"jeg hedder Aenor," sagde Aenor og trykkede forsigtigt hånden, mens hun pludselig vidste - vidste ikke alene at hun kendte denne pige fra et eller andet sted, vidste også hvorfra. Maya Jackson, navnet gav genklang i hendes hoved, mens Aenor genkaldte sig en svag duft af mange blomster og fugtig Jord. Smukke, hvide liljer med. Sivplanter, der var stukket dekorativt ned i store buketter. Langstilkede roser i røde nuancer, gule tulipaner og krudt.

Aenors ansigt lagde sig i forundrede folder. "vent, sagde du - har jeg ikke mødt dig før?" spurgte hun hurtigt.

//sorry, har ikke tid til at gøre det længere, min søster har også krav på lidt af det bittersøde internet o.o//z

// Respekt. Den er flot
Pff, jeg gik og ventede på at du skulle svare ~ hvor typisk af mig.. //

"Aenor... sikke et unikt navn." Et svagt smil voksede kort frem på hendes læber, da kvinden... Aenor, trykkede hendes hånd. Det føltes faktisk rigtigt dejligt. Det var et rigtigt håndtryk, og ikke et af de der falsk kram man kunne få af pigerne inde i klubben hvis man var flot nok. Selvom hende Aenor ikke var den mest ubetingede hyperunge, følte Maya sig faktisk rigtig godt tilpas. Selvom hendes smil kun var smalt og let neutralt.

Maya tog kun sin hånd langsomt tilbage, og lod til at skulle køre den igennem håret - igen. Men den stoppede i bevægelsen, da Aenor sagde noget igen. Så smilede hun igen, et langsomt smil hvor hendes øjne lukkedes, og hun fik små smilerynker i øjenkrogene. Hun blev mere opmærksom på lugten af våd by da det blev mørkt bag hende øjenlåg.

"Jo, vi har mødt hinanden før. I min butik." Hun åbnede øjnene igen, og hendes øjenvipper glitrede. Hun følte sig kold med fugtig hud. Hendes hår klæbede til hendes kindben, da hun lagde hovedet let på skrå - igen. Hun havde det med at kopirer sit kropssprog igen og igen, når hun var i disse situationer. Når hun følte sig fuldstændig kontrolleret, men havde svært ved at holde det kørende. "Du er en facinerende person ..." Hun blinkede og kiggede Aenor lige i øjnene. Intenst. "... du er."

En let rødmen bredte sig usynligt over Aenors kinder og pande og brændte sig ind under hendes hud. Uden at hun vidste hvorfor. Komplimenter havde ingen effekt, de faldt på stengrund for fødderne af en dukke, der engang var blevet tabt. Det havde hun i hvert fald troet. Det var ikke engang et rigtigt kompliment. Unikt navn kunne næppe kaldes hjertevarmende ros, men, indså hun med lige dele forundring og forskrækkelse, det var også ligegyldigt. Ordene betød ikke noget. Det var et spørgsmål om, hvem de kom fra.

Nu kom de fra Maya Jackson, og det var åbenbart det, der gjorde den store forskel. Hvorfor? Aenor vidste det ikke. Måske var det bare smilet, et mildt, lille smil, eller den bløde stemme. På en eller anden måde var der noget uhyggeligt bekendt over Maya, og det var ikke fordi de havde mødt hinanden før. Hun bekræftede det med langsom stemmeføring og et smil, der bredte sig og gjorde de skarpe lyse øjne til halvmåner af mørke vipper og glitrende makeup og fremhævede, at Maya havde de fineste blødt tegnede kinder. Det lignede næsten latter, der var frosset midt i lykken.

Aenor stak hænderne i lommerne og kunne ikke lade være med også at smile lidt også. Hun trak let på skuldrene, næsten, noterede hun sig undrende, undskyldende. Det havde hun ingen grund til at være. Her i den mørke by, hvor himlen var klar og brunviolet. Utydelige lammeskyer havde lyse kanter mod de fjerne stjerner, der næsten druknede. Musik og trafik dunkede fjernt, og en mørk helikopter strøg over nattehimlen med et lille, rødt blink, der spejlede sig i Mayas øjne, som de blev slået op.

