Langt hjemmefra //Åbent//

Anna Rose rødmede kraftigt da han tog hendes hånd og stirret på det, og så sagde han hun var dejlig... måske var Anna Ropse blevet for god til at gå nær folk, Hun rødmed meget og tog en hånd op for munden

"Tak" mumlede hun.

"Sandhed," sagde han stilfærdigt, og så ned. På en eller anden måde ville han have sagt noget andet, men han vidste ikke hvad, bare at han ville sige et eller andet. Mere. Fordi han mente det.

I stedet slap han langsomt hendes hånd og bakkede et par skridt ned ad gangen, væk fra hende. Han vidste han skulle gå under alle omstændigheder, men han ville helst bare.. I det mindste se hende lidt endnu..

Anna Rose smilte og så på ham "Tak Liam, skal jeg følge dig ud"

"Jatak," sagde han glad og mærkede alligevel et stik af panik. På en eller anden måde havde han troet, det ville være nemt at gå ud ad den dør, forlade hospitalet, men nu ville det være svært, tænkte han.

Måske var han bange for, hun skulle se, hvor skræmt han var? Eller at han ikke havde nogen stedfornemmelse. Eller at hans hænder rystede? Han ville stikke dem i lommerne igen, men på den anden side.. De var svedige, hans blege håndflader, to af de meget få steder på hans krop, hvor der ingen fregner var. Han knyttede kort hænderne og tørrede dem så i sin trøje.

Anna Rose øjne lyste og en rolig og glad fornemmelse gik gennem Liam og hun smilte til ham "Det skal nok gå" hun begyndte at gå afsted og gav tegn til han skulle følge med

Han fulgte efter hende og foldede de lange arme om sig selv som var han i spændetrøje. Som om det at lukke sig ind i sig selv var en sidste måde at beskytte sig selv på. "Anna Rose," sagde han, og selv om han endnu smilede, var hans stemme bekymret, "jeg kommer snart og besøger dig her, det lover jeg.."

Anna Rose smilte "Det jeg glad for at høre Liam" hun åbnede hoved døren for ham.

"Tak," han gik gennem døren, og det føltes lidt, som om han gik gennem et gardin af iskoldt vand. Den virkelige verden. Et øjeblik stod han udenfor døren. Han åbnede og lukkede sine hænder, som om han forsøgte at gribe om noget større. Det lykkedes ikke. Han kunne ikke fange de svævende ord, der dansede om hans ansigt. Han klemte sine læber hårdt sammen, og de blev blege.

"Farvel, så," mumlede han og trak hende pludselig ind i et varmt knus, hvor hans næse kom faretruende tæt på hendes hår.

Anna Rose rødmede kraftigt og fordi hun fik sådan et schock kom noget kræftigt mod Liam og bankede ham væk fra Anna Rose med en høj fart.

Det var anna Rose Skjold magi der reageret på det schock hun fik og var kommet til at skubbe ham hårdt væk.

"Ugh.." Luften blev slået ud af Liam, da et voldsomt skub (skub, var det et skub, virkelig? Det havde været mere, havde det ikke? Et voldsomt tryk af en slags, der havde ramt hans hænder og hans bryst, og som en trampolin skudt ham bagud, så hans ansigt undervejs ændrede sig fra beklemt over mild overraskelse til forskrækkelse) slog ham bagud og fik ham til at snuble.

Han lå et sekund udstrakt, så satte han sig op og gispede kort efter vejret, mens hans øjne var rettet mod Anna Rose, der endnu var omgivet af et tyndt, blegt kraftfelt. Det trådte klart frem for hans indre, magiske øje, til han så ned. Det var dog noget være lort, tænkte han. At han var gået over stregen var klart. Han skulle heller ikke.. Hvad havde han også tænkt på?

Anna Rose kræftfelt forsvandt med det samme og hun faldt på knæ og tog en hånd til maven og månden, hun fik det altid så dårligt når hendes magi gik ud af kontrold, også hvis det var for at beskytte hende, det var som om hendes indre blev flået ud af hende.

Anna Rose rystede voldsomt og klemte øjne i, men den her gang var det være, hun havde skadet en uskyldig på grund af sin magi og... Anna Rose begynde at se sort og hendes magi fløj kraftigt og vildt om hende men det var ikke syndligt for meneskelige øjne

"Hey," hostede Liam, og sprang op at stå, for hvad der udspillede sig for hans øjne var absolut ikke rart. At se Anna Rose, der sådan faldt sammen, som om hun pludselig blev syg, at se hvordan hun blegnede, hvordan skygger tegnede sig om hendes bløde skuldre, som om hun spændte alle muskler i smerte eller indre kamp. Kunne han nærme sig?

