Langt hjemmefra //Åbent//

Anna Rose nikkede og så på sine ben "Ja de fleste menesker kan svømme, det lære de" hun smilte glad og så på ham "vi kan jo ikke trække vejert under vand, så vi nød til at lære at komme ud af vandet hvis vi kommer i det".
Anna Rose tog sig lidt til halsen, det var en dum ide at snakke for meget, det var ikke sindsyg meget luft i boblen.
"Ja vi kan snakke om den der oppe, jeg er ikke sikker på hvad havfolk spiser, men jeg har fisk med som du kan sp-...." og det var det, så var der ikke mere luft, hun tog sig til halsen og begynde at svømme op af. Hendes bryst gjorder ondt da den desparart prøvet af få luft ned i hendes lunger, men der var ikke nok luft tilbage.
Anna Rose svømmede hurtigt op af og håbede bare hun ville nå op før hun ville tage skade af luft manglen.

Hun begyndte at tale og.. Liam lagde hovedet på skrå med en undersøgende mine, for boblen blev mindre. Selvfølgelig lærte de det, det var også et dumt spørgsmål, han nikkede forstående og studerede betaget boblen.. Og pigen. Det var mest hendes ansigt, men nu hvor han havde fået øje på hendes fødder gik det op for ham, at hun også havde ret pæne ben. Faktisk virkelig pæne ben. Han flyttede sit blik væk og rødmede til hårgrænsen. Hun flyttede en hånd op til halsen, og det gik ligesom for første gang rigtigt op for ham, at hun vitterligt havde brug for luft. Til at leve. Hun havde brug for luft hele tiden. Han nikkede igen, oppe kunne de snakke. Og hun havde fisk! Hans smil blev endnu bredere, indtil… boblen brast lydløst, og hun begyndte at svømme med små spark. Et øjeblik kiggede han bare dumt på hendes fødder, for det så utroligt kraftesløst ud, den slags svømning, før han forstod, at hun virkelig, virkelig skulle op. Så spændte han helt naturligt musklerne i halen, stødte fra pølens bund med hænderne og skød opad. Slog et slag med den brede halefinne, der sendte ham cirklende opad mod den spejlblanke overflade, hvor lyset i værelset brødes. Han strøg op, ganske tæt på hende og netop som hans ansigt var ud for hendes, slog han armene om hende. Hun var spinkel, noterede han sig, og hun var let som en fjer. I et kort sekund trykkede han hende let ind til sig for at mindske vandmodstanden som han slog endnu et slag - så brød hans hoved overfladen, og han løsnede straks, yderst forsigtigt sit tag. Stadig med den ene arm halvejs om hendes smalle liv strøg han med en finger vådt hår væk fra hendes ansigt.

"Er du okay?" en pludselig adrenalinrus gjorde ham helt forpustet, og hans ord kom i stød.

Det første Liam lagde mærke til da han rørte hendes hår var det først føltes som glas, men da den fornemelse med et forsvandt var hendes hår tørt.
Anna Roses bobbel var ikke sprunget selvom det så sådan ud, men havde sæt sig tæt ved hendes hud for at trække rasten af hendes luft ind til hende så smerten gik væk.
Anna Rose rødmede fordi han holde om hende men smilede op til ham.
"Ja jeg har det fint, glemte bare hvor dybt jeg var nede, jeg var endelig ikke i så meget fare men tak aligevel, det kunne være gået galt" hun så sig rundt for at se hvor der var en kant hun kunne støtte sig til og hun gispede lidt for at få vejert, hun var blevet træt af luftmanglen og havde derfor svært ved at bruge sin magi og sine ben, derfor havde hun også fået boblen til at forsvinde om hendes ansigt og hår.

"Pyha, det var godt!" Han slap hende et kort øjeblik, bare for at lægge en arm om hendes ryg og ganske blidt skubbe hende ind mod trappen. Hun havde måske ikke været i direkte fare, nej, men - Liam følte sig alligevel en lille smule som en helt. Næsten helt stolt af sig selv. "Her, kan du komme op?" Spurgte han forsigtigt og følte stadig sit åndedræt stikke i halsen. Hans puls var højt oppe, han kunne mærke sit hjerte slå i sin hals og sin tinding.

