Sol, åbent

Jayden lukkede øjnene og trykkede blidt Aenor ind til sig. Han mærkede hendes kølige hud imod sin, og hvordan hendes krop langsomt slappede af i hans favn. Han holdt om hende til hun selv løsnede grebet, og slap derefter sit eget tag om hende. Han så hende i øjnene, vendte mundvigen opad i et skævt smil og nussede hende blidt i håret
”nogle gange kan verden være for meget.. så har man bare brug for et kram til at sikre en om at man ikke er alene i denne her så ellers ensomme verden..” han tog hånden til sig og så op på himmelen.. han tænkte på hvordan man nogle gange fik trukket sig væk fra alle andre, og hvordan han selv en morgen var vågnet med den skræmmende følelse af der ikke var andre end ham selv.

James smilede. Han havde et pænt smil. Et almindeligt smil. Et smil, der talte og sagde, at det var okay.
Aenor sukkede da han nussede hende i håret. Den varme, der et øjeblik havde siddet i hendes øjne og på hendes kinder som noget nær et smil dæmpedes. Det føltes, som om det ikke tilkom hende på nogen måde. Som om hun ikke havde ret til den pludselig omsorg, han udviste. Det havde hun vel for den sags skyld heller ikke. På ingen måde. Måske var det netop det, der gjorde det til noget særligt. Hun vidste, sagde hun til sig selv, at han ikke gjorde det for at få noget til gengæld. Men brød hun sig om medlidenheden? Åbenbart, for det var det bedste kram, hun længe havde fået. Andre kram var som ros. Du ser flot ud i nat. Og hun nød det da. Opmærksomheden. Men det var bare ikke rigtigt det, hendes liv gik ud på. Det var ikke rigtigt nok. Det kunne nydes et øjeblik, det kunne bæres med som en lille kerne af positiv energi, men det her var noget andet. Det her var ikke bare en lille kerne. Det her blev gemt et andet sted. Det var et kram, som mindede hende om alt det, hun var i stand til. Om at hun også havde det der sted inden i, hvor der voksede æbletræer og hvor foråret blev sommer med varme, og sensommer med gyldne frugter. Et sted uden vinter og regn. Hvor natten aldrig blev helt mørk, og hvor tusmørket var varmt og blåt. Et sted med sommerfugle og blege blomster, som åbnede sig om natten, hvor store, mørke fugle fløj under rosenhimlen og sang med klare stemmer.

Han havde ret, da han sagde, at verden kunne være for meget. Hun nikkede, og så ned ad gaden, for ikke at møde hans safirøjne //så vidt, jeg kan se på billedet// Alene. Det var netop problemet. Men man var også stærkest alene - og hun var jo ikke helt alene. Hun havde Xander. Hun havde mestrene, og hun fik smukke, velduftende breve og besvarede dem med pakker, aviser og sjove ord, vel vidende, at nogen naturligvis ville læse dem før de nåede frem.

Det var bare svært at overbevise sig selv om, at ensomheden ikke var allestedsnærværende, når man vågnede klokken fire og var nødt til at gå ud. Hun havde nydt det, ja, solen og himlen, men hun vidste jo også godt, at hun vågnede, fordi lejligheden var begyndt at klemme. Fordi hendes tanker løb i ring langs væggene, under tapetet og i rørene. Fordi der genlød af gamle stemmer, som hun aldrig havde troet, hun skulle høre igen. Fordi sarkasmen drev i striber, fordi tårer havde sat mærker i de lakerede møblers blankpolerede flader. Fordi hun engang havde siddet krøllet sammen under bordet og bare ventet på, at de skulle blive stille, blive venner igen.

I hendes lukkede æblehave, hendes hemmelige verden, var hun jo også alene, sagde hun til sig selv, mens kludedukken forsigtigt kiggede gennem døren. Der havde ingen været inde nogensinde, og sådan var det måske også meget fint.

"Undskyld." Hvorfor undskyldte hun? Det kunne da være ligegyldigt, at hun reagerede, som hun gjorde.