Hendes blik var næsten mærkbart, men Aenor besvarede det. Hendes ansigtsudtryk var blevet søgende, men hun vidste det ikke selv, troede stadig det lille smil, der endnu var formet i hendes mundvige, oplyste hendes træk.

Selvom det kun var en lille, halvgenert gestus Aenor kom med, fik den noget til at lyse op i brystet på Maya. At hun fik et lille svar, en lille gengældelse. Selvom det ikke burde betyde noget i et almindeligt menneskeliv, betød de små ting af og til meget i et af væsnernes liv. Især i hunternes liv, blev man nød til at lyde selv de mindste ting, også selvom det var fra.

Hun trak langsomt sit blik tilbage, med et smalt grin til den unge kvinde. Hun viste ikke helt hvad der var gået af hende - hun plejede ikke at sige sådan noget mystisk noget til mennesker hun lige havde kendt. Det var næsten værre end at gå til anden base på første date... Noget hun kun sjældent gjorde.

Hun samlede hænderne bag ryggen og så sig omkring imens hun vippede lidt på de spidse hæle. Hun fortrød det dog straks da det fik hende ud af balance. Hun pustede luft ud og kastede et sideblik tilbage på Aenor, som hun stod der og næsten glimtede i byens lys. Hun var på en eller anden måde den mest blændende, selvom der under en gadelygte stod en blondine i en guldkjole, der reflekterede lyset i næsten latterlig grad.

"Hvis du har lyst... kunne vi tage videre?" Hun lød en smule genert. "Byens lys ser virkelig godt ud fra min altan." Hun fik vredet sin stemme til noget nær ligegyldighed, selvom det var en lidt letgennemskuelig facade. Nu håbede hun at Aenor ikke fik en idé om at Maya prøvede at score hende. Det havde hun i hvert fald ingen ide om. Men hun kunne godt bruge noget selskab, og nu hvor denne person allerede viste noget om hendes butik, kunne hun lige så godt gribe chancen og prøve at få sig en ven. Når alle mulige andre gik rundt og fik venner hele tiden, kunne hun vel også?

//Ej undskyld, glemte helt at indsætte tale XD//
Igen tegnede et smalt grin sig omkring Mayas mund. Aenor smilede tilbage, genert og strøg hår tilbage over skulderen. Hendes hænder havde ingen hvile i hendes lommer, og heller ikke nu, hvor de søgte at pille en løs tråd ud af jakkens syning, fandt de ro. Hendes øjne var ligeledes hvileløse, prøvede igen og igen at indfange hele Maya i et levende øjebliksbillede, som for at kunne konservere hende i erindringen. Uden held. Det var, som om hun ikke kunne fange både øjenlågenes malede hvælving og den bløde hage, ligesom det var umuligt at gennemskue kropssproget til fulde.
De var alligevel forskellige, de to. Maya havde de her milde træk, denne her delikate udstråling. Når hun smilede så man hendes æblekinder, der var som hentet i et dameblad. Hun stod for det elegante, det luftige og det feminine, og hun måtte næsten vide det selv, for hun forstod i hvert fald at give nøjagtigt så meget af sin ynde, som nødvendigt – men så heller ikke mere.

Det vidste Aenor udmærket godt, at hun ikke kunne matche. Hun havde ikke æblekinder. Hun havde stort set ikke noget, der lignede kvindelig figur. Hun kunne ikke matche elegancen og de slanke skuldre, og hun kunne slet ikke være med, når det kom til bløde ansigt, men det gjorde intet. Overhovedet intet. Så stod hun selv for det benede og skarpe, for skygger over en hals, senet af anstrengelse, for –

Det øjeblik vaklede Maya. Aenor gjorde en mærkelig, næsten latterlig, slasket bevægelse med armen ned langs siden; resultatet af forskellige modsatrettede reflekser, én der sagde grib og en anden, der sagde, hun skulle se at komme væk. Derudover var der den sunde fornuft, der kortfattet konkluderede, at Maya havde styr på tingene. Det havde hun ganske rigtigt, og Aenor ønskede at fjerne den rødme, der igen farvede hendes hud, håbede ingen havde set det mystiske spjæt.