"Det var godt. Anna… Anna Rose," han havde ikke fået lov at bruge den korte form endnu. Anna Rose var også et pænt navn. Rose som hendes hår. Og hun lignede lidt en rose på en eller anden måde. Måske var det hendes hud. Tonen var lidt som gyldne roser, uden helt at være det alligevel. Anna var bare mere - kort. Et navn kunne være en meget personlig ting, måske ville hun helst være Anna Rose. Det var også helt i orden. "udsætter du ofte dig selv for fare sådan her?"


Hendes hår var tørt. Magisk tørt. Havde det nogensinde været vådt var spørgsmålet. Men det betød ingenting i virkeligheden. Han var lige ved at række ud efter det, for han havde ikke før haft lejlighed til at røre ved tørt hår med våd hud - men han tog sig i det.

Hun satte sig på trappen i vandet så halvdelen af hendes krop var i det lune vand.
Anna Rose smilte "Anna Rose er mit fornavn, og jeg kan godt lig folk siger hele mit navn, men du kan godt sige Anna hvis det er nemere".

Hun rakte stille om bag sig og tog fadet frem med fisk "Jeg vidste ikke hvad du kunne lig, så jeg tog lidt af vær" hun smilte glad og så på ham.

Anna Rose var lav, men ikke meget lav men hun ville nok altid være den laveste i et rum fuldt med folk på hendes alder.

"Så siger jeg Anna Rose," han lyste op i et smil, der et øjeblik havde været begravet i bekymring og kiggede nysgerrigt på det fad, hun holdt frem. "Det ser virkelig godt ud!" sagde han oprigtigt og valgte en reje uden videre betænkningstid. Med øvede fingre pillede han skallen af den og tyggede den med udsøgt fornøjelse.

"Det ER virkelig godt! Har du smagt?" Han tog forsigtigt et lille stykke fisk mellem fingrene. Det var tilsyneladende stegt og duftede usædvanligt godt. Han puttede det i munden og spærrede øjnene op, det smagte jo fantastisk! Han spiste et stykke mere, huggede nærmest i sig. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde spist og greb lidt uelegant en skive lyserødt fisk, der smeltede på tungen. "Har du lavet det," spurgte han lidt usikkert, pinligt berørt over, hvordan han havde spist foran hende. "For det smager altså simpelthen bare så godt! Han spiste et stykke mere og pillede forsigtigt endnu et stykke fra hinanden for at fjerne eventuelle ben. Så spiste han også det, og igen var det bare en virkelig, virkelig lækker smag… i hvert fald et øjeblik. Så meldte en erindring sig. En erindring om en fisketrawler og en havmand fanget inden i. Sammen med tusindvis af sprællende sild. Sild, der skreg. Han havde altid spist fisk, men deres skrig. Deres paniske stemmer og deres gispende åndedræt rungede pludselig gennem hans indre.


Liams smil blegnede og blev i stedet til en syg grimmasse af afsky. Han havde spist dem. Han havde spist de fisk, han havde været fanget sammen med. Eller - næppe lige de fisk, men fisk som dem. Fisk, som han kunne tale med. Fisk som ville forstå - måske ikke forstå, for de var vist ikke så kvikke - men i hvert fald gøre sig begreb om, hvad han talte om. De.. De var ikke umælende kryb, de var.. Og han skulle kaste op. Ikke i vandet, det havde Anna Rose sagt til ham. Men hvor så? Toilettet. Han holdt vejret, trak sig tilbage og gjorde en kraftanstrengelse og et kæmpe - et gigantisk slag med halen. Det sendte ham svævende gennem luften, forbi hende, forbi tallerknen med fisk, til han landede med et mindre brag på gulvet i en voldsom maveplasker. Kæmpende for at holde opkast tilbage, kæmpende for at få vejret, der var blevet slået ud af ham mavede han sig hen over gulvet som en absurd slange, der vred sig af sted.

Anna Rose smilte over han kunne lig det men så så hans ansigt udtryk og forstod, hun tænkte nok han ville reagere sådan, men ikke så voldsomt som han gjorder bagefter, hun smed baken fra sig da han landede på gulvet og løb over til ham, hun lagde en hånd på hans mave og kombinerede to magier til at heale og berolige hans mave og hun strøg hans ryg.

