Langt hjemmefra //Åbent//

Totiden, stjerneklart, køligt. En gyde med skraldespande. Ingen omkring, så vidt Liam ved.

Midt i nattens mørkeste time kom en lille havmand gående. Han gik ad øde gader mellem høje huse i den kolde nat. Skuttede sig i en den kæmpestore ternet skjorte, der ikke var hans og slog sine lange arme om sig selv. Monokrome gadelygter farvede alting til en mærkeligt gulliggrå skyggeverden, der skræmte ham. Skræmte ham så frygteligt. En blæser i en blikkasse brummede højt. Hans svuppende skridt - han var iført badesandaler - gav genlyd, mens han tøvende gik ned ad en ny gade. Han havde næsten ikke mødt nogen mennesker - og det var sådan set noget, han var meget glad for, men - der var dog altid et men - det gjorde ham også bange. Endnu mere bange, end han allerede var, og han fór sammen ved den mindste lyd.

Havde han vidst, hvad klokken var, den lille havmand, ville han have opdaget, at det snart ville være tolv timer siden, han var blevet hjulpet i land fra en lille redningsbåd. Skibet Cassandras besætning havde været meget venlig. De havde givet ham tøj og mad, og så havde de sejlet ham hertil. Men han var trods alt også blevet hevet op af vandet i deres fiskenet. Det var en besynderlig historie, når han tænkte nærmere over det, og der ville komme et tidspunkt, hvor han ville grine af det, sagde han næsten panisk til sig selv og standsede brat.

Han var kommet til en bred gade. Han blev stående i skyggen af det smalle stræde og så sig omkring. Hans mave trak sig sammen i en kuldegysning. Gadelygterne stod tæt og oplyste fortovet. Biler strøg forbi og lignede mest af alt striber af lys - gylden og rød. Men det var ikke så slemt. Det rigtig slemme var menneskene. Der var mennesker over det hele. I hvert fald næsten. De kom i grupper, og deres høje stemmer rungede. De lød glade, men de skræmte ham. Han stod i et langt minut og samlede mod. Tag dig sammen, sagde han til sig selv. Der lugtede af cigaretrøg. En eller anden råbte. Denne gang lød det vredt. Han satte sig ned og holdt om sig selv. Rokkede frem og tilbage meget langsomt, mens han forsøgte at trække vejret dybt. Fuldstændig uden held. Tag dig sammen, tag dig sammen, messede han, og knugede om sine knoklede knæ. Han var ligbleg under fregnerne, opdagede han, og det var som om det havde en helt særlig funktion. Han rejste sig op, kørte begge hænder over sit ansigt og gennem sit hår og gjorde sig mentalt klar på at krydse den gade.

En ny lyd. En hidtil helt ukendt lyd. En lyd, der var så uhyggelig, at han følte sig rystet i sin grundvold. Et fjernt brøl af en anden verden. Et fjernt og dæmpet brøl, der skar gennem hans hud og knogler, og fyldte hans ører og tanker. Et fjernt og dæmpet brøl, som steg og steg - og ikke længere var så dæmpet. Han så op, så tilbage, det kom fra - hvor kom det fra? Himlen. Hvad skulle han gøre. Det kom, og det kom efter ham. De havde opdaget ham. De kendte hans hemmelighed. Natteluften var kold. Han lukkede øjnene hårdt i et øjeblik, så begyndte han at løbe. Væk fra den oplyste gade, ned mellem mørke bygninger, hvis mursten tegnede mærkelige skygger. Hamrende hjerte. Hans sko var alt for store og elendige at løbe i. Han var ikke god på ben i det hele taget, og. Lyden kom bare nærmere og nærmere. Han skiftede retning og løb ned ad en anden smal gade, til han pludselig, uventet, helt besynderligt, fandt sig selv svævende vandret i luften med en fod, der dunkede af smerte. Det hele gik tilsyneladende meget langsomt samtidig med, at det gik utroligt hurtigt. Jeg tager fra med armene, tænkte han til sig selv, havmanden, og hævede lige akkurat sine arme før han klaskede hårdt mod asfalten og skrabede først sine hænder, knæene og øjeblikket efter, da det ikke var nok, også sit højre kindben, da han forsøgte at vende ansigtet væk og undgå kontakten. Så lå han stille, og hørte brølet, der kom. Hans ene badesandal landede med et klask et par meter længere henne. Brøler var over ham. Og fortsatte sammen med tre små lysende prikker på himlen. En helikopter. En helikopter, selvfølgelig. Havmanden satte sig op på knæ og kiggede på sine hænder, der var spættet af mørke, blodige områder. Han vidste, hvad det var, selv om han aldrig havde set én før. Han lukkede øjnene hårdt i for at forhindre tårerne i at vælde op. Han ville bare gerne hjem. Bare gerne hjem. Hans knæ sved. Hans hænder sved, og hans fod sved. Hans kindben var følelsesløst, men hans hals blev varm. Han havde ikke lyst til at røre ved det, for han vidste udmærket godt, hvordan blodet ville føles. Han kunne allerede lugte det. Vaklende rejste han sig og gik hen til skoen. Til højre var der en ret smal passage. Den var tætpakket med skraldespande. Derind, sagde noget i ham.