Og så, hun var tydeligvis fuld af overraskelser denne Maya, som lyn fra klar himmel kom et spørgsmål, der rungede længe rundt inde i Aenor, før hun forstod præcist, hvad der var blevet sagt. Om de kunne tage videre. Ordene gav først ingen mening, og hun blinkede, og så dem næsten for sig, skrevet med en sirlig skrift, der ikke var hendes egen. Hendes øjne blev runde, hendes mund forbløffet, for det var en af de sidste ting, hun havde ventet at høre. ”Øh,” hun kunne ikke andet end at ånde ud med en lille lyd og så forsøge at sætte gang i sin tilsyneladende lamslåede hjerne. Den anden pige lød ligeglad og havde brugt noget, der lød som en late night scorereplik. Hvad skulle man svare.

”Mmjo, det vil jeg gerne…” Det var eneste mulige svar. Stemmen var genert og lille, men øjnene strålede en lille smule anderledes nu.

Maya havde for travlt med at se sig omkring, til at ligge mærket til Aenors modstridende bevægelser. Selvom hun havde set det, ville hun højest sandsynligt ikke have lagt noget i det. Måske et dask for at få varme til armene? Det ville i hvert fald have passet ind i situationen. Hendes sko skramlede da hun vred føderne sammen til et V og igen rettede sin fulde opmærksomhed imod den graciøse, kantede kvinde.

Hendes blå øjne fulgte reaktionen i Aenors ansigt, som en høg der ledte efter en svaghed. Maya ledte dog bare efter en bevægelse der kunne bekræfte eller afkræfte. Hun følte sig underlig sårbar, i sådan en situation. Aenor kunne sige ja eller nej som hun lystede, kunne vende Mayas forslag og stikke det lige tilbage i brystet på hende. Maya kunne forestille sig hvordan et afslag ville føles, og hun havde på fornemmelsen at det ville betyde ikke så lidt. Overrasket, kunne hun i hvert fald se at Aenor blev. Om det var en god eller dårlig ting var svært at sige.

Maya havde svært ved at maskere det lettede smil, og hendes arme faldt ned langs siden da hun åndede ud. Hun havde svært ved at aflæse hvad Aenors toneleje betød, men hun havde da sagt ja. Hun havde faktisk ikke regnet med at komme så langt, så hvad der nu skulle ske... Hun følte sig underligt forvirret, så hendes hjerte arbejdede på højtryk.

"Jeg bor lige oppe i uptown. Ikke så langt væk igen. Vi kan gå, og spare pengene til en taxa." Hun pegede op i byen bag hende med en tommelfinger, og lagde hovedet let på skrå igen. Hun havde ladet muligheden om en taxa hænge i luften, selvom hun hadede at blive fragtet i de gule dødsfælder. Der var måske en god halv kilometer til hendes hus, men Aenor lignede en der sagtens kunne klare det.

"Ja, lad os gå," medgav Aenor og klikkede spontant med tungen. Et lille, lidt fjoget smil spillede om hendes mund. Hun havde set Mayas øjne, havde set en antydning af lettelse, måske, i hendes mundvige. På en eller anden måde gjorde det hende lidt nervøs, men på en måde, der ikke nødvendigvis var negativ. Nervøs så hendes hjerte slog hårdt, så hendes sanser var skærpede, men det var også nervøs af spænding. Måske var det bare spænding, faktisk.