”Undskyld?” sagde Jayden forundret og rynkede øjenbrynene engang ”for hvad dog?” spurgte han så med et lille grin. Så vidt han vidste var der ikke sket noget under deres samtale hun eller nogen anden burde undskylde for. ”Jeg kan godt lide dit selskab, jeg undskylder hvis jeg trænger mig på..” han strakte sig en gang og lod blikket hvile på hendes ansigt. Han blev lige fascineret vær gang.. hvordan hendes øjne afslørede så mange forskellige følelser på så kort tid, han kunne slet ikke følge med i om hun brød sig om ham eller syntes han var ubehagelig.

"Det ved jeg ikke, for det hele," Aenor så væk et øjeblik igen. "Jeg opfører mig altså ikke sådan her normalt." Hun så først ned, derefter op på hans ansigt med et spørgende blik som om hun søgte en eller anden form for svar eller anerkendelse. "nej nej, du trænger dig ikke på," sagde hun hurtigt, da han fortsatte. Et lille smil tegnede sig i hendes øjenomgivelser. Han nød hendes selskab, det var godt. Det var rigtig godt. Måske vidste han det ikke selv, men James havde virkelig gjort noget for hende, noget stort, der boblede i hendes tanker og farvede hendes træk. En lille bitte gestus, der alligevel havde været større end noget andet, hun længe havde oplevet. Hun ville gerne fortælle ham det, fortælle, at han ved at være oprigtig og imødekommende havde mindet hende om, at der var mere farve, at himlen godt kunne være blå på en regnvejrsdag.

Men selvfølgelig kunne hun ikke det. Hun havde ikke ord og kunne ikke - beskrive det. Og det ville aldrig være sket, de ville aldrig have mødtes, hvis ikke hun havde våret så frygteligt sårbar. Hvis ikke hun havde haft brug for et kram, ville hun aldrig have fået det. Problematisk. Hun ønskede ikke at være svag. Eller ynkværdig. Sådan var hun slet ikke i virkeligheden, men glæden ved sådan en omsorg - hvor skulle omsorgen så komme fra, spurgte hun sig selv og tog sig gevaldigt sammen. Hun burde meditere som hun plejede. Finde den indre ro. Det havde hun været god til før, men den lære syntes bare så fjern her i byen.

"Jeg er også glad for dit selskab," sagde hun lidt genert.

Jayden lagde hovedet lidt på skrå, opførte sig normalt ikke sådan her? ”Hvordan opfører du dig så?” spurgte han nysgerrigt.. han kunne godt lide hende som hun var nu, men det kunne være hun til dagligdag var nemmere at tolke.. eller sværere?
Han smilede lettet da hun sagde han ikke trængte sig på, og smilet blev kun bredere da hun fortalte hun også kunne lide hans selskab. ”Det er jeg glad for at høre.. sig mig, jeg ved ikke med dig men jeg er ved at være lidt småsulten” han kørte en hånd igennem håret og så vurderene på hende ”jeg kender et godt sted i nærheden der servere tidlig morgenmad.. kunne du tænke dig at gøre mig selskab? Jeg gir?”

"Anderledes," svarede hun kort, og fortsatte efter at have fulgt et lille fly, der krydsede den gyldne morgenhimmel, med øjnene, til det forsvandt i horisonten, "mere - cool. Jeg ved det ikke, jeg plejer at være.." hun udstødte et mærkværdigt latterbjæf. "Jeg er en lone wolf, James. Jeg er kold, helt kold." Hun tog sig til hagen og gjorde en bevægelse, som om hun snoede et ikkeeksisterende gedeskæg omkring sine fingre. Det var svært at forklare ham det. At hun i virkeligheden var kold og ligeglad. Ligeglad med verden og dens beboere på et eller andet plan. For det var hun jo slet ikke alligevel. Hun havde bare ikke bedre ord for det end ligegyldighed. Hun ville gerne sige noget om, at hun var en fighter, der kæmpede for sine egne mål, og valgte sine venner med omhu. En overlegen skikkelse, der ikke kunne bringes ned, fordi den aldrig rigtigt var til stede - men det var jo heller ikke en præcis beskrivelse.