Der lugtede. Der var mørkt. Han frøs, og han var sulten. Hans ansigt blødte, hans hænder blødte, hans knæ blødte, og sårene var fyldt med sand og grus og sved. Højt oppe på den lille stribe himmel, husene efterlod, blinkede blege stjerner. Tavse, smukke stjerner, som syntes frygteligt langt væk. Ligesom hjem. Ville han nogensinde komme der igen? Hjemme var stjernerne altid klare. Ikke som her, hvor de blev overstrålet af blinkende lys fra reklamesøjler og vinduer. Det var nu ikke til at se det, hvis man ikke vidste det. At han var havmand. Han græd i tavshed. Det røde hår klaskede mod hans ansigt, og knæene rystede mellem hans slanke, iturevne fingre. Hans navn var Liam, og han var langt, langt hjemmefra.

Anna Rose havde sin regnfrakke og gummi sko på, hun gik haste igennem de smalle gader for at komme hen på hospitalet, hun holde en pap kop i hånden der havde varm kakao i sig og sukkede. *hvorfor skal det være koldt* tænkte hun mens hun gik med hastige skridt. Hun kunne mærke kulden mod sin hud, men hun lagde ikke mærke til den, hun var blevet for van til kulden, til at gå i tomme gader om natten i sne vejr. Hun skubbede minderne fra sig, hun var kommet væk fra det, hendes minder skulle ikke trække hende tilbage.

Anna Rose høre pulselig en lyd, en hurtigt vejrtrækning? lyden af noget det glider hurtig over sten, og... BANG, Anna Rose stoppede op og så mod lyden, hun havde hørt det, et eller andet sted var nogen faldet her.

*Jeg burde gå videre, det kan være farlift* tænkte hun og holde koppen og sin hånd taske tættere ind til sig, ..... men hvad nu hvis nogen var kommet til skade.

Anna Rose gik med hastie skridt mod lyden, først kunne hun ikke se noget, men så så hun skyggen af en person, personen så ud til at gå lidt sært. Hun lukkede øjne og tog en dyb men lydløs ind åning, hendes hjælpe instinkt gik igang og hun åbnede øjne og sagde med en klar men blid stemme "Hallo?"

//Undskyld hvis der er stave fejl//

Liam snappede højlydt efter vejret og slog hænderne op for munden, så hudafskrabningerne straks gav sig til at svi langt, langt værre. Tag det roligt, sagde han til sig selv, tag dig sammen. Du skal bare være stille. Du skal bare være stille, så opdager hun dig ikke. For det var tydeligvis en hun. Stemmen var lys og blid. Okay, hvis det kom til kamp kunne han godt klare stemmens ejermand, det kunne han godt. Han lukkede øjnene, så flere brændende tårer blev klemt ud og trak et spor af smerte ned over hans asfaltkyssede kind.

Hvad lavede en eller anden med den stemme her - midt om natten i disse tomme, døde gader? Var alle mennesker så modige? Eller var det en lokkelyd, der skulle kalde et offer frem? Han lagde armene om sig selv et øjeblik, rokkede frem og tilbage, mens han indvendigt messede: tag dig sammen, tag dig sammen. Hvis han blev siddende ville han blive fundet. Kæmp eller tab.

Liam rejste sig op. Meget langsomt kom hans skikkelse til syne mellem skraldespandene, som en uhyggelig silhuet midt i mørket. En silhuet, hvis højre ansigtshalvdel var helt dækket af blod og snavs, der dryppede og løb ned over hans hals og skulder. "jeg er her" sagde han med en stemme, der skælvede af både angst og kulde. Forsigtigt tog han et skridt frem mod denne talende, og kunne pludselig se hende klart - og hun så slet ikke ud, som han havde forestillet sig.

Hun var blond eller rødhåret, det var svært at skelne i mørket. Lys hud. Pænt ansigt. Hun var ikke høj, snarere lav, faktisk, i hvert fald i forhold til ham - og så var hun omgivet af et tyndt lag magi. Han klemte øjnene sammen. Jo, helt sikkert. Magi.

Anna Rose stod og ventede lidt og kunne se noget bevæge sig og nrmest fæle den nervøse luft omkring personen og så rejste han sig op og snakkede, først blev hun lidt bange og tog et skridt tilbage, så lugtede hun det og så det, blod, hun havde haft rart, han var kommet tilskade.

"Gud er du okay, er du faldet" hun så bekymret på ham og tog et forsigtig skridt mod ham og tog en hånd i tasken for at finde noget så hun kunne belyse såret og få et bedere blik "Bare rolig jeg gær dig ikke noget, jeg vil bare hjælpe".

Anna Rose glemte ikke denne mand var farlig, hun havde sin magi parat til både hvis han angreb og flygtede i panik, hun ville ikke lade en der var kommet tilsakde løbe på gaderne om natten.

Hvad havde havmanden regnet med? Han vidste det ikke selv, men da hun pludselig trådte frem mod ham, veg han forskrækket tilbage med et hult gisp og følte sig samtidig ufatteligt ydmyget på en eller anden måde. Han var Liam. Liam stod ikke tilbage for piger. Liam var sej, sagde han til sig selv. Liam lod sig ikke skræmme. Om han var okay, havde hun spurgt, før han blev så optaget af hendes fremrykning. Det spørgsmål kunne han godt svare på. Men munden var tør. Du kan godt, Liam, sagde han indædt til sig selv.