"Shh slap af, har du ondt i maven fra det eller er det fordi du ikke kan lig tanken om at spise fisk".
Hun strøg stille hans ryg og så med følene på ham "Du behover ikke få din mave til at gøre opgør, det okay, vi laver noget tang til dig, eller noget andet du kan spise, det helt forståligt af du ikke vil spise fisk".

Hun strøg stille hans ryg, den eneste grund til hun havde givet ham fisk var fordi en anden havmand havde sagdt det var det han spiste, det eneste han kunne lig, og hun havde også set at han kunne lig det, men det var helt forståligt han ikke havde lyst til at spise det, livet på land var hårdt for en hav mand og han måtte jo på en eller måde se sig selv i dem.

Anna Rose brugte sin magi til at få en span med lidt vand hen til dem, hvis hendes magi ikke fik hans mave beroliget, og hiv hans hoved op på hendes mave og satte spanden ved ham og strøg bare beroligene hans hår og brugte sin magi på ham.

"Det okay, det okat, vi finder ud af noget okay".

Netop som han var sikker på, at han ville gøre noget, der ville være så ubærligt pinligt, at han ville dø, mærkede han hendes hånd på sin ryg og gispede af lettelse. Hendes stemme og berøring fik ham til at trække vejret, og han undertrykte med voldsom selvbeherskelse et dybt hulk. Hun spurgte om det var maden, der fik ham til at kaste op, eller om det var fordi det var fisk. Først rystede han på hovedet, så nikkede han forsigtigt, ude af stand til at sige noget uden at begynde at græde. Hendes medfølelse lagde sig som et tæppe om ham, og gjorde det endnu sværere at holde tårerne tilbage, nu fordi han vidste, at hans familie derhjemme også ville have aet hans ryg, også ville have trøstet ham - men de var tusindvis af kilometer borte, under en uendelig flade af mørkt vand, og de anede ikke, hvad der var sket med ham. Han havde været sådan et fjols, sådan et frygteligt fjols. Hun strøg hans hår, og han trak vejret dybt, fik endelig bugt med gråden, og tog sig gevaldigt sammen.


"Undskyld, undskyld," peb han, og drejede hovedet for at se hende ind i øjnene. "Jeg plejede godt at kunne lide fisk, men…" han kunne ikke få sig selv til at sige det. Noget i ham sagde bare stop, bremsede ham og fik ham til at æde sine ord. ".. Jeg tror faktisk, jeg er nødt til at.. Komme af med det igen." han så væk.

//Undskyld det tog lidt tid igen, spiste lige aftensmad ^^//

//Det helt okay//

Hun smilte stille og havde bare hans hoved på sin mave og strøg hans hår. "Det er helt okay, jeg tro godt jeg forstå" hun smilte stille og strøg hans mave "Men det aldrig godt at få det ud på den måde, så jeg tro det best du holder det i dig og vi giver dig noget andet at spise, og nej jeg lavede det ikke selv, hospitalet gjorder" hun strøg hans ryg og smilte varmt til ham.

Hun tog en anden spand vand og hælde lidt over ham så hans hale ikke udtøret, selvom det ville havde været smart så han kunne blive meneske og selv gå rundt ville det stadigvæk nok skade ham lidt af halen udtøret så langsomt, så var det bedere at få ham i vandet eller tøre ham med et håndklæde hurtigt.

Anna Rose strøg hans kind og vuggede ham lidt "kan du lig tang, jeg kan få fat i noget til dig, eller vil du bare gerne havde noget varm kakao og drikke og sove lidt, det også forståligt, du kan sove i vandet eller i en varm seng hvis du helere vil det" hun smilte roligt til ham og hun havde på en måde en modelig aura omkring hende.