"Det klarer hjernen så fint at gå," fortsatte hun og hankede op i tasken, der blev ved med at ville glide ned. Hun lød ivrig nu. "især når det er så fint vejr," hendes øjne skøjtede opad et øjeblik, og blev belyst som store glober af en monokrom gadelygte, der gulnede hendes hud besynderligt. Aenor kunne ikke drømme om at tage en taxi. I hvert fald ikke i en situation som denne. Det var en del af hendes instinktive behov for at kende sin nøjagtige geografiske placering. Kend altid flugtvejen, repeterede en lille stemme i hendes hoved. Samme stemme som råbte Solar Plexus, når der var behov for den slags udbrud, gå efter solar plexus.

Hendes blik afsøgte et øjeblik den retning, Maya havde udpeget, før de igen fæstnedes på hendes ansigt, luftige krøller og den blå kjole, der sad ganske fint om hendes skikkelse. Hun gav et nik, der sagde 'Den vej?'

Det klarer hjernen så fint? Tja, det gjorde det vel. Det havde hun ikke lige tænkt på før. Men det var rigtigt. En aftengåtur med kølig, ren luft kunne gøre underværker på et forvirret sind. Og vejret var oplagt, som hun sagde. Luften duftede let af røg og regn, men det var tørrevejr. Selvom en regnvejrstur heller ikke lød helt forfærdeligt.

Maya sendte hende et tavst, godkendende blik, og begyndte så at gå. Hendes høje hæle klikkede imod asfalten med en irriterende lyd. Ironisk. Hun havde altid syntes at piger der klikkede ned af gaderne på deres højhælede var noget af det mest irriterende der fandtes, og nu klikkede hun helt infernalsk.

Hun viste ikke hvad hun skulle sige, så der var tavst imellem dem. Ikke nødvendigvis en akavet tavshed, bare stilhed. Noget Maya faktisk ikke havde noget imod.

Svagt smilende fulgte Aenor med Maya ned ad gaden. Bag dem lød et tæppe af dæmpet musik og trafik fra en større vej, men for hvert skridt, der bragte dem væk fra Black Birds dobbeltdøre, så forsvindende grå og almindelige i dagslys og så overbefolkede ved nattetid, mindskedes musikken, og som de drejede om et hjørne døde den dunkende bas. Som erstatning klang svage toner fra en taglejlighed, hvor kulørte lanterner hang over kanten på en terrasse. Omkring dem gik andre mennesker, men det var som i en anden verden. Bobler, der aldrig skulle røre ved hinanden. Fjerne stemmer rakte ud med famlende fingre for at blive opfanget af vagtsomme ører, uden at sætte sig andet spor end sporet af en pulserende by. To dørmænd i dyb samtale passerede dem, og Aenors øjne fulgte deres brede rygge, før hendes blik blev rettet mod en større flok unge, der strøg forbi på den anden side af gaden, leende, mørke silhuetter.
Og Mayas sko klikkede taktfast.

Aenor kiggede på hende. Gadelygterne kastede deres skygger frem og tilbage. Stilheden hang blid og dunkel, uforstyrret af et par gutter, der råbte et sted, og en bil, der gassede op et par blokke væk. Det var for så vidt meget behageligt med stilheden. Som om den åndede let og betryggende (et stort dyr, tænkte kludedukken, som havde siddet tavs i lang tid.)

"Mmm," begyndte hun alligevel, hendes næsebor bevægede sig umærkeligt, som om de fangede et ellers tabt duftspor, og et smil spillede stadig om hendes mund. "Det er længe siden, jeg har været her."
Totalt tåbeligt udsagn, det vidste hun udmærket godt, men måske var det i virkeligheden ligegyldigt. Hun følte sig mærkeligt ligefrem og spontan.

Det var svært at være en oplært dusørjæger i Aterswells gader om natten. Hendes hjerne tvang hende skrigende til at lægge mærket til det hele. Holde god afstand til de forbipasserende, så der ikke kunne stikkes en kniv ind nogen steder. Holde øje med hver eneste gruppe af unge mennesker langs gaderne, så der ikke var nogen pistol der kunne rettes imod hende uden at hun vidste det. Og samtidig nyde hendes selskab.

