Langt hjemmefra //Åbent//

Liam sled sit blik væk fra hende. Han havde ikke mere at sige, ikke lige nu, og ikke mere at gøre. "Farvel," hviskede han, men det var ikke ligefrem hørbart. Så bakkede han langsomt et par skridt bagud og vendte derefter om på hælen. Han var nødt til at trække vejret dybt for ikke at storme væk eller styrte tilbage. Han var nødt til at være cool, men det var det længste stykke, han nogensinde havde gået. Fra foran hospitalet til det første sving. Han vidste ikke, hvor han gik hen. Bare at han gik. Han skulle gå nu.

Ved gadehjørnet vente han sig om for at se, om hun stadig var der.

Anna Rose var gået ind på hospittalet for at tage sig af sine andre patinter.

Men der var ingen.

Ingen.

Det var nok bedst sådan. Liam drejede om hjørnet og forsvandt ud af syne med en splint af is gennem hjertet og varme tårer i øjenkrogen. Hvorfor? Det var jo.. Han havde kendt Anna Rose i en enkelt dag, men måske var det bare fordi hun repræsenterede håbet. Det sagde han til sig selv. At hun havde været solen og dagen, da natten truede med at opsluge ham. Han ville ønske, hun havde vinket, alligevel. Bare lidt. Slog armene om sig selv et øjeblik, før han tog sig sammen og rankede sig. Pludselig brændte der igen en varme under hans hud, og hvor blodet rullede, rullede også denne her energi, gåpåmodet og fremtiden. Det var det, hun ville have bedt ham om, tænkte han, næste som om Anna Rose slet ikke længere var i live.

//Out, tror jeg//

//Ja nok Vi kan emne igen hvis du vil?//