"Har du læst Ringenes Herre?" spurgte hun så, og fortsatte uden at vente på svar, "for jeg er Strider (Traver)(Aragorn), den enesomme vandrer" hvor kom denne inspiration fra? Hendes hemmelige have? Hvor ellers? Inspirationen til at sige noget smukt - og sågar noget, der var rosende om sig selv, det var noget helt nyt. "Beskytter af alfarvej og det uvidende folk, der aldrig vil forstå, at deres trygge verden bliver båret på skuldrene af tapre, vejrbidte mænd i ødemarken - Nej, jeg elsker de bøger, virkelig.. Og det er måske heller ikke lige mig, det er bare en smuk reference."

Tolkien havde givet elverne alt. I hvert fald for hende. Tolkiens elvere havde vokset i hendes fantasi fra hun første gang havde en af hans bøger i hånden. De udkom under og efter krigen, og hun havde læst dem i Rusland og endelig - for første gang nogensinde, havde hun følt sig som en del af noget. Som noget større og smukkere, end bare et menneske. Et øjeblik ville hun fortælle det til James, sige, at hun var forelsket i Tolkien, fordi han havde givet hende identitet. Men selvfølgelig gjorde hun det ikke.

"jeg tror bare jeg.. Plejer at være mindre tøset." et lidt deprimeret smil, som om hun skammede sig en smule. "Jeg plejer ikke at tage tingene så tungt, jeg plejer at løse mine problemer selv, hvis du forstår, hvad jeg mener. - Og nu du siger det er jeg faktisk en smule sulten.." hun lagde hovedet på sned, "Og hvis du nyder mit selvskab vil det da være mig en ære - Men jeg kan altså godt betale for mig selv.. Det plejer ikke at være noget problem. Hej, nu vi er ved økonomi, hvad laver du så egentlig?"

Jayden så alvorligt på Aenor, og lagde hænderne på hendes skuldre. Han så hende ind i øjnene ”Aenor.. du er ikke kold, bestemt ikke” sagde han og smilede så. ”Du er en meget smuk kvinde, og selvom du ikke er det altid er du også en sårbar kvinde.. men vigtigst af alt er du også stærk” han slap hende og så tilfreds ud.

”Jeg har kun haft fornøjelsen af at se filmene.. men så vidt jeg husker er han en ung, stærk og modig mand. En der ikke er bange for at rejse alene, men heller ikke for at tilslutte sig en gruppe.. en mand der har givet sit hjerte til en kvinde og aldrig kunne finde på at give det til en anden.. ja, jeg kan se dig som ham..”

Han gik tøvende hen til vejkanten og så lidt ud over byen ”man er ikke svag fordi man føler.. tværtimod er man meget stærk hvis man tår åbne sig..” han skævede imod hende ”hvis du forstår hvad jeg mener? Det er ikke manden i en står rustning der står i sidelinjen med en lanse og ser på der er stærk.. det er ham der smider rustning og skjold, som går ud og ser faren i øjnene og overlever det”

Hun var ikke kold? Noget inde i Aenor blev hårdt. Godt han ikke vidste, hvordan hendes puls var gået op, da han lagde hænderne på hendes skuldre. Berøringen i sig selv havde været nok til at få den stemme i hende, der fortalte, hvor hun skulle slå, til at gå amok. Solar plexus, skreg den, solar plexus, gå efter skridtet. Heldigvis anede han det ikke. Men hvad vidste han overhovedet om hende? Intet, ikke? En smuk og sårbar kvinde? Virkelig? Han mente det som ros. Selvfølgelig. James mente det som ros, sagde hun til sig selv, og trak vejret dybt. Klemte et smil frem, som alligevel ikke kom fra det sted med æbletræer. Hun så ned. Ros, det var ros. Det var længe siden, Kludedukken havde fået oprigtig ros. Et ægte smil krydsede hendes mund og tegnede striber af fersken over hendes kinder.

Han havde kun set filmene – men, tænkte hun, det var jo altså ikke nok. Hun havde ikke lyst til at være hånlig, det havde hun virkelig ikke, men – man var jo næsten nødt til at læse bøgerne. Måske var hun bare vant til den hånlige attitude, til at sætte kolde skjolde af tavshed og overlegne blikke op? Men hun ville ikke, forsøgte at skubbe hånen tilbage hvor den kom fra, mens han fortsatte efter en lille kunstpause. Hun opgav at putte hånen tilbage. Han klarede det selv. I stedet kiggede hun bare, som han remsede op, hovedet på skrå, øjne der voksede i størrelse. For han havde virkelig forstået en del, selv om Viggo Mortensen var en smule tam som helten blandt helte, selv om personlighederne hos Legolas og hobitterne var underspillet. Igen måtte hun smile, mere genert, fordi han kunne se hende som den Aragorn, han huskede.