Hun rystede. Hvert et rødt hår dirrede om hendes hoved, mens en sky af sorte flammer kastede sig ud fra hendes krop og blev til.. Tentakler, lignede det. "Anna Rose," Råbte Liam, og stod fuldstændigt som forstenet. Hvad kunne han gøre? De magiske udladninger svingede voldsomt omkring hende, snurrede som en hvirvelstorm, og han var bange for at gå ind mod det. Som var hun midt i en storm, der var sat på mute. Et rystende skridt trådte han frem, mens den sky, der stod om hende begyndte at stritte, skiftede form igen, noget kun hans indre øje så, og som det absolut ikke kunne lide.

Anna Rose rystede og det sortnede for hendes øjne, hun forstod ikke hvad der skete, der var noget helt galt og.....

En rød kat kom med umeneskelig fart løbene mod dem, den havde en enorm magisk aura og den løb dirakte ind i den storm liam kunne se for sit øje og, alt magien omkring Anna Rose forsvandt og hun slappede af og gispede, så ikke ud til at forstå hvad der var sket.

Og det forsvandt nøjagtigt som det var kommet. Som det på et øjeblik havde rejst sig fra hendes spinkle pigekrop og strakt sig mod himlen sank det pludselig tilbage. Ind i hende, mens det, han et øjeblik havde troet et stjerneskud gned sig kælent mod hende. Han sprang frem og gik på knæ en halv meter fra hende, "Anna Rose," sagde han med forskrækkelse i øjne og stemme.

En del af ham havde lyst til at skælde hende ud, fordi han var så lettet. Kalde hende en ustyrlig, uforsigtig, tåbelig lille magiker og trykke hende ind til sig og stryge hendes hår. Det havde tydeligvis været en eller anden form for ukontrollabel magisk udladning, og selv om den havde været usynlig, var den sikkert farlig. Om ikke andet så for hende. Men han kunne ikke sige andet, end "er du okay, søde Anna?"

Anna Rose kælede katten der var mere rød end hendes hår og smilte "Ja liam jeg okay, er du jeg slog dig rart slemt tilbage" hun så på ham med et bekymret blik men sveden drav stadigvæk frahendes pande og hendes ene øje var knebet i.

Katten sprang i Anna Rose arme og var meget støre end en normalt kat, dens magiske aura gik rundt om Anna Rose og nærmest kælede hende og holde hendes egen tilbage og gav hende enagi.

"Ja, øh, ja, jeg har det fint.." Liam strakte forsigtigt hænderne ud mod hende, "der skete ikke noget," Hans stemme var lille, ganske lille og tynd, og hans fingre dirrede. Han ville tage hende i sine arme og ruske hende, men katten sad der, sprang op i hendes skød, og strøg sit store, røde hoved mod hendes mave. De elektriske øjne rettedes direkte ind i hans, når den engang imellem så væk fra Anna Roses ansigt, og Liam følte, at de gennemborede ham, at de søgte ind i selve hans sjæl og hans tanker, og det gjorde ham usikker, han blev ræd, fyldt med denne her kogende følelse af, at den vidste, vidste alt og intet, og at den ikke billigede ham..

Men det kunne lige så vel være en fornemmelse. Måske bare fordi han var fyldt med dårlig samvittighed over, hvad han havde fået Anna Rose til at gøre. Eller fordi den stærke aura, der udgik fra hende og katten og pulserede med et dæmpet, smukt lys, fik det til at løbe ham koldt ned ad ryggen. Måske fordi katten og pigen næsten blev et, måske fordi den var så stor.

"Anna Rose, katten.." Begyndte han, og så kom han i tanke om.. Om at han havde talt til andre dyr. At han kunne tale med dyr.

"Kat", tiltalte han den ærbødigt gennem sin vejrtrækning og sin tanke.

Katten så på ham og lagde hoved på skrå "Det er meget uhøligt at tiltale en anden som "kat" det ville være som hvis jeg tiltalte dig som "Meneske" hr." Den havde en dyb men også drenge agtig stemme.

Anna Rose nussede katten og smilte "Ja det min kat, på en eller anden måde finder han mig altid" sagde hun og nyssed hans øre "eller, det faktisk en jeg passer for en... ven" sagde Anna Rose og smilede skævt.