"Jeg - " Endelig, endelig kom der lyd ud. Selv om det kun var et kvæk, lyden af en visnende blomst, der endelig falder fra sin stilk. Det var lyd. "Jeg har det -" Men hvad skulle han sige? Inden i var der kun smerten og frygten og savnet. Blod, sved og tårer, der dryppede højt oppe fra og faldt ned og ned og ned gennem ham, til dråberne knustes mod hans sjæl. Og så var der ellers helt stille. Dryp, dryp, men ingen tanker. Intet om, hvad man siger. "øh, ja, jeg er faldet.." Han så ned på sine åndssvage sko. Badesandaler. Tåbeligt. Og på sine blodige knæ. På sine hænder. De hang bare der, hænderne. Hjælpeløse med lange, slanke fingre, der blev beundret overalt, og som ikke duede til noget som helst. Han tørrede dem forsigtigt af i bukserne og skar ansigt af smerte. Så sagde hun, at hun ville hjælpe ham.


Hjælpe? Hjælpe, virkelig? Han ville spørge. Kunne ikke. Hvordan kunne hun mon hjælpe ham. Hvis bare, hun havde mad, ville han blive glad. Eller plaster. Hun var optaget af sin taske. "Hvorfor -" som når luften går ud af en ballon. Hvorfor kunne han ikke lyde - cool? Hvorfor kunne han ikke lyde som en mand? Hvorfor skulle han lyde som den lille, den svage, den sårede? Men det var ikke det, han ville spørge hende om. "hjælper du en helt fremmed midt om natten?" Hans stemme lød overraskende bedende, da han endelig havde fået den under kontrol. Som om han ønskede et bestemt svar, - eller måske bare et eller andet svar.

Anna Rose så op på ham og kom så med et varmt, venlig smil "Jeg er sygeplejske, det nærmest mit job, men jeg har bare selv været i din tilstand så jeg ved hvordan du har det" hun tog en lygte op der ville lyse det meste a gyden op og satte et filter på så det kun lige lyste nok til man kunne se klart, hendes røde hår blafrede stille i vinden og hendes grønne øjne lyste varmt.

"Sæt dig ned, jeg nød til at sikre mig du ikke er kommet for slemt til skade før jeg tag dig et varmt sted hen" hun så stille på hans tøj, sætte lygten og tasken og tog sin regn jakke af "Tag den her om dig, du ender jo med at fryse ihjel".'

Anna Rose havde en rød trøje og jeans på under regn jakken og ikke andet, hun stilte forsigtit lyset på en af skralde spæne så hun kunne se hans ansigt og tog sig til munden.

"Gud du må havde faldet hårdt, jeg tro jeg har en vand flaske så vi kan ranse det" hun tog hånden ned i tasken igen og rodet rundt i den

En sygeplejerske! Hvor vidunderligt. Liam mærkede, hvordan han slappede af. Hendes grund til at antaste ham var også ret reel - så var hun slet ikke efter ham. Hun ville ikke gøre ham noget. Hun fandt en lygte, og så fik han endelig lejlighed til at studere hende nøje. Jo - hun havde sandelig et pænt ansigt - og et flot hår. Rødt, vidunderligt rødt. Han blev helt fascineret, og måtte tvinge sine øjne væk fra det. Det var næsten så rødt som hans - eller det var det, mindst lige så rødt, bare ikke helt samme farve, hendes var mere mørkt i nuancen. Og hendes øjne, hun havde strålende grønne øjne. Sådan rigtigt grønne. - han satte sig stille ned der - midt på gaden. Et varmt sted. Det lød godt. En række hurtige tanker fyldte ham med frygt. Et varmt sted. Politistationen? Han mærkede en kuldegysning. "jeg er bare - jeg er bare faldet, det gør ikke noget, det er slet ikke så slemt," sagde han med hurtig stemmeføring og lagde igen armene om sig selv.

- Og han kunne ikke tage hendes jakke. "nej," protesterede han, da hun rakte den frem. "Nej, det er helt okay, jeg kan sagtens uden. Tag du den bare på.." han forsøgte at skubbe den tilbage i hendes hænder uden at røre ved hende. Det ville være første gang, han rørte en personage, der ikke var af elverslægt. - og så - rense såret. Rense såret. - en flaske vand.

Hun ville rense såret. Med vand. Vand. Ordet faldt gennem hans tomme tanker og dannede ringe, bølger af frygt. For hun ville hælde vand på ham. Hun ville hælde vand på ham, og så ville alt være tabt. Der var alt for langt tilbage til havnen. Han ville ikke kunne flygte den vej. Hvad skulle han gøre? Han rejste sig op, meget hurtigt, med et vildt udtryk i øjnene, der spejlede lampens skær og tydeligvis flakkede. "Det - det er slet ikke nødvendigt," stammede han forskræmt og trak sig tilbage, ind mod en væg.

Hun træk på skuldrene da han skubbede hendes jakke tilbage og tog den over skulderen, hun havde lige fået rejst sig med vand flasken da han gik i panik, fra en uge siden ville hun ikke havde forstået en brik af hvorfor han ikke ville havde ranset hans sår, men hun havde set ting nu, og forstået ting.

Anna Rose så dybt alvoligt på ham og sagde "Vil du få en hale hvis jeg sprøjter det ud over dig"

Anna Rose kendte til havfolket, hun kendte til dem og havde hjulpet mange af dem selv, hvis denne mand var en havmand kunne hun hjælpe ham, hvis han ikke var ville han tro hun jokede og fortælle den rigtige grund, udenset hvad lagde Anna Rose flasken bag sig for at vise hun ikke ville bruge den mod hans vilje.