Hun studerede hans ryg. Om den skjulte og overleveren – ”Jeg forstår godt, hvad du mener, men – ” hun sparkede pludseligt og hårdt til en lille vildfaren sten, der strøg i en let skruet bane og ramte en mur med et lille suk. ”Ja, jeg ved det gu ikke.” Hun kunne ikke sige til ham, at det var bløde værdier. Det var det, man sagde om piger. Og at hun ikke stod tilbage for nogen mand. Og hun kunne ikke sige, at hun var bange for at blive mere sårbar af at åbne sig. Hun kunne ikke rigtigt sige, at dem, der var kommet helt tæt på, aldrig havde været det værd. At de havde brændt broerne engang for længe siden, og at dem, der virkelig gerne, så inderligt gerne havde villet se hendes rigtige, nøgne væsen, kludedukken og tankerne, aldrig havde været i stand til det. – Og hvorfor kunne James det så? Var hun vokset så meget siden da?

Jayden hævede et øjenbryn og så lidt efter stenen.. han klukkede for sig selv og rystede på hovedet. ”Åh hvor du forvirre mig Aenor!” sagde han med et stort smil ”når jeg ser på dine øjne er det som om 30 forskellige følelser flyver igennem dem på få sekunder.. hvordan kan det overhoved lade sig gøre??” han lagde forsigtigt en hånd under hendes hage og løftede den en anelse op.. han så han hende ind i øjnene med et varmt blik ”kunne du ikke fortælle mig hvad du tænker på? Jeg må indrømme jeg er blevet forfærdeligt nysgerrig…”

Aenor lagde hovedet let på skrå. Der var sjældent nogen, der brugte hendes navn. Det lød mærkeligt, når folk tog det i munden. Som om det blev forandret, vredet og trukket langt og underligt. Hun fik kuldegysninger og trak skuldrene op, som for at ryste pludselig ubehag af sig. På en eller anden måde ville hun helst stoppe hans mund midt i sætningen. Når han så på hendes øjne - så - så ingenting. Intet som helst. Få ham til at holde inde og bare - fastholde følelsen af, at hun kunne stole på ham lidt længere endnu. Følelsen af, at han ikke ville ødelægge noget. Ikke knuse nogen vase, bare - Men hver gang, han begyndte at tale blev hun urolig. Og glad. Åndssvagt. Urolig for, hvad han kunne finde på at sige. Urolig for, hvornår det endelige slag faldt, hvornår han kastede en brændende fakkel, som ville falde og trille gennem haven, gennem højt græs og blomster, spindelvæv fra små edderkopper, vævet med perler og dugdråber og antænde døren, antænde broen, så ingen nogensinde ville kunne vende tilbage. Knuse hendes spæde håb, et håb hun aldrig før havde kendt, om at hun kunne dele -
Og glad fordi han overhovedet gad tale til hende.


30 forskellige følelser? Ikke mere? Der var en varme i hans øjne, en varme i hans smil, og hun lod ham tage fat under sin hage. (Var hun blevet sådan en klappekalv? Spurgte en aggressiv stemme, der ikke ville lystre nogen, og som syntes, det var noget pjat at gøre hende til én, man bare kunne flytte rundt på. Hun ignorerede den.) Hans hånd var kølig. Hun noterede sig, at han havde en pæn næse. Hvad hun tænkte på? Pludselig blev der helt stille inde i hendes hoved. Rungende tavshed, og en urolig kludedukke, der gik i små cirkler omkring sig selv, forvirret. "øh.." et lidt fjoget, genert smil. Hun gjorde en lille bevægelse med hånden, som om hun greb i luften, greb efter en eller anden form for højere essens. "Jeg.. Spørger mig selv, om du kender mig, James." sagde hun så. Hendes blå øjne søgte væk. "Og så er der noget, jeg burde have lagt bag mig, som igen og igen bliver fremtid." hendes blik rikochetterede rundt mellem himlen og murene. Ramte fortovets fliser og søgte tilbage ind i hans. "Hvad tænker du på?"