Et smil pressede sig over Liams bekymrede mund, og han lagde hovedet på skrå. Satte sig helt ned på asfalten, stadig i tilpas afstand af Anna Rose og katten til ikke at forårsage et nyt 'anfald'. "Det var godt," svarede han, for at have en magisk kat var absolut ikke helt skidt. Slet ikke når den sådan passede på hende. "Eller.. Heldig ven, du har så.." Han vidste ikke rigtigt, hvad han skulle svare, for katten talte til ham på samme tid. "Det virker, som om han er ret unik." Hun skulle bare vide. Det her var en kat, der tog førstepladsen over ualmindelige dyr.

Den havde en let, dyb stemme, der på en og samme tid lød drenget og munter og højest velbegavet. "Menneske, det har du ret i," tænkte Liam til den, mens hans øjne trak sig sammen i et smil. "Men hvis du kaldte mig havmand, ville jeg ikke føle mig stødt.. Men lad os tage det til et punkt, hvor det ikke bliver uhøfligt, så.."

Måske var det, fordi kattens øjne holdt ham fikseret, eller også var det fordi Anna Rose smilede skævt, men noget løb af med Liam, og han glemte helt at tænke sig om.
"Jeg hedder Liam," sagde han med høj røst til katten.

Anna Rose blinkede forviret men så så ned på sn kat og op på Liam igen.

"Havmand" ssagde katten og luftede øjenbrynet "Intresant, jer har jeg ikke set i lang tid" Katten slikkede sig om munden og så på ham med et glint i øjet.

Anna Rose holde om katten og glimtet forsvandt og hun rejste sig op "Jeg har aldrig prøvet det der lige skete, undskyld jeg ved ikke hvad eller hvorfor det skete" sagde hun med en lille hæs stemme og grinte nervøs.

Liam brød sig ikke om, at katten slikkede sig om munden. Han havde på fornemmelsen, at han måtte lugte en smule af fisk, og det gjorde ham ikke ligefrem tryg at fiskespiseren foran ham sad der, overlegen og med hævet øjenbryn.
"Det her er jo ikke vores verden," sagde han forklarende, og prøvede at se selvsikker ud. Der var bare det med katten, at den osede af kraft. Dens energi strålede ud gennem hver pore i dens krop, gennem den tykke, røde pels, gennem øjnene, gennem ørerne. Knurhårene dirrede og sitrede, og han følte, at den kunne mærke... alt, simpelthen.

"Det er i orden, det er helt i orden," sagde han til Anna Rose, og sprang selv på benene. "Der skete ikke noget, bare du selv har det fint.." fortsatte han, snublende en smule over ordene, mens han børstede et par kattehår af hendes ene overarm.

Anna Rose smilte sødt "Ja jeg okay, tro bare jeg fik et lille chok" sagde hun og nussede katten med et varmt smil "Du skulle også videre skulle du ikke"

Katten så på Anna Rose og så tilbage til Liam med meget opmærksome øjne.

"Jo," sagde Liam perpleks, og lagde forsigtigt en hånd på sin mave lige under ribbenene. Der hvor hendes ord havde ramt ham. Selvfølgelig var det ikke sådan ment, men.. Men.. Han vidste ikke, hvad han skulle sige. Ville hun af med ham? Han så på hende, på det søde, milde smil, hun lignede en prinsesse, og ind i de dybe, grønne øjne, der tittede ud under det røde pandehår og fulgte ham med opmærksomhed, nøjagtigt som katten, der havde et uudgrundeligt udtryk om den skarptandede mund.

"jo, det skal jeg," sagde han stille og foldede armene foran sig. Så ned. "Farvel, så.."

Anna Rose satte tøvene katten ned, hun vidste det var noget hun ikke måtte, hun vidste det var imod reglerne men hun kunne ikke lade vær.
Anna Rose lagde armene om Liam og krammede ham "pas nu godt på dig selv okay Liam"

Katten nussede sig også ind til hans ben og spandt.

Liams mave blev sig selv igen. Den hårde knude opløstes og forsvandt, mens han gengældte hendes kram. "Det skal jeg nok," mumlede han ind i hendes skulder, og lod måske krammet vare et øjeblik længere, end det var meningen. Og katten, han kunne mærke, hvordan den trykkede sig ind mod hans ben et øjeblik, og den bløde spinden fyldte hans ører og hans tanker med glæde.

"Det bliver rigtig godt, Anna Rose, det lover jeg.." Han slap hende forsigtigt, "Og du skal også passe på dig selv, ikke?" sagde han, og trak sig lidt væk.

Anna Rose nikkede og tog sin kat op og så den i øjne "Gå hjem jeg er på arbejde".

Katten hoppede ned, nikkede en gang til Liam som farvel og løb så væk.