De skrigende fisk i hans indre, der sprang mellem hinanden, paniske, døende, bevidste om deres skæbne, ude af stand til at gøre andet end at vente, vente på døden. Han vidste, de ville holde op med at kæmpe, de ville give op, give fortabt og blive puttet på dåser, men hun havde ret. Det gjorde ikke nogen forskel om han kastede op eller ej. De ville være døde alligevel. Han nikkede til hende og slugte hendes smil med øjnene. Når Anna Rosa smilede blev alting okay. Tingene fandt deres retmæssige plads inde i ham, og han følte sig ikke så urolig længere.


"Jeg kan spise næsten alt, tror jeg.. Bare det ikke.. -" Men det kunne han jo ikke, ikke rigtigt. "Jeg kan vist ikke spise kød, tror jeg.." sagde han stille, som for at prøve sin egen stemme. Han trak på skuldrene. Ville gerne fortælle hende, at dyr talte til ham, men vidste ikke rigtigt, om det var normalt - eller han vidste udmærket, at det ikke var normalt, ikke hos hans folk, i hvert fald. Ikke som en evne, der bare - dukkede op. "Faktisk tror jeg kakao er bedst.. Og helst i vandet.. Der vil jeg helst sove. "

Hun nikkede "så hendter jeg dig noget kakao.... så det bare med at få sig i vandet igen......" hun sukkede og tog en håånd på sig og så ud som om jhun anstrengte sig meget, og så kom boblen hun havde haft om hendes hodet rundt om Liam, den begyndte langsomt at lufte sig fra jorden og da siderne rørte ved Liam løftede de ham op.

Det var dog tydeligt at se det var anstrengene for Anna Rose af lufte boblen med ham men da han endelig var en meter over jorden fik hun bolden til at svæve over poolen og langsom sætte ham ned i vandet, vandet gik nemt ind i boblen og da Liam endelig var under vand forsvandt den og Anna Rose faldt lidt sammen og gispede.

En vidunderlig, kildrende fornemmelse. Det var endnu en boble, glitrende for hans magiske blik løftede den ham op i luften, som om han var en let fjer. Han var først urolig, så slappede han af, fnisede og drejede om sin egen akse så han kunne se hende. Men Anna Rose så helt forkert ud i ansigtet. Anstrengt, og han forstod, at hendes magi ikke var uden bekostninger. "Nej, Anna, lad være" sagde han, men lyden nåede ikke rigtigt nogen steder, blev kastet tilbage mod de glatte vægge, som hans finger skrabede henover, da han forgæves prøvede at svømme tilbage til hende. Han rystede på hovedet ad hende som for at sige, at hun skulle lade være, han kunne selv, han havde armkræfter til den slags, men det var for sent, og hun sænkede ham ned i vandet, hvor magien forsvandt. Han kastede sit hoved op ad vandet, så perler sprang fra hans hår, da det blev slået tilbage og stirrede mod hende.


"Anna! Anna Rose!" Liam strøg hen til trappekanten og stirrede panisk på hende, "Anna Rose," gentog han med pibende stemme, for hvis der skete hende noget ville det være hans skyld. "Er du okay?" Hviskende bad han "sig du er okay."

Hun åbnede øjne og så på ham med et smil "Du tung" hun grinte stille og smilte varmt til ham men så stadigvæk svag ud. "Jaja, jeg har det fint... det vare min magi er ikke beregnet til at lufte folk, når jeg bruger min magi på måder den ikke er beregnet til tag det næsten dobbel så meget kraft fra mig, derfor er jeg bare lidt træt".

Anna Rose fik stille kæmpet sig op på bene og gik hen til trappen og nærmest lagde sig på jord trappen som var på en måde blød og så på ham med et smil "Jeg er okay, jeg skal bare side ned 2 sekunder, måske få lidt at drikke... og spise..." hun tog hurtigt fadet med fiskene og lagde et håndklæde over så man ikke kunne se eller lugte dem og smilte svagt til ham.

"Godt!" godt hun bare var lidt træt. Lettelsen var helt tydelig, Liam orkede end ikke at forsøge at skjule den. Hun så lille ud, bitte lille, og han havde mest lyst til at lave sig ben (men det var lettere sagt end gjort) og bære hende i seng. Hun kravlede nærmest op ad trappen og smed sig på den, og han kiggede bekymret på hende, hovedet på skrå, det våde hår fladt ned over panden. Hun flyttede fadet med fiskende, og han løftede afvæbnende hænderne: "Ej, det gør ikke noget, at du spiser dem.. Det er bare.. Anna Rose, jeg har talt med fisk.." han sænkede stemmen. "og de var virkelig bange for at dø."