”Jeg prøver at regne dig ud..” sagde han og så længe på hende ”oh, og på hvor underligt det er at tale med nogen som vi gør nu når vi først lige har mødt hinanden..” han så undersøgende på hende ”hm, jeg ved ikke om jeg kender dig.. men det kunne jeg komme til? Hvis du gav mig lov selvfølgelig” foreslog han ”og hvad er det du burde have lagt bag dig?

Han begyndte roligt at gå af sted imod stedet han kendte med morgenmaden. Han så på hende og sørgede for hun fulgte med ham.

"Måske er det mærkeligt," begyndte Aenor og strøg håret tilbage fra ansigtet, "men hvis ikke man starter et sted.." hun gned oversiden af sin ene hånd, smilede lidt forsigtigt. "måske er det nogen gange bedst at være uvidende og lige have mødt hinanden - før man bliver lagt i en lille, kedelig kasse med navn på, ikke? Og James.. Du kender mig sådan set bedre end de fleste.." hendes øjne gled igen forbi hans ansigt, men denne gang syntes de at vende - og fokusere på noget, der syntes at være ikkeeksisterende, mens kludedukken forsigtigt trak døren til æblehaven lidt til - bange for at ødelægge. Brække blade af, sige for meget, sige alt for meget og bare øse ud af noget, der måske kun var en begrænset mængde af.


Og så ville han vide… Det. Men hvordan sagde hun det? Hvordan sagde hun, at - for hun kunne ikke engang udholde tanken om ordene. Et smertefuldt træk omkring hendes øjne. Hendes læbe bævede ganske let - så tæt på usynligt, mens hun samlede alle sine tanker om et øjebliks åndedræt. "Du ved.." hun begyndte at gå, fulgte efter ham og indhentede ham med lette skridt. "engang elskede jeg betingelsesløst…" hun trak på skuldrene. Det var helt forkert sted at starte, men det kunne ikke gøres om. "Men.. James, der var ikke nogen, der villa have mig.." hun gjorde en bevægelse, som viste, at emnet var lukket.

”Engang elskede du betingelsesløst..” Jayden så lidt frem for sig imens de var ved at nærme sig den lille cafe. Han så tankefuld ud ”men ingen ville have dig? Det har jeg svært ved at tro.. ledte du kun efter den store kærlighed? Eller mener du både familie og venner?” han så over på hende. Han forstod godt at det kunne være svært at åbne op og lade andre ind.. selvom hans grunde nu virkede en helt del forskellige fra hendes.
Han stoppede op foran cafeen. En søvnig kvinde stod bag disken og så lidt i retning af dem, og så ud til at prøve at vågne lidt op ved synet af potentielle kunder. Jayden ventede med at gå ind imens han ventede på svar,

Aenor trak på skuldrene "Det var". Inde i hende faldt et korthus sammen, og en bestemt dør blev lukket næsten i. Regndråber begyndte at falde, knustes som vaser af glas mens blade fra en sunken blomst kom dalende i blege skyer. Kort, der ramlede sammen, filmen spillede baglæns, korthuset blev bygget op, og fra toppen, den øverst spids lettede en fugl, en råge, sort og blank, og bag den begyndte korthuset at falde, falde, blev til dråber af regn, der knustes som vaser af glas, og hendes stemme blev tør og vissen. "min mor"

Det blå blev mørkt. Som en overskyet himmel, mens hun gjorde sig hård. Hun var hård, hun var sej. Det var ligegyldigt. Det var bølger på overfladen, men dybet, det mørke, tavse dyb, hvor hun gik hen for at tænke - bestod. Forblev uberørt af vind og vejr. Som en klippekerne. Bølgerne skulle slide tusindfold på den for at fjerne så meget som et sandkorn - og ganske vist kom tidevandet, men klippen bestod endnu, næsten til evig tid, dømt til en dag at være slidt bort - men det var en dag, der endnu var langt væk. Et fjernt univers.