"Hvad?" Havmanden blev næsten flad mod muren, og hans stemme steg til det skingre, før den knækkede over, da han gentog ordet. "Hvad," hviskede han og måtte se væk fra hende. Det var helt skræmmende. Hun havde sagt det - sagt hale. Hun vidste det. Han følte enhver smule energi forlade sin krop og lod sig rive med - kollapsede på jorden med hænderne over hovedet og sort for øjnene. Og så nikkede han. Uden at kigge op. Hvilede sin pande på fliserne, der var kolde og kradsede i hans i forvejen forrevne knæ.

//Undskyld det korte svar, :l Jeg er nødt til at smutte i seng nu.. Sov godt når du kommer så langt : ) //

//helt okay Det her lyder måske ondt men kan du ikke få et billed, bare et eller andet for jeg overser din komentar ved en fejl når da ikke er noget billed D: ved ikke hvorfor skal nok havde nye briller //

Anna Rose gik stille hen til ham, lagde forsigtig en hånd på hans kind og hendes øjne lyste, en varm og rolig fornemmelse gik gennem hele hans krop og prøvet at berolige ham og skubbe alt frygt væk, det var som at ligge i en mors arme og vugge, eller ligge i en seng med sin ynglings bamse og bare slappe af, hun brugte sin magi på ham og han kunne godt kæmpe imod hvis han ville, men alt hun prøvet på var at berolige ham og få ham til at slappe af.

"Jeg gør dig ikke noget okay, hvis du vil stole på mig kan du komme med til hospitalet, vi har en afdeling for magiske væsner og vi har en svimming pool du kan ligge i mens jeg ranser dit sår, jeg vil dig inted ondt jeg prøver at hjælpe diig, se!"

Hun tog blidt en hånd ned til hans knæ og hendes hånd lyste, en varm og dejlig fornemmelse gik gennem hans knæ og hun healede skaderne på hans knæ.

Hun så ham blidt i øjne og strøg hans kind "Det hele skal nok gå, jeg siger ikke til nogen hvad du er og du kan gå så snart du vil, men lad mig få dig tilbage til hospitalet, du kan få noget mad og varme, her du kan drikke det her først"

Hun tog stille sin varme kakao og gav ham "Den burde give dig varmen, bare please, slap af"

Hendes berøring var magisk. Bogstaveligt talt. Hendes hånd blussede op med en klar, lys farve. Flødeagtig med en tone af fersken. Han rettede sig forsigtigt op og kiggede ind i hendes øjne, som lyste med samme skær - og så lyste de. Mærkeligt. Det her dobbeltlys, så langt kunne han godt tænke. Hendes øjne lyste i bogstaveligste forstand, men de lyste også anderledes, af magien, og dette lys, det var tydeligt ned over hendes kinder, hendes hans og ud af hendes arme, hvor det rørte hans ansigt og langsomt - han vidste, det skete, gled ind under hans hud. Hun brugte magi på ham!

Et øjeblik blev han mistænksom, men så - vidunderligt. Hendes magi. Så strålende fyldte den ham med følelser, lykke og skønhed. Et sted inden i, hvor der kun var trygt og varmt. Falde i søvn mellem venner, hvile sit hoved på en skulder, sommervind, fjern sang, duften af tang og hyben i tusmørket, tavshed, bølger der slog mod hans hale, mens de snakkede til de faldt i søvn, vidunderligt. Liam sukkede, og mærkede sin vejrtrækning blive dybere, rolig. Selvfølgelig gjorde hun ham ikke noget. Hun gjorde det kun godt, gjorde ham tryg og varm inden i. Pludselig var kulden ikke så slem, og byen var ikke kold og hård, men venlig. En svømmepøl, han nikkede forstående, og stolede fuldt og fast på det rødhårede menneske. Hun var hans ven, og hendes hånd var varm, da hun rørte ved hans knæ, og bølgende magi smøg sig omkring hans ben og gled gennem dem og lyste under huden som blodårer, bankende og varme, han kunne næsten ikke lade være med at le, for det føltes så mærkelig dejligt, den måde såret langsomt lukkede sig på. Den nye hud skinnede grønligt et øjeblik, før farven, der kun var synlig for hans åbenbart magiske øjne, fortog sig. Kun der, hvor der var fregner, strålede lyset et øjeblik længere, før det fadede bort.

"okay, tilbage til hospitalet," gentog han forsigtigt. Mad og varme, det lød fantastisk. "Går du så?" spurgte han derefter, lidt mere hastigt, og tog samtidig imod hendes kop. "Altså - du var vel ikke på vej der hen nu, vel, og du skal vel i virkeligheden slet ikke være der-" og på en eller anden mærkelig måde havde han fået det til at lyde, som om han gerne ville have hende til at gå, og det var slet ikke det, han mente. "For - altså.." han opgav det, kunne ikke kræve, at hun blev der eller noget. Han så ned i kruset. En mærkelig substans. Det lignede kaffe en smule, men det duftede anderledes. Dampen bølgede op, og lugtede faktisk helt utroligt godt. "Hvad er det?" spurgte han efter at have studeret de små bobler på overfladen et stykke tid. Så smagte han, uden at vente på svar, på det, og ÅH, hvilken smag! Hvilken sødme, hvilken glæde, han kunne slet ikke beskrive det, var den nu også magisk, eller hvad - han kendte ikke noget lignende. Det smagte så sødt, så godt, var så hedt og utroligt, at han et øjeblik bare stirrede ned i kruset, som om han regnede med, at det ville fortælle ham sin hemmelighed.