Maya trak svagt på skuldrene, og følte luften danse i hendes kraveben. Hun var i gang med at lytte til en samtale imellem to væsner i en døråbning bag dem, da hun svarede. "Jeg har aldrig været her før. Jeg kom en anden vej da jeg ankom tidligere."

Lyden af hendes egen klikken blev for meget, og hun bukkede sig ned og trak sine sko af. Nogle vendte sig om for at se hvad hun lavede, inden hun rejste sig op med to skinnende, sorte sko i venstre hånd. Hun var en smule anstrengt, og kunne ikke vente til de kom hjem. Hun kastede et enkelt blik på Aenor, med et svagt, næsten ikke-eksisterende smil, inden hun kiggede på vejen og lyskrydset der blinkede imellem gult og rødt.

Aenor smilede. Først lidt, så bredere, da Maya tog sine sko af. Det var et smil, der havde fuldstændig sympati for reaktionen og faktisk bifaldt den. For det var noget, der gjorde denne skønhed så meget mere menneskelig. Endelig var der en anden, der i fuld offentlighed gjorde en af de tusind ting, der fyldte Aenors hverdag. Maya rev måske ikke ting ned fra hylder, fordi hun læste mens hun lavede mad, måske plukkede hun ikke sine øjenbryn uens, men hun gik på bare, slanke fødder og blev irriteret over sin egen rytmiske klaklyd. I øvrigt var det et par pæne sko. Lyset skiftede igen, og det grønne spejlede sig i den blanke snude og i Aenors frakkeknapper. Hun trak den tættere om sig, både for at holde lidt på varmen, men måske også lidt for at lukke noget mere inderligt inde. Noget der et øjeblik havde været ved at buse ud.

For Mayas selskab var absolut behageligt, og hun havde et øjeblik følt en mærkelig tilfredshed ved ikke at lave andet end at stå dér og vente. Ganske vidst var der en vis spænding forbundet med selskabet, for det var jo ikke en helt almindelig, kedelig person, hun havde med at gøre, men det havde ikke gjort noget.

Nu ruskede hun op i sig selv. Helt ærligt, der var ingen grund til ligefrem at slække sine parader. Det her var en pige, der havde fuld kontrol over sig selv. Hun kunne virke nok så genert, nok så irriteret over sine sko, nok så imødekommende, charmerende, hvad som helst, men hun var altid in charge, sagde den lille, aggressive stemme, og hun havde våben. Det alene var nok til at være hvis ikke på vagt, så alligevel opmærksom. Ikke lukke op, så hun har din sjæl og du har tomme hænder.

Selvom Mayas ansigt var rettet imod gaden og lyskrydset, var hun så fokuseret på Aenor som altid. Så da hun smilede, så Maya det. Det gav hende en svag tilfredsstillelse at få et enkelt, lille glimt ind i hendes tanker. Det gjorde det... nemmere. Nemmere at have hende til at gå lige ved siden af. Følelsen af at have noget lidt elvisk til at gå ved siden af sig - føle den mere eller mindre specielle glød, måde at bevæge sig på - det var næsten som at være sammen med sin far, eller endnu bedre, en som sig selv.

Et gult og rødt skilt lyste hende lige i hovedet. McDonalds. Skiltet blinkede en enkelt gang, og en mand så ud til at være i gang med at lukke burgerbaren. Godt, så var de ved at være der.

Hendes blik vandrede fra butik til butik til Aenors ansigt. Hun kunne næsten ikke holde den intense tavshed ud, akavet eller ej, så hun satte farten en lille smule op, imens hun fugtede læberne.

"Okay, random spørgsmål. McDonalds eller Burger King?" Hendes blik blev ved med at flakke imellem hendes ansigt med de blå øjne og de markerede kindben, til asfalten og butiksvinduerne.