"sendte mig væk." stemmen var blevet normal efter et øjebliks pause. Normal og tom. "Fordi min stedfar hadede mig." hun så ikke på ham længere. Sænkede de mørke øjenvipper over sine himmeløjne og stak hænderne i lommen på en opgivende manér. "Den store kærlighed gør jeg mig ingen forhåbninger om, James. Der var engang én, men jeg kunne aldrig -" Hun kunne ikke sige, at Xander havde elsket hende, at han havde villet opgive alt, at han stadig elskede hende, men at hun aldrig havde været i stand til på nogen måde at gengælde - end ikke til at forstå den kærlighed. Hun skubbede bare døren op med skulderen.

”… det gør mig ondt” sagde Jayden og fulgte efter hende ind. Han satte sig ved et bord nær døren og så på hende. ”Jeg har aldrig kendt mine forældre.. så jeg ved ikke hvordan det føles at miste dem” sagde han og så ud af vinduet ”men jeg forestiller mig det må være en af de værste følelser et barn kan komme ud for.. hvor gammel var du da det skete?”

Et sygt og kynisk udtryk krusede hendes ansigt og efterlod det tynget af en smerte, der trængte ind i hendes træk, ind omkring hendes mund, hendes næse, hendes øjne, og fik hende til at se langt ældre ud. Langt fra den teenagepige man så ved første øjekast - hun lignede sin mor, men vidste det ikke selv. "Da det skete?" spurgte hun lidt for højt. "Det skete alt for ofte." hun lukkede øjnene hårdt i. "Min mor var - den stædige type. Hun så mig vist som et projekt. Et ufærdigt et, så hun kunne ikke stille sig tilfreds med at have bortadopteret." hun smilede igen, men det var et menneskeligt, søvnigt smil fra en person, der har arbejdet hårdt og længe, og som endelig er færdig og kan løfte hovedet mod en synkende sol. Øjnene var stadig lukkede. "og så slog han hende ihjel."
Vasen knustes mod gulvet, uundgåeligt. Vandet bølgede ind over kludedukken og ned i den mørke kerne.

Jayden betragtede Aenor "din stedfar dræbte din mor?" sagde han og lagde armene over kors.. man kunne høre fuglesang udenfor og solens stråler ramte dem blidt igennem ruden som varme kærtegn. Hvilken malplaceret setting at have en sådan samtale i. "Og hun skilte sig af med dig, men blev ved med at se dig?" han så en smule forvirret ud.

"De bortadopterede mig, men min mor kunne ikke holde ud at have fejlet, nej." Aenor vendte et stykke papir, der lå på bordet og studerede tomt bagsiden. Tegnede med slanke fingre et mærkeligt mønster, og undlod at fange hans //blå, hvis det er Jaydens øjenfarve// øjne. "Men min stedfar kunne ikke tåle min tilstedeværelse - så jeg blev sendt væk igen. Flere gange. På kostskole til sidst.. Så gik de fra hinanden - og fandt sammen igen, men" hun trak på skuldrene. Hendes stemme lød bare træt, men tårer steg op i hendes øjne. Hun prøvede at lukke af for følelserne. Det havde hun været god til engang, men det var længe siden nu, det havde været et andet liv, et liv hvor meditation gjorde verden lille bitte og ligegyldig - gjorde den til alt og intet, men her i den levende by, som var ved at vågne, virkede det kølige indadrettede blik svært at beherske.

"de kunne jo ikke være lykkelige, og.. Men det var ikke hans skyld, det var et skænderi, og han var meget fuld. Jeg var tolv." hun rømmede sig. Bed tænderne sammen. Hendes kæbe blev tydelig. "Men nok om det."

”Det var hans skyld, fuld eller ej” sagde Jayden tankefuldt og så lidt på hende ”og det var din mors valg at sætte sin mand over sin datter.. det må have været hårdt. Men hvis du ikke vil tale mere om det” han smilede trøstende ”skal jeg ikke hente os noget lækkert at spise? Hvad har du lyst til? Personligt tror jeg min mave skriger efter nogle æg og bacon!”