Anna Rose lukkede øjne og lyttede bare til ham.
"Alle er bange for at dø, det ikke så sært, grise og køer er vel også bange for at dø, og fisk er vel også bange for at blive spist af en haj, men nogn ting kan vi ikke stoppe, menesker vil altid fiske efter fisk og krapper og sådan noget, det meget sundt for os at spise dem, jeg går ikke ind for fiskerig, men meneskerne prøver at gøre det så mild som muligt har jeg hørt, f.eks fisker de ikke mere med kroge, det må man ikke bare for sjov mere"
Hun sagde alt det her med lukkede øjne og slappede bare af, hun havde noget imod dyre mishandlig og at få mad fra dyr, problemet var at det faktisk raddet meneske liv så der var ikke noget man kunne gøre.

"Det ved jeg godt.." sagde han stilfærdigt og hang over kanten af trappen. "Og alle må gerne spise fisk.. Bare jeg ikke behøver gøre det.." han hvilede hovedet i hænderne. Selvfølgelig måtte hun spise, og han havde da også været fiskespiser indtil - indtil alting begyndte at forandre sig. Forandre sig helt og vildt og sindssygt. Han ville fortælle hende om det - men det var hans egen byrde, og hun havde allerede gjort så meget. "Du Anna Rose.." han begyndte forsigtigt, som for ikke at forstyrre hende alt for meget, bange for at hun ville blive overanstrengt af at lytte, og på den anden side hungrende efter bare at - dele. Dele alting, øse ud af sine tanker. "Jeg plejer altså ikke at være så.. Forvirret." han trak på skuldrene. "eller hjælpeløs. Det er bare i dag, jeg ved ikke. Hele mit liv er fuldstændigt.. Væk, faktisk…. Vil du gerne have fred? Det er okay med mig?"

Anna Rose så på ham og smilte "Du langt hjemmefra er du ikke" hun smilte forståne og med medfølelse.
Anna Rose kendte følsen, af at være langt hjemme fra, hun kendte den alt for godt, men aligevel var det ikke noget der var en byrde for hende, hun havde ikke noget der hjemme som hun savnede.

"Nej det fint du snakker, hvis du ikke gjorder ville jeg nok ende med at falde i søvn og jeg på abejde så det ikke en god ide" hun smilte til ham og begynde at sætte sig op "Jeg burde nok også hente den Ka- *Tick*" Anna Rose tog sig til hoved og rystede lidt.

"Jo, jeg er meget, meget langt væk." Han hang et øjeblik med hovedet og så op. Hun så ud, som om hun forstod - og hun ville gerne have ham til at snakke, han smilede genert, til hun pludselig begyndte at ryste, tog sig til hovedet og blegnede. "Anna, hvad sker der? Hvad er der galt?" Hans stemme blev hvinende og panisk. Bare det ikke var hans skyld, bare det ikke var hans skyld. Han hævede sig op i armene og fik med en hurtig bevægelse trukket sig op at sidde på kanten lige ved hende. Halen plaskede i vandet, og han rakte ud og strøg forsigtigt hendes skulder. Hun virkede så lille, så svag.
"Gør det ondt?"

//Fra nu af vil der nok være lidt langt mellem mine svar, men jeg håber, jeg kan få det til at passe.. o.o//

//Helt okay ^^//

Hun så på ham med et øje mens det andet var klemt i og smilte anstrenget "jeg har bare lidt hovedpine, jeg skal ikke rejse mig op endnu" hun smilte for at prøve at berolige ham og prøvet at berolige sig selv, hun havde brugt for meget af sin magi for tiden, så hun var tæt på at løbe tør, det var derfor hendes krop gjorder det her, forat advære hende om det.