//Jeg skynder mig at lave et billede : ) //

Anna Rose smilte glad da hun mærkede han lod sin magi virke, hun tjekkede hans ankler om de var skadet og healede dem hvis de var, hun ville ikke heale såret i ansigtet da det skulle ranses først.

Anna Rose hørte hans spøgsmål og smilte da hun så han reagstion "Det er Kakao, smelted chokolade med mælk"

Da Anna Rose var sikker på han kunne gå hjælp hun ham op og samlede sine ting "Jo jeg bliver på hospitalet, jeg var på vej da hen da jeg har taget morgen vagten, jeg skal odne nogen ting men jeg kan blive meget hos dig til du får det bedere men jeg har andre magiske væsner og personer at se til" hun smilte varm, tog hans hånd og holde lugten oppe og begyndte at gå gennem gyderne igen.

"Når vi kommer til Hospitalet må du ikke sige noget før vi kommer til den lidt mærkere del, det der vi holder alle os magiker og magiske væsner" hun smilte varmt til ham og kom ud på åben gade med ham et sted hvor der ikke var folk "Bare lad mig tale"

Hun rørte ved hans ankler, og han mumlede veltilpas. Det var.. "Chokolade," gentog han, og erindrede et opslag i en af byerne nær hans hjem. Om Yankee, chokoladebar. De andre havde været meget optaget af den. Absurd meget. De havde snakket og snakket og snakket om den, konstant. Det var faktisk chokolade, de var på vej til, da han mødte Niko. - Chokolade var godt, det var det. Mælk, det havde han fået før. Det var mærkeligt, bare - mærkeligt. Han lod hende hjælpe sig på benene. Hun blev på hospitalet, fortalte hun ham, og hans hjerte gjorde et lille hop af glæde. At hun havde andre at se til betød ikke noget. Når bare hun var der. Han tog en slurk af kakaoen og studerede hende, mens hun samlede sine ting. Hun var meget anderledes end alle, han var vant til. Han forsøgte at finde det, men kunne ikke. Hun var så - ikke nautil, i hvert fald. Alt ved hende var så jordnært. Så - menneskeligt. Netop som et menneske så hun ud. Hendes hud var glat og fin, men havde ikke det der - usynlige over sig. Den var bare levende.


Og hendes hånd var lille og varm i hans. Han rødmede genert, som om han pludselig blev lidt urolig, men han gav ikke slip, fulgte i stedet bare efter hende og lyttede til hendes klare stemme. "Jeg kan bare lade, som om jeg har brækket kæben," spurgte han lidt forsigtigt og kiggede sig omkring med store øjne. Sammen med pigen virkede byen slet ikke så ond. Nærmere indbydende. Med lyde og lys, som om den var et stort, levende væsen. "Hvad hedder du?"

Hun smilte og så på ham "Du skal ikke lyve, bare rolig vi har kode orrd for det her" hun gik stille gennem gaden og peget på hospitalet da de kunne se den "Vi skal der hen der er ikke så langs, vi må skynde os såret ser rigtig slemt ud", hun gik lidt hurtiger men sørgerde for han gik rigtig, de havfolk hun havde mødt havde svært ved at gå.

Hun så på ham og smilte "Jeg hedder Anna Rose, så ved du hvem du skal kalde efter når du har brug for noget"



//Skal logge af//

Liam kiggede forskrækket på hende. "Ser det slemt ud? Jeg troede bare, det er en hudafskrabning." Men hun var en sygeplejerske, hun måtte have ret. Han satte farten op, den ene fod foran den anden. Han havde øvet hjemme, så det gik fint. Ligesom løbet. I virkeligheden burde han slet ikke kunne løbe, men det kunne han åbenbart godt. Instinktivt. Ligesom at svømme, tænkte han, og overvejede, om mennesker også havde det sådan. Hvordan man svømmer som menneske. Det var en komisk tanke. Et kort smil krydsede hans mund. De der - ben, der bare pjaskede håbløst rundt. Når han tænkte på sin hale - lang, elegant og muskuløs, med både den hvalagtige halefinne og styrefinnerne - det måtte være så godt som umuligt at svømme som menneske. Ja, fødder kunne man gå på - men. Han så sin far for sig. Bredbrystet med en hale, der kunne udkonkurrere enhver haj - strømlinet og mindst tre meter lang, med en bred og fast hale, mens hans mor - hun havde dette sløragtige over sine finner. Som om de ikke var en del af hendes hale, men bare noget, der var sat på. Og når hun dansede, klappede alle. Liam fandt det pinligt, men hun var byens dygtigste danser.

Anna Rose. "Det er vel nok et pænt navn!" han lød helt betaget over at det var et dobbeltnavn. "Jeg hedder Liam. Flanagan. Liam Flanagan, altså." han så ned på sine åndssvage badesandaler. H2O stod der på dem. Han var tavs et øjeblik. "Hvor længe har du boet her i byen, Anna Rose? Og hvorfor kender du overhovedet til os?" Det burde hun ikke. Hun var bare et pænt, lille menneske. Men også et menneske med magi. Hvad mon hun ellers kunne. Hvilke evner gemte hun på? Han så på hendes grønne øjne under de tætte vipper. Hvor var hun bare - Anderledes. Så utroligt anderledes. Mon alle var sådan, eller var det kun hende? Hun var heldig at have de her evner.