Aenor smilede skævt, tilsyneladende lettet. Hun kunne ikke rigtigt huske, hvorfor hun var kommet til at tale om sine forældre, men det var ikke noget der skulle gentage sig. I hvert fald ikke med en som James. Det var udelukket, tænkte hun. Han havde alt for let ved at trænge gennem hendes porøse maske af identitet og klippe. Er var tider, hvor hun følelseskoldt fortalte historien som en skrøne. En tragedie, der dog slet ikke vedkom hende som person, men som i stedet drejede sig om nogen i en anden verden og et andet liv, som hun slet ikke behøvede at forholde sig til.
"Jeg er mest til kaffe og noget brød, tror jeg," sagde hun og lod blikket vandre over mulighederne, der var repræsenteret på kortet mellem hendes hænder. "og James, jeg kan altså godt betale for mig selv.." et lille smil oplyste hendes træk. "i øvrigt fortalte du mig ikke, hvad du laver..." hun så undersøgende på ham, tilsyneladende ivrig efter at skifte emne.

"Hvilken gentleman lader kvinden betale? Jeg insistere på at betale, ellers såre du min mandlighed" grinede han og så på sit kort efter kaffe/brød og nikkede lidt. "Nævnte jeg virkelig ikke det? Hvad sagde jeg da du spurgte?" sagde han og så tænksom ud.

Igen krusede et smil Aenors mund, "pfft, James, såre din mandighed," gentog hun i et lidt overlegent toneleje. "jeg håber altså du har mere mandighed end det." hun slog med hovedet, kastede håret tilbage over sin skulder og hvilede hagen i hånden, mens hun sendte ham et gennemtrængende blik med strålende blå øjne, tilsyneladende glad og tilfreds nu, hvor samtalen havde flyttet fokus, og hun havde haft mulighed for at lukke døren indtil det sted, hvorfra en kulde, en rædselsfuld kulde, kom blæsende og truede med at dække hendes tanker med rimfrost.

"da jeg spurgte?" Aenor så ud til at tænke over det et øjeblik, før endnu et smil tegnede sig omkring hendes øjne. "du sagde, at man er stærkest, når man åbner sig og tør vise sine følelser," sagde hun og sendte ham endnu et blik, tilsyneladende sigtede hun så dybt som til hans sjæl - for, som han havde gjort, at gennemsøge hver eneste følelse af hans - helst hver eneste tanke! I første omgang imidlertid uden videre held.

Jayden så ind i hendes øjne, han ville nok aldrig kunne lade være med at blive facineret af elverskønhed.. ligemeget hvor meget det var. "Ja, og det står jeg også ved.. jeg er barnepige, så som du kan høre er min mandlighed ret langt nede på listen jo"

Hendes øjne blev store, og hun løftede hovedet fra sin hånd for at læne sig en smule frem over bordet. ”Barnepige!” gentog hun med undrende stemmen og undertrykte en forbløffet latter. Et øjeblik troede hun ikke på ham, hun gloede bare ind i hans smalle ansigt, de dybe //den farve har de bare nu, k?// øjne og den velskabte mund. Hendes hår faldt frem over hendes skulder og lagde sig på bordpladen, idet hun stak sit ansigt endnu tættere på hans, før hun rettede sig op og så sig omkring i den lille café. ”Er du seriøs?” kom spørgsmålet helt automatisk som hendes øjne næsten som ved magnetisk tiltrækning fandt hans.

I hendes hoved kunne han ikke være seriøs. Hun kunne ikke sætte James og babysitter sammen. Det var som to ens poler, dømt til aldrig at mødes. Aldrig nogensinde. Hold op, sagde hun til sig selv. Sådan at dømme og bestemme, hvad han skulle lave, det kunne hun ikke bare, nu måtte hun lige tage og blive sig selv igen. Hun havde bare haft en forestilling, men den havde så været forkert. Det gjorde ikke noget, det kunne hun godt acceptere. Hun bed sig i læben og prøvede indædt på det et øjeblik, før hun, inden han havde svaret, slap ham med blikket og fra sin jakkes lomme hev noget stort og sort frem. En kamerataske.

”Må jeg ikke godt tage et billede af dig her?”

Jayden lo svagt ”ja det er måske ikke det man regner med en fyr laver vel? Det er et job man regner med kvinder har.. men jeg elsker børn” han smilede blidt og så lidt overrasket på kameraet ”tør man spørge hvad det skal bruges til?”