"Åh," sagde Liam, stadig med tyk bekymring, dog også lettelse. Han tørrede røde krøller ud af sine øjne. De skinnede grønt. Bare lidt hovedpine, det var ikke så slemt, sagde han indædt til sig selv mens han forsøgte at lægge låg på en stemme inde i ham, der panisk hviskede, at hun løj for at holde ham rolig. Væk, sagde han til stemmen og lagde hovedet på skrå mod hende igen. Strøg hendes hoved, det røde hår var glat under hans fingre, helt tørt, og han tog hånden til sig, da det gik op for ham, at han trak mørke striber af væde hvor han rørte.

"Det, det haster altså ikke," stammede han og hentydede til kakaoen, hun havde snakket om. "Du skal ikke bekymre dig om mig, altså. Du har virkelig gjort så meget for mig." Han blev mere alvorlig i ansigtet, og langt ældre at se på. Hans øjne skinnede under hans flammende hår, der overraskende hurtigt var ved at rejse sig op til en vilter manke. "Anna Rose, jeg tror, jeg skylder dig mit liv," sagde han, og lød helt overdrevent formel. Han ville ønske, han kunne give hende noget. Et tegn på sin hengivenhed og taknemlighed. Et eller andet storslået. Han så ned på sin hale, halefinnen der lå stille i vandet, det sted hvor hans krop skiftede farve og tekstur, gik fra bleg og fregnet til.. Bleg og blågrå.

Hans blik gled, uden at han helt selv kunne gøre noget ved det, til hendes ben igen. (Ben, det var virkelig lettere mærkeligt) Og der så han, lige under kanten af hendes badekjole //Som jeg ikke ved, hvad er o-o// noget, som fik ham til at undres dybt et øjeblik. Et rødt mærke, nej, et ar. Det strakte sig ned over hendes lår, blegt i kanterne og rødt i midten, som om det var ganske nyt. Og det så ud til at have været et dybt sår, selv om arret var smalt. Det var tydeligt, at..
Og Liam vidste, havde i hvert faldt stærkt på fornemmelsen, at det ikke var et sår, hun havde skaffet sig sådan på normal vis. At det var et sår forårsaget af et skarpt våben. Et sår fra et spyd, lignede det, og i hans tanker svævede et øjeblik et stærkt billede af hans eget spyd, skabt til at holde angribende hajer på afstand, skabt til at snitte kort og præcist. Netop sådan var Anna Rose blevet snittet. Kort og præcist, og den eller dem, der havde givet hende det sår, havde været efter (Liam snappede efter vejret) den store pulsåre.

"Anna," sagde han, øjeblikket efter at have bemærket dette ar, med en stemme, der lød helt forkert, forskræmt og bekymret, "Hvad er der sket?"

Anna Rose lagde sig med lukkede øjne mens hans strøg hendes hår, hun nød at slappe lidt af og at føle sig tryk.

"Du skylder mig ikke dit liv liam, det her er hvad jeg gør, jeg elsker at hjælpe menesker og andre væsner" hun smilte varmt til ham og slappede af.
Men så åbnede hun sine øjne og så han var fukoseret på hendes ben, hun kiggede ned og så hendes ar var syndeligt. Minderne flød tilbage igennem hende, den mørke nat, de lilla øjne, det onde grin, og sværet der med let hed ramte hendes og sendte hende til jorden med kun et hug, og den grinde stemme der langsomt forsvandt mens hun blev efter ladt alene på gaden, blødene.

Anna Rose rystede et kort øje blik, han havde sagdt noget.
"Undskyld hvad sagde du" hun så på ham og rystede på hoved "Jeg må havde probber i ørene"

"Det der," for Liam var sikker på, det var et ar fra en uhyggelig hændelse nu, han havde set Anna Roses øjne følge hans blik og den skælven, der var gået igennem hende, havde fået ham til at føle sit hjerte i sin hals. "Hvem har givet dig det?" Det var ikke længere et spørgsmål om hvordan i Liams hoved. Det var et spørgsmål om hvorfor og hvem. Der var ikke på nogen tænkelig måde nogen i denne verden, der kunne have så meget som den mindste grund til at krumme et hår på den rødhårede piges hoved, men nogen havde gjort det alligevel, det var han sikker på. Et afskyeligt, koldblodigt væsen, måtte det være, hun havde jo selv lige sagt det: Hun elskede at hjælpe. Hun ville gør hvad som helst for at hjælpe, tænkte han og studerede hendes ansigt.