Anna Rose kom til ude på hospitalet så hun gættede på det var det sidste de kunne snakke personligt så hun så på ham og smilte "I nogen mådner nu vil jeg tro, og jeg har hjulpet flere af jer" hun smilte varmt, tog en finger på hans læbe som tegn på han skulle være stille og gik så ind.

Reaktionen inde på hospitalet var der me det samme, folk så op og hen på ham men de fleste så hurtigt væk igen, en læge kom løbene over til dem men Anna Rose vidste ham et skilt hun havde på sig og den kvindelige læge slappede af.

"Det en E33" Sagde Anna Rose og så alvoligt på lægen, Lægen luftede et øjenbryn og så undrene på Liam men gik så afsted og åbnede en dør for Anna Rose som hun gik igennem.

"Hold dig tæt til mig" sagde hun og begyndte at gå ind i en mere mørk del af hospitalet "Det bliver snart lysere"

Han fulgte hende ind i en bygning, og følte sig pludselig meget lille, idet glasdørene åbnede sig foran dem. Hun havde hjulpet mange som ham? Hun var virkelig spektakulær, og hendes ansigt var så yndigt. Hun gjorde tegn til stilhed, og han nikkede svagt og gav hendes hånd et forsigtigt klem, for at signalere forståelse. Indenfor på det, der åbenbart fungerede som skadestue, sad der forskellige mennesker på stole og i sofaer. Det var nat, men der var alligevel forskellige folk vågne. En lille pige sov i sin mors skød og hoste lidt. En mand sad og holdt om sin arm, og én ilede frem mod dem, men Anna Rose holdt et lille skilt frem, og det beroligede tilsyneladende kvinden. Liam kiggede imponeret på skiltet, men nåede ikke at læse det. Hvad mon det betød? Så kom der en mærkelig kode, E33, som sandsynligvis fortalte, at han var en havmand. Hvis en havmand var en 33, hvad var der så indtil havmænd? Han ville spørge, men hun havde sagt, han skulle være stille.

En dør blev åbnet, indtil en dårligt belyst gang, der syntes uendelig. Ned ad gangen gik de. Liam holdt sig tæt til Anna Rose, nøjagtigt som hun havde bedt ham om, og følte sig virkelig svag og pinligt berørt. Hun var den lille, hun var den smukke prinsesse, der skulle forsvares mod mørket og natten, men alligevel var det hende, der trøstede ham. Det skulle han nok få ændret på. Han kiggede sig omkring, og så gennem små glasvinduer ind i forskellige værelser, men de fleste steder var der mørkt, så det var umuligt at sige noget om, hvad der foregik bag dørene. Langs væggene stod der forskelligt udstyr. Der hang forskellige pastelfarvede malerier og enkelte fotografier af vage, glade mennesker og blomster. Han kendte ordet hospitalsagtigt, men her fik det en helt ny betydning. Ikke fordi der var koldt og hvidt og upersonligt - bare fordi der var sådan en mærkelig følelse over stedet. Det var hjemligt, og så alligevel ikke.. Der var indrettet, så alle skulle føle sig tilpasse, og det gjorde den enkelte lidt udenforstående på en eller anden måde. //Håber det er okay, jeg laver lidt deco.. Hvis du har andre meninger - det er jo trods alt din arbejdsplads xD - så bare ignorer det..//

Han lagde sin hånd på hendes arm og trykkede sig tættere ind mod hende - håbede at det lys, han var blevet lovet, snart ville komme, for han følte sig pludselig meget mærkeligt til mode - lidt fortabt ad denne lange gang. Sidegange førte væk, skilte viste op ad trapper og til elevatorer. Hvor mon de skulle hen? Det var dog et kæmpe sted!

Anna Rose gik tit ned af sidevejene da var som fulgte hun et kort og liam kunne begynde at mærke der var noget galt, gange så simpelhen for ens ud, og der var også en god grundt til det, disse gange var forhekset, vidste du ikke hvordan du skulle igennem dem ville du gå i ring til nogen fik dig ud.

Anna Rose gik endelig igennem i metal dør og de trødte ind i det magiske område af hospitalet, hun smilte og så på ham "Nu kan du tale" hun rødmede lidt over han var så tæt på hende og gik stille ned mod kælder døren for at komme ned til swimminpolen.

Rummet var ikke særligt stort og poolen var lige som et akvarium der gik 1 meter over jorden og gik til gulvet i den korte ende og 3 meter ned i den lange ende.

Anna Rose gik hen til den korte ende hvor da endag var side pladser på siden og gik hen til en meget bred og sikker trappe og så på ham "Hvis du så sætter dig ned kan jeg ranse dit sår og hente dig mad"

Der var magi med i spillet. Det løb op og ned ad væggene, kravlede ind og ud i mærkelige mønstre, som slanger, der bed sig selv i halen og formede ringe. Som de gik flød de mærkelige, magiske fabeldyr på væggene med, svømmede langs dem og legede som pingviner i vandet. Det skræmte ham, for han vidste, at disse dyr ville forlænge korridorerne og skabe nye døre og tomme værelser i det uendelige, uden at han kom nogen vejene. Han vidste det bare. Hans magiske øje så dem og forstod dem, og han var lykkelig, da de nåede en dør, som rent faktisk blev åbnet.