"Har du nogen fjender?" spurgte han så. Forundringen i hans stemme var til at tage og føle på. For hun virkede så uskyldig, han var helt sikker på, hun var det, men det skadede ikke at spørge. Tænk, hvis hun havde en mørk side. En dunkelhed, der lurede under den fine, glatte hud og i øjnenes grønne dyb som en flaskefarvet skygge. Men nej. Før hun kunne nå at svare, indskød han endnu et spørgsmål: ”hvad lavede det?” Han rørte ikke ved den røde strime, men han var tæt på, idet han pegede. Han skulle lige til at sige, at hvem og hvad det end var, så ville han tage kampen op for hende og forsvare hende, hvis der nogensinde igen blev problemer. Men han sagde det ikke. Det var latterligt, han havde ingen som helst mulighed for at.. gøre noget som helst, faktisk, han var i en fremmed verden, et nyt land (på land var i det hele taget helt forkert,) som han ikke anede noget om, han var faktisk fuldstændigt lost, havde kun sin egen mission om at finde hjem tilbage. Han sukkede bekymret.

Anna Rose så på aret igen "Den officelle historie var indbryd med kødknid" hun træk benet ind til sig da han rørte ved det og satte sig op og holde ved det, inoreret hans andet spørgsmål "Jeg blev angrebet af en vampyr, han havde angrebet mig før for at få fat i mit blod" sagde hun mens hun gned bide mærkene på sin hals "Men den her gang ville han vist bare lege, han kom til mig i mit ejet hjem, jagten kom ud på gaden og han.... han...." Anna Rose tog sig til halsen ved mindet og rystede.
"Han havde et magisk sværd, det hele skete så hurtigt, det sidste jeg huskede var han grinte mens han gik væk, og efterladet mig alene på gaden"

”Nej!” udbrød Liam forfærdet, da han hørte om vampyren. Han havde angrebet for hendes blod, Liam blegnede under fregnerne. Han undlod ikke at bemærke, hvordan hun tog sig til halsen. Et sæt små mærker var synlige et øjeblik, mens hun lod hånden løbe hen over dem. Men det blev værre endnu. Lege? LEGE? Fra dødlignende bleghed blussede Liams kinder op med røde pletter af raseri, der trådte tydeligere og tydeligere frem og bredte sig ned over hans hals, for hvert ord, der gled over Anna Roses skælvende læber. På en eller anden måde kunne han slet ikke forholde sig til det. Han vidste ikke, hvad han skulle sige, da hendes stemme døde hen, han vidste bare, at der pulserede en åre på hans hals, og at han, hvis fik en chance ville.. slå hovedet ned i maven på denne her rædselsfulde fyr. ”Sådan et.. Udyr!” Liam spyttede næsten af vrede, og kunne ikke rigtigt se på hendes ansigt. Som om han var bange for, hendes udtryk ville gøre hans raseri stærkere. Det ville han ikke. Han ville ikke sidde der og være vred, for hun så ud til at få det meget ubehageligt af at snakke om det, og han havde i forvejen været skyld i alt for meget besvær for hende. I stedet knyttede han hænderne om trappekanten, til hans knoer lyste hvidligt ud gennem hans hud. Så slappede han af.

”Undskyld, jeg bragte det på bane.” han klappede hende trøstende på skulderen, lidt akavet på en eller anden måde. ”Og.. Jeg er virkelig ked af, at det skulle gå ud over dig, Anna Rose…” Der var bare et lille problem. ”ej, undskyld, men må jeg ikke godt spørge, hvad en vampyr er?”

Anna Rose så ham blive vred og lød ham, det var godt at komme af med vreden bare han ikke var lige så dum som Jayden og fløj efte ham, hun lukkede øjne og smilte stille mens han kom over det, så hørte hun hans spørgsmål og kunne ikke lade vær med at grinde.

Hun smilte varmt til ham "En Vampyr er en meneske der har fået en sygdom der gør dem udølige, men der er en pris" hun så på lufted "Men blivere stærkere, men man skal leve af meneskers blod og man kan aldrig være i sollyset igen, det vil brænde en op"