"åh, det var godt!" sagde Liam og slappede sit tag i hendes arm. Han fulgte hende ned ad en trappe og ind i et værelse, lyst med en stor - vandtank. Han sukkede lettet. Det så faktisk overraskende indbydende ud, klart vand, en bunke med hvide håndklæder på en lille stol. Og derned skulle han så. Der var en trappe op til og alt muligt. "Okay, ned i vandet, altså?" spurgte han lidt forsigtigt, da hun fortalte, at hun ville rense hans sår og hente mad. "Så er du altså nødt til at kigge væk." Han så genert væk og slap hendes hånd. "Jeg skal jo have bukserne af, ikke?" Han trak på skuldrene og vendte ryggen til hende. Håbede hun gjorde det samme, alt andet ville være meget, meget pinligt. Gad vide, hvordan han så ud bagfra, egentlig? Det havde han ikke overvejet før. Han vippede forsigtigt den ene badesandal af, så den anden. Vrikkede med tæerne, der alligevel var ret fine på en eller anden måde. Menneskelige. Han havde faktisk et par pæne ben, hvis han selv skulle sige det. Røde hår, fregnede knæ, de passede godt til ham - men de kunne ikke måle sig med hans hale. Så trak han skovmandsskjorten og den nussede undertrøje over hovedet og lagde dem i en klump, før han i én lynhurtig bevægelse smed bukserne og kastede sig ned i vandet i et besynderligt sidelæns spring, som han håbede hun ikke havde mulighed for at se - Og forvandlingen.


Vidunderlig følelse af at være fri, hans ben blev smækket sammen og forandrede sig. Til en hale. Vel - to meter lang? Stærk. En skarp halefinne, to sidefinner og en rygfinne. Han åbnede øjnene og pustede ud. Bobler steg fra hans mund, og han tog en fantastisk mundfuld vand ind - perfekt. Han så op på hende gennem vandoverfladen og satte sig så op i vandet og hang overkroppen ud over bassinkanten. Hans hår klæbede vådt til hans ansigt, men han smilede lykkeligt.

Anna Rose grinte og vente sig om for at tage nogen håndklæder "Hør jeg er sygeplejeske, jeg kan godt være profestional omkring sådan noget og inorere det" hun gik ind i et andet rum og skiftede selv til sin uniform med bade tøj inde under i tilfælde af hun skulle i vandet.
Hun ventede dog alligevel på at han var i vandet og vente sig om og stivnede lidt.

Det var sandt at Anna Rose havde hjulpet mange havmenesker i hendes mening... men hun havde aldrigt set en i sin sande form. Hun gik stille hen til Bassinkanten og lagde et lille håndklæde på hans har og tog en klud op, "Det her kommer til at svig lidt".

Anna rose begyndte at ranse såret hurtigt og brugte også noget sprit til det før at være sikker på hun fik det hele, skylede med vand og healede så såret med hende magi og smilte varmt.

"Sådan det burde være alt, jeg henter dig noget hospitals tøj til hvis du skal op, noget mad, og hvis du skal på toilettet please brug toilettet derover" hun peget på en dør i siden af rummet "Og tro det eller lad vær, det var ikke en havmands skyld at vi var nød til at fortælle folk det"

Liam lo varmt, da han så hendes ansigt udtryk, der havde en svag snert af forundring over sig - måske havde hun aldrig set sådan en hale før. Hans var også lidt anderledes - ikke noget med fisk, nej - hans lignede en hvalhale, der var intet usikkert, intet svageligt over den, ikke noget skrøbeligt sløragtigt, som så mange andre ellers havde. Hun tog en klud og begyndte at berøre hans ansigt med den. Han skar ansigt, men sagde ikke noget, da hun begyndte at tørre snavs og småsten af hans ansigt. Det gjorde faktisk forbløffende ondt. "Hvad har du der?" spurgte han hende og pegede på den lille flaske, der indeholdt hospitalssprit. "Det er helt koldt, må jeg prøve at røre ved det - med fingrene?" og netop der - midt i alt det kolde, begyndte hun at heale såret. Han sukkede veltilpas og lukkede det ene øje, da det føltes som om huden pludselig blev en smule stram.

"Jeg skal nok bruge toilettet," grinede han og smilede varmt. Det her var perfekt, nu skulle han bare have forbindelse hjem.
//Sorry, sorry, sorry, så lang tid for så lidt.. havde et uheld med en internetforbindelse, der røg, så det jeg havde skrevet forsvandt v.v//

//Det helt okay xD slap af alt er okay//

Anna Rose smilte "Det hospitals sprit, vi bruger det til at ranse sår" hun samlede tingene "Jeg henter noget mad nu okay" hun gik mod døren og havde hospitals sko på og smilte varmt til ham og ventede på et okay, det kunne jo være han havde brug fo rmere hjæklp, hendes uniform var ligesom man så i film med hat og det hele.

"Fantastisk! Tusind tak for alting Anna Rose," sagde Liam med et lille suk efter at have undersøgt spritflasken nøje, lugtet til den og pjasket et par dråber ud på sin håndryg, bare for at gispe af overraskelse, da spritten fordampede og efterlod hans hud iskold. Og hun hentede mad. Hun var bare sej! Han var skrupsulten, træt og meget mere veltilpas, end han længe havde været. Han kiggede efter hende, da døren gled i, og lænede sig derefter ned i vandet, hvor han næsten med det samme faldt i søvn.

Som at falde gennem vand. Lag af vand. Koldt og varmt, han plaskede ned igennem dem fra højt oppe mod en usynlig bund et sted langt, langt ude. Faldt mod en flade af uendelighed, stilhedens hav, og var inde i denne her person. Denne her mærkelige, mørke person, hvis snørklede tanker næppe kunne siges at være sammenhængende. Han var inde i personen, og personen var inde i ham, kaldte ham ved navn og ville slå øjnene op. Søgte ned gennem koridorerne i høj hastighed - slowmotion, han kiggede på de mærkelige runetegninger. Genoplevede gåturen, kiggede på Anna Rose, kiggede på magien fra hendes hænder og lyset i hendes øjne, slowmotion på hendes mund, der bevægede sig en lille bitte smule, mens hun healede ham. Lægen i venteværelset, poolen, og så - andre erindringer. Ikke Liams egne. Det hed gribedyr. Han så dem udskåret i træ. Han så dem bugte sig over en kæmpestor dør. Det var helleristninger. Han så dem på sten, de lyste og blussede, var oldgamle og splinternye - og der vågnede han. I hospitalets svømmebassint, af en drøm, der syntes lyslevende et øjeblik, før den begyndte at fortage sig. Hvad foregik der? Liam lagde armene om sig selv og rullede om på siden i vandet.

//to le bed ^^ Sov godt //

Anna Rose gik gennem gangen, hun gik ud på den meneskelige hospitals del igen og bestelte nogen fisk og andre ting. Mens hun ventede tog hun sin mobiltelephon og sms en hun kendte. Hun fik en masse fisk og rejer og fik tilberadt 1/3 af dem og begyndte at gå tilbage mod Liam, Hun var ikke helt sikker på hvad havfolk spiste men Nikolas havde vist været glad for fisk. Hun kom ind til Liams rum og skulle lige til at sige noget da hun opdaget at han var faldet i søvn. Anna Rose smilte stille og gik hen til kanten og så på ham, hun havde haft rart i sine tænker, havfolk var nogen smukke væsner og personer, hun gik stille ind ved siden af til at skifte til en bade kjole og kom ud mad maden igen og satte sig stille i vandet på en af sidde kanterne der var og kiggede stille på Liam og ventede på han vågnede.

Anna Rose fik lidt af et chok da liam vågnede og krammede sig selv, havde han haft maridt, hun lagde fadet med maden på trappen så det var tørt, tog en dyb indåning og lavet en bobel om sit hoved med sin magi og dukkede under vandet. Hun var en lidt hurtig svømmer, og svømmede hen til ham og strøg hans ryg forsigtigt, Boblen om hendes hoved holde vandet ude og gjorder hun kunne se klart og trække vejert lidt, den havde et lilla skær.

"Er du okay" hun så bekymret og varmt på ham og strøg hans ryg stille.

Med et splask vred havmanden sig en halv omgang i vandet og stirrede på - Ah, det var bare Anna Rose. Hans øjne fik almindelig størrelse, og bekymringen opløstes. Han sukkede lettet, og lyden rungede mærkværdigt rundt mellem glasvæggene. Han ville sige noget, men tabte helt tråden, da han pludselig lagde mærke til, at hun var nede i vandet. - hvilket var forkert. Det var ikke sådan, det burde være, nej, nej, Anna Rose var et menneske, men hun havde alligevel talt til ham under vandet. Og først dér kædede han den mærkelige globe, der roterede om hendes hoved sammen med det at være i vandet. Oh, tænkte han, hun havde hovedet inde i en... dykkerklokke af en eller anden art. Og den var højmagisk. Dens violette tråde trådte tydeligt frem i den magiske bevidsthed, han åbenbart besad. Men hun havde spurgt ham om noget, det var der, han kom fra.

"Ja, jo, jo, jeg har det godt." et genert smil fyldte Liams ansigt med glæde. Havde hun ikke været inde i boblen ville hans stemme have lydt dyb og forunderligt forvrænget, stadig forståelig, men alligevel langt fra den menneskelige lyd hans stemme havde over vandet. "Anna Rose, det var godt, du kom tilbage, jeg.. Oooh.." hans øjne blev store igen, men denne gang var det ikke af forskrækkelse, men af betagelse. Han stirrede fascineret på hendes udstrakte fødder, der skar elegant gennem vandet. "Det er sådan, i svømmer! Kan man virkelig svømme sådan?" han satte sig på bunden af bassinnet. Det måtte man jo kunne, Anna Rose kunne i hvert fald. Sådan ville han aldrig komme til at svømme. Det var en mærkelig tanke.

"Men Anna, må jeg kalde dig Anna?" han kiggede på hende, rødmede en smule, for han følte sig lidt hjælpeløs og vidunderligt veltilpas i hendes selskab, og måske ville det være for tæt på, hvis han pludselig begyndte at bruge et kælenavn. Hun var jo professionel, så måske ville hun helst holde en vis distance til patienterne. "Jeg havde en virkelig mærkelig drøm," fortsatte han, "Jeg kan næsten ikke huske den, men jeg.. Ej, jeg ved det ikke, den føltes bare så virkelig, altså virkelig, virkelig virkelig. Hvis du forstår.. Det ved jeg ikke engang om jeg selv gør." Han hang med hovedet et øjeblik, så derefter op. "Den handlede vist om noget med gangen derude, som var magisk."


//undskyld, undskyld, undskyld at der gik så lang tid v_v //